Download - Leder - FDF

Kære Leder
Stakkels lille Felix. Han skulle egentlig slet ikke have været med
til Zambia sammen med Sille og Sigurd. Men han var for nysgerrig
og sneg sig med på rejsen godt gemt i Silles rygsæk. Det
blev bare ikke helt den tur, Felix havde regnet med, for kort tid
efter at trekløveret er ankommet til Zambia, bliver Felix væk fra
sine venner. Ved et uheld falder han ned i en fremmed zambisk
mands kasse fyldt med ulækre fisk. Manden tager Felix med
hjem og vil sælge ham på markedet. Sigurd og især Sille er fuldstændig
knust over, at Felix er væk, og de to skovbørn går straks
i gang med at lede efter ham. Undervejs i deres søgen kommer de
på en spændende rejse rundt i Zambia…
Dette nummer af Sille og Sigurd, som er blevet til i samarbejde
med ’Zambia’ arbejdsgruppen, sætter fokus på
hverdagen for folk i Zambia. Vi hører om, hvor svært det
er at ska fe mad og vand, vi hører om, hvordan børnene
skal hjælpe til i landsbyen frem for at gå i skole, vi hører
om, hvordan familierne dyrker majs dels for at have noget
at spise og dels for at have noget at handle med
på markedet, og endelig hører vi om nogle af de
mange forældreløse børn, der er i Zambia. Alt i
alt handler historien om Sille og Sigurd i Zambia
netop om det, FDFs missionsprojekt drejer
sig om.
Ud over historien om Sille og Sigurd og deres
tur til Zambia byder dette lederhæfte på tre
andagter, der alle er i tråd med såvel historie
som missionsprojekt. Den første andagt tager
udgangspunkt i Sille og Sigurds safaritur, og
vi hører om Jordens skabelse. Den næste andagt
handler om manglen på mad, og omdrejningspunktet
er her historien om, hvordan Jesus bespiser
tusinder. I den sidste andagt møder vi hyrden,
der mister et får, og når børnene har hørt historien
om, hvordan det bliver fundet igen, foreslår
vi, at der skal leges.
I lederhæftets aktivitetsdel inviterer vi jer med på safari, vi lægger
op til et legemøde, og vi byder på små zambiske snacks.
Til sidst i hæftet finder I Sille og Sigurds ZAMBIA-løb. På dette
løb er det meningen, at puslingene og tumlingene skal følge
i fodsporene på de zambiske børn Peter og Rose for at opleve,
hvordan det er at være barn i Zambia. Det er uden tvivl meget
anderledes end det er at være barn i Danmark.
Rigtig god fornøjelse med materialet og rigtig god tur til Zambia!
Lene Thanild Schøler
REDAKTØR: Lene Thanild Schøler - REDAKTION: Pernille Østergaard Olsen , Gerda Elgaard Jensen, Maria Krogsøe Mienert, Bettina Alveen
LAYOUT: Per Lund Weisbjerg - TEGNINGER: Jakob Kramer - TRYK: Silkeborg Bogtryk - OPLAG: 800 - ISSN: 1603-4074
UDGIVET AF: Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF - Rysensteensgade 3 - 1564 København - KONTAKT TIL REDAKTIONEN: Silleogsigurd@FDF.dk
1

2
Her er Sille, og her er Sigurd og her er historien om
dengang, de to skovbørn var på rejse til Zambia.
Sille vågnede ved at Sigurd skubbede til hende.
”Se, Sille! Vi skal lande lige om lidt.”
Sille lænede sig hen over Sigurd for at kigge ned
på landet under dem.
”Zambia er godt nok meget forskellig fra Danmark,”
tænkte hun, og det var virkelig et anderledes
syn, der mødte de to skovbørn, da de
kiggede ud gennem de små vinduer i flyet. Man
kunne hverken se motorveje eller biler nede på
jorden, kun spredte træer, snoede jordveje og
små lerhytter, som lignede bitte, bitte små prikker.
Efter lidt tid begyndte hytterne at ligge tættere.
Der kom også flere og flere veje, og ind imellem
hytterne dukkede der rigtige huse op. Det gik op
for Sille og Sigurd at de nærmede sig en by.
Varmen virkede som en mur i ansigtet på dem,
da Sille og Sigurd lidt senere trådte ud af lufthavnen.
Der var også en frygtelig larm. Det var
næsten ikke til at holde ud.
Sille stod stille et øjeblik og kiggede sig omkring,
før hun tog et fast greb i Sigurd og begyndte at
trække ham hen mod et busstoppested, lidt længere
nede ad gaden.
”Bussen kommer lige om lidt,” sagde Sille.
Sigurd stønnede af varme. Han havde allerede
fortrudt, at han havde valgt at tage lange bukser
på.
”Jeg bliver altså nødt til at skifte,” sagde han.
”Nej, nej,” sagde Sille. ”Behold de lange bukser
på. De vil isolere mod varmen. Hvis du tager
shorts på, bliver det meget værre, det har jeg hørt
Historie af: Vibeke Kajbæk
de voksne snakke om derhjemme.”
Sigurd kiggede først vantro på hende, men han
sagde ikke noget. Han havde for længst lært, at
han hellere måtte høre efter, hvad Sille sagde.
Pludselig standsede Sille op. Hun kunne mærke
noget rumstere i rygsækken. Det var Felix. Det
var ikke meningen, at det lille egern skulle have
været med på turen til Zambia, men han havde
gemt sig i Silles rygsæk. Sille kiggede på Sigurd
med store øjne. Hun kunne ikke lade være med
at trække på smilebåndet, og et øjeblik efter grinede
begge skovbørnene så meget, at de måtte
holde sig på maven.
”Din lille laban, Felix. Du skulle jo ikke med,”
klukkede Sigurd.
I det samme kom bussen. Den var proppet med
rejsende, og på taget tårnede alle mulige ting og
sager sig op. De to skovbørn steg ombord og begyndte
at møve sig ned gennem midtergangen.
Det var lidt af en prøvelse, for der stod kasser og
tasker overalt, men til sidst lykkedes det Sille og
Sigurd at finde en plads helt nede bag i.
”Prøv lige at se alt det folk sidder med,” sagde
Sigurd, da han havde sat sig til rette i sædet. Sille
fulgte hans blik rundt i bussen. Der var høns i
bur, mel i poser og en masse andre sjove ting.
Bedst som Sille sad der og sugede indtryk til sig,
mærkede hun noget, der rodede i hendes hår. Sille
snurrede rundt, og pludselig kiggede hun lige
ind i et par brune pigeøjne.
”Hej, jeg hedder Valerie,” sagde pigen. Hun smilede.
”Jeg hedder Sille, ham her blegfisen er min ven
Sigurd,” svarede Sille og rakte hånden op og uglede
Sigurds hår.

”I ser mærkelige ud,” sagde Valerie. ”Hvor kommer
I fra?”
”Vi kommer fra Danmark, og vi er på vej ud til
en familie der hedder Stephenson,” forklarede
Sille. ”Dem kender jeg da godt,” sagde Valerie, og
inden længe sad de to piger og sludrede lystigt
om Zambia og om, hvorfor Sille og Sigurd var på
besøg.
Da de havde kørt en halv times tid, standsede
bussen. En af passagererne skulle af. Det var
den mand, der sad allerbagest. Han bar på en
stor kasse, og Sille, Sigurd og Valerie var nødt
til at rejse sig, så manden kunne komme forbi.
Han masede så meget, at der røg noget snask fra
hans kasse ned på Silles rygsæk. Det måtte være
fisk, der var i mandens kasse, for Sille fornemmede
straks lugten, der begyndte at brede sig.
Hun blev helt dårlig.
Sigurd lagde med det samme mærke til, at Sille
blev helt bleg, så han dykkede ned i sin rygsæk
og skyndte sig at finde sin drikkedunk frem. Sille
satte den straks for munden og drak grådigt.
Flasken var næsten helt tom, da hun var færdig.
”Det var sørme godt, at jeg fik fyldt den, inden vi
skulle af flyvemaskinen,” sagde Sigurd og kiggede
på Sille. Valerie kiggede også på hende.
”Du er heldig, at du har en ven, der fylder din
drikkedunk,” sagde den afrikanske pige så. ”Her
i Zambia skal man gå langt efter både mad og
vand. Folk er fattige, og vi bruger rigtig meget tid
på at finde begge dele, hver eneste dag.”
”Så er det jo derfor FDFerne samler penge ind
til Zambia,” udbrød Sigurd, og pludselig syntes
han, at der var en hel masse ting, der gav mening.
”FDFerne skal hjælpe folk i Zambia, så de
lettere kan få mad og vand.”
Sille sukkede. Hun var stadig lidt dårlig, så hun
lænede sig tilbage i sædet og gav sig til at kigge
ud af vinduet.
Det føltes, som om de kørte i evigheder. Det meste
af tiden kørte de ude på landet, men de kom
også igennem et par små byer. Hvis man da kunne
kalde det byer, for det var nærmest bare små
samlinger af lerhytter. Sigurd lagde mærke til, at
nogle af disse hytter var hævet over jorden. Han
smilede for sig selv, for før de rejste, havde han
læst, at den slags hytter var beregnet til at beskytte
husdyrene mod rovdyr om natten. Bedst
som Sigurd sad der i sine egne tanker, standsede
bussen. Valerie skulle af.
”Kan I have en rigtig dejlig tur ud til familien
Stephenson,” sagde hun, mens hun samlede sine
ting sammen. ”Hils dem endelig fra mig.”
Sille og Sigurd vinkede ivrigt til Valerie, da hun
lidt efter masede sig ned gennem den proppede
bus, og de kiggede begge efter hende, da bussen
satte i gang igen.
Der var ikke ret langt fra Valeries landsby til det
sted, hvor Sille og Sigurd skulle bo det næste
stykke tid, så det varede ikke længe, før bussen
standsede igen. Skovbørnene rejste sig for at gå
ud af bussen, men pludselig opdagede Sille, at
Felix var væk. Det lille egern var ikke at se nogen
steder. Både Sille og Sigurd ledte og kaldte
på Felix. Men lige meget hjalp det, og til sidst var
de nødt til at give op og bevæge sig ud af bussen.
Sille og Sigurd var knap kommet ud af bussen,
før det myldrede frem med mennesker fra alle
retninger. Alle sammen begyndte de at røre ved
de to skovbørn. Det virkede som om, de slet ikke
5

6
kunne stå for deres lys hud, og lyse øjne, der var
så anderledes fra landsbyboernes brune hud og
brune øjne.
”Hej med jer, og velkommen. Jeg hedder Joyce,”
sagde en pige, som var smuttet ind mellem alle
de andre og nu stod lige foran Sille. ”Vi har glædet
os rigtig meget til, at I skulle komme.”
Sille og Sigurd hilste pænt på pigen.
”Kom med mig. I skal hilse på vores ældste,”
fortsatte pigen, og hev i Silles rygsæk for at få
både hende og Sigurd med. Hun førte dem hen
til en gammel mand med gråt hår og gråt skæg.
”Det her er Lennart. Han er byens ældste. Det er
ham der bestemmer mest i byen,” sagde Joyce og
smilede. ”Og så er han min bedstefar.”
”Velkommen til,” sagde Lennart til Sille og Sigurd.
”Sæt jer ned. Vi har en overraskelse klar
til jer.”
Sille og Sigurd adlød med det samme og satte
sig ned på jorden. De havde knap nok fået sig
sat, før landsbyens kvinder begyndte at danse
og synge. Det var en rigtig flot dans, men Sille
og Sigurd havde svært ved at koncentrere sig om
dansen. Ingen af dem kunne lade være med at
spekulerede over, hvad der var blevet af Felix.
”Vi kan lede efter ham bagefter,” hviskede Sigurd
til Sille. Han kunne nemlig godt regne ud,
hvad det var hun sad og spekulerede over. Sille
kiggede på ham og nikkede. Sigurd kunne se en
lille tåre i hendes øjenkrog.
Men skovbørnene fik ikke mulighed for at lede
efter deres lille ven før noget senere, for så snart
dansen var slut, trak Joyce dem rundt i landsbyen
for at vise dem det hele. De endte ved en flot
lerhytte, der så ud til lige at være blevet bygget.
”Det er her, I skal bo,” sagde Joyce.
Sigurd betragtede hytten. Den var rund, taget
var lavet af strå. Der var et par små vinduer og
en lille døråbning. Indenfor var det første, Sigurd
lagde mærke til en bålplads. Den var placeret
midt i gulvet.
”Er det der, man laver mad?” spurgte Sille, der
også havde lagt mærke til bålpladsen. Joyce rystede
på hovedet.
”Nej, køkkenet er udenfor,” sagde hun.
Sille og Sigurd stillede deres bagage ved siden
af et par madrasser, der lå langs hyttens ene
væg. Bagefter fulgte de efter Joyce udenfor igen.
De fortsatte om på den anden side af hytten. Her
var der et rigtigt højt bord lavet af rafter, hvor
gryder, potter og pander stod stablet. Under
bordet stod der flere dunke med vand og et par
tomme spande.
”Her har du køkkenet, Sille,” sagde Joyce og slog
ud med armen.
”Hvad bruger I dunkene til?” spurgte Sigurd.
”Det er til kvinderne og pigerne. De bruger dunkene,
når de skal hente vand til landsbyen.
Spandene er til det majsmel, som de laver af vores
majs. Du kan godt nok ikke se vores majsmølle
lige nu, for den er lånt ud til nabobyen lige
for tiden,” forklarede Joyce.
Sille syntes, det lød lidt dumt, at det kun var pigerne,
der skulle hente vand og male majsmel,
men Sigurd afbrød hende, inden hun kunne nå
at spørge, hvorfor det var sådan.
”Hvor mange bor der her i byen?” spurgte Sigurd,
mens han kiggede sig omkring.
”Vi bor 2 familier her i byen,” begyndte Joyce. ”I
hytterne derovre, bor familien Owen, og her i de

8
her hytter bor min familie.”
Joyce og pegede rundt på de forskellige hytter i
landsbyen, mens hun fortalte og forklarede. Sille
nikkede og fulgte nøje med i det hele. Men Sigurd
hørte overhovedet ikke efter. Han havde fået øje
på en flok geder. Der var også nogle høns og tre
køer. De gik alle sammen frit rundt i landsbyen.
Sigurd kunne ikke lade være med at smile lidt,
for køerne fik ham til at tænke på det sidste
FDF-møde, han og Sille havde været med
til, lige inden de rejste til Zambia.
Det havde været et møde for hele
kredsen, og Kalle havde fortalt
dem alle sammen om FDFs missionsprojekt.
Han havde fortalt,
at FDF samler penge ind for
at hjælpe folk i Zambia. Kalle
havde også vist dem et billede
af Bank-Koen Berta. Sigurd
huskede, at han havde grinet
af, at Kalle havde kaldt
Berta for en Bank-Ko, men
det var jo også før, han vidste,
at når en Zambianer har en ko, så er den faktisk
ligeså meget værd for ham, som hvis han havde
penge i banken. På den måde kan man jo godt
kalde de zambiske køer for omvandrende banker.
Et øjeblik efter blev Sigurd revet ud af sine dagdrømmerier
ved at Sille gav ham en albue i siden.
”Kom nu, Sigurd. Vi skal spise!” sagde hun til
ham. ”Hvad er det egentlig, du går og spekulerer
sådan på? Det er jo slet ikke til at komme i kontakt
med dig.”
Sigurd smilede og trak på skuldrene.
”Jeg gik bare og tænkte på FDF-mødet, hvor vi
spillede bank-ko med Bank-Koen Berta,” sagde
han.
Sille kiggede på ham.
”Nåeh, ja det var et rigtigt sjovt møde,” sagde
hun. ”Jeg tror også, at vi fik samlet en hel del
penge ind.”
”Mmmmm!” nikkede Sigurd. ”Det gjorde vi helt
sikkert. Det er rart at vide, at man kan hjælpe
nogen, der ikke har det ligeså godt som en
selv, synes du ikke?”
”Jo,” sagde Sille, og så stak hun
sin arm ind under Sigurds og
trak ham over til samlingshytten,
hvor folkene fra landsbyen
stod og ventede på dem.
I mellemtiden var Felix havnet
i en anden landsby et
stykke vej fra, hvor Sille og
Sigurd nu skulle til at hygge
sig med et festmåltid sammen
med deres nye venner.
Det var på ingen måde med vilje, at Felix var taget
på eventyr for sig selv, men da ham manden i
bussen havde rejst sig op med alle sine fisk for at
komme ud, havde han skubbet så meget til Sille,
at Felix havde fået overbalance og var væltet
over i mandens kasse. Det lille egern var blevet
så forskrækket, og kassen havde lugtet så fælt
af fisk, at han slet ikke havde nået at reagere,
før bussen var kørt med Sille og Sigurd.
Felix havde været rædselsslagen ved tanken om,
at han nu var blevet væk, og han kunne huske,
hvordan han havde gispet efter luft nede i stan-

ken mellem de døde fisk. Han huskede også,
hvordan han netop lige havde fået fat i kanten
af kassen og var begyndt at trække sig op, da
kassens ejermand havde fået øje på ham.
”Jamen, hvad har vi dog her?” havde manden
sagt, og så havde han rakt hånden ned efter Felix
og taget fat i nakken på det lille egern. Felix
havde prøvet at vriste sig fri, men manden havde
holdt godt fat i nakken på ham, og det havde ikke
hjulpet spor at stritte imod. Efter et stykke tid
havde Felix givet op, og i stedet havde han kigget
op på manden med sine store,
brune øjne for at vise ham, at
han altså ikke var spor farlig,
og at der ikke ville ske noget
ved at slippe ham fri. Men
lige meget havde det hjulpet,
og inden Felix havde set sig
om, havde manden fisket
et stykke lædersnor frem
fra lommen og bundet det
om halsen på Felix.
”Sådan en fætter må da
virkelig give godt på
markedet,” havde manden
så sagt højt til sig
selv, mens han havde
trukket af sted med Felix,
som om han var en
hund.
Nu stod Felix så bundet
til et hegn udenfor mandens
hytte. Felix snøftede.
Skulle han virkelig sælges
på et eller andet marked?
Hvad så med Sille og Sigurd og Tue og alle de
andre. Pludselig var det slet ikke så sjovt at være
i Zambia.
I samlingshytten var der dækket op til fest til ære
for Sille og Sigurd. Kvinderne i landsbyen havde
tilberedt den dejligste mad. Majsgrød, som man
skulle forme til små kugler og dyppe i tomatsovs.
Stegte
9

10
grøntsager, og en lækkert duftende høne. Der
var også ristede jordnødder, som man bare kunne
spise, næsten ligesom slik. Jordnødderne fik
Sille og Sigurd til at tænke endnu mere på Felix.
De måtte altså finde ham.
”Sæt jer ned ved bordet,” sagde Lennart. Sille og
Sigurd adlød, og så snart de havde sat sig, kom
en af kvinderne hen til dem med en kande vand
og et fad.
”I skal vaske jeres hænder,” forklarede Joyce.
Hun havde sat sig mellem Sille og Sigurd. ”Det
gør man for at vise respekt over for maden og
værten.”
Da de alle tre havde vasket deres hænder, vendte
Sigurd sig over mod Lennart.
”Har du set Felix?” spurgte han den gamle mand.
”Hvem er Felix?” spurgte Lennart med undren i
stemmen.
”Det er vores egern. Han sneg sig med her til
Zambia, men han blev væk for os i bussen på vej
til jeres landsby,” forklarede Sigurd.
Lennart slog en høj latter op.
”Et egern,” klukkede han. ”Sådan en fætter har
jeg faktisk hørt om. De skulle leve oppe i det kolde
nord. Det skulle være en rigtig lækkerbisken!”
”Hvad siger du!” udbrød Sille og gøs. ”Mener du,
at nogen kunne finde på at SPISE Felix?”
”Du må tage fejl,” sagde Sigurd og rystede på hovedet.
”Man kan da ikke spise et egern. Det er et
lille uskyldigt dyr, og desuden er Felix vores ven.”
”Vi må finde ham hurtigst muligt,” sagde Sille.
Hun havde tårer i øjnene. Joyce lagde armen
rundt om Sille for at trøste hende. Men det gjorde
bare det hele meget værre, og pludselig begyndte
Sille at græde.
”Jamen søde Sille dog. Jeg tror da ikke, der er nogen,
der spiser jeres lille ven,” udbrød Lennart.
Der var dødstille i lokalet. Alle havde lyttet med
på samtalen, og nu sad de og kiggede på Sille
og Lennart. Et øjeblik efter var der vild aktivitet.
Landsbyboerne blev hurtigt enige om, at de
måtte gøre noget. Alle ville gerne hjælpe med at
finde Felix. Sigurd gik sammen med landsbyens
drenge ud på savannen. De kaldte og kaldte på
Felix. Men det lille egern kom ikke.
Pigerne i landsbyen hjalp Sille med at lede mellem
potter og pander. De ledte også i hytterne og
i Sille og Sigurds bagage. Men der var intet spor
af Felix.
Efterhånden blev det så mørkt, at de måtte indstille
eftersøgningen. Det havde også været en
lang dag med en masse indtryk. Både Sille og
Sigurd var udmattede af træthed, men inden de
gik i seng, satte de sig sammen med familien og
bad en lille bøn til, at de snart skulle finde Felix,
og at dagen i morgen ville blive dejlig.
Da Joyce kom for at vække Sille den næste morgen,
virkede det til at være alt for tidligt til at stå
op. Alligevel gned Sille søvnen ud af øjnene og
kiggede over mod døren. Solen var knapt kommet
op over horisonten. Sille strakte sig og gik
i gang med at tage sit tøj på. Da hun lidt senere
stod udenfor, var de andre piger allerede i fuld
sving. Sille fik lidt dårlig samvittighed over, at
hun havde givet sig så god tid til at komme ud
af sengen. Hun kiggede på Joyce.
”Hvad skal jeg gøre?” spurgte hun.
”Du skal feje,” sagde Joyce og rakte Sille en kost.
”Men gør det stille, for vi vil ikke vække resten

af familien, før solen er stået helt op.”
Sille gik i gang, og uden hun selv rigtigt lagde
mærke til det, begyndte hun at nynne for sig
selv. ”Dav, dav alle sammen, kom så op på stikkerne…”
Efter et stykke tid dukkede Sigurd frem på
gårdspladsen. Han var blevet vækket af Silles
nynnen.
”God-super-dejlig morgen alle sammen,” sagde
Sigurd med en munter stemme.
Sille smilede til ham.
”Ja, du kan sagtens,” sagde hun. ”Vi andre har
været oppe i evigheder allerede.”
Sigurd smilede tilbage.
”Du skal gøre dig klar til skolen nu, Sille. Vi skal
snart af sted,” sagde han.
Sille nikkede og gik hen for at vaske alt støvet
af sig. Joyce var også blevet klar til at gå i skole.
Hun havde taget sin skoleuniform på. Den bestod
af en blå nederdel og en hvid skjorte.
Lidt efter lidt dukkede børnene fra landsbyen
også frem. De var alle sammen klar til at gå af
sted mod skolen. Sille betragtede sine nye venner
med et smil. Alle drengene havde blå bukser
på, samme blå farve som pigernes nederdele, og
de havde alle sammen hvide skjorter på ligesom
Joyce.
”Det er næsten ligesom når vi er til FDF,” sagde
Sille. ”Der ligner vi også alle sammen hinanden i
vores blå uniformer.”
”Ved du hvad Sigurd?” sagde Mick. Mick var
Joyces lillebror. ”Når vi går hen til skolen, så leder
vi efter dit egern på vejen. Det kan jo være, at
vi finder ham.”
Sigurd syntes, at det var en rigtig god idé, og
han håbede så inderligt, at de snart fandt
Felix.
Landsbyens børn gik i samlet flok mod
skolen. Hver gang de så et træ, en sten eller
bare et lille buskads, så var de henne
for at se, om Felix var der, men uden held.
Felix var og blev væk.
Det tog dem omkring en halv time at nå
11

hen til skolen, og da de endelig nåede frem, stod
deres lærer i døren for at tage imod dem.
”Hej, jeg hedder Sara, velkommen hertil,” sagde
lærerinden. ”Gå I bare ind og find en plads. Jeg
kommer lige om lidt.”
Sille og Sigurd fulgte efter de andre børn ind i
klasselokalet, og lidt efter ringede klokken.
De startede med en morgensalme, og bagefter
skulle de sige alfabetet efter læreren. Tiden fløj
af sted. De havde engelsk og matematik og en
masse andre fag.
Da det blev tid til frokost, skulle alle pigerne
hjem. De skulle hjem og ordne alle de ting, som
de ikke havde nået om morgenen. Sille skulle
hjem og samle brænde, og så skulle hun med til
nabolandsbyen for at male majs.
Sigurd blev tilbage i skolen sammen med de andre
drenge fra landsbyen. De havde frikvarter, og
drengene havde fundet en gammel, slidt skumgummibold
frem. Den var ikke meget værd, når
man skulle spille fodbold.
”Lad os spille høvdingebold i stedet for,” foreslog
Sigurd.
”Hvad er høvdingebold?” spurgte de andre drenge.
Inden længe havde Sigurd fået forklaret reglerne,
og de morede sig med den nye leg.
Om eftermiddagen fulgtes drengene hjem til
landsbyen. Når de kom hjem, skulle de i gang
med dagens arbejde ligesom pigerne.
Så snart drengene kom ind i landsbyen, skyndte
Sigurd sig over til Sille.
”Har I set Felix? Er han kommet tilbage? Er der
noget nyt overhovedet?” spørgsmålene regnede
ned over Sille, men hun rystede bare på hovedet.
”Nej, Sigurd – vi gik og kaldte på ham hele vejen
hjem fra skolen. Vi har ledt og ledt, men han er
ikke dukket op,” sukkede hun.
Sigurd skyndte sig at give Sille et kram.
”Vi skal nok finde ham. Det lover jeg!” hviskede
han, inden han gik tilbage til de andre drenge for
at hjælpe med dyrene. De skulle hentes ind, og så
skulle der vandes og fodres, og bagefter skulle de
alle have aftensmad.
Mens de spiste, kom Lennart hen til Sille og Sigurd.
”Jeg ved godt, at I ikke har fundet jeres lille ven
endnu, og at I er rigtig kede af, at han er forsvundet,”
begyndte han. ”Alligevel har jeg et tilbud
til jer.”
Sille og Sigurd kiggede nysgerrigt op på Lennart.
”Jeg har en ven, Peter, inde fra byen. Han skal på
safari i morgen, og han har tilbudt at tage jer to
med,” fortsatte den gamle mand. ”Jeg synes I skal
tænke over det. Det fører jer sikkert ikke tættere
på at finde Felix, men man kan altså ikke have
været i Afrika uden at have været en tur ude på
savannen for at kigge på vores dyr. Desuden vil
jeg gerne tilbyde at spørge mig lidt for i vores
nabo-landsbyer, mens I er væk. Det kan jo være,
at der er nogen der, der har set eller hørt noget.”
”Jaaah,” udbrød Sigurd begejstret og kiggede
spørgende på Sille. Hun var ét stort smil. Lennart
smilede til de to skovbørn.
”Så er det en aftale,” sagde han. ”Jeg siger til Peter,
at han skal hente jer i morgen tidlig.”
Den efterfølgende morgen vågnede Sigurd ved
lyden af en bil, der kom kørende ind i landsbyen.
Han fløj ud af sengen, og et øjeblik efter styrtede
13

14
han udenfor på gårdspladsen. Sille var lige i hælene
på ham. De var begge to helt sikkert klar til
den safaritur, der ventede dem i dag.
Udenfor hytten stod Lennart og Peter og talte
sammen.
”Er I klar til afgang?” Peter kiggede spørgende
på de to skovbørn, der allerede stod og trippede,
og slet ikke kunne vente med at komme af sted.
”Ja, da,” sagde de ivrigt i munden på hinanden.
”Pas nu godt på jer selv og hinanden,” råbte Lennart
efter dem, da bilen kort efter kørte ud gennem
landsbyen. Peter stak armen ud af vinduet
og vinkede til ham. Bagefter vendte han sig om
mod Sille og Sigurd.
”Vi starter med at se, om vi kan finde nogle flodheste,”
sagde han. ”Senere kan vi måske være
så heldige at se en flok løver. Jeg kender et sted,
hvor de plejer at holde til, men det er et stykke
herfra.”
Peter havde knap udtalt det sidste ord, før han
pludselig standsede bilen.
”Se derude,” sagde han og pegede ud gennem
vinduet i bilen.
Sille og Sigurd kiggede ud over savannen og fik
øje på en stor flok giraffer, der stod og spiste af
nogle træer. Lidt længere fremme, nærmest bagved
girafferne, kunne de også se nogle gazeller,
som kom løbende i fuldt firspring. Sille udstødte
et begejstret råb, og Peter kiggede smilende på
hende.
”Ja, de er flotte, ikke sandt? Prøv så at se til den
anden side. Der er et par zebraer lidt bag os. De
har fulgt efter bilen et stykke tid.”
Nu var det Sigurds tur til at udstøde et gisp.
”Hvor er de tæt på!” hviskede han.
Peter satte forsigtigt bilen i gang igen, men de
havde ikke kørt ret lang tid, før han sagtnede
farten og pegede ud til højre.
”Se derovre ved flodlejet, kan I se dem – det er
flodhestene.”
Peter pegede i retning af en lille flod. Sille og
Sigurd rejste sig op i bilen. De fik straks øje på
en lille flok flodheste, som lå i vandet. Ind imellem
dykkede en af dem ned, og vupti så var den
oppe med hovedet igen.
”Hvornår skal vi se løverne?” spurgte Sigurd,
da de havde holdt stille lidt. Han lød en smule
utålmodig.
Peter grinte og fortalte, at de skulle køre lidt
længere. Efter et stykke tid blev bilen standset
igen. ”Hvis I tager min kikkert, så kan I se
løverne længere fremme,” sagde Peter og rakte
kikkerten over mod de to skovbørn. Sille
skyndte sig at tage imod den. Hun satte den for
øjnene og spejdede ud over savannen. Ganske
rigtigt, der gik en løvemor med sine unger. Man
kunne tydeligt se, hvordan hun hele tiden holdt
øje med de små.
”Hvorfor er den rød i hovedet?” spurgte Sille.
”Den har nok fundet noget føde til ungerne,”
sagde Peter.
Nu var det Sigurds tur til at kigge, og han var
lige så benovet som Sille over det flotte syn.
”Sille, Sille – de spiser et dyr! Jeg tror, at det er et
vildsvin!” råbte han begejstret.
Peter tyssede lidt på de to skovbørn.
”Ikke så højt venner, I skræmmer dyrene,” sagde
han grinende, men så blev han alvorlig igen.
”Det er ved at være tid til at komme videre. Vi
skulle gerne nå frem til vores hytte inden det

16
bliver mørkt.”
”Vores hytte?” udbrød Sille.
”Ja, vi overnatter herude. Så har I større chance
for at se en masse dyr,” forklarede Peter.
”Jamen, min sovepose...” begyndte Sille. Sigurd
bremsede hende hurtigt.
”Rolig Sille, den har jeg taget med for dig,” sagde
han.
Det varede ikke længe, før de ankom til hytten.
Det var en lille, lerklinet hytte med strå på taget.
Den lå nærmest i en lille oase mellem nogle træer,
men fra hytten var der en fantastisk udsigt
over savannen.
”Vi starter med at spise,” sagde Peter og trådte
indenfor. ”Al spisning foregår herinde, men når
vi har spist, og der er rester tilbage, så giv dem til
mig. Jeg vil gerne vise jer noget.”
Sille og Sigurd kiggede spørgende på hinanden,
hvad kunne det dog være, de skulle se?
Mens de spiste, sænkede mørket sig over savannen.
Det gik hurtigt, og da alle sad mætte og
veltilfredse efter det dejlige måltid mad, var det
blevet kulsort udenfor.
Peter rejste sig fra sin stol og gik hen til hyttens
vindue.
”Prøv at lyt engang. Kan I høre hyænen udenfor?”
sagde han, og først nu lagde Sille og Sigurd
mærke til en væmmelig hylen.
”Vi kan prøve at gå ud på verandaen og se, hvad
der sker derude,” fortsatte Peter. Sille og Sigurd
fulgte efter ham ud af døren, og alle tre satte de
sig til rette på verandaen. Der gik lidt tid, før øjnene
vænnede sig til mørket, men efter et stykke
tid lagde Sigurd mærke til indtil flere sæt øjne,
der lyste op ikke så langt fra hytten. Sille kunne
også fornemme, at der stod nogle dyr et stykke
fra hytten. Hun gøs og rykkede tættere ind til Sigurd.
”Nu smider vi de her rester ud til hyænerne, så
kan I se, hvordan sådan nogle bæster ser ud,”
sagde Peter og rejste sig.
Der gik ikke mange sekunder efter madresterne
var smidt, før den første hyæne kom frem i lysskæret
fra hytten.
”Uff, hvor ser den skummel ud,” hviskede Sille
til Sigurd.
”Det er den faktisk også,” sagde Peter, der havde
hørt hende. ”Sådan en hyæne er villig til at spise
hvad som helst. Den er rigtig stærk, og som I kan
se, er den meget større end en almindelig hund.
I skal aldrig ønske jer at komme i nærheden af
sådan en fyr. Den vil gøre alt for at spise jer.”
Sille og Sigurd sad helt stille og kiggede på, at
hele flokken af hyæner kom frem – der var 7 af
dem i alt. De var rigtig store, og de sloges om de
madrester, Peter havde smidt ud.
Efter et stykke tid rejste Peter sig op med et gab.
”Nu er det vist oplevelser nok for i dag, lad os se
at komme i seng,” sagde han. Sigurd gabte også.
Klokken var blevet mange, og alle var trætte efter
en dejlig dag. Begge skovbørn rejste sig og
fulgte efter Peter ind i hytten. De var helt med på
ideen om at kravle i soveposerne.
Lidt senere lød der en hul snorken fra Sigurd
og Peter. Men ikke fra Sille. Hun kunne absolut
ikke falde i søvn og lå og vendte og drejede sig,
mens hun tænkte på alle de ting, hun havde oplevet
i dagens løb. Pludselig spidsede Sille ører.
Hun kunne høre nogle ordentlige bump i jorden
udenfor. Først lød det til at lyden kom et sted me-

get langt fra huset, men lidt efter lidt blev lyden
højere. Sille lynede forsigtigt soveposen op og listede
hen til vinduet. Derude, i skæret fra månen,
mødte der hende det mest fantastiske syn, hun
nogensinde havde set. En flok elefanter kom gående
lige foran hytten. Det var de største og mest
imponerende dyr, Sille nogensinde havde set.
”Nøøj, hvor er de flotte,” hviskede Sigurd. Han
var også vågnet ved trampene udenfor, og forsigtigt
var han listet hen ved siden af Sille.
”Ja, og hold da op, hvor er de store,” hviskede
Sille tilbage.
Sille og Sigurd stod et stykke tid og betragtede
det smukke syn af elefanterne, inden de listede
tilbage til soveposerne, og denne gang var der
ingen problemer med at falde i søvn.
Inden solen stod op den næste morgen, blev Sille
og Sigurd vækket af Peter. De fik hurtigt pakket
deres ting sammen, og så snart de havde spist
morgenmad, vendte de næsen hjem mod landsbyen.
Der var et godt stykke at køre, og det hele
summede af liv, da det lille safariselskab langt
om længe nåede tilbage. De blev modtaget af
Joyce og Mick. De havde hørt bilen og kom nu
styrtende, for de havde begge to savnet deres nye
venner.
”Vi har bare oplevet så meget,” sagde Sigurd, så
snart han trådte ud af bilen.
”Det lyder godt! Har I set løver?” spurgte Joyce,
og et øjeblik efter var Sille og Sigurd i fuld gang
med i munden på hinanden at fortælle om alle
de ting, de havde oplevet og om alle de dyr, de
havde set. De fortalte om elefanterne, som var
kommet helt op til huset om natten, om flodhestene
som badede i vandet og om hyænerne,
som havde hylet om aftenen. Midt i det hele kom
Lennart hen til dem.
”Det var godt, at I nåede tilbage i tide,” sagde
han. ”Det hele er pakket, og cyklen er læsset. I
skal af sted nu.”
”Af sted!” sagde Sille spørgende. ”Hvor skal vi
hen?”
”Vi skal på marked i dag,” svarede Joyce og trak
Sille og Sigurd med om på den anden side af
samlingshytten. Her blev skovbørnene mødt af
størstedelen af landsbyens beboere. De havde
læsset den eneste cykel, de havde, med poser af
majs, og Sille kunne se, at det måtte være meningen,
at de ville trække cyklen hele vejen til
markedspladsen, for man kunne i hvert fald ikke
cykle på den nu, hvor den var helt proppet med
varer.
Der var langt til markedet. De gik og de gik, hen
over bumpede grusveje, op ad bakke og ned ad
bakke. Det var en anstrengende tur, men på vejen
lærte de at synge en sang på engelsk. Sangen
handlede om håb, og det var som om den gjorde
turen lidt lettere at holde ud.
Langt om længe nåede de frem til markedspladsen
og sikke et syn, der mødte dem.
Markedet var delt op i tre dele. I den ene del
kunne man købe og sælge madvarer. Der kom
en kraftig duft af krydderier og mados fra de
forskellige boder i denne del af markedet. Nogle
steder stod der en mand eller en dame og lavede
mad over noget, der lignede en trangia. Og andre
steder kunne man høre hønsenes gokken, og
lammenes brægen.
Den anden afdeling af markedet bestod af boder,
hvor man kunne købe stof og tøj. Overalt var der
17

smukke stoffer i flotte farver.
Sidst men ikke mindst var der en afdeling, hvor
man kunne købe alverdens hjemmelavede legetøjs-dingenoter
og en masse andre krims krams
ting.
Det første Sille fik øje på, da hun kiggede ud over
markedet, var en dame, som solgte de flotteste
stykker stof i alverdens farver. Sille kunne slet
ikke lade være med at gå over til hende.
”Hvor er det noget flot stof, du har. Hvad koster
det?” sagde Sille henvendt til damen.
Damen, kiggede lidt skeptisk på Sille.
”Hvad har du at bytte med?” sagde hun så.
”Jeg har ikke noget at bytte med. Jeg vil gerne
købe,” sagde Sille, der godt vidste fra Joyce, at
man enten kunne købe ting eller bytte ting på
markedet.
”Det koster 7000 Kwacha pr. meter,” sagde damen.
Kwacha er den slags penge, man bruger i
Zambia.
”Det er for meget,” sagde Sille. ”Jeg vil give dig
5000 Kwacha.” Joyce havde nemlig fortalt Sille,
at man skulle ’prutte’ om prisen, når man var
på marked. Det betød, at man aldrig skulle gå
med til det første pris, man fik.
Damen stod og tænkte lidt, inden hun gik med
til Silles forslag. Men til sidst pakkede hun
stoffet ind i noget brunt papir og bandt et bånd
rund om. Sille betalte damen og tog imod pakken.
”Det er noget meget smukt stof,” sagde Joyce,
der var fulgt med Sille hen til stofboden. ”Men
nu skal vi videre. Vi skal købe ris, grøntsager
og kul.”
Sille nikkede og fulgte med. Inden længe havde
de begge to hænderne fyldte med pakker og poser.
”Pyh, hvor er det tungt,” stønnede Sille.
Mens pigerne handlede, havde landsbyens drenge
trukket Sigurd med for at lede efter Felix og
for at se på drengeting. Sigurd havde sin fodbold
hjemmefra med under armen. Han havde tænkt
sig at bytte den væk for noget andet spændende
på markedspladsen, men pludselig stimlede en
masse børn sammen rundt om ham.
”Kom nu, lad os spille,” sagde en af de ældste
drenge. Sigurd kiggede på drengen. Han så fattig
ud. Hans tøj var meget slidt, han løb rundt
på sine bare tæer, og endelig så han ikke ud til
at have været i nærheden af en vaskeklud i lang
tid.
”Jeg skal have solgt min bold,” sagde Sigurd og
rystede på hovedet. ”Og desuden har vi ikke tid.
Vi leder efter mit egern. I har vel ikke set ham?”
Sigurd skyndte sig at forklare, hvordan Felix så
ud, og hvordan de havde mistet ham. Da han var
færdig, trak drengen, der havde foreslået, at de
skulle spille med Sigurds bold, på skuldrene.
”Ham har jeg ikke set,” sagde han. ”Men jeg har
set en flok irriterende killinger. Spil nu bolden!”
Sigurd skulle lige til at protestere, men så kom
han pludselig i tanke om noget, Kalle havde
fortalt, inden de rejste til Zambia. Det kunne jo
være, at drengen var forældreløs. Hvis det var
sådan, havde drengen ikke tid til at gå i skole, for
i stedet skulle han arbejde for at få mad. Sigurd
fik pludselig helt ondt af drengen.
”Lad os bare spille,” sagde han, og et øjeblik efter
var fodboldkampen i fuld gang. Drengene
spillede hen over vejen. De hujede og grinede og
19

20
havde det rigtig sjovt, mens de løb rundt efter bolden.
Midt i det hele dukkede Sille op og forstyrrede
drengene.
”Har du set Felix? Eller har du fundet ud af noget
om ham?” Sille kiggede undersøgende på Sigurd,
men han løb forpustet rundt og rystede på hovedet.
”Jeg har ledt og ledt. Men der har ikke været noget
spor af ham overhovedet,” råbte Sigurd.
Sille sukkede, hun sukkede faktisk så dybt, at
Sigurd stoppede og kom over til hende. De andre
drenge standsede også op, og den ældre dreng, der
havde foreslået, at de skulle spille, samlede bolden
op og rakte den frem mod Sigurd.
”Du skal huske din bold,” sagde han.
Sigurd kiggede først på bolden. Så på drengen.
”Du må gerne få den,” sagde Sigurd. Han var stadig
forpustet.
Drengen så overrasket ud.
”Må jeg?” sagde han.
Sigurd nikkede.
”Men skulle du ikke sælge den?” fortsatte drengen.
”Jeg vil hellere give den til dig,” sagde Sigurd med et
stort smil, for pludselig virkede det ikke så vigtigt
med alle de ting, bolden kunne have været byttet
til.
I næste nu var Sigurd nær blevet væltet af drengen,
der fløj om halsen på ham.
”Tak,” mumlede drengen.
”Velbekomme,” sagde Sigurd med et smil og gjorde
sig forsigtigt fri.
”Du må hellere komme med over til boden, hvor
man køber kul,” sagde Sille. ”De andre er derovre,
og når de er færdige med at handle, skal vi hjemad.”
Da Sille og Sigurd kom over til kul-boden, var familien
i fuld gang med at bytte en sækfuld majs
væk for 2 store sække med kul, som Joyces mor
hængte på cyklens bagagebærer. Sigurd betragtede
hende fascineret, og bedst som de stod der,
dukkede der pludselig et kulsort lille egern frem
mellem sækkene under bordet i kulboden.
Det var selvfølgelig Felix, der sad og gemte sig
mellem kul-sækkene. Han havde været hos
fiskemanden nogle dage, hvor han havde stået
bundet til hegnet udenfor hytten. Men en morgen
var manden kommet hen til Felix, havde
bundet snoren op og havde taget det lille egern
med sig på marked.
På markedspladsen blev Felix bundet igen, men
manden havde ikke bundet knuden ordentligt,
så i et ubemærket øjeblik var det lille egern
smuttet væk. Han havde skyndt sig at gemme
sig mellem en masse sække, der stod under et
bord. Uheldigvis havde det været kulsække, og
Felix var blevet så sort, at han nærmest ikke lignede
et egern mere. Men det var der ikke noget
at gøre ved, for nu hvor han endelig var fri, måtte
Felix se at få fundet Sille og Sigurd igen. Han
vidste bare ikke hvordan. Men problemet havde
faktisk løst sig selv, for bedst som Felix sad der
og gemte sig mellem sækkene og tænkte på Sille
og Sigurd, blev den ene sæk fjernet. Felix blev
rigtig forskrækket, men hans forskrækkelse blev
hurtigt til glæde, for lige foran ham stod Sille og
Sigurd. Felix kunne ikke helt regne ud, hvordan
det var gået til, og hvor hans venner pludselig
var kommet fra. Men det betød ikke så meget.
Det vigtige var, at de endelig var samlet igen, og
det lille egern hoppede op og ned af glæde.

Sille blev også utrolig glad for at se Felix derinde
mellem kulsækkene. Hun begyndte faktisk at
græde af glæde, og imens tog Sigurd Felix op og
gav ham et stort kram.
”Hvor er det dejligt at se dig, Felix,” mumlede
Sigurd ned i egernets tykke pels.
Joyce kiggede forbløffet på de tre venner, som nu
var blevet genforenet.
”Nå, det er sådan, ham der egernet Felix ser ud,”
udbrød hun i en strøm af latter. ”Det var godt,
at I fandt ham! Så kan det måske også være, at
vi kan få pakket vores ting sammen, så vi kan
komme tilbage til landsbyen.”
Hjemme i landsbyen spredte glæden sig, da Sille
og Sigurd og de andre vendte tilbage fra markedet,
og det gik op for dem, der var blevet hjemme,
at Felix var blevet fundet.
Lennart kom hen til Sille, Sigurd og Felix.
”Nå mine gode venner, hvor er det dejligt at se jer
så glade, nu hvor I har fundet hinanden igen,”
sagde han, mens han nussede Felix. ”Herhjemme
i landsbyen har vi brugt dagen på at forberede
en afskedsfest for jer. Nu ser det ud til, at
det også bliver en fest, hvor vi fejrer, at jeres lille
egern er vendt hjem igen.”
Sille sendte ham et strålende smil.
”Alting står klar i samlingshytten,” fortsatte
Lennart og slog ud med armen
mod den store hytte. ”Kvinderne har
haft travlt.”
Det var en dejlig afskedsfest folkene
i landsbyen havde forberedt
til Sille og Sigurd. Tiden fløj af
sted, og inden de to skovbørn fik
set sig om, var klokken blevet
mange, og folk var ved at være trætte. Det havde
også været en lang dag med en masse indtryk.
Men Sigurd havde besluttet, at han ville takke
hele landsbyen for deres gæstfrihed og for deres
hjælp med at finde Felix, så han bad Lennart om
at få lov til at sige nogle ord til landsbyboerne,
inden alle brød op for at gå i seng.
”Kære alle sammen, både Sille, Felix og jeg har
haft den mest fantastiske tur nogensinde. Tak
for at I ville have os boende i jeres landsby. Det
har været en rigtig god oplevelse at besøge Zambia.”
Alle klappede i hænderne,
da Sigurd havde holdt
sin lille tale. De var
også rigtig glade
for at have lært
det lille trekløver
fra
Danmark
at kende.
21

ANDAGTER AF: Lars Jensen
22
Andagter
At skabe noget med sine
hænder
Tema for andagten
Denne andagt passer godt sammen med forslaget
om at lave jeres egne papmachédyr. Når puslingene
og tumlingene har arbejdet på at skabe deres
egne dyr, så vil de have en god idé om, hvad det
vil sige at blive skabt, og de vil måske tænke, at
det ikke er helt nemt at skabe noget med sine egne
hænder. Andagten handler derfor om Guds skabelse
af jorden, dyrene og mennesket.
Rækkefølge
• Sang: March & lejr nr. 18 -
Jorden er en kæmpe kugle
• Fortælling.: Læs skabelsesberetningen
• Samtale ud fra spørgsmålene
• Bøn og Fadervor
Skabelsen
1. Mosebog 1
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og jorden var
øde og tom. Der var mørke over verdensdybet, men Guds
ånd svævede over vandene.
Og Gud sagde: ”Der skal blive lys!” og der blev lys. Og Gud
så, at lyset var godt. Gud satte skel mellem lyset og mørket.
Mørket kaldte han ”nat”, og det blev aften, og det blev
morgen første dag.
På den anden dag sagde Gud: ”Der skal blive en hvælving,
som skal skille vandet nede og oppe.” Og der blev en stor
hvælving, og Gud kaldte den himmel.
På den tredje dag skabte Gud floder og søer, og han skabte
bjerge og ørkener og øer og strande; han plantede træer og
såede græs og blomster i alle farver.
Da så den fjerde dag kom, satte Gud lysene på himlen: Den
skinnende sol til at lyse om dagen, og den glødende måne
og de funklende stjerner til natten.
På den femte dag fyldte Gud vandet med fisk og andre
svømmende havdyr, og han skabte alle de fugle, der svæver
under himlen.
På den sjette dag skabte Gud alle de andre dyr, vilde dyr og
tamme dyr og kvæg og kryb, og på samme dag skabte han
også mennesket. I sit eget billede skabte han mennesket
og kaldte ham Adam. Og Gud så at alt hvad han havde
skabt, var godt.
Og på den syvende dag hvilede Gud sig.
Spørgsmål til samtale
1. Var det svært at skabe de vilde dyr ud af avis og klister?
2. Mon det var lige så svært for Gud at skabe jorden?
3. Hvad var mon det sværeste for Gud at skabe?
4. Gud har sagt at vi skal passe på jorden og dyrene.
Hvordan kan vi gøre det?
Bøn
Kære Gud
Tak fordi du har tillid til at vi kan passe på jorden.
Hjælp os når det nogen gange er svært.
Lær os at skabe med vores egne hænder ligesom du har
skabt os.
Fadervor…

24
Zambias køkken
Tema for andagten
I Zambias køkken laver kvinderne dejlig mad, når de ellers
har noget at lave maden af. Men det er ikke altid en
selvfølge at der er nok mad til alle. Hvis der har været
oversvømmelse eller tørke i lang tid, slår høsten måske
fejl, og så er der måske ikke majs til at lave grød af og
græs til at fodre gederne. I landsbyen er man derfor ikke
altid sikker på, at der er mad i køkkenet i modsætning til
herhjemme. Denne andagt skal give børnene et billede af,
at den daglige mad, vi tager for givet i Danmark ikke er en
selvfølge for børnene i Zambia.
Rækkefølge
Sang: March & Lejr nr. 30 - Zambias køkken
Fortælling: Læs Jesus bespiser tusinder
Samtale ud fra spørgsmål
Bøn og Fadervor
Jesus bespiser tusinder
Matthæus 14
Jesus og hans disciple var trætte. De trængte til et sted,
hvor de kunne hvile. De sejlede ud på søen i en båd. En
stor skare fulgte dem på land. Mere end 5000 mennesker
var kommet for at se Jesus. Selv om han var træt, ville han
gerne hjælpe dem. Han stod ud af båden og begyndte at
velsigne og helbrede mange af dem.
Senere samme dag sagde disciplene til ham: ”Det er blevet
sent. Disse mennesker burde gå hjem og spise aftensmad.”
Jesus svarede: ”Vi kan bespise dem. Hør, om der er nogen,
som har mad at dele ud af.” Disciplene fandt en dreng. Han
havde fem små brød og to små fisk. Jesus sagde: ”Bring
drengen til mig.”
Disciplene sagde: Hvordan kan så lidt mad være nok til så
mange mennesker?” Jesus sagde: ”Det vil I få at se. Få folk
til at sætte sig ned.” Og så tog Jesus brødene og fiskene og
velsignede dem.
Disciplene delte brød og fisk ud, og der var nok til alle. Der
blev oven i købet tolv kurve mad tilovers.
Samtale ud fra Spørgsmål
1. Har du prøvet at undvære et måltid
eller gå sulten i seng?
2. Hvorfor takker vi Gud for maden,
når vi for eksempel synger bordvers?
3. Har du prøvet at dele din mad
eller slik med andre? Blev de glade?
4. Hvad tror du Zambias børn beder om,
når de beder til Gud?
Bøn
Kære Gud
Tak fordi vi får mad hver dag.
Hjælp os med at bede for vores venner i Zambia, så de kan
få mad og sove trygt om natten.
Tak fordi du lytter til os uanset om vi er mætte, sultne,
glade eller kede af det.
Fadervor…

Der er brug for alle i
landsbyen
Rækkefølge
Tema for andagten
Sang: March og Lejr, nr. 44 - Du som har
tændt millioner af stjerner
Fortælling: Det vildfarne får
Samtale ud fra spørgsmål
Aktivitet: Hjælp gederne hjem til Landsbyen
Bøn og Fadervor
Livet i Zambias landsbyer kan være skrøbeligt. Hvis man
mister en ged om natten, har man ikke mælk og kød og
geden kan ikke få små gedekid. Derfor hjælper alle til i
landsbyen og børnenes arbejde er også vigtigt. Denne andagt
skal minde os om at der er brug for os alle, fordi vi
hver især er vigtige og Gud holder af os alle.
Det vildfarne får
Matthæus 18
Nogle tilhørere spurgte Jesus, Hvem der betød mest for
Gud. Så fortalte han denne lignelse:
”Tænk på en hyrde. Hvad gør han? Han vogter sine får.
Han viser dem det grønneste græs og det friskeste vand.
Han tæller dem, for at være sikker på, at de er der alle sammen.
Hvis et får bliver væk, leder han efter det. Han leder
i stalden, han leder ved floden. Han leder i bjergene. Han
leder overalt.
Hyrden giver ikke op. Og til sidst finder han det lille, forsvundne
får. Han bærer fåret tilbage. Han kalder sine venner
sammen og siger: ”lad os fejre, at mit får er genfundet!”
Gud elsker alle sine børn, som en hyrde elsker sine får. Når
et af dem synder, er det, som når et får bliver væk, og Gud
bliver bedrøvet. Men når et menneske holder op med at
synde og vender tilbage til Gud, bliver Gud meget glad. Og
han fejrer det, ligesom hyrden, der fandt sit tabte får.”
Samtale ud fra spørgsmål
1. Hvorfor gider bonden at lede efter et enkelt
får, når han har 99 andre?
2. Hvornår er der brug for dig derhjemme, i skolen og til FDF?
3. Tror du Gud lægger mærke til dig, når du er sammen med andre?
4. Tror I at børnene i Zambia kan mærke, at Gud tænker på dem?
Leg:
Hjælp gederne hjem til landsbyen
Hjælp gederne med at finde hjem til landsbyen!
Alle stiller sig i en rundkreds, tæt skulder ved skulder. Et
sted i rundkredsen skal der være et mellemrum, svarende
til 1 person.
Et antal personer bliver udvalgt til at være geder. Gederne
skal ind i midten af rundkredsen med bind for øjnene. Her
skal de gå baglæns rundt. De skal også hele tiden være
foroverbøjet og holde fast i deres egne ankler. Det gælder
nu for gederne om at finde hullet i kredsen.
Når den første ged er kommet ud af kredsen, begynder
den at bræge som en ged, så de andre geder kan finde vej.
Bøn
Kære Gud,
Tak at du passer på os lige som bonden passer på alle sine
får.
Tak, fordi du kender hver enkelt af os og husker på os
uanset hvor vi er.
Hjælp os til aldrig at blive væk for dig.
Fadervor…
25

26
Aktiviteter
På safari
Sille og Sigurd synes, at de vilde dyr i Afrika er ret spændende,
men de er svære at komme tæt på – og så er de jo
farlige. Derfor beslutter de to skovbørn at lave deres egne
vilde dyr. I kan selv prøve at lave nogle flotte dyr ud af
papmaché. Det tager to til tre mødeaftner, da dyrene skal
tørre inden de kan males, men til gengæld bliver de helt
sikkert rigtig flotte.
Papmachédyr
Til første/andet møde skal I bruge:
• En stor stak aviser
• Tapetklister
• Balloner
• Æggebakker
• Paprør fra køkkenruller eller toiletruller.
• Skotøjsæsker
Når dyrene er tørre og klar til
at blive malet, skal I bruge:
• Pensler
• Akrylmaling
AKTIVITETER AF: Lars Jensen
Fremgangsmåde:
Klip eller riv aviserne i lange strimler og lav tapetklistret
klar. I er nu klar til at lave jeres dyr. Lad børnene selv bestemme
hvilket dyr, de vil lave, men kom gerne med nogle
forslag. I Zambia findes der en række vilde dyr: Elefanter,
bøfler, løver, leoparder, zebraer, vortesvin, næsehorn, flodheste,
aber og giraffer er nogle af de mest kendte.
Dyrene laver I ved at bruge en ballon eller en skotøjsæske
til kroppen, en mindre ballon til hovedet, og æggebakker
eller paprør til ben og evt. hals. Er der brug for hale, ører
eller lignende, kan det formes af avisstrimlerne. Når I har
de forskellige dele klar sættes de sammen ved hjælp af
tapetklistret og avisstrimlerne. I kan bruge store pensler
til at smøre tapetklistret på avisen, eller I kan bruge
fingrene. Det er vigtigt, at strimlerne sættes på kryds og
tværs, for at dyrene kan holde når de tørrer. Balloner og
paprør skal være helt dækket med avis, og der må gerne
være flere lag. Husk at dække bordet af med en gammel
voksdug eller nogle tørre aviser, så I ikke har tapetklister
over det hele bagefter.
Når dyrene er tørre, skal de males, så de kommer til at ligne
rigtige vilde dyr. Brug noget maling der dækker godt, så
man ikke kan se avisen igennem. Det kan fx være akrylmaling,
som også har den fordel, at den er vandopløselig.
Når dyrene er malet skal de tørre igen, så de kan først tages
med hjem gangen efter. En idé kan være at skære en
lille revne i ryggen af dyrene, så børnene kan bruge dem
som sparegris derhjemme. I kan også opfordre dem til at
samle penge ind til ZAMBIA i deres ”sparedyr”.

Legemøde
Sille og Sigurd elsker at lege og heldigvis har de fået nogle
nye venner i Zambia som de kan lege med.
Safarileg
I skal bruge:
• Et tørklæde pr. barn
Børnene deles op i hold med 5-7 personer på hvert. Holdene
vælger nu et dyr, hvorefter alle får bind for øjnene
og spredes i rummet. Holdene skal nu på et givent signal
finde sammen ved at råbe deres dyrs lyd. Det hold der først
bliver samlet har vundet.
Fang MUSefælder
I skal bruge:
• Musefælder
• En ’fiskestang’ – en kost med en snor, hvor der er
bundet noget tungt i enden, f.eks. en stor møtrik
I landsbyen spiser man mest majsgrød og ikke så meget
kød, da det er dyrt. Nogle steder fanger man mus i marken
og spiser dem. Der er ikke særlig meget kød på musene, så
der skal fanges mange for at der er nok til aftensmaden. I
dag skal Sille og Sigurd hjælpe børnene i landsbyen med
at fange mus i marken.
På et afgrænset område sætter lederen musefælderne op.
Nu skal børnene prøve at få musefælderne til at klappe
sammen om snoren og se hvor mange musefælder de kan
få til at klappe. Lav evt. flere ’fiskestænger’, så flere børn
kan være i gang samtidig.
Pas på løven!
I skal bruge:
• 2 stk. reb
Sille og Sigurd hjælper børnene i landsbyen med at få køerne
ind fra marken om aftenen. Men løven er ude på savannen
og er sulten. Børnene skal skynde sig, så de kan
komme hjem til landsbyen og få aftensmad.
Lav en aflang bane med en midterstribe, hvor løven har
hjemme. På den ene side af løven er landsbyen og på den
anden side er savannen med køerne. Marker de to skillelinjer
mellem landsby-løve og løve-savanne med et stykke
reb.
Nu spørger børnene: ”Hvad er klokken Hr. Løve?” Løven
svarer: (et vilkårligt tidspunkt) ”Klokken er 5!” Det betyder,
at børnene gerne må gå fra landsbyen til savannen eller
omvendt. Men hvis løven svarer: ”Den er spisetid!” skal
børnene skynde sig over på modsatte side uden at blive
’spist’ af løven. Løven prøver at fange nogle af børnene og
den der bliver taget af løven, bliver selv løve. Det sidste
barn, der bliver spist af løven, bliver den nye løve og legen
kan starte forfra.
27

28
Madmøde
Sille og Sigurd er blevet inviteret til spisning i landsbyen.
Inden man spiser i Zambia får man vasket hænder. Der
er en kvinde, der går rundt med en kande vand og så får
man skyllet hænderne. Bagefter kommer en anden kvinde
rundt med et klæde, man kan tørre hænderne i. Det gør
man for at vise respekt for maden og værterne. Her er tre
forslag til nogle lette zambiske snacks.
Jordnøddekager 30-35 stk
2 kopper mel
1 kop hakkede jordnødder
1 tsk bagepulver
1 æg
½ kop mælk eller vand
½ kop sukker
2 spsk olie
½ tsk salt
Olie til stegning
Bland mel, salt og bagepulver i en skål, Tilsæt
olie og bland det med melet. Brug
fingrene. Nødderne, sukker, æg og
mælk eller vand tilsættes, og det æltes
til en sej dej (tilsæt evt. ekstra
mel). Rul dejen ud og skær den ud i
stykker i fingerstørrelse. Varm olie
i en gryde. Der skal være så meget,
at det er nok til at dække et lag
jordnøddekager. Steg kagerne på
begge sider, til de er lysebrune. Kagerne
lægges på køkkenrulle eller
fedtsugende papir. Pas på at børnene
ikke brænder sig på olien.
Ristede jordnødder
Jordnødder kan købes med skal. Jordnødderne pilles fri af
skallen og ristes på en pande i en spiseske olie. Drys lidt
salt over og du har en nem lille snack.
Stegte banan-snacks
Bananer skrælles og skæres i skiver. Bananskiverne steges
i lidt olie på en pande indtil de er gyldenbrune. Skiverne
lægges på køkkenrulle eller fedtsugende papir og
drysses med salt.

Sille og Sigurds ZAMBIA-løb
Sille og Sigurd er vilde med at være på løb. De kan lide at
fare rundt mellem posterne, og samtidig løse spændende
opgaver.
På dette løb følger puslingene og tumlingene i fodsporene
på to zambiske børn, Peter og Rose, en hel dag. På den
måde lærer børnene lidt om, hvordan det er at være barn
i Zambia, og hvilke ting der er helt anderledes i forhold til
deres egen hverdag.
Det er en fordel at dele børnene op i hold á 5-6 børn, og
så lade en leder gå med rundt. Posterne kan sagtens være
døde, bare læg materialerne klar til når I kommer med
børnene. På hver post får børnene en puslespilsbrik, når
de har klaret opgaven. Brikkerne laves ved at kopiere forsiden
af Sille og Sigurd i Zambia og klippe den i 6 stykker.
Der skal være et puslespil til hvert hold.
Post 1: hente vand
Hver morgen skal Peter og Rose hente vand fra en sø til
morgenmaden. I Zambia har mange familier ikke adgang
til vand fra en vandhane. De henter i stedet det vand, de
skal bruge fra den nærmeste sø. Alle hjælper til med at
hente vand – både børn og voksne, men det er tungt at
slæbe vandet hjem. Den nemmeste måde er at bære vandet
i en spand på hovedet.
Ved denne post skal I derfor prøve at bære en spand med
vand på hovedet. I må gerne holde fast i den med hænderne.
Posten laves som en lille stafet, hvor hver deltager
går en runde med spanden på hovedet, og derefter afleverer
den til den næste.
Husk:
1 Spand
Vand
Post 2: vejen til skole
Peter og Rose går i den samme skole, men der er langt fra
deres hus hen til skolen, og vejen er fuld af huller. I Zambia
regner det kraftigt i nogle måneder hver år, og det ødelægger
vejene. Det kan derfor være svært at komme frem
til skolen for mange børn.
Ved denne post skal I prøve at gå på en meget ujævn vej,
ved at bevæge jer igennem en miniforhindringsbane. Banen
laves ved hjælp af nogle stykker reb som lægges ud i
cirkler efter hinanden. Børnene skal nu hoppe fra cirkel til
cirkel for at komme frem.
Husk:
6-10 stykker reb
Post 3: i skolen
Nu er Rose og Peter kommet i skole, men i skolen er der alt
for mange børn i det lille klasselokale. Det gælder derfor
om at kunne sidde meget tæt, for at alle kan være der. Der
er ikke skoler i alle landsbyer i Zambia, og derfor kommer
børnene langvejsfra til skolen, men der er ikke altid plads
til dem.
Ved denne post skal I vise at I kan sidde tæt, så der er plads
til alle i skolen. I får en stor papkasse (fx en flyttekasse),
og alle børnene skal nu kunne være nede i kassen.
Husk:
Stor papkasse
29

30
Post 4: vogte geder
Når Peter og Rose kommer hjem fra skole, skal gederne
ud og græsse. Det er Peters arbejde at vogte gederne, så de
ikke løber væk, eller bliver spist af nogle farlige dyr. Peter
vogter gederne og sørger for at de får noget græs at spise
og vand at drikke.
Ved denne post skal I hjælpe Peter med at vogte geder. Det
gør I ved at lege legen ”løven er løs”.
Lederen har et stykke tape. Der laves et helle område. Alle
deltagerne danner en cirkel, hvor de kigger ud af. Lederen
løber rundt og prikker alle på ryggen - på denne måde
bliver tapen sat fast på en deltager uden denne selv ved
det. Den deltager der fik tapen er nu løven. Lederen siger
“Løven er løs” og alle deltagere løber rundt for at finde ud
af hvem løven er. Når man finder ud af hvem løven er,
skynder man sig tilbage til helle-området uden at fortælle
løven at denne er løve. Når løven selv finder ud af, at han/
hun er løve, skal vedkommende brøle højt som en løve. De
deltagere der ikke er nået helle-området har tabt.
Post 5: arbejde i marken
Mens Peter vogter køerne hjælper Rose til med at arbejde
i marken. Deres forældre er landmænd og dyrker, majs,
jordnødder og bønner. I dag er det jordnødderne, der skal
høstes. Høsten er ikke så god, da der ikke er kommet så
meget regn, men Rose leder efter de jordnødder, hun kan
finde.
Ved denne post skal I hjælpe Rose med at høste jordnødder.
På et afgrænset område ligger 10-15 jordnødder (som
stadig er i deres skal – ellers er de for små) spredt. Puslingene
og tumlingene skal nu finde dem. Dem, der bliver
fundet, må spises.
Husk:
• En pose med
jordnødder med skal
• Et reb til at afmærke
området

Post 6: solen går ned
I Zambia går solen ned hver dag kl. 6 om aftenen, og så bliver
det bælg mørkt, da der mange steder ikke er elektrisk
lys. Rose og Peter synes det er hyggeligt, for ved deres hus
har de et bål, som deres mor bruger til at lave mad på. Men
nogle gange kan det være lidt svært at finde sine ting, når
det er helt mørkt.
Ved denne post skal I hjælpe Rose og Peter med at finde
en grydeske som er blevet væk i mørket. Alle børnene får
bind for øjnene, og skal nu efter tur stikke en hånd ned i
en pose med ting og føle sig frem til grydeskeen.
Husk:
• Pose med forskellige ting
• Grydeske
• Tørklæder til alle på holdet
Afslutning
Når holdene har været på alle posterne, har de samlet alle
puslespilsbrikkerne, og de kan derfor lægge puslespillet.
Når de finder ud af hvad det er, kan du som leder bruge
den fine tegning som optakt til at læse fra historien om
Sille og Sigurd i Zambia.
Vil du vide mere?
Der er mere information at finde om projektet på FDF.dk/
zambia og i indledningen til de tre aktivitetshæfter. Projektet
har også sin egen facebook-side ”ZAMBIA”, som
man kan blive fan af.
31

32
FDFs missionsprojekt i 2010 og
2011 hedder ZAMBIA og handler
om menneskers ret til mad.
Adgang til mad er afgørende for, at mennesker kan leve
et godt liv. Alligevel er der mange mennesker, som ikke
går mætte i seng hver dag. I Zambia er manglen på mad et
stort problem, og det betyder, at en stor del af befolkningen
er underernæret. Derfor handler FDFs missionsprojekt
om retten til mad.
Manglen på mad hænger tæt sammen med en række andre
problemer i landet. Derfor handler FDFs missionsprojekt
også om landbrugsudvikling, forældreløse børn, hiv/
aids og adgang til vand.
Projektet laves i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp
og Silkeborg Højskole. Folkekirkens Nødhjælp er ansvarlig
for at fordele de indsamlede midler til projekter i Zambia,
mens Silkeborg Højskole tilbyder en rejse til projekterne
kombineret med et højskoleophold i efteråret 2010.
Vil du arbejde videre
med ZAMBIA i kredsen?
Der er masser af muligheder for at hente mere inspiration
til ZAMBIA-aktiviteter i kredsen:
• Aktivitetshæfterne: I februar fik alle kredse
tilsendt tre aktivitetshæfter med mødeideer og andag
ter for pilte og op. Der er også et hæfte med forslag til
et kreds-banko-spil, hvor forældre og søskende kan
inviteres til at spille med til fordel for projektet.
• ZAMBIA-kassen: Bestil en ZAMBIA-kasse og få et
stykke af Zambia til kredshuset. I kassen findes tøj,
pynteting, bønner, majs, musik, landkort, aviser, flag,
skeer, skåle og en hel del andre ting. Kassen bestilles
hos 55 Nord.
• Sommerlejrmateriale: Tag ZAMBIA med på som
-merlejr. På FDF.dk findes årets sommerlejrmateriale
med eventyr som tema. Sammen med materialet findes
et forslag til en sommerlejrdag med ZAMBIA som
tema – dagen tager udgangspunkt i et zambisk even
tyr om krokodillen og strudsen.
• ZAMBIA-mærket: Det kan købes hos 55 Nord, og
når I køber mærket, støtter I projektet med 20 kr.
• ZAMBIA i March & Lejr: Når I laver ZAMBIAaktiviteter
til FDF, skal I selvfølgelig også synge pro
jektsangen, ”Zambias Køkken”. Det er nr. 30 i March
og Lejr, og nr. 3 på cd’en.
Indsamling
En vigtig del af projektet er indsamlingen til at sikre menneskers
ret til mad i Zambia. Som en del af ZAMBIA-aktiviteterne
kan I overveje at samle ind til projektet på en
sjov måde, så børnene får en forståelse for, at de er med til
at gøre en indsats for mennesker i Zambia.
For at gøre indsamlingen lidt sjovere, samler vi i FDF ind
sammen med Bank-koen Berta. Berta er en rigtig sød ko,
og det er ikke helt tilfældigt, at indsamlingsmaskotten er
en ko. Køer er nemlig meget værdifulde for en familie på
landet i Zambia. Køer bruges til transport af mennesker
og materiel og giver mælk til familien. Køer bruges også til
markarbejde, når der skal pløjes, sås og høstes. Hvis høsten
slår fejl, har familien stadig køerne som økonomisk
sikkerhed, og dermed fungerer koen som en slags bank.
En vigtig del af indsamlingen til ZAMBIA i kredsene er
kreds-bank-ko-spillet, som kom ud med kredsforsendelsen
i starten af 2010. Vi håber I vil tage godt imod konceptet,
og bruge lidt tid på at fortælle jeres børn og unge om
Bank-koen Berta. I er selvfølgelig også meget velkomne til
selv at finde måder at samle ind på.
Indsamlede penge indbetales på FDFs konto i Danske Bank: Reg.-nr.: 3001 • Kontonr: 3001576984
Husk at skrive ZAMBIA på indbetalingen.