1914 – Da verden blev en anden

virkningsfuldt skræmmebillede i propagandaøjemed, og det blev da også uden blusel
brugt på plakaterne.
En engelsk plakat påstod, at “De britiske kvinder siger: Gå” – underforstået “Gå
i krig” eller “Tag dig nu sammen og se at komme med i krigen”. Ville en hustru sige
til sin mand i sine børns påhør: “Gå i krig”? Måske måtte hun acceptere, at manden
ville slås for sit land og sine idealer, men med plakaten efterlades man med indtrykket
af et hjemligt skænderi, hvor manden talte på knapper – skal/skal ikke – og til
sidst måtte hustruen så tage beslutningen – “Du skal altså af sted til fronten, og hvad
vil du ellers have, at jeg skal sige til vore børn eller naboen? Gå nu!”
Der er også historien om tyske soldaters korsfæstelse af en canadisk soldat. Det
blev anledning til en af de mest sejlivede beretninger om tysk grusomhed. Var det
virkelig sket, eller var det et eksempel på raneret engelsk propaganda? Kunne tyske
soldater virkelig finde på en sådan umenneskelig handling? Historien har været
efterforsket, og efter en række canadiske og engelske historikeres opfattelse er historien
opdigtet, men der er ikke nogen fastslået enighed herom. Korsfæstelsen forblev
en fortælling, der blev hørt og viderefortalt og levede videre med et rygtes livskraft.
Historien blev gengivet i mange aviser og ikke mindst af avisen ‘The Times’, der var
ejet af den tyskfobiske Viscount Northclie. Både under og efter krigen krævede
tyskerne beviser for den påståede udåd, men den canadiske regeringen kunne ikke
levere bevis for historiens rigtighed. Canadiernes problem bestod i, at øjenvidneberetningerne
var uklare og ofte indbyrdes i modstrid med hinanden 24 , og at der aldrig
var fundet et korsfæstet soldaterlig. Efter krigen udarbejdede den engelske kunstner
Francis Derwent Wood en skulptur af korsfæstelsen – og så var det, der meget vel
kunne være et rygte, nu foreviget i bronze.
Det kan være svært at gøre fjendens nedslagtning af 100.000 soldater forståelig
og anvendelig i krigspropagandaen. De store tal forbliver uforståelige, hvorimod
krigsforbrydelse på enkeltpersoner trænger igennem de flestes menneskers panser
af ufølsomhed. Det gjaldt bl.a. tyskernes henrettelse af den engelske sygeplejerske
Edith Cavell 25 , som arbejdede på et hospital i det besatte Belgien, og som havde hjulpet
mere end 200 engelske, belgiske og franske sårede krigsfanger til at flygte til
det neutrale Holland (Willmott, 2004, originalen 2003). Det virker, når der sættes
ansigter på grusomhederne, og når det virker – udnyttes det også i krigspropagandaen.
24 To soldater, en engelsk og en canadisk, bevidnede, at de havde set den korsfæstede soldat,
men ingen af de to soldater var nærmere hinanden end tre kilometer den pågældende dag, og
i den ene beretning fandt begivenheden sted mange tusind meter fra det sted, hvor tyskernes
indtrængen havde fundet sted.
25 De allierede henrettede to tyske sygeplejersker på tilsvarende baggrund.
1. del krigen
41