Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

More documents

Recommendations

Info

Koncertarien er opdelt i de to faser, man brugte til at beskrive kvindelige, ulykkelige følelser: Først raseri, så sorg. Den begynder med et langt recitativ, hvor Beethoven bruger en tekst af operaforfatteren Metastasio. Den er egentlig en beskrivelse af Deidamia, der er blevet forladt af Achilles, men denne oldgræske sammenhæng er helt væk hos Beethoven. I recitativet hører man alle slags forbandelser hagle ned over den usling, hun forlades af, men til sidst vender kvinden følelserne indad: ”Selv om han ikke længere er den, som han var, så er jeg stadig den, jeg var. For ham levede jeg, og for ham vil jeg dø.” Derefter følger den egentlige arie, hvor hun efterhånden synker sammen i sorg. Man kender ikke tekstforfatteren til dette afsnit. Beethoven har sikkert fået teksten skrevet på bestilling eller har måske gjort det selv. Da Ah! perfido skulle på programmet til koncerten i 1808, var Beethoven endnu en gang uheldig. Begge hans foretrukne sopraner afslog at optræde med den vanskelige arie. I stedet fik man fat på en ganske ung frøken med det umulige navn Josephine Schulz-Killitschgy. Hun blev med tiden ganske berømt, men denne aften var hun så nervøs af sceneskræk, at hun rystede og forkludrede det kontrastrige drama. Messe i C-dur Beethovens største religiøse værk, hans kæmpe Missa solemnis, har helt overskygget hans Messe i C-dur. Og Beethovens ikke-religiøse værker har helt overskygget dem begge to. Beethoven var født i en katolsk familie, men havde et meget belastet forhold til kirken. Han gik sjældent til gudstjeneste og havde ikke noget godt forhold til de katolske dogmer. De friheder, han tager sig i sine to messer, kom til at føre en del ballade med sig. Messen i C-dur har forbindelse til den store mester Haydn. I 1807 levede Haydn endnu og var anerkendt som verdens største komponist. Han havde haft den længste del af sin livsgerning som hofkomponist for fyrst Esterházy. Fyrsten havde tidligere hvert år bestilt en ny messe til at blive opført på sin hustrus navnedag, og da Haydn nu var for gammel til bestillingsopgaver var det Beethoven, der blev spurgt. Haydn var en dybt troende katolik, ligesom fyrst Esterházy, og det kan undre, at fyrsten ikke havde forhørt sig om, hvordan det stod til med Beethovens tro og hans forhold til kirkemusik. Beethoven havde nemlig aldrig skrevet en messe før. Og han følte hverken lyst eller forpligtelse til at skrive noget i retning af dem, Haydn tidligere havde glædet sin fyrste med. ”Jeg tror, at jeg i min messe har anvendt teksten på en ny måde,” konstaterede Beethoven i et brev til sin forlægger, da messen var færdig. Det var en pæn måde at ringe med alarmklokkerne. Messen var ingen succes, da den blev opført hos fyrst Esterházy i 1807. ”Min kære Beethoven, hvad er det, De har gjort?” skal fyrsten have sagt efter opførelsen! Bemærkningen gjorde Beethoven så skuffet, at han ganske uhøfligt ikke dedikerede messen til fyrst Esterházy, da den skulle udgives på tryk. Godt at Beethoven ikke selv hørte, at fyrsten til anden side kaldte messen for ”utålelig, latterlig og rædselsfuld”. Det, der chokerede fyrsten dengang, kan være svært at opfange for os i dag. Et høvisk, katolsk publikum i 1807 var bekendt med kirkemusiktraditioner på et niveau, vi ikke er i nærheden af. Hvad der for os kan virke uskadeligt, blev af samtiden opfattet som subjektivt, grænsende til det bizarre og frivole. Kraftige udbrud, stærke farver og dramatiske udsving er netop det, der tiltrækker os ved Beethovens musik. Og sammenlignet med f.eks. 5. Symfoni er Messen i C-dur ikke chokerende. Men at Beethoven trods alt lod sine frie tanker skinne igennem i et kirkeværk, har også af andre end den fyrste, der betalte for musikken, været opfattet som stødende. Da Beethoven 10 år senere skrev sin Missa solemnis havde mange kendere svært ved overhovedet at opfatte den som
en messe. Og da Beethoven – som selv holdt virkelig meget af sin Messe i C-dur – placerede et udvalg af dens satser i sin maratonkoncert, blev de annonceret som ”latinske hymner i kirkestil”. Dels for at fritstille publikums reaktioner og dels for at omgå forbudet mod at man overhovedet opførte kirkemusik i et teater. Klaverkoncert nr. 4 Beethoven var på sin egen tid kendt som både pianist og komponist. Dirigent-rollen var knapt nok opfundet endnu, og den funktion, Beethoven udøvede når han ledede en koncert, blev set som en praktisk kapelmesteropgave. Det var som klaversolist, at man hørte Beethovens inderste stemme, mente man. Og han har været en forrygende musiker, i hvert fald i sine yngre dage. Efterhånden blev han lidt af et sjuskehoved og senere magtesløs, da hans døvhed tiltog. Ved maratonkoncerten i december 1808 optrådte han for sidste gang som solist. Aftenens nye Klaverkoncert nr. 4 havde Beethoven allerede præsenteret ved en privatkoncert hos en af sine velyndere, fyrst Lobkowitz. Efter den offentlige uropførelse ved maratonkoncerten blev den opfattet som Beethovens bedste. Den status har den også i dag, selv om nr. 5 med det prangende tilnavn Kejserkoncerten også er overvældende. Femmerens kraftudfoldelser slår dog i sidste ende ikke så hårdt som de helt unikke idéer, Beethoven præsenterer i Klaverkoncert nr. 4. Den berømte indledning, f.eks., hvor klaveret lige så stille lister alene i gang. Aldrig før havde man hørt en koncert – den mest udadvendte genre overhovedet – begynde med stilfærdig poesi. Og førstesatsen udvikler sig da heller ikke til den sædvanlige duel mellem solist og orkester. I stedet mødes de to parter i en lyrisk dialog, hvor solistens enegang ofte ’kun’ består i at udsmykke musikken med figurationer. Med denne uortodokse sats tager hele klaverkoncert-genren et spring væk fra konventionerne. Også andensatsen er højst usædvanlig. Den er ganske kort og er ikke en normal, sangbar Adagio. Tværtimod er satsen, som modsætning til den beherskede førstesats, en konflikt mellem to temperamenter: et truende orkester og en forsonende solist. Opløsningen af rollerne i førstesats fører her til, at de kan vendes helt om. Satsens retoriske udformning har gennem tiderne sat tanker i gang om, at der er et konkret programforlæg for musikken. Et af forslagene går på myten om Orfeus, der neddysser de vilde furier med sin blide sang. Andre kommer til at tænke på Det Gamle Testamente, hvor Davids sang beroliger den sortsynede kong Saul. Symbolet på kunstens helbredende kræfter er universelt. Den korte og recitativske andensats kan opfattes som et oplæg til finalen. Den langsomme sats glider fra e-mol over i finalens indledende C-dur. Strygerne spiller tyst et iørefaldende tema, som klaveret besvarer på en herligt underspillet måde. Først derefter retter musikken sig ind efter hovedtonearten G-dur og præsenterer med åbent ansigt en vital finalesats i rondo-form. Igen en fuldstændig uortodoks udformning. Publikum ved maratonkoncerten brød sig ikke om det. Året efter fik værket stor ros i pressen af komponisten og forfatteren E.T.A. Hoffmann, men det skaffede ikke klaverkoncerten flere opførelser. Først i 1836, flere år efter Beethovens død, blev koncerten taget op igen. Det var den unge og geniale Mendelssohn, der samlede guldet op. Schumann var til stede den aften og fortalte, at han næsten ikke kunne trække vejret, mens han og resten af salen hørte den fantastiske musik for første gang. Symfoni nr. 5 5. Symfoni, Skæbnesymfonien, er vel nok det mest berømte stykke klassiske musik overhovedet. Et værk, der er blevet et ikon for selve kunsten og et symbol for menneskets ret og vilje til at skabe og bestemme. Tilnavnet Skæbnesymfonien har ifølge en anekdote rødder hos Beethoven selv. Han skulle have beskrevet de indledende fire toner med ordene: ”Således banker skæbnen på døren.” Indledningen er så overvældende i sin trussel, at intet antyder
Page 1 and 2: Beethoven-maraton som i 1808 Lørda
Page 3 and 4: . DECEMBER 1808 I WIEN Ludwig van B
Page 5 and 6: Robert Levin, klaver Den amerikansk
Page 7 and 8: Klaudia Kidon, sopran Klaudia Kidon
Page 9 and 10: Beethoven-maraton som i 1808 En af
Page 11: 25.1. - 31.1. 2008 25. 1. / 19.30 D
Page 15 and 16: om værkets forløb. Musikerne råb
Page 17 and 18: Ah! perfido Ah! perfido, spergiuro,
Page 19 and 20: Rejs med os ud i musikkens store ve

Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?