Jeg har en flyvemaskine - Camilla Rønde

et stykke legetøj til stjernerne.
”Jeg kan godt lide at klappe
den,”siger han, og hele maskinen
giver sig under hans berøring.
Den vipper en smule, og propellen
vibrerer. Kabinen er ikke ret stor,
der er kun plads til Christian og
Ruth og den mest nødvendige
bagage. Glaskuplen har små spor af
ælde, tågede mærker fra mange års
flyveture i Europa.
”Hvis den kunne fortælle historier...”,
begynder Christian, men stopper midt
i sætningen med den ene hånd på
glasset og blikket rettet mod himlen.
En livlig silkeskjorte
Det var dengang, han og Ruth havde
været i Flensborg sammen med
flyklubben, og de var nogle stykker,
der ville lande i Wyk på vejen hjem.
Solen var stærk og væltede ind i
kabinen, og de måtte skygge for
øjnene med hænder og solbriller
for at kunne se. Christian syntes, at
Ruth sad så uroligt, men hun lavede
ingenting, sagde hun, da han spurgte
hende. For Ruth turde ikke fortælle,
at hun manglede sin fine silkeskjorte,
men det havde bare været så varmt i
den bagende sol, og hun havde været
nødt til at tage den af. Nu var den helt
forsvundet. Christian var den sidste,
der landede, og han blev overvældet
af de mange mennesker, der stod og
kiggede på hans fly og fotograferede.
”Det var da lige godt pokkers med
al den opmærksomhed,” tænkte han,
”men det er nu også en fin flyver.”
Silke er tyndt. Så tyndt, at Ruths
skjorte uden problemer havde sneget
sig ud gennem den lille revne i
glaskuplen, som sidder mellem
flyskroget og glasset, når kuplen
er helt lukket i. Så nu hang den og
flagrede i vinden ved halehjulet, som
et blafrende flag i den tynde luft, og
det var dét, de alle sammen havde
jublet over.
”Nå,” sagde formanden for
flyklubben, da de var landet og havde
fået styr på det hullede silke, ”Så
Før takeoff skal Christian
Vang tjekke, om flyet er
klar til at lette. Han tjekker,
om der er olie på motoren,
benzin på tanken,
og om balanceklapperne
vipper, som de skal.
blev du rigtig klædt af i luften, hva’
Ruth!”
Den slags hentydninger har Christian
og Ruth fået mange af, fordi de boede
sammen i 17 år, før de blev gift. ”Det
var 17 år i synd, ”siger Christian.
”Men vi havde det nu godt.”
Og Ruth blinker til ham.
En uddøende race
Det er vennerne fra flyklubben, der
har foræret Christian skiltet, som
hænger ved siden af hoveddøren i
Christians og Ruths hus i Ulstrup.
‘Solvang’ står der. Det er til ære
for Christians efternavn og hans
himmeludflugter under solen.
I Solvang er der fly over det hele:
Kalendere, kort, billeder og bøger.
Christian bladrer ivrigt i bøgerne
med flybilleder. Han peger på
flyene, fortæller, som et barn i
en legetøjsbutik, ”Se! Det er min
favorit”.
Flyvevennerne fylder meget i de
gamle fotoalbums. De fløj sammen
på ferie arrangeret af flyklubben.
De landede på marker i Tyskland,
Frankrig og Schweiz og sov i telt
og holdt fester om natten. Eller de
fløj til Sverige, Norge og Finland. I
Danmark arrangerede de udflugter
til Roskilde, Kastrup eller Endelave,
som længe har været Christians og
Ruths foretrukne destination.
Christian ser sine gamle flyvevenner
ved de årlige flyvestævner og
møderne i Stauning Veteranflyklub.
Men mange af vennerne er
forsvundet i løbet af de sidste år.
”De er døde,” fortæller han.
”Og desværre kommer der ikke så
mange nye til. Det er simpelthen for
dyrt at have et veteranfly, der er så
mange andre ting, unge mennesker
hellere vil bruge deres penge på i
dag. Vi er jo en uddøende race.”