Jeg har en flyvemaskine - Camilla Rønde

Christian Jul Vang har været til
fødselsdagsfest i Varde sammen med
sin kone Ruth. De har drukket både
rødvin og hvidvin, så selvom der er
langt hjem til Ulstrup lidt uden for
Randers, må de vente et par timer
efter festens afslutning med at tage af
sted. Alkoholen skal først fordampe
fra kroppen, for man må ikke flyve,
når man er beruset – og det er dét, de
skal, Christian og Ruth, de skal flyve
hjem. De er nemlig ikke kommet til
Varde i bil eller tog, som de fleste
af de andre gæster. De er fløjet i
Christians flyvemaskine.
Da de første solstråler tegner hvide
striber i natten, letter de. Og mens
himlen langsomt bliver lysere, flyver
de nordpå med solen, der glitrer i den
lyserøde horisont. De flyver, indtil
de kommer til Christians private
flyveplads i Langå, hvor mosekonen
har brygget på marken, og de må
flyve et par omgange mere under den
orange himmel, før de endelig kan se
igennem de disede lag af morgendug
og lande sikkert i det våde græs.
Over 1000 timer i luften
Egentlig skulle man ikke tro det: At
den flyveglade mand med det smalle,
hvide skæg er 76 år. Huden er alt for
glat, hænderne er for smidige, og der
er noget næsten barnligt over måden,
han fortæller på. Men Christian Jul
Vang blev altså født i november
1934. Det står klart og tydeligt i
den flyvelogbog, han har haft, siden
han fik sin første flyvetime i 1960.
Bogen er grøn, og de flossede, gule
kanter er beviset på, at den er blevet
åbnet og lukket hundredvis af gange.
Hver eneste tur i luften er registreret
på de gulnede sider sammen med
destinationen og turens længde.
Christian har fløjet 1115 timer og 40
minutter i sit liv.
Og han har mange flyveture endnu.
Det vidner de 23 tomme sider i
bogen om.
Kærlighed ved første blik
Christian skal forny sit flycertifikat
hvert år. Det kræver en helbredsundersøgelse,
som indtil videre er
forløbet uden problemer. Men med
sin høje alder har Christian set i
øjnene, at enden på hans flyveture er
inden for rækkevidde.
”Når jeg ikke må flyve længere,
kan jeg lige så godt sælge flyet. Det
bliver et savn. Et stort savn, som jeg
må affinde mig med, ” siger han.
Han er faktisk allerede på afvænning.
Da han var yngre, fløj han 40-50
timer om året. Nu flyver han kun
de 12 timer, som det kræves for at
beholde flycertifikatet. Ikke fordi
han ikke har lyst til at tilbringe flere
timer i luften, men fordi livet som
pensionist ikke giver ham råd –
benzinen er dyr. Derfor ved han også
lige præcis, hvad han ville prioritere,
hvis han pludselig skulle få flere
penge mellem hænderne: ”Hvis jeg
vinder i lotto, ” siger han og trækker
på skuldrene, som om han har
overvejet sagen hundrede gange før,
”så ville jeg ikke købe et nyt fly, bare
fordi det var større eller bedre. Nej,
jeg ville beholde min flyvemaskine
og bruge pengene på at flyve noget
mere.”
For Christian var lykkelig, da
han endelig havde sparet nok
penge sammen til at købe sin egen
Christian Vang fik sin kasket på en rejse til USA, hvor han overværede et flystævne.
“Det er, hvad Mekka er for muslimerne. Det skal man bare gøre en gang i sit liv,” fortæller han.
flyvemaskine i 1981. Nu skulle
han ikke længere flyve i lejede fly,
nej, han skulle flyve i sin hvide
Emeraude OY-DEY, som han
havde drømt om, siden den første
model blev bygget i 1954. Det
var kærlighed ved første blik, og
Christian har været forelsket lige
siden.
At være sin egen pilot
Den har altid været der, interessen for
flyvemaskiner.
”Det er en last jeg er født med,”
forklarer Christian, ”Flyvemaskinerne
flyder i blodet. Jeg kan
ikke forklare det anderledes”. Da
Christian var lille byggede han
modelfly og drømte om at komme
ud at flyve. Han ville være pilot.
Men pilotuddannelsen krævede
militærerfaring og realeksamen. Det
havde Christian ikke, for som den
ældste i en søskendeflok på 10 fra
landet måtte han ud og arbejde efter
sin konfirmation. Efter nogle år som
traktorfører og lastbilchauffør, fandt
han en anden vej ind i flyverdenen