THE VATICAN BILLIONS - The Spirit of Prophecy Publications

KAPITEL 18
KIRKENS FORMUE FØR OG UNDER
2. VERDENSKRIG
Den Spanske Borgerkrig var knapt til ende, da 2. Verdenskrig brød ud (september 1939).
Førstnævnte var dog, omend vild og rovlysten, ja, også farligt forbundet med international
intervention af russiske kommunister, italienske fascister, nazister, Den Internationale
Brigade, den Populære Front m.fl., stort set blevet kæmpet og vundet indenfor Spaniens
grænser. Den romersk-katolske kirke havde reddet sine enorme rigdomme. Men hvad nu,
når Hitler havde udfordret hele Europa? Hvor stod den med hensyn til politisk og økonomisk
magt udenfor Den Iberiske Halvø
Pavekirken afventede, men uden frygt. Bortset fra mindre skænderier med den katolske
kirkes hierarki i Tyskland havde Hitler aldrig truet med at berøve kirken for dens rigdomme.
Tværtimod havde han garanteret for dens ejendomme og stabilitet i Nazi Reich ved en
højtidelig traktat, konkordatet mellem Hitler og paven i juni 1933, kun et par måneder efter
at Hitler i januar var blevet Tysklands rigskansler. Medens Hitler garanterede for Vatikanets
ejendom og specielle indtægtsprivilegier, beordrede Romerkirken præsteskabet til
at aflægge ed på vasal troskab overfor nazismen. Der blev opfordret til offentlig bøn for
nazityskland. Biskopperne fik alle katolske præster til at sværge på, at de aldrig ville modsætte
sig eller skade nazidiktaturet. Det var samme slags formelle ægtepagt, som, kun få år
forinden, blev oprettet i det fascistiske Italien.
Derfor ville Hitler, set i lyste af ovenstående og uanset hvor slem han ville blive, på bunden
være gavnlig, så længe han var modstander af Stalin, personificeret i bolsjevismen, der
ville udrydde kirken og fratage den alt, hvad den ejede. Hitler satte sig for ikke kun at ødelægge
Stalin, men også Rusland og bolsjevismen i hele Europa. Så krig eller ikke krig, han
blev den mest effektive beskytter af Romerkirken og derfor også af dens milliarder.
Set ud fra Vatikanets egne interesser virkede et sådant ræsonnement trygt; og det er derfor,
at hovedpromotoren, kardinal Pacelli, senere pave Pius 12., efterstræbte en politik, der,
lige fra begyndelsen i den periode, direkte og indirekte, støttede de to mest vitale, antikommunistiske
højrefløjsbevægelser, Italiens fascisme og Tysklands nazisme. Vatikanet gik så
langt, at det banede vej for Hitler, ja, endog tvang afvigende, tyske katolikker til at lystre
Vatikan-Hitler parolen. Der etableredes fire milepæle i denne politik: 1) Da lederen af det
Tyske Katolske Parti, Franz von Papen, i januar 1933 blev udnævnt til nazitysklands vicekansler,
næst efter Hitler. 2) Da stedfortræderne for det Katolske Parti i parlamentet stemte
for at bevilge ubetinget magt til Hitler (23. marts 1933). 3) Da Vatikanet gav ordre til
det Tyske Centrumparti (katolsk parti) om at opløse partiet, for at fjerne politisk opposition
mod Hitler, hvilket det den 5. juli 1933 omgående gjorde. Og sidst, men ikke mindst:
4) Da Vatikanet og Hitler sommeren 1933 underskrev et konkordat. Ifølge Artikel 20 i konkordatet:
”På søndage vil specielle bønner blive fremført for Rigets velfærd (nazitysklands
3. Reich).” Endnu alvorligere var Artikel 16: ”Før biskopper tager deres kirkeembede i besiddelse,
skal de aflægge ed på troskab overfor Reich-repræsentanterne.” Alle detaljerne i
denne politik blev for første gang offentliggjort af denne bogs forfatter Avro Manhattan i
hans værk The Vatican in World Politics.
32