bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

fjerne, minderige, glimrende Tider. Vi behøver neppe at opregne Fortegnelsen
paa disse Egenskaber – enhver Skolegut kan dem paa Fingrene, enhver fremmed
Festmiddagsgjest glemmer ikke at kredense os dem i et Tak for sig,
Kraftegenskaber, som da er: Frisind, Trofasthed, Gjestfrihed, patriarkalsk
Nøisomhed, sedelig Ufordærvethed etc. Ogsaa vi glider behagelig hen paa dem,
medens vi i vor nuværende Travelhed og indre Tryghed sjelden, og da kun af
yderste Tvang, kommer til at kaste et prøvende Blik fra Verdenssignalementet
hen til Virkeligheden.
Selverkjendelse hører maaske til Kulturens seneste Frugter, hvor store
Rystelser, som de, der af og til overgaar Nationerne, ikke fremskynder den og
tvinger et Folk til Opgjør med sig selv. Det bedste var, at det havde Mod til ogsaa
i rolige Tider at foretage dette, Mod til at afklæde sig al falsk Ros og mere bevidst
stræbe at tilegne sig og befæste, hvad der virkelig er dets Eie. Vi Nordmænd, som
staar paa et Slags Kulturens Skillevei, vilde have synderlig godt af en saadan
Selvbeskuelse. Det er paa den Maade, en sand Fædrelandsven har optaget
Nationens sedelige Tilstand tildoms og i det mindste givet Selvillusionerne her et
paa statistiske Bevisgrunde støttet, mindre glædeligt Dementi.
Monstro der ikke skulde gives flere saadanne Illusioner?
Bjørnstjerne Bjørnson holdt ved Tusendaarsfesten i Tønsberg en Tale, hvori
han udhævede, at Nordmændene var et ridderligt Folk; det havde ogsaa deri vist
sin Høisindethed, at det lige fra gammelhistoriske Tider havde agtet og sat sine
Kvinder høit. Det tog sig meget godt ud og gav Talen paa det Sted et fortringligt
Sving. Veiret var deiligt. Alle i Feststemning.
Men man er det jo ikke altid, og for deres Vedkommende, som Sagen
nærmest angaar, hænder det overordentlig sjelden, at de befinder sig i
Feststemning. Den rolige Betragtning indtager sin Ret, Erfaringen opruller sine
tørre, uimodsigelige Kjendsgjerninger, kategorisk-summarisk, som en monstrøs
Hotelregning, naar man er reist for at se Alpegløden og Udsigter, og man i
fjorten Dage har havt én Godveirsdag. Vort stille Opgjør kommer maaske da til
at lyde noget anderledes.
Der gives en Art Standsforpligtelsens Ridderlighed, der lige fra Adams Dage
har gjældt og vil gjælde gjennem alle Tider, for Eskimoen som for den raffinerede
Kulturmand, for Uslingen, der mishandler sin Hustru, til Følelsesmanden, der
converted by Web2PDFConvert.com