SAMSPIL - og andre noveller af Jørn Staus Jacobsen ... - Hjem

SAMSPIL - og andre noveller af Jørn Staus Jacobsen ©, 2005
Samspil
Torvet var større, end byen fortjente. Næsten prangende. Et
medlem af byrådet havde foreslået at skifte elmetræerne ud med
palmer, inspireret af en studierejse under sydligere himmelstrøg.
De omliggende bygninger udgjorde et virvar af stilarter. I tidens
løb var man gået drastisk til værks. Flere smukke bygninger var
faldet for modens luner. De, der stod tilbage, vidnede om en tid
med bedre smag.
Rådhusets pompøse sandstensbygning fra det 19. århundrede
stod i den oprindelige stil. Bagved havde nyere arkitekter udfoldet
sig i glas og beton.
På modsat side af rådhuset lå byens gamle købmandsgård. Den
tre etagers bygning så stort set ud, som da den blev bygget for 150
år siden. Der var kun sket få ændringer. Således var stueetagens
enorme vinduer skiftet ud med sprosseløse af hensyn til nutidens
krav.
Et enigt byråd havde givet ejeren af købmandsgården - eller
Byens Magasin, som den egentlig hedder - tilladelse til at udvide i
glas og stål på grunden ved siden af.
Kirken lå underligt tilbagetrukket ad en smal sidegade. Det
havde pyntet på bybilledet, hvis man havde fjernet et par huse på
torvet og drejet kirken en kvart omgang.

På den måde var man sluppet for den grimme burgerbar samt
dens lige så uskønne reklamer og skilte.
En sådan løsning havde ganske givet udløst et ramaskrig, da
Burgeren var mere populær end kirken. Ikke mindst blandt de syv
12-13 års knægte, der sad ved et af bordene og tyggede på hver en
burger midt i skolernes efterårsferie.
- Folks, sagde Peter, der var den største af drengene, og som
egentlig burde gå en klasse over de andre.
Det hed sig, at hans mor pylrede for meget om ham. Således
havde hun holdt ham hjemme fra skolen et år, indtil
myndighederne blev utålmodige og krævede del i opdragelsen.
Peter slugte den sidste mundfuld og kikkede sig omkring.
Tilsyneladende var der ingen, der spionerede.
- Vi har nøjagtig ti minutter. Så I kan godt tygge af munden. Er
du sikker på, at nøglen sidder i dozeren, Ole?
Peter løftede øjenbrynene for at give spørgsmålet vægt.
Ole gumlede videre.
- Naturligvis. Jeg har sgu kørt den dozer så tit.
- Pralhals, sagde Anders og pegede i retning af ham med sin
burger. - På din onkels skød, din lille lort.
- Hold så kæft rollinger, snærede Peter og så sig nervøst
omkring.
Han vendte sig mod Niels og Bent.
- Og I to skvadderhoveder. Kan jeg overhovedet regne med jer?
Eller skal jeg selv overtage det?
Niels forsøgte at rynke øjenbrynene ligesom Peter.
2

- Ved du måske, hvor knappen sidder?
- Pusling, sagde Peter og så Bent stift ind i øjnene. - Det er dit
ansvar, at Niels ikke skider i bukserne og glemmer at trykke på
knappen.
Peter gjorde sig bredskuldret og løftede hagen for at
demonstrere sin lederrolle. Han gav de sidste instrukser til Kim og
Christian.
- Egentlig burde jeg gøre det selv. Men I to klummerrøve skal
alligevel få en chance. Der er syv minutter igen. Husk at smide
nøglen væk!
De andre så på deres armbåndsur samtidig med Peter.
- Klar, sagde han.
Ole og Anders rejste sig og slentrede med indstuderet
ligegyldighed ud af Burgeren.
Rådhusets ur viste fem minutter i tolv. Niels og Bent rejste sig.
Niels vendte sig mod Peter.
- Vi ses, sagde han.
- Skrid, vrissede Peter. - Du får med mig at bestille – hvis ...
Glasdøren smækkede bag de to drenge, der ikke hørte resten.
- Jeg bliver her og kontrollerer, at alt klapper, sagde Peter, mens
viserne på rådhusuret bevægede sig hen mod det første klemt.
Kim så bleg ud. Han skulle til at spørge om noget, men turde
ikke, da Peter lagde en finger på læberne.
Så forsvandt han og Christian. Han havde håbet, at Peter ville gå
sammen med Christian og ladet ham sidde tilbage og overvåge
operationen.
3

Ole og Anders gik ned mod Byens Magasin. Ole spillede
afslappet med hænderne dybt begravet i den alt for store jakkes
lommer. Anders derimod havde svært ved at skjule sin nervøsitet.
For at dæmpe den, forsøgte han at efterligne Ole.
Midtvejs mellem Burgeren og byggepladsen stod Oles lillebror
på otte og holdt øje med broren og Anders.
- Jeg vidste, I var her, råbte han skingert, da de store drenge
nåede hen til ham. - Mor sagde, du skulle tage mig med.
- Din lille snothvalp, svarede Ole og så på Anders for at hente
hjælp.
Så skiftede han udtryk og fortsatte med overtalende stemme:
- Hør Purk, vi skal ned i hallen. Når du derned hurtigere end os,
giver jeg en is. Hvis du løber ad Kirkegade, tager vi Kongensgade.
Det er dobbelt så langt.
Purken kikkede mistænksomt på broren.
- Du snyder mig ikke?
Purken var blevet snydt alt for mange gange.
- På ære, Purk. Fis så af med dig. En, to, tre ...
Purken så på de to store drenge et øjeblik, inden han satte i løb
op mod Kirkegade.
Arbejderne på byggepladsen var på vej hen mod skurvognene.
Inden rådhusuret viste tolv, var sidste mand forsvundet ind i dem.
Onkelens bulldozer holdt foran en udgravning omgivet af pæle
med et advarende gult bånd.
De to drenge holdt sig på afstand, til de havde forvisset sig om,
at der var fri bane. Så pilede de i skjul bag en stak
4

yggematerialer. Videre hen mod dozeren, mens rådhusuret
belavede sig på at slå.
- Hvis nogen ser os, sagde Bent med bævende stemme, da Niels
åbnede døren i rådhuset gavl.
- Hold kæft mand! Hele bundet sidder i kantinen og æder.
De lukkede døren bag sig og gik ned ad trappen til kælderen.
Niels åbnede en dør på klem og kikkede forsigtigt ind. Den eneste
lyd var lysstofrørenes summen midt i virvaret af rør og ledninger.
Som forudset var der ikke et øje at se.
- Hvad laver I to banditter, lød en stemme bag Kim og Christian
på hjørnet til Kirkegade.
Drengene standsede og vendte sig. Byens smukkeste bedstemor
nåede op på siden af dem med byens grimmeste køter i snor.
- I er vel ikke ude på ulykker, sagde Kims mormor og smilte
mistroisk.
- Nej, vi skal hen og synge i kirkekoret, grinte Christian.
- Hold kæft din idiot, hvæsede Kim ham ind i øret.
- Tal ordentligt, irettesatte mormoren ham.
Kim satte sig på hug foran hunden for at aflede hendes
opmærksomhed. Forsigtigt rullede han dens ene pandekageøre
sammen til en pølse og klemte til. Der lød et hyl som fra en stukket
gris. Det stakkels kræ tissede af angst og smerte og krøb i skjul
bag byens flotteste ben.
- Jamen, hvad har du gjort ved Nuser, lød det bebrejdende fra
mormoren.
5

Hundens hyl gik over i en hjertegribende tuden.
- Den er bare glad for at se mig, svarede Kim.
Han håbede, at manøvren havde fået mormoren til at glemme
Christians idiotiske bemærkning.
- Nå, men vi må løbe, mormor. Jeg kikker ind. Vi skal skynde os
ned i hallen.
- Opfør jer ordentligt, lød det formanende fra skønheden.
- Vi ses, råbte Kim og forsvandt ned ad Kirkegade.
- Din store kvajpande, vrissede han ad Christian, da de
standsede ved våbenhuset. - Som straf skal du trække i håndtaget.
- Jeg kender intet til det skide håndtag, svarede Christian. - En
aftale er en aftale.
Kim lyttede til rådhusuret og begyndte at fortryde, hvad han
havde rodet sig ind i.
- Men du lover ... Du lover at holde øje med, at ingen ser os,
sagde han indtrængende.
Christian nikkede. Det gav ham mod til at åbne døren ind til
tårnet.
Kim gik op ad trappen og standsede ved et solidt egetræs skab.
Han overvejede, om han skulle opgive og stikke vennerne en løgn.
Men turde ikke på grund af konsekvenserne.
Beslutsomt åbnede han skabslågen, trak i håndtaget og havde
nær glemt nøglen, der lå på hylden. Med hamrende hjerte skyndte
han sig ned ad trapperne og låste døren til tårnet. I samme øjeblik
lød det første slag fra klokkerne.
6

Nøglen i bulldozeren sad urokkeligt fast. Ole prøvede igen, men
nøglen ville ikke. Han havde mest lyst til at opgive og springe ned
til Anders, der stod bag en container og rystede af forventning. I et
sidste desperat forsøg pressede han fødderne mod skoven af
strittende håndtag og stænger og vred nøglen om.
- Nu starter svinet, jublede han.
Bulldozeren begyndte at bevæge sig. Panikslagen så han hen
mod det sted, hvor Christian havde siddet. Christian var væk. Han
hev i en af stængerne for at få dozeren til at standse. Bortset fra en
underlig lyd fra det hydrauliske system, skete intet. Han var lige
ved at briste i gråd.
Med et forskrækket hyl sprang han ud af førerhuset og ned på
den venstre larvefod, der bevægede sig langsomt fremad. Han
rullede rundt på jorden, kom igen på højkant og løb i skjul bag
containeren.
Niels og Bent stod i rådhusets kælder og stirrede på det
elektriske panel med dets utal af knapper og lamper.
- Tryk for helvede på en af dem, sagde Bent og så sig nervøst
omkring. - Så vi kan komme væk!
Niels var i vildrede. Han kunne ikke huske, hvilken af
knapperne, morfaren havde sagt, det var.
- Det må være den her, sagde han og lod en finger løbe hen over
knappen. - Der står Sirene. Eller er det den ved siden af?
Han så på Bent for at få hjælp.
7

- Sagde du ikke, at du vidste det, din odder? Tryk for helvede på
begge knapper, så vi kan komme ud, råbte Bent med dirrende
falset.
Niels trykkede først på den ene knap og så på den anden.
Sirenen begyndte med en let brummen, der langsomt steg til
sønderrivende højder.
Drengene stirrede paralyseret på hinanden. Så skreg de højt af
ophidselse og styrtede ud af kælderen.
Til alt held var der kun få klienter i rådhusets serviceafdeling,
hvor sprinklerne gav et advarende hvæs fra sig. Så fulgte nogle
pruttende lyde, inden en tågeagtig finregn indhyllede lokalet.
- Hvor brænder det, råbte fuldmægtig Petersen og løb hen til
disken.
- Brænder det, hylede en af klienterne.
- Alle bedes forlade lokalet. I god ro og orden, tilføjede
fuldmægtigen med rystende stemme.
Personalet trippede rundt ved deres computere og så hjælpeløst
på deres chef. De lignede en flok forvirrede høns.
- Ud, alle sammen! Ingen panik, råbte han hysterisk.
Udenad lektien fra brandøvelserne skulle stå sin prøve. Han
mandede sig op for ikke at gå i panik.
Klienterne forsvandt ud ad hovedindgangen og personalet ad
bagindgangen.
Da finregnen bredte sig over rummet, begyndte computerne at
sprutte og gnistre.
8

Kirkeklokkernes kimen blandede sig med sirenens hyl, alt imens
bulldozeren nærmede sig brandstanderen ved Byens Magasin.
Ved sammenstødet standsede dozeren et halvt sekund. Så gav
brandstanderen efter med et skarpt smæld og spyede en vandstråle
ud på flere etager.
Modstanden havde fået monstrumet til at svinge ind mod
butikkens facade.
Lyden af splintret glas druknede i den øvrige støj. Majestætisk
kværnede dozeren hen over skårene, gennem vinduet og ind i
butikken. Fra afdelingen med damernes lingeri fortsatte den sin
destruktive færd gennem børne-, ungdoms- og herreafdelingen.
Dozeren bevægede sig som styret af en usynlig, nådig hånd
mellem skoven af bærende søjler.
Fru Høg i dameafdelingen besvimede mellem to mandlige
kolleger. Hun og hr. Thomassen fra herreafdelingen havde netop
stået og rost chefdekoratør Hansens endeløse guirlander med
pragtfuldt kunstigt løv i efterårets farver. Hansen havde egentlig
ingen del i værket, men påtog sig gerne æren.
Trods chokket reagerede de to gentlemen beundringsværdigt
snarrådigt. Samtidigt greb de førstedamen i hver et ben og trak
hende i sikkerhed, netop som dozeren kværnede forbi.
Kunder og personale kæmpede om pladsen på de rullende
trapper til første sal. Både ad den, der gik op, og den, der gik ned.
Andre trængtes ved svingdørene til gaden for at komme ud.
9

Rådhusets sirene fik byens borgere til at løbe til vinduerne,
standse på gaden, se sig om, spørge sig for og enes om, at det ikke
var tid for det årlige sirenehyl.
Kirkeklokkernes kimen understregede, at noget måtte være
rivende galt.
De, der så bulldozeren køre hen mod Byens Magasinet, lagde
ikke mærke til, at der manglede en chauffør. Først da den ramte
brandstanderen og forsvandt ind gennem varehusets rude
strømmede folk til for at se, hvad der var sket.
Et harmonikasammenstød ud for rådhuset øgede den
almindelige forvirring. Det tiltagende kaos resulterede i endnu et.
Eder og forbandelser blandede sig med larmen fra sirenen og
klokkerne.
Ordensmagten viste sit beredskab med et aldrig tidligere set
opbud af hylende og blinkende køretøjer.
Det totale kaos nåede sit højdepunkt. Folk snurrede rundt om sig
selv for at følge med i det skiftende sceneri: rådhusets sirene,
kirkens klokker, dozeren i magasinet, udrykningerne,
sammenstødene og de, der råbte, bandede og beskyldte hinanden
for bulede kofangere og skærme.
Ingen lagde mærke til de seks knægte, der forsvandt ned ad
Kirke- og Kongensgade for at aflægge rapport i idrætshallen.
For længst pensionerede overlærer Olsen sad på sin vante bænk
i parken skråt over for en skulptur af en tapper landsoldat. Larmen
formåede ikke at trænge igennem til hans demente indelukkethed.
10

Først da bulldozeren gennembrød herreafdelingens vindue til
Parkallé, gik det op for den gamle, at ikke alt var, som det plejede.
Hans fordums interesse for verden omkring blev vakt for en stund,
da den store maskine som et kæmpe fastelavnsris krydsede alléen.
Støt og roligt satte den kurs mod parkens kunstfærdige
smedejernsgitter og lagde det ned.
Blomster, buske og stauder blev revet op med rode for at indgå i
det brogede virvar af under- og overtøj, der var på slæb, i alle
størrelser og nuancer.
Afrevne hoveder, lemmer og torsoer af plast strittede i alle
retninger. De kilometerlange guirlander af imiteret løv, som
chefdekoratør Hansen for et øjeblik siden var blevet rost for, holdt
sammen på det hele.
Overlærer Olsen stirrede stift frem for sig, da dozeren fejede den
tapre landsoldat ned fra dens sokkel og maste den til skrot under
sine larvefødder.
Ødelæggelsen stoppede brat ved roden af parkens hundredårige
bøgetræ.
Et tæppe af efterårsløv dalede ned over maskinen, der gav et
opgivende prust fra sig. En sky af sort dieselos lagde sig som en
paddehat over de nøgne grene.
Overlærer Olsen rejste sig fra sin bænk, rystede uforstående på
hovedet og sjokkede hjemad.
- Det var satans! Det må jeg sige. Det var godt nok satans,
mumlede han.
11

Fra bøgens grene dryssede det sidste, visne blad ned over den
tavse kæmpe.
Byens politimester løb ophidset omkring og stillede det samme
spørgsmål:
- Hvad satan er det for et menageri?
Hverken hans underordnede eller de mange tilskuere var i stand
til at give et dækkende svar.
Purken sad og slikkede på sin is i hallens cafeteria. Han undrede
sig over, hvorfor hans bror og de fem andre drenge ikke havde
taget røven på ham, som de plejede.
- Purk, sagde Ole febrilsk. - Få nu for helvede guflet den is i dig
- og forsvind!
- Mor sagde ..., snøftede Purken.
- Mor mig her, og min bare røv der, vrissede Anders. - Og skrid
så din lille lort! Hvor fanden er Peter?
- Han er vel blevet træt af at vente, svarede Bent.
- Rend mig, sagde Anders. - Den nørd kunne umuligt have gjort
det bedre selv.
- Selvfølgelig kommer han, sagde Niels beroligende.
Purkens snøftede og forstod ikke en pind.
En halv time senere troede ingen længere på, at Peter dukkede
op.
- Ja, men Peter - lille skat, sagde moren fra døren til Peters
værelse. - Du er vel ikke syg?
Peter lå i sengen med dynen trukket op til hagen. Han stirrede
op i loftet og svarede ikke.
12

- Du er vel ikke syg - lille skat, gentog moren bekymret.
Hun gik hen til sengen og bøjede sig over ham.
Peter trak dynen tættere om sig. Han var nervøs for, at moren
skulle se, at han havde tøjet og skoene på. Han skubbede dynen
ned om fødderne.
- Jeg har det dårligt, sagde han med uforstilt sygelig stemme.
- Så har du ikke hørt om alt det skrækkelige, der er sket inde i
byen? Det er ganske forfærdeligt ... Nu skal jeg varme en kop
chokolade til dig, min skat. Så kommer mor og fortæller ...
Moren forsvandt. Peter krængede skoene af, mens han mumlede
for sig selv:
- De små skiderikker ... Det er godt gjort, at man skal gøre alting
selv ...
Et fejlskud
Sladderen om Maria Flores sammenbrud begyndte i
boulevardbladene og endte i ugebladene: Divaen havde trukket sig
tilbage. Stemmen og nerverne kunne ikke mere.
Hun havde gemt sig i villaen bag de høje mure ud til den azurblå
bugt.
Hverken naboerne eller vennerne havde set eller hørt noget til
Maria Flores, kundgjorde den sensationslystne presse.
Men det stod fast, at Garcia Lopez, den fjerde i rækken af
ægtemænd, var rejst til Madrid dagen før.
13

De allestedsnærværende fotografer havde foreviget señor Lopez
i lufthavnen. Divaen samlede kræfter, udtalte han. Tung om hjertet
lod han sin elskede tilbage i villaen på grund af uopsættelige
pligter. Den unge mands perlehvide smil modsagde teksten.
Ved en vigeplads på bjergvejen halvtreds meter over stranden
havde paparazzoen Frederico Gambio godt udsyn til den lange
række prangende villaer.
De fleste tilhørte berømtheder, der kun tilbragte få dage om året
i deres stærkt bevogtede paradis.
I tre dage havde Frederico siddet med sine kameraer og svedt
mellem bevoksningen af sylespidse agaver. Han vædede et
lommetørklæde med isvand fra termokanden og lagde det over sin
udsatte, skallede isse.
- Hvor satan bliver kællingen af, mumlede han utålmodigt for
mindst halvtredsindstyvende gang.
Det eneste, han havde fået i kassen, var hendes
playboyægtemand i swimmingpoolen med den hæslige,
oppustelige ø i midten.
Bortset fra Garcia Lopez havde han kun set en ældre gartner
samt et par tjenestepiger.
- Her sidder man til ingen verdens nytte, sagde Frederico højt
for sig selv.
Paparazzoen havde bedt til, at señor Lopez ville lægge an på
tjenestepigerne. Den yngste så ikke værst ud. Alligevel havde den
ellers så skørteglade laps ikke værdiget hende et blik. Havde de
mange skandaler gjort ham forsigtig?
14

Frederico havde på fornemmelsen, at playboyen vidste, at han
blev overvåget. Den manglende interesse for pigerne virkede for
påfaldende. Mandens hele fremtoning mindede om en dårlig statist
og ikke den store skuespiller, Maria Flores hævdede, han var.
Nu var fyren i Madrid og divaen alene med de dårlige nerver.
Forhåbentlig fik ensomheden hende til at søge ud til poolen - helst
til det sted, hvor der var fri udsigt.
Fredericos nervøse fingre legede med en slidt rosenkrans. Han
håbede og bad til, at Maria Flores dukkede op.
Hans opmærksomhed blev fanget af den oppustelige ø, der
pludselig bevægede sig frem og tilbage som styret af en usynlig
hånd. Han kom til den slutning, at det var brisen fra havet, der
satte den i bevægelse. Ankersnoren hindrede den i at drive videre
og fik den i stedet til at dreje om sig selv.
Frederico stønnede af varme. I hans skjul mellem de glohede
klipper rørte sig ikke en vind.
Langt om længe dukkede en skikkelse frem fra baldakinernes
skygge.
Det gav et gib i ham, da han så, at det var Maria Flores. Hun var
klædt i en kridhvid silkekimono og bevægede sig på sin
særprægede svævende facon. Det lange kastaniebrune hår hang
løst over skuldrene.
Til hans store ærgrelse satte hun sig på en stol, der vendte
ryggen mod bjergvejen.
- Satans, bandede han til lyden af kameraets hurtige klik.
15

Det ærgrede ham, at bruge film til ingen verdens nytte. Kunne
hun bare vise sin berømte profil én eneste gang.
En tjenestepige kom ud bærende på en bakke. Hun skænkede op
i et højt glas, som hun stillede på det lille bord til venstre for fruen
og gik igen.
Fra en lomme i kimonoen tog Maria Flores noget, som
Frederico mente var et pilleglas. Sikkert mod de berømmelige
nerver, tænkte han og justerede indstillingen.
Hun hældte noget af indholdet ud i den anden hånd, førte den op
til munden og drak af glasset. Han trykkede på udløseren og
fastfrøs beviset på, at divaen var på piller. Selv med ryggen til,
vidste han, at billedet ville sælge.
Hun stillede pilleglasset fra sig, men fortrød og rakte med en
famlende bevægelse ud efter det. Hendes hånd væltede glasset, der
rullede hen ad bordet og ned på fliserne, hvor det knustes i tusinde
stykker. Hun rejse sig usikker på benene og ville gribe fat i
stoleryggen, men mistede balancen og faldt ned mellem bordet og
stolen.
Frederico bandede over, at han ikke havde indstillet motoren til
højeste hastighed. Divaen lå faretruende nær poolens kant og
kunne lige så vel være faldet i vandet.
Ligesom han ville korrigere brændvidden, stødte hans fod mod
stativet. Objektivet tippede i vejret, så han spildte et billede på
villaens uinteressante glasvæg.
Hurtigt rettede han kameraet mod Maria Flores, der forsøgte at
rejse sig. Kameraet klikkede og summede tilfreds. Mens hun sad
16

og sundede sig, fik han øje på en plamage, der lignede blod, på
marmorflisen ved siden af. Hvis det var blod, var månedslønnen
hjemme - og mere til.
Maria Flores var næsten kommet på benene, da hun atter
mistede balancen og styrtede ud over poolens kant. Bølgerne på
den før så rolige overflade fik den oppustelige ø til at gynge
voldsomt.
Da hun dukkede op til overfladen midtvejs mellem øen og land,
lå hun ubevægelig med hovedet under vand.
Frederico tog det sidste billede på filmen, idet den druknende
skikkelse begyndte at synke. Få sekunder senere var hun ude af
syne, skjult bag den gyngende ø.
Mens motoren spolede filmen tilbage, tastede Frederico 112 på
sin mobiltelefon. Tre gange måtte han gentage adressen, før den
søvnige stemme på vagtcentralen forstod.
Mens han lagde en ny film i kameraet, tænkte han på, om han
skulle blive eller køre ned til villaen og underrette vagten. Måske
ville han blive lukket ind?
Eller måske var det bedre at forsøge at få fat i tjeneste-pigen?
Men opgav. Hvordan skulle han få fat Maria Flores nummer?
Det forekom at vare en evighed, inden han hørte en sirene i det
fjerne.
Han glemte øjeblikkeligt sine overvejelser, da han så pigen fra
før dukke frem fra baldakinerne. Hun så sig søgende om og gik
hen og rejste den væltede stol. Fredericos kamera klikkede og
summede forhåbningsfuldt.
17

Pigen vendte sig mod poolen og stirrede frem for sig. Så
sparkede hun skoene af og sprang på hovedet i vandet i et elegant
dyk. Øjeblikket efter var hun på vej mod den forulykkede på
bassinets bund.
Frederico trykkede på udløseren med en sitrende pegefinger.
Uden stativet havde resultatet ikke været meget værd.
Pigens ene arm hævede sig op fra vandoverfladen. Den anden
holdt om Maria Flores, mens hun med sikre bevægelser svømmede
hen mod trappen ved bassinets kant. Divaens lange, våde hår
bølgede om begges ansigter.
Lyden af de hylende sirener nærmede sig.
Pigen bøjede sig ned over den druknede og forsøgte at puste liv
i den livløse krop. Hun holdt en kort pause, da hun hørte de
hvinende dæk fra ambulancen uden for villaen.
Gartneren dukkede op i selskab med ambulancefolkene og to
betjente. I fællesskab fik de Maria Flores op af poolen og lagt på
båren. På vej gennem haven fortsatte de genoplivningen ved hjælp
af en iltmaske. Kort efter forsvandt ambulancen lige så støjende,
som den var kommet.
Frederico tog en dyb indånding. Han følte det, som havde han
glemt at trække vejret under hele det nervepirrende forløb.
På trods af den ulykkelige hændelse var han ikke langt fra at
juble. Endelig havde heldet tilsmilet ham. Hans stædighed og
tålmodighed havde båret frugt.
18

Han pakkede sit udstyr sammen og skyndte sig ind mod byen. I
tankerne gennemgik han, hvilke blade og bureauer, han ville
kontakte.
Frederico blev ikke skuffet. Der var ikke det sladreblad i ind- og
udland, der ikke bragte et eller flere billeder af Maria Flores
tragiske død.
Bestillingerne blev ved med at strømme ind. Han og hans
trofaste assistent Antonio Rodriguez arbejdede dag og nat for at nå
de mange ordrer.
Frederico deltog i begravelsen sammen med en hærskare af
kolleger fra det halve Europa.
Kameraerne summede om kap, da Garcia Lopez holdt en
bevæget tale ved graven. Nogle få af berømthederne lod sig rive
med. De fleste syntes upåvirket. Måske af bedre vidende.
Garcia Lopez kørte ad den smalle, snoede kystvej i sin afdøde
hustrus nye Porsche. Han smilte tilfreds. Undskyldningen over for
gæsterne lød overbevisende: Han havde behov at være alene med
sorgen.
Han standsede på vigepladsen højt over den lange række af
pragtfulde villaer med den koralhvide strand.
For mindre end et år siden have han været en fattig, ukendt
skuespiller. Nu færdedes han blandt de største berømtheder - midt i
et jordisk paradis. Drømmen var gået i opfyldelse langt hurtigere,
end han og Michelle havde forestillet sig.
19

Han gik ind mellem de mandshøje, sylespidse agaver og så ned
mod poolen med den grimme oppustelige ø. Den lå og mindede
om hans kones primitive smag.
Hans blik dvælede ved spejlbilledet af poolen i den
blankpolerede glasvæg, der virkede lige så kølig og afvisende, som
den afdøde diva.
Smilet stivnede. Han mærkede en isnende fornemmelse brede
sig ned ad ryggen. Under spejlbilledet af øen fik han øje på den
solide ankerklods. Dens hvide skive stod i kontrast til poolens
lysegrønne fliser.
Opdagelsen virkede lammende. Han havde ikke taget det
optiske fænomen i betragtning. Fotografen kunne have set Maria
på bunden af poolen - eller i det mindste hendes ben. Ja enhver,
der havde opholdt sig på bjergvejen, kunne have været vidne til
forbrydelsen.
Med blikket fæstnet på spejlbilledet af øen og ankerklodsen
gennemgik Garcia Lopez forløbet forfra og bagfra - igen og igen.
Hans kone havde drukket kaffen med pillerne, der virkede
næsten øjeblikkeligt. Med kikkerten for øjnene holdt han øje med
paparazzoen, der ventede tålmodigt mellem agaverne.
Tålmodigt hørte han på Marias klage, lagde puden til rette under
hendes hoved og gentog de sædvanlige, trøstende ord.
Da hun var døset hen, havde det velrettede slag med morteren
slået hende bevidstløs. For ikke at blive set af fotografen bar de i
fællesskab Maria gennem gæstefløjen til den modsatte side af
poolen.
20

Michelle havde reageret forbavsende fattet og koldblodigt under
hele forløbet. De fulgte deres nøje forberedte plan i mindste
detalje. Intet var overladt til tilfældighederne.
Kokkepigen havde fridag, og gartneren arbejdede i den fjerneste
del af haven. Forsigtigt sænkede de deres bevidstløse offer ned i
poolen for ikke at sætte vandet i bevægelse. Derefter dykkede han
ned til bunden og lagde hende på det udvalgte sted i skjul under
øen.
Han havde iført sig en af Marias parykker og hendes kimono.
Da han lod sig falde, fik han det til at se ud, som ramte han fliserne
med panden. Kort efter befandt han sig for anden gang under øen.
Mens han tog sig af oprydning og rengøring, udførte Michelle
sin del af spillet for paparazzoen og hans telelinse.
Michelle lånte gartnerens nøgle til landroveren for at køre på
sygehuset. Undervejs ændrede Garcia Lopez ny forklædning og
blev sat af i lufthavnen.
Nogle timer efter ankomsten til Madrid modtog han
meddelelsen om hustruens død.
Alt så ud til at gå glat. Hele to gange var han kørt op på
bjergvejen og havde gennemgået hver en krog af villaen, haven og
poolen. Alligevel havde han overset denne skæbnesvangre detalje.
Han håbede, at det samme var tilfældet med paparazzoen. I
modsat fald havde han ikke stået her i dag.
Garcia Lopez så ud over havet med et fjernt blik. Han var nødt
til at opsøge fotografen. Tvivlen betød, at han ikke havde andet
valg.
21

De følgende dage gik med at studere Frederico Gambios daglige
gang til atelieret i den nedlagte fabriksbygning. En aften, da
paparazzoens assistent var gået, aflagde han ham et besøg.
Ingen svarede, da han bankede på. Fotografen sad bøjet over et
lysbord med en lup for øjet og studerede et filmark. Han var så
optaget af arbejdet, at han ikke opdagede sin gæst. Da Garcia
Lopez trådte hen foran ham, reagerede han med et sæt.
- Jeg fik at vide, at De var til stede ved min hustrus begravelse.
Vi har vist også truffet hinanden ved andre lejligheder, sagde han
med sit charmerende smil.
Frederico undskyldte, at han ikke havde hørt ham komme.
- Jeg vil gerne bestille nogle billeder fra begravelsen. Hvis det
ikke er for megen ulejlighed, kan jeg måske få lov at se, hvad De
har.
- Naturligvis, svarede Frederico.
Han tog gerne aftenerne til hjælp for at få det fra hånden,
Antonio ikke nåede i dagens løb.
Fra et brandsikret skab kom han tilbage med et album med film.
Han bladede i det og tog nogle ark fra.
- Her er de, sagde han og lagde de transparente ark på lysbordet.
Garcia Lopez tog luppen og studerede dem nøje.
- Det er fortræffeligt. Hvis De vil lave et eksemplar af hver, vil
jeg være Dem taknemmelig?
Frederico lovede kopierne færdige i løbet af et par dage.
- De tog også billeder fra selve ulykken. Er det muligt at se
dem?
22

Frederico blev varm i kinderne. Han havde frygtet, at Lopez
ville bebrejde ham hans påtrængenhed og de afslørende billeder
den skæbnesvangre dag. Men skuespilleren venlige smil
beroligede ham. Lopez lod ikke til at have skjulte hensigter.
Han rakte ham filmene.
- På den afstand, er det vanskeligt at se noget, sagde Lopez og
lagde luppen fra sig. - Er det muligt at se dem i forstørrelse?
- Naturligvis, svarede Frederico og viste ham ind i mørkekammeret.
Han lagde den første strimmel i forstørrelsesapparatets holder.
De første optagelser forekom temmelig meningsløse. Da han
nåede til den fjerde og ville springe optagelsen af den nøgne
glasvæg over, standsede Lopez ham. En smule hæs i stemmen bad
han om at se den.
- Jeg er spændt på, hvor meget man kan se.
Frederico forstod ikke og ville til at spørge. Men ordene blev
siddende i halsen.
Midt i billedet af den ensformige glasvæg sås et par nøgne ben
stikke frem under øen i swimmingpoolen. Spejlbilledet frøs fast på
hans nethinde. Da han ville vende sig, mærkede han en skærende
smerte i brystet. Dødens mørke lukkede sig om ham, da han sank
om på gulvet.
Liget af Frederico blev fundet af Antonio Rodriguez næste
morgen. Hans chef lå midt i en blodpøl fra et stik i hjertet, fortalte
han politiet.
23

I forstørrelsesapparatet lå en filmstrimmel af en smuk, nøgen
pige.
Rodriguez fandt pigens adresse i kartoteket.
Nogle timer senere afviste politiet, at en fortørnet far, jaloux
ægtemand eller elsker stod bag drabet. Kæresten indrømmede, at
han på forskellig vis havde udnyttet pigens ynder og indkasseret
fortjenesten.
Kommissær Juan Fernandez sad sammen med Antonio
Rodriguez og gennemgik de sidste måneders film. Et bud, som
assistenten havde sendt i byen, vendte tilbage med nogle sandwich
og kolde øl.
- Er det hans kone, spurgte kommissæren, og rakte Rodriguez en
filmstrimmel med en berømt engelsk skuespiller.
Den purunge bikiniklædte skønhed ved hans side kunne være
hans barnebarn.
- Nej. Men Frederico solgte billedet til bureauer og blade over
hele verden, svarede assistenten.
Kommissærens stillede lignende spørgsmål til andre optagelser.
Til sidst gennemgik han filmene med Maria Flores endnu en
gang.
De tre første strimler var med hver seks optagelser. På den
fjerde var der kun fem. Et var klippet fra.
- Der mangler et billede, sagde kommissæren. - Optagelse nr.
20.
Assistenten tog luppen og bøjede sig over lysbordet. De to
filmstrimler var af Maria Flores ved swimmingpoolen.
24

- Underligt. Han plejede aldrig at klippe svipsere fra. Han
afkrydsede de optagelser, der skulle kopieres.
Assistenten pegede på et kryds på filmen og fortsatte:
- Han stødte til stativet og missede et billede, sagde han. Jeg
husker det tydeligt, fordi det var mig, der lavede de fleste
bestillinger. Det viste villaens panoramavinduer. Underligt.
- Lagde De mærke til noget særligt ved billedet, spurgte Juan
Fernandez.
- Nej, for Frederico sagde, at det var en svipser. Så vidt jeg
husker, viste det ikke andet end vinduerne.
- Var der nogen personer bag ruderne?
Assistenten tænkte sig om.
- Nej. Det er den slags, man ikke kan se igennem. De fungerer
nærmest som et spejl.
- Hvad viste spejlbilledet?
- Poolen og en spraglet parasol, husker jeg.
Kommissæren var nået til billederne af tjenestepigen, der bøjede
sig over Maria Flores ved bassinkanten. Efter dem fulgte en serie
med redderne og politiet, der trak hende op af vandet.
Sammen gennemgik de alle papir- og affaldskurve uden at finde
det manglende fraklip.
Juan Fernandez ringede til en kollega og bad ham undersøge,
hvilke af Maria Flores naboer, der opholdt sig i deres villaer, og
hvilke, der var rejst de seneste dage. En anden bad han om, at
gennemgå medierne og især, hvad den kulørte del af pressen
bidrog med af sladder.
25

Kommissæren holdt på vigepladsen, hvor Frederico Gambio
plejede at udspionere berømthederne i villaerne langs bugten. Han
gik ind mellem agaverne og så, at den oppustelige ø med
parasollen var fjernet. Bortset fra nogle surfere, der benyttede sig
af den kraftige vind fra havet, lå stranden øde hen.
Resten af dagen - ja, selv efter, at han var faldet i søvn - kunne
han ikke få den forsvundne film ud af tankerne. Den var nøglen til
paparazzoens død, sagde hans professionelle halvdel ham.
Nattens drøm kredsede om det gentagne spørgsmål: Hvad var
det, han havde overset? Senere sov han så fast, at han ikke hørte
telefonen.
Han vågnede ved at hans kone ruskede ham i armen. Klokken
var knap fire. Det var Antonio Rodriguez, hvis nattesøvn var
forstyrret af samme grund.
- Undskyld hr. kommissær. Jeg tænkte, at det var bedst at ringe,
mens drømmen står helt tydelig. Jeg tror, jeg ved, hvorfor
Frederico blev myrdet.
Det varede et par sekunder, inden han fortsatte.
- Jeg drømte, at jeg så et par nøgne ben stikke frem under øen i
Maria Flores swimmingpool. Måske var det det, man kunne se på
den forsvundne film.
Juan Fernandez blev lysvågen. Assistentens drøm lød som en
åbenbaring. Da han stod på bjergvejen, vidste han, at spejlvæggen
gemte på løsningen af de to mord.
Samme formiddag lagde kommissæren og hans medarbejdere en
udspekuleret plan, der skulle lokke morderen i fælden.
26

Kommissær Fernandez steg ud af bilen foran Maria Flores villa
og ringede på.
- Señor Lopez, jeg vil bede dem be- eller afkræfte, om en
anonym død kvinde på hospitalet er Deres tjenestepige Michelle
Laurent, sagde han, da den nybagte enkemand viste sig i døren.
Det gav kollegerne tid til at få den oppustelige ø tilbage på dens
oprindelige plads.
Garcia Lopez spillede chokeret. Sidst han havde talt med
Michelle, befandt hun sig i bedste velgående i Madrid. Han var
netop på vej ud ad døren for at ringe til hende fra en telefonboks i
byen.
På vej til hospitalet fortalte kommissæren ham, hvor og hvordan
bilulykken var sket. Garcia Lopez virkede ægte berørt over
dødsfaldet. Men åndede lettet op, da han bevidnede, at den døde
pige ikke var Michelle.
På tilbagevejen holdt kommissæren ind på vigepladsen over
bugten. Han steg ud og bad Garcia Lopez følge med ind mellem
agaverne, hvor der sad en fotograf med et kamera på stativ.
Fotografen rejste sig og hilste hjerteligt.
- Goddag hr. kommissær.
- Hvad har De i kikkerten, hr. Sanchez? Forhåbentligt ikke
noget, De ikke burde se? Må man kikke med?
Kommissæren satte sig til rette og så ind i kameraets søger.
- Det ligner minsandten et par af mine kolleger, der driver den af
i hr. Lopez have.
Han foreslog playboyen at se med.
27

Garcia Lopez satte sig i klapstolen og lagde øjet til søgeren. Så
stivnede han.
Swimmingpoolen spejlede sig knivskarpt i villaens vinduer.
Nederst i billedet sås hoved og skuldre af to betjente, der stirrede
direkte ind i kameraets linse. Midt i poolen lå øen, som han havde
bedt gartneren fjerne dagen efter begravelsen. Hans flakkende øjne
standsede ved to nøgne ben, der stak ud fra gummiflådens kant.
Som i en døs hørte han kommissærens stemme:
- Michelle Laurent har tilstået over for politiet i Madrid.
Den usandhed måtte han redde sig ud af senere. I øjeblikket var
han mest optaget af, hvordan Garcia Lopez ville reagere.
Playboyens solbrune ansigt blev ligblegt. Så brød han sammen.
Nødløgnen havde virket.
Samme dag fortalte han, hvordan han havde mødt og forelsket
sig i Michelle Laurent på en privat skuespillerskole i Paris. Som
det var almindeligt blandt ubemidlede elever ved scenen, havde de
påtaget sig hvad som helst for at kunne betale lektioner hos en
berømt skuespiller. Lige fra jobs som opvasker i latinerkvarteret til
roller i reklamefilm og tvivlsomme kunstfilm.
Efter læreårene gik det ikke bedre. For det meste måtte de tage
til takke med små roller og lægge stemme til udenlandske film.
De fandt hurtigt ud af, at Garcia havde større held blandt modne
kvinder. I forbindelse med et dragshow, hvor han parodierede
Maria Flores, inviterede divaen ham til party efter forestillingen.
Det var kærlighed ved første blik, fortalte hun journalisterne
efter skilsmissen fra sin tredje mand.
28

For Garcia Lopez og hans elskede Michelle var det en længe
ventet chance til en ny tilværelse.
Planen var, at han skulle tilegne sig så meget af Maria Flores
rigdom som muligt. Senere ændrede de den til at omfatte alt.
Hendes død var nødvendigt, for at det skulle lykkes.
Michelle blev ansat som stuepige, hvorpå de ventede på den
rette lejlighed.
Den meldte sig i form af divaens sammenbrud og den
efterfølgende flytning fra Madrid til villaen ved havet.
Señor Lopez erfaring med dragshows kom ham til gode. Efter at
have indlogeret sig på Madrid Palace tog han det første fly tilbage
- klædt i en enkel jakke og tækkelig nederdel. Med diskret paryk,
umoderne briller og grå makeup lignede han en midaldrende
frøken, som ingen lagde mærke til.
I villaen ved havet havde señor Lopez rettet kikkerten mod
bjergvejen og forvisset sig om, at paparazzoen stadig var på sin
post.
Med den bevidstløse hustru ved sin side var han dykket ned til
ankerklodsen. Gæstefløjen, øen og palmerne begrænsede
fotografens udsyn.
Señor Lopez begik kun én fejl. Han havde ikke skænket det
optiske fænomen en tanke.
Da han opdagede den, så han ingen anden udvej end at rydde
paparazzoen af vejen.
Garcia Lopez fór sammen ved lyden af den tunge celledør, der
smækkede bag sig. Fortvivlet satte han sig på den hårde briks og
29

forestillede sig i tankerne sin elskede Michelle i samme fortvivlede
omgivelser i et fængsel i Madrid.
Men Michelle Laurent fortvivlede ikke. Hun sad med et glas
champagne på første klasse i aftenens fly til Sao Paulo.
Hendes velplejede negle løb kærtegnende hen over diamanterne
på den guldkæde, hun bar om halsen. I tankerne forestillede hun
sig de millioner, Maria Flores juveler ville indbringe.
Den nat sov kriminalkommissær Juan Fernandez trygt og roligt.
Det samme kunne ikke siges om Garcia Lopez. I sit mareridt så
han Maria Flores flyde rundt i en swimmingpool, farvet rød af
blod.
Løven på Lion Lodge
- Hvor er vores mænd?
- De trængte til en kold øl. Øllerne i køleskabet, var ikke kolde
nok. En ny undskyldning for at jagte Malene, svarede Lone sin
søster, Hanne.
Ganske rigtigt. Per Gram og Jeppe Steen-Hansen var gået i
lodgens bar for at få konerne lidt på afstand.
Hanne stillede to glas hen på det lille sofabord i den runde
stråtækte hytte. Stråtaget og de lerklinede vægge gjorde det mere
behageligt at opholde sig inde end på terrassen under Sydafrikas
sol. Hun tog den flaske Bacardi, som Jeppe havde købt i Frankfurt,
skænkede rundhåndet op og blandede med cola og isterninger.
30

- Vi er chanceløse over for Malene. Lad os trøstedrikke i stedet.
Skål, storsøster.
- Skål, sagde Lone og holdt det kølige glas op til panden efter at
have drukket.
Hanne havde ret. Man behøvede ikke være modeljæger for at se,
at ingen af dem stod mål med den smukke 27-årige Malene, der
stod under bruseren et par hytter derfra.
Malene var billedskøn, åleslank og gavmildt proportioneret.
Ingen af de øvrige kvinder i rejseselskabet matchede hendes ydre.
Malene vidste det, og som det ofte sker for mennesker med særlige
fortrin, benyttede hun sig af det.
Lone fyldte 35 år om en måned og havde for længst lagt den
slanke linje bag sig.
Hanne var to et halvt år yngre, men godt på vej til at tangere
søsterens overflødige mål. Efter sin datters fødsel havde hun
opgivet at få styr på vægten.
Gid løverne havde ædt hende, sagde Hanne med tanke på den
løvefamilie, de havde set i Kruger Nationalpark et par timer
forinden.
- Mon der er løver her, sagde Lone spekulativt og rørte
isterningerne rundt i glasset med højre lillefinger.
- Hvorfor ikke? Vi bor klods op ad parken. Hvis ikke, kan vi
klippe et hul i hegnet. Jeg tør vædde på, hun sover med åbent
vindue.
De så på hinanden og brød ud i fjantet latter. Rommen var
begyndt at virke.
31

- Hvad er det, der er så morsomt, spurgte Ole Nyholm fra døren.
Bag ham stod hans kone Pia og smilte.
Søstrene var så optaget af deres tøsesnak, at de ikke havde
bemærket dem.
- Vi snakkede om at skaffe Malene af vejen, så vi kan have
vores mænd i fred.
- God ide. Ole er lige så ustyrlig. Han opfører sig, som var han
25, sagde Pia og så ned på sin mand, der var et halvt hoved
mindre.
Ole Nyholm var værkfører og 51 år. Han var under
middelhøjde, men muskuløs og sportstrænet og virkede yngre end
Pia, der var 45. Hendes figur var i stil med søstrenes. Som det er
almindeligt blandt frisører, led hun af hævede ben.
- Sæt jer ned og får en drink, sagde Lone og hentede to glas.
- I den varme kan man ikke sige nej, svarede Ole. - Siv og Bent
sidder også og pimper den.
Gennem den åbne dobbeltdør var der udsyn til hytten over for.
Bent Herlev, der var læge og på alder med ham selv, sad på
terrassen i skyggen af en palme og drak af en dåseøl. Siv Engberg,
hans fire år ældre hjemmegående hustru, nippede til et glas
hvidvin. Hun bar en bredskygget bushhat, der fik hendes magre
fugleansigt til at virke endnu mindre. Han var en sand kæmpe og
tydeligt stolt af det.
To sorte gartnere gik og douchede de velholdte blomsterbede
med vand fra en tankvogn. Lugten af diesel fra traktoren bredte sig
mellem hytterne.
32

- Sluk for motoren, råbte en ung, blond mand med et
rektangulært ansigt.
Han forsvandt, lige så hurtigt, som han var dukket op. Det var
Viljoen Junior, søn af værtinden på Lion Lodge.
Den ene af arbejderne skyndte sig hen til traktoren og slukkede
for tændingen.
- Her behandler man de sorte som under apartheid, sagde Pia.
- Som dyr, svarede Hanne.
- Der går årtier, inden de når op på de hvides niveau, sagde Ole.
- Hørte i Annette fortælle, at tre unge piger var blevet overfaldet
og voldtaget i en af de andre parker - hvad var det, den hed?
Annette Lind var rejseselskabets danske guide.
- Af fire sorte mænd. De stjal alt, deres bil og penge, ja, selv det
tøj, de havde på, fortsatte Pia med en blanding af angst og afsky
malet i ansigtet.
- Per fortalte det. Heldigvis blev de anholdt kort efter, sagde
Lone.
- Alle tre blev behandlet for HIV, bidrog Hanne.
- Under apartheid havde de fået pikken skåret af, lød det
prosaisk fra Ole.
- Det var der flere, der kunne trænge til, kom det rask fra Lone.
De tre kvinder brød ud i høj latter. Ole tog en slurk af sit glas og
lod dem grine færdig.
- Man er først rigtigt et gammelt røvhul, når man ikke kan glæde
sig over en flot pige.
33

- Det er rigtigt min ven, sagde Pia og strøg ham kærligt over
kinden.
På stien bag kredsen af hytter kom Thomas og Vivian Greve
gående hånd i hånd efter en tur rundt om lodgen. De var begge
midt i fyrrene, lige slanke og solbrændte. Han fabrikerede vinduer,
og hun passede virksomhedens kontor.
Bent Herlev råbte noget til dem. De vinkede og gik videre.
- De holder sig mest for sig selv, sagde Ole. - Man skulle tro, at
de var nygifte.
- Måske er de nygifte, sagde Pia. - I al fald deltager han ikke i
krigsdansen om Malene.
- De virker meget forelsket, sagde Hanne.
- Så har de ikke været gift ret længe, konkludere Lone.
- Du elsker mig da stadig, sagde Ole med et drenget smil til sin
kone.
- Jeg indrømmer, at jeg er redningsløst fortabt, smilte hun og
strøg ham igen over kinden.
- Måske er jeg offer for en syvårskrise, sagde Hanne. - Det er
syv år siden, vi blev gift. Der kommer hun.
Alle så hen mod døren.
Malene skråede hen over plænen yndefuld som en gazelle.
Hendes lange sorte hår var vådt efter badet. De korte,
stramtsiddende shorts fremhævede hendes lange, slanke ben. En
stumpet t-shirt afslørede den perfekte talje og de faste bryster.
Hendes tøjvalg var på en gang enkel og virkningsfuld.
34

Bent Herlev fik øje på hende og råbte et eller andet. Malene
standsede.
- Ellers tak. Jeg venter til middagen, svarede hun og gik hen
mod ham.
Siv Engberg rejste sig og forsvandt ind i hytten.
- Hun er også jaloux, mumlede Ole.
- Ikke så sært, svarede Pia.
- Jeg tror, hun nyder det, sagde Hanne.
- Det er der vist ingen tvivl om, lød det fra Lone, der strakte hals
for at følge med gennem et af vinduerne.
Bent Herlev havde rejst sig i hele sin vælde. Han stod og skød
brystet frem som en stor dreng, der ville gøre indtryk på den
udkårne. Malene kvitterede med en perlelatter på nogle angivelige
morsomheder.
Et par minutter senere kom Siv ud fra hytten og sagde noget til
ham. Malene vinkede og fortsatte hen mod lodgen.
Ved baren sad Per Gram og Jeppe Steen-Hansen med hver et
glas øl. De havde håbet, at Malene var der.
- Lone gav mig en ordentlig skideballe i aftes, sagde Per. - Jeg
tror sgu, den gamle tøs er jaloux.
- Ikke så sært. Du fotograferer sgu Malene ved hver en lejlighed.
Er der noget at sige til, at hun er sur over, at du ikke ofrer et eneste
billede på hende.
Per så på Jeppe og tænkte. Jeppe havde ret. Han havde ikke
taget et eneste af Lone.
- Har Hanne sagt noget?
35

Jeppe tog en slurk af sit glas, inden han svarede.
- Du kender vores aftale om at hente appetitten ude og spise
hjemme.
Per svarede med en grimasse. Jeppe lirede den slags remser af
sig ved hver en lejlighed.
- Der kommer hun, fortsatte Jeppe. - Hold kæft mand, hvor ser
hun godt ud. Er der noget at sige til, at vores koner er jaloux.
- Hej drenge, sagde Malene med sit uimodståelige smil.
Jeppe satte sig på stolen ved siden af for at give plads. Hun
klemte sig ind mellem dem, men blev stående.
- Det var skønt med en tur under bruseren. Har I fået støvet
skyllet af?
Ingen i de åbne jeeps havde undgået det hvirvlende støv på
parkens jordveje.
- Vi er i fuld gang, sagde Per og hævede glasset. - Hvad vil du
have?
- Jeg venter til middagen, sagde hun.
- Hej, Malene.
De vendte sig. Det var Benny Karlsen. Han var journalist og så
mere hærget ud, end hans 54 år berettigede.
- Man kan lige nå en aperitif, sagde han med tanke på den
forestående middag. - En dobbelt whisky.
Den sorte bartender holdt et glas ind under en flaske Black
Label og huskede Bennys ønske om et enkelt stykke is.
- En Budweiser.
36

Det var Henrik Johansen, kriminalassistent ved rejseholdet, 49
år og skilt for mindre end fem måneder siden. Hans kone var
flyttet sammen med en direktør i det firma, hvor hun var sekretær.
I dag var det hans datters 18 års fødselsdag. Inden de kørte i
morges havde han ringet og ønsket hende tillykke med dagen.
- Malene, du er lige til at spise, sagde Benny og halverede
indholdet i første slurk.
Den rustne stemme tyede på, at det ikke var den første, han
havde fået i dag.
- Pas på Malene. Om lidt beder han dig om at blive side ni pige,
sagde Per.
- Det bliver svært at konkurrere med dig.
Per fik farve i kinderne, men sagde ingen ting. Hvad fanden
bildte den drukmås sig ind.
- Jeg så en løve nede ved søen for en øjeblik siden, fortsatte
Benny og stirrede ud ad panoramavinduet.
I linje med swimmingpoolen en halv km borte sås et vandhul,
hvor impalaer og zebraer søgte hen for at drikke. Hvis der ikke var
andet at bestille, kunne man også være heldig at se kuduer og
vortesvin. Det var også det hele.
Annette havde forsikret, at ingen behøvede at være bange for at
møde elefanter, løver eller leoparder på denne side nationalparken.
Man kunne roligt gå en spadseretur rundt om lodgen.
- Mon ikke sensationslysten løber af med dig, sagde Jeppe.
37

Han og Per brød sig ikke om journalisten. Benny var stor i
slaget og troede, han vidste alt. Desuden gjorde han sig morsom
over sit spiritusproblem.
- Uha, sagde Malene og rystede, som havde hun for lidt tøj på. -
Så må jeg huske at lukke vinduet.
- Jeg sad netop og snakkede med vores værtinde, sagde Henrik
Johansen. - Hun fortalte, at hun havde set et par hyæner nede ved
vandhullet i morges - for første gang i flere år.
- Tror du ikke, det var en hyæne, sagde Malene.
- Jeg kan godt se forskel på hyæner og løver. Oven i købet var
det en temmelig stor hanløve. Det vil jeg vædde en omgang på.
- Journalister ser Lock Nessuhyrer i agurketiden og når de har
drukket for meget, grinte Per til Malene.
Tre øredøvende slag på gongongen uden for lodgen forkyndte,
at middagsbuffeten var åben.
Alle undtagen Benny drak ud og gik ind i restauranten.
Det irriterede Per, at Lone og Hanne havde reserveret et bord til
fire. Det var for at slippe for Malenes selskab.
- Skal vi ikke flytte til et større, spurgte han misfornøjet.
Ingen af pigerne svarede.
- Er det jeres mening, at vi skal sidde her og se
menneskefjendske ud, fortsatte han og så hen på Malene.
Hun havde sat sig til venstre for Bent Herlev, der var lige så
veloplagt, som Siv virkede tillukket.
38

- Du må undvære hende, mens vi spiser, sagde Lone og rejste
sig for at gå hen til buffeten. - Din evige flirt får mig til at miste
appetitten.
- Du har allerede spoleret min.
- Skulle vi ikke holde fred, mens vi spiser, sagde Jeppe.
- Det er Malene, de skændes om, hviskede Kate Smith til sin
mand Bo.
De sad ved det nærmeste bord i gang med fisken.
Begge var i begyndelsen af tresserne. Hun var kunsthåndværker
og han maskiningeniør.
- Det forstår man godt. Han må være totalt blottet for
hæmninger, sådan som han går til det pigebarn.
Per og Lone kom tilbage med deres tallerkener. Kate skyndte sig
at skifte emne. Hun så drømmende ud ad det brede
panoramavindue mod savannen.
- Jeg er vild med det tæppe i butikken.
- Så køb det.
- Vi kan ikke slæbe rundt med det.
- Få dem til at sende det hjem.
En lille flok antiloper stod og drak vand nede ved søen.
Lone havde hørt samtalen.
- Vi har fået dem til at sende vores indkøb hjem, sagde hun. -
Det er ikke noget problem.
- Det var da dejligt, svarede Kate glad over at have brudt
skænderiet. - Jeg faldt for et tæppe, der forestiller nogle jægere,
39

der jager en løve med spyd. I stil med de hulemalerier, vi så i
forgårs.
- Ja, det er skønt. Jeg faldt selv for det, svarede Lone.
- Journalisten påstår, at han har set en hanløve nede ved søen,
sagde Jeppe.
- Det kan vist ikke være rigtigt, svarede Bo.
- Delirium, kom det spydigt fra Per.
- Shh, sagde Hanne. - Der kommer han.
Benny Karlsen kom hen mod dem med rank ryg og stive
bevægelser bærende på en tallerken.
- Er der optaget her, sagde han henvendt til Bo.
- Nej, værsgo. Vi hører, at du har set en løve ved vandhullet.
- Ja, de tror sgu, at jeg ser lyserøde elefanter. Fakta er, at jeg er
udstyret med falkeblik. Jeg er så langsynet, at jeg kan læse en avis
på to meters afstand. Desuden var jeg pinlig ædru, tilføjede han i
retning af nabobordet.
Per rullede med øjnene.
- Ja, men vi tror da, hvad du siger, sagde Kate udglattende. -
Den må komme fra parken.
- Sikkert en detroniseret han, der er blevet træt af de yngre
hanners angreb, foreslog Benny.
- Som vi mennesker, filosoferede Bo.
Benny så på ham og smagte på den rødvin, tjeneren netop havde
skænket.
- Føler du dig detroniseret af de unge hanner, spurgte han
uinteresseret.
40

- Det har jeg såmænd gjort i flere år. De unge løver på min
arbejdsplads behandler os ældre, som er vi både fysisk og åndeligt
impotente.
- Det er stik modsat i mit firma, sagde Per. - Vi har erkendt, at
vore ældre kolleger er langt bedre til at sælge biler til ældre
kunder.
- Det har noget med troværdighed at gøre, svarede Benny. -
Unge mennesker er for overfladiske og upålidelige. Desværre er
det mere reglen end undtagelsen. Bliver man betjent af unge i dag,
risikerer man at blive snydt. De unge betragter en kunde som et
bytte. Heldigvis har vores generation endnu en smule moral i
behold.
- Gud fader bevar os, sagde Jeppe. - Hvis det stod til din
generation havde vi computere som for ti år siden.
- Hvorfor sidder I her og gemmer jeg? Er I blevet trætte af vores
selskab, sagde Malene og så på Per med et drillende smil.
Hun havde været henne i buffeten og hentet en skive antilope.
- Det er jo umuligt at komme til for alle dine beundrere, råbte
Per efter hende.
- Jeg tror, Lone og Hanne godt vil have dem lidt for sig selv,
sagde Ole med et smørret smil.
Han mærkede Pias fod mod sin under bordet.
- Smukke, unge piger er til fare for ethvert ægteskab, sagde
Verner Sørensen med ørerne på stilke.
Med sine 88 år var han rejseselskabets ældste deltager og
klarede strabadserne så godt som de yngste. Han var fhv. lærer og
41

enkemand og en af de få, der ikke klagede over det anstrengende
program med udflugter fra morgen til aften. Hver morgen indledte
han dagen med at springe i swimmingpoolen.
Det skyldtes, mente Benny, at hans generation var vant til at
tage det hele med. Det var også forklaringen på, at han gik i poolen
både morgen og aften og spiste dobbelt så meget som de andre.
- Det sidder i generne, fortsatte Sørensen. Som i dyreverdenen
udser hannerne sig de yngre hunner. De er den bedste garant for
arvemassens beståen.
- Og jeg, som troede, at gamle strandløver var mere romantiske,
sagde Bent.
- Apropos løver, lo Malene. - Benny fortalte, at han havde set en
løve nede ved søen. John, ved du, om der er løver her?
John Winther var 31 år og rejseselskabets chauffør. Hans mor
var af dansk oprindelse, hvorfor han talte et nydeligt, men
antikveret dansk. Af alle Malenes beundrere var han den mest
intense. Selv når han spiste, havde han svært ved at holde øjnene
fra hende.
- Ikke i de fem år, jeg er kommet her. Tror du ikke, at Benny har
kikket for dybt i glasset?
Alle lo med undtagelse af Siv. Hun havde ikke sagt et ord under
middagen.
John vendte sig mod Annette, der sad ved nabobordet sammen
med ægteparret Greve og Henrik Johansen.
- Har du hørt, at der er set løver her?
42

- Vi spurgte fru Viljoen. Hun siger, at det er 30 år siden, de
sidste løver blev flyttet til Kruger. I kan være helt rolige.
Fru Viljoen stod henne ved buffeten og så til, at der ikke
manglede noget.
Med vi refererede Annette til Henrik Johansen, der havde fortalt
om Bennys oplevelse.
Henriks trænede instinkt sagde ham, at værtindens forsikring
ikke lød overbevisende. Vanerne fra rejseholdet havde tendens til
at følge med på ferie.
Annette så yngre ud end sine 45 år. Han vidste det fra
personnummeret i hendes førerbevis. Det var faldet ud af pungen,
da hun ville betale i baren. Hun kunne gå for at være ti år yngre:
slank og sportstrænet. Var skønmaleriet ikke tegn på, at han var
brændt lun på hende? Uvilkårligt trak han maven ind. Han burde
gøre noget ved vægten.
Det var synd at sige, at han havde benyttet sin nyvundne frihed
til at interessere sig for det modsatte køn. Damer havde han ikke
brugt megen opmærksomhed på siden skilsmissen. Han undskyldte
det med alt for meget arbejde. Ferien var en anledning til at gøre
noget ved det.
- Det er desværre alt for almindeligt, at journalister manipulerer
med sandheden, sagde Thomas Greve.
- Vi havde en pinlig sag med et lokalt blad, der påstod, at vi
underbetalte vore medarbejdere, forklarede hans kone Vivian. -
Dementiet indskrænkede sig til en note bagerst i bladet.
43

- Af og til er de lidt hurtige på aftrækkeren, samtykkede
Annette. - Måske har det været en stor hyæne. På den afstand kan
man let tage fejl. Fru Viljoen fortalte, at der var set hyæner ved
vandhullet.
Henrik rejste sig for at gå hen til buffeten. Han huskede at
trække maven ind. Annette var også færdig med sin forret og
gjorde ham selskab.
- Lagde du mærke til, at fru Viljoen virkede undvigende, da vi
fortalte om Benny og løven, sagde Annette.
- Ja, jeg havde samme fornemmelse.
- Jeg undlod at nævnte det ved bordet, for ikke at forskrække
nogen. Mener du, at jeg bør advare om det?
- For en sikkerheds skyld, ja. Fru Viljoen ønsker måske ikke at
skræmme os. Hvis Benny har ret, og der sker noget, vil vi bebrejde
os selv.
Henrik tog to skiver antilope. Vildt hørte til det mest fedt-fattige
og sundeste kød, havde han læst. Annette nøjedes med én.
- Jeg gør det efter middagen, sagde hun og fyldte resten af
tallerkenen med salat.
Henrik lod de pandestegte kartofler og saucen stå og gjorde det
samme.
- Jeg har et par ting at fortælle - blandt andet om turen til Kruger
i morgen. Lad os mødes i opholdsstuen bag efter, sagde Annette,
da de første rejste sig fra middagen.
Opholdsstuens glasfacade vendte mod øst. I skumringen virkede
kumulusskyerne endnu mere truende. Søens overflade så ud, som
44

var det dækket af tjære. Oven over reflekterede skyerne det
purpurfarvede skær fra den nedgående sol.
Annette så sig om i den hyggelige stue med den enorme pejs.
- Vi er her vist alle. Nogle har sikkert hørt, at Benny har set en
løve ved vandhullet. Først var jeg tilbøjelig til at afvise det. Efter
nærmere overvejelse mener jeg, at vi bør tage det alvorligt. For
alle tilfældes skyld vil jeg advare om at gå tur uden for lodgen.
Som I ved, er der medarbejdere beskæftiget over hele området. Er
der en løve, er der også spor, og så får vi det selvfølgelig at vide.
Her er vi i al fald i sikkerhed.
Annette holdt inde og så sig omkring for spørgsmål.
Benny sad med et smil om munden. Han nippede til det glas vin,
han havde taget med. Der var tydeligt, at han nød situationen.
- Hvis de sorte ser den, giver fru Viljoen dem mundkurv på, for
ikke at skræmme os, sagde han.
- Hvis du fik mundkurv på, så du måske færre løver, sagde Per.
Det forventede bifald udeblev ikke. Jeppe og Ole kvitterede med
et latterbrøl. Resten reagerede mere behersket.
Benny lod upåvirket og grinede med.
- Man vænner sig til lidt af hvert, sagde han og løftede sit glas.
- Med hensyn til i morgen, sagde Annette, starter vi midt på
formiddagen. Jeg håber, vi får set både næsehorn og leopard. Det
lykkedes ikke i dag. Hvis vi kører ad hver sin rute, er der chance
for, at i det mindste et af holdene er heldig.
- God ide, så slipper vi for det forbandede støv, sagde Jeppe.
Annette fortsatte:
45

- Oven på dagens strabadser venter en lækker braai, som en
grillmiddag kaldes på disse kanter. Det foregår udendørs til
ledsagelse af musik fra et lokalt orkester. Bagefter er der lejlighed
til en svingom.
Nede ved søen fik en snigende skygge de årvågne antiloper til at
flygte. I det tiltagende tusmørke så ingen af lodgens gæster løven.
Det tropiske nattemørke lagde sig over landskabet. Mødet var
forbi. Nogle gik i baren og andre tilbage til hytterne.
Havens lamper spredte sit varme, gullige skær over stierne og
plænen. Alt åndede tryghed. Intet sted lå hen i mørke. Men bag de
tætte buske og træer var alt sort som kul.
Malene fulgtes med Vivian, Thomas og John. Inden de skiltes
mindede de Malene om at lukke dør og vinduer.
- Er I ude på at gøre mig nervøs, sagde hun med en klar latter,
der kunne høres langt væk i stilheden.
Nogle af gæsterne ønskede John Winther god nat. Han havde et
beskedent værelse i den lange, lave personalebarak, der lå ude af
syne for gæsterne.
Malene var ved at klæde sig af, da hun fik øje på silhuetten af en
menneskeskikkelse, der stod foran vinduet. Før hun nåede at
skrige, var personen forsvundet.
Skrækslagent trak hun gardinerne for og tog i døren for at sikre
sig, at den var låst. Med hjertet hamrende i brystet skyndte hun sig
i seng og trak tæppet op om halsen.
46

Hvem var manden, der havde stået og betragtet hende, mens hun
klædte sig af? I tankerne gennemgik hun lodgens mandlige
beboere, uden at kunne sætte ansigt på den natlige gæst.
Af angst for, at den ukendte vendte tilbage, lod hun lyset være
tændt.
De tre safarijeeps holdt opmarcheret på lodgens parkeringsplads.
Med undtagelse af Benny Karlsen var selskabet fuldtalligt.
Takket være, at man havde fået lejlighed til at sove længe, var
humøret et pænt stykke over middel.
- Kunne du ikke falde i søvn på grund af løven? Jeg så, at du
havde lyset tændt i nat, sagde Bent til Malene med et drillende
smil.
Siv vendte demonstrativt ryggen til. Det irriterede hende, at han
indyndede sig hos Malene.
- Jeg turde ikke slukke. Der stod nogen uden for min dør, da jeg
klædte mig af.
Hun ville ikke sige mand, selv om hun pr instinkt gik ud fra, at
det var en mand. Pludselig var hun ikke længere så sikker: det
kunne også være en kvinde.
Dem, der stod i nærheden, ventede spændt på fortsættelsen.
- Havde du forventet andet af dine anstrengelser?
Alles opmærksomhed rettede sig mod Siv, der stirrede på
Malene med et hadefuldt blik.
47

- Du har ikke ladet vore mænd i fred et øjeblik. Resultatet er så
sandelig ikke udeblevet. De fleste opfører sig som en flok ynkelige
hanhunde.
Bent betragtede forundret sin kone, som havde han svært ved at
tro sine ører. Siv havde virket tvær og utilnærmelig de sidste dage.
Men det var han så vant til. Hvad gik der af hende? Han så sig
forvirret omkring, mens rødmen bredte sig over hans solbrændte
ansigt.
- Jeg er virkelig ked af det. Jeg tror, Siv er kørt træt. De sidste
dage har været for meget for hende. Skal vi ikke blive hjemme og
hvile ud min skat?
- Hvil du bare ud, hvis du trænger til det, svarede hun og satte
sig ind i den nærmeste jeep.
De, der havde overværet scenen, havde svært ved at skjule deres
forlegenhed. I tavshed satte de sig ind i bilerne.
- Så kunne Siv ikke holde sig længere, hviskede Hanne til Lone.
- Det har jeg ventet længe.
- Hvad fanden gik der af kællingen, sagde Jeppe højt nok til, at
alle i vognen hørte det.
- Jaloux, ligesom visse andre, lød det monotont fra Per.
Lone sendte ham et vredt blik, men valgte at holde mund.
Endelig dukkede Benny op. Han satte sig ind på den ledige
plads ved siden af chaufføren.
- Vi havde så småt håbet at slippe for dig i dag, sagde Per.
- Jeg var en tur i baren for at få feltflasken fyldt op, svarede han
tilsyneladende upåvirket.
48

- Tag dig ikke af ham. Vi andre har for længst opgivet ham,
sagde Lone.
Pers svar druknede i støjen fra den opspeedede motor.
Et kvarter senere kørte den lille kolonne safari biler ind i Kruger
Nationalpark.
Chaufføren i den første vogn fik øje på et næsehorn. Han kaldte
de andre over mobilen, for at give alle del i oplevelsen. Mens
kameraerne fokuserede og klikkede, dukkede endnu et næsehorn
op. Annette fortalte, at den havde det største horn, hun endnu
havde set.
Vognene skiltes og fortsatte i hver sin retning ud over savannen.
Chaufførerne gjorde holdt, hver gang nye zoologiske motiver
viste sig.
En flok overraskede bøfler vendte fælles front imod dem. Som
de stod der og gloede, forekom de mere dumme end farlige. En
zebrafamilie holdt siesta midt på vejen og vidste knap nok, om den
gad flytte sig. Bavianerne værdigede ikke vognene eller
passagererne et blik. Alligevel havde man på fornemmelsen, at de
holdt øje med deres medskabninger ud af øjenkrogene. Giraffernes
rolige bevægelser virkede som slowmotion i sammenligning med
de adrætte impalaer, hvis yndefulde skikkelser fik Per til at tænke
på Malene. De stribede kuduer med de snoede horn faldt sammen
med omgivelserne af lys og skygge. Ofte fik man først øje på dem,
når de rørte på sig.
En flok hunelefanter med unger i alle aldre ryddede en klynge
træer for saftige grene, inden de i gåsegang krydsede vejen. Den
49

største hun holdt øje med jeepen, til den sidste i flokken havde
passeret.
En stor hanelefant med enorme stødtænder, satte kurs mod en af
vognene. Det virkede, som ville den demonstrere, at vejen tilhørte
den. Den bredte ørerne ud og hævede snabelen, hvilket fik
chaufføren til at bakke. Til alt held blev den træt af legen og
fortsatte ind i bushen.
- Det er lige spændende hver gang. Man ved aldrig, hvor langt
de vil gå, sagde Annette.
Selskabet kunne ånde lettet op.
Bilerne fulgtes det sidste stykke til rastepladsen, hvor frokosten
blev serveret. På vejen mødte de en løvefamilie, der lå og hvilede
sig i vejkanten. Pia kunne ikke lade være med at tænke på Hannes
åbenhjertede ønske for Malene. Et par store unger kikkede frem
bag deres mors muskuløse ryg. Chaufførerne slukkede motorerne,
så kun kameraernes summen forstyrrede idyllen.
Malene følte sig som ramt af et lyn, da hun strejfede Sivs hadske
blik. Forvirret slog hun øjnene ned og vendte ansigtet bort.
Bent ærgrede sig over sin kones opførsel og den dårlige
stemning, morgenens optrin havde efterladt. Hele formiddagen
havde han og Siv ikke vekslet et ord.
Løverne rejste sig dovent ved lyden af de startende motorer. For
en sikkerheds skyld pilede ungerne ind i det høje græs. De var
endnu ikke så modige som de voksne.
50

På rastepladsen dækkede chaufførerne bord og fordelte
indholdet fra køleboksene. Ventetiden benyttede man til
toiletbesøg og at strække benene.
Henrik var gået hen til en skrænt, der førte ned til et næsten
udtørret vandløb. Nogle flodheste lå og kølede sig i det mudrede
vand. Af og til brølede de arrigt ad hinanden, fordi det kneb med
pladsen.
- Man skulle ikke tro, at du var psykolog? Er der noget at sige
til, at jeg af og til tvivler på dine evner. Det er sgu godt, at ingen
ved det.
Henrik kunne ikke se, hvem det var, der stod bag buskene.
Alligevel var han sikker på, at det var Bent Herlevs stemme.
Faktisk overraskede det ham, at hun var psykolog, men forstod
deres diskretion. Konstellationen ferie og psykolog harmonerede
dårligt sammen. På samme måde som betjent ikke var særligt
befordrende for feriestemningen.
- Jeg er sgu træt af at se, hvordan du går og gnider dig op ad den
billige tøs. Med din alder burde du føle dig for god til den slags.
- Problemet er, at du er jaloux. Det behøver man sgu ikke megen
psykologisk indsigt for at gennemskue. Jeg taler til Malene, som til
alle andre. Hvad tror du ikke, man tænker?
- Har du set flodhestene, spurgte en tredje stemme.
Det var Annette.
Der blev stille bag buskene.
- Flodhestene? - Ahh, nu kan jeg se dem, sagde Henrik og
håbede, det lød, som var han lige kommet.
51

Af hensyn til Bent og Siv satte han kurs mod de færdigdækkede
borde.
- Det var min datters fødselsdag i går, sagde han, fordi han ikke
kunne finde på andet. - Hun fyldte 18. Jeg ringede og ønskede
hende tillykke. Faktisk inviterede jeg hende med - som
fødselsdagsgave. Men hun afslog, fordi hun ikke ville forsømme
skolen. Jeg må se at finde et eller andet til hende i stedet.
- Fornuftig pige. Det havde min søn set stort på. Han er også 18.
- Jeg tror snarere, det skyldes kæresten.
- Er far jaloux?
Spørgsmålet fik ham til at tænke på Bent og Siv.
- Det tror jeg ikke. Tværtimod, jeg har taget mig alt for lidt af
dem. Min søn er 22.
- Så kunne du have inviteret ham med.
- Han læser til styrmand og sejler i øjeblikket.
Hun satte sig ved siden af ham. Han havde en underlig følelse af
at have fortalt det meste af sin livshistorie.
Siv og Bent valgte det andet bord. Ud ad øjenkrogene lagde
Henrik mærke til, at Siv betragtede ham og Annette.
Malene satte sig mellem Verner Sørensen og Benny Karlsen.
Efter morgenens optrin holdt hun sig på afstand af ægteparrene.
Benny var allerede i gang med den anden øl. Han svedte og
tørrede panden med bagsiden af hånden.
- Med det vejr er det ikke til andet end at drikke. Skål Malene,
din dejlige tøs.
Malene smilte og skålede pligtskyldigt med sin cola.
52

- Vil du ikke have en sjat i, spurgte Benny og trak en
lommelærke frem af vestens inderlomme.
- Nej tak, måske senere, sagde hun for ikke at virke afvisende.
- Fornuftigt. Det bliver man kun mere dehydreret af, sagde
Verner.
Benny lagde flasken tilbage i lommen.
- Det er rigtigt, skolelærer. Desværre er al din visdom spildt,
hvad angår mig.
- Apropos i aften kan I glæde jer til vores herlige orkester, sagde
Annette for at lede opmærksomheden i en anden retning. - De
spiller og synger forrygende. Sangerinden minder om Miriam
Makeba, hvis nogen kender hende.
- Det er mindst 30 år siden, hun var verdensberømt. Hun må
være en gammel dame, sagde Benny.
- Jeg har en nyere CD med hende, sagde Annette. - Vores
orkester er heller ikke af yngste dato. De er især kendt for deres
rocknumre fra 50-erne og 60-erne, men spænder i øvrigt over alt
fra pop, road, folkesang til jazz.
- Så håber jeg at få en svingom Malene, sagde Benny.
- Naturligvis, sagde hun uden tøven.
- Hvis du kan stå på benene til den tid.
Bemærkningen kom fra Per, der havde hentet en øl i
køleboksen.
- Du er bare jaloux, fordi jeg lægger beslag på din borddame,
svarede Benny.
- Nu synes jeg, at I to skulle holde fred, sagde Annette.
53

Hun var træt af Pers stikken til Benny.
Som eftermiddagen skred frem, lagde der sig en mærkbar ro
over selskabet. Fascinationen af Afrikas vilde natur var i
aftagende. Synet af en flok elefanter og løver udløste ikke samme
begejstring som dagen før. Der var almindelig stemning for at
vende næsen mod lodgen.
- Nu vil jeg hellere se en kold pilsner og en antilope på spid.
Oles ønske mødte almindelig tilslutning.
Uden for Lion Lodge blev de modtaget af Viljoen junior. Han
var en flot, ung mand, høj og bred. Han spurgte, om de havde nydt
turen og gav damerne en hånd med at komme ned fra bilerne.
Han havde netop rakt armen ud mod Malene, da man hørte fru
Viljoens stemme.
- Junior!
Han smilte forlegent og forsvandt ind ad hovedindgangen med
et tvært udtryk om munden.
Siv ignorerede Bents hjælpende hånd. Hun var optaget af unge
Viljoen og Malene.
John så sin chance, da Junior var gået.
- Hvordan gik turen, spurgte han Malene.
- Forrygende. Hvad har du fået tiden til at gå med?
- Vasket bussen og gjort rent.
- Det lyder kedeligt. Du må tage revanche i aften.
- Det har jeg også tænkt mig, sagde han med et
forventningsfuldt smil.
54

Håbet steg, da Malene gengældte det. Siv blev stående og så
efter dem. Hendes analyserende tanker øjnede en ny intrige.
Viljoen Junior stod i forhallen og satte numre på et hold nye
kufferter. De tilhørte en flok tyske pensionister, der nød en drink i
baren, mens guiden fortalte om morgendagens safari.
Benny sad og lyttede med. Han var i gang med aftenens første
whisky.
Henrik satte sig ved siden af og bestilte en øl.
- Der er rigtigt ved at gå panik i vore ægtepar, sagde Benny.
- Hvad mener du?
- Hørte du ikke, at vores lille psykolog mistede besindelsen og
gav sit store brød en opsang. Jeg stod og så på flodhestene og fik
en opstrammer.
Benny havde altså stået skjult i nærheden og overværet
skænderiet, tænkte Henrik.
- Lone og Hanne kan ikke styre deres hanhunde, fortsatte
Benny. - Ole er heller ikke for sikker. Det ender galt, hvis det
fortsætter.
Benny havde øje for mere end de våde varer, tænkte Henrik.
Han var jo journalist - og havde sikkert ret. Lige fra første øjeblik
havde Per og Jeppe vist mere end almindelig interesse for Malene.
De sidste dage var Ole begyndt at gøre dem rangen stridig.
- Siv påstod ellers, at hun var husmor, sagde Benny.
- Når jeg ønsker at slappe af, går jeg heller ikke og fortæller, at
jeg er strømer.
55

Benny havde mødt Henrik i forbindelse med en mordsag og
fortalt de andre om hans rolle i opklaringen.
- Så var det måske ikke så smart, at jeg fortalte ...
- Nu du siger det ...
De blev afbrudt, da de tyske pensionister begyndte at synge
noget, der lød som en hjemstavnshymne. Schöne blaue Rhein, lød
det i omkvædet.
Da der blev ørenlyd efter et prost, fortsatte Benny, hvor han
slap.
- Min fornemmelse siger mig, at dette kun er de indledende
øvelser. Den pæne overflade kan revne når som helst.
- Forhåbentlig går det ikke så galt, svarede Henrik.
Bennys vrøvl irriterede ham.
- Nå, der sidder I og pimper den, lød det fra Per.
Han og Jeppe satte sig og bestilte hver en øl.
- Sidder I og snakker om Siv og Malene, frittede Per med et
grin. - Det er synd for Malene. Hørte I ikke, hvordan kællingen
skabte sig i morges, da vi skulle af sted?
- Det kunne have været vores egne, sagde Jeppe.
- Ikke Lone, protesterede Per. - Det er hun sgu for begavet til.
- Du er naiv, sagde Jeppe.
- Hvad fanden mener du med det?
Benny så ud, som nød han skænderiet.
- De holder med Siv. De mener, Malene fordrejer hovedet på os.
Hun nyder balladen, påstår de.
- Vorherre bevar os! Sikke en omgang vås.
56

Jeppe trak opgivende på skuldrene. Der var ikke var noget at
stille op mod Per.
- Gener jer ikke for min skyld, kvækkede Benny. - Det er
virkelig underholdende.
Annette stod i døren og lyttede.
- Drik nu ikke mere, end I er i stand til at danse. Orkestret er
begyndt at stemme instrumenterne.
- Jeg danser faktisk bedst, når jeg har en lille skid på, sagde Per.
- Der kommer Malene.
I aftenens anledning havde Malene taget kjole på. Eller kjole var
så meget sagt. For skørtet var så kort, at det afslørede mere, end
det dækkede.
Egentlig ville hun fortælle Annette, at hun havde fundet sin
kuffert gennemrodet, men besluttede at vente.
- Hvor ser du yndig ud, sagde Annette.
Henrik følte, at hun mente det. Der var ingen misundelse i
stemmen.
- Tak, svarede hun med sænket blik.
Hvilket fik hende til at se endnu mere forførende ud.
Komplimenten gjorde hende forlegen. Hun havde ikke glemt
morgenens ubehagelige oplevelse.
- Får jeg en dans, spurgte Per.
- Måske, svarede hun tvetydigt.
Per smilte forfjamsket.
Jeppe så misundeligt på ham med en følelse af nederlag. Per var
den type, piger som Malene faldt pladask for, havde Hanne sagt.
57

Gongongens hule lyd kaldte gæsterne sammen. Alle undtaget
Benny skyndte sig at drikke ud.
- Jeg håber ikke du svigter mig i aften, sagde Per på vej ned til
grillpladsen.
- Det bliver jeg desværre nødt til, svarede Malene lavmælt.
Nærmest hviskende, så kun han hørte det.
En sagte melodi tonede dem i møde.
Den sorte kvartet bestod af tre mænd og en kvinde. De så alle ud
til at være passeret de 60.
På de to borde var der dækket op til hver ni personer.
Siv, Lone og Hanne stod og ventende på, at Malene satte sig.
Derefter tog de plads ved det modsatte bord.
Mellem palmerne hang kulørte pærer, der henlagde pladsen i et
tusmørkeagtigt skær.
Blue Moon nynnede den smukke sangerinde melankolsk ind i
mikrofonen. Orkestrets valg virkede søgt: Månens lysende skive
hang højt over palmerne.
Verner Sørensen gjorde opmærksom på sammenhængen og
kastede sig derefter over den største bøf fra grillen.
- Lad os skåle på det, sagde Ole og hævede sit glas.
- Skååål, lød det pligtskyldigt.
Verner sad for bordenden vendt mod orkestret. Pia, Ole, Malene
og Benny til højre og Annette, Henrik, Kate og Bo til venstre. Midt
på bordet stod adskillige flasker vin.
Viljoen Junior holdt styr på udvalget af fisk, bøffer,
lammekoteletter og pølser på den store grill. Han gav Malene det
58

lækreste, han kunne finde. Hun kvitterede med et smil, der fik hans
hjerte på afveje. Et par bøffer begyndte at ryge, fordi tankerne var
andetsteds.
- Junior, vækkede hans mors stemme ham.
Han skyndte sig at vende bøfferne og sendte hende et ærgerligt
blik.
Der lød et fjernt brøl i tropenatten, fulgt af et hjerteskærende
skrig. Sandsynligvis fra en fugl, mente Verner.
- Tror du, det var løven, spurgte Bo.
Han sad lige over for Benny.
- Den kan lugte kødet, lød det roligt konstaterende.
- Vil I godt holde op, sagde Pia, bifaldet af Kate.
Deres udtryk viste, at det ikke var noget at spøge med.
Fru Viljoen var gået hen til sin søn, der straks overlod grillen til
en sort tjener og forsvandt mellem buskene.
Henrik spekulerede på, om det var på grund af Malene, brølet
eller blot tilfældigt.
- Det lød som en ko eller bøffel, beroligede Per fra det andet
bord.
Ingen sagde ham imod. Måske fordi man foretrak den
udlægning.
Orkestret øgede lydstyrken. Var det for at berolige gemytterne,
tænkte Henrik.
- Eller en varulv, sagde Benny til Malene.
- Er der varulve i Sydafrika, spurgte hun.
- De findes overalt og er særligt aktive ved fuldmåne.
59

- Er du ude på at skræmme os, spurgte Pia.
Den slags var heller ikke til at spøge med.
Malene rejste sig og gik hen til buffeten. John og Per kikkede
langt efter hende. De andre gjorde det mere diskret.
When A Man Loves A Woman sang en af mændene i orkestret
med dæmpet, hæs stemme.
- Jeg forstår godt, at det er svært at holde øjnene fra hende,
sagde Annette til Henrik.
Hans opmærksomhed var ikke rettet mod Malene, men mod en
genstridig sene i bøffen.
- Hvem, svarede han desorienteret.
- Malene, naturligvis. Spiller du hellig?
- Ja, hun er forrygende, sagde han og kom i tanke om, at det var
Malenes yndlingsudtryk.
Junior var vendt tilbage til grillen. Hans iver efter at opvarte
Malene virkede nærmest barnlig. Lyden af hendes smittende latter
viste, at hun ikke var uinteresseret.
Fru Viljoen stod et stykke derfra og holdt øje med de to unge.
Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om sin søns opførsel.
Efter frugten, fromagerne og kagerne lokkede orkestret med Do
You Wanna Dance With Me.
- Skal vi danse, spurgte Benny. - Den passer til min årgang.
Malene fulgte ham ud på det flisebelagte dansegulv.
Alle betragtede dem nysgerrigt. Benny var en habil danser,
konstaterede Per til sin store ærgrelse.
60

Han var mere adræt, end nogen havde forestillet sig. Malene
svævede hen over fliserne så let som sky. Hun så ud til at nyde det.
Par efter par gjorde dem selskab. Snart var de fleste på
dansegulvet.
Per ville vise, at han ikke stod tilbage for Benny. Han havde
drukket en del og ignorerede Lones protester. Hans tilstand og
gode kondition gjorde, at hustruens overflødige kilo ikke voldte
ham noget besvær.
Rødvinen havde hjulpet på Hannes humør. Hun glemte
hæmningerne og lod sig rive med i den vilde dans med Jeppe.
Bent kunne ikke bestemme sig, om han turde byde Siv op.
Stemningen mellem dem var stadig trykket. De havde kun vekslet
få ord siden episoden i morges. I stedet nød han Malenes
bedårende ansigt og yndefulde skikkelse, der svævede hen over
dansegulvet.
Vivian og Thomas sjælede i deres eget tempo. Kind mod kind,
fordi det var deres bryllupsrejse. De havde bevidst undladt at
fortælle det til nogen.
Pia og Ole var erfarne dansere. I deres yngre dage var de ikke til
at drive fra dansegulvet. Henrik misundte Ole hans selvsikre
bevægelser.
- Jeg har aldrig været nogen ørn til det her, sagde han til
Annette.
Han holdt hende forsigtigt om livet, som var han bange for, at
hun skulle gå i stykker. Hun var let som en fjer og mere spinkel,
end hun så ud.
61

- Jeg har oplevet dem, der var værre. Det eneste, du trænger til,
er lidt øvelse.
Det var hende, der havde budt ham op. Han havde ikke kunnet
få sig selv til at sige, at han helst var fri.
Kate havde også haft besvær med at overtale Bo. Han følte sig
klodset og kunne ikke holde takten.
Benny begyndte at blive forpustet.
- Man kan godt mærke, at man ikke er 30 længere, sagde han til
Malene.
- Men det er jeg, lød en stemme bag ham.
Det var Per. Lone var på vej hen mod sit bord. Hun var sur over,
at han dansede for vildt.
Per trak Malene ud af favnen på Benny og hvirvlede af sted i en
vanvittig piruet.
- Det tempo er for meget for mig, sagde Lone forpustet og satte
sig.
- Det hjælper med et glas vin, svarede John og skænkede op i
begge glas.
John holdt øje med Per og Malene. Per havde drukket en hel
flaske vin for sig selv. Vinen begyndte også at stige ham selv til
hovedet. Han havde besluttet, at Per ikke skulle have Malene for
sig selv.
Put Your Head On My Shoulder lød det i kor fra orkestret.
Malene lagde uforvarende hovedet til hvile på Pers skulder et
øjeblik. Hans vilde dans gjorde hende svimmel. Da hun mødte
Lones blik, trak hun sig tilbage med et ryk.
62

- Vil du gøre mig en tjeneste, spurgte Lone.
- Naturligvis, svarede John.
- Byd Malene op.
- Heller end gerne! Jeg sad faktisk og tænkte på det.
- Per kan ikke styre sig, når han har drukket.
Malene kom dem i forkøbet og bad om en pause. Per
protesterede og stillede sig i vejen.
- Skal vi, spurgte John, da han nåede til undsætning.
- Ja tak, når jeg har hvilet et øjeblik, sagde Malene.
Per stillede sig i truende positur.
- Skrid, råbte han.
- Så er det godt Per. Nu går du hen og sætter dig.
Per så på sin kone og tav. Med et surmulende udtryk gik han
hen og satte sig.
- Vær sød at holde dig fra Per i aftenen. Han kan ikke styre sig,
når han er fuld, sagde hun til Malene og gik.
Malene følte sig beklemt ved situationen.
- Det skal du ikke tage dig af, trøstede John.
- Jeg bliver nødt til at tale et par ord med John, sagde Annette.
Hun havde ikke hørt ordvekslingen, men tænkte, at striden
drejede sig om Malene.
- Jeg tror snarere, at det er Per, der trænger til et alvorsord. - Det
er Lone vist i fuld gang med, svarede Henrik.
Annette så hen mod Lone og Per, der sad og skændtes.
Fra sin plads nær orkestret stod Junior med et tilfreds smil om
munden. Han havde holdt vågent øje med sine rivaler.
63

Sammenstødet mellem Per og John øgede hans egen chance for at
få Malenes opmærksomhed. Han ønskede, at løven ville dukke op.
Riflen lå skudklar bag skuret. Moren havde bedt ham hente den, da
de hørte dens brøl.
Annette bød Verner op. Han sad og så så ensom ud, mens de
andre svingede sig i dansen.
Lone og Per var på gulvet igen. Oh What A Night fik dem til at
droppe skænderiet for at give romantikken en chance.
John og Malene holdt bevidst afstand til Per. Sådan forekom det
Henrik. Ligesom Lone gjorde, hvad hun kunne, for at holde Per på
afstand af dem.
Kun han og Benny var bænkevarmere. I øvrigt passede det
begge godt: Henrik, fordi han følte sig usikker på dansegulvet, og
Benny, fordi han var ved at være for fuld.
Bagefter bød Annette John op og benyttede lejligheden til at
bede ham holde sig fra Malene. Hun følte, at det var hendes pligt
at forsøge at afværge konflikter i opløbet. John skulle nødigt blive
beskyldt for at have ødelagt festen.
John tog mod irettesættelsen uden protest.
Orkestret satte i med Rock Around The Clock. Det var den
chance, Ole havde ventet på, til at byde Malene op.
Ole lagde ikke skjul på, at han elskede at optræde. Deres
halsbrækkende jitterbug lagde beslag på det halve dansegulv. Det
lod ikke til at bekymre ham, at Malene var et halvt hoved højere.
Snart svævede hun over ham, snart under ham i et forrygende
64

tempo. De øvrige holdt op med at danse og begyndte at klappe i
takt til musikken.
Da musikken tav, bar han Malene hen til bordet uden at virke
det mindste forpustet. Selvsikkert hævede han armene i vejret som
tak for applausen.
Lidt efter gik Kate og Bo fulgt af Verner.
Annette havde igen budt Henrik op. Denne gang gik det
betydeligt bedre. Kun en enkelt gang trådte han hende over tæerne.
Til Annettes ærgrelse trodsede John alligevel hendes henstilling.
John holdt Malene så tæt ind til sig, at kun tøjet hindrede dem i at
smelte sammen. Måske var det Thomas og Vivian, der inspirerede
ham til det.
Benny havde set så dybt i glasset, at han skrålede med på Kisses
Sweeter Than Wine.
Pludselig lød der høje råb i nærheden af orkestret. Per havde
grebet John i kraven.
- Hvem har bedt dig blande dig med os?
Det lykkedes John at vriste sig løs, hvilket gjorde Per endnu
mere ophidset. Med et højre hånds hook ramte han John hårdt på
hagen. Thomas, der stod bag ved, greb ham og stillede sig mellem
dem.
Lone og Jeppe greb fat i Per for at hindre ham i at fortsætte
slagsmålet.
- Har du ikke lavet skandale nok i aften, skældte Lone ud. - Nu
går vi hjem.
65

Med Per mellem sig forsvandt Lone, Hanne og Jeppe i retning
af hytterne.
Stemningen var trykket.
Først gik Siv og Bent. Snart fulgte andre efter. Benny sad alene
tilbage.
Mens orkestret pakkede sammen, gik fire sorte piger i gang med
at rydde op.
Benny drak ud og fulgte efter de andre på usikre ben.
John stod midt på plænen og tog sig til hagen. Vivian og
Thomas sagde et par trøstende ord og ønskede ham god nat.
Malene sikrede sig, at døren var låst, og trak gardinerne for.
Hun havde ikke glemt den mystiske person uden for sit vindue
aftenen før. Alligevel slukkede hun lyset.
Hvis det ikke var for episoden med Per og John, havde det været
en herlig aften. Lige nu var hun for træt til at bryde sin hjerne med
de to. Hun havde så godt som ikke været af dansegulvet og faldt
hurtigt i søvn.
Malene vågnede med et sæt. Et stykke fra sengen så hun
omridset af en mand. Hun var øjeblikkelig vågen. Instinktivt
sprang hun ud på den modsatte side af sengen og løb hen til døren.
Hun nåede kun et skridt ud på terrassen, inden hun mærkede et
kvælende greb om halsen. Skriget druknede i en hæs, gurglende
lyd. Der var ingen til at hjælpe hende i den ulige kamp på liv og
død.
66

Det begyndte at sortne for hendes øjne. Det faste greb gjorde det
umuligt at trække vejret. Alligevel blev hun ved med at slå om sig,
til hun ikke længere kunne gøre modstand.
Hendes krop blev føjelig som en våd klud. Hænderne løsnede
deres tag om halsen. Livløst sank hun sammen på terrassens gulv.
Et gennemtrængende skrig skar gennem stilheden. De, der
allerede var faldet i søvn, og de, der endnu lå og døsede, blev
hurtigt lysvågne.
Skriget rislede Henrik koldt ned ad ryggen. Han havde ingen
fornemmelse af, hvor længe han havde sovet, da han tændte lyset
og løb hen og åbnede døren. Han så på uret. Det var kun en halv
time siden, han havde lagt sig.
Midt på plænen slæbte en stor hanløve et livløst bytte efter sig.
Byttet var en halvnøgen kvinde. Da løven i det samme passerede
skæret fra en havelampe, var han ikke i tvivl. Det var Malene.
Henrik fór sammen ved lyden af et højt brag. Løven standsede
med et ryk og slap sit tag med et fornærmet brøl. Så forsvandt den
i et mægtigt spring ind mellem blomsterbedene, opslugt af mørket.
Viljoen Junior sænkede riflen og råbte ad de fire skrigende,
sorte piger, der stod et stykke bag ham. Roligt fortsatte han hen til
Henrik og Annette, der sad bøjet over Malene.
- Ring efter en ambulance! Hurtigt, kommanderede Henrik.
Junior råbte igen til pigerne, inden han satte i løb hen mod
lodgen.
I løbet af nogle minutter stod de fleste danske og tyske gæster i
kreds omkring dem.
67

- Var det en løve, lød det forskræmt fra flere sider.
- Ja. Junior ramte den, svarede Annette.
Nogle så sig forskrækket omkring. Hvis Junior havde forfejlet
sit mål, var de selv i fare. Et såret rovdyr var særlig farligt.
- Så havde Benny alligevel ret, sagde Verner og kikkede sig
omkring.
Benny var der ikke.
- Lad mig komme til, sagde Hanne. - Jeg er sygeplejerske.
Hun bøjede sig ned over Malenes livløse ansigt og tog en dyb
indånding. Så pustede hun luft ind mellem hendes blege læber og
lagde en hånd over hendes hjerte. Efter et par minutter lød de
forjættende ord:
- Hun lever.
- Skal jeg afløse dig, spurgte Ole.
- Lad mig, sagde Bent.
- Ja tak, svarede Hanne og rejste sig.
Bent lagde sig på knæ og fortsatte genoplivningen.
Fru Viljoen og de fire piger var kommet til.
- Der er en ambulance på vej, sagde hun.
- Det er ikke løven, sagde Hanne til Henrik. - Jeg har arbejdet
med voldsramte kvinder og set den slags mærker mange gange.
Det er mærker efter kvælertag.
De danske gæster, ventede spændt på yderligere forklaring.
- Du mener da ikke ..., sagde Lone.
- Det er jo forfærdeligt ..., supplerede Pia.
68

- Jeg skal fandeme ordne det svin ..., råbte Per og så sig
omkring.
Hvor var John?
De fleste forstod, hvem Per hentydede til, selv om han ikke
fuldførte sætningen.
Blodudtrækningerne på Malenes slanke hals trådte tydeligt
frem. Henrik var heller ikke i tvivl. Mærkerne havde intet til fælles
med sårene i låret efter løvens bid. Hvis Hanne havde ret, havde
Malene været offer for vold, inden løven dukkede op. Den åbne
dør og de væltede havemøbler foran hendes hytte bestyrkede
mistanken.
Bent holdt inde med genoplivningen. Fra Malenes læber lød en
svag hosten. Hendes øjne var stadig lukket.
- Jeg tror, vi er over det værste. Lad os lægge hende ind på
sengen, sagde han og løftede hende op.
- Læg hende på min, sagde Henrik. - Det er bedst, at vi holder os
væk fra Malenes hytte, til politiet har været her.
- Naturligvis, sagde Bent og lagde hende ind i Henriks.
Ambulancens sirene hørtes i det fjerne. Malene var stadig
bevidstløs, men trak vejret ubesværet. Farven begyndte at vende
tilbage i kinderne.
En af lodgens arbejdere ledte ambulancen ind over plænen.
- Jeg tager med, sagde Hanne, da de bar Malene ud.
- Også jeg. For en sikkerheds skyld, sagde Bent og så på Siv.
Hun nikkede.
69

De tilbageblevne stod og så efter ambulancen, der forsvandt
mellem træerne.
Først nu faldt det Henrik ind, at Viljoen Junior ikke var der.
Henrik fortalte fru Viljoen om Hannes mistanke og bad hende
ringe til politiet.
Fru Viljoen virkede modvillig. Hun mente, det kunne vente til i
morgen. Først da Annette forklarede, at det lige så meget var på
grund af forsikringen, bøjede hun sig.
- Du glemte at sige det på engelsk, sagde Annette.
- Hvilket, spurgte Henrik desorienteret.
- At alle skulle holde sig væk.
Hun nikkede i retning af Malenes hytte, hvorfra Junior kom
gående hen mod dem med riflen i hånden. Døren til hytten var
lukket, og stolene sat på plads.
Henrik følte, at han havde dummet sig. Han burde have sat en til
at holde vagt ved hytten. Nu var det for sent.
- Satans også, sagde han ærgerligt. - Har du rørt ved andet end
døren og stolene?
- Nej, svarede Junior med et forbavset udtryk. - Er der noget
galt?
- Ikke andet end, at ingen må nærme sig hytten, før politiet giver
lov.
- Din mor ringer efter politiet, forklarede Annette. - Vi tror, at
Malene har været udsat for en forbrydelse.
Junior trak på skuldrene, men sagde ingen ting.
70

- Jeg foreslår, vi snakker det igennem, inden politiet kommer,
sagde hun til Henrik.
- Det lyder fornuftigt.
Han så på uret. Klokken var lidt over midnat.
- Jeg er enig, sagde Bo. - Det er bedst at få talt det igennem.
Han så sig omkring. Ingen protesterede.
De tyske pensionister forsvandt en efter en. De havde ikke
forstået meget af det, der blev sagt.
- Jeg henter Benny og John, sagde Anette. - Vil du være sød at
gå med, bad hun junior. - Jeg tør ikke på grund af løven.
- Naturligvis, men du kan være rolig. Den er død. Jeg ramte den
i brystet. Den må ligge et sted i nærheden. Vi finder den i morgen.
Ingen så ud til at være særlig overbevist.
De andre gik tilbage til hytterne for at tage lidt tøj på.
Fru Viljoen kom ud fra kontoret og fortalte, at politiet ville være
der i løbet af en halv time. Hun tændte lys i opholdstuen og
spurgte, om nogen ønskede noget at drikke.
- En dobbelt whisky, lød en hæs stemme.
Det var Benny, der viste sig i døren. Han var endnu ikke helt
vågen og trænge til noget at styrke sig på.
Benny forhørte sig om, hvad der var sket. Han havde sovet som
en sten, indtil Annette vækkede ham.
Annette kom tilbage med John. Bortset fra Hanne, Bent og
Malene var de fuldtallig.
71

- Jeg opfordrer alle til at fortælle, hvad de har hørt og set, sagde
Annette. - Dels for at bearbejde chokket og for at få klarlagt, hvad
der er sket. Jeg giver ordet til Henrik.
Henrik rømmede sig. Han vidste ikke, hvor han skulle gøre af
hænderne, men løste problemet ved at stikke dem i lommerne.
- Lad os forsøge at få rede på den sidste times tid: altså fra vi
forlod grillpladsen, og til vi hørte skuddet. Hvem begynder?
Lone rakte en finger i vejret.
- Per og jeg var sammen hele tiden. For at sige det rent ud
skændtes vi, fra vi kom ind ad døren, til skuddet lød. Vi trak
gardinet fra vinduet og så Malene ligge livløs på plænen. Henrik
og Annette var allerede på vej derhen.
Hun så på Per for at få bekræftet, hvad hun havde sagt. Han sad
og stirrede på John, der virkede nervøs og bleg.
- Jeg har intet at tilføje. Men det har John måske?
John gengældte Pers krigeriske blik.
- Jeg gik direkte ned til personaleboligen. Uden at se eller høre
noget mistænkeligt. Jeg gik straks i seng og faldt i søvn med det
samme. Det er selvfølgelig ikke det bedste alibi, at jeg var alene.
- Fuldstændig rigtigt, lød det bidende fra Per.
John stirrede vredt tilbage.
Henrik så sig omkring. Jeppe rakte en hånd i vejret.
- Jeg fulgtes med Hanne hjem. Vi var begge faldet i søvn.
Hanne vågnede ved lyden af skuddet og vækkede mig.
- Det samme her, fortsatte Thomas. - Vivian vækkede mig. Vi
tog tøj på og gik ud for at se, hvad der var sket.
72

- Vi havde lige slukket lyset og lå og snakkede, da vi hørte et
mægtigt brag, sagde Kate med nervøs stemme. - Da vi kom ud på
terrassen, var der allerede flere samlet omkring hende. Det er så
forfærdeligt. Jeg håber, at Malene kommer sig, og at ingen af os er
skyld i ulykken.
Hun holdt en hånd for munden, som fortrød hun, hvad hun
havde sagt.
- Mit alibi er lige så dårligt som Johns, sagde Verner. - Jeg
håber, at min alder udelukker mig fra mistanke.
Per lo, mens andre nøjedes med at smile.
- Det tror jeg godt, jeg kan love dig, sagde Henrik.
- Næste, lød det utålmodigt fra Per.
- Vi sad og så dagens videooptagelser, da vi hørte pigerne
skrige, sagde Ole. - Jeg gik hen til vinduet og så Junior affyre
skuddet. Bagefter fik jeg øje på Malene, der lå i modsat retning.
Ærlig talt troede jeg, at han havde skudt hende.
- Så er der mig tilbage, sagde Siv. - Bent og jeg havde et par
ting, der trængte til at blive talt igennem. Som det er de fleste
bekendt, har Malene gjort alt, hvad hun kunne for at fordreje
hovedet på vore mænd. Og Bent er ikke den eneste, der har opført
sig fuldstændig fjollet.
- Fordi du er jaloux, behøver du ikke blande os ind i det, råbte
Per rød i hovedet.
Han havde rejst sig. Lone kom Siv til undsætning.
- Sæt dig ned Per og hold mund. Siv har fuldstændig ret. Ikke så
få har opført sig ualmindelig tåbeligt.
73

Lone trak ham i ærmet, til han satte sig.
- Sikke noget forbandet sludder, protesterede han.
Døren gik op. Hanne og Bent trådte ind.
- Malene er frisk i løbet af et par dage, sagde Bent. - Vi fik et lift
af politiet.
- Er hun kommet til bevidsthed, spurgte Benny.
- Ja, svarede Bent.
Det bankede på døren.
En høj, sort mand trådte ind. Både ansigt og smil mindede om
Nelson Mandelas.
- Kriminalkommissær Jeff Mbekela, præsenterede han sig. -
Undskyld ulejligheden. Jeg kan berolige med, at Leon Viljoen er
lagt i håndjern og kan se frem til en tid bag lås og slå.
Overraskelsen var mærkbar.
Mbekela så på Bent.
- Du fortalte, at der var en betjent med på rejsen.
- Ja, det er Henrik Johansen, svarede Bent i retning af Henrik.
Mbekela rakte ham hånden.
- Jeg vil gerne have en snak med dig om Malene Jensen og Leon
Viljoen.
Henrik svarede naturligvis, og Mbekela fortsatte:
- Det ser ud til, at unge Viljoen har svært ved at finde ud af,
hvordan man opfører sig over for det modsatte køn. For et par år
siden fik han en betinget dom for et lignende, men mindre alvorligt
tilfælde. Denne gang slipper han ikke så let. På hospitalet fortalte
74

Malene Jensen, at det var Viljoen Junior, der havde overfaldet
hende.
Kommissæren smilte sit Mandela-smil og takkede Hanne og
Bent for indsatsen.
- Jeg håber, at den unge dame snart er på benene igen. Lad os gå
ind på kontoret.
Det sidste var henvendt til Henrik.
- Jeg foreslår, at vores guide Annette går med, sagde Henrik.
- Naturligvis.
Mbekela ønskede god nat og fulgte efter Annette og Henrik.
- Undskyld, John. Jeg troede sgu, det var dig, sagde Per.
- Og jeg troede, det var dig.
De lignede to forlegne knægte, der forsøgte at gøre det godt igen
efter en slåskamp.
- Det lettede, sagde Ole. - Så kan vi måske få en rolig nat.
- Jeg får ikke lukket et øje, lød det opgivende fra Vivian.
- Det skal nok gå. Nu har de fundet gerningsmanden. Så må vi
bare håber, at Malene kommer sig, trøstede Thomas.
- Hun er på benene igen i løbet af et par dage, sagde Bent. - Hun
er stærk nok til at klare det psykisk.
- Hvad siger vores psykolog, spurgte Benny.
Siv havde lyst til at spørge, hvor han vidste det fra. Men lod
være, fordi alle så på hende.
- Jeg er enig med Bent. Hun er den type, der hurtigt kommer sig
over chokket.
75

- Jeg tager ind og besøger hende i morgen. Annette tager sikkert
med, sagde Hanne. - Måske kan vi blive enige om at splejse til en
buket.
- Naturligvis. Lad os ordne det ved morgenbordet, sagde Pia.
Samtalen ebbede ud. I samlet trop forlod man opholdsstuen.
Annette og Henrik stod og snakkede uden for hendes hytte. De
havde netop hilst af med kommissæren, der var tilfreds med deres
forklaring.
Jeff Mbekela forventede sagen hurtigt afsluttet. Viljoen Junior
havde indrømmet indbruddet i Malenes hytte og det efterfølgende
overfald.
- Jeg håber, Malene kommer sig over det, sagde Henrik.
- Jeg skal til Danmark om tre uger. Så tager jeg ud og besøger
hende. Vi bor ikke så langt fra hinanden, svarede Annette.
- Slår du på tråden og fortæller, hvordan det går? Jeg lider af
den besynderlige svaghed, at jeg godt vil vide, hvordan det går
ofrene. De får sjældent den store opmærksomhed.
- Meget gerne. Så vil jeg benytte anledningen til at invitere på
middag.
- Det lyder godt.
- Er det en aftale.
- Naturligvis.
- God nat.
- God nat og sov godt.
76

Polterabend
- Har du fået dig indrettet, spurgte kriminalassistent Verner Lund
sin kollega.
- Jeg har ikke haft tid, svarede Per Højer, der sad ved rattet.
De havde været ude til et røveri hos en guldsmed og var på vej
hjem. Der var ikke mange mennesker på gaden, fordi det havde
småregnet det meste af aftenen.
- Ærlig talt: Du kan da ikke bo i det hul. Det kan simpelt hen
ikke være værre.
- Det kom jo lidt pludseligt. Når der bliver tid, finder jeg sikkert
noget, der er bedre.
- Kvinder er sgu uberegnelige. Specielt i den alder.
Højer svarede ikke. Han var tilbøjelig til at give Lund ret. Han
fattede stadig ikke, hvad der var sket med Lis. Derfor havde han
foreløbig valgt at skylde overgangsalderen for hendes pludselige
ønske om skilsmisse.
- Jeg hopper af her. Det er lige så let. Hej du. Vi ses i morgen!
Højer holdt ved et lyskryds, der viste rødt. Lund smækkede
døren og slog ud med hånden.
I fodgængerfeltet stødte han uforvarende ind i en høj, ung,
bredskuldret mand på vej i modsat retning. Lund undskyldte.
Manden kvitterede med et smil.
Mindre en ti meter derfra standsede den unge mand ved en
glasdør med COCOMP i svunget blå neon over indgangen.
77

Han låste sig ind og tog elevatoren til tredje sal. Lyset fra gaden
gjorde, at han ikke behøvede at tænde for kontakten i
kontorlandskabet.
Han gik målbevidst gennem rummet, åbnede en dør, tog et
kassettebånd op af lommen og lagde det på skrivebordet. Så forlod
han den mørklagte bygning lige så målbevidst, som han var
kommet.
To taxaer standsede næsten samtidigt ud for en herskabelig villa på
Strandvejen.
Seks mænd steg ud. Alle havde fået rigeligt at drikke til den
middag, som Nisse havde spenderet på sin sidste dag som ungkarl.
- Lad som I er hjemme, bød Chr. Nissen sine fem kollegaer
velkommen.
Lejligheden emmede af moderne, dyr smag. Grænsende til det
pralende, mente Wolfi uden for Nisses hørevidde.
Da alle havde fået noget i glassene ved den veludstyrede bar tog
Erik Wolfgang ordet. Han, Nisse og Jan Fenrisson, kaldt Fenris var
Cocomps seniorsælgere. Som juniorer i firmaet holdt Bo Lind,
Lars Andersen og Benny Nielsen ærbødig distance til
sælgerklubbens tre ældre medlemmer.
- Kære Nisse, da P.R. ikke kunne være til stede, har jeg som
klubbens nestor den ære at sige et par afskedsord her på tærsklen
til det hellige ægteskab.
Alle lo, men var ikke mere bedugget, end de fornemmede den
ironi, Wolfi lagde i ordene.
78

- Du har altid vist en enestående evne til at vende op og ned på
tingene og tænke i nye baner både i det daglige arbejde og privat.
Det skal ikke forstås negativt, men som en anerkendelse for de
resultater, vi alle har nydt godt af. Du har vist dig som en
kammerat og altid været parat til at give mindre heldige et skub
opad. Og alle ved, at man ikke går forgæves, når det gælder råd og
vejledning. Altid øser du rundhåndet ud af din uutømmelige viden
og erfaring.
- Jeg græmmes, sagde Nisse og vred sig forstilt.
Alle lo og råbte hørt!
- Derfor skal han have et leve, mens vi endnu kan stå på benene.
Hurraråbene fik flaskerne på hylderne til at klirre.
Nisse slog på sit glas med en strainer.
- Vi har alle brug for støtte i en presset situation.
- Der er endnu tid til at fortryde, Nisse, afbrød Bo ham.
- Hold kæft Bo, og lad Nisse tale færdigt, råbte Fenris for at
overdøve latteren.
- Konkurrence er både nødvendigt og inspirerende, det ved
enhver af os. Samtidig forstår denne klubs medlemmer, hvor
vigtigt der er at arbejde efter sammenholdets principper. Det har
bl.a. betydet, at Cocomp har klaret sig bedre end vore konkurrenter
i denne benhårde branche. Se blot i lønningsposen. Vi har set,
hvordan mange er bukket under på grund af uoverensstemmelser
og misundelse. Jeg håber, at jeg fortsat gør mig fortjent til at være
med i Supersælgernes klub. Tak fordi I kom. Klubben længe leve:
Hurra, hurra, hurra!
79

Bo løftede hænderne i dirigentpositur og sang for:
- Og gid at det må gå ham godt i mange, mange år.
- Synd, at P.R. ikke er her, sagde Fenris til Nisse, da den værste
larm havde lagt sig.
- Han er helt slået ud over at måtte give afkald på Birthe.
- Den stakkel er trængt på alle fronter. Detroniseret chef og far,
sagde Wolfi ironisk.
- Som det beskedne menneske, jeg er, kender jeg min plads,
sagde Nisse med et bredt grin.
- Først løber han med datteren. Det næste bliver chefstolen,
fortsatte Wolfi med et endnu bredere grin.
Nogle drinks senere fik Lars om sider lejlighed til en snak med
Nisse. Han bad ham lægge et godt ord ind for sig hos P.R. Den
sidste tid havde han knoklet som et bæst for at vise, hvad han
duede til. Det hele gik langt bedre, end han havde turdet håbe.
Nisse lovede at støtte ham i at få forhøjet sit personlige tillæg.
- Naturligvis, Lars. Selvfølgelig kan du regne med mig. Du har
bevist, at du fortjener det.
…
Ønsker du at læse resten af bogen, kan
SAMSPIL - og andre noveller af Jørn Staus Jacobsen
købes som e-bog på
www.saxo.com
80