Brugen af sagkyndige i straffeprocessen The Use of ... - Juridisk Institut

Såfremt anklagemyndigheden følger disse retningslinjer, har de vid mulighed for at dokumentere
ensidigt indhentede erklæringer og indkalde sagkyndige som vidner. Det er op til anklagemyndigheden
at vurdere, hvilke sagkyndige, der skal involveres i sagen, og såfremt de ovenstående retningslinjer
er fulgt, vil det efter min overbevisning sjældent ske, at domstolene afgrænser anklagemyndighedens
sagkyndige bevisførelse. Der er umiddelbart ikke nær så strenge krav til anklagemyndigheden
som til forsvareren i forhold til at sandsynliggøre, at bevisførelsen er relevant.
6.3 Ligestilling set i forhold til EMRK art. 6?
Uanset om man mener, at eksperter er omfattet af begrebet ”vidne” i EMRK art. 6, stk. 3, litra d eller
ej, gælder princippet om ligestilling allerede efter EMRK art. 6, stk. 1. Princippet om equality of
arms skal fortolkes i sammenhæng med det overordnede princip om, at rettergangen skal være
”fair”. Det bemærkes i den sammenhæng, at ikke enhver ulighed i behandlingen af henholdsvis forsvarerens
og anklagemyndighedens eksperter kan begrunde, at selve retssagen har været uretfærdig.
Praksis fra EMD indikerer, at der skal mere end blot forskelsbehandling til før, at der er sket en
krænkelse af menneskerettighederne. I Bönisch sagen blev der statueret en krænkelse fordi, der var
stor forskelsbehandling af eksperterne. Den af retten udpegede ekspert havde flere særlige beføjelser,
herunder mulighed for at være til stede under hele hovedforhandlingen og mulighed for at stille
spørgsmål til forsvarerens ekspert. Det faktum, at eksperten var udpeget af retten, gav ham også en
særlig status, som kunne bevirke, at hans udsagn blev tillagt højere bevisværdi. Det kunne derfor
ikke i denne sag udelukkes, at forskelsbehandlingen har haft indflydelse på domfældelsen ved den
østrigske domstol. EMD kom til en anden konklusion i Brandstetter sagen, hvor der ligeledes var
forskelsbehandling. EMD fandt ikke, at der var sket en krænkelse af EMRK art. 6, selvom anklagemyndighedens
ekspert var fra samme institut, som havde udtaget vinprøverne, og selvom forsvareren
ikke fik medhold i, at der skulle indhentes en second opinion. I G.B. sagen lagde EMD også
vægt på, at nægtelse af second opinion ikke i sig selv er en krænkelse af menneskerettighederne,
men i den konkrete sag, hvor eksperten under hovedforhandlingen ændrede mening til skade for
tiltalte, var der sket en krænkelse.
Denne praksis fra EMD stemmer efter min opfattelse godt overens med dansk retspraksis. Jeg finder
ikke, at Danmark handler i strid med menneskerettighederne, når domstolene opstiller visse
krav, der skal være opfyldt forinden, der gives en second opinion. Det er desuden min opfattelse, at
der ikke kan eller bør være fuldstændig ligestilling for henholdsvis forsvarerens og anklagemyndighedens
kontakt til sagkyndige. Dette følger af den forskel, der er på parterne i straffesager, og det
faktum, at anklagemyndigheden har bevisbyrden. Hvis omfanget af forsvarerens rettigheder bliver
større, end de er i dag, medfører dette også, at sagsomkostningerne bliver større, hvilket i sidste ende
kan skade den tiltalte.
RETTID 2011/Specialeafhandling 11 44