3,2001 jun-jul - Skelager Kirke

En dag i konfirmandstuen talte vi om skabelsen.
Jeg forsøgte at beskrive, hvordan de forskellige
forklaringer på livets opståen, den mytisk-poetiske
og den naturvidenskabelige, ikke
modsiger, men supplerer hinanden. Så var der
en, der udbrød: Nå, jeg troede ellers præster
hoppede på hvad som helst.
Umiddelbart blev jeg ramt af den udmattende ærgrelse,
der altid overvælder én, når man møder selvbeskyttende
fordomme om, at præster og andre kristne lever i en helt
anden verden, i en helt anden tid, og at man for at være
kristen må gå rundt med hovedet under armen. Det er
der jo så 85% af befolkningen, der gør, så det må se
sjovt ud.
Men når trætheden har fortaget sig, må jeg sige: nej,
jeg/vi - hopper ikke på hvad som helst, heldigvis. Vi
hopper ikke på hvad som helst, der bedrager og forråder
livet i den tid og den verden, vi lever. Men samtidig vil
vi gerne hoppe på hvad som helst, der fylder livet med
skønhed og kærlighed. Det er vi ikke så gode til, desværre.
Derfor er det vidunderligt at læse den smukke skabelsesberetning
i 1.Mosebog, for den slår - hen over historiens
kløft - den uomgængelige kendsgerning fast, at vi
ikke har skabt os selv, men skylder Gud livet og alt hvad
vi får. Når vi læser den, fyldes vi med fryd over, at vi er
Guds skabninger.
Derfor synger vi også med glæde Se, nu stiger solen
af havets skød, som beskriver, hvordan livet kommer til
os hver eneste dag med nye muligheder. Det liv, vi må
være tilstede i, det liv som giver os glæder, større end
sorgen, det liv, som er langt rigere og større, end vi kan
se. Salmen er skrevet et halvt årtusind efter det blev
konstateret, at jorden er rund og at det er jorden der drejer
rundt om solen – digteren havde ikke hovedet under
armen, da han skrev den, men han skrev, hvad han så:
Se, nu…Han havde en længsel efter at være til stede
midt i livet, han havde et ønske om at tro på hvad som
helst, der kunne placere ham midt i et hjertebankende
skælvende nu, der hvor solen stiger op – for ham og til
ham.
Den kristne tro er ikke en flugt fra virkeligheden,
men den er et andet lys på den, en anden fortælling om
Skelager Nyt
3,01
Udgivet af:
Skelager Menighedsråd
Oplag:
3000 stk
Ansvarshavende red.:
Karin Friis Plum
Layout:
JB
Tryk:
Avistrykkeriet, Åbyhøj
Deadline næste nr.:
12. juni Skelager Kirke
et pengeinstitut, hvor personlig betjening
og et højt serviceniveau er en selvfølge?
et pengeinstitut med konkurrencedygtige
priser på opsparing og udlån?
et pengeinstitut, der kan træffe
hurtige, lokale beslutninger?
et pengeinstitut, der arbejder lokalt
og støtter lokale aktiviteter?
Skelager Nyt
Nr. 3, 2001
At hoppe på hvad som helst
– konfirmation 2001
den. Derved kan den forandre verden, omskabe den.
Jeg tror, at både digteren Jakob Knudsen og forfatteren
til de første sider af Bibelen, ja alle vore salmedigtere
og alle Bibelens forfattere havde utroligt svært ved at
hoppe på hvad som helst. De havde svært ved at tro.
Men de ville så usigeligt gerne. For de var klar over, at
det er troen på kærlighedens glæde, der skaber den. At
det er den, vi lever af. Og de så, hvordan vi gang på
gang ødelægger glæden for os selv og hinanden.
Sådan er det med os alle – kristne eller ikke-kristne,
vi har svært ved at tro på livet og glæden, men vi vil så
gerne. Derfor tales og synges der så meget om tro i kirken
– i salmer, i bønner, i trosbekendelsen, i bibelteksterne.
Netop ikke, fordi vi kan det og mener at vi kan
det, men fordi vi har så svært ved det og indtrængende
beder om at få troen givet.
Kristendommens gave åbner vore øjne for livets
skønhed, den svøber os i kærlighedens historie, sådan så
livet er værd at leve, hvad vi end måtte komme ud for.
Det var derfor Gud lod Kristus stå op fra de døde.
Midt i graven, midt i døden, midt i det, der tilsyneladende
var den brutale sandhed om menneskelivet, fortalte
han os en anden sandhed. Vi troede, at ondskaben og
døden havde vundet, vi troede, at livet var meningsløst,
men lige da vi og alverden var ved at hoppe på det, gav
Gud os en anden sandhed - at livet er vidunderligt og
værd at leve. Det liv, han har skabt, det liv, han har givet
os, det liv, han vil give os.
Kære konfirmander:
Da I blev døbt, blev I svøbt i historien om, at livet er
værd at leve. Mens vandet rislede ned over jeres hoveder,
hviskede Gud jer den i øret. Det er den historie,
som blev virkelighed påskemorgen, da der midt i døden
var liv, midt i hadet kærlighed. Det er den store historie,
som alle andre små livsbekræftende historier lever af.
Den historie er den bedste udrustning, vi, som ønsker
jer alt godt, kan give jer. Den skal hjælpe jer gennem livet
med modet og håbet i behold. Den skal give jer store
ord og smukke billeder. Den skal hjælpe jer med ikke at
hoppe på hvad som helst og hvem som helst, der lader
løgnen og ondskaben få magten. Den skal hjælpe jer til
at hoppe på hvad som helst, der skaber liv og glæde. Historien
om det vidunderlige liv, som ikke kan besejres af
død og ødelæggelse, fortæller Gud jer nok en gang i dag
på konfirmationsdagen, når I får hans velsignelse, og
2
den vil han fortælle jer hver eneste gang, I beder om
det.
Hvert år ved konfirmationstid er der nogen, der gør
sig kloge på konfirmanders gudsforhold og siger, at de
fleste bliver konfirmeret for festens og gavernes skyld.
Og det har de da ret i. Selvfølgelig holder vi konfirmation
for festens og gavernes skyld. Det kan vi sige med
god samvittighed.
Vi holder konfirmation, fordi livet er en fest, vi holder
konfirmation i taknemmelighed over Guds gaver. Vi
holder konfirmation for glædens skyld. Glæden ved at
være til, glæden ved at høre Gud til. Enhver fest og enhver
gave udspringer af den glæde. Suppe og steg,
blomster og telegrammer, vin og festsange, pakker og
islagkage. Alt det håndgribelige, vi deler og nyder med
hinanden, er vidnesbyrd om det vidunderligt ubegribelige
velsignede liv. Derfor er konfirmationen i dobbelt
forstand for festens og gavernes skyld. Til Guds ære og
menneskers glæde. Til lykke!
KFP
Hærværk
er titlen på en roman af Tom Kristensen. Det
er desværre virkelighed for Skelager Kirke.
Dog ikke hærværk på mennesker som i romanen,
men på materielle ting.
I de sidste par år er ødelæggelsen af kirkens lamper,
postkasser og vinduer eskaleret. Ind imellem må der
fjernes graffiti fra murene, og sidste år var der indbrud
på præstekontoret.
Det er ærgerligt, at personalet skal bruge tid på at få
tingene repareret, og det er træls, at så meget af vores
kirkeskat (og forsikringer) skal anvendes til at betale
omkostningerne ved disse drengestreger, som ikke har
andet formål end at bryde kedsomheden.
Vi må appellere til, at forældrene holder bedre øje
med, hvad deres børn foretager sig, og hjælper dem til
at finde på noget mere konstruktivt.
Skelager Hare
Poul Steffensen 1997