Nr.4 2008 Oktober November December - Lemvig og Omegns ...

diske overfor det evangeliske). For
Luther var det en livsnødvendighed at
fjerne de gode gerninger fra gudsforholdet.
Dér vil de uvægerligt fremme
hykleri og forstillelse, fordi mennesket
ganske enkelt er, som det er!
Nej, et menneske er godtaget på
forhånd og kan derfor leve frit og ubekymret,
hvad angår salighedens sag.
Luthers polemik er ikke rettet mod de
gode gerninger, hvad han undertiden er
blevet beskyldt for. Gode gerninger
havde han intet imod. Hvem har
forøvrigt det? men de må ikke trænge
sig ind, hvor de ikke hører hjemme: i
forholdet til Gud. Får de lov til det, drives
et menneske før eller siden ud i
den fortvivlelse, som Luther kendte fra
sin klosterkamp: Kan du gøre nok, og
hvornår har du gjort nok? for det går
da ikke an at stå overfor livets Gud
med tomme hænder! Jo, ville Luther
sige, overfor Gud står du altid med
tomme hænder, forøvrigt har Gud slet
ikke brug for dine gode gerninger. De
hører jorden til. Herom bruger Luther
et ikke særligt poetisk billede, når han
siger, at mennesket er som et rør, hvor
Guds kærlighed strømmer ind ovenfra
og ganske selvfølgeligt strømmer videre
ud til andre mennesker, eller som
han også udtrykker det: gode gerninger
skaber ikke et godt menneske, men et
godt menneske gør gode gerninger. De
gode gerninger hører altså jorden til.
Her kræver Gud os - i medmennesket.
Derfor står vi stadig overfor Gud som
tiggere. Ved at fordybe sig i evangeliet
fik Luther hermed sagt noget andet,
end hvad der almindeligvis forkyndtes
dengang - og hvad der jævnligt forkyndes
også nuomstunder endda i såkaldt
evangelisk-lutherske kirker! For det
sidder dybt i os, at det dog er for fattigt,
at skulle stå som en tigger for Gud,
men Luther ville kalde det en nådig
befrielse, for kun tiggere kan se evangeliets
storhed, kun tiggere véd, at alt
er ufortjent. Og at stå som en tigger for
Gud er dette glædelige: aldrig at skulle
tigge forgæves. Vi er tiggere, det er
sandt.
GRUNDTVIG
De, der beskæftiger sig med Grundtvig,
har en tilbøjelighed til at hæfte sig ved
visse årstal i hans liv, men det er nu
engang sådan, at det hele værk gør det
hele, eller som én har udtrykt det: hvad
der i Grundtvigs levnedsløb er vokset
sammen på langs lader sig ikke hugge
over på tværs! Mod slutningen af sit liv
skrev Grundtvig en række artikler, der
i 1868 - kun 4 år før hans død - udkom
samlet under titlen »Den christelige
Børnelærdom«, et værk, der må anses
for et hovedværk indenfor dansk, kirkelig
litteratur. I artiklen »Det medfødte
og det gienfødte Menneskeliv« hævder
Grundtvig, at »Menneskelivet i sin
allerdunkleste, sin allerfattigste og sin
allerureneste Skikkelse dog igrunden er
af samme Art som Menneskelivet i sin
allerrigeste, sin allerreneste og sin
allerklareste Skikkelse, saa at, for at sige
alt med eet Ord: Røveren paa Korset
havde samme Menneskeliv tilfælles med
Guds eenbaarne Søn, Vorherre Jesus
Kristus, til hvem han raabde: Herre,
tænk paa mig, naar du kommer i dit
Rige! og af hvem han fik det sanddru,
mageløs kraftige og kiærlige Svar: sandelig,
sandelig siger jeg dig, idag skal du
være med mig i Paradis«. Også Grundtvig
fik hermed sagt noget nyt midt i en
tid, hvor »kirkeligheden« nok vidste at
15