Af den rette støbning - Skoletjenesten

Gipsen som massemedie
Renæssancens kunstnere studerede den antikke skulptur,
men de kostbare originaler var ikke sådan at komme til. Allerede
fra før 1450 brugte man derfor afstøbninger til studierne.
Fra ca. 1540 sendte man afstøbninger fra Italien til
Frankrig og senere også til andre europæiske lande. Fyrster
lod deres kunstneriske rådgivere købe afstøbninger og forme,
så de kunne fordele de antikke forbilleder videre til mindre
byer. I Danmark havde Christian IV i 1620’erne afstøbninger,
bl.a. en Laokoon.
De ledende kunstnere blev hurtigt enige om, hvilke statuer
der var de bedste, og de blev kopieret igen og igen til kunstskoler
og akademier. Det første “Tegneakademi”, som det hed,
blev grundlagt i Firenze i 1566.
I 1700-tallet var der mere end 100 kunstakademier i Europa
og endnu flere private kunstskoler. Alle steder tegnede man
efter de samme statuer og relieffer. Afstøbninger var et massemedie,
som skabte en ensartet kunstundervisning i forskellige
lande.
Efterhånden som nye mesterværker dukkede frem af ruinerne,
blev de hurtigt distribueret ud i Europa.
I København fik vi f.eks. afstøbninger af
skulpturer fra Parthenon allerede i
1819, kun fire år efter de kom til
British Museum.
Der var behov for mange gipsværksteder. Særlig berømt er
Louvres gipsformeri, som blev grundlagt midt under revolutionen
i 1794: Nu skulle den store kunst ud til folket! Og det
skete virkelig gennem 1800-tallet i takt med oprettelsen af offentlige
museer i alle lande. De berømte skulpturer skulle ikke
kun være fyrsternes, heller ikke de enkelte landes, men skulle
være tilgængelige for alle. Afstøbningerne blev brugt i et kulturpolitisk
og ikke mindst demokratisk opbyggende projekt.
4
Flodguden “Ilissos” fra Parthenon
ca. 430 f.v.t.
Skulpturer og relieffer fra Parthenontemplet
i Athen blev nedtaget og sendt
til London i 1801.Værkerne var en af
hovedattraktionerne i den nyopdagede
originale græske kunst. Nogle mente, at
deres kvalitet var højere, andre, at de
var en anelse ringere end Laokoon og
Apollo Belvedere og Belvedere-torsoen.
Thorvaldsens samtidige, billedhuggeren
Canova, var ikke i tvivl, da han så Ilissos:
Nu endelig ser jeg, hvad der burde være
billedhuggerkunstens sande skole.