DeFarver - Mille Kalsmose

DeFarver 

NR. 66 – SOMMER – 2010 MAGASINET OM FARVER OG KULØR 

SEDENHUSE 

– VINDER AF FARVEPRISEN 2010. 

VELGENNEMTÆNKT OG VELGENNEMFØRT 

LYDER BEGRUNDELSEN 

FREDERIKS 8.’S PALÆ 

ER IKKE FOR SARTE MINIMALISTER 

ÆRØSKØBING 

ER UNDERLAGT EN STRAM 

KOMMUNALPLAN – OG HELDIGVIS FOR DET 

1

Aqua 98 - 

endnu mere 

kvalitet for 

pengene 

Aqua 98 er netop blevet 

forbedret, så nu får du endnu 

mere kvalitet for pengene. 

Den miljøvenlige maling er 

blevet mere kulørbestandig 

og mere robust over for 

begroning. Samtidig giver 

kombinationen af acryl og olie 

en suveræn glansstabilitet, 

og den store dækkekraft gør 

Aqua 98 specielt velegnet til 

farveskift, også på tidligere 

behandlet træværk. 

God arbejdslyst.


UDGIVER: 

DeFarver 17. årgang, nr. 66 er et kvartalsmagasin, 

udgivet af branche- og arbejdsgiverorganisationen 

Danske Malermestre. 

REDAKTION: 

Henrik Terney, DJ (ansvh.) 

Anne Kathrine Spangsberg, DJ 

Danske Malermestre 

Islands Brygge 26, 2300 København S 

T: 3263 0370 / F: 3263 0399 

E: redaktionen@malermestre.dk 

www.malermestre.dk 

DESIGN OG TILRETTELÆGNING: 

Anja L. Petersen / Exponent Stougaard as 

TRYK: 

Coolgray A/S, Tonsbakken 12, 2740 Skovlunde 

ANNONCER: 

Peter Graah 

Rådhustorvet 1 – 3520 Farum 

T: 4495 9018 / F: 4495 9041 

E: graah@image.dk 

Deadline for annoncemateriale til efterårsnummeret 

er 15. august 2010. 

ABONNEMENT: 

1/1 år: Kr. 230,- 

UDGIVELSER: 

DeFarver udkommer 4 x årligt i marts, 

juni, september og december. 

DISTRIBUERET OPLAG I ALT: 7.352 ekspl. 

ISBN: 0908-9926 

Medlem af Dansk Fagpresse og tilsluttet 

Fagpressens Mediekontrol. 

COVER: Sedenhuse i Odense. 

FOTO: Heidi Lundsgaard. 


Indhold 

05 

06 

10 

16 

28 

32 

38 

44 

48 

58 

59 

Leder 

Et billede på viden 

Farveprisen 2010 – Tryghed i farver 

Palæets modige lofter 

Dørene på Ærø 

NB! Lidt af hvert 

Respektfuld renovering 

Historien på væggen 

Arkitekten der slog farverne i stykker 

Næste nummer 

MBA nyhedsbrev 

3

BECK & JØRGENSEN 

INDUSTRIMALING 

DET ER DA NOGET NYT? 

Ja, lige præcis. Beck & Jørgensen har overtaget aktiviteterne i 

Larco, og har dermed udvidet produktpaletten med en række 

produkter til træindustrien. 

Produktionen, administrationen og udviklingsafdelingen er 

flyttet til Beck & Jørgensens domicil i Søborg, hvor også 

Jørn Bach-Christensen fra Larco, er ansat som salgschef 

for industridivision Larco. 

Larco har i mange år stået for innovative industriprodukter af 

høj kvalitet, og med Beck & Jørgensens overtagelse vil der ske 

en fortsat udvikling af dette forretningsområde. 

Industridivision 

Beck & Jørgensen har tradition for at udvikle produkter med 

stor hensyntagen til miljøet, og dette vil naturligvis også være 

gældende for Larco-produkterne. 

Produkter til industri, håndværk eller begge dele? 

Hos Beck & Jørgensen kan du få det hele. 

NEMT OG BEKVEMT 

– DET ER JO DIN HVERDAG 

Beck & Jørgensen A/S er ISO 14001 miljøcertificeret og arbejdsmiljøcertificeret efter OHSAS 18001. 

Vi markedsfører en række produkter, som er tildelt det europæiske miljømærke "Blomsten". 

Beck & Jørgensen A/S 

Farve- og lakfabrik • Rosenkæret 25-29 • 2860 Søborg • Tlf. 39 53 03 11 • bj@bj.dk • www.bj.dk 

4 DeFarver

17. ÅRGANG. NR: 

66 

De måske modige … 

Det er en af de mest brugte – måske misbrugte – romantitler, 

Peter Høegs ”De måske egnede”, denne leder spinder en 

rubrik over. Brugt og misbrugt fordi den med det lille ord, 

måske, tvister det hele… De modige, jamen det er de jo ikke, 

de er kun ”måske” modige. Vi ved det ikke rigtigt – det hele 

står åbent. 

Lidt på samme måde med kongehuset. Ingen vil påstå, at 

det danske kongehus hører til blandt den danske avantgarde. 

Kongehuset som institution står for traditioner, for at stå ved 

det kendte, det trygge … Måske tangerende kedeligt, i hvert 

fald ikke for sprælsk. 

Og så er det, at Frederik 8.’s Palæ bliver vist frem for offentligheden 

… 10 danske kunstnere er inviteret indenfor 

i palæet for at udsmykke en række af de officielle lokaler. 

Bevares som en genoptagelse af en historisk tradition for et 

samspil mellem kunst og arkitektur, som går længere tilbage 

end til antikken, men alligevel. Hvis man virkelig ville være 

tilbageskuende, konservativ og bundet af traditionerne havde 

det bestemt været muligt at finde danske kunstnere, der ville 

være mindre udfordrende i farve og streg end de 10 indbudte 

kunstnere. 

Eske Kaths loft, der leder tankerne hen på et psykedelisk 

pladecover fra 1970’erne, Jesper Christiansens uproportionale 

verdenskort eller Kathrine Aertebjergs moderne, og for 


jægerne grænseoverskridende, jagtmotiver for blot at nævne 

tre værker, som alle bryder rammerne for, hvordan et ”rigtigt” 

kongeslot skal se ud. 

Pænt eller ej? Vellykket eller det modsatte? Som altid, når 

talen falder på kunst, kan man lide det eller lade være – men 

det kan ikke bare fejes til siden med et skuldertræk. 

De modige …? Det åbner i hvert fald for, at også andre begynder 

at overveje, hvad man kan i stedet for blot at trampe 

af sted af stier, andre har betrådt før. 

Det kunne da være rart, hvis maleren giver sig tid til at hive 

andet end de hvide spande frem fra varevognens dyb. Hvis han 

giver sig tid til at fortælle, at det, at bevæge sig længere ud i 

paletten end til de hvide eller listiggrå farver, ikke er ensbetydende 

med revolution. Hvis arkitekten tænkte længere ud 

end til stramme linjer, rette vinkler og minimalistiske miljøer 

... 

Og det behøver jo ikke en gang stoppe her; med maleren eller 

arkitekten. Hvis vi alle – på alle planer – bare en gang imellem 

var lidt modige, turde bryde nogle fastlåste tankemønstre, 

handlemåder eller ”sådan har vi altid gjort-barrierer”, ville 

mange ting tage sig anderledes ud – være lidt sjovere. 

Lad os få lidt mere palæ-kunst – lidt mere Gaudí og Temple 

Expiatori de la Sagrada Familia – lad os stryge ”måske” og 

bare en gang imellem være modige. 

5


ET BILLEDE PÅ VIDEN 

ØNSKET VAR EN UDSMYKNING, DER KLART FORTALTE, PÅ HVILKEN ETAGE MAN 

VAR KOMMET TIL. PLAIN AND SIMPEL. MEN INSTITUTTET FIK MEGET MERE END DET, 

DA EN BILLEDKUNSTNER BLEV INDFORSKREVET TIL OPGAVEN. 

Hvis man ikke lige vidste det, var det ikke lige 

til at se det … Omtrent sådan var det at komme 

til Institut for Ledelse, politik og filosofi på CBS 

Copenhagen i Porcelænshaven på Frederiksberg. 

Instituttet har siden 2005 haft til huse på 

den gamle fabriksgrund i en bygning der, med 

instituttets egne ord var ”… funktionel javel. 

Men omtrent ligeså kedelig-grå indvendig, som 

den er karakterløs udvendig …”. 

Og karakterløse var også, hvad instituttets 

tre etager var – i hvert fald når kom som gæst 

og skulle orientere sig. Om det var anden, 

tredje eller fjerde stod ikke helt klart – og nok 

så relevant i denne sammenhæng; stuen og 

første sal var et helt andet institut, hvad der 

ikke gjorde behovet for en ordentlig ”skiltning” 

mindre vigtig. 


Og da kunstneren Mille Kalsmose blev kontaktet, 

lød opgaven derfor i første omgang blot 

på en udsmykning, der kunne skabe klarhed: 

– Tankerne gik i retning af noget hospitalsagtigt. 

Noget med nogle farvede striber i gulvet 

som markering. Det væsentlige var, at det klart 

blev kommunikeret ud, hvor man var, forklarer 

hun. 

Meget enkelt og ligetil – men også for enkelt 

for en kunstner, der som Mille Kalsmose 

arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og 

identitet. Hun gav sig til at grave i instituttets 

virke og fik ledelsen med på ideen om en udsmykning, 

der var meget mere end en etageangivelse: 

Udover at vise hvilken etage, man var 

kommet til, skulle udsmykningen identificere 

instituttets virke og de mange medarbejdere. 

Tekst: Henrik Terney 

Foto: Søren Hytting 

7

Etagerne skiller sig ud fra hverandre gennem brugen 

af forskellige farver og udtryk. Elevatorerne 

blev brugt som et væsentligt element i udsmykningen; 

udvendigt såvel som indvendigt, hvor Mille 

Kalsmose benyttede sig af samme printfolie som 

er brugt i Metroen. Den ene elevator er udsmykket 

med grønne græsmarker og plateauer mens den 

anden er prydet af trapper og afsatser. 

INSTITUTTETS SKELET 

Med accept af planerne gik Mille Kalsmose i 

gang med at finde ind til kernen af Institut for 

Ledelse, politik og filosofi for på den måde at 

skabe et skelet til sin udsmykning. Og hurtigt 

fandt hun frem til, at medarbejderne i høj 

grad var ”kernen” i instituttet. Uden dem og 

deres produktion af viden, af information, 

ville der knapt været noget institut. 

Og ud fra dette udgangspunkt skabte Mille 

Kalsmose en udsmykning, der i dag ikke lader 

gæster i tvivl om, hvor de befinder sig. 

Væggene er på alle etager hvide men med 

udsmykning i hver sin farve – anden etage solgul 

og med bøger som det bærende, tredje sal 

er rød og med mange bogstaver mens fjerde 

sal er grøn og med portrætter af instituttets 

medarbejdere. Malearbejdet er udført af 

malermester Holger E. Jensen i Bagsværd som 

løser mange opgaver på CBS Copenhagen. 

Væggene er overalt spartlet og repareret for 

huller og skrammer og efterfølgende rullet 

med en brækket hvid inden Mille Kalsmoses 

identitetsskabende udtryk blev malet op. 

Holger E. Jensen fortæller, at værkerne blev 

tegnet på væggene ved hjælp af en projektor, 

inden de blev udført i akryl-maling. Der var 

knyttet to malersvende til opgaven, Mikkel 

Riel og Majken Jensen, og Mille Kalsmose var 

glad for samarbejdet med håndværkerne. 

– Der var et par gange, hvor vi var nødt til 

at ændre lidt på udsmykningen i forhold til 

mine skitser. Og så er det jo rart, at det er 

noget, der kan blive ordnet på stedet, frem 

for at jeg skal hjem og ændre skitserne, og vi 

skal igennem processen med projektoren en 

gang til. 


IDENTIFIKATION AF VIDENSKAB 

På anden sal er det bøgerne, instituttets 

bøger, der er det dominerende. Fra de store 

bøger på repos til bogtårnene, der i fotostater 

pryder etagens to elevator-døre. Det store 

”boghjul”, et fotografi i kæmpestørrelse, der 

møder gæsterne fra væggen overfor elevatorerne, 

er stykket sammen af instituttets 

”egne” bøger og mørke bogrygge danner 

bogstavet M – for management; noget af 

det man forsker i på instituttet. 

Etagen over er det mennesker – forskning og 

videnskab kombineret med reagensglas – der 

er det bærende. For som Mille Kalsmose siger: 

– Jeg kom helt automatisk til at tænke på 

reagensglas, da jeg til opgaven satte mig til 

at tænke nøjere over begreberne videnskab 

og forskning. 


Det gav en etage i rødt; konturerne af mennesker 

i reagensglas, tomme reagensglas 

samt ikke mindst fire, høje plexiglasrør med 

en masse ord og sætninger: Tietgens var 

større en Mærsk ... Gulnet papir … Gamle, 

mugne mænd … Stille, der leges … Led din 

leder … Loyalitetskonflikt … Og alle de mange 

ord og sætninger – som hver og en er skrevet 

af medarbejderne er klæbet op på plexiglasrørerne, 

så de danner konturerne af mennesker: 

Forskere. 

Og som en sidste hilsen til de medarbejdere, 

der i kunstnerens øjne er hele instituttet, 

hilser høje, græsgrønne ansigtssilhuetter 

og små, 10x12 cm portrætfotos af samtlige 

medarbejdere de besøgende fra væggene 

og elevatorernes døre, når man ankommer 

til den fjerde etage. 

AFSPEJLER KREATIVITETEN 

Med den farverige udsmykning er ingen 

længere i tvivl om, hvor man er. Instituttet 

for ledelse, politik og filosofi har fået sin 

egen identitet til glæde for besøgende, men 

også for de ansatte. Og til mere end fuld 

tilfredshed. 

For som instituttet skriver i det skrift, som 

er udgivet i forbindelse med udsmykning: 

”… Vores før så identitetsløse opgang og 

vareelevator er nu transformeret til et sted, 

der udfordrer os selv til dagligt, som stiller 

spørgsmål til praksis, og som på en ny måde 

afspejler den kreativitet, som ligeledes er 

drivkraften i forskningsprocessen …” 

9

Tekst: Marlene Grøftehauge – Foto: Heidi Lundsgaard 

VINDER AF 

FARVEPRISEN 2010 

DER ER FULDT SKRALD PÅ FARVERNE I BOFÆLLESSKABET 

SEDENHUSE I ODENSE, SOM MODTAGER FARVEPRISEN 2010. 

FARVERNE BINDER HUSET HARMONISK SAMMEN OG SKABER 

BÅDE LIV OG TRYGGE RAMMER FOR BEBOERNE. 



TRYGHED 

I FARVER 

Dannebrog står og slår i vinden mod en solknitrende forårshimmel. 

Men de rød-hvide farver på den blå baggrund er ikke alene om at 

trække opmærksomhed til sig ved det nybyggede bofællesskab 

Sedenhuse i Odense. 

Øjet rammer først multihallen, som i en halvrund bue stikker ud 

fra byggeriet lige ved siden af hovedindgangen. Multihallen er sammensat 

af malede farvede stålplader, som i gul, rød og beige rækker 

ud mod den besøgende. Styrken og sammensætningen af farverne 

spiller flot op til resten af byggeriet, som er muret op af genbrugsmursten 

i dæmpede rødlige, sorte og gyldne faver. 

Byggeriet er årets vinder af Farveprisen, som for fjerde gang uddeles 

af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond. 

Farveprisen2010 gives til både Sedenhuse og Arkitektfirma A/S Hune 

og Elkjær, ligesom bygherren Odense Kommune får hædrende omtale. 

GANG MED STEMNINGER 

Grundformen til Sedenhuse var skitseret, da Arkitektfirma A/S Hune 

og Elkjær kom ind i billedet. Men i forhold til farverne fik arkitekterne 

Allan Wright og Uffe Riis Sørensen frie hænder – blot brugergruppen 

og bygherren kunne godkende deres ideer. 

En central del i farvesætningen er husets lange gang, der er en 

opdagelsesrejse i farver: Gule og røde døre, orange gulve og vægge 

i samme varme farver går igen hele vejen. 

– Vi arbejdede med at skabe forløb og rytme på gangen, så man 

hele tiden går mod en ny farvet flade. Samtidig var det vigtigt at skabe 

stemninger og liv med glade farver, fordi her bor unge mennesker, 

fortæller Uffe Riis Sørensen, der med vilje blandede farverne i hele 

huset, så hver boenhed ikke fik hver sin farve. 

– Det skulle ikke ende med et indtryk af ’rød stue’ eller ´blå stue’, 

som Allan Wright siger. 

11


ET TRYGT HUS 

Går man en tur gennem Sedenhuse giver de varme farver et indtryk 

af hygge, ro og tryghed på én gang. 

Og netop tryghed i hverdagen for de 40 udviklingshæmmede 

beboere i alderen 18 til 32 år var fra begyndelsen et vigtigt punkt 

på dagordenen for den forældregruppe, der har taget initiativet til 

Sedenhuse. Det lyttede arkitekterne til. 

– Det kan være svært at overskue et helt hus, men med farverne 

som pejlemærker og det nære forhold til ens bolig og boenhed kunne 

vi være med til at skabe tryghed for dem, siger Allan Wright. 

En limegrøn transparent akrylplade bliver på hele overetagen brugt 

som trappeværn, så beboerne ikke får følelsen af at kunne falde ud 

gennem balustrene. Og rundt omkring er der skabt små hyggekroge 

med ”fatboys” og bænke, så der er mulighed for at kunne ’putte’ sig 

lidt væk, hvis man en dag ikke har så meget lyst til fællesskabet. 

ET OVERSET VIRKEMIDDEL 

Fra begyndelsen var det Uffe Riis Sørensens intention at vinde Farveprisen. 

– Jeg synes, at farver er et overset arkitektonisk virkemiddel. De 

seneste 10 år har det nærmest været bandlyst at sætte farver på 

bygninger. Hvidt var Messias. Men man kan se, hvad det gør ved et 

byggeri at få farver på, siger han. 

Allan Wright nikker: 

– Det er ofte en kamp med bygherrerne at få lov til at bruge farver. 

Men i det her tilfælde var man meget åbne og lyttede til vores bevæggrunde 

for at bruge farver. Det handler jo om mental sundhed. 

Malerarbejdet blev udført af MEHR ApS, hvor malermester Cliff 

Andersen modtog opgaven med glæde: 

– Det var en dejlig afveksling i forhold til det, vi ellers laver, som er 

meget hvidt i hvidt. Jeg tror, at det er et glad hus at være i. Farverne 

har i hvert fald en stor indvirkning, mener han. 

De varme og skrappe farver dominerer bofællesskabet Sedenhuse, som blev 

malet af malerfirmaet MEHR Aps. Malermesteren har ikke malet helt til 

kant, men efter arkitekternes anvisning givet væggene en smal hvid ramme 

for at skabe et strammere udtryk. 


13

PLADS TIL SJOV OG BALLADE 

På kontoret sidder Sedenhuses forstander Ulla Leth, som ikke har 

været med i byggeprocessen, da hun først blev ansat i marts måned. 

Hun kiggede en ekstra gang, da hun så den mangefarvede multihal. 

– I starten tænkte jeg: Det er godt nok nogle specielle farver. Men 

det changerer flot i forhold til murstenene og hænger sammen på den 

måde. Det er godt, at byggeriet er anderledes, og at der er blevet gjort 

plads til lidt sjov og ballade. Jeg tror også, at farverne både inde og 

ude smitter af på beboerne, selv om mange af dem ikke kan udtrykke 

sig. 

Uffe Riis Sørensen og Allan Wright er selv godt tilfredse med det 

endelige resultat. Men Uffe er da løbet ind i folk, der ikke umiddelbart 

deler hans mening. 

– En dag, jeg var hernede, mødte jeg en far, som fortalte, at hans 

barn glædede sig meget til at flytte ind. Men han syntes, at farverne 

var lidt poppede og mente ikke, at de passede ind i omgivelserne. 

Uffe Riis Sørensen trækker på både skuldrene og smilebåndet. 

– Farver er jo bare så enormt subjektive, siger han og bliver suppleret 

af Allan Wright: 

– Men den far forholdt sig til byggeriet, og det er fint. Kan man få 

folk til det, er vi sådan set nået langt efter min mening. 

Beboerne har selv indrettet deres værelser og flere af dem har sandsynligvis 

ladet sig inspirere af de stærke farver på gangene og udendørs. 

Byggeriet er i øvrigt et grønt byggeri, hvor alle materialer er blevet testet 

for deres miljøvenlighed. På den baggrund måtte eksempelvis malerfirmaet 

MEHR ApS erstatte den vanlige grundrens med en mere miljøvenlig profil. 


HÆDER 

Farveprisen 2010 går til Arkitektfirma A/S Hune og Elkjær og Sedenhuse. 

Prisen er på i alt 150.000 kroner, som deles med 100.000 kroner til Sedenhuse 

og 50.000 kroner til arkitektfirmaet. 

Det er fjerde gang, prisen uddeles. 

Læs mere på www.malermestre.dk 


Arkitekterne Allan Wright 

og Uffe Riis Sørensen står 

bag linjer og farver på 

Sedenhuse, som løb med den 

fornemme Farvepris 2010. 

15

Eske Kaths loftmaleri gav en diskussion, og det var bl.a. 

Kronprinsen selv, der foreslog loftet inddraget til kunstværket. 

Jens Andrew Baumann var mere betænkelig, men i dag synes 

han, det er flot, og en sjov og modig idé. 


Tekst: Anne Kathrine Spangsberg – Foto: Kirsten Bille og Roberto Fortuna 

PALÆETS 

MODIGE LOFTER 

DE NYISTANDSATTE LOFTER I FREDERIK 8.’S PALÆ ER IKKE 

FOR SARTE MINIMALISTER. FOR DE FLADE HVIDE LOFTER HAR 

FÅET FARVER. MANGE FARVER. ALENE I RIDDERSALEN ER DER 

BRUGT TI FORSKELLIGE, OG SÅ ER DER SELVFØLGELIG OGSÅ 

FORGYLDNINGER OG MASSER AF STUK! 

Da lofterne i Frederik 8.’s palæ var nymalede 

i 1828 var den antikke klassiske stil 

fra Grækenland og Romerriget højeste 

mode, og især italienske Pompeji havde 

siden udgravningerne tog fat i 1748 været 

forlæg for både tøjmode, arkitektur og 

indretning med farverige udsmykninger. 

Amalienborg var blevet bolig for den 

kongelige familie efter Christiansborgs 

brand i 1794, og nu skulle palæet længst 

mod vandet restaureres og gøres klar til 

prins Frederik (senere Frederik 7.) og hans 

daværende hustru Vilhelmine, der var 

datter af Frederik 6. Det var en af tidens 

kendte arkitekter, Jørgen Hansen-Koch, 


som fik opgaven, og han gik til den med 

masser af ombygninger, han flyttede 

vægge og ændrede lofter, og forandrede 

palæets indre fra tung rokoko til moderne 

senempire. 

Hans opgave lå også i at få et palæ beregnet 

til en adelig familie til at fremstå 

som skabt til landets øverste regent. Det 

betød blandt andet, at et mindre rum blev 

til tronsal dekoreret med forgyldte udskæringer 

og en tronstol for endevæggen, og 

så kunne besøgende vandre kongen i møde 

fra ankomstværelset ad Havesalen – en 

imponerende tur gennem de smukke gemakker. 

17

Hansen-Koch tegnede akvarelskitser med 

sine forslag til farver, stuk og dekorationer, 

og en række blev brugt ved ombygningen 

i 1826-1828, mens andre ikke blev ført ud 

i livet og senere endte i arkivet i Samlingen 

af Arkitekturtegninger på Danmarks 

Kunstbibliotek på Charlottenborg, hvor 

de stadig findes i dag. 

De sprælske farver i loftet forsvandt igen 

ved senere moderniseringer bag flere lag 

hvid maling, ét loft blev forsænket og 

skjulte dermed helt det rigt udsmykkede 

loft – i et nærmest industrielt køkken anlagt 

i 1935, da kronprins Frederik og 

kronprinsesse Ingrid skulle flytte ind. Det 

loft står i dag som det bedst bevarede af de 

originale lofter. 

Måske har den kollektive danske hukommelse 

glemt alt om at bruge farver, 

men midt i en tid med væg-til-væg hvidhed 

er det ny-restaurerede palæ en modig 

omgang med masser af kulører. De flade 

hvide lofter er blevet tredimensionale, de 

har igen fået fuld gas på paletten, og forgyldninger 

og udskæringer og stuk er 

kommet til deres ret. For målet med restaureringen 

denne gang i 2004-2010 har 

været at føre palæets interiør tilbage til 

dets storhed som et senempire-hovedværk 

i dansk arkitektur. 

– Normalt arbejder restaureringsarkitekter 

med mosfarvede hvide lofter, det 

plejer min egen tegnestue også at gøre, og 

andet var der heller ikke lagt op til i udbuddet. 

Hvide lofter og gråligt træværk, fortæller 

arkitekt Jens Andrew Baumann, 

Erik Einar Holms Tegnestue, der har 

været restaureringsfaglig rådgiver på 

malerentrepriserne. 

Men så fik farvekonservator Berit Møller 

fat i farveresterne, og efterhånden som 

flere og flere pigmentrester dukkede frem, 

og man fandt Hansen-Kochs gamle skitser 

på Danmarks Kunstbibliotek, gav det 

mening at genskabe palæets lofter, som de 

vitterligt havde set ud. Farver skulle der til. 

Det oprindelige loft i spisesalen var forsvundet for længe siden, og derfor måtte de skabe et nyt loft. Med 

Hansen-Kochs tegning i hånden skabte de et nyt loft helt i tråd med den ægte senempire-drøm af en stuk. 

Akvarel af Jørgen Hansen-Koch venligst udlånt af Danmarks Kunstbibliotek. 



SAMARBEJDE OM PALÆETS FARVER 

Der var flere aktører, som skulle blive enige om farverne til Frederik 8.’s Palæ. For 

dels skulle de tage hensyn til palæets historie og de originale farver, og dels 

skulle resultatet også passe til nutiden og være til at bo i for kronprinsparret. 

Kronprinsparret var meget med i arbejdet med restaureringen, og farverne er 

afsat i samarbejde med Jens Andrew Baumann, konservator Berit Møller og arkitekt 

Poul Schülein, Arkitema. 

Desuden har Slots- og Ejendomsstyrelsen og Jens Andrew Baumanns lille ”vidensgruppe” 

– bestående af arkitekt Bue Bech og konservatorerne Line Bregnhøi, 

Nationalmuseet, og Berit Møller, De Danske Kongers Kronologiske Samling, – også 

spillet en rolle i det lange stræk med farvesætningen af palæet. 

19


FARVER VALGT MED 

INDRE VATERPAS 

Der var et tæt samarbejde med kronprinsparret 

og deres hofchef Per Thornit om 

rummenes endelige udseende, og det var 

med spænding, at de første malede lofter 

blev vist frem. 

– Kronprinsessen så første gang malerarbejdet, 

da otte lofter var farvesat, og hun 

havde indvendinger to steder – og det var 

heldigvis de samme to steder, som jeg selv 

havde tænkt over, og i det lille team, som 

har valgt farverne, har vi sporet os meget 

godt ind på hinanden. Det er som et indre 

vaterpas, når man fornemmer, om farverne 

er de rigtige, fortæller Jens Andrew 

Baumann. 

Kronprinsesse Marys arbejdsværelse 

har fået genskabt det originale brune loft, 

og det var det første, som hun blev introduceret 

for. 


Farverne er tilrettelagt, så der er sammenhæng i rumforløbene på begge langsider af bygningen. Farveplan 

udført af farvekonservator Berit Møller. 

– Jeg tænkte, at vi lige så godt kunne 

springe ud i det. Kronprinsessen sagde 

så: ”Hvor er det smukt”! Og det var meget 

heldigt, fortæller Jens Andrew Baumann. 

– De positive tilkendegivelser fra den 

familie, der skal bo i palæet har været 

vigtige for os. Det er ikke særligt sjovt at 

have fuldført arkitekternes visioner i et 

palæ, som så bagefter er rædsomt at bo i. 

Riddersalen var det første rum, de gav 

farver, og det tog tid. Her er brugt i alt ti 

farvenuancer, og selvom der var fundet 

farvepigmenter, så kunne toningen af 

farven ikke spores. De var flere omgange 

om at få de ti farver til at svinge sammen, 

for dels ændrede nuancerne sig, når malingen 

tørrede op, og dels så farverne 

anderledes ud på afstand. 

– Vi har tonet pigmenterne med kridt, 

så vi har kunnet spænde fra det helt lyse 

til det helt mørke. Det har været vores 

afgørelse i det lille team at finde frem til 

de rigtige toner. Først prøvede vi at bruge 

moderne tonefarver, men det gik ikke, og 

så valgte vi at bruge klassisk limfarve med 

tørpigmenter, siger Jens Andrew Baumann. 

Der blev fundet pigmentrester af pariserblå, 

grønjord, cromoxydgrøn, caput 

mortum (violet), brændte jordfarver, elfenbenssort, 

umbra og okker. 

Pigmentfarverne har den ekstra fordel, 

at lyset påvirker farvespillet enormt. 

Man kan se det i Tronværelset, der fremover 

skal fungere som musik- og læseværelse, 

hvor den mørke vægfarve varierer 

fra mørk violet til dunkel chokoladebrun 

alt efter lyset. Også i Riddersalen varierer 

farvetonerne tydeligt efter lysindfaldet 

fra de store vinduer ud mod slotspladsen. 

21

Tronsalen skal i dag være musik- og læserum, forgyldningerne er kommet tilbage, og det er helt 

med vilje, at de ser lidt ”antikke” ud. 

– Sådan har det været helt siden Hansen-Kochs tid, siger Jens Andrew Baumann. 



– Vi havde da diskussioner med malerne undervejs om valget af maling, og det har i det hele taget ikke 

været lige let at være malermester her på byggepladsen. Men de har været meget tålmodige og været meget 

engagerede og arbejdet for at opnå en høj kvalitet, fortæller arkitekt Jens Andrew Baumann. 

23

SENEMPIRE I ET MODERNE UDTRYK 

At et senempireloft med stuk, forgyldninger 

og knald på farverne samtidig kan 

passe til nogle af nutidens moderne kunstneres 

værker også en bedrift. Kunstprojektet 

og restaureringsarbejdet har kørt 

parallelt og skulle mødes til sidst og gå op 

i en højere enhed. Nogle af kunstnerne 

har ladet sig påvirke af rummets farve, 

andre har haft deres egne valg og dér har 

rummets farver dæmpet sig i forhold til 

kunstværket. 

I Anretterkøkkenet er symbiosen mellem 

loft og dekoration tydelig. Oprindeligt 

havde kunstneren Kathrine Ærtebjerg 

valgt en lysende violet baggrunds- 

farve, men det gamle lofts lysegule bundfarve 

fik hende på andre tanker, så bundfarven 

i hendes værk i stedet også blev 

gul. 

– På den måde kan kunstværket godt 

skeje ud, og alligevel passe til loftet, siger 

Jens Andrew Baumann. 

I alle rum er vægfarverne afstemt efter, 

hvad man har ønsket i dag. Dels kunne 

man ikke bruge Hansen-Kochs akvareller 

som sandhedsvidner på de oprindelige 

farver, og dels var de gamle lærreder gået 

til, eller der var monteret cellotexplader, 

så man ikke kunne se de oprindelige farver. 

På langt de fleste vægge er der sat helt nyt 

lærred og grundpapir op. 

– Vi anede ikke, at der var så mange farver inde bagved. Berit Møller har lavet en række computerefterligninger 

af, hvordan det så ud oprindeligt. Det har været til stor hjælp i arbejdet med lofterne, fortæller 

Jens Andrew Baumann. 



25

I Havesalen tog det noget tid at finde 

frem til en vægfarve. Men som i mange 

andre rum, valgte man at tage udgangspunkt 

i en af bundfarverne fra loftet, så 

der er en harmoni og sammenhæng 

mellem fladerne. I Havestuen – med 

gobelinerne – er der brugt kraftige 

grønne nuancer i loftet. 

– Har var det virkelig på vippen, om 

rummet balancerede eller ej i farverne. 

Gesimsen var først malet i samme brunlige 

nuance som stukken på loftet, men 

den blev lysnet og det hjalp. Farven til 

væggen er fundet i gobelinen, i buksebenet 

på en cellospiller, fortæller Jens 

Andrew Baumann. 

Jens Andrew Baumann er overbevist om, 

at tendensen med at tilbageføre de klassiske 

bygninger til det oprindelige og 

klassiske vil holde lang tid fremover, men 

der var meget ”vi-plejer”, som de skulle 

væk fra i arbejdet med palæet. 

– Nogle sagde: ”Det kan I ikke!” og 

”Sådan gør man ikke i vore dage!” Men 

det er husets historie, og det passer til 

huset. Faktisk kunne vi ikke gå nogen 

steder hen her i landet for at se noget tilsvarende, 

så det er ret banebrydende, det 

vi har gjort hér, at det er så gennemført 

med farvebrugen, siger arkitekten om 

Frederik 8.’s Palæ i dets moderne udgave 

af senempiren. 

Havestuen var ét af de steder, hvor farverne skulle tilpasses og "i vatter", så der blev balance mellem 

nuancerne. Væg farven er fundet i buksebenet på en cellospiller i en af gobelinerne. 

I Havesalen er der to brune og 

tre grønne farver i loftet. Plus 

forgyldninger, som bl.a. er 

brugt som små effekter på blade 

og vindrueklaser i stukken. 

SAMARBEJDE OM PALÆETS FARVER 

Totalrådgiver: Arkitema K/S 

Ingeniør: Rambøll Danmark A/S 

Malerentrepriserne er udført af følgende firmaer: 

Malerarbejde: 

C. Møllmann & Co 

Malerhuset Steen Nielsen A/S 

Peter Munck & Søn og Jan Pelby I/S 

Forgyldning: 

C. Møllmann & Co 

Flemming Jensens Maler & Dekorationsværksted 

Stuk: 

Rubin Stuk & Søn ApS (hovedentreprisen, stukarbejder) 

Brdr. Funder Stukkatører ApS (dele af kunstprojektet) 



27

Tekst: Lisbeth Kristine Cedray – Foto: Alex Tran 

DØRENE PÅ ÆRØ 

DET ER NÆSTEN SOM AT BEVÆGE SIG RUNDT I ET EVENTYR 

… DE GAMLE HUSE I ÆRØSKØBING PÅ ÆRØ VISER SIG FREM 

MED UNIKKE, FARVESTRÅLENDE DØRE. HVER OG EN FOR- 

TÆLLER DE EN HISTORIE OM DEN MAND, DER OPFØRTE 

HUSET. OG DER BLIVER GJORT MEGET FOR AT BEVARE BYENS 

GAMLE DØRE DEN DAG I DAG. 



29

På de toppede brosten gennem de smalle gader i den gamle købstad 

kan man stadig høre – hvis man lytter rigtig godt efter – trippen fra 

fruernes stiletter, købmandens selvsikre skridt på nysålede støvler 

og hestehovenes klapren. 

Alt er næsten som i gamle dage og Ærøskøbing har ikke bare et 

strejf, men en ordentlig nævefuld af nostalgi og eventyr over sig. 

Og så er det en farverig by, hvert hus er malet i sin egen farve, men 

det naturlige midtpunkt og det skønneste skue er… dørene. Disse 

skæve, små, smalle, sirligt udformede døre har så mange hundrede 

år på bagen, at alle besøgende er grønne, grønne årsunger i forhold 

til. 

Der er nu intet ”museum’sk” over dørene – anno 2010. De bliver 

brugt nu som dengang til dét, døre nu engang er bedst til: At åbne 

og lukke. Og i Ærøskøbing byder de særdeles meget ”velkommen 

indenfor” som et smukt hjerte lige midt i de gamle huse. 

I 1700-tallet ødelagde en brand en stor del af den gamle bys huse. 

Så byens ældste hus er Philip Kocks hus fra 1645. Et hus, hvis historie 

er beskrevet i den første bog i serien om Ærøskøbings huse, der udgives 

af Ærø Museum. 

Alle døre er forskellige. Vidt forskellige. Der kan gå sport i at finde 

en dublet blandt de mange hundrede af døre. En sport, man næsten 

er sikker på at tabe. 

Nogen har mange udskæringer. Nogen har ruder med facetslebne 

kanter. Andre har overdådige dørhåndtag. Og de fleste har en dørhammer. 

Og alle har sin helt egen farve. Og alle fortæller de en sigende 

historie om, hvilken mand, der har bygget huset. Og hvor mange 

penge han havde. Åh jo, der var da også kvinder i det gamle Ærøskøbing, 

men dengang var det mænd og kun mænd, der stod for indretningen. 

Og det var hans image, der skulle plejes på facaden af huset. 

– Døren er et vidnesbyrd på beboernes status. Man sendte et 

signal til omverdenen med sin dør. Ja, med hele sin facade. ”Her er 

velstand. Mig kan du sagtens handle med. Jeg ligger ikke og kradser 

af på første sal af armod” fortalte døren, siger Mikkel Kühl, museumsinspektør 

på Ærø Museum i Ærøskøbing. 

Stokroseidyl og nostalgi hersker 

overalt i Ærøskøbing. Både udenfor 

– og indenfor dørene. Og skulle 

et hus blive sat til salg går der 

ikke længe, selv ikke i finanskrisetider, 

før det er revet væk. Og 

selv de håndmalede skilte er med 

til at understrege den pitttoreske 

stemning, der hersker. Bemærk 

det gammeldags skilt på den blå 

port ved det gamle rådhus. Gennem 

porten kommer man til en 

lille park. 

– Og dengang var status langt mere vigtig end i dag. Så døren var et 

meget, meget vigtigt signal til omverdenen. Da husene blev bygget 

op igen efter branden – i midten af 1700-tallet var de slet ikke så 

farverige som i dag. Dengang lignede byen Skagen, som vi kender 

den – rent farvemæssigt – i dag. 

– Alt var i gult og hvidt – med rødt tegl. Men da oliefarverne kom 

i 1800-tallets slutning, gik man mildest talt amok her i byen på dørene 

i farveglæde. Og den farverige begejstring hersker stadig i dag, 

fortæller Mikkel Kühl. 

ENESTE ”DØR-LOV” I DANMARK 

Omkring 300 huse i Ærøskøbing er bevaringsværdige. Omkring 40 af 

dem er oveni fredede. En fredning, der er 90 år gammel. Nu kan man 

ikke frede enkeltelementer i et hus, så som en dør. Og så alligevel. For 

i Ærøskøbing har man noget, der med et glimt i øjet kan kaldes for 

”Danmarks strengeste dørlovgivning”. Den lokale kommunalplan. Og 

den er den eneste af sin slags i Danmark. 

Det er nemlig sådan i Ærøskøbing, at kommunen har besluttet, at 

husene skal se ud, som de altid har gjort. Og ve den, der sætter ny 

dør eller nye vinduer i. En ny ejer søgte Kulturarvsstyrelsen om penge 

og fik dem til renovering af sine vinduer. Han brugte i stedet pengene 

til at købe nye vinduer og smide de gamle ud. Det resulterede 

omgående i en politianmeldelse og en bøde på næsten 40.000 kroner. 

For den slags vil de IKKE have i eventyrbyen. 

– Vi har en kommunalplan, hvor vi har sat overliggeren højt. Med 

vores krav og med bødestørrelserne. Vi vil bevare vores bys udseende 

og stand. Det er kulturarv, det handler om. En kulturarv, som vi 

lever i – med respekt, siger museumsinspektøren. 

– Og denne plan, som blev vedtaget for ti år siden, støttes af beboerne. 

Kald det en folkelig kultur. Her i byen lever vi sådan lidt groft 

sagt med de gamle utætte vinduer og en dør, hvor vinden pifter ind, 

for det skal se originalt ud. Vi har ingen moderne farver som en hidsig 

cyklamen, men vi har til gengæld masser af andre farver, fortsætter 

Mikkel Kühl. 



31



33

Farverne på de bevaringsværdige huses døre skal matche den gamle 

farveskala. Beboerne må såmænd gerne male selv, men farven skal 

være i overensstemmelse med de originale farver fra 1800-tallet. 

– Der er klare regler om, hvilke farver der passer til bevaringsværdige 

huse og man skal holde sig inden for farveskalaen. Der er ikke 

et krav om de oprindelige farver, men man kan ikke sætte hvilken 

som helst rød på sin røde dør. Og faktisk kører det uden problemer, 

for farverne kan købes hos den lokale farvehandel, der har specialiseret 

sig i at matche gamle linoliefarver og vi ser, at alle beboere har 

en interesse i at overholde farvereglerne. Lidt ligesom i de parcelhuskvarterer, 

hvor man er enige om at passe sin hæk og feje sit fortov, 

siger Mikkel Kühl. 

I ALLE VERDENS FOTOALBUM 

De turister, der har fundet ud af, at Ærøskøbing er et, nej mange, 

besøg værd, trasker da også troligt året rundt i sneglefart rundt i 

Vestergade, Søndergade, Brogade og Nørregade. Alle med kameraet 

for øjet. Og hurtigt får man brugt sit memorycard på det digitale 

kamera eller kørt filmrullen hen på stop, for alle døre er et foto værd. 

– Da dørene blev lavet, var snedkerlønningerne ikke så høje som i 

dag, så der er ikke sparet på detaljerne og arbejdskraften. Og det er 

tydeligt at se, at man også har villet overgå hinanden i udformning 

og farver, siger Mikkel Kühl. 

Selv de huse, der ikke havde råd eller grund til at skilte med rigdom 

og status har døre, der bliver fotograferet. Og beundret. 

Enkelte døre er ikke højere end 1,4-1,5 meter. Og der tales på flere 

modersmål foran døren om, hvem der mon kan have boet der. Historierne 

opstår af sig selv blandt de nysgerrige på brostenene foran de 

døre, der tavst står som vidnesbyrd om århundreders utallige historier. 

Drama. Kærlighed. Lykke. Ulykke. Mord. Selvmord. Fallit. Alt er sket 

bag dørene. Og det er op til beskueren at åbne for sin fantasi, når 

man forestiller sig, at døren gik op – for hundrede eller to hundrede 

år siden. 

EUROPA NOSTRA 

I 2002 fik den 760 år gamle by, Ærøskøbing, Europa Nostra-prisen for bevaring 

af den europæiske kulturarv. Ærø har i dag 6.709 indbyggere og måler 

ca 90 km2. 

Bøgerne om Ærøs huses historier kan købes via Ærøs Museum www.arremus. 

dk. 

Man sejler til en rigtig ø – og derfor har Ærø adskillige færgeforbindelser. Læs 

mere på www.aeroe-ferry.dk. 



35

LIDT AF HVERT 

NB! 

SKOLEKLASSE VINDER EN OMGANG MALING 

Et klasselokale med farver og dekorationer, der symboliserer 

fagene; Dansk, matematik, geografi og naturfag. Med dyr, 

en vulkan, bogstaver, tal, kort over både Danmark og verden 

– endda tidssvarende kort, og ikke som i dag et Danmarkskort, 

som landet lå efter 1864. Sådan beskrev 3.u på Husum 

Skole sit ønske for et nyt klasselokale, og dermed indskrev 

klassen sig som vinder af Københavns Malerlaugs konkurrence 

”Farvernes ABC”, hvor en københavnsk skoleklasse 

kunne vinde en total makeover af deres nedslidte klasse. Med 

til at istandsætte klasselokalet er Erik Peitersen. Udover 

selve konkurrencen har malerlavet oprettet en hjemmeside 

med en masse materiale til skoler om farver og deres betydninger. 

FOTO: www.farvernesabc.dk 

NY HJEMMESIDE 

Danske Malermestre har fået opdateret hjemmesiden www. 

malermestre.dk i en ny udgave, som er mere åben og med 

mere indhold end den tidligere. Samtidigt er sitet for vores 

privatkunder – der tidligere hed www.danskemalermestre. 

dk – smeltet sammen med siden. For privatkunder er der gode 

råd og inspiration til malerarbejdet. På hjemmesiden kan man 

også læse de seneste par års De Farver i en e-udgave. 

RØD PRIK TIL DANSK STOL 

Målet var at skabe stol, som både var god at sidde i for alle og 

som alle kunne holde ud at have stående fremme. Det århusianske 

designfirma DESIGN CONCERN A/S allierede sig med 

en række partnere, fik medfinansiering af Erhvervs- og Byggestyrelsen, 

og fik en gruppe af brugere til at afprøve designet, så 

stolen ergonomisk blev tilpasset både tykke og tynde, høje og 

lave, unge og gamle og folk med særlige behov på grund af dårlig 

ryg eller andet. Det kom der til sidst stolen i-SIT ud af, og det 

udløste den pretigefyldte tyske Red Dot Design Award 2010. 

Red Dot priserne bliver overrakt 5. juli i Essen Aalto Theatre, 

og fra 6. juli til 1. august udstilles de på red dot design museum 

i Essen. Se mere på www.red-dot.org og om stolen på www.i-sit. 

dk. 

FOTO: Lars Mardahl. 

36 

DeFarver

MENNESKER I FARVER 

Museet på Psykiatrisk Hospital i Århus viser hen 

over sommeren en usædvanlig udstilling med 

værker af udviklingshæmmede. En Verden I Farver 

hedder udstillingen, som arrangeres sammen med 

Center for Oligofrenipsykiatri og den skal efterfølgende 

på tour til flere kunstmuseer. Udstillingen 

skal vise omverdenen de talenter og kvaliteter, som 

findes blandt udviklingshæmmede der arbejder 

med kunst og med farver i værksteder. Det er også 

planlagt at udgive en bog om udstillingens 80 

værker. 

EN IDÉ BLIVER UDFØRT 

Kunstindustrimuseet viser frem til 8. august, 

hvordan designerne Halskov & Dalsgaard Design 

arbejder i processen fra tanke til handling. ”Survival 

of the fittest - fra løse skitser til færdigt produkt” 

hedder udstillingen, hvor designerne viser og 

fortæller om, hvordan ideer fødes, dør, smelter 

sammen og bliver til færdige og brugbare produkter. 

Udstillingen viser nogle af designernes produkter 

fra bl.a. IKEA og Stelton. 

NORDISKE DESIGN 

I BELLA 

CODE-messen i Bella Center 

lukker igen op for designnyhe 

de r i a u g u st t i l 

CODE10. Seks områder 

favner de mange bud på nyt 

og innovativt design af møbler, 

lys, tekniske uundværligheder, 

materialer og meget 

andet. CODE10 har i år temaet 

”Be Different Fit In”. 

Se mere på www.code10.dk. 

FOTO: CODE10 

KUNSTENS BRUG AF FARVER 

En eksplosiv natur med glødende farver eller abstrakte mønstre i krasse farver. 

Kunstmalere vælger deres farver med omhu og vil noget med dem, og det 

viser museet Louisiana på udstillingen ”Farver i kunsten” frem til 13. juni. 

Udstillingen handler om den moderne kunst fra slutningen af 1800-tallet og 

til i dag, og Louisiana har fået mulighed for at vise værker fra det schweiziske 

par Werner og Gabrielle Merzbachers private samling med værker af bl.a. 

Monet, Braque og Kirchner. Med til udstillingen hører også interaktive computerprogrammer 

om farve, som gæsterne kan afprøve på pc’er i pauserummet. 

Se mere på www.louisiana.dk. 

FOTO: André Derain,Bâteaux dans le Port de Collioure, 1905. Merzbacher 

Kunststiftung og Werner & Gabrielle Merzbacher. 

37


Respektfuld 

R E N O V E R I N G 

Tekst: Lisbeth Tolstrup – Foto: Søren Hytting, DJ 

DEN RUSSISKE KIRKE I KØBENHAVN – ALEKSANDER NEVSKY KIR- 

KEN I BREDGADE – HAR GENNEM DET SENESTE ÅR GENNEMGÅET 

EN OMFATTENDE RENOVERING. MARKANT I GADEBILLEDET ER DE 

GYLDNE LØGKUPLER HØJT OPPE I DERES STRÅLENDE NYE FORGYLD- 

NING, MEN SAMTIDIG ER UTALLIGE DETALJER INDE I KIRKEN BLEVET 

HENHOLDSVIS RENSET, RENOVERET, MALET OG FORGYLDT. 


39

Renovering af kirker udgør et helt kapitel for sig. Og det uanset 

hvilken trosretning den enkelte kirke repræsenterer. Byggestil 

og dekorationer er tæt forbundet med tradition, kirkelige handlinger 

og selve det at være et indviet sted med ro til fordybelse og 

andagt. For mange københavnere er historien om Aleksander 

Nevsky Kirken i Bredgade også historien om den danske prinsesse 

Dagmar, der blev gift i 1866 med den russiske prins 

Alexander Alexandrovitsch. Og som i 2006 foretog sin sidste 

rejse fra Roskilde Domkirke til Peter og Paul Katedralen i Sankt 

Petersborg, hvor hun nu hviler ved siden af sin mand, zar 

Alexander III. 

Aleksander Nevsky Kirken blev fredet i 1981, nøjagtig 100 år 

efter at prinsesse Dagmar blev russisk kejserinde under navnet 

Maria Feodorovna. Kirken regnes for bevaringsværdig og bl.a. 

derfor har der været god brug for økonomisk støtte fra flere sider 

til den aktuelle renovering. Eksempelvis har Kulturarvsstyrelsen, 

A.P. Møller og Hustru Chastine Mckinney Møllers Fond til 

almene Formaal og Augustinusfonden doneret væsentlige pengebeløb. 

ARKITEKTENS HISTORIE 

Det er arkitekt MAA Leif Topsøe Jensen, der fra begyndelsen 

for flere år siden har været tilknyttet det beskrevne renoverings- 

og restaureringsprojekt. Ved vores besøg i Aleksander Nevsky 

Kirken beretter han om, hvordan der forud for det konkrete 

forløb har været arbejdet på mange niveauer for at indkredse og 

beskrive projektet som en forudsætning for at kunne søge fondsmidler 

til det konkrete arbejde. Og behovet var der – både for at 

istandsætte og for at restaurere. I april 2009 kunne håndværkerne 

endelig gå i gang med det opfattende projekt, som Leif 

Topsøe Jensen vælger at dele op i tre omfattende delprojekter, 

facaden, kuplerne og det indvendige. Sidstnævnte kan desuden 

deles op i trapperum og selve kirken med kor og skib. 

Facaden var både slidt, snavset og hårdt angrebet af luftforurening. 

Enkelte sten var forvitrede, andre revnede, mens atter andre 

var sprængt på grund af rusttærede jernankre inde i muren. 

Murværket er nu nænsomt renoveret, ligesom der er foretaget 

en skånsom afrensning med vådkalkblæsning (JOS-rensning), 

som er mere skånsom end vanlig sandblæsning. Flere af de udhuggede 

dekorationer i sandsten er renset ved hjælp af laser, mens 

andre har fået kalkvandsbehandling. 

Blandt de helt særlige ting der igen er kommet til ære og værdighed 

er en ikon malet på sten, der viser Aleksander Nevsky. 

Efter en omhyggelig konservering kan portrættet af kirkens 

skytshelgen nu igen ses fra gaden. 

DE GYLDNE KUPLER 

Hver enkelt løgkuppel er bygget op over en konstruktion af træ 

beklædt med kobber. Da der blev kigget nærmere på kuplerne 

viste det sig, at kobberet var i god stand, mens forgyldningen 

stort set var slidt ned. Alle overflader blev slebet rene og malet 

inden der kunne lægges guldgrund på. Mens denne endnu var 

”skrigtør” blev der lagt 24 karat bladguld på i ark á 10 x 10 cm. 

Blandt problemerne var at holde kobber og guld adskilt, så de 

ikke indgår i kemisk forbindelse. Som det fremgår af illustrationerne 

er såvel kupler, som kors og kæder nu forgyldt med guldgrund 

og bladguld. 



41

OMSIGGRIBENDE MALERARBEJDE 

Ansvarlig for malerarbejdet er Malerhuset Steen Nielsen af 1938 

ved Torben Bennetzen. Et malerfirma, der har en omfattende 

viden om og erfaring med bl.a. forgyldning og restaurering af 

kirker og kongelige boliger. Blandt tidligere løste opgaver kan 

nævnes forgyldningen af tårnet ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, 

renovering af Christiansborg Slotskirke samt flere 

af palæerne på Amalienborg. 

Blandt de mange, der har arbejdet i kirken er maler Per Gerlach, 

der har været dybt involveret i opgaven med at renovere Den 

russiske Kirke i Bredgade. Skønt forberedelserne har strakt sig 

over flere år, begyndte det konkrete malerarbejde inde i kirken 

først at tage form i august 2009. Blandt andet fortæller han om, 

hvordan opgaven i den forløbne tid har knopskudt på det frodigste, 

i takt med at den russiske menighed fik øjnene op for 

mange af de detaljer, der gennem årene er blevet skjult af soden 

fra levende lys og olielamper. 

Så fra at der inde i kirkerummet kun var planer om enkelte 

”små-reparationer” er der til stadighed opstået flere ideer til, 

hvordan ornamenter, tekstfragmenter og enkeltdetaljer bedst 

kunne renses og renoveres, så de igen kan fremstå tydelige og 

klare i udtrykket. 

ORNAMENTER FREM FRA GLEMSLEN 

Blandt delopgaverne i Den russiske Kirke har loftet sin helt egen 

historie. Kigger man op, ses et fladt loft brudt af tværliggende 

bjælker, hvorimellem der har været talrige malede ornamenter. 

Først kunne hverken farver eller ornamenter ses, men efterhånden 

som der blev tørrenset med svampe tegnede der sig nogle 

smukke og farverige forløb. Samme teknik anvendes ved rensning 

af fx kalkmalerier og andre sarte overflader. 

I koret såvel som i kirkerummet har det været nødvendigt at 

reparere undervæggene og eftermale med almindelig plastmaling, 

mens de fleste detaljer og skriftforløb er udført i gouache, 

omhyggeligt blandet op og indtonet for at svare til de eksisterende 

farver. Endelig er der repareret med bladguld de steder, 

hvor gyldne slyngninger og ornamenter har mistet deres glans. 

EN DÆMPET PALET 

Ved første øjekast kan kirkens indre forekomme ganske mørkt, 

men efter nogle få minutter skelnes stadig flere detaljer, før der 

til sidst fremstår en billedrig og smukt ornamenteret helhed. 

Forløb i rødt og grønt suppleret af slyngninger og rosetter i guld. 

Ornamenter findes over alt i kirkerummet, mens ikoner og billedprogram 

i øvrigt er stærkt præget af referencer til såvel religiøse 

historier, som kirkens egen fortid. 

Arbejdet med at rense, male og grunde er afgørende for at det kan 

lykkes at få det kostbare 24 karats bladguld til at binde på henholdsvis 

kupler, kors og kæder. Set tæt på forekommer processen at 

forgylde ret enkel. Men det kræver håndværk, håndelag og fornemmelse 

for materialer og forløb at kunne arbejde med så store enheder, 

som løgkuplerne over Aleksander Nevsky Kirken faktisk er. 


I selve kirkerummet er der en klar adskillelse mellem kor og 

kirkeskib. Det sker i form af en billedvæg – en såkaldt ikonostas 

– der er rigt dekoreret med træskærerarbejder og indfældede 

ikoner. I billedvæggen findes tre døre, eller porte, en smal i hver 

side og en lidt bredere i midten, den såkaldte zarport. 

I Aleksander Nevsky Kirken er der enkelte regler, det har 

været nødvendigt for håndværkerne at kende. Fx tillades det ikke 

kvinder at komme i alterrummet, hvilket blev lidt af en udfordring, 

da de malede citater skulle renses og males op, og det er 

to kvindelige malere, der er bedst til lige netop den opgave. I de 

forløbne måneder har Lisa Dohlmann og Freja Hørvid renset, 

retoucheret og genmalet de fleste af de smukke russiske skriftsteder, 

der findes i trapperummet og selve kirken. 

EN HISTORIE OM HISTORIEN... 

Blandt de mange beretninger, der knytter sig til opførelsen af 

kirken, handler en om to af Christian IX´s døtre, søstrene Dagmar 

(1847-1928) og Alexandra (1844-1925), der hver især havde 

ønske om at opføre en kirke i København. Dagmar, der efter at 

være konverteret og gift med zar Alexander III fik navnet Maria 

Feodorovna, lykkedes med initiativet til den russisk-ortodokse 

Aleksander Nevsky Kirke (indviet i 1883), mens hendes søster, 

dronning Alexandra af England, lod opføre Den engelske Kirke, 

St. Alban’s Church (indviet i 1887). Mange år senere, i 1906, 

kort tid efter deres fars død, køber søstrene landstedet Hvidøre 

i Gentofte som fælles feriebolig. Der var her på Hvidøre, at 

kejserinde Maria Feodorovna sov ind i 1928. 


Rundt om i Aleksander Nevsky Kirken findes der skriftsteder, udfærdiget med 

smukke kyriliske bogstaver. Hvert enkelt sted har det krævet en afvejning, 

om der skulle renses helt i bund, males op og måske forgyldes eller om der blot 

skulle pletmales efter afrensning. Rundt om i Den russiske Kirke findes en 

overdådighed af udsmykkede buer, søjler og flader. Korsformer, stiliserede blade 

og rosetter veksler med lige linjer og buede portaler. Rent maleteknisk har 

der været brug for inddrage klassiske teknikker og materialer som gouache, 

limfarve og tempera helt afhængigt af hvad der skulle repareres og fornyes det 

enkelte sted. 

HELGEN OG NATIONALHELT 

Aleksander Nevsky Kirken er den eneste russisk-ortodokse kirke i Danmark. 

Kirken er tegnet af den russiske arkitekt David Ivanovitj Grimm. Opførelsen 

i 1881-83 blev forestået af den danske arkitekt Albert Jensen (1847-1913) 

under tilsyn af Ferdinand Meldahl (1827-1908). Det skete med økonomisk 

støtte fra zar Aleksander II, svigerfar til kejserinde Dagmar, der var datter af 

Christian IX (1818-1906). Kirken blev fredet i 1981. 

Den russisk-ortodokse kirke er indviet til Aleksander Nevsky (ca. 1218-1263), 

russisk helgen og nationalhelt. Han fik tilnavnet Nevsky efter en sejr over 

svenskerne ved floden Neva i 1240 og blev storfyrste af Vladimir i 1252. 

Kanoniseret i 1547. 

43

Tekst: Bodil Rohde – Foto: Alex Tran 

NORMALT ER DET SKRIFTEN PÅ VÆGGEN, MAN SER, MEN PÅ EN FYNSK MØBEL- 

FABRIK, ER DET VIRKSOMHEDENS HISTORIER, DER BLIVER FORTALT GENNEM 

TI STORE VÆGMALERIER. 

Når medarbejderne møder på arbejde på møbelfabrikken 

Carl Hansen & Søn i Årup, kan de være 

helt sikre på at få en daglig dosis kunstoplevelse. 

Her er de to produktionshaller nemlig blevet 

udsmykket med ti store vægmalerier, som fortæller 

fabrikkens historie, og for en del medarbejdere 

bliver oplevelsen ikke mindre af, at de selv 

optræder på malerierne. 

– Idéen til malerierne fik jeg for et par år siden, 

fortæller fabrikant Knud Erik Hansen og fortsætter: 

– Jeg ville give medarbejderne en særlig gave til 

fabrikkens 100-års jubilæum i 2008. Det blev til 

et maleri for hvert årti lavet af maleren Hardy 

Ernst. Nu er vores historie så kommet op på væggene, 

og til fornøjelse for os alle er personer, 

værktøjer og omgivelser helt genkendelige. 

Nogle kan oven i købet se sig selv i færd med 

dagens arbejde. 

Vægmalerierne er også beretningen om en 

virksomhed, som har været i familiens eje, siden 

grundlæggeren Carl Hansen startede et møbelsnedkeri 

i Odense i begyndelsen af forrige århundrede. 

Fra 1949, hvor sønnen Holger Hansen 

mødte arkitekten Hans J. Wegner, har fabrikken 

udelukkende produceret Wegner-møbler, og i de 

sidste seks år er det foregået i nye fabrikshaller på 

Vestfyn. 

På møbelfabrikken Carl 

Hansen & Søn i Årup, kan 

de ansatte være helt sikre på at 

få en daglig dosis kunstoplevelse. 

To produktionshaller er 

nemlig blevet udsmykket med 

ti store vægmalerier, der skal 

fortælle fabrikkens historie. 



45

ÅRTIETS HISTORIE 

I en del af malerierne er der en speciel historie om 

det årti, de afspejler. Begivenheder, som har været 

afgørende for, hvordan Carl Hansens møbelsnedkeri 

har udviklet sig til en virksomhed, som i dag 

sælger sine produkter over hele verden. 

For eksempel om dengang i årene 1948-1958, 

da Holger Hansen mødte Hans J. Wegner. Eller 

det næste årti, hvor Ella Hansen med kort varsel 

overtog ledelsen af fabrikken, da hendes mand 

døde, og maleriet 1988-1998, der fortæller om den 

dag, da sønnen Knud Erik Hansen overtog virksomheden 

fra sin bror Jørgen Gerner Hansen. 

Medarbejderne er med på næsten alle malerierne, 

og portrætterne er gengivet så naturtro som 

muligt efter gamle og nye fotografier. De illustrerer, 

hvordan arbejdet er foregået i det forløbne 

århundrede. Fra møbelsnedkeri til højteknologisk 

produktion, men dog stadig med en del gammeldags 

håndarbejde. 

MALET I ARBEJDSTIDEN 

Da Hardy Ernst gik i gang med malerierne fik han 

at vide, at han ikke måtte male i fritiden og i weekenden. 

Det skulle foregå i den normale arbejdstid, 

og det var der en god grund til. 

– Da vi flyttede ind i den nye fabrik, fulgte alle, 

der var ansat på den gamle fabrik med, og her var 

de fleste vant til at arbejde ved traditionelle snedkerimaskiner. 

Lige pludselig skulle de stå ved helt 

nye højteknologiske maskiner, og det var en svær 

omstillingsproces. Mange var usikre, indtil de fik 

lært at betjene flere maskiner og kunne rykke 

rundt mellem forskellige arbejdsfunktioner, forklarer 

Knud Erik Hansen, der også havde en anden 

tanke med at lade kunstneren arbejde i arbejdstiden: 

Medarbejderne skulle have mulighed for at 

gå i dialog med kunstneren. Og det gjorde de i høj 

grad. Hardy Ernst fik masser af gode råd og fif om 

personer og værktøjer, der skulle med på malerierne, 

og han blev simpelthen en del af virksomheden 

i de ni måneder, han gik og malede. 

OPLEVELSESRIGE MÅNEDER 

Med forarbejdet tog det 16 måneder at lave vægmalerierne. 

De er henholdsvis 9 og 10 kvadratmeter 

store og malet med akrylmaling i afdæmpede 

farver. Til sidst har de fået et UV-filter, så farverne 

kan holde. Både UV-filtret og grundingen 

af væggene har malermester Claus Andersen fra 

Årup stået for. 

– Det har været en herlig oplevelse, som har sat 

en masse tanker og engagement i gang, og vi 

glæder os over malerierne hver dag, siger Knud 

Erik Hansen. 

Medarbejderne er med på 

næsten alle malerierne, og 

portrætterne er gengivet så 

naturtro som muligt efter 

gamle og nye fotografier. De 

illustrerer, hvordan arbejdet 

er foregået i det forløbne århundrede. 



47


Tekst: Mads Clausager – Foto: Thomas Vilhelm 

CATALANSKE ANTONI GAUDÍ VAR IKKE BLOT EN USÆDVANLIGT FARVERIG AR- 

KITEKT. HAN VAR OGSÅ BILLEDHUGGER OG MALER, DER SKREV EVENTYRLIGE 

DIGTE I STEN OG FARVER. BEDST KENDT ER HAN FOR KIRKEN, LA SAGRADA 

FAMILIA, DER FORTSAT IKKE ER FÆRDIG, MEN BARCELONA RUMMER MANGE 

SPOR AF DEN KENDTE ARKITEKT. 

DeFarver 49

Den religiøse Gaudí kaldte på naturens kræfter, da han skulle kombinere farverne i den lange bænks mosaik, der snor sig som en slange gennem Güellparken 

i Barcelona. Ved at slå farverne i stykker for at lade dem mødes i tusinder af nye keramikbrud kom arkitekten væk fra de klassiske former og 

skabte i stedet geometri og farvesammenstød, der udfolder sig på naturens vilkår. 

Den snoede symfoni i farver får bænken til at svæve som et stort, 

kulørt maleri i landskabet. Farverne er slået i tusinde stykker og 

stumper for at mødes og brydes igen i en kaotisk men alligevel 

legende let collage over 156 meter, hvor alle tænkelige kulører er 

i spil. Enkelte farver træder frem som dominerende i bænkens 

forskellige afsnit, der med de glidende overgange virker som 

satser i symfonien. Og dykker man ned under den skinnende 

mosaiks forførende overflade, dukker farver op, der fortæller historier 

om tro, håb, velgørenhed – og en god portion sparsommelighed. 

Gennem sit usædvanligt kreative liv brugte den spanske arkitekt 

Antoni Gaudí nogle farver mere end andre, men i princippet var 

de alle sammen velkomne i hans univers – og især, hvis de var 

billige. Med i bænkens overdådige mosaik er også porcelænsfarvede 

stykker af wc-kummer og brune skår fra ølflasker og glas fra 

spejle, for efter en lettere udsvævende ungdom med et pænt 

forbrug af livets goder blev Gaudí mere og mere asketisk. Mager 

og klædt i lasede grå klæder omsatte han sin indre glødende 

iderigdom til arkitektur, hvor der til gengæld overhovedet ikke 

blev sparet på hverken fantasien, formerne eller farverne. 

Fra bænken i Güell-parken søger blikket naturligt ud over Barcelona, 

hvor Antoni Gaudí udfoldede sin eventyrlige byggestil. Op 

over byens kompakte boligmasse skyder spirene på La Sagrada 

Familia, der endnu – 84 år efter arkitektens død – er en byggeplads, 

og det vil den være endnu et par årtier eller mere, før arkitektens 

hovedværk er ført til vejs ende. 

Mens Gaudí levede, var byens indbyggere skeptiske eller direkte 

negative over for hans arkitektur, men tiden har placeret 

ham som en af historiens største og mest originale arkitekter, og 

i Barcelona er han i dag et kært bysbarn. La Sagrada Familia og 

Gaudí’s andre værker hører hjemme i turistattraktionernes superliga, 

og hvert år strømmer millioner af turister til Middelhavsbyen 

for at opleve geniet Gaudí. 

EL MODERNISME 

Gaudí tog eksamen på Barcelonas arkitektskole i 1878 og begyndte 

sit virke, mens Art Nouveau-bølgen skyllede over Europa 

og prægede kunst, design og arkitektur. Denne nye orientering 

ramte Catalonien på et tidspunkt, hvor Barcelonas befolkningstal 

boomede og store rigdomme blev skabt på fabrikkerne rundt om 



51

Gennem et langt og meget produktivt arbejdsliv frustrerede det Gaudí, at den officielle anerkendelse glimrede ved sit fravær. Kun en enkelt pris blev det 

til, og det var oven i købet for et af arkitektens næsten normale huse, som han tegnede et par stykker af med venstre hånd. Barcelonas rigmænd, blandt 

andre tekstil-baronen Güell, stod imidlertid i kø for at hyre den fantasifulde arkitekt, og med årene har Gaudí indtaget en plads blandt historiens største 

arkitekter. 

byen. Catalanerne kaldte bevægelsen ”el modernisme”, og tog 

den til sig som en del af det voksende ønske om selvstændighed. 

Der blev bygget løs i nationalismens navn, og på den baggrund 

opstod byens helt specielle og verdensberømte arkitektoniske 

udtryk. 

Tro mod Art Nouveau var Gaudí helt med på at vende ryggen 

til det retlinede industrielle samfund og i stedet søge inspiration 

i naturens bølgende former og i dens farver, og med hensyn til at 

omfortolke dette tankesæt til byggerier var han den mest markante 

og mest ekstreme blandt de catalanske modernister. Gaudí 

lod sig dog også inspirere af flere andre stilarter, og ved at tilsætte 

nye standarder for geometri, volumen og struktur skabte 

han et helt nyt arkitektonisk sprog. Han ville samle alle kunstformer 

i arkitekturen, og han opfattede også sig selv som billedhugger 

og som maler, når han byggede, og af sin eftertid er han beskrevet 

som en poet, der digtede sine huse i sten og farver. 

Naturen er ikke ensfarvet. Intet i naturen er fuldkomment 

farveløst, ligesom der ikke findes rette linjer i naturen, sagde 

Gaudí, der mente, at menneskehedens forfald begyndte, da vi 

holdt op med at iagttage naturen. Og så kasserede han arkitekturens 

kendte spilleregler og gjorde naturen til den store byg- 

herre. Det eneste, der er lige i Gaudí’s bygninger, er gulvet. Alt 

andet, og det gælder også de møbler, han designede, er rundt, 

krumt, buet, bugtende eller spiralformet. 

GAUDÍ’S FARVETEST 

Gaudí tog selv på indkøb til byens keramikfabrikker, og han var 

ikke selektiv med hensyn til kaklernes form, farve eller kvalitet. 

Alt, hvad den sparsommelige arkitekt kunne finde af kasseret 

materiale og udgåede, billige farver, tog han med glæde med sig 

til byggepladserne. Således også, da Spaniens på det tidspunkt 

rigeste mand, tekstilfabrikanten Eusebi Güell, omkring år 1900 

hyrede Gaudí til at skabe en større park i et skrånende område, 

der dengang lå lidt øde et par kilometer fra byens centrum. 

En stribe af hestevogne sled sig op på byggepladsen og efterlod 

et bjerg af fliser i alle tænkelige kulører, som blev splintret i stumper, 

hvis de ikke var gået i stykker allerede. En morgen satte Gaudí 

30 murere stævne og bad dem om hver især at bruge dagen på 

at sortere den brudte keramik efter farve, og så overlod han dem 

til arbejdet. Hen under aften kom arkitekten tilbage og så, hvor 

forskelligt håndværkerne havde løst opgaven. Nogle murere 

havde lavet en bunke med alle de hvide, mens andre havde delt 


Ved at skille alting i småstykker og samle det i nye former og farver var Gaudí banebrydende med ideer, der senere gav international succes for malerkunstens 

kubister som blandt andre landsmanden Picasso. Det menes, at Gaudí selv var inspireret af en gammel tradition fra Vietnam, som den belæste 

arkitekt var stødt på i en bog. I datidens Vietnam havde hver vietnameser en tallerken, en kop og et spejl gennem hele livet, og når en person døde, blev 

de keramiske ejendele slået i småstykker og muret ind i den gravsten, der blev rejst. 

de hvidlige op i 10 bunker efter de forskellige toner. Gaudí valgte 

de murere, der havde set mange farver i fliserne, til arbejdet med 

bænkens mosaik, mens de andre murere blev sat til andet og 

mindre farverigt arbejde. 

KOSTBART OG SKINNENDE 

Gaudí var stilskabende, da han begyndte at bryde helheder op og 

samle den brudte keramik i store, farverige collager. I Catalonien 

blev denne teknik, der går under betegnelsen ”trencadis”, populær, 

og den har lige siden sat sit præg på byggeri og kunst i regionen. 

Metoden tiltalte den sparsommelige arkitekt, blandt andet fordi 

han på denne måde kunne bruge rub og stub og samtidig skabe 

et resultat, der har noget kostbart skinnende over sig. 

I 1913, efter syv års arbejde, stod den slyngende bænk færdig 

med en hvid base i mosaikken – men frodigt dekoreret. Dadaistiske 

og surrealistiske collager med overvejende abstrakte motiver 

blander sig med figurative indslag i form af blandt andet stjerner, 

fisk, blomster og krabber. Over de 156 meter kommer stort set alle 

farver på banen, men det ses, at Gaudí doserede ekstra brug af 

blå, grøn og gul, for i hans verden symboliserede de tre farver tro, 

håb og velgørenhed. 


53

Øglen med den keramiske hud, der vogter over indgangen til Güell-parken med et springvand i munden, er blevet en af Gaudí's mest emblematiske 

figurer, mens Casa Batlló's facade og skorstene på taget også bliver fotograferet flittigt af de millioner af turister, der kommer til Barcelona for at 

opleve arkitektens værker. Mosaikkens mange farver på facaden giver fantasien frit spil. Nogle ser et sukkerkagehus, andre et bølgende hav med skumtoppe, 

sikkert er det dog, at bygningen helt i Gaudí's ånd ikke rummer rette linier eller skarpe vinkler - det gælder også inde i huset, der blandt andet 

rummer et eksempel på en af arkitektens mange buegange. 


ØGLE PÅ ELEFANTFØDDER 

På rådhuset i Barcelona var Gaudí’s personlige byggestil ikke 

populær. Bystyret gav blot arkitekten en enkelt opgave, og det 

var at designe en gadelampe, som i øvrigt stadig lyser op på 

Plaza Real i byens centrum. Gaudí byggede for Barcelonas stenrige 

fabrikanter, der støttede kunsten og avantgarden, blandt 

andet for at vise, at de havde en progressiv side og hjertet på 

rette sted og ikke kun tænkte på at tjene penge. 

For kakkelfabrikanten Vicens legede Gaudi med at blande Art 

Nouveau og den mauriske stil godt og grundigt sammen. Som et 

skakbræt er Casa Vicens (1883-1888) pakket ind i ternede kakler, 

og inde i huset er der heller ikke sparet på fliserne, som helt i 

Gaudí’s ånd blev opført af fabrikantens billigste materialer. I 

denne tidlige fase blev Gaudí optaget af en grøn tone, som salgsmæssigt 

floppede for fabrikkerne, så han kunne erhverve fliserne 

til en god pris. På de vissengrønne kakler malede Gaudí orange 

blomster, og resultatet ses overalt i huset. Arkitektens hang til 

flisen betyder, at denne grønne tone i Barcelona har fået betegnelsen 

”Gaudí-grøn”. 


På Passeig de García, byens bredeste boulevard og fineste adresse, 

skabte Gaudí et eventyragtigt sukkerkagehus på elefantfødder 

for industribaronen Batlló. Ud mod gaden ligner taget ryggen på 

en øgle, som det er dannet af blålige og rosafarvede teglsten. 

Facaden har et skællet udtryk med små mosaiksten, der glimter 

i sollyset sammen med flere hundrede runde fliser malet i et kaos 

af skarpe farver. Det kan se ud, som om farverne er kastet på 

facaden uden styring, men det fortælles, at Gaudí under opførelsen 

af Casa Batlló (1904-1906) sad på det brede fortov og dirigerede 

murerne på stilladset og bad om mere grønt her eller mere 

gult dér for at få det farveudtryk, han ønskede. 

Lidt længere oppe ad samme gade skabte Gaudí et bølgende 

byggeri, der er det mindst farverige blandt arkitektens værker. 

Huset til ægteparret Milá har en sandfarvet facade, og fraværet 

af farve har givet bygningen tilnavnet ”La Pedrera”, som er det 

lokale ord for stenbruddet. Inde bag facaden var Casa Milá (1906- 

10) dog overdådigt udsmykket og farverigt. Gaudí brugte nogle 

af datidens største kunstmalere til opgaven, men tiden har slettet 

de fleste spor af deres værker. 

55

KONTAKT TIL HIMLEN 

Gaudí var kun 31 år, da han i 1883 overtog byggeriet af La Sagrada 

Familia. Som troen voksede i styrke brugte han mere og mere tid 

på det gigantiske, katolske tempel, og fra 1910 og frem til sin død 

16 år senere dedikerede den evige ungkarl al sin tid til kirken, der 

er en hyldest til den hellige familie. Gaudí begyndte at opfatte sig 

selv som Herrens udsendte arkitekt på Jorden, der skabte arkitektur 

på en direkte linje til himlen. Arbejdet blev kun afbrudt af de 

daglige bønner og et par simple måltider, og arkitekten måtte 

også bruge tid på at gå rundt i kvarteret og samle Pesetas ind, for 

pengene til byggeriet var små. 

Byggeriet skred kun langsomt frem, og efter Gaudí’s død har 

det i perioder ligget helt stille på grund af pengemangel, borgerkrig 

og tvivl om, hvordan arkitekten egentlig havde tænkt sig, at 

kirken skulle se ud. Gaudí foretrak at arbejde uden tegninger. Han 

tog udgangspunkt i modeller, men ændrede i øvrigt ofte byggerierne, 

som de skred frem. Til det videre arbejde med La Sagrada 

Familia efterlod han en gipsmodel, der blev beskadiget 

under den spanske borgerkrig, men Gaudí’s stigende popularitet 

i de senere år har genereret penge og fejet alle forhindringer af 

banen. 

Nu begynder stenene at række ud efter himlen over Barcelona, 

men fortsat er det kun svagt, at konturerne af Gaudi’s livsværk 

toner frem. Når kirken er færdig engang på den anden side af 

2050, vil den fremstå med 18 tårne af varierende højde fra 98 

meter op til det største i midten på 170 meter, der er tilegnet Jesus. 

Det højeste tårn krones med et stort kors på toppen, hvorfra 

projektører vil kaste lys ud over byen. 

ENSOM DØD 

På vej til bøn blev den 74-årige Gaudí i 1926 kørt over af en sporvogn. 

Kvæstet lå han på Gran Via, men ingen hjalp den anonyme, 

magre mand, der i sit lurvede tøj lignede en tigger. Et par dage 

senere døde Barcelonas store arkitekt af sine kvæstelser, og han 

blev begravet i krypten ved livsværket La Sagrada Familia. 

Som en arkitekt, der ville give ordet til naturen i sine værker, var Gaudí 

ikke bange for at lade stenenes egne farver tale, og farverne holder sine 

velvalgte pauser i hans byggerier. Til gengæld er Gaudi´s kulører altid til 

stede i et meget klart udtryk. Farverne er tilført i en relativt ren form, og 

sådan får de virkelig lov til at udfolde sig. Ofte er det farvernes opgave at 

stå som kontrast til de sandfarvede sten som her i Gaudis hovedværk, La 

Sagrada Familia. 



57

Næste nummer 

Det gamle rådhus i Thisted 

Netto's nye lager Burano's farver 

Arkitekturens svar på Grundtvig … Intet mindre. 

Sådan skriver Realea på sin hjemmeside 

om arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll. 

Realea købte tilbage i 2007 det gamle rådhus 

i Thisted; en imponerende, historicistisk 

bygning tegnet af netop Bindesbøll og opført 

i 1853. Realea har gennemført en omfattende 

restaurering af det gamle rådhus, der 

oprindeligt rummede både rådstue, arrest, 

arrestforvarerens bolig, sprøjtehus – samt 

– sparekasse. Restaureringen er gennemført 

med henblik på at bringe den statelige 

ejendom tilbage til sit oprindelige udtryk: 

En indsats, der blev hjulpet godt på vej, da 

det lykkedes at finde en kopi af Bindesbølls 

originale tegninger til huset. 

Ikke overraskende er Netto’s nye lager- og 

administrationsbygning ved Århus meget 

mere moderne i sit udtryk. Og bestemt ikke 

holdt i sort og gul, som Netto ellers er kendt 

for. Alternative farver som en lummer, lys 

orange og en brækket lilla er strøet ud over 

gange, kantiner, kontorer og møderum. De 

tvetydige og ”beskidte” farver pryder overalt i 

form stringente farvekoder. Og den lille skottehund 

– Nettos maskot – er der også fundet 

plads til. 

Stringent er ikke det første ord, man kommer 

til at tænke på, når talen falder på det lille 

bysamfund, Burano, en halv times sejlads fra 

Venedig. Her er der, med et lidt forslidt udtryk, 

knald på farverne; helt modsat de sarte 

pastelfarver, der er Venedigs kendetegn. 

Og Buranos farver er ikke kun et udtryk for 

livsglæde – tidligere tjente de stærke, klare 

farver til at hjælpe øens fiskere sikkert gennem 

lagunens tågedis, når de vendte hjem fra 

Adriaterhavet. Den dag i dag ernærer 450 af 

øboerne sig stadig af fiskeri og leverer dagligt 

friskfanget fisk til Rialtomarkedet i Venedig. 

De Farver nummer 67 er på gaden primo 

september. 


mba NYHEDSBREV 

Skimmel trives i skjul 

Selvom der ikke umiddelbart er tegn på det, kan skimmelsvampen 

sagtens gro bag tapet eller glasvæv. Og på den 

måde kan svampen nå at sprede sig ganske voldsomt, inden 

den bliver opdaget. 

Tekst: Anne Pia Koch, Teknologisk Institut 

Bag vægbeklædninger som glasvæv, vinyltapet og tapeter med 

flere lag maling kan der gro skimmelsvampe over flere kvadratmeter. 

Skimmelvæksten er skjult eller kan svagt anes som en grå 

skygge gennem tapet og maling. Kun når luftfugtigheden bliver 

meget høj på den indvendige overflade, gror skimmelvæksten 

også på den indvendige side. Denne artikels ærinde er at gøre 

opmærksom på risikoen for skimmelvækst skjult bag tapet. 

Heldigvis er det ikke altid, det går galt, men hvornår er det så, 

man skal være på vagt? Teknologisk Institut besigtiger årligt et 

stort antal boliger, hvor skimmelvækst er et problem, eller hvor 

der er mistanke om skimmelvækst grundet helbredsgener, som 


Malerfagets 

Behandlingsanvisninger 

Nyhedsbrev 19 / Sommer 10 ISSN: 1901-9955 

man kan få ved at opholde sig i boliger med skimmelvækst. I en 

del af disse sager sidder skimmelvæksten skjult bag tapeter 

opsat på kolde ydervægge. 

Mange typer murværk 

Det drejer sig om følgende typer af ydervægge: Massive ydermure 

af beton eller mursten. Dobbelte vægge, hvor der er massive 

bindere. Dobbelte vægge, hvor isoleringen i hulrummet er blevet 

våd. Ydervægge, hvor der er svigt i vedligehold. Brystninger under 

vinduer. Vægge med opstigende grundfugt eller indtrængende 

fugt, f.eks. kældervægge. 

Desuden indervægge mod badeværelser, hvor der sker opfugtning 

fra badeværelset eller fra lækage på skjulte rør. 

Overfladerne er typisk flere lag savsmuldstapet (rutex), vaskbare 

tapeter eller glasvæv, som er blevet malet flere gange. Rutex 

og glasvæv er almindeligt brugt især i udlejningsejendomme, 

fordi det er så nemt bare at male væggene en gang, når der er 

lejerskifte. 

59

Skimmel trives i skjul 

Holder på fugten 

Men efterhånden, når der er malet og tapetseret mange gange, 

bliver tapet og malingsfilm næsten som en finer, der står på 

panelet. Vedhæftningen kan være sluppet mere eller mindre, og 

det samlede lag tilbageholder udefrakommende fugt, og i visse 

situationer kan der dannes kondens i mellemlaget. Der er dermed 

skabt god grobund for skimmelsvampe i mellemlaget mellem 

puds og tapet. Her er der passende fugt og næring i form af klister, 

tapet og lidt snavs. Ingen ser det gro, men beboerne får i 

værste fald helbredsgener. 

Malere, der bliver bedt om at male sådan et underlag, skal 

være opmærksomme på, hvad der er under tapetet. For at sikre 

sig, at man ikke maler på skimmel, kan man skære en lille firkant 

op på tre sider og løfte tapetet. Er pudset bagved rent lysegråt, 

er der ingen fare. Er pudset og tapetets bagside sort, grønt, turkis 

eller andre kulører, må man tage tapetet af og udføre en skimmelafrensning. 

I værste fald skal pudset fjernes, idet det kan 

være helt umuligt at rense, hvis skimmelvæksten har siddet der 

længe. 

Skimmelsvampe er bittesmå svampe, som spreder sig gennem luften ved hjælp af 

sporer. Disse sporer kan udvikle sig til skimmelsvampe på fugtige overflader. 

Skimmelsvampe viser sig som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller skjolder, 

der ofte har en lodden overflade. 

Ikke kun i gamle huse 

Udlejere bør altså være opmærksomme på, at man ikke i én uendelighed 

skal male vægbeklædningen over. En gang imellem skal 

man rense det gamle tapet af og bygge bunden op igen. Hvis 

væggene har tendens til skimmeldannelse på grund af konstruktive 

forhold, der ikke kan ændres på, så kan det være en bedre 

ide at undlade vægbeklædningen og i stedet male direkte på den 

pudsede eller spartlede flade. 

Det gælder også lysninger, hvor der ofte ses skimmelvækst. I 

kældre bør man hverken opsætte tapet eller plader på væggene. 

Vægge, hvor der er fugtproblemer, afskalning, mursalte og misfarvninger, 

skal males med en meget diffussionsåben maling. 

Er en væg blevet skimmelangrebet, skal skimmelvæksten fjernes 

helt. Forudsætningerne for malebehandling skal være i 

orden; der må ikke bare males henover, ligegyldigt hvilket produkt 

der anvendes. 

Det er ikke kun gamle huse, der bliver ramt af dette skimmelfænomen. 

I nybyggeri kan der udvikles skimmel bag tapetet, 

hvis det sættes op for tidligt i byggefasen, før væggene er blevet 

helt tørre. En hjælp til at vurdere, om en væg er tør før 

malerbehandling, er at scanne væggens fugtindhold med en 

GANN-måler. 



Undervisning 

i brugen af MBA 

Danske Malermestre har de senere år undervist på Erhvervsakademiet i Horsens og København, 

hvor der hvert år udklækkes næsten 500 bygningskonstruktører. 

Tekst og Foto: Lilian Bech 

Danske Malermestre gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til MBA’en, og fremover skal også konstruktørerne fra Erhvervsakademiet i Århus 

lære kataloget at kende. Her er det arkitekter og malermestre på Bornholm, der får gennemgået funktionerne i kataloget. 

Og da det er Danske Malermestres erfaring, at det er konstruktører, 

der som oftest udarbejder udbudsgrundlagene 

til byggemål, herunder malerarbejde i Danmark, er det en 

kæmpe gevinst, at Danske Malermestre har mulighed for 

at undervise i brugen af MBA. De nyuddannede konstruktører 

bliver hermed klædt på til at beskrive malerarbejde 

korrekt og præcist og finde ud af, at det ikke behøver at 

være specielt tidskrævende. Og vi får også mulighed for at 

gøre opmærksom på, at vi hos Danske Malermestre er klar 

over, at vi i malebranchen ikke fylder mest i et udbuds- 

øjemed, men at, når byggeriet skal afleveres, fylder 

malerarbejdet rigtig, rigtig meget i forhold til andre hånd- 

værksfag. 

Så derfor anmodes de snart nyudlærte konstruktører om 

at bruge blot lidt mere tid på at gøre sig tanker om, hvordan 

malerarbejde skal fremtræde ved aflevering og at de 

med brugen af MBA helt præcist kan beskrive, hvad der 

ønskes. 

Og Danske Malermestre skal nu også undervise på 

Erhvervsakademiet i Århus. 

Også alle vore egne malerfirmaer undervises således, 

at de udbydende og udøvende taler samme sprog, når der 

tales malerarbejde. 

61

Malerfagets Behandlingsanvisninger / Nyhedsbrev 18 / Forår 10 

1 lag gips = Q1 

Når vi spartler og maler på et lag gips, kan vi 

kun opnå en dækket, lukket glat og udfyldt 

flade. Dette opfylder som regel ikke vores 

kunders forventninger og ønsker. 

De forventninger, kunderne har, svarer som regel til Q3, 

hvor der bl.a. er to lag gips og fuldspartling efterfulgt 

af diverse malerbehandlinger m.m. 

Q-kvaliteter kan ikke blandes, hvilket vil sige, at 

tømrerne ikke kan levere Q1, hvorefter malerne leverer 

eksempelvis Q3. 

Læs mere i pjecen ”Gipsmontage og overfladebehandling”. 

Og vær desuden opmærksom på, at som det 

eneste neutrale malerbeskrivelseskatalog indeholder 

MBA allerede nu malerbehandlinger, som kan og skal 

udføres på gips, der er monteret i henhold til 

Q-beskrivelserne. 

Sekretariatet bag mba 

Lilian Bech: Afdelingsleder af Fag lig Teknisk Af deling. 

Uddannet bygningsmaler, malerfagets videregående 

uddannelse fra Odense og har været tilknyt 

tet malerbranchens forskellige grene si den 

1977. 

Allan Brohus: Ansat i Faglig Teknisk Afdeling i Århus. 

Uddannet bygningsmaler, malerfagets vide regående 

uddannelse fra Århus og har været tilknyttet 

malerfaget siden 1983. 

Sekretariatet tog allerede i 1999 initiativet til et 

nyt beskrivelsesværktøj til vedligehold og renovering 

af malerarbejde. Baggrunden for dette tiltag 

var, at det gang på gang viste sig, at anvisninger til 

egentlige renoveringsopgaver ikke fandtes. 

Udbydere af malerarbejde var henvist til selv at for- 

søge at bygge nogle systemer op, som i mange tilfælde 

ikke levede op til det forventede, hvilket ret 

ofte gav anledning til tvister udbydere og udøvere 

imellem. Siden viste det sig, at en del udbydere 

efter spurgte nybehandlingsanvisninger opbygget 

efter samme princip. Det har Malerfagets Oplysningsråd 

nu fået udarbejdet i en virtuel udgave af 

MBA, hvor malearbejde beskrives på en let, hurtig 

og præcis måde, så det er blevet let at undgå fejl i 

malebeskrivelser. 

Beskrivelsesværktøjet vedligeholdes og udbygges 

af MBA-sekretariatet og eventuelle spørgsmål og 

ideer kan stilles til Lilian Bech og Allan Brohus. 

Lilian Bech 

Allan Brohus 

62 DeFarver 

Danske Malermestre / Islands Brygge 26 / Postboks 1989 / 2300 København S / www.malermestre.dk

Rigtig farvevalg? 

Danske Malermestre 

inspirerer og spreder farverige 

oplevelser i nummer efter 

nummer efter nummer ... 

De Farver – fire gange om året – siden 1994

DeFarver - Mille Kalsmose

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?