Jeg har en flyvemaskine - Camilla Rønde

og søgte ind i flyvevåbnet: Han ville
være flymekaniker.
Men uddannelsen var overtegnet, og
Christian kom aldrig ind. Til sidst
endte han som maskinfører i firmaet
Hoffman og Sønner, der byggede en
lufthavn i Esbjerg.
I en alder af 26 år indså han, at hvis
han skulle tilbringe sit liv i selskab
med flyvemaskiner, måtte han lære
at flyve i sin fritid. Han skulle være
sin egen pilot. Og det blev han. Også
selvom hans far var i mod.
”Min far brød sig ikke om det. De
60 kr., jeg skulle give for en enkelt
flyvetime, svarede til tre dages løn,”
husker han.
Men da Christian i 1961 endelig fik
sit flycertifikat, blev farens modstand
hurtigt til begejstret accept. Christian
tog ham med op at flyve mange
gange, og faren kunne lide det og var
imponeret hver eneste gang.
”Vi går ned med skidtet”
Christians kone, Ruth, har været
med på de fleste flyveture. Og
selvom hun frygtede turene i luften i
begyndelsen, har hun vænnet sig til
det.
”Jeg tænkte: Jeg har en dejlig mand,
og hvis jeg skal leve sammen med
ham, bliver jeg nødt til at flyve”,
fortæller hun om begyndelsen på
deres forhold.
Siden er Ruths interesse for
flyvemaskiner vokset, og i dag er
hun ikke bange for at flyve. Det har
Christian heller aldrig været. De har
en indbyrdes forståelse for, at hvis
man er bestemt til at styrte ned med
et fly, så kan man ikke forhindre det.
”Vi går ned med skidtet,” plejer
Christian at sige.
Kun én gang er nervøsiteten kommet
stigende:
De var i Norge og skulle flyve
gennem Romsdalen. Christian valgte
at flyve under skyerne, og han var
nødt til at flyve så tæt på fjeldene, at
Ruth måtte trække benene op under
sig i ren refleks for ikke at ramme de
Som 27-årig fik Christian Vang endelig sit
flycertifikat og kom et skridt nærmere drømmen om luft under vingerne.
skarpe bjergtoppe med fodsålerne.
Og mens floden bugtede sig under
deres vinger, sprang en regnbue frem
fra klipperne, og de fløj igennem
med hjerter, der dirrede af fascineret
frygt. Men de klarede den, Ruth
og Christian, for Christian er en
omhyggelig pilot. En dygtig pilot.
Det siger Ruth altid.
Træ og lærred
Christian er taget ud til sin
flyvemaskine, selvom vejret er for
dårligt til at flyve. Det gør han mindst
en gang om ugen, gerne oftere. Han
gør det for at kigge på flyet. Pudse
det. For han flyver næsten aldrig om
vinteren længere. Der er for meget
sne, det er for diset og for dyrt.
Flyet bor på en mark i Langå.
Den ligger godt seks kilometer fra
Christians hjem i Ulstrup.
”I bil altså,” påpeger han.
”Luftruten er kun tre kilometer, det
tager et par minutter af flyve hjem”.
Og det gør Christian, hvis han flyver
alene. Så stiller Ruth sig ud i haven
og vinker med et viskestykke til sin
mand, der svæver i luften 300 meter
over hendes hoved.
Det er kun Christian, der bruger
marken – jorden er for dårlig til at
dyrke, så han betaler ingenting for at
have flyet boende. Til gengæld slår
han græs og holder pladsen pæn.
I udkanten står et lille gråt skur, en
hangar, og vinden suser i metallet.
Det er her, Christians flyvemaskine
bor.
Han fjerner trædørene i hangaren
én efter én, og de bløde konturer af
råhvid maling træder frem i lyset.
Der er blå striber på vingerne,
og hjulene står fast på de smalle
træplader. Snuden vender opad mod
træerne og lyset og luften. Christian
skubber det 425 kilo tunge fly ud
på græsplænen med en lethed, der
understreger, at flyet faktisk ikke
består af meget andet end træskelet
og lærred. En elegant skrøbelighed,
Når Ruth og Christian Vang flyver ud på ture, markerer de deres planlagte rute på
kortet. Mens de flyver, er det vigtigt, at Ruth holder øje med, om de holder kursen.