DeFarver - Mille Kalsmose

Gennem et langt og meget produktivt arbejdsliv frustrerede det Gaudí, at den officielle anerkendelse glimrede ved sit fravær. Kun en enkelt pris blev det
til, og det var oven i købet for et af arkitektens næsten normale huse, som han tegnede et par stykker af med venstre hånd. Barcelonas rigmænd, blandt
andre tekstil-baronen Güell, stod imidlertid i kø for at hyre den fantasifulde arkitekt, og med årene har Gaudí indtaget en plads blandt historiens største
arkitekter.
byen. Catalanerne kaldte bevægelsen ”el modernisme”, og tog
den til sig som en del af det voksende ønske om selvstændighed.
Der blev bygget løs i nationalismens navn, og på den baggrund
opstod byens helt specielle og verdensberømte arkitektoniske
udtryk.
Tro mod Art Nouveau var Gaudí helt med på at vende ryggen
til det retlinede industrielle samfund og i stedet søge inspiration
i naturens bølgende former og i dens farver, og med hensyn til at
omfortolke dette tankesæt til byggerier var han den mest markante
og mest ekstreme blandt de catalanske modernister. Gaudí
lod sig dog også inspirere af flere andre stilarter, og ved at tilsætte
nye standarder for geometri, volumen og struktur skabte
han et helt nyt arkitektonisk sprog. Han ville samle alle kunstformer
i arkitekturen, og han opfattede også sig selv som billedhugger
og som maler, når han byggede, og af sin eftertid er han beskrevet
som en poet, der digtede sine huse i sten og farver.
Naturen er ikke ensfarvet. Intet i naturen er fuldkomment
farveløst, ligesom der ikke findes rette linjer i naturen, sagde
Gaudí, der mente, at menneskehedens forfald begyndte, da vi
holdt op med at iagttage naturen. Og så kasserede han arkitekturens
kendte spilleregler og gjorde naturen til den store byg-
herre. Det eneste, der er lige i Gaudí’s bygninger, er gulvet. Alt
andet, og det gælder også de møbler, han designede, er rundt,
krumt, buet, bugtende eller spiralformet.
GAUDÍ’S FARVETEST
Gaudí tog selv på indkøb til byens keramikfabrikker, og han var
ikke selektiv med hensyn til kaklernes form, farve eller kvalitet.
Alt, hvad den sparsommelige arkitekt kunne finde af kasseret
materiale og udgåede, billige farver, tog han med glæde med sig
til byggepladserne. Således også, da Spaniens på det tidspunkt
rigeste mand, tekstilfabrikanten Eusebi Güell, omkring år 1900
hyrede Gaudí til at skabe en større park i et skrånende område,
der dengang lå lidt øde et par kilometer fra byens centrum.
En stribe af hestevogne sled sig op på byggepladsen og efterlod
et bjerg af fliser i alle tænkelige kulører, som blev splintret i stumper,
hvis de ikke var gået i stykker allerede. En morgen satte Gaudí
30 murere stævne og bad dem om hver især at bruge dagen på
at sortere den brudte keramik efter farve, og så overlod han dem
til arbejdet. Hen under aften kom arkitekten tilbage og så, hvor
forskelligt håndværkerne havde løst opgaven. Nogle murere
havde lavet en bunke med alle de hvide, mens andre havde delt
52 DeFarver