1914 – Da verden blev en anden

Sven Thygesen
Søren Hansen
Flemming Petersen
1914
Da verden blev en anden
En beskrivelse af tiden
omkring 1. verdenskrig
forlaget herredagen

1914
Da verden blev en anden
En beskrivelse af tiden omkrig 1. verdenskrig
© Forlaget Herredagen, 2013
ISBN 978-87-995906-0-5
Forlaget Herredagen
Trykt hos
Grafisk tilrettelæggelse
Peter Dyrvig Grafisk Design

Indhold
Forord 7
PROLOG
Da verden blev en anden – tiden omkring Den første Verdenskrig 11
Skuddet i Sarajevo 11
1. DEL
Krigen 17
Den hektiske sommermåned 1914 19
Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring
– af sted og ‘hjem til jul’ 25
Krigens strategier og mobiliseringens anatomi 27
Krigens taktikker, våben og propaganda 30
Våben 35
Propaganda 39
Nyheder og censur 44
Kynisme og medmenneskelighed 49
Krigens generaler 49
Krigens soldater 51
Samvittighed og ære 56
Militærnægtere 57
Ærens mark 59
Syg eller æreløs og fej 63
Efter krigen 64
Sultvåbnet og hungerblokaden 65
Neutrale lande og danske gullaschbaroner 72
Krigens regler og humanitær folkeret 73
USA ind og Rusland ud 79
Våbenstilstand den 11. november 1918 kl. 11 81
Fredsslutningen og fredstraktaten 82
Folkeforbundet 96
indhold
3

2. DEL
Ideers nye veje 101
Politiske og økonomiske ideologier 101
Nationalisme og patriotisme 102
Militarisme og pacifisme 111
Imperialisme og kolonialisme 115
Kapitalisme, konservatisme og liberalisme 116
Anarkisme og vold 118
Socialisme, kommunisme og marxisme 121
Nazisme og fascisme 127
Socialdemokrati 128
Demokrati og parlamentarisme 129
Naturvidenskab, filosofi og religion 131
Darwinisme og Darwin 131
Socialdarwinisme, eugenik og eutanasi 137
Relativitet og relativisme 148
Logisk positivisme 151
Psykoanalyse og Freud 151
Nihilisme og Nietzsche 156
Religion og tro 160
Mission, socialisme og to nye kirker 163
Krigen, Bibelen og profetierne 165
Spiritisme 168
Antisemitisme og zionisme 170
World Zionist Organization 181
Eliten og krigen 181
England 182
Tyskland/Østrig 183
Frankrig 186
De frivillige 187
Kunsten i opbrud 190
Musik og komponister 193
Skuespil, romaner, digte og forfattere 198
Malerier og billedkunstnere 202
Film og instruktører 209
4 1914 – da verden blev en anden

3. DEL
Samfundsudviklingen 213
Den nye hverdag 213
Krigens spor 213
Familien 218
Autoriteterne 221
Minder – og påmindelser 224
Økonomi 228
Ligestilling 233
Mode og moral 236
Industri 238
Industriarbejderen 239
Industrielle revolutioner 240
Standardisering 243
Krigsindustrien og dens købmænd 243
Arbejderbevægelser: Socialister, anarkister, syndikalister, socialdemokrater,
marxister, kommunister, revisionister og fagforeninger 246
EPILOG
1914 – Da verden blev en anden 251
Politikere 251
Videnskabsmænd og forskere 252
Historikere 253
Filosoer 257
Kunstnere, forfattere og journalister 259
Litteraturhenvisninger 263
Mere viden 270
indhold
5

Forord
‘Da verden blev en anden’ er ikke en traditionel historiebog. Det har ikke været hensigten
at lave endnu en bog, der fortæller om krigen og dens aktører. Det er allerede
gjort – og gjort godt.
Læs derimod ‘Da verden blev en anden’, hvis du ønsker at få et overblik over en af
de mest dramatiske perioder i verdenshistorien. Den vil føre dig “kompasset rundt”
og gennemgå de forandringer, tiden bragte. Forandringer der ikke kun indbefattede
verdens sceneskift fra fred til krig og fire år senere tilbage igen, men også forandringer
i menneskers adfærd, viden, moral, tankegods, arbejde og dagligdag.
Vi er bevidst om, at der let sker en forskydning væk fra årsagerne til krigen til en
fokusering på selve krigen. Eller sagt med andre ord; en forskydning fra hvorfor til
hvad og hvordan. Tænk blot på hvad billederne i nyhedsudsendelserne ofte udvirker.
Billeder formidler noget om hvad og hvem, mens hvorfor oftest kræver en ‘ordforklaring’.
Vi har derfor hovedsageligt set på årsagerne til krigen i de tanker, som tiden var
præget af – refleksioner frem for begivenheder. Mange af tidens tanker er fostret af
politikere, filosoer og andre dele af intelligentsiaen. Når vi alligevel i vid udstrækning
netop tager udgangspunkt i deres synspunkter og tanker, skyldes det, at tanker
født af samfundets ‘elite’ over tid har en tendens til at sive ned til menigmand, hvorved
eliten netop bliver meningsdannende. Derfor er deres tanker af særlig interesse.
Var det tilfældigt, at verden gik af lave netop i 1914? Nogle vil sige ja og mene,
at det voldsomme krigsudbrud ville være kommet på et eller andet tidspunkt og uafhængigt
af skuddene i Sarajevo. I årene op til 1914 var der opbygget spændinger i verdenssamfundet,
som krigen udløste. Krigen blev den store enkeltstående begivenhed
i 1914, som udløste nye forandringer. Forståelsen af begivenhederne i året 1914 skal
derfor ses og tolkes i lyset af begivenheder, som havde deres udspring helt tilbage
i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men verdenskrigens udbrud i 1914 skal også
ses som starten på de dramatiske ændringer, som fulgte i dens kølvand. ‘Da verden
blev en anden’ er dermed også en beskrivelse af forudsætningerne for krigen og dens
konsekvenser.
Hovedvægten er ikke lagt på detaljen, men på overblikket. Alligevel er der også
blevet plads til glimt af livet blandt soldater, politikere, regenter og forfattere. I ‘Da
verden blev en anden’ er det, der normalt “skrives med småt” taget med og levendegjort
med ord skrevet af mennesker, som oplevede krigen og dens eftervirkninger.
forord
7

Verdenskrigen kom til at skygge for mange andre forandringer i perioden, men
hvad der skete i menneskers sind, er måske den største forandring, som vi har fået i
arv. Brug overblikket til at gå i detaljer i de områder, som interesserer dig.
At forstå begivenhederne omkring krigen og dens udbrud fordrer, at man kan
sætte sig ind i tiden og dens tanker Vi har givet samtiden fortrins- og taleret, men vi
har også lyttet til nulevende historikere med speciale i Den første Verdenskrig. Vi har
i rigt omfang angivet vore kilders fødsels- og dødsår, for at vise hvor på tidens strøm
de har befundet sig i forhold til de beskrevne begivenheder. Naturligvis ligger der i
valget af ‘stemmer’ en sortering. Vi har forsøgt at lade stemmerne være repræsentative
og i mindst muligt omfang lægge vor eget tynde lag af fortolkning på.
Mange historikere, politikere, journalister og forfattere har i tidens løb konkluderet,
at Den første Verdenskrig var ‘urkatastrofen’ og året 1914 var året, hvor “verden
gik af lave”. Når vi ser tilbage og betragter vidnesbyrdene fra perioden omkring Den
første Verdenskrig, må vi medgive, at ‘da blev verden en anden’.
Hvordan er bogen blevet til? Bogen er skrevet efter mange drøftelser mellem
forfatterne og efter samtaler med andre med stor historisk indsigt på universiteter og
museer – og vi siger tak for deres konstruktive vejledning og kritik – ligesom bøger
og internettet er blevet flittigt frekventeret. Mange lande er begyndt at lægge deres
historiske dokumenter ud på nettet. På internettet kan man bladre i bøger, besøge
alverdens museer og læse referater fra møder mellem præsidenter og deres rådgivere
eller høre lydklip fra politikeres taler til nationen.
Læs bogen, og hvis du får lyst til at udforske perioden på egen hånd, så vælg
en eller flere af bøgerne i litteraturhenvisningen eller søg på internettet. Vi lagt en
række links til interessante informationer på www.1914-daverdenblevenanden.dk
Lyngby december 2012
Sven Thygesen
Søren Hansen
Flemming Petersen
8 1914 – da verden blev en anden

prolog

1914 – Da verden blev en anden
Tiden omkring Den første Verdenskrig
“Der er gået et halvt århundrede, men det spor, som den store krigs tragedie
efterlod på nationernes sjæl og legeme, er endnu ikke forsvundet … Denne ildprøve
var af en sådan størrelsesorden både fysisk og moralsk, at intet bagefter
var som før. Samfundet i sin helhed – styreformer, landegrænser, love, væbnede
styrker, forholdet mellem stater, også ideologier, familieliv, formuer, stillinger,
forholdet mennesker imellem – alt var blevet ændret i bund og grund … Menneskeheden
mistede balancen og har aldrig genvundet den siden.”
Charles de Gaulle
Le Monde, 12. november 1968, s. 9. Markering af 50 årsdagen for krigens afslutning og
våbenstilstanden
Skuddet i Sarajevo
Skuddet i Sarajevo den 28. juni 1914 blev den umiddelbare anledning til Den første
Verdenskrig eller Den Store Krig, som den også blev kaldt. Den dag blev ærkehertug
Franz Ferdinand (1863-1914) af Østrig og hans hustru Sophie myrdet. Selv om krigsudbruddet
var den største begivenhed i 1914, så var den ikke det eneste bemærkelsesværdige
i tiden. Fra slutningen af det 19. århundrede og ind i 1920’erne indtraf ikke
kun nogle af de mest dramatiske forandringer indenfor krigsførelse og teknologi,
men også i menneskers tankegang.
Verden var op til 1914 præget af optimisme og tro på fremtiden. Den teknologiske
udvikling og industrialiseringen havde skabt forbløende resultater, og menneskers
viden om verden, universet, atomet, mennesket og menneskesindet og meget andet
varslede nye tider.
Der havde stort set været fred i Europa i mere end 40 år, og i den periode var
nationerne blevet rigere. Ikke kun i ét land, men i alle landene var der tale om en
økonomisk opblomstring.
prolog
11

Mordet på ærkehertugen og hans hustru.
Mordene i Sarajevo og Den Store Krig blev for Europa og resten af verden startskuddet
til store samfundsmæssige og menneskelige forandringer – nogle til det
bedre, andre til det værre.
Beretningen om krigen kunne hurtigt blive en opremsning af datoer, tabstal,
våben, statsmænd og generaler. Men krigen havde også en hverdag og et liv, som blev
levet i by og på land langt fra fronten. Bedre end de fleste har den østrigske forfatter
Stefan Zweig i sin erindringsbog ‘Verden af i gaar’ beskrevet, hvad krigen ændrede i
hverdagen. I afsnittet ‘Tryghedens verden’ skriver han:
12 1914 – da verden blev en anden

Den østrigske forfatter Stefan Zweig
–ca. 31 år gammel.
“Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før Den første Verdenskrig,
det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar
jeg siger: Det var Tryghedens gyldne Tidsalder … Enhver vidste, hvor meget han
ejede, og hvor meget der tilkom ham; han vidste hvad der var tilladt, og hvad der
var forbudt. Alt havde sin Norm, sit Maal, sin Vægt … Absolut ingen troede paa
Krige, Revolutioner eller Omvæltninger. Alt radikalt og voldsomt syntes paa Forhaand
umuligt i denne Fornuftens Tidsalder. Denne Fornemmelse af Sikkerhed
var Millioners efterstræbelsesværdige Eje; var det fælles Livsideal … Denne Tro
paa det uafbrudte og uopholdelige “Fremskridt” havde for hin Tidsalder ligefrem
en Religions Styrke i sig; man troede allerede mere paa dette Fremskridt end paa
Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye Vidundere
i Videnskab og Teknik, som hver Dag bragte med sig. Faktisk var Slutningen
af dette Fredens Aarhundrede en Opgangens Tid, en hurtigere og hurtigere, en
mere og mere synlig, en mere og mere mangfoldig Opgangens Tid …
Det er ganske rimeligt, at vi Mennesker af i Dag, som for længst har strøget
Ord som “Sikkerhed” og “Tryghed” af vor Ordbog som Fantomer, smiler ad hin
idealistiske, men forblindede Generations skønne Illusioner om, at Menneskehedens
tekniske Fremskridt nødvendigvis maatte have et lige saa rapidt moralsk
Opsving til Følge … Vi har lidt efter lidt maattet vænne os til at leve uden Bund
under Fødderne, uden Ret, uden Frihed og uden Tryghed. For vort eget Jordelivs
Vedkommende har vi for længst fornægtet vore Fædres Religion, deres Tro paa
Humanitetens raske og varige Opsving; paa det grusomste belærte, som vi er,
synes vi, at hin overilede Optimisme er rent ud banal Ansigt til Ansigt med en
Katastrofe, der med eet eneste Kast har slynget os tilbage bag om tusinde Aars
humane Bestræbelser …
prolog
13

Selv fra den Afgrund af Gru, hvori vi nu halvblinde famler omkring med
brudt og søndret Sjæl, kaster jeg atter og atter Blikket op mod hine gamle Stjernebilleder,
der straalede over min Barndoms Jord, og jeg trøster mig med den
nedarvede Tillid til, at dette Tilbagefald engang vil vise sig kun at have været et
Interregnum i den evige Fremskridt Rytme”. (Zweig, 1948, originalen 1942) 1
Stefan Zweig, østrigsk forfatter (1881-1942).
Citat fra bogen ‘Verden af i gaar’ (1942)
1 Henvisninger til kilder baseres på ISO 690-standarden og vises på denne måde fx (Bjøl, 2005).
I litteraturhenvisningen bagerst i bogen vil yderligere oplysninger kunne findes.
14 1914 – da verden blev en anden

1. del
krigen

Krigen
Første Verdenskrig blev navnet for en krig, som ændrede verdenshistorien. Det var
en verdenskrig, fordi den inddrog alle kontinenterne, og det var ikke set før. I starten
kaldte man krigen for Den Store Krig 2 , men den blev senere kendt som Den første
Verdenskrig.
Den blev den hidtil blodigste krig med omkring ni millioner døde og savnede
soldater. Men ikke alle krigens ofre befandt sig i krigszonen, idet hjemmefronten
også kunne tælle sine døde og sårede. Krigen, og tiden umiddelbart efter, kostede
yderligere omkring seks millioner civile livet. Det er et overraskende stort tal, da
man jo netop betragter Den første Verdenskrig som soldaternes krig. De civile døde
på grund af udsultning og fejlernæring (skønsmæssigt 750.000 tyskere døde af sult
og fejlernæring på grund af de allieredes blokade), sygdomme 3 (3.000.000 russere
døde af tyfus i perioden 1917-22) og genocide/folkedrab (folkedrabet på skønsmæssigt
1.000.000 armeniere 4 ). Andre civile tab ved angreb på handelsflåder, massakrer på
civile, langdistance-artilleri og luftbombardementer, var i sammenligning hermed
små. (Gleichen, 2000, original 1918-1920)
1. verdenskrig
Krigen varede fra 28. juli 1914 til 11. november 1918 (våbenstilstandsdatoen).
Fredsaftalen blev underskrevet 28. juni 1919 – på 5 årsdagen for ærkehertug
Franz Ferdinand’s død.
Krigen i nøgletal:
• Skønsmæssigt 70 millioner soldater var mobiliseret
• Skønsmæssigt 9 millioner døde eller savnede soldater
• Over 21 millioner sårede, heraf syv millioner invalideret for livstid
2 “The great war” (engelsk), “La grande guerre” (fransk), “Gran Guerra” eller “Guerra des
Guerras” (spansk). Den første Verdenskrig forkortes ofte ww1.
3 Den spanske syge med over 20 millioner og måske endda 50 millioner døde er ikke medregnet,
endskønt den almene svækkede helbredstilstand efter krigen også bidrog til de mange dødsfald.
4 Betegnelsen folkedrab bestrides af Tyrkiet.
1. del krigen
17

Ofre for attentater Attentatforsøg Myrdet
Ruslands Zar Alexander II 1879 og 1880 1881
USA’s præsident James Garfield 1881
Kejser Wilhelm I af Tyskland 1878 og 1883
Ruslands Zar Nikolaj II 1891 1918
Frankrigs præsident Sadi Carnot 1894
Spaniens premierminister Antonio Canovas 1897
Kejserinde Elisabeth af Østrig 1898
Kong Umberto af Italien 1900
Prinsen af Wales/Kong Edward VII 1900
Kejser Wilhelm II af Tyskland 1900 og 1901
USA’s præsident McKinley 1901
Kong Leopold II 1902
Kong Alexander I og dronning Draga af Serbien 1903
Ruslands indenrigsminister Vyacheslav Konstantinovich
von Plehve
18 1914 – da verden blev en anden
1904
Kong Alfonso XIII og dronning Eugenie af Spanien 1906 1905
Kong Carlos af Portugal 1908
Frankrigs premierminister Aristide Briand 1911
Ruslands ministerpræsident Pjotr Stolypin 1911
Spaniens premierminister Canelejas 1912
Kong George I af Grækenland 1913
Ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig og hans hustru Sophie 1914
Den franske socialistleder Jean Jaurès 1914
Østrig-Ungarns ministerpræsident Karl von Stürgkh 1916
Leninismen og kommunismens fader Vladimir Iljitj Lenin 1918
Stifterne af det tyske kommunistiske parti Karl Liebknecht
og Rosa Luxemburg
Frankrigs premierminister Clemenceau 1919
Den tyske ministerpræsident i Bayern Kurt Eisner 1919
Den tyske underskriver af fredsaftalen Matthias Erzberger 1921
Tysklands udenrigsminister Walther Rathenau 1922
Den polske præsident Gabriel Narutowicz 1922
Måske historiens første “bilbombe” (køretøjet var en hestevogn) blev bragt til sprængning
som en terrorhandling mod kapitalismens højborg Wall Street (1920), og den resulterede i
over 20 dræbte. Attentatmanden blev ikke endelig identificeret, men af løbesedler fremgik
det, at ugerningen sandsynligvis var udført af en anarkist.
1919

Antallet af døde i krigen er i virkeligheden kun én af de mange måder, hvorpå
man prøver at holde styr på krigens konsekvenser. Det er klart, at der ikke er én
endegyldig rigtig måde at opgøre konsekvenserne på, og ikke engang noget, der
synes så konkret som antallet af krigens ofre, kan eftertiden bestemme entydigt.
Angivelserne i forskellige kilder varierer. Historikere har for eksempel en forskellig
opfattelse af i hvilket omfang de forskellige typer af civile tab skal medregnes blandt
krigens ofre. Men uanset hvordan man vælger at opgøre konsekvenserne, så bliver
resultatet, at krigens uhyggelige omfang retfærdiggør navnene “Den Store Krig” og
“Den første Verdenskrig”.
Den hektiske sommermåned 1914
Selv om mordet på ærkehertugen og hans kone var dramatisk, så var mord og attentatforsøg
på ledere og kongelige dog langt fra usædvanligt. Mordene var umiddelbart
ikke nok til at politikerne øjeblikkelig afbrød deres ferier for at tage sig af en situation,
som kunne udvikle sig faretruende. Selv på børserne i Wien, London og Berlin
diskuterede man naturligvis mordene, men handelen forblev normal. Der havde
været så mange andre mord og mordforsøg.
Men denne gang udviklede mordene sig til en egentlig krise. Perioden, fra skuddet
i Sarajevo til krigens udbrud en måned senere, var præget af hektisk diplomatisk
aktivitet. Konsultationer og rådslagninger på kryds og tværs mellem venner og fjender
efterlader et billede af kaos, misforståelser, stolthed og sårede følelser. Og da situationen
tegnede meget truende, blev der gjort mange forsøg på at finde en løsning,
der skulle forhindre en krig. I dagene umiddelbart op til krigsudbruddet udvekslede
den tyske kejser Wilhelm og zar Nikolaj en række telegrammer. I et af dem skrev
kejser Wilhelm: “Jeg forstår til fulde hvor vanskeligt det er for dig og din regering at trodse
kraften i din folkelige opinion. Derfor, og på grund af det hjertelige og ømme venskab der
allerede så længe har bundet os så stærkt sammen, vil jeg gøre brug af min vægtigste indflydelse
for at presse østrigerne til …”, underskrevet: Fætter Willy. Zar Nikolaj svarede
tilbage med en stærk appel om at gøre et sidste forsøg på at afværge krigen. Og samtidig
tilbød England at mægle (Mak, 2010, (originalen 2004)).
Men freden gled langsomt parterne af hænde. Det ene skridt tog det næste, og
det blev umuligt at gå tilbage. En uhyggelig inerti drev udviklingen, og styrede landene
ud i en verdenskrig.
Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig. Det var denne første
krigserklæring, som startede verdenskrigen. Kort tid efter var mange lande i krig,
1. del krigen
19

Juli-krisen: Begivenheder fra 28. juni til 4. august 1914
28. juni: Det østrig-ungarske tronfølgerpar myrdes i Sarajevo.
5. juli: Østrig-Ungarn beder Tyskland om støtte ved en evt. konflikt med Serbien.
Tyskland giver tilsagn om støtte.
23. juli: Østrig-Ungarn sender ultimatum med krav om Serbiens betingelsesløse
accept. Serbien skal acceptere ultimatummet senest den 25. juli (48 timers
frist).
24. juli: Serbien appellerer til Rusland for støtte.
25. juli: Rusland anmoder Østrig-Ungarn om at forlænge tidsfristen i det sendte
ultimatum til Serbien, hvilket Østrig-Ungarn afviser. Serbien accepterer de
østrig-ungarske krav på nær enkelte forhold*, som ville betyde at landet
måtte opgive sin status som suveræn stat. Serbien beordrer mobilisering.
26. juli: Rusland indleder en præmobilisering. Østrig-Ungarn påbegynder begrænset
mobilisering mod den russiske grænse.
27. juli: Den tyske kejser finder Serbiens svar på ultimatummet for acceptabelt,
men diverse misforståelser gør at Østrig-Ungarn allerede er i gang med at
mobilisere og forberede sig på krig mod Serbien.
28. juli: Østrig-Ungarn erklærer Serbien krig.
29. juli: Rusland udsteder en delvis mobiliseringsordre som hjælp til Serbien
mod Østrig-Ungarn. Østrig-Ungarn påbegynder krigen mod Serbien og
bombarderer Beograd.
30. juli: Rusland opgiver den delvise mobilisering og påbegynder en total mobilisering,
som uundgåeligt dermed også er rettet mod Tyskland.
31. juli: Tyskland sender et ultimatum til Rusland og kræver at Rusland standser sin
mobilisering. Samtidigt sender Tyskland et ultimatum til Frankrig med krav om
at det erklærer sig neutralt ved en krig mellem Tyskland og Rusland. Begge
lande ignorerer de tilsendte ultimatummer. Frankrig beordrer mobilisering.
Østrig-Ungarn beordrer total mobilisering.
1. august: Tyskland og Frankrig mobiliserer. Tyskland sender en krigserklæring til
Rusland.
2. august: Tyskland sender en anmodning til Belgien om tilladelse til at lade de tyske
tropper passere igennem landet. Tyske tropper invaderer Luxemburg.
3. august: Tyskland erklærer krig mod Frankrig. Belgien afviser Tysklands krav om fri
troppegennemmarch.
4. august: Tyskland erklærer krig mod Belgien og invaderer landet. England kræver,
at Tyskland inden midnat har rømmet Belgien, men Tyskland svarer ikke.
Fra midnat er England også i krig med Tyskland. England mobiliserer.
Kilde: Gleichen, 2000, original 1918-20
* Af ultimatummets 11 hovedkrav accepterede Serbien de otte, ét krav blev accepteret hvis der blev fremlagt bevis
for påstanden, ét krav fik en betinget afvisning og ét en betinget accept. I Serbiens svar stod der ligeledes, at hvis
svaret på ultimatummet forekom utilfredsstillende foresloges mægling (Gleichen, 2000, original 1918-1920).
20 1914 – da verden blev en anden

Markante citater om indledningen til krigen
Claes Kastholm Hansen siger i sin bog “Vanvid og velstand”, (1999):
“Det svimler for en, når man til bunds indser, at første verdenskrig, den største katastrofe
i menneskehedens historie, kom som en følge af misforståelser og kommunikationsbrister,
frygt for hinandens hensigter og militærstrategisk automatik”.
(Hansen, 1999)
Kurt Tucholsky (1890-1935), tysk journalist, forfatter og soldat under Den Første
Verdenskrig, udtalte den 23. juli 1929 i en anmeldelse af Emil Ludwig’s bog “Juli 14”:
“Folkene har ikke villet krig, ingen nation har villet det; gennem diplomatiets
indskrænkethed, skødesløshed og vrangvillighed blev det til ‘den dummeste af alle krige’.”
[F.O.] 5
“Nationerne rutsjede ud over kanten og ned i krigens kogende gryde, uden spor af
ængstelse eller bekymring … Nationerne bevægede sig baglæns ned i afgrunden … ikke en
eneste af dem ønskede krig; i det mindste ikke i denne udstrækning.”
[F.O.] skrev den tidligere britiske premierminister Lloyd George (1863-1945) i sin
erindringsbog “War Memories”, 1934
“Menneskene vil nødig tro, at store begivenheder har små årsager. Da verdenskrigen
begyndte, var de derfor overbevist om, at den måtte være resultatet af dybtliggende
kræfter. Det er svært at få øje på sådanne, når vi undersøger detaljerne. Der bestod intet
sted noget bevidst fortsæt om at fremkalde krig. Statslederne regnede fejl. De anvendte
de midler i form af bluff og trusler, der havde vist sig virksomme ved tidligere lejligheder,
men denne gang gik det hele galt. Den afskrækkelsesvirkning, de byggede på, blev ikke til
noget; statsmændene blev fanger af deres egne våben.”
(Bryld, 2006) A.J.P. Taylor (1963)
bl.a. 5 Tyskland, Rusland, Belgien og Frankrig 6 . Den 4. august 1914 sluttede England
sig til konflikten og erklærede Tyskland krig, efter at Tyskland havde invaderet Belgien
og brudt Belgiens neutralitet. Belgiens neutralitet var blevet garanteret af stormagterne,
og et brud på internationale aftaler var nok en alvorlig sag, men ville det
kunne udløse en verdenskrig?
Da den engelske ambassadør i Berlin mødte op hos den tyske kansler von Bethmann-Hollweg
(1856-1921) til et afskedsinterview, beklagede kansleren over for den
engelske ambassadør, at det ikke var lykkedes at holde England uden for en krig.
5 Forkortelsen “[F.O.]” benyttes for “Forfatterens Oversættelse”.
6 For en fuldstændig oversigt over krigens parter og deres indtræden i krigen henvises til
rapporten “Declarations of War, 1914-1918” udgivet i 1919 af US Department of State.
1. del krigen
21

Nu var der ikke noget, der kunne holde krigen tilbage, og i den engelske premierministers
værelse i underhuset sad premierministeren Herbert Henry Asquith
(1852-1928) alene denne aften, da hans hustru Margot trådte ind. Da hun spurgte:
“Er det så alt sammen forbi?” svarede han uden at se op: “Ja, det er alt sammen forbi …”
Hun gik hen og lagde sit hoved ind til hans og ingen af dem kunne tale for tårer. Den
engelske udenrigsminister sir Edward Grey (1862-1933) sagde ved krigsudbruddet:
“Lysene er ved at gå ud over hele Europa; vi vil ikke komme til at se dem tændt igen i vores
levetid”. (Baldwin, 1964, originalen 1962) Da den tyske ambassadør i Rusland havde
afleveret krigserklæringen til Ruslands udenrigsminister, omfavnede ambassadøren
og udenrigsministeren hinanden – og græd. Da zar Nikolaj II (1868-1918) sammen
med sin familie modtog beskeden om krigserklæringen, græd de i fællesskab. Derpå
gik de til slotskapellet og sad længe hensunket i bøn. (Olsson, 1967, originalen: 1964)
Nok havde nationalisme, militarisme, stormagtskonkurrence, rustningskapløb
og almindelige krigsforberedelser drevet verden i retning af konflikt – men de fleste
af Europas fyrster og regenter ønskede ikke krigen – og slet ikke verdenskrigen, men
de fik den alligevel.
Krigens parter gav hver sin forklaring på krigen, dens årsager og ikke mindst
grundene til at udkæmpe den til den bitre ende. Tyskland mente, at de var blevet
omringet (die Einkreisung) af fjendtlige stater, som bl.a. kom til udtryk i de alliancer,
der var indgået mellem Frankrig og Rusland, og som indkredsede Tyskland. Det
kæmpede en forsvarskrig især rettet mod russisk aggression. Derudover var Tyskland
blevet forfordelt i landenes kolonisering af fjerne verdensdele, og det ønskede
en plads i solen på linje med andre stormagter. Østrigerne havde været udsat for
terrorhandling fra en serbiskstøttet terroristorganisation, og det kunne bruges til at
22 1914 – da verden blev en anden
Kædereaktion. Hvis
Østrig slår Serbien,
så kommer Rusland
til hjælp, men så vil
Tyskland hjælpe Østrig,
hvilket gør at Frankrig
og England vil hjælpe
Rusland.
Kilde: Avisen “Brooklyn Eagle”
1914

etfærdiggøre en krig, men de havde også forud for krigen haft mange problemer
med Serbien, som nu kunne finde en løsning.
Frankrig havde mange “gode grunde” til at gå i krig. De var blevet angrebet, og
deres deltagelse i krigen kunne begrundes alene med at de forsvarede sig, men de
havde yderligere et opgør til gode efter krigen med Tyskland i 1870-71, hvor Frankrig
mistede Alsace-Lorraine. Da Tyskland erklærede Rusland krig, var Frankrig forpligtet
til krig mod Tyskland på grund af dets alliance med Rusland. Frankrig var ikke
alene militært forbundet med Rusland; franskmændene havde også store økonomiske
interesser i landet, idet Frankrig havde ydet anselige lån til Ruslands industrialisering
og militære oprustning.
Og så var der England. Englænderne gav moralske og traktatmæssige grunde for
deres deltagelse i krigen. De kæmpede for at beskytte de små lande, og de henviste til
Englands historiske fredsvilje. Men det var ikke hele forklaringen. England frygtede
også en ændring i magtbalancen i Europa, og her så de i Tyskland en stadig mere
betydningsfuld og potent konkurrent. Hvad russerne angik, så bad Serbien dem om
støtte efter den østrig-ungarske krigserklæring. Rusland havde traditionelt støttet det
serbiske folk, og de så med bekymring på Østrig-Ungarns bestræbelse for at opnå
øget indflydelse på Balkan osv.
Dermed blev en ellers uforklarlig og meningsløs krig iklædt ædle og ophøjede
motiver, som skulle få befolkningerne i de krigsførende lande til at ofre sig for nationen.
Men der var langt flere grunde til krig, end hvad de ocielle erklæringer antydede.
Georg Brandes (1842-1927) analyserede krigen og dens ophav og konkluderede,
at statsmænd normalt ikke handler af moralske grunde, men af politiske. De forsøger
ikke blot at opretholde ret, men de varetager primært deres landes interesser. Det
blev klart udtrykt af den engelske premierminister Lord Palmerston (1784-1865) med
ordene udtalt i parlamentet i 1848: “Vi har ingen evige allierede, og vi har ingen evige
fjender. Vores interesser er evige og evindelige, og disse interesser er det vores pligt at forfølge”.
Mange internationale stridigheder kunne ikke retfærdiggøres ud fra moralske
grunde, men kunne kun forstå som et udslag af en simpel national interessevaretagelse
7 . Og på dette grundlag praktiserede landene deres politik. Brandes sammenfattede,
hvad han anså som krigens hykleri med ordene:
“Enhver af de kæmpende Stormagter hævder, at den Krig, den fører, er Nødværge.
Alle er de overfaldne; alle kæmper de for deres Eksistens. For Alles Vedkommende
er Myrderiet Nødværge, som alle Løgne er Nødløgne. Men da ingen
af Magterne altsaa har attraaet Krig, saa lad dem slutte Fred”. (Brandes, 1916)
7 Englands og Ruslands interessedeling af Persien mellem sig [1907], eller Frankrig der gjorde
Marokko til et fransk protektorat [1912].
1. del krigen
23

Krigens lande og regenter
De allierede/Ententemagterne
Rusland Nikolaj II
Frankrig Raymond Pioncaré
England George V
Italien Victor Emmanuel III
USA Woodrow Wilson
Japan Yoshihito
Serbien Peter I
Rumænien Ferdinand I
Verdenskortet 1914: Krigens parter.
Kilde: GNU
Og dermed var krigen i gang. Krigens to parter var centralmagterne og de allierede 8 .
Centralmagterne bestod af Tyskland, Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige [fra 1919
kaldet Tyrkiet] og fra 1915 også Bulgarien. De allierede bestod i starten af Frankrig,
Rusland, England 9 [det britiske imperium], Belgien, Serbien, Japan og senere i krigsforløbet
også af Italien, Rumænien, Japan, USA og en lang række andre lande.
8 Der benyttes også betegnelserne “Ententen” eller “Entente-magterne” om alliancen mellem
England, Frankrig, Belgien, Italien og Rusland.
9 “England” benyttes synonymt for det britiske imperium. Tilsvarende benyttes “Frankrig” for
Frankrig og alle dets besiddelser.
24 1914 – da verden blev en anden
Centralmagterne
Østrig-Ungarn Franz Joseph I (1914-16)
Karl I (1916-18)
Tyskland Wilhelm II
Det Osmanniske rige Mehmed V
Bulgarien Ferdinand I
¨ De allierede lande ¨ Centralmagterne ¨ De neutrale lande

Krigen var således i ordets egentligste forstand en verdenskrig. Man udkæmpede
slag i Tyrkiet, i det øvrige Mellemøsten, i Kina og i Afrika, men på mange måder
blev krigen i Europa synonymt med Den første Verdenskrig, og det er den del af verdenskrigen,
som stadig fremkalder flest billeder i vort sind. Her vil vi stille skarpt på
begivenhederne, som de udspandt sig på slagmarkerne i Europa. Men vi skal i denne
forbindelse ikke glemme, at der samtidig foregik en anden form for krigsførelse –
nemlig kampen om meninger, sympatier og livssyn. I kampen om tidens holdninger
til retfærdighed, skyld, militarisme, demokrati, tro og mangel på tro, krig og fred
osv. blev det især fronten mellem tyske ideer og filosofier på den ene side og fransk/
engelsk tankegods på den anden side, som satte sig spor. Denne kamp forløb samtidigt
med den militære krigsførelse – det kommer vi meget mere ind på senere.
Krigsudbruddet blev modtaget med begejstring
– af sted og ‘hjem til jul’
I Tyskland meldte 1,4 million mand sig frivilligt i løbet af fire uger. Andre lande
oplevede en lignende tilstrømning. Zar Nikolaj II lod sig hylde på Vinterpaladsets
balkon. Folket jublede og sang nationalsangen, og de afsluttede med at falde på knæ
for deres zar. I den rus, der blev skabt med krigsudbruddet, oplevede de frivillige
soldater et nyt kammeratskab. Alle stands-, sprog- og religionsforskelle udslettedes
på et øjeblik. Hvor man tidligere ikke blot var fremmede over for hinanden, og måske
endda undgik hinanden, så trykkede man nu hinanden i hånden, og man hilste til
højre og venstre. Det lignede et billede af en skovtur. Man var fælles om noget større,
og i øvrigt var man “hjemme til jul”.
Når vi i nutiden forsøger at forstå glædesrusen ved krigsudbruddet, hæmmes vi af,
at vi ved, hvad der efterfølgende skete. Hvis vi vil forsøge at se tingene, som samtiden
så dem, kræver det, at vi skal glemme, at det hele endte i, hvad eftertiden har kaldt en
‘urkatastrofe’. Det kan derfor give god mening, at forsøge at finde ud af, hvad samtiden
talte om, hvad der var oppe i tiden, hvilke ideer dominerede, hvilke strømninger
gik gennem de forskellige befolkningslag. I øvrigt havde der været fred i Europa i
ganske mange år, og hvad der kunne bryde den grå hverdag? – det kunne en rask krig.
Historikeren Henrik Jensen om at forudse konsekvenser eller efterfølgende at forklare
årsagerne til dem:
“Der er en radikal forskel mellem at forstå det tredje rige i lyset af, hvad der skete i august
1914, og at forstå august 1914 i lyset af det tredje rige”
(Jensen, 2003)
1. del krigen
25

Forventninger til deltagelse i krigen
En 21-årig fransk infanterist jublede da krigen brød ud. Han frygtede ikke krigen, men at
krigen ville være overstået, inden han nåede fronten. Som han skrev: “Hvor ydmygende
ville det ikke være ikke at deltage i min generations største eventyr”.
(Englund, 2009, originalen 2008)
En ung kabinetschef i det franske kunstministerium, som var medlem af en berømt
familie med anarkistiske og antikrigs-synspunkter, sagde til Georg Brandes: “Mit Livs
højeste Ønske er snart at opleve den Dag, da jeg tager mit Gevær og gaar mod Grænsen.”
(Brandes, 1916)
Adolf Hitler (1889-1945) havde set krigen komme – og han bød den velkommen.
Han skrev i Mein Kamp: “ … Gid himlen dog endelig ville give skæbnen, der ikke længere
lod sig standse, frie tøjler. Så ramte da også den første mægtige lynstråle jorden; uvejret
brød løs og himlens torden blandede sig med drønet fra verdenskrigens batterier.”
(Hitler, 1934, originalen 1925-1926)
“ … – alt var parat. Kun hans grav manglede: Men det tager ikke lang tid at grave et hul
i jorden. Vi kender intet tilsvarende billede i den menneskelige historie, som virker mere
umiddelbart gribende end billedet af disse tolv millioner mænd, der travlt optaget af
hverdagens bekymringer, håb og glæder arbejder i deres marker eller fabrikker eller i
disse sommeraftner sidder uden for hjemmets dør omgivet af hustru og børn, mens de
lægger beskedne planer for kommende dagsværk eller for festaftner, uvidende om den
skæbne, der nærmer sig, en skæbne som vil berøve dem alt hvad de ejer. Kun et signal er
nødvendigt for at omskabe disse mængder af fredelige bønder og arbejdere til mægtige
hære, som år efter år skal sønderrive hverandre med alt videnskabens maskineri, med alle
racers lidenskab og mænds trofaste lydighed”.
(Churchill, 1935, originalen 1933)
26 1914 – da verden blev en anden
Rekrutteringskontor
i Irland.

Tysk troppe-
transport og
af sted til
fronten.
Krigens strategier og mobiliseringens anatomi
Mobiliseringen af de mange soldater og transporten fra deres hjem til fronten
udgjorde en enorm militærlogistisk udfordring. Alle lande havde udarbejdet komplicerede
planer for, hvordan krig skulle forberedes. Man mente, at der var planlagt for
alle eventualiteter, men alligevel havde man ikke taget højde for den udvikling, som
netop udløste Den første Verdenskrig.
Tyskland havde planer for, hvordan man kunne angribe Frankrig, hvis krigen
skulle bryde ud mellem de to lande. For Tyskland var en to-frontskrig mod Frankrig
og måske også England mod vest og Rusland mod øst et rædselsscenarie. Tyskland
vidste, at man i længden ikke ville kunne vinde en krig, der skulle udkæmpes
samtidigt på to fronter. Den tyske strategi byggede derfor på en hurtig sejr over
Frankrig. Den såkaldte ‘Schlieen-plan’ opererede med et koncentreret angreb mod
Frankrig med en overlegen styrke, som skulle gøre krigen til en kortvarig aære.
Det skulle være en gentagelse af den fransk-tyske krig 1870-71 – eektiv og hurtig.
Tyskerne planlagde at omgå de franske forsvarsværker, som lå som en kæde langs
den fransk-tyske grænse. Tyskland ville gå gennem det neutrale Belgien og angribe
Frankrig fra “ryggen”. Tilsvarende havde franskmændene udarbejdet planer for krig
mod Tyskland. Ved en krig med Tyskland ville Frankrig iværksætte ‘plan XVII’, der
indeholdt et fransk angreb via Lorraine og Ardennerne.
Et centralt element i den franske strategi hvilede på den franske soldats kamp-
vilje. Den franske militære ledelse fastholdt helt urealistisk, at Frankrig kunne vinde
1. del krigen
27

en militær sejr baseret på høj kampmoral – eller “élan” 10 , som det hed på fransk.
Viljen til sejr ville være afgørende og betyde mere end moderne våben.
At instrumentere en krig med millionhære var en voldsom logistisk udfordring.
En central militær strategi var at flytte hærene hurtigt frem til fronten og flytte tropper
mellem forskellige steder ved fronten, efter hvordan krigsforløbet udviklede sig.
Der var lagt detaljerede togplaner for hvorfra, hvorhen og hvornår, tropperne og
deres materiel skulle transporteres. Det hele fungerede som efter en drejebog. Når
planen var sat i bevægelse, kunne der ikke improviseres ved at ændre i køreplaner og
afgangstider, endsige få togene til at vende om og køre baglæns. Det kunne gøres, når
transporten var baseret på heste og hestevogne, men ikke når det drejede sig om jernbaner
og togdrift. Man havde sat noget i gang, som man i virkeligheden ikke ønskede,
men ikke kunne stoppe. Den engelske historiker A.J.P. Taylor (1906-1990) fremsatte
den provokerende teori, at krigen ligefrem var en følge af togenes køreplaner.
Evnen til at flytte store hære mellem forskellige frontafsnit var noget nyt. Det
udstrakte jernbanenet gjorde forsvaret stærkere. Når en del af fronten var truet,
kunne reserverne hurtigt flyttes til styrkelse af forsvaret i dette frontafsnit. Togene
10 “Élan” er fransk og betyder tilløb, spring, fart, begejstring.
28 1914 – da verden blev en anden
Franske soldater mødte m ved krigens start op i blå
militærfrakke og røde rød uniformsbukser, og ikke i grå
uniform som tyskerne, tysker eller khaki som englænderne.
Franskmændene ændrede æn først uniformerne i 1915,
men indtil da skulle den ydre fremtræden afspejle indre
fransk “grandeur”.
Foto: Wikipedia, Antonov. Antonov

kunne imidlertid ikke umiddelbart bruges på fjendens territorium. Når militæret
var tvunget til at trække sig tilbage, blev broer og jernbanespor ødelagt. I Rusland
havde zaren besluttet at vælge en anden sporvidde end den tyskerne allerede havde
valgt – af frygt for en tysk invasion. Når man har en standard, er det nemt at vælge
en anti-standard (Taylor, 1968, originalen 1963) 11 .
Landenes evne til hurtig mobilisering var forskellig. Tyskland kunne mobilisere
i løbet af ti dage. Det var derfor forbeholdent over for at indlede langvarige forhandlinger
og forligsbestræbelser, hvis det hele alligevel ville ende med en krig. Med et
langvarigt forhandlingsforløb og en efterfølgende krig ville Tyskland miste en afgørende
fordel i krigens indledende faser.
Rusland havde andre problemer. De russiske mobiliseringsplaner udgjorde i særlig
grad én sammenhængende plan, som ikke hurtigt kunne tilpasses krigstruslens
udvikling og konfliktens art og omfang. Rusland støttede Serbien i konflikten med
Østrig-Ungarn. Da Østrig-Ungarn fandt, at deres ultimatum til Serbien ikke var blevet
opfyldt på alle punkter, mobiliserede Østrig-Ungarn langs Serbiens og Ruslands
grænser. Den 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn Serbien krig og samtidig forberedte
Rusland sig på mobilisering.
Normalt opfattes mobilisering som en forberedelse til krig og ikke en del af en
krig. I praksis blev den i datidens militære forberedelse en næsten uafvendelig del
af krigen (Nordin, 1998). Hvor en politiker måske så en mobilisering som et sidste
skridt i en diplomatisk eskalering og som den mest alvorlige advarsel, så var den ud
fra en militær synsvinkel en del af krigen. Politikerne i Rusland ønskede at sende en
advarsel til Østrig-Ungarn, og det blev gjort ved at udstede en partiel mobilisering
[mobilisering langs den Østrigske grænse]. Zar Nikolaj ændrede det til en almindelig
mobilisering, for til sidst at beslutte sig for partiel mobilisering 12 , men det store
maskineri var da allerede blevet sat i gang – almindelig mobilisering (Gleichen, 2000,
original 1918-1920). I England sad en liberal politiker og ægte civilist – den engelske
udenrigsminister Grey – og mente, at den russiske mobilisering var en alvorlig, men
rimelig foranstaltning og ikke skridtet ind i krigen. Han regnede med at kunne fortsætte
forhandlingerne også efter udstedelsen af mobiliseringsordren – men han tog
fejl. Mens diplomaterne truede og gruede over, hvad de havde sat i gang, for dernæst
11 Det første store eksempel på jernbanens betydning i krig har vi fra den amerikanske borgerkrig.
Nordstaterne havde én fælles sporvidde, men sydstaterne havde 4 forskellige sporvidder bl.a.
med ressourcekrævende omladninger til følge. Det var én blandt flere faktorer der fik betydning
for sydstaternes nederlag.
12 Da zaren fik at vide, at almindelig mobilisering sandsynligvis ville føre til krig udbrød han: “Vi
må gøre alt for at redde freden. Jeg vil ikke tage ansvaret for at sætte et masseslagteri i gang”. Derefter
tilbagekaldte han den almindelige mobilisering, mindre end en halv time efter at han havde
givet den.
1. del krigen
29

at fortryde og så igen hæve stemmerne, blev de i virkeligheden ofre for og fanger af
deres egne forestillinger.
Hvis man vil “lege” med mobiliserings-truslen/våbnet, må man kende mobiliseringens
anatomi. Det var ikke en fast del af udenrigsministrenes uddannelse. Dette
manglende kendskab til hvilket våben mobilisering var, førte gradvist til en fuldbyrdet
krig (Olsson, 1967, originalen: 1964).
Krigens taktikker, våben og propaganda
Forud for krigens udbrud havde nationerne oprustet, og med krigen blev helt nye
teknologier og taktikker afprøvet. Krigen begyndte som en angrebs-, lyn- og bevægelseskrig,
men blev kort efter krigsudbruddet en forsvars- og stillings-krig. Det var
forventningen, at krigen ville vare i nogle få måneder, men i stedet blev det hovedsageligt
en skyttegravskrig, der varede i mere end fire år. Taktikkerne viste sig ikke
at holde i virkeligheden, og erfaringerne fra krigen kom til at påvirke fremtidens
krigsførelse.
Krigen blev uhyggelig blodig. Maskingeværet var et nyt dødbringende våben, som
med stor eekt kunne anvendes i en skyttegravskrig. Ethvert forsøg på at overløbe
fjendens skyttegrave var en blodig og dødelig aære. Selv om fjendens skyttegrave
og befæstninger var blevet bombarderet med tungt artilleri forud for infanteriets
stormløb, kunne mange søge ly og gemme sig i beskyttelsesrum. Når et artilleri-bombardement
var overstået, sendtes infanteriet “over the top”, dvs. kravlede op fra egne
skyttegrave. Samtidigt havde modparten gjort sig klar i skyttegravene, ved maskingeværrederne
og mejede de fremrykkende soldater ned. Erobrede stormtropperne
den første skyttegrav, lå der en anden og måske tredje skyttegrav klar til at modtage
angriberne. Soldaten vidste, at hans chancer for overlevelse var afhængige af
evnen til at efterleve den simple regel: “Sørg altid for at være i dækning”. Soldaternes
liv ved fronten kunne således let komme til at handle om et liv under konstant
beskydning, i mudder og med lus osv., men det handlede også om ensformigheden og
ventetiden kun afbrudt af deltagelsen i de store slag.
De store slag ved Verdun og Somme på Vestfronten eller ved floden Isonzo i
grænselandet mellem Italien og Østrig-Ungarn (nu en del af Slovenien), eller ved
Gallipoli i Tyrkiet vil altid blive fremhævet på grund af det meningsløse blodbad
set i lyset af de helt betydningsløse resultater. Sådan må enhver “civilist” mene og
sikkert også de fleste militærteoretikere. Slagene blev udført med en kynisme, som
eksempelvis udtrykt af den tyske general Falkenhayn (1861-1922), da han igangsatte
angrebet på Verdun, som var et imponerende fransk fæstningsværk på Vestfronten.
Han ville egentlig ikke erobre Verdun – det var fint hvis det skete – men det var
30 1914 – da verden blev en anden

Skyttegraven i teorien – og i praksis …
hans mål at slide den franske hær op, og angrebets succes var afhængig af antallet
af dræbte franske soldater. Strategien var at udmatte fjenden, “Ermattungsstrategie”.
Sådan har Falkenhayn beskrevet sin strategi i sin erindringsbog (Falkenhayn,
1920): “Inden for vor Rækkevidde, bag Vestfrontens franske Afsnit, er der Angrebsmaal,
som den franske Generalstab vil være tvunget til at kaste hver eneste Mand ind paa at
fastholde. Hvis man gør det, vil Frankrigs Kampkraft forbløde sig – da der ikke kan være
tale om frivilligt Tilbagetog – hvad enten vi naar vort Maal eller ej. Hvis man ikke gør det,
og hvis vi naar vort Maal, vil den moralske Virkning i Frankrig være overvældende”. 13
(oversættelsen er taget fra Winston Churchills bog ‘Den store Krig’ (Churchill, 1935,
originalen 1933)).
Ved den franske by Somme stod et andet af krigens store slag. Slaget blev indledt
med en allieret oensiv hovedsagelig udført af engelske soldater. Oensiven blev ledet
af den engelske general Douglas Haig (1861-1928). Slaget ved Somme i 1916 kostede
den engelske hær 60.000 døde og sårede mænd på en enkelt dag. Haig fastholdt sine
oensive strategier med bemærkningen om, at en krig ikke skal bedømmes ud fra et
enkelt slag, men ud fra krigens resultat. I sin afsluttende indberetning om slaget ved
Somme skrev general Haig: “Det er ikke desto mindre tilstrækkeligt bevist, til at det ikke
kan drages i tvivl, at fjendens tab af mandskab og materiel har været betydelig større end
de allieredes” (Churchill, 1935, originalen 1933) 14 . Virkeligheden var en anden.
13 Nogle historikere mener, at Falkenhayns strategi er formuleret efter krigen og som en forklaring
(og undskyldning) for at det ikke lykkedes tyskerne at indtage Verdun.
14 Somme-slaget kostede skønsmæssigt de allierede et tab (døde, savnede og sårede) på omkring
600.000 soldater mod tyskernes omkring 450.000. Skønnene over parternes tab varierer
meget.
1. del krigen
31

Krigsbilleder fra fronten
32 1914 – da verden blev en anden

Engelske soldater forlader
skyttegraven – “over the top”.
1. del krigen
33

De store slag i Den Første Verdenskrig
Tannenberg
August 1914
Østfronten, tysk sejr over
den russiske hær
Marne
September 1914
Vestfronten, tysk fremmarch
standset
Gallipoli
Februar 1915
Tyrkiet, fejlslagen engelsk
landsætning
Verdun
Februar-december 1916
Vestfronten, tysk angreb
afvist
Somme
Juli-november 1916
Vestfronten, fejlslagen engelsk
offensiv
Passendale eller 3. Ypresslag
August-november 1917
Vestfronten, fejlslagen allieret
offensiv
Corporetto eller Isonzo slaget
Oktober-november 1917
Den italienske front, succesfuldt
tysk-østrig-ungarnsk angreb
Civiliseret krig
34 1914 – da verden blev en anden
Kortet viser de allieredes erobringer ved
Somme i perioden 1. juli-18. november
1916. Fronten rykkede mindre end ti km
frem.
“Civiliseret krig skal ifølge lærebøgerne i videst muligt omfang begrænses til afvæbning
af fjendens styrker, i modsat fald ville krigen fortsætte, indtil en af parterne var
udslettet. ‘Der er god grund til … at denne praksis er blevet en vane blandt Europas
nationer.’”
Kilde: Encyclopedia Britannica, 11. udgave, 1911 (!), artiklen krig

Krigen på Vestfronten stivnede i opslidende slag, og der kom ikke afgørende gennembrud
for nogen af parterne. På Østfronten lykkedes det imidlertid den tyske hær
at presse Rusland i knæ. I 1917 sluttede krigshandlingerne mellem Tyskland og Rusland.
Kort forinden var den russiske krigsindsats blevet svækket alvorligt af mangel
på våben, ammunition og andet materiel. Omkring 1 million russiske soldater deserterede,
og som Lenin udtrykte det: “de stemte for freden med deres ben”. Zaren var
blevet styrtet, og en ny borgerlig regering kom til magten, som i løbet af relativ kort
tid blev væltet af Lenin (1870-1924).
Det var et anseligt problem for de allierede, at Tyskland nu kunne frigive de store
styrker, som havde været bundet på Østfronten og flytte dem over til kampene på
Vestfronten. Det gav Tyskland nyt håb om at kunne vinde krigen. Internt i Rusland
søgte styrets modstandere at støde Lenin fra magten – og den russiske borgerkrig
var en realitet. Den skulle komme til at vare de næste tre år, og først derefter var den
bolsjevikiske magtovertagelse med Lenin i spidsen endelig sikret. Sovjetunionen blev
oprettet i 1922.
Våben
Nye våben og forsvarsværker blev taget i brug. Skyttegrave 15 , pigtrådsafspærringer og
landminer blev brugt som forsvar mod angribere. Håndgranater, giftgas 16 og flammekastere
blev brugt i forbindelse med angrebene på fjendernes skyttegrave. Begge
parter brugte disse våbentyper i forsøget på at få det ultimative gennembrud i fjendens
linjer.
Senere i krigen introducerede englænderne tanks. De var resultatet af et langvarigt
udviklingsarbejde, inden de i slutningen af krigen blev sat ind på Vestfronten
i større antal (Stern, 1919) 17 . Motoriserede armerede køretøjer på larvefødder, som
kunne forcere fjendens pigtrådsafspærringer og give læ for infanteriet, der kunne
bevæge sig frem i ly af disse “bevægelige fæstninger”. Synet af disse “uhyrer” må have
skræmt enhver hærdet tysk soldat, men næsten ethvert våben blev hverdag, og man
fandt et forsvar imod det.
15 Nogle historikere har anslået den samlede længde af begge parters skyttegrave til over 40.000
km eller mere end jordens omkreds.
16 Giftgas: Opgørelse over de samlede tab af døde og sårede på samtlige fronter varierer meget.
Et skøn lyder ca. 1,3 million gasofre; heraf døde ca. 90.000. Gas blev således ikke den store
“dræber” sammenlignet fx med maskingeværet.
17 Tanks var allerede blevet indsat i slaget ved Somme i 1916, men i ringe antal og uden den store
eekt. England havde dog nået at få tyskerne gjort opmærksomme på deres nye hemmelige
våben.
1. del krigen
35

“Gassed”. John Singer Sargent’s billede af engelske soldater blindet af sennepsgas.
Krigsførelsen var ikke kun et spørgsmål om, hvem der kunne producere mest
artilleri eller flest maskingeværer, stille med de fleste soldater osv. Det var også et
kapløb om, hvem der kunne introducere nye krigsstrategier, og hvem der kunne
opfinde nye angrebsvåben eller nye forsvarstyper.
I landkrigen havde man forsøgt at introducere nye våben og nye taktikker for
at vinde krigen, og sådan var det også i søkrigen. Der blev udviklet nye typer krigsskibe
18 . De allieredes krigsskibe blokerede centralmagternes havne for at afskære
fjenden fra at få forsyninger frem ad søvejen. Tyskerne svarede igen ved blandt andet
at føre u-bådskrig. Dette medførte store tab for de allieredes flåder, og det betød, at
der måtte findes et bedre forsvar. De allierede reagerede på forskellig vis over for den
alvorlige trussel, som de tyske u-både udgjorde. Krigsskibene medbragte dybvandsbomber;
de anbragte skjulte kanoner på hvad der lignede civile skibe, og de indførte
konvoj-sejlads, hvor mange civile skibe sejlede samlet under beskyttelse af krigsskibe.
I modsætning til landkrigen, som stort set kun havde soldater som direkte ofre, så
skabte krigen på havet megen opmærksomhed, fordi den krævede forholdsmæssigt
mange civile ofre.
Den engelske regering ønskede i virkeligheden, at tyskerne faldt for fristelsen til
at angribe neutrale landes skibe, som Churchill skrev i sin bog ‘The World Crisis’:
“Den manøvre, der vinder en forbundsfælle, er lige så nyttig som den, der vinder et stort
slag”. Englænderne tilskyndede de engelske rederier til at føre falsk flag fra neutrale
nationer – og bedst ville det være at føre amerikansk flag. Churchill forudså – og
imødeså – det tidspunkt, hvor tyskerne sænkede skibe med amerikanske statsbor-
18 Kejser Wilhelm mente at Tysklands fremtid lå på vandet. Tyskland begyndte en kraftig
udbygning af sin krigsflåde, hvad der skabte bekymring i England. Den første Verdenskrig havde
kun et enkelt større søslag juni 1916, nemlig Jyllandsslaget. Tyskerne mistede 3000 mand, mens
englænderne mistede 7000 mand.
36 1914 – da verden blev en anden

Maskingevær, håndgranat og gasmaske. Engelsk tank.
gere, fordi det før eller siden ville bevirke, at USA gik ind i krigen på de allieredes
side.
Og så skete det. Den 7. maj 19 1915 blev passagerskibet “Lusitania” torpederet
af en tysk u-båd ved Irlands sydkyst, og mellem 1200 og 1500 mennesker omkom.
Lusitania sejlede mellem England og USA, og 128 af passagererne var amerikanere.
Den tyske ambassade i USA havde forud for sænkningen af Lusitania indrykket en
annonce, hvor man advarede passagerer om risikoen for, at skibe med engelsk flag
ville blive sænket, når de nærmede sig engelsk farvand. Alligevel vakte denne hændelse
voldsom opstandelse i USA og medførte, at Tyskland indførte forbud mod tyske
angreb på passagerskibe (McKercher, 1998), og omtrent et halvt år efter torpederingen
af Lusitania gav Tyskland en ociel undskyldning og lovede at betale erstatning
for de dræbte amerikanere.
Lusitania og andre store passagerskibe var allerede fra planlægningsstadiet forberedt
til at indgå i henholdsvis den engelske og tyske flåde som hjælpekrydsere.
Lusitania havde tidligere sejlet med ammunition fra USA til England, og gjorde det
sandsynligvis også på den skæbnesvangre sidste rejse 20 . Det virkelige hændelsesforløb
gled i baggrunden, fordi de allierede fastholdt det enkle budskab: Tysk u-båd har
sænket engelsk passagerskib med mange civile ofre.
I 1917 blev diskussionen om berettigelsen af sænkningen af Lusitania ligegyldig.
I 1917 eskalerede Tyskland yderligere krigen på havet og besluttede at indføre uindskrænket
u-bådskrig. Dermed var Lusitania blot en fortidig episode. Erklæringen
19 Som en påmindelse om tyskernes sænkning af Lusitania lod sejrherrerne tyskerne modtage
første udkast til en fredsaftale netop på årsdagen, nemlig den 7. maj 1919.
20 Winston Churchill skriver i sin erindringsbog ‘Den store krig’ om Lusitania: “… der ganske vist
medførte ammunition, men ogsaa fyrre smaabørn”.
1. del krigen
37

Lusitania. Sænkningen af Lusitania blev benyttet i
hvervningskampagner.
blev en væsentlig begrundelse for USA’s beslutning om at gå ind i krigen på de allieredes
side.
Krigen blev ført på land og til havs og som noget nyt også i luften. Den første
flyvemaskine løftede sig fra jorden i december 1903, da Orville Wright gennemførte
historiens første flyvning. Der skulle ikke gå længe, før denne teknologiske nyskabelse
blev brugt til krig. Flyvemaskinerne blev først og fremmest benyttet til rekognoscering
og observering af fjendens positioner og bevægelser, men flyene kæmpede
også indbyrdes om luftherredømmet. Luftkrig mellem fly var noget nyt, og
krigens piloter fik hurtigt heltestatus. De udkæmpede luftdueller – kæmpede mand
mod mand – som ridderne i gamle dage. Og de var langt mere synlige end hundredtusinder
af mænd i skyttegravene. Mest kendt er nok “Den røde Baron”, tyskeren
Manfred von Richthofen (1892-1918), som vandt 80 luftdeller, inden han selv blev
skudt ned og døde april 1918 (Sørensen, 2005) 21 .
Krigsflyene blev imidlertid også benyttet mod civile mål. Selv om ødelæggelserne
var begrænset, skabte de første terrorbombardementer fra luften frygt og væmmelse.
Der var en umiddelbar uvilje mod at inddrage civile i krigshandlingerne.
Og så var der zeppelinerne, de store tyske luftskibe. Zeppelinerne blev i starten
kun benyttet til rekognoscering, men senere hen også til bombning af civile.
Kejseren havde i begyndelsen strengt forbudt at benytte zeppelinerne til angreb på
den engelske hovedstad, og derfor var målene småbyer uden for London. På et bombetogt
kastede zeppeliner ‘L6’ sine fem sprængbomber og 30 brandbomber over et
21 Den røde baron var blevet skudt ned bag de engelske linjer. Hans begravelse foregik med fuldt
militært honnør i respekt for den røde baron og hans militære “bedrifter”.
38 1914 – da verden blev en anden

Den røde baron Richthofen
lever i dag videre som pc-spil.
Det er dog Snoopy, der er
helten.
par landsbyer nordøst for London. Skaderne blev opgjort til ét skadet hus og én såret
pige. (Gleichen, 2000, original 1918-1920)
Først fra maj 1915 blev også selve London og andre storbyer bombet. Der var tale
om reelle terrorbombardementer fra luften, men deres virkning skal nok mere ses i
den frygt de store maskiner skabte, end ved deres faktiske formåen.
Krigsførelsen i Den første Verdenskrig blev udført med en mærkelig blanding af
på den ene side sofistikeret teknologi med maskingeværer, flammekastere, giftgas,
fly og tanks og på den anden side århundredgamle, simple teknikker som at grave
huller og dukke hovedet.
Den første Verdenskrig huskes snarere for dens skyttegrave end for dens teknologisk
avancerede våben.
Propaganda
Krigen blev ikke kun ført mod fjendens mænd i skyttegravene, men også på hjemmefronten
foregik der en krig om tanker og holdninger.
Det engelske propagandakontor, War Propaganda Bureau, inviterede en række
forfattere til møde allerede i september 1914 med henblik på at diskutere, hvordan
man bedst muligt kunne fremme Englands interesser under krigen. Blandt de forfattere,
som mødte frem, var Arthur Conan Doyle (1859-1930, skotsk læge og forfatter),
G. K. Chesterton (1874-1936, forfatter og journalist), Rudyard Kipling (1865-1936,
engelsk nobelprismodtager, forfatter og digter) og H. G. Wells (1866-1946, historiker
og forfatter). Etablering af landenes propagandaafdelinger var en krigshistorisk
nyskabelse. (Knudsen, 2004)
1. del krigen
39

Zeppelinernes angreb
på England
• I perioden 1915-1918 blev der gennemført
lidt over 200 angreb med zeppelinere.
• Der blev kastet omkring 6000 bomber.
• Lidt over 500 mennesker døde, hvoraf de
civile ofre udgjorde langt hovedparten.
• Mere end 1000 mennesker blev såret ved
angrebene.
Kilde: Years of the Sky Kings, by Arch Whitehouse,
Doubleday, 1964
Propagandaen under Den første Verdenskrig havde en højstemt patriotisk tone
– som al krigspropaganda. Den første Verdenskrig blev den første krig, hvor der blev
gjort udstrakt og systematisk brug af propaganda 22 . Plakater var en forholdsvis billig
form for massekommunikation, og der blev skønsmæssigt lavet mere end 30.000
forskellige (Darracott, et al., 1972). Plakaterne appellerede til at melde sig frivilligt til
militærtjeneste - de opfordrede til godgørenhed, til sparsommelighed, til opmærksomhed
over for fjendtlige ører og øjne, eller de anmode om økonomisk støtte og
optagelse af krigslån osv.
Når vi i dag betragter plakaterne, giver det os ofte et vist ubehag. Propagandaen
fremmede dyrkelsen og forherligelsen af nationen og appellerede til de laveste menneskelige
instinkter, hvor fjenden ikke tilskrives menneskelige træk.
De allierede betegnede tyskerne som barbarer eller “hunner”. Hunnerne havde
i folkevandringstiden hærget Europa, og nu var det tyskernes tur til at tyrannisere
Europa. Kejser Wilhelm 23 fik i den allierede propaganda tilnavnet Attila (ca. 406-
453), hunnernes frygtede konge. At fremstille tyskerne som nutidens hunner var et
22 Brug af “flyveblade” som propaganda-våben var allerede taget i brug i forbindelse med
trediveårskrigen (1618-1648).
23 Kejser Wilhelm II havde i 1900 holdt en tale for tyske soldater, som skulle sendes til Kina i
forbindelse med bokseropstanden. Her sagde han bl.a. “Som for tusinde år siden da Hunnerne
under deres konge Attila indlagde sig et navn, der endnu står som vældigt i overleveringen, således
skal I gøre det tyske navn bekendt …”.
40 1914 – da verden blev en anden

virkningsfuldt skræmmebillede i propagandaøjemed, og det blev da også uden blusel
brugt på plakaterne.
En engelsk plakat påstod, at “De britiske kvinder siger: Gå” – underforstået “Gå
i krig” eller “Tag dig nu sammen og se at komme med i krigen”. Ville en hustru sige
til sin mand i sine børns påhør: “Gå i krig”? Måske måtte hun acceptere, at manden
ville slås for sit land og sine idealer, men med plakaten efterlades man med indtrykket
af et hjemligt skænderi, hvor manden talte på knapper – skal/skal ikke – og til
sidst måtte hustruen så tage beslutningen – “Du skal altså af sted til fronten, og hvad
vil du ellers have, at jeg skal sige til vore børn eller naboen? Gå nu!”
Der er også historien om tyske soldaters korsfæstelse af en canadisk soldat. Det
blev anledning til en af de mest sejlivede beretninger om tysk grusomhed. Var det
virkelig sket, eller var det et eksempel på raneret engelsk propaganda? Kunne tyske
soldater virkelig finde på en sådan umenneskelig handling? Historien har været
efterforsket, og efter en række canadiske og engelske historikeres opfattelse er historien
opdigtet, men der er ikke nogen fastslået enighed herom. Korsfæstelsen forblev
en fortælling, der blev hørt og viderefortalt og levede videre med et rygtes livskraft.
Historien blev gengivet i mange aviser og ikke mindst af avisen ‘The Times’, der var
ejet af den tyskfobiske Viscount Northclie. Både under og efter krigen krævede
tyskerne beviser for den påståede udåd, men den canadiske regeringen kunne ikke
levere bevis for historiens rigtighed. Canadiernes problem bestod i, at øjenvidneberetningerne
var uklare og ofte indbyrdes i modstrid med hinanden 24 , og at der aldrig
var fundet et korsfæstet soldaterlig. Efter krigen udarbejdede den engelske kunstner
Francis Derwent Wood en skulptur af korsfæstelsen – og så var det, der meget vel
kunne være et rygte, nu foreviget i bronze.
Det kan være svært at gøre fjendens nedslagtning af 100.000 soldater forståelig
og anvendelig i krigspropagandaen. De store tal forbliver uforståelige, hvorimod
krigsforbrydelse på enkeltpersoner trænger igennem de flestes menneskers panser
af ufølsomhed. Det gjaldt bl.a. tyskernes henrettelse af den engelske sygeplejerske
Edith Cavell 25 , som arbejdede på et hospital i det besatte Belgien, og som havde hjulpet
mere end 200 engelske, belgiske og franske sårede krigsfanger til at flygte til
det neutrale Holland (Willmott, 2004, originalen 2003). Det virker, når der sættes
ansigter på grusomhederne, og når det virker – udnyttes det også i krigspropagandaen.
24 To soldater, en engelsk og en canadisk, bevidnede, at de havde set den korsfæstede soldat,
men ingen af de to soldater var nærmere hinanden end tre kilometer den pågældende dag, og
i den ene beretning fandt begivenheden sted mange tusind meter fra det sted, hvor tyskernes
indtrængen havde fundet sted.
25 De allierede henrettede to tyske sygeplejersker på tilsvarende baggrund.
1. del krigen
41

Plakaten som propagandamiddel
Tænkemåden bag udformningen af plakaterne var simpel: 1) Overbevis om at alle andre
også gør “det”; 2) Benyt ord som appellerer til følelserne; 3) Lad kendte personer og
tillidsvækkende “eksperter” opfordre til handling; 4) Benyt billeder som associeres med
følelser på godt eller ondt.
42 1914 – da verden blev en anden

Billede fra en propagandafilm,
en propagandaplakat og en
bronzestatue af en påstået
korsfæstet canadisk soldat!
1. del krigen
43

De allierede benyttede propagandavåbnet kynisk. Det lykkedes især englænderne
at give indtryk af, at når nødvendigheden tvang dem til at bryde krigens love,
så var det med beklagelse, mens de fik givet det indtryk, at når tyskerne gjorde det
tilsvarende, så var det, fordi de nød det. Dermed udnyttede de allierede propagandavåbnet
langt mere virkningsfuldt end centralmagterne, og det spillede en større rolle
end i nogen tidligere konflikt.
Propagandaen dukkede op mange steder i hverdagen. Karikaturtegninger og
postkort med krigsmotiver var en del af den daglige krigspropaganda. Det kunne
således være et postkort, som skulle gøre op med billedet af Tyskland som barbarerne.
Et postkort har teksten “Wir Barbaren – ein Liebesdienst” [Vi barbarer – en
kærlighedsgerning], og postkortet viser en overflod af mad til salg, alle mænd på billedet
er soldater, og selv soldaten, som er hjemme på sygeorlov, kunne give en hånd
med – altså med den raske hånd.
Nyheder og censur
Georg Brandes beskrev avisernes og journalisternes rolle med ordene: “Der dræbes
ved Fronten; der hades i aviserne”. I Brandes beskrivelse synes det, som om der var
aftalt en rationel arbejdsdeling. Og alle de krigsførende lande fulgte den samme
opskrift. Hadet var forudsætning for at bevare moralen på hjemmefronten. Når man
først var i skyttegravene, var der andre ting at tage vare på, og det var ikke altid et
spørgsmål om at hade sine “kammerater” på den anden side af fronten – man slog
dem blot ihjel (Brandes, 1916).
Krigen blev også hverdag. En fransk embedsmand fortæller i sin dagbog, hvordan
han på en station hæfter sig ved, hvorledes man bladrer i morgenaviserne, og
44 1914 – da verden blev en anden
Tyske postkort med krigstema.

Censur
Censur er undertrykkelse af tale eller fjernelse af kommunikationsmateriale, som
betragtes som kritisabelt, skadeligt eller følsomt af en censurerende myndighed.
Kilde: Wikipedia
som svar på spørgsmålet “Hvad nyt?” nævner “En russisk sejr”. Virkeligheden kendte
embedsmanden. Sandheden var en lang række russiske tilbagetog.
Et andet sted så han en kvinde i færd med at læse avisens gengivelse af det ocielle
krigskommuniké og veltilfreds udbryde: “Vi er avanceret 400 meter”, inden hun
gik i gang med andre af dagens emner. Selv om krigens tab forsøgtes holdt hemmelige,
da det var militærstrategiske oplysninger, kendte befolkningen alligevel krigens
alvor og store omkostninger, og på trods af den viden kunne sølle 400 meters
avancement betyde, at denne kvinde veltilfreds kunne komme videre med hverdagens
gøremål (Englund, 2009, originalen 2008). En bjergskytte i den italienske hær
ved fronten fortæller:
“Avisjournalisten, der kommer til skyttegravene, kender ikke denne krig … Når
de er blevet sultne eller trætte eller synes at de har gjort deres job, haler de lommeuret
frem og siger: ‘Det er blevet sent. Jeg må se at komme videre.’” (Englund,
2009, originalen 2008).
Uanset hvem der er ophav til ordene “Krigens første oer er altid sandheden” 26 , så gjaldt
de også under Den første Verdenskrig. Pressen fik heller ikke lov til at sige hele sandheden.
Selv i USA blev der indført pressecensur under Den første Verdenskrig. Wilsons
regering begrænsede pressefriheden lige så snart USA var blevet aktiv deltager i
krigen i 1917. Kongressen delegerede beføjelser til administrationen, så pressen ikke
kunne skade krigsindsatsen. 27 USA indførte en lov der gjorde det til en forbrydelse at
tale imod krigen eller blot tale dårligt om den. Den absolutte ytringsfrihed blev tilsidesat
ved lov 28 , og USA’s højesteret afviste i 1919 påstanden om at den var i modstrid
26 Ordene er tilskrevet mange forskellige personer, men stammer sandsynligvis fra den græske
digter Aischylos (526-456 f.Kr.).
27 Til sammenligning står der i den danske grundlov af 1953 i § 77 om censur: “Enhver er
berettiget til på tryk, i skrift og tale at oentliggøre sine tanker, dog under ansvar for
domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.
28 Omtales som ‘Clear and Present Danger’-doktrinen.
1. del krigen
45

med den amerikanske forfatning. Loven var rettet mod pacifister, militærnægtere,
anarkister og lignede grupper.
England indførte også pressecensur 29 , men lidt efter lidt blev den tætte censur
lempet for nogle udvalgte journalister, som fik adgang til fronten. Deres referater fra
krigen var urealistiske, komiske (hvis ikke det havde været så alvorligt) og frem for
alt åbenlyst usande. Om censur skrev Brandes:
“Ingen krigsførende Magt taaler, at Sandheden bliver sagt. En aarvaagen Censur
passer paa, at hver Gang Sandheden vil dukke op af sin Brønd, bliver den
øjeblikkelig dukket ned igen. Man drukner den som man drukner en uvelkommen
Kattekilling. Censuren har til Hverv at hindre enhver Sætning, der kunde
give Fjenden en nyttig Oplysning, fra at blive oentliggjort. Den har desuden det
Hverv at gendrive enhver Beskyldning, der rettes mod Landets Hær eller Administration,
hvor berettiget den end maatte være, og at male alt, hvad der sker, i et
rosenrødt Lys for den indfødte Læser” (Brandes, 1916).
Og der var rygter nok at tage af og videreformidle (og nogle gange formidle og efterfølgende
benægte). Den engelske præst J. F. Matthews erklærede fra prædikestolen
i marts 1915, at der i Sheeld levede en belgisk pige, som af tyskerne var blevet mishandlet
og havde fået skåret næsen af og sin bug sprættet op. Men heldigvis var hun
nu rask. Eller vandrehistorien om Kejser Wilhelm der havde dekoreret den Almægtige
med jernkorset som tak for hans bistand i Belgien, Nordfrankrig og Østprøjsen
(Brandes, 1916).
Militærets ocielle meddelelser om fremgang og sejre – eller i det mindste en
meddelelse om at situationen var favorabel for de allierede – bliver groteske i lyset af
virkeligheden. Om slaget ved Somme – som er en katastrofe for alle parter og ikke
mindst for de angribende engelske soldater – lød kommunikeet opmuntrende, som
det blev gengivet den 31. juli 1916:
‘The General Situation is Favourable’ 30 [Den generelle situation er gunstig]
(British Ocial)
General Headquarters, Sunday 10.15pm:
Voldsomme kampe har fundet sted i dag i området mellem Ancre og Somme,
især om Fricourt og La Boisselle. Fricourt, som blev indtaget af vores tropper
omkring klokken 14:00, forbliver i vore hænder, og der er visse fremskridt øst
for landsbyen.
29 Edward Cook, “The Press in War-time”, 1920.
30 Gengivet i Daily Mirror den 31. juli 1916.
46 1914 – da verden blev en anden

Fra magasinet “The Masses”:
Anti-krigs satiretegning, hvor
samfundets meningsdannere
fester for krigen af forskellige
grunde “for demokratiet, for
æren, for verdensfreden,
for Jesus”. Magasinet blev
indklaget for at modarbejde
USA’s krigsindsats.
I nærheden af La Boisselle yder fjenden en stædig modstand, men vores soldater
gør tilfredsstillende fremskridt. En betydelig mængde krigsmateriel er faldet
i vores hænder, men detaljer er ikke tilgængelige på nuværende tidspunkt.
På den anden side af dalen, ved Ancre, er situationen uændret. Den generelle
situation kan betragtes som gunstig.
Seneste oplysninger om fjendens tab viser, at vores første skøn var sat for
lavt.
I går var vores fly meget aktive i forbindelse med vores angreb nord for
Somme og de har ydet værdifuld hjælp til vores operationer. Talrige af fjendens
kommandocentraler og jernbanecentre er blevet angrebet med bomber. I et af
disse angreb blev vores eskorterende flyvemaskiner angrebet af 20 Fokkers, men
de blev fordrevet. To fjendtlige maskiner blev set styrte til jorden og blive ødelagt.
Nogle langdistance-rekognosceringer er blevet gennemført på trods af talrige
forsøg fra fjendtlige maskiner på at forhindre det. Tre af vores fly mangler.
Vores drage-balloner var i luften hele dagen. [F.O.]
1. del krigen
47

Tilsvarende optimistiske toner lød i en fransk meddelelse om den tyske erobring af
Douaumont – det vigtigste fort i befæstelsen af Verdun:
“Hårde kampe fandt sted omkring Fort Douaumont, der er et fremskudt anlæg
i Verduns gamle fæstningsværker. Stillingen blev besat af fjenden i morges efter
en række frugtesløse angreb, der kostede ham meget store tab, men er siden
blevet nået af vore tropper, som er rykket forbi den og har modstået alle fjendens
forsøg på at kaste dem tilbage”.
Da det ikke lykkedes fransk militær at generobre fortet, koncentrerede kommunikeet
sig om tyske tab, og i takt med at virkeligheden ikke kunne bortforklares, blev historien
at tyskerne havde besat en værdiløs ruin (Horne, 1966, original 1962).
Forud for krigsudbruddet havde pressecensur i Tyskland været administreret af
de civile myndigheder. Efter krigsudbruddet overtog militæret opgaven for at sikre
krigsindsatsen. Censuren (og ofte også patriotisk selvcensur) og krigspropagandaen
kunne helt frem til begyndelsen af 1918 opretholde forestillingen om at Tyskland stod
til at vinde krigen, idet de dårlige nyheder var blevet skjult for befolkningen, og forventningerne
var blevet blæst op. Da virkeligheden gradvis dukkede op for tyskerne,
48 1914 – da verden blev en anden
Georg Brandes.
Skitse malet af
Peter Severin Krøyer. (1900)