bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

ligger sterkest i denne Retning, maatte Fortjenesten bekvemme sig til – vi tør vel
neppe sige – selv at søge, men til at møde Forstaaelsen, selv beskuende, prøve
den, veilede den, skulde der komme noget ud deraf – eller maaske ikke. Det er
disse Mellemforhold – kald dem Venskaber, saa berigende ofte, tilladte
andetsteds, vi slet ikke kjender hos os. Hvor har under et Livs lange Erfaring det
Fænomen ikke gjentaget sig, at de bedste, elskværdigste Kvinder, der var som
skabte til at grunde en lykkelig Familie, er «bleven siddende», som man kalder
det; de havde Fortjenesten i rigt Maal, men ingen Evne, eller var maaske for
stolte til at møde Forstaaelsen.
Ja vel har vi kjendt saadanne, især i tidligere Dage, da Lovene for den rette
Kvindelighed endnu gjaldt i sin fulde, drakoniske Strenghed! Vi har kjendt
saadanne Sjæle, der drev denne Taushedens, Passivitetens Stoicisme til den
Grænse, hvor alle Muligheder til en Forstaaelse ophører, og man kun har den
triste Ødemark af en gjensidig forspildt Lykke foran sig. Det er disse Kvinder,
som, naar Tiden engang kalder, hvis de oplever det, vil være de første til at reise
Banneret for en sundere, friere Anskuelse deraf – Martyriets sidste Seiersmod
paa Arenaen.
Er denne Tilladelse til at søge Forstaaelsen, vække den, veilede den, allerede
indvunden? Maatte den være det! Men endnu er Kvinden afhængig og maa lade
andre Hensyn end blot Kjærlighedens paavirke og bestemme hendes «Valg». Det
er kun den i Sandhed frigjorte Kvinde, der har erhvervet sig Retten til at søge og
møde, stolt i sin Selvstændighed, som hun nu i sin Afhængighed ligesaa stolt
formummer sig, forstummer og tier.
En ikke mindre sørgerlig Kjendsgjerning er det, at netop de finest
organiserede, fra Hjertets og Aandens Side udprægede Mænd lettest staar i Fare
for at forfeile Lykken i en Forbindelse. De savner maaske dette praktiske Blik paa
og Evnen til at tilegne sig Livet saaledes, at det ideelle Udbytte vindes. Skulde det
kun være noget tilfældigt, at store Digtere, Kunstnere og Videnskabsmænd i
Regelen gjør uheldige Valg? Det er ikke sjeldent at se disse Samfundets Løftere,
idet de selv løftede i sine respektive Fagstudier og Inspirationer skrider forbi,
kaste et distrait Blik over Brillerne til en af hine tilslørede Sfinkseskikkelser,
studse et Øieblik, som om de tænkte: Hvad var det? Tilhører den Fantasien eller
Virkeligheden? . . . Det er Lykken, de skred forbi, disse fordybede, indtil de
converted by Web2PDFConvert.com