Ladbyskibet - Skoletjenesten

Ladbyskibet

P
På en mark ved Ladby, med udsigt
over Kerteminde Fjord, blev et
vikingeskib trukket i land i starten
af 900-tallet. Ladbyskibet skulle danne
ramme om en hedensk vikingehøvdings
prægtige begravelse. Skibet, som var
vikingernes vigtigste transportmiddel til
handelstogter, til plyndrings- og erobringstogter
og til bosættelser i fremmede
områder, skulle i dette tilfælde
tjene et formål, som rakte ud over dette
liv. Ved udgravningen i 1935 til 1937
af Ladbyhøjen har vi fået indblik i denne
høvdings udstyr til den sidste rejse.
Skibet
Da skibet har opholdt sig 1000
år i jorden, er alt træværk rådnet
bort, tilbage står kun en
mørk aftegning af skibet og
de rustne jernnagler. Rustdannelserne
har enkelte
steder bevaret træets
struktur, så byggematerialet
kan med rimelig
sikkerhed bestemmes
til eg, den træsort
“Dragehalen”.
som oftest er anvendt
til danske
vikingeskibe. Høvdingen
blev gravlagt i
et krigsskib, som var
21,5 meter langt og
2,9 meter bredt. Det
har haft 30-32 årer
og ved sejlads kunne
rumme 30-32 mand.
Det lange, smalle og
lave skib med 8 bordplanker
på hver side
har set stateligt ud. Det
har været smykket med
dragehoved for og dragehale
agter, som vi kender
det fra samtidige illustrationer.Træværket
er rådnet
bort, men dragehovedets nakkekrøller
og de spydspidsagtige
skæl af jern på halen er bevaret, så
vi kan forestille os det fornemme
skibs udseende. Af udstyr til skibet er
bevaret et imponerende jernanker med
kædeforløber. Til dette har hørt et
bøjetov af lindebast. At fremstille et
anker har hørt til en af datidens største
smedeopgaver, så det har været en
bekostelig del af skibsudstyret.Ankeret
kan være fremstillet i Norge, eller i
Danmark af norsk jern. Ankerkædens
led er lavet af stangjern af usædvanligt
rent jern, antagelig af svensk oprindelse,
smedet sammen ved anvendelse
Seletøj til at føre
et kobbel på 4-6
hunde. Detalje af
det smukt dekorerede
samlestykke
støbt i bronze.

Rekonstruktion af
seletøj.
Det imponerende jernanker med kædeforløber.Tegningen
viser en rekonstruktion af
det.
Forsideillustrationer:
Ladbyskibsmuseet
og Nationalmuseet.
Rekonstruktion af
forstavnsfigur.
af dansk jern fremstillet af myremalm.
Ankeret har haft en tværstok af træ,
der har sikret at den smalle ankeflig
kom rigtigt ned i bunden. I kraft af sin
vægt har ankerkæden givet gode fjedrende
bevægelser, når skibet lå for
anker i kraftig sø, og et bøjereb fra
ringen forneden gjorde det let at få
ankeret fri fra bunden, når skibet skulle
lette anker. Ladbyhøvdingens skib må
have været særdeles hurtigt og stabilt
for såvel sejl som årer, en skibstype,
som har været meget anvendelig som
vagt og rejseskib i de danske farvande.
Det ved man, fordi der er lavet en
kopi af Ladbyskibet, som man har
foretaget sejladsforsøg med.
Gravgaver
Vi ved ikke meget om
Ladbyhøvdingens egne tanker
om skibets rolle ved
en sådan dødefærd, men
vi kan se, at der har været
tænkt godt på ham
af hans efterkommere.
Han fik et rigt udvalg
af gravgaver med sig.
Der var puder og
skind, som høvdingen
kunne hvile sig på,
fornemt bordtøj som
bronzefad, sølvtallerken,
en jernbeklædt
spand af egetræ og en
spand af taks, samt
smukke stoffer til klædedragten
af guld og
sølv.Til at fornøje sig
med var et brætspil. Af
disse genstande er fundet
talrige små stumper, men
udvalgte af gravgaverne er
fjernet på et tidligt tidspunkt
ved en gravødelæggelse.
Ved høvdingen fandtes
ingen våben som sværd, økse
eller spyd bevaret, men han havde
pilespidser, skjold samt rideudstyr
til mindst 4 heste. I forskibet blev
der endvidere lagt 11 heste, af størrelse
omtrent som vore dages islandske
heste, fra 1,25 til 1,45 meter høje. De
var mellem 5 og 20 år gamle, da de
blev slagtet for at følge deres herre til
dødsriget. En enkelt hest blev gravlagt
med seletøj på. Her lå også et seletøj
til at føre et kobbel på 4-6 hunde i et
smukt dekoreret samlestykke støbt i
bronze. En af hundene har været i familie
med nutidens grønlandske og sibirske
slædehunde, mens en anden har
været af terrierfamilien.

Rekonstruktion af høvdingedragt.
Hedenske høvdingebegravelser
Ud fra de få bevarede knoglestumper
at dømme var der kun begravet en
person, 20-50 år gammel mand, i
Ladbyskibet. I det store Osebergskibs
begravelse var der to – en dronning og
hendes trælkvinde.
Fra en arabisk købmand, Ibn Fadlan fra
Baghdad er bevaret en beretning om
hans møde med nordiske vikinger ved
egnen omkring Volga i 921. Heri er en
barsk og levende skildring af en gravlæggelse.
Han fortæller, at forberedelserne
tog ti dage. Høvdingens skib
blev trukket op på land og op på et
underlag af træ. I skibet lagdes liget af
høvdingen og af trælkvinden, der blev
ofret under selve ceremonien, sammen
med en hund, to heste, to køer, en
hane og en høne. Desuden madvarer
og våben.Til slut antændte man skibet
med dets indhold og på mindre end en
time var alt en askehob. På stedet
opførtes en rund høj, hvorpå der
opstiltes en stor træstøtte med navnene
på den døde høvding og hans
konge. En lignende blodig ceremoni har
sikkert udspillet sig på marken, da
Ladbyhøvdingen skulle sendes til døds-
riget, men her blev skibet med indhold
omhyggeligt dækket med engtørv i stedet
for at blive brændt.
Skibsgraven i Ladby er en af mange
høvdingebegravelser med våben og
rideudstyr i Danmark. Grave som vidner
om et høvdingearistokrati, som
begraves med langt flere og mere spektakulære
genstande end den almindelige
viking. Begravelsen i Ladby sker i
begyndelsen af 900-tallet og dermed på
et meget spændende tidspunkt i
Danmarkshistorien nemlig samtidig
med at kristendommen begynder at
trænge sig på. Udbredelsen af kristendommen
sker i slutningen af 900-tallet,
men vinder ikke lige godt indpas over
hele Danmark, f.eks findes der hedenske
grave (med gravgaver) i Nordjylland
endnu i 1000-tallet. Hvad kristendommen
betød i de områder den indførtes
i, er stadig meget omdiskuteret.
Stillingtagen til en ny religion kunne
være et personligt anliggende, men
også være et spørgsmål om to forskellige
arvesystemer, et hedensk med arv
til den førstefødte eller et kristent med
en mere ligelig fordeling af arven mellem
slægtens medlemmer. Religionsskiftet
kan også ses som en proces foretaget
af de enkelte stormænd af storpolitiske
hensyn som retten til at udnævne
bisper i eget område, en ret som ellers
iflg. samtidige europæiske love tilfaldt
nærmeste kristne nabokonge.
Begravelsen i Ladby sker i en tid, hvor
religioner mødes, men også i en tid,
hvor der er konger, men vi ved ikke,
hvor mange og over hvor store områder,
de herskede. Det er først med
Harald Blåtands indskrift på den store
Jellingesten at riget tilsyneladende er
samlet. Ødelæggelsen af Ladbygraven
skal måske også ses som et spor af
denne proces, en markering af, at
området indlemmes under en anden
stormands- eller kongeslægt.
“Gravrøverne” har i hvert fald fjernet
eller ødelagt de mest symbolladede
genstande som våben og et “antikt”
arvestykke, en sølvtallerken fra
700/800-tallet, fremstillet i England/
Irland, men ladet f.eks. hesteudstyret
ligge urørt tilbage.
Udarbejdet af Merete Staack, Anne C. Sørensen og
Peter Andreas Toft.
© Skoletjenesten Nationalmuseet 2000 · Illustrationer: Nationalmuseet · Layout: Hans Peter Boisen/Skoletjenesten