Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

More documents

Recommendations

Info

uden den store kemifabrik ude på Tangen. Endelig og ikke mindst er der de mange unge, som rejser ud for uddannelsens skyld og som kun i begrænset omfang vender tilbage, fordi beskæftigelsesmulighederne ikke findes her omkring. Denne udvikling er vel ikke speciel for denne egns vedkommende. Her deler man kår med store dele af Vestkysten og andre afviklingsområder rundt om i landet. Udkantdanmark er et af de nytilkomne ord. Underligt at skulle forestille sig, at et så lille land som vort kan have udkanter. Her spiller tiden os vist et puds – tilmed et af de mere ubehagelige. Et signalement af udviklingen i det smalle perspektiv, vil kunne hentes i Jens Smærup Sørensens med rette rigt belønnede og af mange læsere påskønnede roman ”Mærkedage”. Handlingen heri henlægger forfatteren til sin hjemby Stavn ved Limfjorden i den nordlige ende af Himmerland. Dette være sagt for at imødegå en mulig misforståelse, at det i romanen genkendelige kunne opfattes som en umiddelbar spejling af hændelser på Lemvig-egnen med. Det er næppe tilfældet. Jeg tror, at romanens store succes, der efter sigende skulle være kommet bag på forfatteren, har meget at gøre med, at så store dele af vort lands befolkning kun er en til to generationer borte fra jorden så at sige.Altså fra at leve af landbruget eller mere eller mindre i tilknytning hertil. Det gør vi så ikke længere. Eller rettere det er der kun et stadigt voksende mindretal, der gør. I stedet er der sket dette massive opbrud fra landet, om ikke blot inden for det sidste kvarte århundrede, så dog siden afslutningen 10 af den store krig midt i det forrige. Romanen afspejler således en almen tendens, nemlig bondekulturens afvikling. Ikke landbrugets, det siger sig selv, men et forfald af meget af det, der med rette mener jeg, har haft ord for i umindelige tider at have hørt til det bærende i det danske folk. Skal der sættes ord på, kan det være noget med at være hjemmehørende, være rodfæstet og selvhjulpen, have fast grund under sig trods verdens mangfoldighed af omskiftelser og problemer. I stedet er vi blevet en nation af indenlandske emigranter flyttet rundt mellem hinanden med opbrud på opbrud og dertil hørende søgen efter de faste holdepunkter, det som kan tjene som retningsgivende i tilværelsen, være meningen med det alt sammen eller hvad vi kun kalder det. Der er for så vidt tilbud nok i den henseende. Og dur noget ikke, er der straks andet at hente ned fra hylden. Der er så blot det med holdbarheden. Enhver ny anskuelse har åbenbart en sidste salgsdato. Dog bliver tiden næppe bedre af, at man beklager den, endsige skænder på den. Tidens bonitet afhænger vist for øvrigt mestendels af, hvad der forventes og i hvilket omfang forventningerne indfries, samt ikke mindst af, hvorledes vi hver især finder os til rette under de ændrede forhold. Selv om vi vel kan mene, at vi her står over for noget uigenkaldeligt, ”verdens nødvendighed af stål” som der synges om, må det dog ikke af den grund overses, at langt hovedparten af udviklingen sker som følge af menneskelige beslutninger. De senere årtiers forandringer har for langt den overve-
jende dels vedkommende været af materiel art og dermed været noget, der i sidste ende – eller vel rettere allerede på forhånd har kunnet gøres op i penge og således været begrundet i ønsket om at skaffe sig et større udbytte ved at forbedre de økonomiske vilkår. Dermed være ikke sagt, at der ikke har været tabere i spillet; hvor der handles, der spildes der. Men slemt er det såvist, om det er menneskeliv, der går til spilde. Her er det da, at noget af det, der siges i den Lukastekst, jeg har for mig, vel kan være tankevækkende. Det hedder her, ” at et menneskeliv ikke afhænger af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” Og, kunne man tilføje, næppe heller dersom man må kigge lidt længere efter det med overfloden og selv nøjes med mindre uden af den grund at lide nød. Den nøgne kummer og elendighed, er dog ligeledes noget, der hos os hører en svunden tid til. En udvikling ingen vil kunne beklage. Et memento er der ikke desto mindre tale om her. Påmindelsen om at vare sig for griskhed og tilsvarende, fordi det som sagt ikke er den økonomiske besiddelse, større eller mindre, ens liv afhænger af eller hviler på. Med dette rejses da overvejelsen om, hvad dette livsgrundlag i stedet måtte være, når det nu som sandt er ikke kan købes for penge? Med dette bevæger vi os fra disse for hovedpartens vedkommende verdslige betragtninger til det, som overskriften af denne artikel sætter. Kirke i rette tid har jeg kaldt mit essay. Hvad vil det nærmere sige? Betyder det, at kirken med alt hvad dertil hører, må svinge i takt med tidens bevægelser; om ikke følge tidens strøm så dog dens slipstrøm? Det vil ikke så få både mene og hævde. Der er ganske mange røster fremme, der vil vejlede og forbedre kirken i den henseende. Fortælle den hvad den hellere eller i stedet burde foretage sig i forhold det, som er kirkens overleverede praksis. Nogle har endda den særlige pointe, at hvis ikke, vil kirken næppe overleve den kommende generation. Dette skal man nu ikke tage så tungt. Sådanne forudsigelser er ikke nyheder. Kirkens snarlige undergang har været forudsagt i århundreder.Alligevel står den der. Og hvad skal den da? Igen kunne vi kaste et blik på ”Mærkedage.” Her – altså i romanens Stavn – findes kirken begribeligvis også. Den er til stede, ganske vist som et udkantsfænomen, som det der er kaldt ”den fjerne kirke”; eller det skulle måske snarere hedde ”den nøjsomme kirke”. Altså som kirke der står til rådighed, når og hvis behov for dens ydelser opstår, men ellers ikke synes at sætte sig synderlige spor. Det er bestemt ikke nogen ønskeposition for kirken, at den bare er der. Skal kirken være, må den være nærværende, være en fortrolig og autentisk del af den folkelige virkelighed – en nødvendighed kort sagt. Til den side hører slingrekurs og eventmageri ingen steder hjemme. Kirken må frem for noget vise ærlig vilje til at holde sig i sporet; ikke falde for tidens fristelser, men holde stand mod det, der ikke hører til i kirkelig sammenhæng. Er der problemer i forholdet til tiden, er sådanne efter min opfattelse oftest af sproglig og dermed af formidlingsmæssig art. Ord har det med at blive gamle og nedslidte. Tiders brug og mindst misbrug af ikke så få af de i kir- 11
Page 1 and 2: Kirkeblad for Lemvig og Omegns Valg
Page 3 and 4: ude på søen. Vinden var blæst op
Page 5 and 6: Lemvig og omegns Valgmenighed blive
Page 7 and 8: lemvig valgmenighed anno 2008 I år
Page 9: Kirke i rette tid Jeg er blevet bed
Page 13 and 14: Hermed har vi allerede taget hul p
Page 15 and 16: diske overfor det evangeliske). For
Page 17 and 18: i Sions by (menigheden), mæt du vo
Page 19 and 20: Indtryk fra et jubilæumsår! De fr
Page 21 and 22: interesse for den meningsdannelse o
Page 23 and 24: en vis indforståethed med grundtvi
Page 25 and 26: svært at pege det grundtvigske ud.
Page 27 and 28: De gamles eftermiddag i Lemvig Valg
Page 29 and 30: Møder og arrangementer Mandag den
Page 32: Afs. Lemvig og Omegns Valgmenighed

Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?