Jeg har en flyvemaskine - Camilla Rønde

Jeg har en flyvemaskine
af Nanna Apergis & Camilla Rønde (foto)
En evigt brændende interesse for flyvemaskiner betyder,
at 76-årige Christian Vang nu kan se tilbage på et langt liv
i luften.

Christian Jul Vang har været til
fødselsdagsfest i Varde sammen med
sin kone Ruth. De har drukket både
rødvin og hvidvin, så selvom der er
langt hjem til Ulstrup lidt uden for
Randers, må de vente et par timer
efter festens afslutning med at tage af
sted. Alkoholen skal først fordampe
fra kroppen, for man må ikke flyve,
når man er beruset – og det er dét, de
skal, Christian og Ruth, de skal flyve
hjem. De er nemlig ikke kommet til
Varde i bil eller tog, som de fleste
af de andre gæster. De er fløjet i
Christians flyvemaskine.
Da de første solstråler tegner hvide
striber i natten, letter de. Og mens
himlen langsomt bliver lysere, flyver
de nordpå med solen, der glitrer i den
lyserøde horisont. De flyver, indtil
de kommer til Christians private
flyveplads i Langå, hvor mosekonen
har brygget på marken, og de må
flyve et par omgange mere under den
orange himmel, før de endelig kan se
igennem de disede lag af morgendug
og lande sikkert i det våde græs.
Over 1000 timer i luften
Egentlig skulle man ikke tro det: At
den flyveglade mand med det smalle,
hvide skæg er 76 år. Huden er alt for
glat, hænderne er for smidige, og der
er noget næsten barnligt over måden,
han fortæller på. Men Christian Jul
Vang blev altså født i november
1934. Det står klart og tydeligt i
den flyvelogbog, han har haft, siden
han fik sin første flyvetime i 1960.
Bogen er grøn, og de flossede, gule
kanter er beviset på, at den er blevet
åbnet og lukket hundredvis af gange.
Hver eneste tur i luften er registreret
på de gulnede sider sammen med
destinationen og turens længde.
Christian har fløjet 1115 timer og 40
minutter i sit liv.
Og han har mange flyveture endnu.
Det vidner de 23 tomme sider i
bogen om.
Kærlighed ved første blik
Christian skal forny sit flycertifikat
hvert år. Det kræver en helbredsundersøgelse,
som indtil videre er
forløbet uden problemer. Men med
sin høje alder har Christian set i
øjnene, at enden på hans flyveture er
inden for rækkevidde.
”Når jeg ikke må flyve længere,
kan jeg lige så godt sælge flyet. Det
bliver et savn. Et stort savn, som jeg
må affinde mig med, ” siger han.
Han er faktisk allerede på afvænning.
Da han var yngre, fløj han 40-50
timer om året. Nu flyver han kun
de 12 timer, som det kræves for at
beholde flycertifikatet. Ikke fordi
han ikke har lyst til at tilbringe flere
timer i luften, men fordi livet som
pensionist ikke giver ham råd –
benzinen er dyr. Derfor ved han også
lige præcis, hvad han ville prioritere,
hvis han pludselig skulle få flere
penge mellem hænderne: ”Hvis jeg
vinder i lotto, ” siger han og trækker
på skuldrene, som om han har
overvejet sagen hundrede gange før,
”så ville jeg ikke købe et nyt fly, bare
fordi det var større eller bedre. Nej,
jeg ville beholde min flyvemaskine
og bruge pengene på at flyve noget
mere.”
For Christian var lykkelig, da
han endelig havde sparet nok
penge sammen til at købe sin egen
Christian Vang fik sin kasket på en rejse til USA, hvor han overværede et flystævne.
“Det er, hvad Mekka er for muslimerne. Det skal man bare gøre en gang i sit liv,” fortæller han.
flyvemaskine i 1981. Nu skulle
han ikke længere flyve i lejede fly,
nej, han skulle flyve i sin hvide
Emeraude OY-DEY, som han
havde drømt om, siden den første
model blev bygget i 1954. Det
var kærlighed ved første blik, og
Christian har været forelsket lige
siden.
At være sin egen pilot
Den har altid været der, interessen for
flyvemaskiner.
”Det er en last jeg er født med,”
forklarer Christian, ”Flyvemaskinerne
flyder i blodet. Jeg kan
ikke forklare det anderledes”. Da
Christian var lille byggede han
modelfly og drømte om at komme
ud at flyve. Han ville være pilot.
Men pilotuddannelsen krævede
militærerfaring og realeksamen. Det
havde Christian ikke, for som den
ældste i en søskendeflok på 10 fra
landet måtte han ud og arbejde efter
sin konfirmation. Efter nogle år som
traktorfører og lastbilchauffør, fandt
han en anden vej ind i flyverdenen

og søgte ind i flyvevåbnet: Han ville
være flymekaniker.
Men uddannelsen var overtegnet, og
Christian kom aldrig ind. Til sidst
endte han som maskinfører i firmaet
Hoffman og Sønner, der byggede en
lufthavn i Esbjerg.
I en alder af 26 år indså han, at hvis
han skulle tilbringe sit liv i selskab
med flyvemaskiner, måtte han lære
at flyve i sin fritid. Han skulle være
sin egen pilot. Og det blev han. Også
selvom hans far var i mod.
”Min far brød sig ikke om det. De
60 kr., jeg skulle give for en enkelt
flyvetime, svarede til tre dages løn,”
husker han.
Men da Christian i 1961 endelig fik
sit flycertifikat, blev farens modstand
hurtigt til begejstret accept. Christian
tog ham med op at flyve mange
gange, og faren kunne lide det og var
imponeret hver eneste gang.
”Vi går ned med skidtet”
Christians kone, Ruth, har været
med på de fleste flyveture. Og
selvom hun frygtede turene i luften i
begyndelsen, har hun vænnet sig til
det.
”Jeg tænkte: Jeg har en dejlig mand,
og hvis jeg skal leve sammen med
ham, bliver jeg nødt til at flyve”,
fortæller hun om begyndelsen på
deres forhold.
Siden er Ruths interesse for
flyvemaskiner vokset, og i dag er
hun ikke bange for at flyve. Det har
Christian heller aldrig været. De har
en indbyrdes forståelse for, at hvis
man er bestemt til at styrte ned med
et fly, så kan man ikke forhindre det.
”Vi går ned med skidtet,” plejer
Christian at sige.
Kun én gang er nervøsiteten kommet
stigende:
De var i Norge og skulle flyve
gennem Romsdalen. Christian valgte
at flyve under skyerne, og han var
nødt til at flyve så tæt på fjeldene, at
Ruth måtte trække benene op under
sig i ren refleks for ikke at ramme de
Som 27-årig fik Christian Vang endelig sit
flycertifikat og kom et skridt nærmere drømmen om luft under vingerne.
skarpe bjergtoppe med fodsålerne.
Og mens floden bugtede sig under
deres vinger, sprang en regnbue frem
fra klipperne, og de fløj igennem
med hjerter, der dirrede af fascineret
frygt. Men de klarede den, Ruth
og Christian, for Christian er en
omhyggelig pilot. En dygtig pilot.
Det siger Ruth altid.
Træ og lærred
Christian er taget ud til sin
flyvemaskine, selvom vejret er for
dårligt til at flyve. Det gør han mindst
en gang om ugen, gerne oftere. Han
gør det for at kigge på flyet. Pudse
det. For han flyver næsten aldrig om
vinteren længere. Der er for meget
sne, det er for diset og for dyrt.
Flyet bor på en mark i Langå.
Den ligger godt seks kilometer fra
Christians hjem i Ulstrup.
”I bil altså,” påpeger han.
”Luftruten er kun tre kilometer, det
tager et par minutter af flyve hjem”.
Og det gør Christian, hvis han flyver
alene. Så stiller Ruth sig ud i haven
og vinker med et viskestykke til sin
mand, der svæver i luften 300 meter
over hendes hoved.
Det er kun Christian, der bruger
marken – jorden er for dårlig til at
dyrke, så han betaler ingenting for at
have flyet boende. Til gengæld slår
han græs og holder pladsen pæn.
I udkanten står et lille gråt skur, en
hangar, og vinden suser i metallet.
Det er her, Christians flyvemaskine
bor.
Han fjerner trædørene i hangaren
én efter én, og de bløde konturer af
råhvid maling træder frem i lyset.
Der er blå striber på vingerne,
og hjulene står fast på de smalle
træplader. Snuden vender opad mod
træerne og lyset og luften. Christian
skubber det 425 kilo tunge fly ud
på græsplænen med en lethed, der
understreger, at flyet faktisk ikke
består af meget andet end træskelet
og lærred. En elegant skrøbelighed,
Når Ruth og Christian Vang flyver ud på ture, markerer de deres planlagte rute på
kortet. Mens de flyver, er det vigtigt, at Ruth holder øje med, om de holder kursen.

et stykke legetøj til stjernerne.
”Jeg kan godt lide at klappe
den,”siger han, og hele maskinen
giver sig under hans berøring.
Den vipper en smule, og propellen
vibrerer. Kabinen er ikke ret stor,
der er kun plads til Christian og
Ruth og den mest nødvendige
bagage. Glaskuplen har små spor af
ælde, tågede mærker fra mange års
flyveture i Europa.
”Hvis den kunne fortælle historier...”,
begynder Christian, men stopper midt
i sætningen med den ene hånd på
glasset og blikket rettet mod himlen.
En livlig silkeskjorte
Det var dengang, han og Ruth havde
været i Flensborg sammen med
flyklubben, og de var nogle stykker,
der ville lande i Wyk på vejen hjem.
Solen var stærk og væltede ind i
kabinen, og de måtte skygge for
øjnene med hænder og solbriller
for at kunne se. Christian syntes, at
Ruth sad så uroligt, men hun lavede
ingenting, sagde hun, da han spurgte
hende. For Ruth turde ikke fortælle,
at hun manglede sin fine silkeskjorte,
men det havde bare været så varmt i
den bagende sol, og hun havde været
nødt til at tage den af. Nu var den helt
forsvundet. Christian var den sidste,
der landede, og han blev overvældet
af de mange mennesker, der stod og
kiggede på hans fly og fotograferede.
”Det var da lige godt pokkers med
al den opmærksomhed,” tænkte han,
”men det er nu også en fin flyver.”
Silke er tyndt. Så tyndt, at Ruths
skjorte uden problemer havde sneget
sig ud gennem den lille revne i
glaskuplen, som sidder mellem
flyskroget og glasset, når kuplen
er helt lukket i. Så nu hang den og
flagrede i vinden ved halehjulet, som
et blafrende flag i den tynde luft, og
det var dét, de alle sammen havde
jublet over.
”Nå,” sagde formanden for
flyklubben, da de var landet og havde
fået styr på det hullede silke, ”Så
Før takeoff skal Christian
Vang tjekke, om flyet er
klar til at lette. Han tjekker,
om der er olie på motoren,
benzin på tanken,
og om balanceklapperne
vipper, som de skal.
blev du rigtig klædt af i luften, hva’
Ruth!”
Den slags hentydninger har Christian
og Ruth fået mange af, fordi de boede
sammen i 17 år, før de blev gift. ”Det
var 17 år i synd, ”siger Christian.
”Men vi havde det nu godt.”
Og Ruth blinker til ham.
En uddøende race
Det er vennerne fra flyklubben, der
har foræret Christian skiltet, som
hænger ved siden af hoveddøren i
Christians og Ruths hus i Ulstrup.
‘Solvang’ står der. Det er til ære
for Christians efternavn og hans
himmeludflugter under solen.
I Solvang er der fly over det hele:
Kalendere, kort, billeder og bøger.
Christian bladrer ivrigt i bøgerne
med flybilleder. Han peger på
flyene, fortæller, som et barn i
en legetøjsbutik, ”Se! Det er min
favorit”.
Flyvevennerne fylder meget i de
gamle fotoalbums. De fløj sammen
på ferie arrangeret af flyklubben.
De landede på marker i Tyskland,
Frankrig og Schweiz og sov i telt
og holdt fester om natten. Eller de
fløj til Sverige, Norge og Finland. I
Danmark arrangerede de udflugter
til Roskilde, Kastrup eller Endelave,
som længe har været Christians og
Ruths foretrukne destination.
Christian ser sine gamle flyvevenner
ved de årlige flyvestævner og
møderne i Stauning Veteranflyklub.
Men mange af vennerne er
forsvundet i løbet af de sidste år.
”De er døde,” fortæller han.
”Og desværre kommer der ikke så
mange nye til. Det er simpelthen for
dyrt at have et veteranfly, der er så
mange andre ting, unge mennesker
hellere vil bruge deres penge på i
dag. Vi er jo en uddøende race.”