læs bogen - Musikbranche

Mikael Højris
Den Nye Musikbranche 2.0
... Music Like Water
www.musikbranchen.dk
Grafisk tilrettelægning: Winnie Krogh Reiff − www.daSign.dk
Illustrationer: Tore-Emil Højris − http://artblock.tegnebordet.dk
Tryk: Isager Bogtryk Offset − www.isagerbogtryk.dk
1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-992946-1-9
Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er ifølge
gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden forfatterens skriftlige samtykke
eller aftale med CopyDan. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Velkommen til Den Nye Musikbranche 2.0
Der er i denne nye udgivelse kommet så meget af det „nye” i
musikbranchen med, som overhovedet muligt. Streaming, Partnerdeals,
Crowdfunding, Sync, Music Libraries mm. og selvfølgelig også alt
det bedste fra de tidligere udgivelser Musikbranchen [2002/2005] og
Den Nye Musikbranche [2009/2010].
Mikael Højris
© august 2012
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
5

6
Indhold
9 Forord
14 Musiker på heltid, deltid eller fritid?
18 Bandaftalen – den første kontrakt
28 Sponsorering
34 Crowdfunding
38 SWOT – “et kritisk blik i spejlet”
42 Musik og helbred
46 Talentkonkurrencer
50 Rettigheder/ophavsret
56 KODA – NCB – Gramex m.m.
64 Gør-Det-Selv!
76 Udstillingsvinduer og andre “genveje”
80 Managers
83 Booking
86 Koncertarrangører
92 Musikmesser/Showcase-festivaler
98 Pladebranchens historie
108 Musiksalg – før, nu og måske i fremtiden
112 Pladesalg, indtægter, kunstner-royalties
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

126 Pladeselskaber og kontrakter
136 Producere og produktionsselskaber
139 Distributionsselskaber – offline og online
141 Verdens største musikbutik
145 Games
150 Måske “fremtidens nye forretningsmodel” – 360˚-aftalen
154 Prisuddelinger i den danske musikbranche
158 Musikforlag og forlagsaftaler
166 Sync og Libray Music
169 Co-writing – fælles sang-skrivning, et kreativt samarbejde
171 Hjælp til sangskrivere
174 Promotion og markedsføring
182 Merchandising – promotion eller forretning?
186 Medierne – Radio/TV/Online
192 De trykte medier
202 Definitioner på musikbranche-begreber, ord og vendinger
211 Efterskrift
212 Tak!
214 Mikael Højris
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
7

Når forandringens vinde blæser, er der
dem der bygger læhegn, og dem der
bygger vindmøller ...
Kinesisk ordsprog

Forord
Kære læser,
Måske har du læst min bog Musikbranchen [2002/2005] eller
Den Nye Musikbranche [2009/2010] … har du det, så vil du kunne
nikke genkendende til dele af indholdet i denne bog.
At indholdet af nogle kapitler ligner kapitler i de tidligere udgivelser er ikke
kun genbrug men også udtryk for, at der er forhold som ikke ændres, uanset
hvor store forandringer musikerlivet og musikbranchen gennemgår.
I forbindelse med udgivelsen af den første bog blev jeg fra enkelte sider
[folk i pladebranchen] beskyldt for at være tendentiøs og for kun se tingene
fra kunstnernes side.
Dét kan jeg jo kun opfatte som ros – jeg HAR nemlig valgt hvilken side jeg
står på, og det er på kunstnerens – sådan er det, det er nu engang mit valg!
Hvordan ville i øvrigt musikbranchen – eller for den sags skyld hele mediebranchen
se ud, eller måske snarere lyde, hvis der ikke var kunstnere der
skabte og udøvede musik? Vel nok stort set lige så sjovt, som en amerikansk
sit-com uden dåselatter, lige så „spændende” som, Se&Hør uden billeder
eller lige så interessant som, P3 uden musik!
Det er grundlæggende min opfattelse at musik- og mediebranchen, som
lever af kunstnernes produktion, skal vise disse kunstnere stor respekt og
behandle dem ordentligt. Jeg håber dele af denne bog kan give branchens
mange kommende [og for den sags skyld nuværende] aktører forståelse for
kunstnernes arbejdsvilkår, og måske også en bedre indsigt i den branche de
selv arbejder i.
Forhåbentlig kan denne bog bidrage til at kunstnerne opnår en større viden
om hvad det er for en branche de skal samarbejde med, hvis de vil skrive
sange til andet end skrivebordskuffen og spille for andre end familien og
vennerne. Hvis man som kunstner ikke gider sætte sig ind i selv de mest
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
9

10
elementære forhold i musikbranchen bliver man nemt et let [og selv-
forskyldt] offer for de mindre seriøse aktører i branchen.
Wake up – and smell the coffee!
Grundlæggende er musikbranchen, som erhverv ikke anderledes end alle
mulige andre brancher. Den spænder fra det absolut hobbyprægede over
det semiprofessionelle til det fuldprofessionelle, det man også kan kalde
det rent kommercielle. Der skal ikke lægges andre betydninger i dette ord
end den konkrete: noget forretningsmæssigt, noget som kan skabe
et økonomisk udbytte.
Ordet „kommerciel” opfattes ofte i kunst og kultursammenhænge,
som noget negativt, noget ulødigt, noget dårligt. Ingen tvivl om at der
indenfor al kunst og kultur findes noget som er både ulødigt og decideret
dårligt men det har ikke noget at gøre med om det er „kommercielt” eller ej.
Om det er godt eller skidt må, alt andet lige, være en subjektiv afgørelse.
Som Duke Ellington engang skulle have sagt om musik:
There is good music, and then there is the other kind …
Men tilbage til „sporet”: Hvad enten der er tale om et multinationalt pladeselskab,
et mindre kommunalt støttet spillested, en landsdækkende radiokanal
eller en lokal ugeavis som tilsyneladende intet har til fælles, så
har de dog et til fælles:
Beslutningshierarkiet - der hvor „nogen i toppen” [chefen] i sidste ende
træffer de afgørende beslutninger – ofte, men ikke altid, på baggrund af
anbefalinger fra „andre” på forskellige trin længere nede i pyramiden.
Kan man afkode hvem disse „andre” og „nogen i toppen” er, så er man
godt på vej til at forstå hvordan musikbranchen „fungerer”. Man har dermed
måske en lidt bedre chance for, at opnå succes med sit projekt, hvad enten
det handler om at blive ansat på et multinationalt pladeselskab, få udgivet
sine kompositioner på et musikforlag eller få et job til sit band på det lokale
spillested.
God læsning – god fornøjelse!
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 11

12
Alle vores drømme kan gå i opfyldelse
– hvis vi har modet til at forfølge dem.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Walt Disney

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
13

14
Musiker på heltid, deltid eller fritid?
For langt de fleste musikere starter interessen for at spille musik som en
fritidsaktivitet på linje med sport, computer- og rollespil mv. og for hovedparten
bliver det ved det; en god og fornøjelig fritidsbeskæftigelse.
En fremtid som tømrer, købmand, designer eller computerprogrammør
trænger sig mere og mere på, og fritiden bliver mere knap.
Førend man har set sig om er man kommet til den første skillevej; „øveren“
eller lektierne? „Øveren“ må vige, og kammeraterne i bandet må se sig om
efter en ny trommeslager eller bassist.
Det giver måske de første store skår i venskaberne og man finder ud af om
man er rigtige venner eller blot „musikvenner“.
Men nok ikke de sidste skår! For vil man satse på at leve af musikken kommer
man til at træffe langt flere og endnu sværere valg hen ad vejen.
Det nytter ikke at spille sammen med nogen som ikke har samme musikalske
niveau som en selv, og det nytter slet ikke at spille sammen med nogen som
ikke har de samme ambitioner.
Det er derfor vigtigt så tidligt som overhovedet muligt i ens musikalske løbebane
at få taget en grundlæggende snak med dem, man tror man skal spille
sammen med; hvad vil man selv, hvad vil de andre, kan man blive enige om
ambitionsniveau, engagement og fællesskab?
Kan trommeslageren kun øve en gang om ugen fordi han/hun også lige skal til
håndbold og passe fritidsjobbet og skolen, så er der et problem som kun har
en af to mulige løsninger; enten dropper trommeslageren noget af det andet
for at kunne øve oftere, eller også finder bandet en ny trommeslager.
Desværre er det ikke gjort med at have styr på bandmedlemmerne og de
fælles ambitioner, der er også lige kæresten og de af vennerne som ikke er
musikere.
Det er også vigtigt, at de forstår hvad man har „gang i“, for deres moralske
støtte får man rigeligt brug for på vej i den musikalske karriere.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Hvis kæresten ikke kan forstå, at man skal ud og spille den ene weekend
efter den anden, og mest af alt er træt af at man hver lørdag og søndag
morgen kommer hjem og lugter „af værtshus”, så er det på tide med en
snak – en grundig snak, om hvad man skal med hinanden og med fremtiden.
En snak om ambitioner, engagement og fællesskab eller ej.
Endnu et [for de fleste] svært valg. Har man først styr på de dele, har man
banet en del af vejen for den videre musikalske karriere. Men dermed ikke
sagt at man ikke senere kan træffe nye valg under vejs.
Trommeslager i D:A:D igennem mange år Peter Lundholm forlod bandet midt
i en lovende musiker-karriere til fordel for uddannelse og siden ingeniørjob hos
NovoNordisk. Sommeren 2008 fortalte han til dagbladet Berlingske Tidende
lidt om grunden til at han forlod D:A:D: „Det kunne godt blive lidt svært i
længden at få livet fyldt nok op med udfordringer som musiker. Der er meget
ventetid, og det er kun i nogle perioder man bliver udfordret”.
Det med ventetiden har Charlie Watts [trommeslager i The Rolling Stones] en
helt særlig vinkel på: Engang blev han af en journalist spurgt om, hvor længe
han egentlig havde spillet med The Rolling Stones. Efter kort betænkningstid
svarede han: „Åh, jeg har vel spillet med bandet 4 måske 5 år ... og så har jeg
ventet i mindst 30”.
Sidst, men ikke mindst er der en nok så væsentlig detalje, som man ikke må
glemme: Forsikring af sine instrumenter. Selvom man måtte have en normal
indboforsikring skal man ikke regne med at den dækker ens musik-
instrumenter og andet grej - særligt ikke hvis det er af den dyrere slags, eller
måske ligefrem „vintage”. Da gør man klogt I at tegne en speciel instrumentforsikring,
så man er sikker på at være dækket, hvis uheldet er ude.
Se f.eks. www.dmf.dk
Anbefalet læsning: Gode Råd ... er guld værd af Søren Reiff
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
15

16
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Aftale: Kontrakt, vedtagelse, pagt, overenskomst,
et eller flere løfter, der danner
rammen om, hvordan to eller flere parter
skal optræde.
Den Store Danske Encyclopedi

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
17

18
Bandaftalen – den første kontrakt
Den første kontrakt man skal lave er en „bandaftale”: Et dokument der
beskriver de interne forhold i bandet. En kontrakt imellem medlemmerne
i bandet, som sætter præcise ord på det man hidtil har regnet som
selvfølgeligt.
Når det er vigtigt skyldes det ikke mindst den særlige brist som mange
mennesker lider af, og som kommer stærkest til udtryk når der opstår
uenighed eller måske ligefrem uvenskab, nemlig den selektive hukommelse:
Det har jeg aldrig sagt, det har vi aldrig aftalt, det kender jeg ikke noget til...
Man kan udforme sådan en aftale på mange måder, man skal bare huske at
den mindst skal indeholde disse 10 punkter.
Bandnavnet
Bandnavnet er et varemærke, ligesom CocaCola® eller PlayStation®.
Det er et navn, som publikum forbinder med en særlig ydelse: Et fedt band
som trækker fulde huse overalt hvor de spiller. På nudansk kalder man det
et „brand”. Derfor nytter det ikke noget at der er to bands med samme navn,
for hvilken „vare” er det så publikum køber?
Det skal være klart hvad der skal ske med bandnavnet når nogen går ud af
et band eller bandet opløses: Hvem har lov til fortsat at bruge navnet, eller
må ingen bruge det? Skal de der fortsat vil bruge det betale noget til de
andre i bandet for retten til at bruge navnet? Osv. osv.
Spørgsmålene kan være mange, og jo mere succesfuld en gruppe har været,
jo større værdi har navnet og jo mere kompliceret kan det blive.
Spørgsmålet, om man overhovedet kan få lov til at bruge det navn man har
tænkt sig, er et helt kapitel for sig. Den, der bruger et navn først, har i
princippet retten til navnet, men kun hvis det har været offentligheden
bekendt.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Bandaftalens 10 [vigtigste] „bud”:
1. Bandnavn, dato for etablering af bandet, bandets hjemsted,
organisationsform [interessentskab, forening, firma
[hvis registreret med SE-nummer]] og navnet på den eller
de personer der har startet bandet.
2. Angivelse af hvem der har retten til bandnavnet [bl.a. i tilfælde af
opløsning af bandet] og hvem der har adgangskoderne til bandets
website og til bandets profiler på f.eks. SoundCloud, Facebook osv.
3. Navne på alle bandmedlemmer m. dato for indtræden i bandet
og angivelse af instrument[er], cpr-nummer, adresse og
telefonnummer.
4. Oversigt over alt fællesejet anlæg [f.eks. PA, monitors, lys osv.],
køretøj osv.
5. Angivelse af hvem der ejer evt. anlæg/køretøj m.v. som anvendes
af bandet og hvad bandet evt. skal betale for denne anvendelse.
6. Angivelse af hvordan bandmedlemmerne indbyrdes afregner evt.
udgifter til f.eks. øvelokale, lejet anlæg m.v. og hvordan evt. gæld
afvikles i tilfælde af opløsning af bandet.
7. Bestemmelse om, hvordan evt., udtrædende og/eller indtrædende
medlemmer i bandet er stillet i forhold til bank- eller anden gæld.
8. Angivelse af hvem i bandet der har hvilke ansvarsområder:
Regnskab, booking af jobs, booking af færger, hoteller m.v.,
kontakt til pressen, promotionarbejde, kontakt til pladeselskab/
management/booking-bureau m.v., osv.
9. Angivelse af hvem der er sangskrivere [komponist, tekstforfatter,
arrangør] i bandet og aftale om registrering hos og fordeling af
indtægter fra Gramex, KODA og NcB.
10. Angivelse af hvordan andre indtægter anvendes og/eller fordeles
imellem bandmedlemmerne, f.eks. honorarer for optræden,
indtægter fra pladesalg osv.
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 19

20
Har man med andre ord aldrig brugt navnet offentligt kan andre faktisk godt
„stjæle“ det, blot de er de første til at bruge det offentligt. En hurtig søgning
på internet kan give et første foreløbigt svar på om et navn er ledigt eller ej.
Gode steder at starte er f.eks.
www.google.dk
www.bandnamemaker.com
www.1728.org/bandname.htm
www.bandname.com
Vil man være helt sikker, kan man henvende sig til Patent- og Varemærke-
styrelsen [www.dkpto.dk].
Øvelokalet
Et fedt øvelokale er ikke noget der hænger på træerne, og det koster
en mindre formue at indrette det lækkert. Men hvad nu når bandet opløses,
eller et af medlemmerne går/bliver smidt ud af bandet, hvem skal så have
øvelokalet. I princippet vil det være den som har skrevet under på leje-
kontrakten, men er det nu også sådan det skal være? Og hvis ikke, hvem
skal så have det?
Musik, tekst, arrangement
Hvem er det lige, der har skrevet numrene? Det er ofte en svær nød at
knække, for kom guitaristen egentlig ikke bare med nogle „klodser“ og et
enkelt godt „riff“, og er resten så ikke noget, der er lavet i fællesskab?
Det er ikke sjældent at det er sådan tingene ser ud i et band – men er det
også sådan guitaristen, der kom med „klodserne“ og „riffet“, synes det er?
Eller synes han snarere, at det er ham der har skrevet nummeret, og har han
måske allerede anmeldt det til KODA og har alle rettighederne til nummeret.
Og teksterne, er det sangeren der har mumlet sig frem til dem, eller er de
resultat af en kollektiv proces? Arrangementerne [nummerets struktur,
sammensætning, instrumentering m.v.] hvem står for det?
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Når det er så uhyre vigtigt, så er det fordi der er penge i det, endda nogle
gange rigtig mange penge. Hvert band har sin løsning på disse udfordringer.
Nogle skærer lige igennem og siger at det hele er lavet kollektivt af bandet,
andre det modsatte [ham der kom med nummeret er enekomponist] og
andre igen laver en salomonisk løsning og tildeler bandet en såkaldt arrangementsandel
af rettighederne.
Monitoranlæg, indspilninger og andet „fælles”
Som udgangspunkt er det en rigtig dårlig idé at eje anlæg i fællesskab.
Lige så dyrt det er at anskaffe, lige så svært er det at få solgt igen og endnu
sværere at få en ordentlig pris for det. Skal man dele skidtet er det heller
ikke nødvendigvis særlig let: En halv monitor og et kvart mikrofonkabel er
som bekendt ikke meget værd!
Sørg for at hvert bandmedlem ejer sit eget grej og sin konkrete andel af det,
man evt. anvender i fællesskab. Måske det var på tide at sangeren købte sit
eget monitoranlæg ... det koster næppe mere end de mange instrumenter
og andet gear som andre musikere er nødt til at købe.
Laver man på et tidspunkt nogle demoindspilninger eller måske ligefrem en
færdig master er det også meget væsentligt at være enige om, hvem der skal
betale for indspilningerne, og hvem der har ret til at bruge dem. Hvad skal der
blive af demoen/masteren når nogen går eller bliver smidt ud af bandet?
Aftaler med andre
Der er typisk tre ting ingen i et band gider: Slæbe anlæg før/efter et job, være
kassemester og booke jobs. Men nogen skal jo gøre det, og oftest ender man
med at finde en fornuftig fordeling af byrderne ved slæb og regnskab, men
booking … det er det værste, alle siger de nok skal gøre noget ved det, men
ingen gør det.
Indtil den dag i øveren, hvor man endelig lover hinanden højt og helligt, at nu
skal der ske noget: Alle vil gå hjem og virkelig gøre en indsats for at skaffe
nogen jobs. Og det gør alle så, uden at koordinere med hverken den ene eller
den anden, og vupti! er der seks-syv jobs i „kassen“, men desværre fordelt på
de samme to fredage og lørdage. SÅ har man et problem!
Ifølge dansk lov er en mundtlig aftale nemlig lige så gyldig og bindende som
en skriftlig aftale, og her har man altså lavet flere aftaler om at komme og
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
21

22
spille. Aftaler man bare ikke kan overholde, al den stund det kan være ret
svært at spille job på to steder samtidig! Så må man prøve at aflyse.
For det første er det dårlig stil at aflyse når det ikke skyldes svær sygdom
eller noget lignende.
For det andet er det super utjekket og ikke ligefrem noget der får et spillested
til at tilbyde et job en anden gang.
For det tredje [det sker sjældent, men risikoen er der]: Spillestedet vil ikke
acceptere aflysningen og kræver i stedet erstatning af bandet for tab af
billetindtægter, omsætningen i baren, skade på stedets omdømme osv. osv.
DET kan blive et rigtig kedeligt problem.
Endelig er der et helt fjerde problem omkring booking, nemlig finansiering
af bookingarbejdet: Det koster mange penge til telefon, papir, kuverter, porto
osv … hvordan finansieres det?
Er der penge i bandkassen? Lægger alle et indskud? Er der en som lægger
ud? Uden penge bliver det nemlig ikke til megen booking og dermed ikke til
mange indtægter − så det skal der også være styr på.
Et godt online-værktøj til at holde styr på bandøkonmien findes på
www.bandloot.com
Man kan undgå mange praktiske problemer ved at have en fælles
bandkalender on-line, f.eks. på www.google.com/calendar.
Bandaftalen kan vise sig at blive en af de vigtigste aftaler et band nogensinde
kommer til at lave … men forhåbentlig ikke den sidste.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Hvor er der hjælp at hente?
Som tidligere nævnt kan et godt bagland være altafgørende for udviklingen i
ens musikalske karriere. Ikke kun kæresten skal være positivt indstillet, også
den øvrige familie kan være med til at „bære“ i den rigtige retning, om ikke
andet, så som entusiastisk publikum til koncerterne. Og så er et lille kontant
lån fra „de gamle“ til køb af den første gode forstærker eller depositum ved
den første billeje jo heller ikke af vejen!
Har man ikke arbejde, men er måske på en eller anden form for offentlig
ydelse [bistand, SU, dagpenge] er det af afgørende betydning at vide hvad
man må, og særligt hvad man ikke må mht. at tjene penge på musikken,
foretage fradrag for udgifterne på den årlige selvangivelse osv. osv. uden at
det får indflydelse på ens ret til at modtage offentlige ydelser.
Her kan medlemskab af en fagforening blive til stor nytte, det er nemlig kun
alt for sjældent, at diverse sagsbehandlere og andre ansatte i de offentlige
systemer har særlig stor indsigt i de specielle forhold der gør sig gældende
for kunstnere [se www.dmf.dk]. Blandt de meget nyttige services skal særligt
nævnes juridisk bistand [bl.a. i forbindelse med forhandling af kontrakter]
samt specialiseret skatterådgivning og mange gode forsikringstilbud.
Andre former for nyttig hjælp undervejs, kan være diverse former for støtte,
f.eks.: Til transport, til leje af udstyr, til undervisning, til indspilning, til turné
osv. osv.
Der findes en lang række muligheder for at søge om støtte.
Lokalt i Kommunens skole- og kulturforvaltningen [www.kl.dk]
eller i Regionen [www.regioner.dk]. Nationalt i f.eks. Kulturministeriet
[www.kum.dk] eller i en af de landsdækkende organisationer.
Yderligere oplysninger kan indhentes fra de enkelte organisationer eller
hos Kulturstyrelsen [www.kunst.dk og www.kunst.dk/musik]
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
23

24
Landsdækkende organisationer
Der findes en lang række musikorganisationer og foreninger hvor man kan få
råd og vejledning og søge om støtte til sine projekter.
Besøg deres hjemmesider og få de nyeste oplysninger.
Folkemusikkens Fællessekretariat − www.folkemusik.dk
JazzDanmark − www.jazzdanmark.dk
ORA − Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere − www.ora.org
ROSA − Dansk Rock Samråd − www.rosa.org
SNYK − www.snyk.dk
World Music Denmark − www.worldmusic.dk
MXD − Music Export Denmark − www.mxd.dk
KODA − www.koda.dk
DKF − Dansk Komponist Forening − www.komponistforeningen.dk
DJBFA − Danske Jazz-, Beat og Folkemusik Autorer − www.djbfa.dk
DPA − Danske Populær Autorer − www.dpa.dk
DAF − Dansk Artist Forbund − www.artisten.dk
DMF − Dansk Musiker Forbund − www.dmf.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 25

26
Every time it rains … it rains pennies
from heaven.
Johnny Burke [„Pennies from Heaven”]
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
27

28
Sponsorering
En sponsor en person eller en virksomhed, der yder økonomisk, eller anden
støtte til f.eks. en kulturinstitution, en kulturbegivenhed, en sportsklub eller
et sportsarrangement osv. Sponsorering er ikke støtte i traditionel forstand.
Støtte handler om, at den som yder støtten i bund og grund kun forventer at
støttemodtageren får noget ud af det. Sponsorering handler om, at den som
yder sponsorstøtten også forventer selv at få noget ud af det.
Fra småpenge til formuer
Der er mange meget hårdnakkede myter om sponsorering, som f.eks. at
det kun er kendte kunstnere, der kan få en sponsor eller at sponsorer kun
vil støtte store og populære begivenheder. Sådan er det selvfølgelig også,
men ikke udelukkende!
Der findes sponsorer og sponsorering på alle tænkelige økonomiske niveauer,
lige fra småpenge til formuer; og små sponsoraftaler kan, over tid, udvikle sig
til meget store forretninger. Det er vigtigt netop at huske dette: At det handler
om forretning. En forretning, som skal være lige fordelagtig for begge parter.
Sponsorer har interesse i at sponsorere kunsten, fordi de regner med, at det
vil have en positiv indflydelse på deres virksomheds omdømme. Bryggerierne
„gør noget ved musikken“, fordi de regner med, at publikum til gengæld vil
„gøre noget ved bryggerierne“, nemlig købe deres produkter.
Som kunstner, kulturinstitution eller arrangør af kulturbegivenheder skal man
huske, at man ikke må basere hele sin økonomi på en enkelt eller ganske få
sponsores velvilje og bidrag. Det er ganske enkelt for risikabelt.
Virksomheder i det private erhvervsliv kan komme i økonomiske vanskeligheder
eller måske helt lukke fra den ene dag til den anden. Kassen smæk-
kes i, og der er intet man som [troede man] modtager af sponsorstøtte kan
udrette. Man får ikke en krone! Kassen kan såmænd også blive smækket i,
hvis sponsoren lige pludselig ikke længere mener at have glæde af at yde
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

sponsoratet. Det er der oftest heller ikke ret meget, man kan gøre ved.
Sponsorering skal være den ekstra glasur på lagkagen, ikke tallerkenen,
bunden og fyldet!
Hvem, hvorfor, hvornår, hvordan?
Man kan i grove træk skelne imellem sponsorering af begivenheder, event
sponsorering, sponsorering af lokaliteter, foreninger, institutioner mv.,
institutions sponsorering og sponsorering af enkeltpersoner eller grupper
[kunstner-sponsorering].
Event sponsorering
Det gælder om at finde en sponsor, som kan have en interesse i at få sit
navn og sin virksomhed kædet sammen med den kulturelle begivenhed,
man planlægger. Man skal med andre ord nok ikke som det første bede et
bryggeri, der mest er kendt for sin øl-produktion, om at sponsorere en koncert
i en afholdsforening.
Når det er sagt, så er det til gengæld vigtigt, at man sammen med sin sponsor
finder frem til netop den spændende vinkel på et sponsorat der gør, at
medierne vil finde det interessant, og give såvel arrangementet som sponsor
god omtale. En sponsor behøver ikke at være en stor virksomhed.
Det kan lige så godt være den lokale VVS-mester eller købmand.
Som grov tommelfingerregel kan man sige, at man lokalt kan have størst
glæde af lokale sponsorer.
Deres kundekreds er lokal, og for dem vil den lokale „reklame“ være vigtig.
Større, regionale eller landsdækkende virksomheder vil hovedsagelig kun
fatte interesse for lokale arrangementer, hvis virksomheden er repræsenteret
lokalt f.eks. med en filial eller et lokalkontor. Ellers vil disse sponsorers interesse
primært rette sig imod lidt større arrangementer, som man forventer
vil tiltrække sig opmærksomhed ud over den lokalitet, hvor begivenheden
finder sted. Et godt eksempel herpå er musik- og teaterfestivaler og andre
længerevarende kulturbegivenheder.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
29

30
Institutions sponsorering
Foruden enkeltpersoner kan man her også tale om institutioner [f.eks. teatre,
kulturhuse, museer osv.], foreninger [musik-, teater-, sportsforeninger osv.]
som kan have glæde at et samarbejde med en sponsor. Ikke sjældent vil
sponsoraterne også hér knytte sig til konkrete begivenheder, men sponsorerne
vil ofte også søge at profilere sig ved at være permanente sponsorer.
Det sker ofte at mange sponsorer er samlet i sponsorklubber, som den
enkelte institution o.l. etablerer.
Kunstner sponsorering
Er man kunstner, og mener man at have brug for en sponsor, skal man
meget nøje overveje, hvad det er man vil med det.
Hvad skal sponsor bidrage med [penge, naturalier] og hvad får sponsor som
modydelse, betaling om man vil, for sit sponsorat. Som enkeltperson skal
man tænke på, at det er ens egen person, ens egen anseelse, som står
på spil, når man vælger at associere sig med en sponsor. Viser det sig at
sponsoren opfattes negativt af det publikum, man henvender sig til, kan
selve sponsoratet have en negativ virkning på ens karriere, og det kan intet
sponsorbeløb, hvor stort det end måtte være, råde bod på.
Læs meget mere om sponsorer og sponsorering i bogen
„Sådan får man en sponsor“ af Niels Gangsted-Rasmussen.
Ud over egentlig sponsorstøtte findes der også en lang række fonde som yder
støtte til bl.a. musikformål. På KODA’s hjemmeside finde en god oversigt:
www.koda.dk/medlem/soeg-stoette/andre-stoettemuligheder/private-fonde/
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 31

32
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Mange bække små, gør en stor å
Gl. Dansk Ordsprog

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
33

34
Crowdfunding
En anden vej til finansiering af projekter er på rekordtid blevet „det nye sort”
i bl.a. musikbranchen: Crowdfunding - „publikumsfinansiering”, som takket
være internettets stadig flere muligheder og ikke mindst de sociale medier
gør det muligt for publikum direkte at deltage i finansieringen af kunstnernes
projekter.
Idéen bag er såre simpel: man inviterer „gud-og-hver-mand” til at donere
penge til ens projekt.
Det lyder enkelt – men er det ikke. Alle erfaringer siger at der skal et grundigt
forarbejde og promotionarbejde til for at overbevise andre end de aller nærmeste
… dem man lidt spøgefuldt kalder FFF [Friends, Fools and Family].
Internationalt findes der et utal af crowdfunding-websites med www.pledgemusic.com
og www.kickstarter.com som de største og mest kendte.
Andre musik-relevante sites er f.eks. www.indiegogo.com,
I Danmark findes [sommeren 2012] foreløbig kun et par tjenester: www.
booomerang.dk og www.crowdfunded.dk
Man kan på disse sites læse meget mere on, hvordan det fungerer og om
hvad der kræves, for at man kan komme i gang.
Uanset om man bruger et udenlandsk eller en dansk crowfunding-website
skal man være opmærksom på at der gemmer sig nogle skattemæssige og
a-kassemæssige udfordringer. Alle indtægter er skattepligtige, og er man
modtager af dagpenge eller andre såkaldte overførselsindkomster [bistandshjælp,
SU osv.] så skal man FØR man kaster sig ud i det, sørge for at søge
oplysninger om, hvilke konsekvenser det kan have – f.eks. hos DMF’s
a-kasseservice og socialrådgivere.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
35

36
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
EUREKA!
Archimedes

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
37

38
SWOT – “et kritisk blik i spejlet”
En SWOT-analyse er et veletableret „værktøj”, som man bruger når man skal
vurdere en virksomhed.
Det er et værktøj som kan afdække:
Strengths = styrker
Weaknesses = svagheder
Opportunities = muligheder
Threaths = trusler.
Hele ideen er at kigge på sin virksomhed og finde ud af hvori virksomhedens
udfordringer og muligheder ligger, f.eks.:
Hvorfor er virksomhedens produkter eller services særligt gode, unikke,
efterspurgte, uundværlige osv.
Hvilke svagheder er der evt. ved virksomheden. Mangler virksomheden f.eks.
penge, personale eller findes der tilsvarende produkter/services på markedet.
Hvilke muligheder er der for virksomheden?
F.eks. muligheder for at forbedre sine produkter/services, udvide sit marked
eller opnå særlig opmærksomhed omkring disse?
Hvilke trusler [eller udfordringer] står virksomheden overfor? Er der f.eks.
konkurrerende virksomheder med bedre produkter/services eller som har
større opmærksomhed, mere presse omtale et bedre omdømme, større
markedsandel?
Men kan med fordel bruge SWOT-analysen på sig selv, sit band, sin musik
… et sådant selvkritisk „kig-i-spejlet” er ikke let, og heller ikke nødvendigvis
løsning for alle og på alle problemer – men det KAN hjælpe til en afklaring.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Jeg vil vove den påstand at en del af de håbefulde sangere m.v. der i tidens
løb har stillet op til audition på diverse TV-programmer med en hurtig
SWOT-analyse af sig selv, måske kunne have sparet sig selv for at blive
stillet til offentlig skue og hån.
SWOT-analysen anvendt på et band/solist kunne f.eks. være:
Hvad er unikt, originalt og fantastisk ved bandet/solisten?
Hvilke andre bands/solister kan man forvente at blive sammenlignet
med og vil det være godt eller skidt?
Hvad kan bandet/solisten gøre for at adskille sig fra andre og undgå
sammenligning eller skille sig favorabelt ud?
Hvor placerer bandet/solisten sig i forhold til hvad der aktuelt er „hot” på
musikscenen. Risikerer man ikke at blive taget alvorligt eller måske helt
ignoreret af f.eks. medierne?
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
39

40
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Hvis man ønsker at blive gammel,
må man finde sig i at leve længe.
Ove Sprogøe

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 41

42
Musik og helbred
HVIS DET ER FOR HØJT ER DU FOR GAMMEL! … valgsprog for halvdøve
lydmænd der burde være gået på pension for længst!
Lige så vidunderlig musik er, lige så forfærdeligt er det at være udsat for den
støj, musik også kan være – særligt når musikken spilles for højt.
Lydstyrke måles i decibel også kaldet dB.
Når lydeffekten [lydenergien] fordobles øges antallet af dB med 3.
Omsat til det vi rent faktisk oplever kan man sige følgende:
+ 3 dB er en fordobling af energien i et lydsignal og dermed en fordobling af
den mulige skadevirkning, men det „lyder” ikke som en fordobling.
+ 10 dB opleves [„lyder”] som en fordobling af lydstyrken.
0 dB er grænsen for hvad det menneskelige øre kan høre
20 dB svarer til baggrundsstøjen i en stille dagligstue
60 dB svarer til niveauet for normal daglig samtale
70 dB svarer til almindelig gadestøj
85 dB svarer til motorstøj fra lastbiler og busser
110 dB svarer til det typiske lydniveau ved en rockkoncert
120 dB svarer til støjen fra et jetfly når det lander
Menneskers smertegrænse varierer fra 115 til 140 dB
– Udsættes man over længere tid for sådanne lydtryk løber man stor risiko
for at få varige høreskader.
Der er meget mere at læse og mange gode råd at hente mht. såvel
forebyggelse [høreværn] som behandling i Henrik Strubes bog:
„Pas på Ørerne” [www.henrikstrube.dk/skrivevirksomhed.htm]
Kun en tåbe frygter ikke Tinnitus!
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

... OG SÅ ER DER RESTEN AF KROPPEN
Musikudøvelse er næsten uden undtagelse meget fysisk krævende, særligt
når der er tale om koncertoptræden.
Publikum forventer ikke alene musikalsk virtuositet men også „show” for
pengene.
En lille overvægt og et ukontrolleret forbrug af stimulanser [drikkelige,
spiselige, lovlige og ulovlige] kombineret med fysisk inaktivitet er den sikre
vej til en hurtig afslutning på karrieren som udøvende musiker [og måske
livet].
Man kommer ikke sovende til succes som scenekunstner.
Mange store stjerner tilbringer timevis i fitness-centre, kontrollerer nøje hvad
de spiser og drikker og lever ofte et liv der til forveksling kunne ligne en
sportsstjernes.
Professionel musikudøvelse er en fornøjelse, men i høj grad også et arbejde
og koncertscenen en arbejdsplads. Det findes næppe nogen arbejdsplads
hvor man, som myten ofte er i rock og popmusik, arbejder bedre med
„en lille kæp i øret” ...
Alkohol og andre stimulanser forbedrer hverken koncentrationen eller evnen
til at samarbejde med andre, tværtimod er mange koncerter blevet spoleret af
denne, musiklivets „doping”.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
43

44
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Man kan narre nogle mennesker hele
tiden, og alle mennesker en gang
imellem, men man kan ikke narre alle
mennesker hele tiden.
Abraham Lincolm

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 45

46
Talentkonkurrencer
„Vind en pladekontrakt“, bliv „Popstar“, „Danmarks største stemme“, „Stjerne
for en aften“ eller vis din„X-factor” og mange andre besnærende tilbud
promoveres jævnligt i landsdækkende TV, på mandshøje reklameplakater,
populære internetportaler og mange andre steder.
Gyldne løfter, der spiller som sød musik i teenagedrømmende ører, men
som ofte ikke er meget andet end smart markedsføring af firmaerne bag
„konkurrencerne“og krampetrækninger hos desperate TV-stationer, der
forsøger at lave underholdning og holde på seere i alle aldre. Og så er det
måske et råb om hjælp fra pladeselskaber, som ikke længere er i stand til
selv at finde de nye talenter.
Når al indpakningen er pillet af, må man oftest køligt konstatere, at en
pladekontrakt eller for den sags skyld en karriere, ikke er noget man kan
„vinde“ og at man nu om dage altså ikke nødvendigvis bliver popstjerne,
bare fordi man kan synge og kommer i TV.
En karriere som pladekunstner eller popstjerne er ikke et „skrabelod“, man
køber i kiosken henne på hjørnet. Pladeselskaberne udgiver ikke plader på
baggrund af den slags lotteri. Nogle vil måske hævde at det ellers ofte lyder
sådan … men smag og behag er som bekendt forskellig ...
Uanset hvad man måtte mene om pladeselskabernes udgivelsespolitik, så
udgives der udelukkende plader, som selskaberne selv tror, at de kan tjene
penge på.
En pladeudgivelse er typisk resultat af lang tids samarbejde imellem selskab
og producere, musikere og komponister. Det er ikke ualmindeligt, at det
tager flere års indsats at arbejde sig frem fra demoens lovende forlæg til
de endelige indspilninger, som bliver udgivet.
Talentkonkurrencerne lover at man kan springe lige fra start til mål, vinde
„en pladekontrakt“ og en karriere som „popstar” med „X-factor” og hele
baduljen. Alt sammen for godt til at være sandt!
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Hvad det jo i realiteten også er indtil man har en egentlig aftale i hus.
En karriere i musikbranchen foregår i et minefelt af kontrakter, sædvane,
praksis, vennetjenester, mediehype og kreativitet – både af den kunstneriske
og af den „anden“ slags.
Selvfølgelig skal man deltage i konkurrencerne hvis man har lyst.
Man skal bare huske, at det kan godt være, man kan vinde en pladekontrakt,
men man kan ikke vinde en karriere.
Anbefalet læsning: Simon Cowell: „I Don’t Mean To Be Rude But ...”
Cowell er idémanden bag bl.a. TV-talentkonkurrencen „The X-Factor” og
verdenskendt også som dommer i både det program og andre „talent”programmer.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
47

48
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Jeg gik ind i filmbranchen for pengenes
skyld, og hen ad vejen blev det til
kunst. Jeg kan kun beklage hvis det er
skuffende. Men det er altså sandheden.
Charles Chaplin

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 49

50
Rettigheder/ophavsret
I en verden, hvor alt synes at være til salg, og hvor den mere kloge har
mere eller mindre frit løb til at narre den mindre kloge, findes der dog en
„sikker havn“, nemlig Ophavsretsloven. En lov, som definerer hvilke
rettigheder kunstnere besidder over deres frembringelser, og hvilken
beskyttelse kunstnerne nyder godt af, når nogen uretmæssigt udnytter deres
frembringelser. Kunstnerne kan handle med [overdrage] deres rettigheder,
men rettighedernes eksistens og håndhævelse kan der ikke forhandles om.
Det, og meget andet skal det handle om i det følgende.
Ophavsret
Hvad ophavsret er for noget og hvad man kan have ophavsret til er nedfældet
i Ophavsretsloven, den lov, der beskytter bl.a. skabende og udøvende kunstnere
mod, at deres værker og fremførelser bliver kopieret og brugt offentligt
uden deres tilladelse.
Ophavsretsloven beskytter de forskellige grupper af skabende og udøvende
kunstnere – de såkaldte rettighedshavere:
Ophavsmænd, dvs. kunstnere, som skaber værker indenfor litteratur, musik,
scenekunst, film og andre kunstarter. Det omfatter ikke kun det, man
traditionelt forstår ved kunst og litteratur men også faglitteratur, journalistik,
videnskabelige artikler, edb-programmer m.m.
Ophavsretsloven beskytter desuden også rettighederne for folk, som
bearbejder et værk, f.eks. musikalske arrangører. Udøvende kunstnere,
dvs. musikere, sangere, skuespillere, dansere m.fl., der fremfører værker.
For skabende og udøvende kunstnere gælder, at rettighederne er personlige,
dvs. at rettighederne opstår hos den person, der har skabt værket, udført
fremførelsen osv. Ophavsretten til et værk gælder [efter den nugældende
Ophavsretslov, og i langt de fleste lande i verden] i hele ophavsmandens
levetid og de efterfølgende 70 år.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Producenter, dvs. pladeproducenter, film- og TV-producenter, radio- og
TV stationer mv. der ifølge loven har såkaldte nærtstående rettigheder
– dvs. nærtstående i forhold til ophavsmændenes rettigheder.
Det handler først og fremmest om producentbeskyttelse, dvs. beskyttelse
af de rettigheder, som opstår hos et firma der finansierer produktion af et
fonogram, en film, et TV-program osv. Ophavsretten gælder for disse
rettigheder i 70 år fra første gang fonogrammet, udsendelsen el. lign.
offentliggøres.
Ophavsretsbeskyttelsen er en beskyttelse af det konkrete værk i dets
konkrete udformning.
Man kan som udgangspunkt ikke have ophavsret til ideer og principper.
Eneret
Ophavsmandens økonomiske beskyttelse består i, at ophavsmanden har
eneret til selv at fremstille eller tillade andre at fremstille eksemplarer af
ophavsmandens værker og eneret til selv at offentliggøre værket eller tillade
andre at gøre det. En eneret, som gælder ved enhver form for offentlig fremførelse,
ved enhver form for distribution og salg eller ved enhver fremvisning
af eksemplarer af værkerne.
Eneretten betyder med andre ord, at ingen andre end ophavsmanden må
benytte værkerne på disse måder uden at have en tilladelse fra ophavsmanden.
Skulle det alligevel ske, er ophavsretten blevet krænket og ophavsmanden
kan nedlægge forbud og kræve erstatning af den, som dermed har overtrådt
Ophavsretsloven. Når nogen fremstiller og distribuerer ulovlige kopier af
CD’er og videofilm for at tjene penge kaldes det PIRATERI. Pirateri er ulovligt!
Selvom Ophavsretsloven altså giver ophavsmændene eneret til at disponere
over deres værker, så er der i loven indbygget en række undtagelser.
Situationer, hvor man ikke kan forhindre udnyttelsen af ens værker. Der er i
særlige tilfælde fri udnyttelse af værkerne. Dvs. at værkerne frit kan benyttes
uden tilladelse fra eller betaling til ophavsmanden [se www.ncb.dk]. Det er de
såkaldte tvangslicenser, som i særlige situationer bestemmer at ophavsmanden
ikke skal give tilladelse til udnyttelsen sit værk, men at ophavsmanden
har krav på et vederlag og der er de såkaldte aftalelicenser, som i særlige
situationer bestemmer, at en kollektivt indgået aftale om udnyttelse af værker
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
51

52
skal gælde for alle ophavsmænd, uanset om de er medlemmer eller ej af den
rettighedsorganisation, som har indgået den kollektive aftale.
Overdragelse af rettigheder
Ophavsmanden kan vælge at overdrage sin eneret til udnyttelse af sine
værker til andre. En komponist kan f.eks. vælge at indgå en aftale med et
musikforlag, som på nærmere aftalte betingelser giver forlaget ret til at
disponere over et eller flere af ophavsmandens værker. Man skal i den
forbindelse være opmærksom på, at Ophavsretsloven indeholder nogle
bestemmelser, der som udgangspunkt har til formål at beskytte kunstnerne
i forbindelse med indgåelse af kontrakter med f.eks. musikforlag, pladeselskaber,
bogforlag o.l.
En af disse bestemmelser er Ophavsretslovens §3, den ideelle beskyttelse
kaldet: Droit Moral, som består i dels en såkaldt navneangivelsesret, dels en
respektret. Navngivelsesretten betyder at ophavsmanden har krav på at få sit
navn angivet på eksemplarer af ophavsmandens værker og ved offentlig brug
af værkerne.
Respektretten er en beskyttelse mod, at ophavsmandens værker ændres
på en krænkende måde, eller at værkerne offentliggøres og anvendes på en
måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens
anseelse eller egenart som kunstner. Det kunne f.eks. være i politiske,
religiøse eller pornografiske sammenhænge. Droit Moral-beskyttelsen
varer i princippet evigt, men den gælder kun for ophavsmænd og udøvende
kunstnere, ikke for producenter, radio- og TV-stationer m.fl.
Man kan som udgangspunkt ikke frasige sig sine Droit Moral rettigheder.
En anden særligt væsentlig bestemmelser er Ophavsretslovens §54 - der
siger at den man har overdraget rettigheder til er forpligtet til at udnytte disse
rettigheder. Er udnyttelsen ikke iværksat inden 3 år efter det tidspunkt,
hvor man selv har opfyldt sin del af aftalen [f.eks. underskrevet kontrakten,
afleveret et antal sange el. lign.] så er man berettiget til at bringe aftalen til
ophør med 6 måneders varsel.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 53

54
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Musikken er den vin, som fylder
stilhedens glas
Robert Fripp

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
55

56
KODA – NCB – Gramex m.m.
KODA
Repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder, når musik spilles
offentligt. KODA baserer sit virke på Ophavsretsloven, som er den lov, der
beskytter autorer og udøvere mod, at deres værker og fremførelser bliver
kopieret og brugt offentligt uden deres tilladelse.
KODA opkræver de vederlag autorerne har krav på, når deres værker
udnyttes offentligt. Dvs. når værkerne spilles „live“, eller værkerne afspilles
fra plade, bånd, CD eller andet fonogram, og det gælder uanset hvem der
spiller. Og det gælder både i den „fysiske verden“ og i „cyberspace“
dvs. på internet. Betaling til KODA er ikke til diskussion eller forhandling
– musikbrugerne skal betale ved „kasse 1.“ – så enkelt er det!
KODA afregner vederlag til autorerne bl.a. i overensstemmelse med de værkanmeldelser
KODA modtager. Det er således ekstremt vigtigt, at man sørger
for at anmelde sine værker til KODA.
At der kan være mange penge i det, kan man forvisse sig om ved at prøve
KODA’s egen „regnemaskine”: www.koda.dk/medlem/fra-vaerk-til-udbetaling/
udbetaling/beloebsberegner/
Læs i øvrigt meget mere på www.koda.dk
NCB – Nordisk copyright Bureau
NCB varetager på vegne af KODA og KODA’s medlemmer opkrævningen af de
vederlag, som ophavsmændene og deres eventuelle musikforlag har krav på
i efter bestemmelserne i Ophavsretsloven, når deres værker bliver indspillet,
mangfoldiggjort og solgt: De såkaldte mekaniske rettigheder til musikværker.
Som producent skal man ansøge om tilladelse hos NCB til hver eneste
indspilning man ønsker at lade foretage, mangfoldiggøre og sælge.
Dette opfattes ofte som en administrativ formssag, men det er det ikke.
Man må hverken fremstille eller sælge fonogrammer uden først at have fået
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

NCB’s tilladelse og den opnår man kun ved at indbetale det vederlag, som
NCB regner sig frem til og opkræver. Man kan dog ansøge om dispensation.
NCB arbejder for KODA’s medlemmer og for medlemmerne af „koda“
selskaberne i de øvrige nordiske lande. NCB har derudover såkaldte
gensidighedsaftaler med „ncb“-selskaber verden over. På den måde
varetager NCB i Norden også forvaltningen af rettigheder vedrørende
internationalt repertoire og NCB’s repertoire er repræsenteret internationalt.
Der er dog ingen garanteret automatik i systemet.
Som ophavsmand skal man selv, eller ens musikforlag, gøre NCB opmærksom
på, at ens værker udgives udenfor NCB’s eget territorie. På baggrund
heraf kan NCB gøre sine samarbejdspartnere opmærksomme herpå, og disse
selskaber kan opkræve vederlag og afregne disse til NCB, som videreafregner
til ophavsmanden og evt. musikforlag. NCB-afregningerne udbetales sammen
med KODA-afregningerne. Læs meget mere på www.ncb.dk
Gramex
Gramex forvalter de økonomiske rettigheder, som de udøvende kunstnere
[dvs. musikere og sangere] og deres pladeselskaber har i henhold til §68 i
Ophavsretsloven. Kunstnere og pladeselskaber er underlagt tvangslicens,
hvilket vil sige, at de ikke kan forhindre offentlig brug af deres fonogramudgivelser,
men at de til gengæld har krav på en økonomisk kompensation fra
brugerne.
Dette vederlag opkræves af Gramex. Der betales Gramexvederlag for brug
af musik på radiostationer, dvs. Danmarks Radio og landets 2-300 lokale
radiostationer, på TV-stationer, dvs. DR-TV og TV-2 og landets omkring 25
lokal-TV-stationer. Samt på mange andre steder, f.eks. på diskoteker, i tog og
fly, i butikker, på arbejdspladser, på hoteller osv. De vederlag, som Gramex
opkræver, fordeles med 50% til fordeling blandt de udøvende kunstnere
[efter et særligt point-system] og 50% til producenterne, beregnet på basis
af de rapporteringer om brug af fonogrammer, som kommer fra Danmarks
Radio, DR-TV og TV-2. Fordelingen til den enkelte udøvende kunstner og til
det enkelte pladeselskab sker efter et særligt sæt regler.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
57

58
Alle fonogrammer, som udgives i Danmark, registreres hos Gramex.
Alle udøvere hvis, præstationer findes på disse udgivelser, registreres hos
Gramex. Dette sker bl.a. på basis af de såkaldte studielister. Medvirker man
som musiker i studieindspilninger, bør man sikre sig, at producenten får
udfyldt sådanne studielister. Man kan i øvrigt sikre sin egen registrering ved
direkte henvendelse til Gramex. Bemærk, at dette også gælder, når man selv
er producent af sine egne indspilninger og udgivelser.
At der kan være mange penge i det, kan man forvisse sig om ved at prøve
Gramex’s egen „regnemaskine” på hhv.: www.gramex.dk/kunstnere/udbetaling/prisberegnerkunstner.aspx
som viser hvad kunstnererne får udbetalt fra
gramex og på www.gramex.dk/pladeselskaber/udbetaling/prisberegner.aspx
som viser hvad producenterne får udbetalt.
Læs i øvrigt meget mere på www.gramex.dk
Rettighedsindtægter fra udlandet
Man skal huske på i hvert fald 3 ting i forbindelse med at få vederlag for
udnyttelse af ens musik eller indspilninger udenfor Danmark:
Giv altid KODA besked, hvis dine værker bliver spillet i udlandet.
Giv altid NCB besked, hvis indspilninger af dine værker udkommer i udlandet.
Giv altid Gramex besked hvis indspilninger du medvirker på udkommer i eller
bliver spillet [f.eks. på radio] i udlandet.
Og så skal man væbne sig med tålmodighed, der kan gå meget lang tid
[op til flere år] førend rettighedsindtægter „finder vej” fra udlandet til
Danmark.
COPY-DAN
Copy-Dan er en sammenslutning af foreninger, som forvalter ophavsret
for autorer, udøvere, udgivere og producenter indenfor en række
specialiserede områder.
For musikere er særligt to af foreningerne interessante, nemlig
Foreningen Båndkopi, som forvalter det såkaldte blankbåndsvederlag og
Foreningen KABEL-TV som forvalter det såkaldte kabelvederlag.
Læs mere om Copy-Dan på www.copydan.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Biblioteksafgiften
Den såkaldte biblioteksafgift hører ret beset ikke til i et kapitel om
„rettigheder“. Det er i realiteten en kulturstøtteordning, som omfatter
tre ordninger: Biblioteksafgift; for forfattere, oversættere, illustratorer,
komponister og andre bidragydere til bøger og lydbøger.
Rådighedsbeløb for grammofonplader mv.; for skabende og udøvende
kunstnere, der har bidraget til CD’er, grammofon-plader og lydbånd, samt
indlæsere af lydbøger. Rådighedsbeløb for billedkunst; for billedkunstnere.
Man kan sige, at afgiften baserer sig på, at kunstnerne har rettigheder til
de værker, som udlånes fra bibliotekerne. Afgiften betragtes således som
en slags kompensation til kunstnerne, hvis værker måske sælges i færre
eksemplarer på grund af udlånet. For at få andel i biblioteksafgiften, skal
man indsende en ansøgning.
Det skal man gøre på et særligt „ansøgningsskema til rådighedsbeløb for
grammofonplader“, som fås ved henvendelse til Biblioteksstyrelsen. Den ene
halvdel af rådighedsbeløbet for grammofonplader mv. fordeles mellem de
skabende kunstnere, den anden blandt de udøvende.
For at opnå støtte forudsættes det at man har udgivelser stående på
bibliotekerne. Rådighedsbeløbet fordeles mellem mange forskellige kategorier
af skabende og udøvende kunstnere: Komponister, tekstforfattere,
oversættere af sangtekster, musikere, solister, dirigenter, musikgrupper, kor,
orkestre og indlæsere af lydbøger. Komponister, tekstforfattere/oversættere,
udøvende kunstnere og andre medvirkende kan søge personligt.
Medlemmer af musikgrupper, orkestre eller kor [med 18 medlemmer eller
mere] skal indsende en kollektiv ansøgning.
Læs meget mere på www.bibliotekogmedier.dk/medieomraadet/biblioteksafgift
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
59

60
Creative Commons
Creative Commons blev grundlagt i 2001. Med en Creative Commons licens
kan man i princippet „skræddersy sin ophavsret efter behov”, og derved give
brugeren en række friheder i forhold til gældende ophavsret, uden at skulle
indgå en individuel aftale.
Creative Commons dækker området mellem fuld ophavsret − „all rights
reserved” og public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket.
Creative Commons licenser lader kunstnerne beholde retten til deres værker,
men inviterer samtidig brugerne til f.eks. at genbruge eller kopiere værket
efter simple spilleregler, kaldet „some rights reserved” − visse rettigheder
forbeholdes.
Siden januar 2008 har KODA kørt en forsøgsordning med brug af ikke-kommercielle
Creative Commons-licenser. Ordningen indebærer, at man som
KODA-medlem kan stille sine musikværker gratis til rådighed for alle, så
længe der er tale om ikke-kommerciel brug. Dette har navnlig betydning på
nettet, hvor private vil få mulighed for at kopiere og distribuere musikværkerne
uden samtykke eller betaling. At licensen er ikke-kommerciel betyder,
at det kun er den ikke-kommercielle brug af musikværket, der er omfattet af
ordningen, og at alle kommercielle brugere derfor fortsat vil skulle indgå en
aftale med KODA og betale for brug af musikken.
Musikbrug er kun ikke-kommerciel, hvis musikken bruges af en privatperson
eller visse nonprofit-foreninger/institutioner. Virksomheder, der bruger
musik, kan ikke bruge musik under denne licens. Musikken må ikke bruges til
reklame, annoncering, sponsorering eller anden promovering af tredjemands
produkter eller tjenesteydelser. Der må ikke modtages pengebeløb eller andre
værdier, som vederlag for musikken.
For at bruge ordningen som KODA-medlem skal man tiltræde nogle vilkår i
forhold til KODA, som angår administrationen af den kommercielle brug af
musikken. Man skal også være opmærksom på, at hvis der er andre rettighedshavere
end en selv til musikværket, skal alle tiltræde vilkårene i forhold
til KODA samtidigt, for at musikværket kan registreres under en Creative
Commons-licens. Det er vigtigt at man, som ophavsmand, sætter sig grundigt
ind i Creative Commons-licenserne, inden man indgår en aftale, ikke mindst
fordi en Creative Commons-licens er uopsigelig.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Forsøgsordningen omfatter som nævnt kun Creative Commons-licensen til
ikke-kommerciel brug, og derfor har man ikke mulighed for helt at opgive rettighederne
til sine musikværker. Hvis man har det ønske, kan man melde sig
ud af KODA – og dermed vinke farvel til de ophavsretssikrede indtægter på
sine musikværker.
Det vil være en rigtig god idé at søge juridisk bistand i f.eks. DMF.
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 61

62
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Hvo intet vover
– intet vinder
Anonym

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
63

64
Gør-Det-Selv!
Selvom det nogle gange umiddelbart kan se ud som om det, folk i musikbranchen
arbejder med, er vanvittigt kompliceret og avanceret, så skal man
ikke lade sig narre. Den altovervejende del af det, som folk beskæftiger sig
med i branchen, er godt gammeldags hårdt arbejde, som bare lejlighedsvis
tager sig glamourøst eller fantastisk „klogt“ ud.
Masser af telefonopkald. Endeløse timer ved computeren. Ikke færre
endeløse timer med regnemaskinen og kassebogen og en benhård vilje
til at lykkes. Det er bl.a. det, det skal handle om i det følgende.
Book-dine-jobs-selv
Booking af jobs er oftest en af „hadeopgaverne“ i ethvert band. Og det er
såmænd ikke så mærkeligt. Det kan nemlig være pokkers svært at „sælge“
sig selv. En ting er at stå på en scene og agere selvsikker overfor publikum,
noget ganske andet er at tale med et spillested og overbevise bookeren om,
at man skal have mindst 25.000 i hyre – plus hotel – og at der helt sikkert
bliver udsolgt!
Alene af den grund leder alle bands med lys og lygte efter et bookingbureau,
som vil „tage dem ind“. Oftest leder de desværre uden held. Hvis man ikke,
som band er enten helt unikke, har en plade på vej eller bare har et repertoire
som „sælger“, så er der ikke mange bureauer, som gider at røre ved en.
Der er ganske enkelt ikke penge nok i det. Den typiske betaling, et bureau
tager for at booke, er imellem 15 og 20% i provision af bandets samlede hyre.
Er hyren lille, bliver bureauets betaling lille – men arbejdet med at booke er
stort set det samme, uanset om bandet tjener 5.000 eller 50.000
Og så må man gøre det selv. Det er tidkrævende og koster mange penge i
telefonudgifter, porto m.v., førend de første penge er tjent. Derfor skal man
i bandet have en aftale om, hvordan det finansieres. Adresser, telefonnumre
og kontaktpersoner på spillestederne finder man f.eks. via Google, eller man
får tips fra venner og musikerkolleger.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Selvom man „gør-det-selv“ betyder det ikke, at tingene ikke skal være
tjekkede. Man skal lave kontrakt på alle jobs og i god tid sikre sig, at kontrakterne
kommer retur fra arrangørerne. Kontrakten skal være så præcis som
overhovedet muligt og bl.a. angive hvor stor scene og hvor meget strøm,
man har brug for. Så er der en chance for at man undgår f.eks. at komme et
syv mand stort band med PA, lys og backline til et spillested, hvor scenen er
2x3 meter, og der er en enkelt 220v stikkontakt til hele molevitten.
Hvem, Hvad, Hvor, Hvornår, Hvor meget
Hvem skal spille [orksternavn, kontaktperson, telefonnummer],
hvem er arrangør [personnavn, adresse, telefonnummer, cpr.nr.].
Hvad skal der spilles til [koncert, dans, fest, middag, begravelse ...?]
og evt. hvilken type repertoire der skal spilles.
Hvor skal der spilles [lokalitet med præcis adresse, kontaktperson,
telefonnummer, skal der være omklædningsrum, bad osv ...?].
Hvornår skal der spilles, og hvor længe [hvornår skal man ankomme, stille op,
holde lydprøve, dørene lukkes op, spille, holde pauser, slutte, være ude igen].
Hvor meget skal man have i betaling [og f.eks. hvor meget mad, drikke skal
man have, skal man have hotel, transport, leje af anlæg osv. oven i hyren?].
Man skal også have styr på sin promotion. Der skal være pressemateriale,
pressefotos i flere størrelser, plakater og demobånd eller CD’er i så rigelige
mængder, at man til enhver tid kan sende det materiale, som spillestedet
gerne vil have til sit promotionarbejde.
Man skal have styr på geografien og sin transport. Jobsene skal bookes,
så man kan komme fra det ene sted til det andet uden at skulle bryde færdselsloven
eller leje en helikopter. Der skal være tid til en punktering, et
motorstop eller det, der er værre. Og man skal huske, at selv de mest
tjekkede biler kan have fejl, og at de knap så tjekkede biler hyppigt har fejl.
Det kan blive for dyrt at leje for billigt, hvis jobbet ryger, fordi bilen ikke kan
køre.
Er hyren ikke ligefrem fyrstelig, kan man f.eks. ansøge om transportstøtte
eller måske turnestøtte fra en af musikorganisationerne eller fra de faglige
organisationer.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
65

66
Udgiv-din-CD-selv
Der absolut ingen hokuspokus i at udgive sin CD selv. Indrømmet; det er
pokkers hårdt arbejde, men det er der jo så meget der er. Gør man det selv,
så bliver det, som man vil have det [eller i hvert fald så godt, som man selv
gør det] – og det kan jo være meget rart. Der kræves ikke nogen specielle
tilladelser fra offentlige myndigheder, og man skal ikke nødvendigvis starte
et „firma“ eller noget andet „teknisk“ for at udgive en CD.
Der er faktisk kun nogle få tilladelser som absolut kræves – nogle kommer
hér ... de andre kommer længere nede.
Den ene tilladelse man absolut skal have: Hvis numrene aldrig tidligere er
indspillet og udgivet, skal man have skriftlig tilladelse fra ophavsmændene
til førstegangsudgivelse.
Den anden skal man have, uanset om der er tale om „nye“ eller „gamle“
numre: En mekaniseringstilladelse fra NCB [www.ncb.dk]. Den er garanti
for at man har betalt det vederlag ophavsmændene har krav på. Er man selv
100% ophavsmand til alle værker, kan man ansøge NCB om dispensation fra
denne betaling ... vupti! så er man producent! Det skal ikke forveksles med
at være producer, som jo er et kunstnerisk/kreativt arbejde, hvor det at være
producent både er noget økonomisk og noget forretningsmæssigt. I den
forbindelse skal man huske at kontakte Gramex, som forvalter Gramex-
betaling til såvel kunstnere som producenter – der er nemlig „penge at
hente“ for de medvirkende kunstnere og for producenten.
Kunstnerpenge: www.gramex.dk/kunstnere/udbetaling/prisberegnerkunstner.
aspx
Producentpenge: www.gramex.dk/pladeselskaber/udbetaling/prisberegner.
aspx
Endnu en vigtig tilladelse gælder de medvirkende musikere Er man selv
eneste medvirkende på indspilningerne, er der ikke flere man skal spørge,
så er det bare med at gå i gang. Er der derimod flere medvirkende på indspilningerne,
skal man sikre sig, at disse medvirkende alle kan acceptere, at
indspilningerne udgives og i givet fald på hvilke vilkår.
Skal de f.eks. have betaling for det i form af studieløn eller royalties eller
måske en kombination af begge dele. Alle der, har medvirket på en indspil-
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

ning, har nemlig ophavsret til deres egen del at indspilningen – deres egen
præstation.
Man kan ikke anvende indspilningen uden, at den enkelte har givet sin tilladelse.
Det gælder også, når man som band udgiver nogle indspilninger,
hvor nogle af de medvirkende ikke længere er med i bandet. De skal også
spørges og give deres tilsagn. Og siger de nej, er der ikke noget at gøre.
Med mindre altså, at man, da man indspillede musikken, har sørget for, at
indgå en egentlig kontrakt med alle medvirkende. En kontrakt, som præcist
siger hvad vilkårene for en evt. udgivelse skal være. Der findes ingen faste
regler for, hvem der skal have hvor meget i betaling, kun vejledende minimumstariffer.
Ofte vil især meget brugte og rutinerede musikere forlange mere.
Derfor er det fantastisk vigtigt, at man søger for at snakke sagerne rigtig godt
igennem med alle medvirkende og sikrer sig, at alle ved, hvad der foregår.
Gør man ikke det, er der næsten „statsgaranti“ for, at der på et eller andet
tidspunkt vil opstå problemer. „Nogen har hørt nogen andre fortælle, at
tingene burde være sådan og sådan„ … og er „tingene“ ikke det, så er der
vist noget galt, og der bliver vist snydt osv. Alt sammen noget, som ingen
har brug for, og som kun tjener til at skabe splid, mistro og uvenskab.
Det gælder med andre ord om at „køre det straight“.
I øvrigt skal man huske, at de der evt. laver et CD-cover, eller måske bare
leverer fotos til et cover, også har en ophavsret, som skal respekteres.
Lav derfor en skriftlig aftale med dem om brugen af deres materiale.
I den forbindelse må man heller ikke glemme, at de kunstnere, hvis
eventuelle værker man gengiver på sit cover [f.eks. et foto af statuen af
Den lille Havfrue] typisk også har en ophavsret, som skal respekteres.
Man gør derfor klogt i at indhente deres accept af anvendelsen af billedet.
I modsat fald kan man risikere, at der bliver nedlagt forbud imod eller
krævet en eller anden form for betaling/erstatning for gengivelsen
[www.copydan.dk].
Endelig så skal man selvfølgelig også sørge for, at der på CD’en [både på
selve disc’en og i tryksagerne, dvs. på booklet og i inlaycard] er tydelig
angivelse af titlen på CD’en, navnet på kunstnerne og også gerne en liste
over de numre, som er med på CD’en. En blank CD, der bare ligger og flyder
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
67

68
uden cover er stort set umulig at identificere, og et smart cover, som bare
ikke fortæller hvem der er på CD’en er heller ikke meget værd. Ønsker man
at få CD’en ud i butikkerne, er det også et must, at der er en stregkode på.
Stregkoder kan man købe ved at henvende sig til EAN-Danmark
[www.ean.dk], eller man kan få stregkoden gratis hos f.eks. DMF.
Og sidst, men ikke mindst, skal man huske, at man er forpligtet til at
sende eksemplarer af sine udgivelser til Statsbiblioteket i Århus, til
„pligtafleveringen“ [se også www.pligtaflevering.dk].
Hvis man vælger også at sælge sin CD, skal man desuden huske at der er
noget der hedder „moms“. Har man et salg og dermed indtægter, som går
ud over det „hobbybetonede“, skal man momsregistreres hos sit lokale Skat
kontor. Der får man også en nærmere definition af begrebet „hobbybetonet“
[se også www.skat.dk og www.startvaekst.dk].
Når man har styr på disse formalia, er man stort set „køreklar“.
Er man medlem af en A-kasse, skal man ALTID kontakte A-kassen INDEN
man går i gang.
Er man på bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse skal man snakke
med sin sagsbehandler på Kommunen. Og husk også altid at snakke med
fagforeningen!
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Fra demo til digitalmaster
Der er mange niveauer for kvaliteten af indspilninger, og mindst lige så
mange meninger om, hvad det skal koste af lave indspilningerne. I takt med,
at digitalt optageudstyr er blevet stadig billigere er udbuddet af studier og
tilbudspriser eksploderet. Der er snart ikke den musiker, som ikke har et lille
studie i dagligstuen, soveværelset eller kælderen.
Men ikke alle disse studier er lige egnede til at indspille i for andre end ejermanden
selv. F.eks. kan de faciliteter, som studiet byder på, være skræddersyede
til netop ejermandens behov og svære at tilpasse andre. Man kan også
opleve, at studiet ikke har de sikkerheds- og backup faciliteter, man ellers
tog for givet. Netop det er meget vigtigt: Man skal IKKE tage noget for givet,
hverken hos små private eller store professionelle studier.
Som kunde i et studie skal man sikre sig at alt er, som man forventer, både
hvad angår teknik, lydforhold osv. Som de siger i edb-branchen: „Rigtige
mænd tager ikke backup, men de græder meget“. Det har mange musikere
måttet sande, når deres mange timers indspilninger og mixning pludselig er
forsvundet!
Når man skal i gang med at indspille, er noget af det man først og fremmest
skal gøre sig klart følgende: Hvad skal indspilningerne bruges til, hvor mange
penge har man råd til at bruge på det og måske vigtigst af alt: Alle beløb skal
være inkl. moms! Glemmer man det sidste, kan man få en meget ubehagelig
overraskelse, når regningerne kommer og der er lagt 25% på, nemlig momsen!
I samme åndedrag skal hér mindes om NCB-afgiften, som også kan
blive en ubehagelig overraskelse i regnskabet!
Man skal sørge for at lave en skriftlig aftale med studiet, som nøje specificerer:
Hvornår man har studietid og hvor mange timer, hvem der er tekniker på
indspilningerne, hvilket evt. ekstra udstyr man skal bruge, hvilke materialer
man skal bruge [hard disc, bånd osv.], hvem der er ansvarlig for at der laves
sikkerhedskopier af materialet, hvem der skal opbevare kopierne og hvad
timeprisen er, eller hvad den samlede „projektpris“ er aftalt til at være [alt
inklusive].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
69

70
Hvad indspilningerne skal bruges til kan være afgørende for, hvor mange
penge det er rimeligt og fornuftigt at bruge på at lave indspilningerne.
Skal man lave en demo, altså en indspilning som „bare“ skal give et rimeligt
billede af den musik man laver, behøver man ikke investere de store summer.
Skal demoen sendes til f.eks. pladeselskaber, kan det faktisk være en fordel,
at musikken ikke er alt for færdigproduceret. Det giver pladeselskabets
A/R- folk og producere bedre muligheder for måske at påvirke produktet.
Har man ambitioner om, at indspilningerne skal kunne bruges til noget mere,
f.eks. trykkes op i små oplag, bruges som demo overfor spillesteder, sælges
når man er ude at spille og måske sendes til radiostationer o.l., er sagen en
lidt anden. Så gælder det om at lave nogle lidt mere professionelle indspilninger,
som lever op til de forventninger både pladekøbere og radio-DJ’s har til
mix, lyd osv. og som kan „konkurrere“ med de andre demobånd, spillestederne
modtager.
Man behøver fortsat ikke investere de store summer i studietid, men det kan
være en god idé at samarbejde med en producer. Ikke nødvendigvis en af de
„kendte“, men gerne en person som har erfaringer med at indspille i studiet,
og hvis musiksmag og dømmekraft man har tillid til.
Endelig er der situationen, hvor man vælger at stå for det hele selv og udgive
sin egen CD. Da vil der være tale om nogle lidt større udgifter. For det første
vil det være en god idé at alliere sig med en rutineret producer, måske endda
en som er „kendt“. Det kan siden hen måske medvirke til at skabe lidt ekstra
opmærksomhed om udgivelsen. For det andet er kravene til den teknisk
kvalitet, lyd osv. på fuldt professionelt niveau, og det opnår man næppe i et
lille billigt „hjemmestudie“.
Man skal også huske, at der efter selve indspilningen og mixningen
i studiet [hvad enten den er analog eller digital] forestår en sidste mastering,
som skal gøre indspilningerne egnede til massefremstilling [på CD osv.].
I de to sidste situationer skal man huske at kontakte NCB og Gramex.
Man skal også selv sørge for, at der bliver lavet CD-cover m.v. Det er en, om
ikke besværlig så dog specialiseret, proces der kræver at man ved hvad man
gør, og noget man nok oftest bør overlade til professionelle grafikere.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Der er en række formelle krav til udformningen af CD-labeltryk, inlaycard og
booklet. Alt dette kan man få oplyst fra den virksomhed, man vælger til at
fremstille sine CD’er.
Når man tager kontakt til en af disse producenter, skal man på forhånd have
gjort sig nogle overvejelser med hensyn til: Oplagets størrelse [hvor mange
har man reelt brug for?], indpakningstype [single-CD, pap-sleeve, jewelbox,
digi-pack osv.], sort eller transparent tray på jewel-box, antal sider i
booklet’en og inlaycard, antal farver på label og i tryksager samt f.eks. ønske
om specialfarver [guld, sølv, bronze, lakering osv.]. Leverer man færdige film
til tryksagerne eller blot datafiler på CD eller via nettet, skal man have påsat
stregkoder [særligt hvis man har salg i større butikker for øje].
På den baggrund skal man bede om at få et skriftligt tilbud, som omfatter
alle disse ting, og som helt klart angiver: Producentens krav til de materialer,
man skal aflevere [lay-out og/eller film til tryksager, masterbånd osv.], deadline
for aflevering af materialerne, inkl. NCB-attest, aftale om at producenten
sender et „prøvetryk“ af digitalmasteren til kontrollytning, præcis angivelse
af oplagsstørrelse og pris [alt inkl.], præcis dato for producentens levering af
de færdige CD’er, producentens leverings- og betalingsbetingelser i øvrigt.
Sidst, men ikke mindst, skal man huske, at det ikke nødvendigvis er det
billigste tilbud, som er det bedste.
Der er forskel på kvaliteten af CD-tryk, tryksager osv. og på kvaliteten af den
service CD-producenterne yder. Det bedste man kan gøre er, at snakke med
andre musikere, som har været igennem samme „mølle“ selv, og drage nytte
af deres erfaringer, gode såvel som dårlige. Det er altid en god idé at huske
at spørge i fagforeningen om der evt. skulle være indgået særaftaler med
enkelte producenter.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
71

72
„Gratis” eller til salg?
Hvor mange CD’er skal man trykke ... Skal de uddeles gratis, eller skal de
sælges ... Hvad er en „succes“? Man kan overordnet sige, at det er klogest
ikke at trykke flere CD’er, end man har rimelig sikkerhed for at kunne
„komme af med“. Der er intet mere frustrerende end at have kassevis af
CD’er stående. Meningen er jo at de skal ud til publikum, ikke stå samle støv i
et hjørne af øvelokalet. Med nutidens teknologi behøver man ikke trykke flere
end nogle få hundrede CD’er ad gangen.
Mange debuterende kunstnere kan ofte opnå et ganske rimeligt salg af deres
CD’er ved koncerter o.lign. som hen ad vejen kan finansiere såvel alle de
eksemplarer, der uddeles gratis, som udgifterne til indspilning osv.
Når man sælger sin CD, melder spørgsmålet sig hurtigt: Er det en succes?
Det kan være overordentligt svært at fastslå, hvad der er „en succes“.
Målestokken herfor er totalt individuel.
Til illustration for den kommercielle yderlighed: Den øverste chef for et multinationalt
pladeselskab blev for nogle år siden spurgt, hvornår han anså en
CD-udgivelse for at være en succes? „Ved et salg på ca. 1 mio. enheder“,
var svaret! Men mindre kan også gøre det, og typisk må man nok sige, at
et salg på flere end godt tusinde eksemplarer af en selvproduceret CD må
betragtes som en succes.
Man kan jo stille sig selv spørgsmålet: „Har jeg tusind venner?“, er svaret nej,
må der altså være en del mennesker man ikke kender, som har valgt at købe
ens CD. Folk der har valgt at bruge penge på netop denne CD frem for en
anden! Det må siges at være en succes! Udgiver man selv, skal man også
huske at få CD’en distribueret [se www.gateway.dmf.dk].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
73

74
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Handling er den bedste modgift
mod fortvivlelse.
Joan Baez

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
75

76
Udstillingsvinduer
og andre “genveje”
... en kort oversigt over nogle af de uendeligt mange muligheder bands og
solister har for [måske] at få publikums og musikbranchens opmærksomhed.
Copenhagen Songwriter Festival www.copenhagensongwriterfestival.dk
Festival for singer/songwriters.
Emergenza www.emergenza-festival.dk er del af den internationale
emergenza-koncern, med konkurrencer over det meste af Europa.
KarriereKanonen Live www.dr.dk/p3/karrierekanonen er DR-P3’s talentkonkurrence.
LiveCamp www.livecamp.smukfest.dk er Skanderborg Festivals talentscene.
Refshalen Festival www.refshalen.dk
De københavnske øvelokaleforeningers årlige talentfestival.
RoskildeRising www.roskilde-festival.dk/musik/roskilde_rising
er Roskilde Festivals talentscene.
Spot www.spotfestival.dk i Århus er et væsentligt „udstillingsvindue” for
danske bands – ikke mindst i forhold til udenlandske markeder.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
77

78
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Tillid er godt men kontrol
er bedre
Vladimir Iljitj Lenin

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 79

80
Managers
En iblandt hundredvis af anekdoter om en af de første „store managers“
Elvis’ legendariske manager Colonel Parker lyder:
„I starten af 60’erne var et amerikansk TV-show ude efter at få Elvis til at
optræde på et af deres prime-time shows. Det lykkedes programchefen at
lokalisere Parker på et hotelværelse i Las Vegas. Efter mange forgæves forsøg
kom han igennem til Parker selv, som imidlertid afslog tilbuddet.
„Jamen vi vil betale 1 mio. dollars!“ prøvede den efterhånden temmelig
fortvivlede TV-mand. Parker tænkte sig lidt om og svarede så,
„OK! 1 mio. er OK – og så kan I give knægten 50.000 …“
… om historien er sand eller ej er ikke så afgørende, den tegner et groft
karrikeret omrids af en særlig del af musikbranchen som ikke mindst kunstnere
taler meget om: Management og managers.
„So ein Ding müssen auch wir haben“ [sådan én skal vi også ha’] synes at
være tidens kunstnermantra. Men hvad „So ein Ding“ egentlig er har kun de
færreste et 100% klart billede af.
En uheldig sammenblanding
Ideelt set skal manageren være en slags „femte mand i bandet“.
En person som kunstnerne stoler 100% på, og som tager sig af alt det forretningsmæssige
omkring bandets karriere. Manageren skal gøre sit yderste til
bandets bedste. Managerens betaling er en procentdel af bandets indtægter,
typisk 20%. Men hvad er det så, en manager skal lave? Det enkle svar er
med andre ord ALT! … men så enkelt er det selvfølgelig ikke.
Managerens opgaver har med kunstnerens musikarbejde at gøre.
Kærestesorger, huslejebetaling og vasketøj henhører til privatsfæren.
Forholdet imellem kunstner og manager bygger på tillid og på en god kontrakt
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

– men først og fremmest på tillid. Kunstneren må have tillid til, at manageren
vil være i stand til sørge for at kunstnerens musikalske og kunstneriske
ambitioner omsættes bedst muligt i forhold til resten af musikbranchen
og publikum.
Pladekontrakter, forlagskontrakter, spillejobkontrakter, TV-optræden,
sponsoraftaler – you name it – er alt sammen noget en god manager skal
have styr på. Og han skal sørge for at kontrakterne er de bedst mulige for
kunstneren.
Manageren har kontakten til alle kunstnerens samarbejdspartnere og skal
dybest set være „på nakken af dem“ for at sørge for at de gør det bedst
mulige arbejde for kunstneren. Der vil altid være nok at se til.
For en debuterende kunstner vil managerens opgaver bestå i at hjælpe
kunstneren med at få en aftale med et bookingbureau, at få en pladekontrakt
og måske en forlagskontrakt, at gøre medierne interesserede i kunstneren
osv … Er kunstneren over denne første hurdle, vil opgaverne i høj grad
bestå i at holde de forskellige kontraktpartnere til ilden. Manageren skal
derudover arbejde for at sikre kunstneren økonomisk; varetage regnskaber,
checke royaltybetalinger osv. Men ALLE kunstnerens indtægter skal gå ind
på kunstnerens egen konto, ikke til bureauet – så man ikke risikerer at der
går „WigWam” i den. Læs evt. www.gaffa.dk/nyhed/3881 om et af nyeres
tids største krak i musikbranchen da booking- og managementbureauet
Rock On krakkede med den stort opsatte WigWam turné.
Er succes’en hjemme vokser opgaverne yderligere. Alt det førnævnte skal
fortsat ordnes, men manageren skal nu også til at sørge for at pressen ikke
kommer for tæt på og sikre at kunstneren har frihed til privatliv og til fortsat
musikalsk kreativitet. Denne sidste situation oplever dog [desværre] kun de
færreste.
Forfra igen …
Har kunstneren internationalt potentiale og ditto ambitioner, vil det være
managerens opgave at sikre, at der gøres mest muligt for at opnå dette mål.
Selvom en kunstner eventuelt har kontrakt med et internationalt plade-
selskab, er det langt fra sikkert at selskabets afdelinger i udlandet er
interesserede i kunstneren. Alle skal bearbejdes og begejstres. Har kunst-
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
81

82
neren kontrakt med et independent selskab skal lokale selskaber findes.
For hvert nyt territorium starter managerens tunge benarbejde forfra.
Kunstneren er teknisk set på ny debutant – alt skal opbygges på ny i de
nye markeder: Kontakter til bookingbureauer, pladeselskaber, musikforlag,
medier osv. Afregninger skal kontrolleres, tilgodehavender kradses ind.
En god manager kan ikke nødvendigvis gøre en god kunstner bedre …
Men en dårlig manager kan gøre ubodelig skade på en god kunstners
karriere.
Den internationale management brancheorganisation hedder
International Music Managers Forum og har internetadressen:
www.immf.com
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Booking
En booker er en booker og en manager er en manager. Principielt booker
manageren ikke jobs, det lader han bookingbureauer [også kaldet „agenter”
tage sig af, og manageren arrangerer ikke koncerter, det lader han koncertarrangører
[også kaldet „promotere”] om at gøre.
I Danmark er der en tendens til sammenblanding af management og booking
og sågar nogle gange også koncertpromotion. Sammenblandingen skyldes
primært at det danske musikmarked er så lille, at indtægtsmulighederne for
kunstnerne er for små til at „brødføde“ en manager, som ikke også har andre
indtægtsgivende opgaver. Men sammenblandingen kan være uheldig.
Der kan opstå uheldige interessekonflikter, f.eks. imellem band/management
og bookingbureau/koncertarrangør, hvor mange jobs skal der spilles?, er det
tid til en spillepause?, skal en ny indspilning sættes i gang? … osv. Et lille
antal jobs og mange pauser er dårlig forretning for bookingbureauet og koncertarrangørerne,
men kan være sund fornuft for kunstneren … Der er måske
behov for en ny CD-udgivelse, så der kan bookes flere jobs, men er tidspunktet
det rigtige for kunstneren – er der nyt materiale klar osv …
Hvilke hensyn skal veje tungest, hvad er vigtigst. Det er hér managerens rolle
som kunstnerens pålidelige repræsentant er altafgørende, og bookeren må
træde i baggrunden.
Bookingbureauer
Et booking bureau er grundlæggende en service-virksomhed, der formidler
jobs til udøvende kunstnere; en slags arbejdsformidling.
Bureauets betaling er en procentdel, en provision, af kunstnerens bruttoindtægter
ved jobbet, typisk 15-20%
Bookingbureauer kan imidlertid være mere end bare formidlingskontorer.
De gode af dem har også en stor opsøgende virksomhed, hvor der gøres en
aktiv indsats for at skaffe kunstnerne spillejobs.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
83

84
Den engelske term for et booking bureau er da også booking agency, hvilket
netop antyder denne aktive rolle som agenten formodes at have. På denne
måde repræsenterer bureauerne kunstnerne i forhold til koncertarrangører,
spillesteder m.v.
Selvom mange bureauer hævder, at de arbejder „uden kontrakt“ med de
kunstnere de repræsenterer, så er det dog i realiteten snarere reglen end
undtagelsen, at der imellem bureau og kunstner foreligger en formaliseret
aftale om at bureauet repræsenterer kunstneren, og at alle henvendelser
om koncertarrangementer skal formidles via det pågældende bureau.
Nogle bureauer tilbyder også at varetage kunstnernes økonomi vedr. turnéer
m.v. – de såkaldte „touraccounts“.
Det kan umiddelbart synes at være et godt tilbud MEN man skal være varsom.
Det er IKKE en god idé at lade bureauet indkassere ens honorarer.
De penge – og i øvrigt ALLE andre indtægter man måtte have - skal gå ind på
kunstnerens egen konto, ikke til bureauet.
Sørger man ikke for det kan man risikere at miste alle sine penge, hvis f.eks.
bureauet skulle gå konkurs.
Grundlæggende findes der tre typer booking bureauer:
„Supermarkederne“
„Stjernebureauerne“
„Specialistbureauerne“
Supermarkederne
Kendetegnes ved at have meget omfangsrige kunstnerkataloger, som
tilbyder stort set en hvilken som helst udøvende kunstner, der måtte findes
i kongeriget. Musikalsk genre, kunstnerisk niveau, „kendthed“ osv. er ikke
afgørende for disse bureauer.
De har sjældent nogen særlig opsøgende rolle. De tager primært imod
„bestillinger“ fra koncertarrangører og spillesteder.
Det er kun de færreste af de mange kunstnere i deres kataloger, som disse
bureauer selv har direkte kontakt til endsige reelt repræsenterer.
For at sikre engagement af en given kunstner skal „supermarkeds“ bureau-
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

erne typisk henvende sig til det bureau [„stjernebureau“ eller „specialist“],
som den pågældende kunstner har bookingaftale med.
De fungerer med andre ord som mellemhandlere, og deres betaling er typisk
en andel af den samlede provision, som kunstneren betaler til sit egentlige
bookingbureau.
Stjernebureauerne
Er kendetegnet ved at de repræsenterer et relativt begrænset antal kunstnere.
Der er typisk tale om kunstnere, som har udgivet en eller flere CD’er,
og som er, eller er ved at blive, „kendte“. Stjernebureauerne arbejder tæt sammen
med bl.a. pladeselskaberne omkring lanceringen af disses kunstnere og
deres nye udgivelser.
Oftest tilbyder stjernebureauerne en række andre ydelser end blot booking
af jobs. Typisk tilbydes turnémanagement, hvor bureauet aktivt deltager i den
praktiske tilrettelæggelse og afvikling af en sammenhængende turné.
Der bestilles biler, lys- og lydanlæg, teknikere, hotelværelser, færgebilletter,
der føres regnskaber og udbetales løn til medvirkende osv.
Måske tilbyder man også at sende en tour-manager med på turnéen til at
sikre hele afviklingen. De fleste af disse bureauer tilbyder også management.
Stjernebureauernes rolle er i høj grad opsøgende i forhold til såvel koncert-
arrangører som pladeselskaber og musikforlag.
Specialistbureauerne
Er oftest mindre bureauer, som i al væsentlighed arbejder med specifikke
musikalske genrer: Folk, jazz, viser, hip-hop/rap, heavy metal, osv.
Typisk musik og kunstnere, som ikke umiddelbart har massemediernes
og plade-branchens store bevågenhed.
Specialistbureauerne arbejder i niche-markeder og har en stor og aktiv rolle
i forhold til formidlingen af „deres“ kunstnere.
Det er ikke ualmindeligt at disse bureauers „markeder“ rækker langt ud over
kongerigets snævre grænser. Specialistbureauerne formidler kunstnere til
spillesteder, koncertarrangører og festivaler over hele verden, ofte i sam-
arbejde med musiklivets organisationer. Også specialisterne tilbyder ekstra
tjenester, som f.eks. turné tilrettelæggelse og -styring og egentligt management.
www.bookerne.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
85

86
Koncertarrangører
Man kan i grove træk opdele markedet for koncerter med levende musik
i fire hovedkategorier:
Faste spillesteder
Musikforeninger/musikværtshuse
Festivaler
Halballer, byfester og andre koncertarrangører
De faste spillesteder
Man kalder dem „faste“ fordi der disse steder jævnligt finder musikarrangementer
sted. Det er lokaliteter som i højere eller mindre grad er indrettet til
at præsentere musik Langt de fleste spillesteder er genrebestemte, dvs. de
præsenterer en bestemt slags musik; jazz, rock, folk, viser m.v.
Der findes i hovedtrækkene to typer faste spillesteder: Spillesteder der modtager
offentlig støtte, og spillesteder der er rent privat ejede og drevet.
De regionale spillesteder
De såkaldte „regionale spillesteder“ så for alvor dagens lys i år 2000 og er
resultat af, at man fra politisk side på landsplan har ønsket at sikre, at der
findes et netværk at professionelt drevne spillesteder, som i alle landsdele
tilbyder et bredt og kvalitetsbetonet musikprogram. Ideen er inspireret af
tilsvarende ordninger indenfor teaterlivet.
Musikforeninger, musikværthuse, caféer og diskoteker med musik.
Flertallet af spillesteder i Danmark er privatejede musikværtshuse og caféer,
der ikke modtager nogen form for direkte tilskud.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Stedernes programpolitik bestemmes ene og alene af enten ejerens
personlige musiksmag, eller af, hvad der tiltrækker størst muligt publikum
– og vel i sidste ende en kombination af begge dele.
Mange lokale spillesteder har et tæt og godt samarbejde med lokale musikforeninger
eller afdelinger af ORA [www.ora.dk], som benytter spillestedets
lokaler og andre faciliteter til deres egne arrangementer.
Man kunne med nogen ret hævde, at disse lokale spillesteder på den måde
i realiteten indirekte modtager offentlig støtte, idet musikforeningerne
typisk modtager støtte til deres aktiviteter fra stat, amt eller kommune.
Et fint og gensidigt samarbejde til glæde for såvel spillested som musikere
og publikum.
Diskoteksmarkedet er noget helt for sig. Stadig flere diskoteker sætter også
livemusik på programmet, men der er hér næsten udelukkende tale om
kunstnere med aktuelle radiohits, typisk indenfor dance/disco/popgenren.
Der spilles i 15-20 minutter og så går turen videre til næste job. En flittig
kunstner kan på en weekend nå at optræde på op imod en halv snes steder.
Festivaler
Der findes i her i landet en sand velsignelse af årligt tilbagevendende musik
festivaler. Lige fra nordens største: Roskilde Festival, Skanderborg
[den smukkeste] og Muskelsvindfondens „Grøn Koncert” Turné til et utal af
lokale Open Air arrangementer og mini-festivaler. Hver med sit særkende,
sin repertoire politik og sit trofaste publikum.
Musikmagasinet Gaffa [www.gaffa.dk] laver hver år en liste over såvel danske
som udenlandske festivaler og deres programmer som giver et fint indtryk
hvilket repertoire de enkelte festivaler satser på.
Det er i øvrigt værd at bemærke at en del lokale musikforeninger også står
bag nogle af de mange årligt tilbagevendende festivaler.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
87

88
Halballer, byfester og andre koncertarrangører
Halballerne
Halballer og byfester er i det store og hele forbeholdt mere kendte og
populære kunstnere eller „lokale helte“. Halballerne, [eller halkoncerterne
om man vil] arrangeres typisk af lokale sportsforeninger og boldklubber.
Arrangementerne præsenterer typisk „kendte navne“ og har primært til
formål at tjene penge til klubben.
Byfesterne
Handelsstandsforeningerne arrangerer byfester med koncerter med
„de kendte“. Det gør de primært for at gøre reklame for byen i forhold til
turister og besøgende fra oplandet. Byfest komiteerne går lidt mere
„kulturelt“ til værks . De udspringer ofte af et samarbejde med den
kommunale kulturforvaltning og det lokale kulturliv.
Hensigten er at lave „fest i gaden“ til glæde primært for de lokale og for
oplandet, sekundært af hensyn til turismen. Ofte får lokale bands hér en
[måske den eneste] chance for at spille for et større lokalt publikum.
Byfesterne suppleres ikke sjældent af omrejsende tivolis, som oftest har
en større scene til bl.a. musikalsk underholdning og et „øltelt“ til den
mere folkelige og dansante underholdning, med indlagt striptease osv.
Andre koncertarrangører
Foruden de førnævnte mange arrangører af „åbne“ arrangementer, som
alle og enhver i princippet kan løse billet til, er der en lang række koncertarrangører,
som udelukkende laver „lukkede“ arrangementer. Arrangementer
forbehold et bestemt publikum. Der er her f.eks. tale om uddannelsessteder;
efterskoler, gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler, universiteter og det
private erhvervslivs forskellige arrangementer, firmafester osv.
Det er et stort marked for ikke mindst den mere show- og underholdningsprægede
levende musik.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Det danske marked for live musik er i det store og hele organiseret i to
foreninger:
Dansk Live
www.dansklive.dk – som omfatter stort set alle rytmiske spillesteder og
festivals
Danske Koncert- og Kulturhuse
www.kulturhuse.dk – der omfatter langt de fleste lokale og regionale
musik- og teaterhuse, forlystelsescentre m.v
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
89

90
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Skade, at Amerika
Ligge skal saa langt herfra …
H.C. Andersen

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 91

92
Musikmesser/Showcase-festivaler
Der findes et utal af internationale musikmesser, -konferencer, -seminarer,
-festivaler og kombinationer af disse.
I denne bogs sammenhæng er de interessante dem, hvor det musik-
erhvervsmæssige [messe, konference, seminar] møder musikken
[showcases, minikoncerter, præsentationskoncerter] og nedenfor findes en
beskrivelse af nogle af de største og væsentligste – præsenteret efter det
tidspunkt på året hvor de finder sted.
Januar
Eurosonic www.eurosonic.net [Groningen/NL] er først og fremmest en
showcase-festival. Den udspringer af Hollands svar på Live-Contest
[Noorderschlag]. Arrangørerne samarbejder med EBU [den europæiske
radiosammenslutning]. Festivalen byder på en lang række – især live-
orienterede – seminarer og foredrag.
MIDEM www.midem.com [Cannes/F] Verdens største, og ældste
musikmesse er mødested for alle dele af musikbranchen, med hovedvægten
på musikforlag og pladeselskaber. Messen byder på et omfattende seminarprogram,
ofte med deltagelse af musikbranchens VIP’s. MIDEM er i og for
sig alle de andre musikmessers og -konferencers „moder”.
De øvrige nævnt i det følgende er store i hver deres verdensdel men kan ikke
konkurrere med MIDEM når det kommer til at samle musikbranchefolk fra
hele verden. MIDEM byder også på showcase-koncerter, men den levende
musik er ikke messens stærkeste side.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Februar
By:Larm www.bylarm.no er Norges svar på SPOT. Festivalen har hidtil
besøgt flere byer i Norge. Der bydes på et stort antal showcase-koncerter
med norske og nordiske bands. Seminardelen er hovedsageligt norsk-
orienteret med nordiske/internationale indslag.
Folk Alliance www.folkalliance.org i skiftende byer i Nordamerika, er som
navnet antyder en musikkonference og –festival hovedsageligt koncentreret
om folkemusik – men forstået i en meget bred forstand, dvs. alt fra traditionnel
folkemusik til country&western, via roots, folk-rock osv.
Marts
Canadian Music Week www.cmw.net [Toronto/CAN] er den canadiske
musikbranches vigtigste mødested. Foruden en meget stor festival bydes der
også på en lang række seminarer.
ILMC www.ilmc.com [London/UK] International Live Music Conference
er, som navnet antyder en konference der koncentrerer sig om live-musikbranchen.
ILMC startede oprindeligt som et uformelt møde imellem en række
koncertagenturer i London og er i løbet af de seneste 20 år blevet det enkeltstående
vigtigste mødested for den internationale koncertbranches mange
aktører [managers, bookere, spillesteder, festivaler osv.] Mange spændende
seminarer og foredrag. Et mindre [mere eller mindre officielt] showcaseprogram.
SXSW www.sxsw.com [Austin/TX] South By South West er første og fremmest
en massiv musik- og mediefestival. Hele downtown området i Austin er
et kæmpemæssigt festivalområde med musik i hver en bar og på hvert et
gadehjørne. Festivalen byder også på en lang række seminarer og foredrag
med VIP-deltagere fra især den amerikanske musikbranche. Messedelen
tiltrækker deltagere fra hele verden.
WMC www.wintermusicconference.com [Miami Beach/FL] har igennem
godt 2 årtier været den toneangivende musikfestival og -messe indenfor
ikke mindst house-musikken. På WMC kan man spotte de trends der højst
„sandsynligt vil gøre sig gældende under den efterfølgende Ibiza-sæson“.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
93

94
April/Maj
Musexpo www.musexpo.net [Los Angeles/CA] er en mands værk:
Sat Bisla … en super „networker” der siden 2001 har samlet sin stadig
større kreds af musik- og mediebranche kontakter til uformelle sammen-komster.
Disse er nu udviklet til en egentlig konference med tilhørende showcase-
festival.
Maj
SPOT www.spotfestival.dk [Århus/DK]. Som den ældste og største nordiske
showcasefestival med et omfattende internationalt seminar-program behøver
SPOT vel næppe nogen nærmere præsentation.
Liverpool Sound City www.liverpoolsoundcity.co.uk [Liverpool/UK] er
Liverpools's „spot festival” med bands fra både UK og reste af verden.
Mange gode seminarer med VIP musikbranchepersonligheder.
Juni
The Great Escape www.escapegreat.com [Brighton/UK] organiseres af
The Barfly en kæde af spillesteder i UK. Festivalen fokuserer på
„export ready talent” fra både UK og resten af Europa/verden.
Seminardelen tæller VIP-talere fra den engelske og internationale musikbranche.
August
Copenhagen Songwriter Festival www.copenhagensongwriterfestival.dk
Festival for singer/songwriters med danske og internationale deltagere.
Seminarer, foredrag og masterclasses.
September
CMJ-Marathon www.cmj.com/marathon [New York City/NY] College
Music Journal er de amerikanske universitetsradioers fælles musikblad.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

En væsentlig magtfaktor i amerikansk populærmusik og CMJ-Marathon er
deres årlige møde med musikbranchen. Masser af showcases, masser af
seminarer, alt sammen med et rent amerikansk fokus og mest om såkaldt
„indie music”.
Berlin Music Week www.berlin-music-week.de/en [Berlin, D] er hovedsageligt
en musikfestival, med bands fra det meste afverden. Der afholdes dog
også en del professionele seminarer med fokus på tyske forhold.
Reperbahn Festival www.reeperbahnfestival.com [Hamborg, D] er den
tyske musikbranches „spot”. Messen er et vigtigste årlige mødested for alle
dele af den tyske musikbranche. Mange spændende seminarer, bl.a. om
tyskeforhold og med mange VIP-oplægsholdere.
Oktober
ADE www.amsterdam-dance-event.nl er den toneangivende musikfestival
og- messe for dance-musikken og overordentlig populær [ofte udsolgt].
Kendetegnet ved mange gode internationalt orienterede paneldebatter og
et velfungerende showcase-program.
Oktober/November
Womex www.womex.com foregår i skiftende byer i Europa.
I 2009, 2010 og 2011 i København. Womex er verdens førende konference for
verdensmusik. Begrebet verdensmusik opfattes rimeligt bredt og inkluderer
også dele af det man også benævner traditionel folkemusik. Der præsenteres
bands fra det meste af verden og bydes på en lang række specialiserede
seminarer med særligt fokus på verdensmusikken og dens placering i den
internationale musikbranche.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
95

96
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Succes er en elendig læremester.
Den får kloge mennesker til at tro, at
de er ufejlbarlige.
Bill Gates

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 97

98
Pladebranchens historie
Hvor man ofte i spøg spørger hvad der kom først, hønen eller ægget, så er
der i musikbranchen ingen tvivl om hvad der kom først: Pladeselskaber eller
musikforlag. Det gjorde musikforlagene. Man kan faktisk sige at pladeselskaberne
er en videreudvikling af musikforlagene.
Fra voks til lak til vinyl til CD til internet til mobiltelefon
„Mary Had A Little Lamb” – et børnerim, var det første som Thomas Edison
indspillede på sin „phonograf” – verdens første apparat der kunne gengive
lyd. Edisons stanniol cylindre så dagens lys i 1877.
I 1887 erstattede Edison i øvrigt stanniolen med voks.
Samme år skabte Emile Berliner „grammofonen” den egentlige forløber for
det 20. århundredes „pladespiller” som afspiller single- og LP-plader …
bedre kendt i dag som „vinyler”.
Den musik- og pladebranche vi kender i dag og masseforbruget af musik på
forskellige medier blev kick-startet med opfindelsen af de første single og LP
plader i årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Herefter fulgte stereo-LP-vinylpladen
i 1957 [i øvrigt det samme år som laseren, som indgår i CD-spillere,
blev opfundet] og siden hen kassettebåndet i 1963 og den første trans-
portable „Casettophone”, som blev lanceret af Philips i 1968.
Med kassettebåndets introduktion blev musikforbruget så massivt, ikke
mindst i form af både privatkopiering og kommerciel piratkopiering af
musikudgivelser, at der sidst i halvfjerdserne og starten af firserne i de
fleste vestlige lande blev indført særlige afgifter på blanke kassettebånd.
Afgifter som skulle videreafregnes til kunstnere og producenter, som
erstatning for det manglende salg kopieringen formodedes at dække over.
Pladebranchen skønnede dog selv sidst i halvfjedserne det samlede pladesalg
på verdensplan i løbet af årtiet var mere end femdoblet.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Lancering i 1983 af CD’en [CompactDisc] satte endnu mere fart på udviklingen,
selvom der starten var enkelte selskaber [EMI og WEA] som var noget
skeptiske overfor dette nye medie, og som tøvede med at udgive CD’er.
Det varede dog ikke længe førend alle var med og forbrugerne massivt blev
opfordret til at genanskaffe deres gamle LP’er i de nye CD-udgaver
– et perfekt medie som ville holde evigt var argumentet … branchen og
forbrugerne blev dog klogere!
Siden er andre digitale medier kommet og gået: Midt i firserne: DAT – det
digitale mini-kassettebånd. Sidst i firserne: DCC – det digitale kassettebånd,
og i starten af halvfemserne MiniDisc – en CD-lignende disc i halv størrelse.
Lanceringen i de tidlige firsere af musikvideoer og musikvideo-TV-kanaler
gav musikbranchen helt nye lanceringsmuligheder for deres kunstnere.
En udvikling der yderligere er blevet styrket med den kommercielle lancering
af DVD- og BlueRay-formaterne som indeholder både lyd og billede.
Forbrugeren kan nu ikke alene kunne lytte til men også se kunstneren
– musik og billede smelter sammen til et samlet produkt.
Internettet var allerede på tegnebrættet da Philips kom med sin „Casettophone”
i 1968 og grundlaget for „the world wide web” blev lagt op igennem
70’erne samtidig med at konceptalbums og dobbelt og trippel vinyludgivelser
i rigt udstyrede albumcovers havde kronede dage.
1988, samme år som CD-mediet for alvor fik fat i musikbrugerne, blev
„nettet” åbnet for alle, med e-mail som den absolut mest revolutionerende
nyskabelse.
Med introduktionen i 1991 af HTML – det mest almindelige programmeringssprog
til internetsider, kom der for alvor gang i internettet som ny medieplatform.
Nettets „opfinder” Tim Berners-Lee kunne op igennem 90’erne
se sin vision „at systemet ikke skal begrænse brugeren og at enhver
ubesværet skal kunne få adgang til al information, uanset hvor den måtte
være lagret …” så småt blive til virkelighed.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
99

100
En virkelighed der i 1999 i al sin gru for alvor gik op for pladebranchen
– NAPSTER blev født og alle i musikbranchen måtte lære sig nye ord og
navne: MP3, fil-deling, p-2-p netværk, ISP og sidenhen også Kazaa, Limewire,
iMesh, Morpheus, Bearshare og mange flere samt navne som MySpace,
Facebook og YouTube.
Januar 2001 skal pladebranchen igen lære et nyt ord: iTunes som introduceres
af Apple og oktober samme år kommer den første iPod. 2007 lanceres
så iPhone og begrebet: Mobile music, som oprindeligt vandt indpas med
introduktionen af SONY’s Walkman kassettespiller [1978] fik en helt ny
betydning.
Med lanceringen af iPhone var Apple med til at introducere verden for et
helt nyt begreb: SmartPhone – et apparat, som man ikke blot kunne ringe og
sende sms-er fra, men et apparat der i realiteten er en lille lommecomputer
med stort set alle de samme muligheder som man kender fra den stationære
eller bærbare computer – bare i lommestørrelse.
2008/2009 lanceres i Danmark verdens første streamingtjeneste
– TDCPlay - med adgang til samtlige pladeselskabers repertoire.
2010 åbner den norske tjeneste WIMP i Danmark via teleselskabet Telenor.
2011 åbner den internationale tjeneste SPOTIFY i Danmark og dermed træder
pladeselskaberne – der nu har omdøbt sig selv til „musikselskaber” ind i en
nelt ny æra.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
101

102
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Music like Water
David Bowie

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
103

104
”Music Like Water”
Begrebet „Music Like Water” må tilskrives David Bowie, der i New York
Times i sommeren 2002 i et interview bl.a. gav sit bud på musikken fremtid:
„Music, itself, is going to become like running water or electricity ...”
en forudsigelse, der i fremtidsforsker Gerd Leonhards bog fra 2005:
The Future Of Music gav anledning til et længere kapitel om Music Like
Water, der gav en ret præcis beskrivelse af den type lovlige streaming-
tjenester, som Musikselskaberne håbede ville kunne „udkonkurrere” de
illegale pirattjenester.
Verdens første „rigtige” streamingtjenste [dvs. en tjeneste med adgang til et
meget bredt internationalt musik repertoire] blev lanceret i Danmark i 2008 af
teleselskabet TDC: TDCPlay.
TDCPlay blev af mange opfattet som en slags „laboratorietest” af, om en
sådan tjeneste ville have forbrugernes interesse og om musikselskaberne –
ikke mindst de multinationale – ville opleve en positiv eller negativ påvirkning
af deres „forretning”.
Fokus skulle nu ikke længere være på at forbrugerne skulle have EJERSKAB
til musikken – fokus skulle være på at forbrugerne skulle have ADGANG til
musikken.
Siden er mange andre tjenester blevet lanceret – ikke kun i Danmark – men
over hele verden, med SPOTIFY som den enkeltstående tjeneste, som har
opnået størst opmærksomhed.
I skrivende stund [sensommer 2012] er der fortsat stor usikkerhed om,
hvordan musikselskaberne og kunstnerne skal opnå fornugtig indtjening fra
streamingtjenesterne. Indtil videre må svaret være Bob Dylans:
The Answer Is Blowing In The Wind …
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 105

106
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Når beslutninger skal træffes er det
bedste man kan gøre, at gøre det
rette. Det værste er ikke at gøre
noget.
Theodore Roosevelt

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
107

108
MUSIKSALG
– før, nu og måske i fremtiden
Traditionelt har salg af musik handlet om at sælge fysiske medier til
forbrugerne:
Singler, LP-plader, kassettebånd, CD’er, DVD’er og igennem tiden er disse
forskellige medier blevet erklærede døde - og - begravede, for så alligevel at
genopstå, enten pga. forbrugernes efterspørgsel eller som salgs gimmicks.
Musik-kædebutikker som f.eks. TP-Musik og Stereo Studio overlever indtil
videre på at have et bredt udvalg, mange slagtilbud og i øvrigt også sælge
DVD’er, computerspil og diverse merchandise. Der ud over findes FONAkæden
der hovedsageligt sælger medie-anlæg, telefoner og computere,
men også har en stor plade- og videoafdeling.
De „rigtige” pladebutikker udgør i dag næppe flere end godt en snes
butikker koncentreret i København og de større provinsbyer.
Som fremtiden aktuelt tegner sig er salg af musik, som vi kender det i dag,
via pladebutikker og supermarkeder stærkt udfordret af online-musikbutikker
som f.eks.: iTunes og ikke mindst af streamingtjenester som Spotify, Wimp
m.fl.
Den store „ubekendte” i dette spil er desuden YouTube der ubestridt er
verdens mest brugte „musiktjeneste” langt foran både iTunes og Spotify.
Som fremtiden aktuelt tegner sig vil salg af musik, som vi kender det i dag,
via pladebutikker og supermarkeder efter alt at dømme indenfor en overskuelig
tidshorisont blive overhalet af salg via download.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

De aktuelt største online-musikbutikker i Danmark er:
iTunes – www.itunes.dk og TDCmusik – www.tdcmusik.dk og mange flere vil
komme til. Bl.a. har mobiltelefonproducenten NOKIA bebudet åbningen
af sin musikbutik
Nokia Music Store ligesom Microsoft spås at ville slå et større slag for deres
musikbutik www.music.msn.com
Men inden vi nu helt afliver salget af fysiske medier er der et par fakta det
er værd at have på plads mht. hvordan musiksalg foregår i den fortsat eksisterende
fysiske verden: Som udgangspunkt så er hver en CD eller LP der
står på hylden i en pladebutik købt og betalt af butikken. Er der ingen kunder
der vil købe en given CD/LP, så er det butikkens risiko.
Distributøren/pladeselskabet/kunstneren der har leveret CD/LP’en har fået
sin betaling.
Dermed ikke sagt at der ikke sælges med returret [altså at butikkerne kan
returnere produkter de ikke kan sælge] det sker skam, men er klart mest
fremherskende i forhold til salg via supermarkeder og store kædeforretninger.
Det er en af mange grunde til, at debuterende kunstnere kan komme ud for
den frustrerende oplevelse det er at den nyudgivne CD ikke findes i butikkerne,
trods gode anmeldelser.
En god anmeldelse i en af de landsdækkende [læs: Københavnske] aviser
sælger IKKE nødvendigvis plader i hverken Skagen, Gedser, Nexø eller
Ringkøbing.
For den selvudgivende kunstner er der „mange veje til Rom” men blandt
dem som vælges af mange danske kunstnere er: www.gateway.dmf.dk
Uanset hvad man vælger at gøre så er det helt afgørende er at man laver
promotion for sin udgivelse.
Det samme gælder for alt salg, og endda i måske endnu højere grad, når det
drejer sig om at sælge musik online.
Ganske vist er der ikke her nogen begrænsning for at komme „på hylden”
alverdens online-salgstjenester vil hellere end gerne tage ens materiale ind
og videresælge det ... men hvad hjælper det, hvis forbrugerne ikke ved at
musikken findes på netop det ene eller det andet site ... ikke en brik.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
109

110
Kunsten at promovere sit produkt får tilført endnu en ny dimension:
Nu gælder det nemlig om at overbevise folkene bag salgsportalen om
at netop den nye udgivelse man selv er kommet med fortjener særlig
opmærksomhed.
I musikkens verden er der ikke noget der „sælger sig selv”, hvad de mange
annoncer for selv de mest etablerede kunstnere da også vidner om.
Læs mere om pladebranchen på: www.ifpi.dk
og om musiksalg og hitlister på www.hitlisten.nu
Artwork og vinyl
Kunstnernes hjemmesider erstatter i dag langt hen ad vejen de ofte
fantasifulde LP-covers som kendetegnede mange albumudgivelser fra
sidst i 60’erne og op i 70’erne.
Album covers som f.eks. Beatles/Sgt. Pepper, med det enestående coverbillede
og indlagte klip-ud-papfigurer, den originale udgave af Jesus Christ
Superstar, hvor albumcoveret kunne foldes ud til en kæmpe stjerne,
Rolling Stones/Sticky Fingers med indlagt lynlås, eller Led Zeppelin/III,
med indlagt drejeskive, og ikke mindst utallige Pink Floyd covers, var alle
med til at tilføje en yderligere dimension til musikken på LP’erne.
Se f.eks.: www.tralfaz-archives.com/coverart/coverart.html
I løbet af 80’erne uddøde denne særlige kunstart langsomt, ikke mindst på
grund af introduktionen af CD’en og dens 12x12 cm. booklet der ikke levnede
megen plads til spændende artwork. Heller ikke de senere DiGiPack-CDcovers
formåede at give samme kreative udfoldelsesmuligheder som LPcoveret.
For vinyl-freaks er der dog håb forude … en stadig kraftigere tendens i tiden
er i at udgive på ... vinyl ... dette gamle gennemprøvede medie er blevet hipt
og stadig flere kunstnere og deres selskaber udgiver deres nyeste indspilninger
på alle de nyeste medier OG på vinyl.
Der findes en række hjemmesider som helliger sig dette nye fænomen bl.a.:
www.finpo.dk, www.rytmeboksen.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Samtidig med den stigende interesse for at udgive på vinyl er der også
opstået et behov for nye unikke fysiske produkter, som ikke kan leveres
ved download eller streaming, men som kun kan købes i butikker eller ved
kunstnernes koncerter.
Det er f.eks. special-edition-CD’er eller LP'er med hemmelige ekstranumre.
CD'er eller LP'er pakket i specielle nummererede sleeves, med personlige
hilsner. DropCards med downloadkoder til specielle kunstnerwebsites osv.
Man kan på sin vis sige, at kunstnernes fysiske udgivelser er blevet en del af
vareudbuddet i merchandiseboden ved siden af T-shirts, plakater osv.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
111

112
Pladesalg, indtægter, kunstnerroyalties
CD’er koster det CD’er koster … eller næsten da.
I hvert fald er der forbavsende ens priser på CD’er så at sige uanset
hvor man køber dem. Typisk koster en ny-udgivet CD imellem
149,50 kr. og 169,50 kr. alt efter hvor man køber den og lidt afhængigt af
hvilket selskab der har udgivet den.
En CD med en superkendt kunstner koster således det samme som den
ukendtes første udgivelse. Sådan er traditionen i musikbranchen.
En populær misforståelse – ikke kun hos „hr. og fru danmark” – men også
blandt mange musikere er, at kunstnerne får en pænt stor andel af denne
salgspris.
Så lad os kigge lidt nøjere på hvordan økonomien ser ud for de
pladeudgivende kunstnere:
Først nogle grundlæggende facts:
Gennemsnitlig salgspris i butikken 159,50 kr.
Heraf moms - 31,90 kr.
Forhandler nettosalgspris 127,60 kr.
Forhandler - engroskøbspris - 80,75 kr.
Forhandleravance 46,85 kr.
Pladebutikken tjener således i gennemsnit små 47,- kr. per CD
solgt til normal fuldpris.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Men hvad tjener så pladeselskabet der udgiver CD’en, og kunstneren, som
leverer „indholdet” – altså det som er grunden til at forbrugerne køber en
CD?
Et gennemsnitligt regnestykke ser således ud:
Pladeselskabets officiel engrospris
til detailhandlerne = PPD 95,00 kr.
Forhandlerrabatter o.l. - 15% - 14,25 kr.
Pladeselskabets nettosalgspris 80,75 kr.
NCB - 9% beregnet af PPD 8,55 kr.
Pladeselskabets faktiske indtægt
per CD solgt til normal/fuldpris 72,20 kr.
Pladeselskabet får således i gennemsnit ca. 72,- kr. i kassen for hver CD
solgt til fuldpris i butikkerne.
Ved digitalt/downloadsalg er prisstrukturerne lidt mere differentierede, men
som hovedregel kan man sige, at de fleste downloadportaler afregner i
størrelsesordenen 4,50 kr. per „single” og 50,00 kr. per „album” til selskabet,
som der ud af skal afholde sine udgifter, herunder bl.a. kunstnerroyalties.
Ved streaming [Spotify o.l.] er det ikke entydigt, hvad pladeselskabet modtager
af betaling. Både streamingtjenesterne og pladeselskaberne er lidt
„hemmelighedsfulde” mht. størrelsen af de faktiske beløb.
DR-P1 sendte d. 24 maj 2012 et dokumentarprogram med den meget sigende
titel „4 øre for et nummer” [*].
Programmets titel er en kølig konstatering af, at indtægterne fra streaming er
uhyre beskedne.
I tilknytning til programmet kan man på DR’s hjemmeside finde en interessant
oversigt over musikeren Anders Blichfeldt indtægter på hans store hit
(med bandet Big Fat Snake): Bonsoir Madame [**]
* kan høres på: www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2012/05/23153448.htm
** kan læses på: www.dr.dk/NR/rdonlyres/971C6C52-48DE-4E56-A39E-EAD9A0E836EC/
3844130/Håndører_til_kunstnerne_fra_digitalt_salg_i_2011.pdf
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
113

114
Tal fra DMF’s Gateway Music fra foråret 2012 bekræfter dette.
I første kvartal 2012 var den gennemsnitlige afregning til pladeselskabet fra
streamingtjenesterne:
Bibzoom.dk : 15 øre per stream *
Spotify.dk : 0,23 øre per stream **
Wimp.dk : 23 øre per stream ***
* Bibzoom er de danske musikbibliotekers onlinetjeneste. Her tilbyder man
både almindelig streaming og så noget som man kalder „downlån”, som
betyder at man får et tidsbegrænset [7 dage] download af et track …
Bibzoom betaler 34 øre per downlån.
** Spotify’s afregninger svinger i perioden mellem 0,22 øre 0,24 øre per stream.
*** Wimp’s afregninger svinger i perioden fra 7 øre til 38 øre per stream
– det fremgår ikke hvad disse udsving skyldes.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Pladeselskabets indtægter skal typisk dække en lang række udgifter.
Hvilke udgifter der konkret er tale om varierer fra selskab til selskab,
fra kunstner til kunstner og fra pladekontrakt til pladekontrakt.
De typiske udgiftsposter i forbindelse med indspilning
og udgivelse af en CD er:
Engangsomkostninger:
Indspilnings-/produktionsomkostninger - musik
Evt. indspilnings-/produktionsomkostninger - video
Løbende omkostninger:
CD fremstilling - varierer alt efter „udstyr”: Er der tale om en almindelig
jewel-box eller en specielt lækker DigiPack?
Markedsføring og promotion:
TV-kampagne, radio-reklame, annoncer, plakater, gratis- CD’er,
tour-support, web-site, osv.
Distribution:
Svinger imellem 5% og 50% af nettosalgsprisen alt afhængig
af hvilket pladeselskab der er tale om, hvilken distributør
selskabet anvender og hvilke services distributøren tilbyder
selskabet.
Kunstner royalties:
Royalties til solist/band
Evt. Producer royalties
Evt. Gæstemusiker royalties
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
115

116
Den „traditionelle” pladekontrakt
Den typiske kunstnerroyalty på en „traditionel” pladekontrakt med et af de
større [major] pladeselskaber beregnes på grundlag af Nettosalgsprisen.
Pladeselskabets officielle engrospris
til forhandlerne, kaldet PPD 95,00 kr.
Forhandlerrabatter o.l. - 15% - 14,25 kr.
Pladeselskabets nettosalgspris 80,75 kr.
Er royaltyaftalen således f.eks. 10% per solgt CD vil kunstneren i princippet
kunne forvente at få udbetalt 8,08 kr. per CD, som er solgt i butikken til
kr.159,50 *, herefter er pladeselskabets indtægt – efter fradrag af NCB] per
solgt CD ca. 64,00 kr. til dækning af de øvrige udgifter [se ovenfor].
De ovennævnte royaltybetalinger er vel at mærke, for kunstnerens
vedkommende, et absolut BEST CASE SCENARIO, som ikke tager højde for
f.eks. fradrag for videoudgifter. Det er ikke usædvanligt at en kunstner ud af
sine royaltyindtægter bliver bedt om at betale halvdelen af videoudgifterne.
Har videoen f.eks. kostet ca. 80.000 kr. så vil indtægterne på de første ca.
5000 solgte CD’er gå til at dække kunstnerens andel af denne udgift – og
5000 CD’er er rigtig mange CD’er, selv for en rimeligt kendt kunstner!!!
Ud over videofradraget findes der en lang række andre mere eller mindre
„kreative” fradrag, det drejer sig om alt fra „bidrag til særlige markedsføringstiltag”
til „ny teknologi fradrag” for særlige udgifter i forbindelse med salg
over internet og lignende mere eller opfindsomme „omkostninger”.
Resultatet er, at kunstnerens royalty-udbetalinger i realiteten er langt mere
beskedne end hvad den angivne royalty-procent lover.
* De fleste kunstnerkontrakter giver kunstneren en stigende royalty ved stigende
salgstal. Men der er tale om nogle ganske få procents stigning knyttet til store
salgstal. En max. royaltysats på mere end 16-18% er kun sjældent forekommende
og da oftest kun ved salgstal på vej mod de 50000 eksemplarer.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Break-even aftalen – 2 mulige modeller
Den typiske kunstnerroyalty på en såkaldt „break-even aftale” beregnes
af nettoindtægten, fratrukket selskabets udgifter til indspilning, mastering,
marketing, promotion osv.
Regnestykket ser typisk således ud:
Pladeselskabets officielle engrospris
til forhandlerne, kaldet PPD 95,00 kr.
Forhandlerrabatter o.l. - 15% - 14,25 kr.
Pladeselskabets nettosalgspris 80,75 kr.
NCB - 9% beregnet af PPD - 8,55 kr.
Pladeselskabets faktiske indtægt
per CD solgt til normal/fuld pris 72,20 kr.
Udgifter til distribution mv. ca.25% - 18,05 kr.
Udgifter til CD-fremstilling/stk. ca. - 6,50 kr.
Nettoindtægt 47,65 kr.
I de fleste break-even aftaler vil man regne med at kunstnerens royaltyandel
udgør 50%. Men der findes mange eksempler på at kunstnerne tilbydes langt
mindre.
På den baggrund et par tænkte, men meget realistiske, scenarier:
Model 1. – kunstneren betaler indspilningerne
Indspilning/mix 0,00 kr.
Mastering 10.000,00 kr.
Promotion og markedsføring mv. 25.000,00 kr.
Video 15.000,00 kr.
Samlede udgifter
der skal dækkes ind 50.000,00 kr.
Break-even vil da være ca. 1050 stk. solgte CD à 47,65/stk.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
117

118
Dvs. at der skal beregnes royalty til kunstneren efter der er solgt ca. 1050 CD
til fuld pris. Og flere end 1000 solgte er et højt salgstal for en ny, ikke specielt
kendt kunstner.
På denne model vil kunstneren typisk kunne regne med at opnå en royaltyandel
på 50% af nettoindtægterne – altså ca. 23,80 kr. per CD solgt til fuldpris
– efter breakeven.
Model 2. – selskabet betaler indspilningerne
Samme regnestykke som ovenfor, men hvor pladeselskabet påtager sig at
lægge ud for indspilningsomkostningerne giver et mere ugunstigt resultat:
Indspilning/mix 100.000,00 kr.
Mastering 10.000,00 kr.
Promotion og markedsføring mv. 25.000,00 kr.
Video 15.000,00 kr.
Udgifter der skal dækkes ind 150.000,00 kr.
Break-even vil da være ca. 3150 stk. solgte CD à 47,65/stk.
Dvs. at der skal beregnes royalty til kunstneren efter der er solgt ca. 3150 CD
til fuldpris. Og flere end 3000 solgte eks. er et meget højt salgstal for en ny,
ikke specielt kendt kunstner.
På denne model vil kunstneren typisk kunne regne med at opnå en royalty-
andel på imellem 25% og 50% af nettoindtægterne – efter break-even
– alt afhængigt af kunstnerens forhold til pladeselskabet [altså imellem
ca. 11,90 kr. og 23,80 kr. per CD solgt til fuldpris].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Download-salg
For så vidt angår downloadsalg er regnestykket på den ene side meget
enkelt, på den anden uendeligt kompliceret. Dette skyldes at der, trods bl.a.
iTunes modstand gradvis er ved at blive udviklet differentierede priser på
online markedet.
I skrivende stund er den altovervejende model dog fortsat en fastprismodel
hvor musikportalen sælger downloads til faste priser og [i det store
og hele] afregner faste priser til pladeselskaberne, hvorfor følgende regneeksempel
på downloadsalg er rimeligt realistisk:
Albumpris
[gennemsnitlig pris uanset antal tracks] 90,00 kr. *
heraf moms - 18,00 kr.
nettosalgspris 72,00 kr.
provision til musikportal [30%] - 21,60 kr.
Selskabets indtægt på download af „album” 50,40 kr. **
Singlepris 8,00 kr.
heraf moms - 1,60 kr.
nettosalgspris 6,40 kr.
provision til musikportal - 1,90 kr.
Selskabets indtægt på download af „single” 4,50 kr. **
Selskabets omkostninger:
Engangsomkostninger:
Indspilnings/produktionsomkostninger - musik
Evt. indspilnings/produktionsomkostninger - video
Markedsføring og promotion
TV-kampagne, radio-reklame, annoncer, plakater, gratis- CD’er,
tour-support, web-site, osv.
Kunstner royalties
Roylties til solist/band
Evt. Producer royalties
Evt. Gæstemusiker royalties
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
119

120
Selskaberne tilbyder kunstnerne lidt varierende afregningsmodeller. Ikke
sjældent blot samme royaltysats som for CD-salg.
Kunstneren kan på den baggrund se frem til [i dette eksempel 10% ***]
ca. 0,45 kr. per „single” og 5,00 kr. per „album” eller måske en lidt højere
sats, som ofte efterfølgende reduceres med diverse fradrag o.l. [se ovenfor].
Resultatet er typisk at selskabets indtægter via downloadsalg svarer til
indtægterne med CD-salg.
Den markante forskel for selskabet er imidlertid, at der ikke er udgifter til
fremstilling, lager og distribution af produktet.
Streamingtjenester som TDCPlay, BibZoom, WiMP og SPOTIFY er nogle af
de nye banebrydende bud på online musiktjenester med helt nye afregningsmodeller,
som er en stor økonomisk ”udfordring” for såvel pladeselskaber
som kunstnere:
En afregning på så lidt som 0,023 kr (0,23 øre) per stream fordrer et pænt
stort antal streams for at modsvare indtægten ved downloadsalg.
[****]
* NCB vederlaget afregnes af sælgeren [downloadportalen/streamingtjenesten] og prisstrukturerne
fastsættes typisk uden brug af standardrabatter.
** Prisen for et komplet album varierer fra den ene til den anden onlinebutik/musikportal.
Hos iTunes koster et helt album typisk mellem kr 80,oo og kr 90,oo.
*** Retfærdighedsvis skal det nævnes at nogle selskaber vælger at betragte indtægter
fra onlinesalg på linje med licensindtægter o.l og derfor afregne kunstneren op til 50% af
indtægterne.
**** Streamingtjenesterne tilbyder forbrugerne „alt den musik du ønsker” enten til fast
pris, uanset forbrug. Modellerne for afregning til pladeselskaberne varierer, men har dog
det til fælles, at antallet af abonnementsbetalende brugere er afgørende for at tjenesterne
bliver økonomisk rentable for pladeselskaber og kunstnere.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Ringetoner, ring-backtoner, wallpapers ...
I takt med internettets og mobiltelefoniens tekniske udvikling er der opstået
en række nye forretningsområder, som kan være endog meget profitable for
kunsterne og deres pladeselskaber, musikforlag m.fl.
Det drejer sig om salg af baggrundsbilleder, såkaldte wallpapers til både
computerskærme og mobiltelefonskærme. Ofte bliver disse foræret væk i
promotion øjemed, men et egentligt salgsmarked er under eksplosiv
udvikling.
Det samme gælder de såkaldte ring-backtoner, som er egentlige musiknumre
som afspilles fra den mobiltelefon som der ringes op til indtil opkaldet
besvares. Her er der indtægter at hente for såvel masterowners [typisk plade
selskaber] som ophavsmænd og deres evt. musikforlag.
Markedet for ringetoner til mobiltelefoner – altså de særlige versioner af
musiknumre som spilles når en mobiltelefon bliver ringet op – har eksisteret
en del længere. I starten var der tale om [efter nutidens standard] lidt kedelige
„blip-blop” computerlydsversioner af centrale temaer fra kendte hits.
I dag er der tale om special-editerede versioner af de originale musiknumre
som byder på store indtægtsmuligheder for såvel selskaber som kunstnere.
Det er således ikke ualmindeligt med priser på eftertragtede hits som ringetoner
der overstiger prisen på samme nummer i normalt single download
format med langt mere end 200%
Fordelingen af disse mange indtægter mellem kunstner og pladeselskab
afhænger af hvad der står i den enkelte kunstners kontrakt. Det mest
almindelige er dog at sådanne indtægter deles ligeligt parterne imellem.
Jingles, lydbranding og sync's
Markedet for jingler til reklamer, musik til firmahjemmesider og produkt-
kampagnerer i rivende udvikling og konkurrencen er hård om at blive netop
den kunstner som forbindes med den seneste succes-serie på TV, det mest
populære TV-show eller den nyeste block-buster film.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
121

122
Der kan være mange penge at tjene på at lave musik til reklamer og til
lydbranding af et firma eller et produkt. Man får typisk „jobbet” via
reklamebureauerne. Ofte vil disse stille krav om at „frikøbe” musikken med et
engangsbeløb. Det kan være meget tillokkende, men det er vigtigt at huske,
at man som medlem af KODA ikke kan sælge sine rettigheder 100% for et
engangsbeløb. Læs mere på www.koda.dk
Foruden dette marked for ”skræddersyet musik”, som er lavet til lige netop
det konkrete TV- eller filmprojekt findes der også et kolossalt marked indenfor
det man i fagsproget betegner som ”sync’s”.
Det er en forkortelse for ordet „synkronisering”, der dækker over den situation
hvor musik anvendes i forbindelse med billeder [film/TV/web] som musikken
ikke er skrevet direkte til, altså musik der allerede er udkommet „almindeligt”.
TV-serier f.eks. som danske Nikolaj & Julie og Anna Pihl og udenlandske
som f.eks. Grey’s Anatomy, Orange County og CSI har været enestående
markedsføringsværktøjer for mange musikudgivelser.
Vejen „ind” her går via filminstruktører, music-directors, specialiserede
musikforlag og music „pitchers”, managers, venner, bekendte ...
Men med andre ord er det en business hvor alle kneb gælder og hvor det
hjælper helt enormt at kende-nogen-der-kender-nogen.
Og nej; det er ikke nogen stensikker vej til succes. Antallet af jingles i
reklamer og musiknumre i TV-serier, shows og film der rent faktisk har medført
succes for kunstnerne overstiges med mange hundrede procent af de
som ingen hæftede sig ved, som ingen gad og lytte til og som ingen længere
kan huske.
Og nej igen; der er ikke nogen „prislister” - her hersker de frie markedskræfter,
så sandsynligheden er stor for at et ukendt kunstner får tilbudt
„jingle-jobbet” eller et „cut” i en TV-serie eller film mod at gøre det gratis,
fordi det er „god promotion” eller at man får tilbudt en megen beskeden
betaling. Som i så mange andre situationer jo mere kendt man er jo højere
pris kan man få.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Royalties udenfor vores egen lille andedam!
I den typiske traditionelle amerikanske eller engelske kontrakt vil et pladeselskab
fratrække 100% af ALLE selskabets udgifter til indspilning,
mastering, marketing, promotion osv. i kunstnerens royalties – og disse royalties
udgør i øvrigt sjældent mere end 15-20% beregnet af nettoindtægten.
Til gengæld er musikmarkedet så meget desto større, så har man held til
at opnå succes og sælge mange CD’er eller downloads – da kan man også
komme til at tjene gode penge.
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 123

124
Musikbranchen er en grusom, overfladisk
og pengegrisk plastikverden, hvor tyve og
alfonser har frit løb, og gode mænd dør
som hunde. Der er også en negativ side.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Hunter S. Thompson

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
125

126
Pladeselskaber og kontrakter
Der er alt, alt for mange musikere, der køber en guitar eller et musikprogram
til computeren, skruer nogle numre sammen og så tror, at nu de er klar til at
lave en plade.
De overser fuldstændig det faktum, at langt de fleste pladekunstnere rent
faktisk har arbejdet meget målrettet og ofte også i flere år, på at komme frem
til netop det musikalske udtryk, som er så originalt og gennemarbejdet, at det
er egnet til at præsentere for flere end de nærmeste venner og familien.
Dermed ikke sagt at man per definition skal have stået i årevis i et koldt
øvelokale med rindende vand på alle fire vægge og have kørt landevejene
tynde i en skrotbunke af en varevogn for at gøre sig fortjent til at lave en
plade. Mange af de musikere der har levet det liv kommer heller ikke til at
lave en plade.
Man skal bare gøre sig klart, at næsten uanset hvor billigt man indspiller
en CD, skal den sælge imellem 1000 og 5000 eksemplarer for bare at det,
for et pladeselskab, skal kunne løbe rundt rent økonomisk, inkl. udgifter til
fremstilling, promotion osv. Med mindre man har et tilsvarende antal venner
[og det er nok for de flestes vedkommende kun på Facebook!], så er der altså
nogle tusinde mennesker, der skal træffe et positivt tilvalg og beslutte at købe
netop den CD, man har lavet, fremfor en anden.
Hvorfor udgive sin musik?
Mange kunstnere har i øvrigt svært ved at acceptere sig selv og deres musik
som en vare, som et produkt. Men det nytter ikke at sætte sig i øvelokalet,
vende markedet ryggen og sige „det er kommercielt, og det har ikke noget
med os at gøre“. Det at udgive plader er én lang kommerciel proces! Vil man
ikke lege med skal man virkelig tænke sig om og meget nøje overveje, om det
eneste saliggørende nu også er at få udgivet en CD.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mange kunstnere vil i øvrigt kunne få langt mere ud af at promovere sig selv
på en anden måde, for eksempel på nettet.
Hvis vanetænkningen imidlertid dikterer, at man skal have en lille sølvdisc at
vise frem, så lav den dog selv!
Pladekontrakten og hvordan man [måske] får den …
Som kunstner skal du huske, at det er dig, der engagerer pladeselskabet til at
udgive din musik. Det er IKKE omvendt! Hvis der ikke var nogen kunstnere,
der ville udgive plader, så ville der ikke gå lang tid, før pladeselskaberne ikke
havde så forfærdeligt meget at lave – så ville de ikke have nogen produkter at
tilbyde.
For det er netop det, musikken bliver, når den bliver udgivet – den bliver et
produkt.
De færreste kunstnere har på forhånd gjort sig klart, hvad det er de egentlig
ønsker. De er ydmyge overfor pladeselskaberne og er taknemmelige, bare
der er nogen, der vil tilbyde dem en kontrakt; ja, faktisk er de ofte villige til at
skrive under på næsten hvad som helst.
Grunden hertil er oftest en blanding af uvidenhed omkring, hvad det er de går
ind til og frustration over, at det endnu ikke er blevet til noget med karrieren.
Det ender for nogen med en fiks idé om, at man aldrig kommer nogen vegne,
hvis man ikke får kontrakt med netop det ene eller det andet selskab.
Valget af pladeselskab kan gøre hele forskellen mellem succes og fiasko og
fordrer en del omtanke. Det er ikke megen nytte til, at henvende sig til et
selskab som primært satser på folkemusik, hvis det man selv spiller nærmest
kan betegnes som fusionsjazz.
Det er med andre ord en god idé at danne sig et indtryk af hvilket repertoire
pladeselskaberne udgiver. Vel at mærke hvilket dansk repertoire.
Dét er nemlig typisk selskabets helt eget valg, hvorimod det udenlandske
repertoire oftest dikteres fra det internationale moderselskab.
Det gælder altså om at være meget kritisk når man skal vælge pladeselskab.
Kritisk overfor pladeselskabet. Og kritisk overfor sig selv.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
127

128
Man skal gøre sig klart hvilke ambitioner man selv har, og så prøve at
sammenholde dem med, hvad der er realistisk for det enkelte selskab.
Groft sagt er det sådan, at hvis man vil leve af at være kunstner på det
danske marked, skal man gå til de multinationale pladeselskabers afdelinger
i Danmark.
Deres kontaktnet, gennemslagskraft i medierne og økonomiske formåen gør,
at de oftest er istand til at opnå succes med et nyt navn. Der er så at sige
ingen, der er bedre til at markedsføre dansk musik i Danmark end de multinationales
danske afdelinger.
Er ambitionen der imod en karriere primært i udlandet er det nok ikke de
multinationale i Danmark man i første omgang skal gå til.
De er på godt og ondt underlagt arbejdsgangen i en multinational koncernstruktur
og går kun sjældent „udenfor egne rækker“ for at afsætte et dansk
produkt i udlandet. Da vil det være en bedre idé at gå til et independent
selskab.
Der findes ingen „standardkontrakt”.
ALT kan forhandles, og alt SKAL forhandles. Ellers snyder man bare sig selv.
De fleste selskaber i musikbranchen har egne „standardkontrakter“ som i
virkeligheden bare et oplæg til forhandling.
Det er ikke ualmindeligt, at de første kontakter imellem selskab og kunstner
munder ud i at selskabet fremkommer med et såkaldt deal memo. Det er
et dokument som er udtryk for hovedtrækkene i det selskabet vil tilbyde
kunstneren, og som er udgangspunktet for videre drøftelser. Kunstneren skal
ikke underskrive et deal memo. Gør man det, sætter man sig selv i en meget
dårlig forhandlingsposition i det videre forløb, hvor alt som sagt både skal og
kan forhandles.
Når man skal forhandle en kontrakt, skal man på forhånd have gjort sin egen
stilling op. Man skal på forhånd have trukket nogle grænser for, hvad man vil
og ikke vil være med til. Og man skal være klar til eventuelt at sige: Nej tak!.
Kommer man ud for, at et selskab ikke interesseret i at diskutere vilkårene,
kan man roligt regne med, at selskabet i virkeligheden næppe ikke er
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

interesseret i at lave en aftale. Og så er det nok en bedre idé at finde et andet
selskab.
Det samme gælder, hvis selskabet har lidt for travlt med at få lavet en aftale.
Hvis selskabet presser på og ikke kan vente med at få en underskrift.
Eller hvis man af selskabet får at vide, at det er nu-eller-aldrig.
En kontrakt i musikbranchen er oftest starten på et langvarigt samarbejde
imellem kunstnerne og selskabet og derfor er det i begge parters interesse,
at kontrakten er helt i orden. Et selskab, som ikke har tid til at give kunstnerne
lejlighed til at få den nødvendige rådgivning, er ikke seriøst.
Man bør i den situation overveje om det nu også er netop dét pladeselskab
man skal samarbejde med.
Man skal i øvrigt altid huske at søge professionel rådgivning, inden man
beslutter sig for at indgå en kontrakt. Det er i den forbindelse ikke nogen god
idé at bruge „familieadvokaten“. Det er kun de færreste advokater i Danmark,
som har den fornødne ekspertise, som kræves for at forstå, forhandle og
rådgive om kontrakterne og forholdene i musikranchen. Tag i stedet kontakt
til fagforeningen, som bl.a. tilbyder gratis kontraktrådgivning og hjælp med
forhandlingerne.
Det med „småt” ...
Mange pladekontrakter indeholder bestemmelser, som i virkeligheden
betyder, at kontrakten har konsekvenser kunstnerne ikke er klar over.
Her er nogle typiske eksempler:
Vi skal bare „recoupe“ først
– En kunstner tilbydes en pladekontrakt, som kunstneren egentlig er meget
godt tilfreds med. Særligt glad er kunstneren for royaltyprocenterne, som ser
rigtig gode ud. Men hvad betyder det at royalty først betales efter recoupment
af alle udgifter?
Recoupment betyder typisk, at pladeselskabet inden der beregnes royalty til
kunstnerne vil fratrække alle udgifterne ved pladeproduktionen. Har pladen
ikke solgt nok til at dække udgifterne får man ingen royalty udbetalt - uanset
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
129

130
hvor mange plader der er solgt. Man kan med andre ord risikere at sælge
mange plader og alligevel ikke tjene en krone.
Vi deler i overskuddet 50/50
– Det er ret almindeligt at kunstnere bliver tilbudt såkaldte breakeven aftaler.
De kaldes også nogle gange 50/50 aftaler, hvilket giver indtryk af, at kunstnerne
og pladeselskabet deler overskuddet „lige over“.
Det lyder jo næsten for godt til at være sandt − og er det oftest også.
Problemerne ligger typisk i at finde ud af, hvilke udgifter man på pladesel-
skabet vil trække fra inden man „deler“ med kunstnerne.
Alt fra leje af pladestudie til indkøb af clips og kaffe risikerer at komme med
og det næsten uundgåelige resultat er, at der til sidst ikke noget at „dele“.
Vi skal lige have „publishing“ også …
– Det hænder også at kunstnere kommer ud for, at de kun kan få en kontrakt
med et pladeselskab, hvis de samtidig indgår en såkaldt „publishing“ aftale
– en forlagsaftale. Det ser umiddelbart meget uskyldigt ud, men er faktisk
oftest en rigtig dårlig idé.
Forlagsrettighederne handler om rettighederne til værkerne [tekst og musik]
og er som sådan noget, som kun angår komponister og tekstforfattere.
Forlagsvirksomhed har intet med pladeudgivelse at gøre. Det er en højt specialiseret
branche, som bl.a. har til formål at fremme indspilning og opførelse
af ophavsmændenes værker.
Når nogle pladeselskaber alligevel forlanger en publishingaftale, handler det
udelukkende om at sikre sig selv større indtjening. En indtjening der kommer,
når pladeselskabet via en forlagsaftale får ret til at få en del af kunstnernes
indtægter fra bl.a. KODA og NCB. Penge som altså bliver taget fra komponisterne
og tekstforfatterne.
Vi laver en 4-album deal
– Man hører tit at kunstnere har fået en kontrakt på 2, 3 ja måske 4 albums.
Og det lyder jo flot - men er det sjældent. Der er typisk tale om, at selskabet
aftaler at lave en første single eller måske et første album og derefter har
„option“ på, dvs. eneret til, også at udgive efterfølgende albums.
Disse optionsalbums er ikke nogle, selskabet skal udgive. Det er udelukkende
nogle, selskabet kan vælge at udgive, hvis selskabet vil.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Optioner er med andre ord udelukkende en fordel for selskabet, ikke for
kunstnerne. På grund af optionerne har kunstnerne ikke frihed til at finde et
nyt pladeselskab, hvis de er utilfredse med det selskab de har.
Grundlæggende skal man huske, at den eneste rigtig gode aftale er den, som
er god for begge parter. De kontrakter selskaberne tilbyder er baseret på
selskabernes ønsker og behov og baseret på at de skal forhandles.
Alle kontrakter i musikbranchen er noget, man skal forhandle om … fra først
til sidst, for at nå frem til et resultat, der for er godt for begge parter.
Kan man ikke blive enige om, hvad man skal „lege“, skal man bare ikke „lege“
sammen. Få hjælp, råd og vejledning i f.eks. DMF.
De multinationale pladeselskaber – major selskaber
I skrivende stund findes der fire selskaber som totalt dominerer verdens
musikmarked, de såkaldte major-selskaber
SONY UNIVERSAL WARNER EMI – (er i sommeren 2012 ved at blive
solgt til Universal)
Alle disse selskaber ejer hver især helt eller delvis en lang række andre
selskaber.
Multinationale selskaber er kendetegnet ved at have afdelinger i stort set alle
væsentlige lande og musikmarkeder [kaldet territorier] i verden. Det betyder
at de i princippet kan lancere en kunstner over hele verden og derved bidrage
til at skabe [eller vedligeholde] internationale megastjerner.
Dette er en styrke som kan være til stor glæde for de kunstnere, som bliver
„prioriteret“ … bliver man imidlertid ikke det er det måske knap så sjovt.
De lokale afdelinger af de multinationale selskaber er alle underlagt selskabernes
koncernstruktur og har således „kommandovej op igennem systemet“
typisk via hovedkontoret for Europa i London og videre derfra til New York.
En del af ideen i det multinationale er som nævnt, at kunne udgive kunstnere
over hele verden. Det betyder at de lokale afdelinger, hvis de ønsker at prøve
at få udgivet en af deres lokale kunstnere, skal tilbyde repertoiret til deres
søsterselskab i det territorie, hvor de gerne vil have materialet udgivet.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
131

132
Er den lokale afdeling interesseret er det fint, og tingene kan gå deres vante
gang. Er den lokale afdeling derimod ikke interesseret, bliver det en del mere
kompliceret.
Det er i denne situation, at det er altafgørende for en kunstner at have en god
manager og en god kontrakt: En manager, som kan gå ud og arbejde aktivt
for sin kunstner. Og en kontrakt, som gør det muligt for manageren at sikre
udgivelse igennem et andet selskab end det multinationale søsterselskab.
Har man ikke det er chancerne for at blive udgivet udenfor hjemlandet desværre
forsvindende små.
Har man internationale ambitioner, kan de multinationales verdensomspændende
tilstedeværelse og økonomiske magt således være til stor gavn, hvis
man er en prioriteret kunster og/eller meget heldig.
Er man ikke det, kan de multinationale være lidt af en blindgyde.
Retfærdigvis skal det siges at de multinationale på den anden side er de
rigtig gode til at markedsføre og sælge danske kunstnere i Danmark.
Uafhængige pladeselskaber – independent selskaberne
Der findes et hav af uafhængige selskaber, såkaldte „independent“
eller indieselskaber.
Når de kaldes indie skyldes det, at disse selskaber ikke er del af en stor
koncernstruktur og således ikke er underlagt de særlige betingelser, der gør
sig gældende i major selskaber. Det betyder ikke nødvendigvis, at disse
indie selskaber ikke har kontorer i andre lande end hjemlandet, og at de ikke
imellem disse afdelinger arbejder på samme måde som major selskaberne.
Det er dog snarere undtagelsen end reglen.
Hovedreglen er den, at et indie selskab alene er tilstede i sit eget hjemland,
og at selskabet derfor baserer sit eksportsalg på samarbejde med forskellige
selskaber i andre lande og territorier. Disse samarbejdspartnere kan være
både lokale indie selskaber og de multinationales lokale afdelinger.
Populært sagt er fordelen ved de små og mindre indie selskaber at vejen fra
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

kunster til direktør er meget kort og at „afstanden“ fra beslutning til handling
er tilsvarende kort. De „små“ kan med andre ord rykke hurtigere og med
langt kortere varsel end de „store“ kan.
„Hellere lille og vågen end stor og doven“ kunne man lidt uretfærdigt sige
– men lidt om snakken er der dog. Hvor det kan tage måned efter måned at
få et produkt ud i udlandet via et major selskab [hvor ikke alle nødvendigvis
er lige begejstrede] så kan det oftest ske med ganske kort varsel via et indie
selskab – for mangler begejstringen hos et selskab, kan man „bare“ finde et
andet.
Det lyder selvfølgelig lettere end det i virkeligheden er, men et velfungerende
indie selskab bør have et netværk af mulige samarbejdspartnere og skulle
således kunne ordne sagen uden de store problemer. Indie selskaberne er
desuden karakteriseret ved i al væsentlighed at koncentrere sig om det,
man kan kalde niche musik, dvs. specifikke musikgenrer, som ikke nødvendigvis
i det enkelte land har det helt store publikum. Jazz, verdensmusik, folk,
dødsmetal, meditationsmusik, viser, techno osv. er eksempler på musikgenrer,
som hovedsagelig udkommer via indie selskaber.
Foruden rollen som „åndehul“ for niche musikken, har indie-selskaberne
også en væsentlig, om end måske noget ufrivillig, rolle som talentspejdere
og talentudviklere for major selskaberne. En rolle, som er langt mere
accepteret i udlandet, end den aktuelt synes at være herhjemme.
Bland de indieselskaber der tegner sig for de fleste udgivelser årligt kan
nævnes: Auditorium, Art People, Nordic Music Society, Crunchy Frog,
Gateway Music, Go’ Folk Records, ILK, Playground Music, Sundance Music
og Target Music.
Langt de fleste indie selskaber er medlemmer af enten DUP
[Danske Uafhængige Pladeproducenter] www.dup.nu eller af
IFPI www.ifpi.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
133

134
Hvis Abbey Road Studio findes i enhver
Mac … hvor gør de så af George Martin?
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Anonym

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 135

136
Producere og produktionsselskaber
Producere
Producere har til alle tider været en meget væsentlig del af den professionelle
og kommercielle indspilningsproces. Producernavnene, som fremgår af plade
og CD-covers, nyder stor respekt. Phil Spector, George Martin, Tony Visconti,
Phil Ramone og mange flere har haft afgørende ord at skulle have sagt i
produktionen af mange de mest populære og banebrydende udgivelser.
Man kan meget groft sagt opdele producere i 5 hovedkategorier:
den tekniske producer
den kommercielle producer
den kreative producer
den skabende og udøvende producer
den specialiserede producer: Vokaler, strygere, blæsere osv.
Fælles for de gode producere er, at de har stor psykologisk sans, godt
menneskekendskab og stor selvsikkerhed. De ser sig selv som formidlere af
kunstnerens udtryk og udfolder store anstrengelser for at opnå netop det.
Den tekniske producer er ofte en overordentlig dygtig studietekniker, der er
„vokset med opgaven“. Denne producers interesse samler sig om at lave den
teknisk bedst mulige indspilning. Vellyd er i højsædet. Den mere musikalsk/
arrangementsmæssige side af produktionen overlades i hovedsagen til kunstnerne
selv.
Den kommercielle producer har som udgangspunkt en markedsmæssig
tilgang til produktion. Hovedinteressen samler sig om at skabe et salgbart
produkt, som er tilpasset det aktuelle musikmarkeds genremæssige og
stilistiske trends.
Kalder tiden på disco, bliver det disco, kalder tiden på country, så bliver det
country, osv. Den kommercielle producer er typisk „pladeselskabet mand“
og er ikke sjældent identisk med pladeselskabets egen A/R-chef.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Den kreative producer har gerne selv en kunstnerisk baggrund. Der er ikke
sjældent tale om meget begavede kunstnere, som har fundet deres „kald“ i
at hjælpe andre kunstnere med at få det bedste ud af deres materiale.
De har typisk stor indsigt i såvel komposition som arrangement og kan
bidrage væsentligt til udviklingen af kunstnernes egne idéer.
Den skabende og udøvende producer har særligt vundet frem inden for de
seneste 10-15 år. Der er tale om enkeltproducere eller producerteams som
står for både tekst, komposition, arrangement, indspilning og produktion.
Kunstnerne skal „bare“ lægge vokal på. Ikke mindst indenfor soul, r&b,
techno og dance-musikken findes der mange kendte og succesfulde
producere og producerteams af denne type.
Der findes også en række specialiserede producere, som arbejder indenfor
særlige felter – f.eks. produktion af vokaler, af strygere, af blæsere osv. eller
produktion af specialprojekter som f.eks. støtte CD’er med mange medvirkende
o.l. Det er ofte producerroller, som de pågældende ikke selv bevidst har
valgt, men som de af andre, f.eks. pladeselskaberne, opfattes som værende
særligt gode til.
Retfærdigvis skal det siges, at denne grove opdeling selvfølgelig er;
en meget grov opdeling. Mange producere fungerer på tværs af disse
opdelinger, bl.a. alt efter hvilke kunstnere de skal arbejde med.
Produktionsselskaber
I takt med at den økonomiske og kunstneriske magt i pladeindustrien er
blevet koncentreret på stadig færre hænder er det blevet mere og mere
almindeligt, at producerne har påtaget sig rollen som egentlige produktionsselskaber.
Produktionsselskaberne varetager en række af pladeselskabernes
traditionelle funktioner, såsom at finde nye kunstnere, finde nyt repertoire,
finansiere indspilningerne osv. De leverer en „færdig pakke“ til selskaberne
der så kan koncentrere sig om distribution, markedsføring og hele det øvrige
kommercielle maskineri.
Nogle produktionsselskaber er helt eller delvist finansieret af major sel-
skaberne, men fungerer uafhængigt af disse. Godt nok har „moderselskabet“
førsteretten til at udgive produktionerne, men passer det ikke ind
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
137

138
i selskabets planer, kan produktionsselskabet gå videre til andre majors eller
indies. Uanset udfaldet er det en god forretning for „moderselskabet“, som
tjener penge i alle tilfælde. Blandt disse major-finansierede produktionsselskaber,
finder man typisk også kendte kunstneres „egne“ selskaber.
Andre produktionsselskaber fungerer i realiteten som en slags indieselskaber.
De indgår aftaler med pladeselskaber, både i hjemlandet og i
udlandet om udgivelse, distribution og markedsføring af deres produktioner.
Der kan f.eks. være tale om producere, der vælger selv at finansiere en
produktion med en kunstner, som de „tror på“ eller om studier, der med
samme begrundelse vælger at tage kunstnere i studiet, ofte på „off-tid“
dvs. når der ikke er „betalende kunder“ i studiet.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Distributionsselskaber
– offline og online
Distribution handler i bund og grund om at sende varer fra et sted til et
[eller flere andre steder].
Uanset om det handler om distribution af grøntsager, bildæk eller CD’er
– og for alle typer varer gælder det, at distributionen er underlagt en alt-
afgørende forudsætning: Der er nogen der skal bestille varerne, der skal
være en efterspørgsel!
Det er her „hunden ligger begravet”, for er der ikke efterspørgsel fra plade-
butikkerne så kan man have nok så meget distribution uden at det nytter
noget som helst. Markedsføring og reklame [i musikbranchesprog:
Promotion] er den altafgørende nøgle. Uden markedsføring er chancerne
for at opnå efterspørgsel og salg meget små.
Enkelte distributionsselskaber tilbyder, foruden distribution, at forestå
markedsføring [mod betaling forstås!]. Det er ikke ualmindeligt at en
distributionsaftale koster en provision til distributøren på imellem 25-30%
af bruttoomsætningen – alt afhængigt af hvilke services distributøren tilbyder.
Det kan blive til ganske betydelige beløb, og man gør klogt i at overveje
situationen meget nøje, inden man skriver kontrakt med et distributions-
selskab.
Blandt de distributører der årligt distribuerer flest indieudgivelser kan nævnes:
A:Larm, Gateway, Go’ Folk, PH-Distribution, Playground, Target, VME.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
139

140
Distribution og salg online – aggregators
Teoretisk set burde det være den letteste sag i verden selv at distribuere og
sælge sin musik online ... men som med så mange teorier, så er det lettere at
snakke om end det er at udføre i praksis.
En række selskaber tilbyder at gøre opgaven lettere imod at modtage en
andel af indtægterne ved online-salget.
Blandt de mest etablerede internationale distributører/
aggregators kan nævnes:
The Orchard – www.theorchard.com
TUNECORE – www.tunecore.com
Af danske kan nævnes:
DanMarkMusicGroup – www.danmarkdigital.com
House of Scandinavia – www.hosmusic.com
DiGiDi – www.digidi.dk
Fælles for dem at man meget nøje skal sætte sig ind i hvilke services disse
selskaber tilbyder og til hvilke priser samt om aftalerne indebærer nogen form
for overdragelse af rettigheder, og i givet fald hvilke.
Det må stærkt anbefales at indhente rådgivning i f.eks. DMF før man indgår
en evt. aftale.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Verdens største musikbutik
Populært sagt, så har internet betydet at al musik i princippet er tilgængelig
for alle der gider købe/downloade det ... verdens største musikbutik ... men
nøgleordet her er „i princippet” ... for der er fortsat meget musik som ikke
kan købes, hverken i fysisk form eller digitalt.
Internet og gamle forretningsmodeller
Grundlæggende er iTunes.com, tdcmusik.dk og amazon.com kun overgået i
„gammeldagshed” af f.eks. tpmusik.dk m.fl.
Begge slags „butikker” sælger musik fra „hylderne”, dvs. produkter som
diverse producenter tilbyder/udgiver … Hvad der står „forrest på hylden”
afhænger i høj grad af hvilken aftale producenten har indgået med butikken
[f.eks.: Hvor meget producenten har betalt i markedsføringstilskud].
Sådan er det i den fysiske verden, og sådan er det også langt hen ad vejen i
den digitale verden. Når f.eks. Amazon er mere „gammeldags” end iTunes
handler det om at iTunes udelukkende sælger downloads, hvorimod
Amazon’s største forretningsområde er, at sælge fysiske produkter, som
bestilles online [med andre ord bare en ny form for gammeldags postordresalg]
– ligesom TP’s web-butik.
Alle disse velkendte onlinebutikker er også gammeldags af en anden grund:
De fungerer i et Web 1.0 miljø … et online miljø hvor web-siderne forekommer
at være digitaliserede reklamebrochurer eller kataloger. Brugeren kan
læse om et produkt, måske høre en 30 sek. smagsprøve, klikke og betale …
det er stort set det. Musikforbrugerne tager næppe stilling til om de kan lide
musik eller ej, baseret på at lytte til en 30 sek. musikstump.
Den musik der for alvor sælger er den som er i „rotation” på f.eks. radio-
stationer [gammeldags radio så vel som web- eller dab-radio], dvs. musik
som forbrugeren hører igen og igen. Det er denne gentagne præsentation af
musikken der i sidste ende er afgørende for hvad musikforbrugerne vælger at
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
141

142
købe … og ja, ok – det modsatte kan også være tilfældet:
Altså at forbrugeren har hørt det RIGELIGT og helt sikkert IKKE har noget
ønske om at købe det … shit happens!
Tilgængelighed
Når nu musikken er digitaliseret, og dermed ikke fylder hverken plastikcovers,
papkasser, udstillingshylder eller lagerhaller, så er der jo ingen verdens grund
til, at ikke alt – absolut alt – skulle være tilgængeligt for forbrugerne …
eller er der? Faktum er i hvert fald at langt fra al musik er tilgængelig og at
rigtig meget musik fortsat er temmelig svært om ikke umuligt at få fat i.
Det er der mange gode og en del mindre gode grunde til.
De mindre gode er, at online-butikkerne i realiteten ikke ønsker at sælge al
musik. Prøv bare at tjekke verdens mest „hippe” musikbutik, den som man
„skal være på” hvis man er „noget”: iTunes – eller endnu bedre prøv selv at
få lagt noget „op på” iTunes. Dét er en interessant udfordring.
iTunes er nemlig ikke interesseret i at alle og enhver musiker henvender sig
med sin musik. Rutinemæssigt henviser iTunes til et antal „aggregators”
mellemmænd, der har en aftale om at levere til iTunes.
Man er med andre ord tvunget til at indgå en aftale [læs: betale til] et af disse
selskaber, for at få sin musik på iTunes. Med et trylleslag er iTunes mere gammeldags
end gammeldags … man skal godkendes af nogle udenfor butikken,
førend man kan komme ind med sin musik! Fuldstændig som i „gamle dage”
hvor først distributøren og siden hen butikken skulle tage stilling til, om man
ville bruge hyldeplads på denne eller den anden LP eller CD!
Det er muligt at man som forbruger – hvis man er meget stædig og trawler
den ene web-side med musiksalg efter den anden igennem – kan finde
frem til lige netop den musik man søger. Men det kræver stor stædighed og
umådelig tålmodighed: Ikke just egenskaber som er i højsædet i den digitale
tidsalder med bredbåndsforbindelser, 3 og 4G-telefoni og allestedsnærværende
løfter om „straks-levering” osv.
De „gode forklaringer” på at ikke al musik er tilgængelig er der også nogle
stykker af – og den enkeltstående bedste er selvfølgelig at musikken endnu
ikke er blevet digitaliseret.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Enten fordi original masteren er bortkommet eller fordi ingen i realiteten ved
hvem der ejer masteren – eller – fordi masterejeren [typisk et pladeselskab]
ikke har ret til at sælge digitalt og ikke har lavet [kunnet lave] en aftale om
det med kunstnerne. Den typiske pre-internet pladekontrakt omtaler oftest
udelukkende udgivelse på diverse fysiske medier og giver dermed ikke pladeselskabet
ret til digitalt salg.
Blandt de „mellemgode” forklaringer er, at man fra masterejerens side
vurderer at det ikke kan betale sig, at der ikke vil være nogen interesserede
købere.
En sådan forklaring har typisk en sammenhæng med forhandlinger med
kunstnerne om, hvad deres andel skal være af indtægterne hvis selskabet
skal have ret til digitalt salg.
Fremtiden kommer med præcis 60 sek. i minuttet!
Ny teknologi har givet anledning til mange „dødsdomme”:
Indspillet musik vil dræbe den levende musik …
Musikradio vil dræbe den levende musik OG pladebranchen …
Musikvideo vil dræbe radioen …
TV vil slå biograferne ihjel …
Kabel-TV bliver døden for de nationale TV-stationer …
Piratkopiering vil tage livet af musikbranchen … hele 2 gange i nyere tid:
først med opfindelsen af kassettebåndet og siden med opfindelsen
af MP3 og fildeling over internet ...
Og aldrig har musikken haft det bedre. De nationale TV-stationer og
biograferne lever i bedste velgående, musikvideo blomstrer bl.a. på YouTube,
radioen spiller i hver en bil, hvert et hjem og på hver en arbejdsplads, den
levende musik har kronede dage på festivaler og spillesteder.
For enden af regnbuen
Og pladebranchen? … ja den må tilpasse sig til de nye tider, sådan som den
altid har måttet. Et interessant eksempel på en sådan tilpasning er gruppen
Radioheads udgivelse af deres album: In Rainbows. Albummet blev i første
omgang [oktober 2007] udelukkende sat til „salg” fra bandets egen hjemmeside.
Det vil sige: Til salg er måske så meget sagt.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
143

144
Man kunne downloade albummet til den pris man selv ønskede at betale!
Og man kunne også forudbestille et særligt box-sæt med en CD, et dobbeltvinyl-album
og yderligere en CD med specielle tracks, som ville blive leveret
med posten i starten af december 2007. Radiohead fik massiv pressedækning
– ikke gående på albummets evt. kvaliteter, men gående på „historien” …
uovertruffen og ubetalelig promotion.
Downloadmuligheden ophørte med udgangen af 2007 og d. 1 januar 2008
udkom så albummet – på CD … og det solgte så mange eksemplarer
– til normalpris – at det gik direkte ind på hitlisterne i mange lande, herunder
i USA.
Mærkeligt? Ja måske! Men samtidig et godt eksempel på at flere forretningsmodeller
sagtens kan leve side om side og at den gennemsnitlige
musikforbruger fortsat gerne vil betale for et „rigtigt”, dvs. fysisk produkt i
form af en CD med en booklet.
Web 2.0
Essensen i Web 2.0 er „brugerinteraktivitet”, altså [for]brugernes mulighed
for aktivt at anvende det indhold de finder på diverse web-sider og aktivt at
indgå i dialog, ikke bare med folkene bag en given web-side [f.eks. et band]
men også med alle de andre brugere der besøger netop denne web-side.
Der er næppe nogen tvivl om at det er det, som brugerne ønsker sig.
Det er meget sjovere at være med i stedet for bare at se på, som i så mange
andre af livets forhold.
I et Web 2.0 miljø skal man på et kunstners web-side kunne lytte til mange
af [ja måske alle] kunstnerens numre. Man skal kunne se videoer. Man skal
kunne chatte med såvel kunstneren som med andre fans og man skal, hvis
man er lidt musik-nørd, kunne downloade dele af numre og remixe dem og
uploade dem, så andre også kan opleve disse nye, brugerskabte versioner
af kunstnerens numre.
Streamingtjenester som Wimp, Bibzoom, TDCPlay, Spotify mf.l. er antagelig
blot en forsmag på de nye typer musiktjenester, som fremtiden vil byde på.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Games
Guitar Hero, Rock Band, Rock Revolution
... populærmusikkens fremtid?
Der har altid været musik i computerspil – oprindeligt meget enkel mono-
fonisk lyd, som i takt med udviklingen af stadig mere avancerede spil og
spillemaskiner er blevet udviklet til polyfonisk lyd og siden er gået over til
brug af egentlige musikfiler og originale musiknumre.
Blandt de største spil med musik på lydsiden kan nævnes de populære FIFA
og UEFA-fodboldspil og ikke mindst NEED FOR SPEED fra producentenen
Electronic Arts samt spillet GRAND THEFT AUTO fra producenten Rock Star
Games.
Særlige rockmusikcomputerspil udviklet til spillemaskinerne Playstation,
Nintendo-Wii og xBox er blevet fantastisk populære på rekordtid.
Guitar Hero
fra Activision er i sin grundform en spil hvor man kan „lege” rockguitarist
på baggrund af soundtracks fra en lang række af rock’ens største bands.
Spillerne „spiller” guitarrollerne i numerene på specielle „controllere”
der har form som miniature guitarer.
Rock Band
fra Harmonix/MTV er udviklet over samme skabelon som Guitarhero, men
henvender sig til hele „bands” og „controllerne” er derfor både „guitar”,
„bass”, „trommer” og „mikrofon”. En udvikling som folkene bag Guitar Hero
selvfølgelig følger op på til deres spil.
Rock Revolution
det nyeste spil på markedet [august 2008], kommer fra spilproducenten
Konami der stod bag spil som Dancing Stage, Karaoke Stage, Beatmania
og Guitar Freaks. Spillet vil efter sigende give både Guitar Hero og Rock Band
kamp til stregen.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
145

146
Computerspillene sælges i millionoplag verden over og deres succes står i
skærende kontrast til pladebranchens salgskrise.
I foråret 2008 kunne spilproducenterne knap nok følge med efterspørgslen på
de nye spil selvom disse koster næsten tre gange så meget som en ny CD.
På plussiden kunne musikindustrien konstatere at forbrugerne i et ganske
betydeligt omfang også gerne downloader programudvidelser [nye „baner”]
med nye musiktracks til Guitarhero og Rockband.
Det samme gælder i øvrigt i stort omfang sports- og kørespillene hvor man
også kan downloade nye „baner” med nye musiktracks.
Et væsentligt konkurrenceparameter spillene imellem er, hvilke kendte
stjerner [levende såvel som afdøde] der vil lægge ikke alene musik, men
også „navn” og „billede” til spillene. De som allerede er med er f.eks. Beatles,
Jimi Hendrix, Bob Dylan, AC/DC og ikke mindst Metallica hvis album
„Death Magnetic” [2008] i sin helhed blev gjort tilgængeligt som download
til spillet „Guitar Hero: World Tour” samtidig med den almindelige album
udgivelse.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
147

148
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Samvittigheden er menneskets
kompas
Vincent Van Gogh

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
149

150
Måske “fremtidens nye
forretningsmodel” – 360˚-aftalen
I efteråret 2002 indgik pladeselskabet EMI en rekordstor aftale med
Robbie Williams, til en formodet samlet værdi af 90 mio. US$. EMI skulle
angiveligt have „købt sig ind” i 25% af hele „forretningen Robbie Williams”,
altså have erhvervet sig ret til en fjerdedel af alle Robbie’s indtægter i en
længere årrække.
Siden har der i musikbranchen løbende været tale om forskellige nye forretnings-modeller
for samarbejdet mellem kunstnere og deres pladeselskaber.
Stort set alle modeller har gået ud på at pladeselskaberne skulle have ret til
andele af f.eks. kunstnerens indtægter på merchandise, fra sponsorater
og koncert-indtægter.
Der har aldrig været tale om at selskaberne skulle bidrage til disse aktiviteter
eller måske indgå i dækningen af evt. underskud.
I efteråret 2007 satte det amerikanske koncertfirma [mm.] Live Nation trumf
på: En ny afdeling, Artist Nation, havde lavet en altomfattende aftale med
Madonna.
Ikke alene skulle det nye firma varetage alle Madonnas koncertaktiviteter,
men firmaet skulle også tage sig af kunstnernes fremtidige pladeudgivelser,
DVD-udgivelser, bogudgivelser, merchandise salg osv. Med andre ord være
360º rundt om Madonnas karriere og forretning. Dette, godt hjulpet af et
stagnerende pladesalg, satte fornyet skub i diskussionerne om nye forretningsmodeller
for pladeselskaberne og kunstnerne.
De første spæde danske forsøg [efteråret 2008] på at lave „360º-aftaler”
har hidtil mest taget udgangspunkt i den holdning som en af plade-branchens
førende direktører gav udtryk for i et avisinterview i efteråret 2007:
„Det er da kun rimeligt, at pladeselskaberne skal have andel i alle kunstnernes
indtægter, for hvis ikke der udkom plader, så vil kunstnerne jo ikke
have mulighed for at tjene penge på f.eks. koncerter.”
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

En interessant argumentation, som dog ser bort fra det faktum at kunstnere
har spillet koncerter i mange hundrede år før pladebranchen blev født, og at
pladebranchen [som vi kender den i dag] i de første godt 50 år af sin levetid,
har levet rigtig godt af kunstnernes pladeudgivelser.
Når det er sagt, så er det også vigtigt at erkende, at de store forandringer,
som ikke mindst internet har forårsaget, i forhold til forbruget af musik,
selvfølgelig må få en indflydelse på branchens forretningsmodeller.
Nu om dage skal der investeres, ikke kun i indspilning og udgivelse af CD’er,
men også i udvikling af spændende websites, unik merchandise, omfattende
turné virksomhed, koncert-film, pitching til spillefilm- og computerspil-
selskaber osv.
De aktiviteter, som igennem det sidste halve århundrede har ligget i plade-
og produktionsselskaber, booking agenturer, managements, musikforlag osv.
vil formentlig med tiden blive forenet i, hvad man vel bedst kan beskrive som
„musikselskaber”.
I den kontekst vil 360º-aftaler give god mening for kunstnerne
– forudsat at investeringsviljen er tilstede hos musikselskaberne
– og ikke mindst forudsat at medarbejderstaben i disse selskaber til fulde
mestrer alle de fagområder der vil være tale om.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
151

152
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Det er rart at være vigtig, men det er
vigtigere at være rar.
John Cassis

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 153

154
Prisuddelinger i den
danske musikbranche
De væsentligste prisuddelinger i Danmark er:
Danish Music Awards — www.ifpi.dk/dma
Den samlede danske pladebranches prisfest.
Danish Music Awards/World — www.worldmusic.dk
Verdensmusikkens egen prisfest.
Danish Music Awards/Jazz — www.jazzdanmark.dk
Jazzmusikkens egen prisfest.
P3-Guld — www.dr.dk/P3/P3Guld
DR-P3’s prisfest med fokus på den musik som spilles på P3.
Steppeulven — www.steppeulv.dk
De danske musikkritikeres priduddeling
Zulu Awards — www.zulu.tv2.dk/awards
TV2-Zulu’s award-show uddeler priser indenfor musik, film,
TV, reklamer, radio, sport mm.
Danish DeeJay Awards — www.ddja.dk
DeeJay, dance-musikkens og klubscenens prisfest.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 155

156
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
One Song A Day
Keeps The Doctor Away
Anonym graffiti
på husmur i London

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
157

158
Musikforlag og forlagsaftaler
Lidt historie
Siden tidernes morgen [eller i hvert fald lige så længe musik er blevet nedskrevet
af komponister for efterfølgende at blive spillet af musikere], har der
været musikforlæggere. Altså folk, der har mangfoldiggjort komponisternes
værker med det formål at sikre, at flest muligt musikere kunne spille musikken.
Med udviklingen af trykpressen kom der for alvor gang i produktionen og
helt frem til den generelle introduktion af fotokopimaskinen i slutningen af
1960’erne, var musikforlagene en hovedhjørnesten i det brede musikliv og
musikbranchen.
Siden blev det mere almindeligt „lige at tage en kopi“ og den musikalske
revolution i populærmusikken sidst i tresserne og starten af halvfjerdserne
betød, at tendensen blev, at musikere og grupper lavede deres egen musik,
ofte uden det store kendskab til hverken noder, nodelæsning eller notation.
Skulle man spille kopi-numre lyttede man dem bare af fra en grammofonplade.
Jazzmusikken og den klassiske musik vedblev dog med at arbejde
med noder og forblev et væsentligt forretningsområde for musikforlagene.
I dag er musikforlagene [publishers] igen blevet en [af musikerne og komponisterne]
anerkendt og væsentlig del af musikbranchen.
Musikmarkedets globalisering har betydet, at langt flere ophavsmænds
værker bliver fremført i langt flere lande i verden. Det har øget behovet for
yderligere promovering af værkerne og affødt et øget behov for kontrol af
brugen af værkerne. Endelig er behovet for hjælp med inkassering af betalingen
for brugen af musik steget betydeligt.
Dette gælder i særdeleshed de mange nye udnyttelsesmuligheder: Radio-
reklame, TV-reklame, satellit- og kabeltjenester, internet samt udgivelse på
CD, mini-disc, DVD osv.− alle sammen nye indtægtskilder for ophavsmænd-
ene. Også musikforlagenes traditionelle kerneområde: Nodeudgivelse,
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

har fået en opblomstring i de seneste år. Den stadig større udbredelse af
musikalske uddannelsestilbud har sin del af æren, men er blot en del af
forklaringen.
Der findes et utal af online-nodetjenester der byder på uanede uendeligt
meget repertoire. Prøv bare at søge efter ”sheet music online” på Google!
Hvem, hvad, hvorfor, hvordan, hvor længe
Det er ikke ualmindeligt at kunstnere, der får tilbudt pladekontrakt, i samme
åndedrag også bliver tilbudt en forlagsaftale.
En såkaldt „publishing“ kontrakt. Det hænder at er der tale om lidt af et
„revolvertilbud“, idet pladekontrakten direkte eller indirekte gøres betinget af,
at kunstnerne også indgår forlagsaftalen. Det er en meget uheldig praksis,
som mere eller mindre i det skjulte er udbredt især blandt mindre pladeselskaber.
Grunden til dette er den samme, som grunden til så mange andre mere
eller mindre besynderlige forhold i musikbranchen, nemlig penge: Der er
penge, endda mange penge i „publishing“. Ophavsretsloven giver nemlig
ophavsmænd [komponister, tekstforfattere, arrangører] ret til betaling
[bl.a. via KODA], hver eneste gang deres værker bliver udnyttet.
Det er ikke penge, som man kan forhandle om eller snyde sig udenom.
Det er penge, som SKAL betales til ophavsmanden. Når et pladeselskab
således også vil have en forlagsaftale, er det derfor oftest ene og alene for
at sikre sig en andel af disse penge.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
159

160
Komponistens „manager”
Et musikforlag [en „publisher“] er som udgangspunkt en virksomhed der
markedsfører musikværker og sælger noder. Man kan sige, at musikforlæggeren
for ophavsmanden skal være hvad en „manager“ er for et band.
Rigtige musikforlag er specialiserede i at arbejde for, at ophavsmandens
værker bliver udbredt mest muligt. Det er deres fornemste opgave at sørge
for, at ophavsmandens værker indspilles, udgives og „live“-spilles af flest muligt
kendte og succesfulde kunstnere. Det er nemlig i bund og grund derved
de selv tjener flest penge.
Komponistens behov
I øvrigt er det danske musikmarked så begrænset, at det normalt ikke er
hverken nogen god idé eller overhovedet nødvendigt at indgå forlagskontrakter
for Danmark. Eneste undtagelse skulle da lige være, hvis man som
ophavsmand aldrig møder andre kunstnere, aldrig spiller sine sange for nogen
og i det hel taget lever en isoleret tilværelse, afsondret fra andre mennesker.
Har man nogenlunde almindelige sociale kontakter, er der absolut ingen grund
til at give en forlægger penge for at tage kontakt til andre danske kunstnere,
som man lige så godt selv kan slå op på www.krak.dk.
Er planen og ambitionen for såvel ophavsmand som forlag en international
karriere for ophavsmanden, vil en forlagsaftale til gengæld være næsten
uundværlig.
Komponistens indtægtskilder
Som komponist har man en del flere indtægtskilder, end de fleste er klar over.
Foruden de indlysende indtægter, som KODA og NCB indkasserer, er der en
række andre indtægtsmuligheder for komponister, som kan vise sig at være
mere givtige end den blotte: „Koda-penge-opkrævet-for-opførelse-af-mit-værk“.
Der er f.eks. de såkaldt „store rettigheder“ – de rettigheder, som knytter sig
til musikdramatiske værker. Betalingen for udnyttelse af disse rettigheder
ligger ikke indenfor KODA’s område. Her er man frit stillet til selv at forhandle
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

sig frem til den betaling, man ønsker/kan opnå for brugen af værkerne.
Det gælder også, hvis der er tale om at værkerne oprindeligt „bare“ var
almindelige sange, men senere tilpasses en musical eller lignende.
Synkroniseringsrettigheder er et andet område, der kan være mange penge i.
Det drejer sig om de situationer, hvor f.eks. et reklamebureau ønsker at bruge
ens værk som underlægningsmusik til reklame for et givent produkt.
Også her er man frit stillet til selv at forhandle sig frem til betalingen.
Man skal dog være opmærksom på, at NCB har nogle faste minimumstakster,
samt at opkrævning og afregning skal gå via NCB.
I det hele taget er alt det, der handler om at skabe musik til film, TV, reklamer,
musicals og ikke mindst computerspil områder, der for komponister kan
rumme langt større indtægter end de almindelige KODA og NCB-vederlag.
Det er til gengæld også et område, som kræver stor professionel indsigt og
know-how. Som komponist kan man måske særligt i sådanne sammenhænge
have stor glæde af at samarbejde med et professionelt musikforlag.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
161

162
Komponist vs. musikforlag
Pris: Op til 50% af dine indtægter!
– Musikforlag får primært betaling for deres arbejde i form af en andel af
ophavsmandens indtægter fra bl.a. KODA og NCB. Det er begrænset hvor
stor en del af ophavsmandens indtægter, forlagene efter KODA’s love kan få
lov at få. Af ophavsmandens danske indtægter er det således højst 33 1/3%
Af ophavsmandens indtægter fra andre lande højst 50%.
Disse procentsatser er ikke noget, forlaget har krav på, selvom det oftest er
det, de kræver og der er ingen grund til bare uden videre at acceptere det.
Man kan faktisk lige så godt foreslå forlaget en aftale, som indebærer at
forlaget får langt mindre procentandele.
En aftale på 130 år!
– På samme måde skal aftalen heller ikke nødvendigvis gælde hele den
såkaldte beskyttelsesperiode [„life of copyright“], som efter den gældende
ophavsretslov omfatter en periode indtil 70 år efter ophavsmandens død!
Det vil forlaget ofte kræve, bl.a. med henvisning til, at det er „standard“.
Men det er ikke standard … bare noget vrøvl. Og man kan som ophavsmand
sagtens indgå aftaler om kortere åremål. Det er i øvrigt også klart at
foretrække, ikke mindst hvis det viser sig, at samarbejdet med forlaget
måske ikke lige er det bedste, og man ikke har lyst til „at hænge på“ forlaget
til „evig tid“.
En aftale på „life of copyright“ er i realiteten en aftale, der gælder så at sige
for evigt: Er ophavsmanden f.eks. 25 år gammel, og lever til han/hun bliver
85 vil kontrakten i alt gælde for 130 år! Nemlig ophavsmandens levetid fra
aftalens indgåelse: 60 år + yderligere 70 år = 130 år.
I verden omkring os er det ikke ualmindeligt, at man indgår aftaler med
musikforlag, som giver forlagene 15-20% af ophavsmandens indtægter i
hjemlandet og måske 30-40% i andre lande. Aftalerne og rettigheds
overdragelsen gælder typisk kun i 5, 10, 15, 20 eller måske 25 år. Der er tre
vigtige tidslinjer, man skal have styr på [se figur på modsatte side].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

De tre tidslinjer:
1. Ophavsrettens beskyttelsestid
[Værket skabes ---------------> komponist ✝ + 70 år --------------->]
2. Aftaleperioden
[Forlagsaftale indgås ---------------> f.eks. 3 år]
3. Overdragelsesperioden
[Forlagsaftale indgås ---------------> f.eks. 10 år]
1. Ophavsrettens beskyttelsestid: Ophavsretsloven siger at alle
ophavsmandens værker er beskyttede, og at ophavsmanden har
krav på betaling for værkernes brug i hele ophavsmandens levetid,
og at ophavsmandens efterkommere har krav på samme betaling i en
periode på indtil 70 år efter ophavsmandens død [✝]
2. Aftaleperioden er den periode, indenfor hvilken forlaget har krav på
at få overdraget rettigheder til de værker, ophavsmanden skaber,
f.eks. alle de værker ophavsmanden skriver i en periode på 3 år.
Aftaleperioder kan erstattes af aftaler om overdragelse af rettigheder
til konkrete værker, som ophavsmanden har skrevet.
Dette kan være en fordel i flere situationer.
F.eks. hvis ophavsmandens produktion omfatter mange forskellige
musikalske genrer; så vil det være en fordel at lave aftaler vedr.
konkrete værker med specialiserede musikforlæggere indenfor
de pågældende musikgenrer [f.eks. country, folkemusik & viser,
dansk-top osv.]
3. Overdragelsesperioden er det tidsrum, indenfor hvilket forlaget
har ret til at indkassere en andel af ophavsmandens indtægter.
Overdragelsesperioden behøver ikke være hele beskyttelsesperioden,
men kan sagtens være kortere tid, f.eks. 10 år.
Derefter vil alle rettigheder gå tilbage til ophavsmanden, og
ophavsmanden vil igen modtage 100% af alle indtægter.
Ophavsmanden kan på det tidspunkt evt, vælge at lave en ny
forlagsaftale vedrørende disse værker.
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 163

164
Blandt de opgaver man kunne forestille sig
at pålægge forlaget kunne være:
At arbejde for at værkerne bliver indspillet af internationalt
succesfulde kunstnere.
At værkerne bliver udnyttet til synkronisering − dvs. at de bliver
anvendt i biograffilm, TV-film eller i reklamer, osv. osv.
Mulighederne er næsten uendelige, og desto mere præcist man
formulerer det, desto mere styr kan man have på, hvad forlaget
laver for en.
Står der ikke noget om det arbejde forlaget er forpligtet til at lave, kan
forlaget, som det desværre alt for ofte er ophavsmændenes oplevelse,
i praksis undlade at gøre noget som helst, og alligevel hæve pengene ved
„kasse 1.“
Kontrakten skal også klart angive, hvad forlaget har ret til at gøre med
værkerne. F.eks. trykke, sælge og udleje noder og tekster, tillade offentlig
fremførelse, synkronisering osv.
Der bør ikke stå „samtlige rettigheder“ eller tilsvarende altomfattende
formuleringer. Dette er især vigtigt for at undgå, at værkerne bliver brugt
på en måde, som man ikke selv er interesseret i. F.eks. som underlægningsmusik
til reklamer, film eller andet, som måske har et indhold,
man ikke bryder sig om.
Kontraktens overdragelsesperiode skal præcist anføres. Mange forlag vil
gerne have „life of copyright“. Det kan som nævnt tidligere ikke anbefales.
Sidst men ikke mindst skal man huske, at forlagsaftaler, ligesom alle andre
typer aftaler skal kunne afgøres efter dansk lovgivning og indbringes for de
almindelige danske domstole, dvs. Byretten. Herfra kan man så gå videre i
retssystemet hvis det skulle blive nødvendigt.
Det er vigtigt at bemærke, at det er noget nær umuligt, [i hvert fald
økonomisk] at føre retssager ved domstole i udlandet, så derfor bør man
holde sig til den gamle talemåde: … Og resten i Byretten. Ligesom pladekontrakter
er forlagskontrakter, noget man skal forhandle … fra a-å … og også dét
kan f.eks. DMF hjælpe med.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Musik i film, reklamefilm og på TV.
I takt med at det traditionelle salg af musik på CD og via download siden
2010 nærmest har været ude i et frit fald er interessen for ”alternative”
indtægtskilder blevet stadig større blandt musikbranchens mange aktører.
Foruden indtægtsmuligheder [hvor små de end måtte være] i streamingtjenester
som f.eks. Spotify og WIMP og ved udvidet samarbejde med andre
brancher og sponsorer har der været ganske særlig fokus på brugen af musik
i reklamer [både i de ”gamle” medier og online], i film og ikke mindst i
TV-serier - alt sammen dækket af den tekniske term ”synkronisering” og i
nogle sammenhænge også omfattet af begrebet ”library music”.
Der er som sådan intet nyt i dette – musik har været anvendt i film og
reklamer lige siden radioens, tonefilmens og TV’s opfindelse ligesom det
i stumfilmens dage var helt almindligt at en filmforevisning blev akkompagneret
af både en pianist og nogle gange af et helt orkester.
Den store forskel fra dengang til nu består på den ene side i den stadig
stigende anvendelse af udgivet musik, som oprindeligt ikke er hverken
skabt til eller indspillet til film- og reklamebrug og på den anden side brugen
af library music [typisk er „anonym” musik, baggrundsmusik, stemningsskabende
musik], som i vise sammenhænge har fortrængt den traditionelle
bestillingsmusik fra ikke mindst TV-film, reklamefilm og TV-serie og program
området.
På spillefilmområdet synes egentlig bestillingsmusik stadig at være dominerende
– ofte i kombination med synkronisering af kendte popmusiknumre.
Information om bestillingsmusik kan med fordel indhentes fra en af komponistforeningerne
[se kapitlet „Hjælp til sangskrivere”].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
165

166
Sync og Library Music
Man taler om synkronisering når der foretages en „sammenstilling af lyd og
billeder” i f.eks. en film eller en reklamefilm el.lign.
Hvis en producent ønsker at bruge et musikværk til synkronisering skal
producenten indhente tilladelse fra den eller de personer som har skrevet
musikværket [eller evt. fra deres musikforlag, hvis de har en aftale med et
sådant].
En sådan kontakt kan f.eks. etableres gennem KODA eller NCB. Med mindre
særlige forhold gør sig gældende vil enhver aftale om synkronisering skulle
administreres via NCB.
En „typisk” synkronisering [i fagsprog blot kaldet „sync”] omfatter brug af
såvel musikværket som af en indspilning af samme [master], gerne foretaget
af ophavsmanden, af dennes band eller af en solist.
Den betaling som en producent erlægger for „en sync” omfatter typisk betaling
for begge anvendelser, altså et beløb til hhv. ophavsmanden og master
owner [den som ejer indspilningen] og dette beløb deles typisk 50/50 mellem
disse to parter.
Ønsker master owner ikke at stille indspilningen til rådighed – eller er den
pris master owner forlanger mere end hvad producenten vil betale da kan
producenten vælge at nøjes med at indgå aftale med ophavsmanden og så
selv foranstalte indspilning af en version til sync.
Dette sker ofte i tilfælde hvor et musikværk, skrevet af en knap så kendt
ophavsmand er indspillet af et populært band eller en populær solist.
Library Music
Library Music er „big business” i bl.a. USA, og et voksende fænomen
herhjemme. Der er som sådan intet nyt i denne type forretning – musik har
været anvendt i film og reklamer lige siden radioens, tonefilmens og TV’s
opfindelse.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Den store forskel fra dengang til nu består på den ene side i den stadig stigende
anvendelse af udgivet musik, som oprindeligt ikke er hverken skabt til
eller indspillet til film- og reklamebrug og på den anden side brugen af library
music [typisk er „anonym” musik, baggrundsmusik, stemningsskabende
musik], som i vise sammenhænge har fortrængt den traditionelle bestillingsmusik
fra ikke mindst TV-film, reklamefilm og TV-serie og program området.
Det handler i sin kerneform om store „biblioteker af musikrepertoire” som
ophavsmænd og masterownere, via library music forlag, stiller til rådighed for
TV-, film- og onlineindustrien.
Som udgangspunkt er vilkårene for brug library music, at der stort set ingen
begrænsninger er for, hvad en producent kan anvende et stykke musik til.
At disse vilkår så kan være i strid med både f.eks. KODA’s regler og bestemmelserne
i den danske Lov om Ophavsret bekymrer kun sjældent library
music forlagene.
Som ophavsmand gør man klogt i at se sig godt for og søge professionel
rådgivning inden man indgår en aftale.
Ingen regler unden undtagelser
Det er vigtigt at være opmærksom på at der i Danmark [og en lang række
andre lande] er særlige regler for brug af musik i TV.
En såkaldt „tvangslicens” [Blanket License] giver radio og TV ret til at
anvende udgivet musik i deres sendeflade mod betaling af et nærmere
fastsat vederlag [gramex-vederlag].
Dette blev slået fast med syvtommersøm ved en Højesteretsdom i november
2002. En række pladeselskaber havde i 1997 anlagt sag mod DR-TV for
brugen af en masse danske og internationale pop-hits i den populære TV-serie
Charlot & Charlotte [DR 1996]. Pladeselskaberne mente at DR ikke uden
tilladelse kunne bruge de mange musiknumre. Landsretten og siden
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
167

168
En genvej til succes?
Der går mange historier om, hvordan en heldig placering af et musiknummer
i en TV-serie eller en reklame kan betyde forskellen mellem truende fiasko
og verdensomspændende succes men nogen garantier er der ikke … hvem
kender f.eks. titlen på den sang der er signaturmelodi til TV-serien Friends –
en af de største verdensomspændende TV-succeer i de sidste 10 år?— eller
navnet på bandet der spiller sangen eller navnet på komponist/tekstforfatter
bag sangen?
[Svarene er: I’ll Be There For You, The Rembrandts, Phil Solem og Danny Wilde]
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Co-writing – fælles sang-skrivning,
et kreativt samarbejde
Det følgende handler om komponister og tekstforfattere – det man også
kalder ophavsmænd [m/k] – her den særlige variant man kalder „sang-
skriveren” og dennes samarbejde med andre.
Co-writing, altså det at man som sangskriver skriver sange sammen med en
eller flere andre sangskrivere er bestemt ikke noget nyt fænomen.
I en dansk sammenhæng er det dog først noget der for alvor er blevet
„allemandseje” indenfor de seneste 5-10 år, blandt andet takket være
herboende amerikanske sangskrivere, som har bragt traditionen ind i de
danske sangskriver-miljøer.
Vellykket co-writing fordrer at deltagerne er matchet godt med hinanden og
at alle deltagere er åbne og villige til at dele deres kreativitet med andre og
byde ind med idéer til de fælles værker der gerne skulle være produktet af
en co-writing session.
Som det fremgår af kapitlet om rettigheder, så har en ophavsmand eneretten
til sine værker … heraf følger at man, når man er flere om at have skabt et
værk også er flere om at dele eneretten til værket.
Og hér er det så det nogle gange begynder at blive lidt „langhåret”, for hvis
alle har lige meget „ret”, hvem kan så bestemme?
Hvem kan f.eks. bestemme om værket overhovedet skal offentliggøres/indspilles,
og i givet fald af hvem?
Hvem skal bestemme om værket må anvendes i film eller reklamer og
hvem skal bestemme om andre må lave om i værkets tekst, musik eller
arrangement?
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
169

170
Problemerne kan hurtigt hobe sig op!
Gode tommelfingerregler vedr. co-writing er følgende:
Hvis en co-writing-session er arrangeret af f.eks. et musikforlag
er det ikke ualmindeligt at forlaget opnår forlagsrettigheder til de
værker der skabes.
Det er en god idé at man fra start aftaler, hvem eller hvad det er man
„skriver” til.
Er det til en af deltagerne eller dennes band?
Er det til en anden solist, et andet band eller er det f.eks. til en konkurrence
[melodigrandprix el.lign.]
Den mest almindelige regel, som langt de fleste anvender er, at alle deltagere
der var i rummet imens et værk blev skabt har en ligelig andel i værket.
Altså: Er der f.eks. 4 personer i rummet, hvor der skrives en sang, så har de
hver en andel på 25% af værket.
Det er ikke afgørende om den enkelte konkret har bidraget med en klart
identificerbar del … måske var det netop fordi én lavede kaffe, eller spildte øl
på gulvet, at en af de andre kom op med en særlig god tekstlinje eller et godt
riff.
Selvfølgelig er der ikke regler uden undtagelser:
Kommer man til en co-writing-session med en fuldt færdig tekst eller en lige
så færdig melodi, så skal man MED DET SAMME gøre de andre deltagere
opmærksomme på det.
Så er alle klar over at det der skal arbejdet med, er det der mangler [teksten,
musikken, arrangementet] og at de kun får andel i det.
Alle aftaler skal laves skriftligt, så der ikke er noget at være i tvivl om.
Søg altid råd og vejledning i fagforeningen.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Hjælp til sangskrivere
Danmark:
www.koda.dk/aktiviteter/kontakt-sangskriverklubberne
www.djbfa.dk
www.dpa.org
www.komponister.dk
www.annettebjergfeldt.dk - Kogebog for Sangskrivere
Internationalt:
www.taxi.com
www.songlink.com
www.songswanted.com
www.cuesheet.net
www.aandronline.com
www.songwriter.com
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
171

172
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Køb bananer, køb bananer,
køb bananer her hos mig!
Kim Larsen

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 173

174
Promotion og markedsføring
Radio-promotion
Radiomediet er et af de absolut vigtigste for musikken. At blive hørt i radioen
kan gøre forskellen mellem succes og fiasko. Men radio er ikke bare radio.
Der findes et utal af stationer, kanaler og programmer, som alle er specialiserede
på hver deres felt.
For at undgå at spilde sin tid når man prøver at markedsføre sin musik, og
ikke mindst for at undgå en masse frustrationer, skal man finde ud af, på
hvilke radiostationer, og på hvilke kanaler der spilles musik, af den „slags“,
som man selv mener at tilhøre. Det er indlysende spild at tid, energi og penge
at sende en heavy rock CD til en station eller et program, der kun spiller
folkemusik. Når man har styr på det, går næste opgave ud på at finde frem
til, hvem der beslutter, hvilken musik den pågældende station spiller.
Der vil typisk være en musikchef, en „controller“, som stort set enerådigt
beslutter, hvad der bliver spillet, og hvad der ikke bliver spillet på et givent
tidspunkt. Det kan det være meget svært at gennemskue, hvilke bevægegrunde,
der ligger bag musikchefens beslutninger. Bortset fra de sikre valg
af store kendte kunstneres nye udgivelser er der trods alt relativt stor
variation i valget af repertoire.
Man skal med andre ord ikke blive overrasket over at blive „vraget“ på en
station, selvom man bliver spillet på flere andre. Det er ikke i sig selv en
„diskvalificering“ af den musik, man laver, men i langt højere grad blot et
uheldigt sammenfald af omstændigheder. Den „forkerte“ musik til det
„forkerte“ publikum på det „forkerte“ tidspunkt. Og det med tidspunktet er
nok så vigtigt! Man har nemlig ikke kun „et skud i kanonen“.
Man kan sagtens „komme igen“ med et gammelt nummer, måske i et nyt
mix eller på en single sammen med at nyt nummer. Måske er tiden så den
„rigtige“. Der er i den sammenhæng ingen fasttømrede regler. Hvis musikken
passer til målgruppen, vil den blive spillet, stort set uanset hvor „gammel“
den er.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Den opgave, man her har foran sig, hedder i branchen „radio promotion“.
Og det er det, det handler om: Promotion, promotion og atter … promotion.
Man skal have „solgt“ sin musik til musikchefen, og også ofte til de DJ’s
[programværter og „pladevendere“], som præsenterer de enkelte programmer.
Ud over at sende CD’er ud til stationerne, er det et absolut must, at kunstnerne
tager på radio-promo-turné. Man tager ud til radiostationerne og
præsenterer sig selv og det nye nummer, den nye CD. Ikke mindst mindre
lokalradioer er typisk meget begejstrede for disse muligheder for at præsentere
kunstnere, som måske ellers kun opleves „live“ i DR radio/TV eller på
TV2.
Promotion til andre medier
Foruden radiomediet er den trykte presse af overordentlig stor betydning i
forbindelse med enhver form for promotion. Ikke sjældent har den trykte
presse rollen som en slags smagsdommer. Langt flest nyheder behandles i
den trykte presses spalter og i diverse online-medier.
En brøkdel af disse nyheder finder vej til radio og TV’s sendeflader. Ligesom
man skal danne sig et indtryk af radiostationernes karakter, skal man undersøge,
hvilke trykte medier, der kunne have interesse for den musik man laver.
Overordnet kan man sige, at den trykte dagspresse i det store og hele omtaler
alt, og for så vidt angår det mere ukendte især det, som skiller sig lidt ud
fra mængden. Det er vigtigt at huske, at dagbladenes [og de øvrige mediers]
journalister er ansat til at danne sig en mening og formidle denne til læserne.
Der er med andre ord tale om rent subjektive bedømmelser, som alene er
udtryk for det enkelte individs synspunkter og på ingen måde har karakter af
guddommelig karaktergivning. Det er også vigtigt at huske, at anmeldelser
ikke per definition har den helt store betydning. Der er mange eksempler på
at kunstnere har fået endog særdeles dårlige anmeldelser og alligevel har
solgt i spandevis af CD’er og koncertbilletter!
Blandt de øvrige trykte medier er musik månedsmagasinerne
[f.eks. Gaffa - www.gaffa.dk og Soundvenue - www.soundvenue.dk] de vel
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
175

176
nok vigtigste. Ugebladene har kun interesse for kunstnere, som befinder sig
i den mere „kulørte“ del af musikverdenen eller på anden måde er kendt og
derfor godt her-ser-du-den-og-den-med-sin-nye-kæreste-stof.
Internet-promotion
Om internet og digital teknologi i det hele taget har gjort mange ting meget
lettere for musikkens mange kunstnere. Man kan i dag reelt selv starte sin
egen radiostation, TV-kanal eller sit eget pladeselskab på nettet. Det kræver
ikke det helt store, at lave en flot side f.eks. Facebook og så er det ganske
gratis.
Som musikkunstner i dag så „eksisterer” man ganske enkelt ikke, hvis man
ikke er „tilstede” på nettets sociale medier.
Man skal gerne have en hjemmeside og i hvert fald en bandprofil på Facebook.
Socialnetworkingsites er afgørende brikker i al markedsføring af musik.
Forunden en kunstnerside på Facebook er det et „must” at have en konto
på tjenesten Twitter. Her kan man „twitte”, dvs. udsende sms-lignende
beskeder, som alle der ønsker det, kan modtage – og alle kan kommentere,
svare og „twitte-videre”, dvs. videresende den samme besked til endnu flere
modtagere. Twitter er et af de aktuelt mest effektive online kommunikationsværktøjer.
Se mere på www.twitter.com
Der er mange historier [flere falske end sande] om bands der er blevet
„opdaget” via deres online-profiler og har opnået stort set øjeblikkelig
international berømmelse. Og det er da også helt klart at tjenester som først
MySpace og siden Facebook har haft stor betydning for formidling af musik.
Så stor at ikke blot ukendte og up-and-coming kunstnere har profiler, men
også de aller største etablerede internationale navne. En væsentlig forskel
er dog, at hvor det for de ukendtes vedkommende er kunstnerne selv der
vedligeholder profilen og svarer på henvendelser er det næppe hverken
Madonna eller medlemmerne af Rolling Stones der sidder ved tasterne.
En voksende trend indenfor online-promotion [jan. 2009] handler om at
endog meget kendte kunstnere [f.eks. Paul McCartney, Guns N’ Roses m.fl.],
i kortere eller længere tid, gør hele nye albums tilgængelige til lytning fra
deres onlineprofiler ... Promotionværdien vurderes åbenbart til at være
større end risikoen for at nogen „piratkopierer” musikken.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Selvom alle og enhver kan oprette en profil på facebook så er det ikke
desto væsentligt også at have sin egen „rigtige” hjemmeside for dermed at
signalere at man er mere end bare en upcoming-facebook-kunstner.
Typisk vil en kunstners eget site være meget mere detaljeret og veludviklet,
men mange flere fan-relevante features, så som specielle muligheder for
download af musik, video, billeder, artwork, sangtekster, baggrundshistorier,
kunstner cv’er, lister over tidligere udgivelser osv.
Har man en video ... [og det har man jo – for en hvilken som helst nyere
mobiltelefon eller alm. digitalkamera kan optage video i dag, så der er INGEN
undskyldning for ikke at lave sin egen video] så er det bare med at få oprettet
en brugerprofil på YouTube og få videoen uploaded. Levende billeder er et
ufatteligt stærkt markedsføringsværktøj. Se www.youtube.com
Endelig vil det være en rigtig god idé at oprette en artikel om „sig selv”
på nettets altoverskyggende største info-site, online leksikonet
www.wikipedia.com
Som udstillingsvindue er en internetside fantastisk værdifuld for en kunstner.
Blot skal man ikke glemme, at det ikke er nok at have en hjemmeside
– et internet „site”. Man skal også fortælle omverdenen at man har den.
Intet kommer af sig selv, man skal promovere sit „site”.
Der er en række regler for og begrænsninger i hvad man kan gøre på sit site
mht. at lægge musik på siden [se nærmere herom på bl.a. www.koda.dk,
www.ncb.dk].
Promotion på andre måder
Der findes mange alternativer til de førnævnte mere eller mindre traditionelle
måder at lave promotion på. Alt efter hvor stærkt et brand man har som
kunstner kan man lave samarbejdsaftaler med snart sagt et hvilket som
helst firma der sælger produkter til forbrugerne.
Det kan strække sig lige fra aftaler med f.eks. producenter af mobiltelefoner,
som indebærer at kunstnerens nyeste udgivelse „ligger på” producentens
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
177

178
nye telefon, til kunstnere som optræder i reklamevideoer for særlige produkter,
f.eks. internetudbydere [TDC/Musik], radiostationer [100FM,
Radio Nova m.fl.], mobilabonnementer [selskabet 3, Telia, TDC-Play m.fl.] og
til koncertturnéer i samarbejde med diverse medier [Head-BangersBall/MTV
m.fl.], Grøn Koncert [Tuborg] osv.
Listen er næsten uudtømmelig og idé-rigdommen uendelig – kun fantasien
[og hvad man som kunstner har lyst til at være med til] sætter grænserne.
To Spam ... Or Not To Spam
Det kan siges meget enkelt: det er forbudt at sende såkaldte spam-mails,
dvs. den samme enslydende mail til flere modtagere.
Man må med andre ord ikke bare sende en mail til samtlige adresser i ens
e-mailadresse-kartotek.
Ordet Spam opstod i 1930’ernes USA som betegnelse for Spiced Pork and
hAM, et billigt erstatningprodukt for „rigtigt” kød. Siden dukkede det op i en
Monthy Python sketch fra de tidlige 70’ere.
I 1990’erne dukkede begrebet spam op igen, denne gang som betegnelse
for masseudsendelser af reklame via internet: Shit Posing As Mail
Spam defineres af Forbrugerombudsmanden som: elektroniske meddelelser
[e-mails], som man ikke har bedt om, og som bliver sendt ud til flere e-mail
adresser ad gangen.
I Danmark er det ulovligt at sende spam.
Læs meget mere på Forbrugerombudsmandens hjemmeside −
med søgeordet SPAM: www.forbrug.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 179

180
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Alle lever af at sælge noget
Robert Louis Stevenson

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
181

182
Merchandising
– promotion eller forretning?
Ordet stammer fra det franske marchandise, som betyder vare. Og det er
netop det merchandising handler om: Varer, masser af varer som påsat det
rette kunstnerlogo, billede eller navn kan sælges i store mængder oftest til
skyhøje priser.
T-shirts, penalhuse, kaffekrus, tasker, lightere, paraplyer … kun fantasien
[og måske den gode smag] sætter grænser for hvad der kan anvendes til
merchandising.
Det kan være svært at afgøre om merchandising hovedsagelig er promotion
eller om det er en indtægtskilde i sig selv.
På den ene side er det fantastisk markedsføring at masser af mennesker
går rundt med en t-shirt og kasketter påtrykt kunstnerens logo.
På den anden side kan det være en særdeles god forretning. En t-shirt, som
det koster måske 15-20 kr. at lave, kan sælges for 200 kr. eller mere.
Der ud over er listen over produkter som kan markedsføres på en kunstners
navn stort set uudtømmelig ... alt fra kaffekrus og penalhuse til designer-tøj
og parfume-produkter.
Ikke mindst blandt rap-, hip-hop og r&b kunstnere i USA er merchandising
blevet en næsten lige så stor del af kunstnernes forretning, som selve
musikken. I Danmark har et band som D:A:D været blandt pionererne
indenfor merchandising og for yngre danske bands, som f.eks.
Rock Hard Power Spray er merchandising en helt integreret del af
„forretningen”.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Kunstnernes fysiske udgivelser er også blevet en del af vareudbuddet i merchandiseboden
ved siden af T-shirts, plakater osv.
Det er f.eks. special-edition-CD’er eller LP'er med hemmelige ekstranumre.
CD'er eller LP'er pakket i specielle nummererede sleeves, med personlige
hilsner. DropCards med downloadkoder til specielle kunstnerwebsites osv.
En særlig form for merchandise er USB-nøgler med kunstnerlogo, billeder
og musik. Denne trend er under kraftig udvikling. Der er tale om
særlige USB-stik som sælges i forbindelse med en kunstners koncerter.
Det er USB-nøgler, der er udformet som f.eks. armbånd eller halskæder
og som indeholder en optagelse af den netop overståede koncert.
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 183

184
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Fjernsyn: en avanceret teknologi
skabt til at forhindre folk i at underholde
sig selv.
Leonard Rossiter

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
185

186
Medierne
Ordet medie stammer fra det latinske medium, der har betydningen at stå
midt imellem to yderpunkter, eller at formidle, at bringe videre. Formidleren
har til alle tider været en væsentlig faktor i vort samfund - fra tidlige tiders
historiefortællere og krønikeskrivere til nutidens dag-, uge- og månedsblads
journalistik, 24-timers nyheds-TV og online-tjenester.
Det er i dag mere sandt end nogen sinde, at en af de væsentligste veje til
publikum går igennem mediejunglen. Uden omtale i medierne kan det være
meget svært at etablere, vedligeholde og udvikle en succesfuld musikalsk
karriere.
Men „hvem“ er de, disse medier og hvad er deres funktion. Hvorfra har de
fået, og hvorfor har de tilsyneladende så megen magt over musikforbrugerne,
altså publikum. Man kan finde en god oversigt over danske og udenlandske
medier på webadressen: www.ni.dk
De elektroniske medier
TV
Det har altid været den populære opfattelse i musikbranchen, at det absolut
mest saliggørende er at „få sin kunstner på TV“. Det kan for så vidt være
rigtigt nok, i hvert fald for så vidt angår de kunstnere, der har en rimeligt bred
publikumsappeal. Men så snart der er tale om lidt mere snævre musikgenrer,
stiller sagerne sig anderledes, så har TV-eksponering ikke nødvendigvis nogen
betydning. På dansk TV er der desværre kun ganske få musikprogrammer.
Musikken har i stedet typisk plads som pausefyld i diverse underholdningsprogrammer
eller, hvis kunstneren er rigtig kendt, som afslutning på
TV-nyhedernes søndags-udsendelser. End ikke oprettelsen af lokal-TV-stationer
og TV2 og regionalstationerne har ændret væsentligt på dette billede.
Der udtrykkes fra mange sider i musikbranchen store forventninger til
udviklingen af digitalt TV og af bredbåndsnettet. Man ser her store mulighed-
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

er for at etablere specialiserede kanaler i stil med den udvikling, der har været
indenfor radio.
Sammensmeltningen [konvergensen] af medier [radio-TV-internet] anses
også af mange, som fremtidens redningsplanke for en stadig mere presset
musikindustri. Se mere om TV-mediet på www.tvnyt.com
Radio
Radiomediet har til alle tider været en af de absolut største
magtfaktorer i musikindustrien. Intet andet medie kan markedsføre musik
så effektivt som radioen. Radio høres overalt: På toilettet, på arbejdet, i bilen,
i skoven, på stranden, på skipisten, i køkkenet, i haven – det kan intet andet
af tidens medier konkurrere med.
Radioverdenen i Europa var i de enkelte lande indtil starten af firserne reelt
totalt domineret af det statslige radiofonier som Danmarks Radio, BBC, RAI,
NDR, Sveriges Radio osv.
Disse licensbetalte stationer var af landenes regeringer „sat i verden“ for at
oplyse befolkningerne og tilbyde kvalificerede og opbyggelige udsendelser.
I takt med, at musikindustrien midt i halvtredserne og i starten af tresserne
for alvor blev en populærkulturel faktor, blev også de statslige radiofoniers
rolle tilpasset dette nye fænomen, og rock’n’roll og pigtrådsmusik fandt så
småt vej til radiolytterne. Blandt de danske pionerer skal særligt nævnes
Jørgen Mylius, som i 1963 takket være ihærdigt lobbyarbejde fik sit eget
radioprogram på Danmarks Radio: Efter Skoletid. Resten er, som man siger,
historie.
De statslige radiofoniers langsommelighed skabte et behov for alternativer
– lovlige såvel som ulovlige. Kommercielle stationer som Radio Luxembourg,
der var lovligt etableret i det lille fyrstedømme Luxembourg og Radio Merkur,
der 1958-62 sendte ulovligt fra et skib forankret i Øresund ud for København,
blev hurtigt toneangivende magtfaktorer i formidlingen af tidens nyeste
musik.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
187

188
Stationerne var reklamefinansierede og lagde uden tøven pick-up’er og
„air-time“ til musikindustriens nyeste produkter - særligt når der fulgte
reklamekroner med.
Radiomediet er i dag blevet mere eller mindre frit [også kaldet „dereguleret“]
i hele Europa. Kommercielle stationer er blevet tilladt, og nogle af de udbudte
kanaler tillader at sende nationalt, dvs. sende de samme programmer,
samtidigt til lytterne i alle dele af landet.
Udviklingen i radiomediet i Europa går i en stadig mere „amerikansk“ retning.
Kanalerne og stationerne bliver „formatterede“, dvs. at de i stigende grad
bliver specialiserede og kun spiller nøje udvalgt musik, som formodes at
appellere til særlige lyttergrupper.
Endnu er vi ikke i hverken Danmark eller i resten af Europa i en situation,
hvor radiomarkedet, som det er tilfældet i USA, så at sige totalt består af
„rene“ genrekanaler som udelukkende spiller f.eks.: Pop, classic rock, jazz,
r&b/soul, country&western. Men udviklingen derhen imod er godt i gang.
Som kunstner skal man være sig denne situation bevidst.
Danmarks Radio
Denne skelnen imellem musikgenrer og målgrupper har også fundet vej til
Danmarks Radio hvor man har også delt kanalerne op: P3 er kanalen for de
unge, med den nyeste og mest ungdommelige musik, tidens pop hits osv.
P4 er kanalen for de mere modne lyttere, hvor f.eks. også mere traditionel
rock og pop, jazz, folkemusik og dansktop har hjemme. P2 er den klassiske
musik. P1 „snakke“ kultur- og nyhedskanalen.
Den gamle „damp radio” med de analoge æterbårne signaler bliver i disse år
i øvrigt godt suppleret af det digitale DAB-net [Digital Audio Broadcast] der
både sender de traditionelle kanaler i digital kvalitet og en lang række andre
– genrespecifikke kanaler. Se mere på www.dr.dk/OmDR/digitalradio
Når man ser bort fra de sammenfald, der til tider synes at være i repertoirevalget
på DR’s P3/P4 og de kommercielle stationer er der ikke mange
ligheder. De kommercielle stationer afspejler så at sige udelukkende
pladeindustriens „virkelighed“ - hitlisterne.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

DR satser i stigende grad på at differentiere sig fra de kommercielle kanaler,
bl.a. ved at sætte fokus på nye ukendte kunstnere, som endnu ikke har fundet
vej til pladeindustrien. f.eks. KarriereKanonen m.m. har over årene banet
vejen for ikke så få nye kunstnere [se også www.dr.dk/musik].
Det kommercielle radiomarked i Danmark er i rivende udvikling men ikke
desto mindre er DR er den altdominerende spiller på radiomarkedet.
Når det er sagt så er det i øvrigt kun et spørgsmål om kort tid før det trådløse,
æterbårne internet for alvor opnår almindelig udbredelse, og dermed byder
det traditionelle radiomedie alvorlig konkurrence med sine tusindvis af af
radiokanaler som „sender” fra hele kloden.
Uanset sendeteknologi og ejerforhold er der dog nogle omstændigheder
der er fælles for alle radiostationer.
Udvælgelsen af repertoire til radiostationerne og til kanalerne er i det hele
taget er en veludviklet videnskab, hvor der regnes med „lyttersegmenter“,
forbrugsmønstre, sociale profiler og mange andre ting, som formodes at
kunne identificere den typiske lytter.
Det er også alt sammen ting, som skal hjælpe public service stationerne med
at være „public service” og hjælpe de kommercielle radiostationer til at sælge
reklameplads til firmaer, der ønsker at kommunikere deres reklamebudskaber
til lige netop den ene eller den anden gruppe af forbrugere.
Læs mere om radio på internetadressen: www.radioassistant.com/dk/
Online
Langt de fleste husstande i Danmark har i dag en bredbåndsforbindelse via
kabel, og computerne i hjemmet bliver stadig hurtigere, ofte koblet op via
trådløse hjemmenetværk.
Trådløse netværk i det offentlige rum er også almindelige og ofte gratis.
„Mobilt” eller „bærbart” internet er en realitet. Vi kan alle være ”på 24-7”,
høre musik, se TV, film, spille spil tjekke Facebook, Skype, chatte osv.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
189

190
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Rockjournalister er folk, som ikke kan
skrive, der interviewer folk, som ikke
kan tale, for folk som ikke kan læse.
Frank Zappa

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 191

192
De trykte medier
Dagblade
Dagbladene, eller det man i daglig tale kalder aviserne, er i det danske mediebillede
nogle af de absolut vigtigste formidlingskanaler for nyheder indenfor
kulturen og ikke mindst musikken.
Stor set alle dagbladene har en kalender over kommende begivenheder, laver
foromtaler af begivenheder, anmelder begivenheder og følger nogle gange op
på de mest spændende historier.
Dagbladene har simpelthen mere „tid“ og et større professionelt personale til
at bearbejde stoffet og har derfor bedre mulighed end noget andet medie for
at være på en gang aktuelle og dybdeborende.
Dagbladene fordeler sig groft sagt på 4 kategorier:
De landsdækkende aviser
[f.eks.: Politiken, Berlingske, Jyllandsposten, Ekstra Bladet, BT]
... vil oftest være interesseret i historier og begivenheder, som menes at have
interesse for læsere i hele landet. Dette inkluderer typisk også begivenheder
som finder sted i hovedstaden. Historier med udpræget lokalt tilsnit [udenfor
hovedstaden] finder kun sjældent vej til spalterne.
Store regionale aviser
[f.eks.: Fyens Stifttidende, Nordjyske Stifttidende]
... har ligesom de landsdækkende aviser en vis forkærlighed for de „landsdækkende“
historier, men gerne med en lille lokal vinkel, der aktualiserer det
hele lidt i forhold til avisens læserskare.
Mindre regionale og lokale aviser
[f.eks.: Fyns Amts Avis, Herning Folkeblad]
... lægger derimod størst vægt på den lokale vinkel. Kun de allerstørste
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

landsdækkende begivenheder finder vej til spalterne, hvorimod rent lokale
begivenheder ofte får god dækning.
Gratis aviser
[f.eks. 24Timer og MetroXpress]
... bringer altovervejende kortere og absolut dagsaktuelle historier, ofte
hentet hos telegrambureauerne eller hos de store landsdækkende dagblade.
Man skal i sin brug af aviserne være meget opmærksom på de forskelle,
der er imellem disse aviser. Men har man denne fordeling af interesse-
områder i baghovedet, når man forsøger at sælge sin historie, kan man ofte
med held gøre aktiv brug af dagspressen til at få formidlet sit budskab ud til
læserne.
Ugeaviser og lokalblade
Århus Onsdag, Ugeavisen Svendborg, Brande Bladet og Samsø Posten er
alle eksempler på lokale ugeaviser. Ud over at bringe utallige annoncer for
lokale handlende, håndværkere, biografer og brugtvognsforhandlere, bringer
disse blade i stort omfang store og små lokale nyheder i alle afskygninger.
Sker der noget lokalt, får det næsten per automatik omtale i lokalavisen.
Disse medier er mange steder i realiteten sammen med lokalradioen de
vigtigste formidlere af lokale nyheder og omtale af lokale begivenheder.
Det er kun de færreste af bladene, der har nogen større stab af redaktionelle
eller journalistiske medarbejdere, derfor er det i forhold til netop dem en god
idé at levere en „grydeklar“ historie, som ikke kræver den store bearbejdning
[gerne suppleret med et godt pressebillede].
Man kan finde en oversigt over alle danske ugeaviser og lokalblade på
www.ni.dk
Uge- og månedsblade
Se&Hør, Kig Ind, Billed Bladet er de umiddelbart mest kendte ugeblade
– og blade der mest af alt handler om „de kendte“. Men selvom der er et
absolut glamourpræg over disse blade, skal man ikke tage fejl af deres værdi
som nyheds-formidlere indenfor ikke mindst pop- og rockmusikken.
Også her er det den gode historie, som er afgørende – og de gode billeder.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
193

194
En pladereception, en ny video, et specielt projekt og lignende vil have
interesse. Særligt hvis der er kendte mennesker iblandt de tilstedeværende
eller medvirkende.
Andre blade, som f.eks. Alt for Damerne orienterer sig ikke kun omkring det
glamourøse, men bringer ofte også andre typer historier om kunst og musik,
særligt med en kvinde- eller en familievinkel. Det samme gælder magasiner
som IN, Eurowoman m.fl. og mandemagasiner som f.eks. Euroman, M! osv.
Magasiner og fagblade
Magasiner og fagblade adskiller sig fra uge- og månedsbladene ved i højere
grad at koncentrere sig om konkrete stofområder [musik, mode, film, erotik,
internet, computere, biler, penge, unge].
Ud over de egentlige musikblade som Gaffa, Musikeren, Soundvenue
og Rootszone er der en lang række andre typer blade, som på forskellige
niveauer bringer kultur- og musikstof. Eksempler herpå er bl.a. FDB’s blad
Samvirke og DSB’s blad Ud&Se.
Man kan finde danske og udenlandske dagblade, ugeaviser, ugeblade,
magasiner, fagblade osv. på www.ni.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

On-line
Der findes næppe et trykt eller radio/TV medie i Danmark der ikke også har en
web-adresse. Disse fungerer oftest som en slags supplement til det oprindelige
medie. Et sted hvor man kan læse/høre/se mere om udvalgte historier og
få mange andre historier osv. der ikke fik plads i primær-mediet.
www.pol.dk
www.berlingske.dk
www.eb.dk
www.bt.dk
www.jp.dk
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
195

196
Pressematerialer
Ligesom man skal gøre sig umage med sin demoindspilning for at fange A&R
m/k’ens opmærksomhed og med sine pladeudgivelser for at opnå publikums
gunst, skal man gøre sig umage med sit pressemateriale. En dårlig pressemeddelelse
og „hjemmelavede“ pressebilleder kan betyde, at man ender i
papirkurven i stedet for i ind-bakken på avisernes og bladenes redaktioner.
Man skal sørge for at have en top professionelt EPK [electronic press kit] –
dvs. have alle informationer, billeder osv i digital form. De kan lægges på en
CD eller et USB-stik, som man kan sende med posten – men de skal også
være direkte tilgængelige på band/kunster hjemmesiden.
Den trykte presse, og for den sags skyld også radio og TV, modtager dagligt
så mange tilbud om nyheder, interviews osv. at det kun bliver det, som
præsenterer sig selv som det mest interessante, der finder vej til spalterne
og programmerne.
En god tommelfingerregel er, at et godt, professionelt og gerne lidt utraditionelt
og måske udfordrende eller frækt pressebillede kan være afgørende for,
om en historie bliver bragt, eller måske bare ender som en notits et tilfældigt
sted.
En anden god tommelfingerregel er, at man skal have noget særligt og nyt og
interessant at fortælle. Det er sjældent nok, at man blot skal spille en koncert
dette eller hint sted. Sådanne oplysninger henvises til bladenes aktivitetskalendere.
Det er heller ikke nok, at man bare har udgivet en ny plade.
Der skal være mere „kød“ på, f.eks. hvad denne plade særligt handler om,
og hvor stor en turné man skal ud på for at præsentere pladen, hvilke videoer
man vil præsentere på MTV osv. osv. Er pladen produceret af en kendt
og/eller udenlandsk producer, eller er der kendte gæstemusikere på
nogle af numrene osv. Sådan noget er interessant for pressen.
MEN man skal lade være med at opdigte historier. Det man gerne vil fortælle,
skal være sandt – usandheder bliver næsten altid opdaget, hænger ved og
bliver ikke hurtigt glemt igen. At man så måske fremstiller historien lidt mere
interessant end den umiddelbart er, er blot en del af spillet med pressen.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Endelig skal man ikke glemme, at mange ting, som man selv finder banale
og uinteressante, måske netop er det, der udgør den interessante historie
for pressen. Skal man spille med sit orkester i f.eks. Horsens, og stammer
bassistens tilfældigvis fra denne by, så er det en god lokal vinkel på en
måske ellers knap så interessant historie.
Har man indspillet sin nye CD i et studie i Randers, er det måske lige netop
det, der gør historien interessant for medierne i Midt- og Østjylland.
Let forenklet kan man sige, at man skal sørge for, at den historie, man har
at fortælle, har en sådan karakter, at den er relevant for de medier, man vil
fortælle den til.
Det lokale præg til de lokale medier, kombineret med et mere landsdækkende
præg til de regionale medier og med særligt fokus på det helt store til de
nationale medier.
Desuden skal man ikke fortvivle over eventuel dårlig omtale: Al omtale er god
omtale siger et gammelt ordsprog. Man skal huske, at der altid er tale om
den pågældende journalists helt personlige opfattelse, ikke en alment gyldig
dom fra en højere magt.
F.eks. har dårlige anmeldelser af pladeudgiveler ikke nødvendigvis nogen
negativ indflydelse på salget. Det danske 80’er poporkester News fik ikke
altid de bedste anmeldelser, men solgte alligevel i spandevis af LP’er og
havde et stort koncertpublikum.
Det samme har i 2001 gjort sig gældende for sangeren Christian.
Omvendt må man indrømme, at gennemgående gode anmeldelser heller ikke
nødvendigvis sikrer, at man sælger mange plader, hvilket mange fremragende
kunstnere igennem mange år har måttet sande.
Man skal i sin brug af medierne gøre sig klart, hvad det er man ønsker at
opnå, og hvordan man realistisk kan opnå det. Og man skal huske, at man
ikke bare selv kan „tænde og slukke“ for mediernes interesse. Har man først
vakt mediernes interesse, må man leve med at interessen måske også er der,
når det går knap så godt, som man kunne ønske sig.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
197

198
Inden man går i gang med sit pressearbejde, er noget af det bedste, man kan
gøre, at orientere sig iblandt de medier, der findes på markedet.
Gå ud og køb et hav af aviser, blade og magasiner [eller se dem evt. på
biblioteket]. Lav en prioriteret liste over deres „betydningsfuldhed“.
Find ud af, hvem der er redaktører og musikskribenter. Lav en database med
alle kontaktoplysninger og med et „miniportræt“ af hvert enkelt medie.
Følg med i pressen og opdater alle oplysninger løbende.
Så har man et godt startværktøj for en pressekampagne.
Så at sige alle medier kan findes via web-siden www.ni.dk
Næsten uanset hvilken historie eller nyhed man gerne vil formidle, er det
et absolut must at sende den til Reuters [www.reuters.com] og til Ritzaus
[www.ritzau.dk]. Reuters og Ritzaus er nyhedstjenester, det man tidligere
kaldte telegrambureauer, der er specialiserede i at formidle nyheder til alle
medier, og som så at sige alle medier abonnerer på.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den nye Musikbranche 199

200
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Det vigtige er, at blive ved med at
stille spørgsmål
Albert Einstein

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
201

202
Definitioner på musikbranche-
begreber, ord og vendinger
AAC
er en forkortelse for Advanced Audio Coding. Lydfiler i AAC-format
er MP3 kvalitativt langt overlegne.
Album
Alt plademateriale, som er forskellig fra singles. Tidligere sort vinylplade
med 10-12 titler. I dag generel betegnelse for udgivelser med 10-20
titler.
Aggregator
„Distributør”. Varetager typisk en række tekniskeopgaver i forbindelse med
forberedelse af musikfiler med henblik på upload til onlineshops/musikportaler
som f.eks. iTunes, TDC-musik o.l.
Artist
Kunstneren, Solisten og/eller gruppen.
Audiovisuelle Indspilninger
Alle former for fonogrammer kombineret med billede, uanset om forbrugerens
medvirken er nødvendig for, at billederne kan bruges eller ses.
Blokbeløb
Større afregningsbeløb, som modtages f.eks. fra udlandet udenfor
almindelige afregningsperioder
Break-even
Kan oversættes med : „Ligevægt”. F.eks. i forbindelse med et regnskab taler
man om break-even - det punkt hvor indtægter og udgifter er lige store,
hvor det „løber rundt”.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Broker
En mellemmand, en formidler der hjælper kunstnere og musikselskaber
med at „finde hinanden”. Brokeren får typisk et finders fee [findeløn] i form af
enten et fast honorar eller en procentdel af det forskud som musikselskabet
betaler til kunstneren.
Compilation
Udgivelse af forskellige kunstneres værker samlet på et album.
Copyright-perioden
Den periode, hvor ophavsmandens ophavsret er beskyttet mod andres
anvendelse af ophavsmandens værker eller indspilninger. Perioden er 70 år fra
ophavsmandens dødsår, og for fonogrammer 70 år fra udgivelsen.
Cover-version
Genindspilning af andre kunstneres originale værker.
Deal Memo
Er en kort gengivelse af hovedtrækkene i det tilbud et plade- forlags- eller
managementselskab vil give en kunstner. Et deal memo skal under normale
omstændigheder ikke underskrives af kunstneren, men skal derimod,
for at være et bindende tilbud være underskrevet af selskabet.
Demo
Prøveindspilning, der foretages med henblik på andres vurdering af værkets
potentiale som titel på en fremtidig single eller et album.
Distribution
Et distributionsselskab varetager formidlingen af bestemte plademærker/udgivelser
til detailhandlen. I pladekontraktsammenhænge betyder en distributions-kontrakt
typisk, at et pladeselskab aftaler med et distributionsselskab,
at distributionsselskabet tager sig af markedsføring og salg af pladesel-
skabets produkter i et givet territorie og tidsrum.
Download
Digital overførsel af lydfiler via internet. Fra en „sælger” [musikportal/internetbutik/pladeselskab/kunstner]
til en „køber” [musikforbruger].
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
203

204
EPK
Electronic Press Kit – digital udgave af den tradionelle pressemeddelelse,
men i denne form inkl. links til videoer, musikeksempler, pressefotos osv.
Fonogram
Et hvilket som helst lyd- og/eller billedbærende medium, herunder - men ikke
begrænset til - CD, MC, Singler, digitale lydbånd [DAT], CD-ROM, DVD, CDI,
DCC, CDV, SACD og ikke-fysiske produkter. Hvert fonogram kan indeholde én
eller flere Indspilninger.
Gramex
Fællesorgan for fonogramproducenter og udøvende kunstnere, der varetager
opkrævningen af det vederlag, der skal betales, når grammofon-plader og
lydbånd anvendes i radio og TV, samt ved andre offentlige fremførelse
[i erhvervsmæssigt øjemed].
Independent
Også kaldet „indie“ [=uafhængig]. Bruges om firmaer der ikke er del af
multinationale koncerner. Forbindes ofte med firmaer der er på forkant med
udviklingen indenfor musikken.
Indspilning
Enhver indspilning af audio og/eller audio-visuelle frembringelser foretaget af
Kunstneren herunder hele eller dele heraf og af alle ændrede, remixede eller
senere versioner af sådanne frembringelser.
KODA
Organisation, som forvalter de opførelsesrettigheder, som efter ophavsretsloven
tilkommer danske og udenlandske komponister og tekstforfattere.
Label
Plademærke, i Danmark er det oftest lig med pladeselskab.
I større selskaber opererer man med flere plademærker, f.eks. SONY/EPIC,
UNIVERSAL/MERCURY, EMI/BLUE NOTE. Hvert enkelt label har ofte en
„profil“ eller „identitet“ der f.eks. afgør hvilken genre/type musik der kommer
på hvilken label.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Label Copy
Et dokument som indeholder alle oplysninger vedr. en indspilning, dvs. titel
på musikværket, varighed, indspilningsstudie, navn på producder, navne
på ophavsmænd, navne på medvirkende musikere, navn på masterowner/
produktionsselskab osv.
License
License er egentlig = tilladelse. I pladekontrakt-sammenhænge betyder det,
at et pladeselskab/forlag af et andet pladeselskab/forlag køber rettigheden
til indenfor et nærmere bestemt tidsrum at fremstille og udsende bestemte
værker af bestemte kunstnere.
Major
Multinationale koncerner. [f.eks. UNIVERSAL, SONY, WARNER]
Master
Original enhed til reproduktion af lydmæssigt materiale.
Master Owner
Den, som har ejendomsretten til det masterbånd eller andet lyd- og/eller
billedmedie, kunstnerens indspilning er lagret på.
Mekaniske Rettigheder
Rettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlæggere vedrørende
indspilning af musikværker på fonogrammer, film, videogrammer m.v. samt
kopiering og spredning heraf.
Merchandising
Et begreb der dækker al form for anvendelse af kunstnerens navn, billede,
logo i forbindelse med alle andre end lige netop musikprodukter [f.eks. T-shirt,
badges, plakater m.v. Indtægterne fra merchandising kan være ret betydelige
og danner grundlag for en multinational industri. Ofte modtager kunstnerne
en royalty afregning, ligesom f.eks. en plade.
Mp3
Er en forkortelse for MPEG-1 Audio Layer 3 som er den vel nok mest
populære audio-komprimerings-standard for digitale lydfiler.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
205

206
NCB
Organisation, som forvalter lydfæstningsrettighederne og dermed
opkrævningen af mekaniske vederlag i forbindelse med indspilning af
musikværker på grammofonplader, bånd og film, CD, DVD m.m.
Opførelsesettigheder
Rettigheder til offentlig fremførelse, såsom i radio, TV, på koncerter m.v.
Ophavsmanden
Et værks skaber, f.eks. komponist eller tekstforfatter.
Option
Forkøbsret. Den typiske pladekontrakt indeholder ofte en optionbestemmelse
der siger at pladeselskabet har førsteretten til at udgive kunstnerens værker,
også efter udløbet af en given kontraktperiode. Option er i musikerkredse
også kendt som: Svinebindingsparagraffen.
Partner Deals
En slags sponsorering hvor der imidlertid forudsættes et meget tæt samarbejde
mellem kunstneren og dennes kommercielle partner [f.eks. et bryggeri,
et bilfirma el.lign.] hvor begge parter promoverer hinanden i forhold til hver
deres primære kundegruppe.
Plugging-møde
Et møde på en radiostation hvor musikselskabernes radio-promotere kommer
for at præsentere deres kunstneres nye udgivelser.
PPD
Published Price to Dealer - den officielle engrospris til detailhandelen.
Promotion
Reklame/markedsføring. I princippet omfatter begrebet promotion, alle de
handlinger der medvirker til at gøre publikum opmærksom på et bestemt
produkt, en bestemt begivenhed el.lign.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Pro-rata numeris royalty
Beregningsmetode der anvendes for kunstneres deltagelse på compilations
o.l. hvor kunstneren kun får royalty for det bestemte antal titler, som kunstner
er repræsenteret med.
Publisher
Musikforlag = nodeudgiver. Virksomhed, som ophavsmanden har overdraget
sine overdragelige ophavsrettigheder til, og som forvalter disse i henhold til
aftale. Overdragelsen medfører, at Publisher [forlægger] har retten til at mangfoldiggøre
værket og gøre det tilgængeligt for offentligheden.
RBP
Royalty Base Price - den salgspris som er grundlag for udregning af royalty.
Release
Udgivelse. Kan defineres som enten promo-release når udgivelsen ikke er til
salg, eller som kommerciel release når udgivelsen sælges til publikum.
Re-mix
Produktion af en ny og [ofte] anderledes version af et indspillet værk på
grundlag af en allerede eksisterende master.
Rider
Et tillæg til en kontrakt mef et spillested/en festival som angiver allede praktiske
detaljer mht. omklædningsrum, catering osv.
Ringtone
Redigeret version af musiknummer til anvendelse som ringetone ved
modtagelse af opkald på mobiltelefoner
Ringbacktone
Anvendelse af musiknummer som afspilles som „pausesignal” fra mobil-
telefon ved modtagelse af et opkald.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
207

208
Royalty
Er udtryk for den %-vise andel af indtægten ved f.eks. pladesalg der tilfalder
kunstneren. Satser og -bestemmelser for royaltyafregning er mangfoldige
og ofte uigennemskuelige. Et vigtigt punkt at være opmærksom på i enhver
kontraktsammenhæng.
Sample
Brudstykke af original indspilning/værk, som man ikke selv har rettigheder
over.
Showcase
En mini-koncert på typisk små 30 minutter [ofte på musikmesser o.l.] hvor
kunstnere har mulihed for at præsentere deres musik for et publikum som
[forhåbentlig] består at folk fra musikbranchen.
Single
Et fonogram, der normalt indeholder højst 9 numre af en varighed på højst
40 minutter. Begrebet single kan omfatte normale singler, maxi-singler, EP
og andre lignende fonogrammer, som ikke er et fuldt album.
Sound Carrier
Lydbærende medium = et fonogram
Streamingtjeneste
digital tjeneste hvor brugeren har adgang til uendeligt meget repertoire så
længe brugeres er on-line. Er brugeren off-line vil repertoiret ikke være tilgængeligt
med mindre man har købt det som download.
Synkronisering/Sync
Anvendelse af værker/indspilninger sammen med billedoptagelser, der ikke
har naturlig sammenhæng hermed, eksempelvis i reklamefilm eller andet.
Territory/Territorium
Geografisk afgrænset område [der ikke nødvendigvis svarer til de nationale
grænser f.eks. omtales Skandinavien ofte som et territorium omfattende
Danmark/Norge/Sverige/Finland/Island.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Tredjemand
Juridisk eller fysisk person forskellig fra parterne i henhold til en given aftale.
Upload
Digital overførsel af lydfiler via internet. Fra en „sælger” [pladeselskab/
kunstner] til en „distributør” [musikportal, internetbutik mv.].
Videogrammer
Audiovisuelt medie [VHS, DVD, BlueRay, LaserDisc m.v].
Wallpaper
Anvendelse af kunstnerens logo, artwork, pr-foto o.l. som
skærmbillede/baggrund på computere, mobiltelefoner o.l.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
209

210
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Efterskrift
Det er ikke den stærkeste af en art, der overlever heller ikke den mest
intelligente, men derimod den art som har størst tilpasningsevne.
… er essencen af Darwins „lov“ om arternes oprindelse og udvikling.
En „lov“ der [måske mere] gælder i kunstneres verden end nogen andre
steder.
Overlevelsen i bl.a. musikkens verden består jo dybest set i konstant at have
et publikum, og en af måderne at sikre sig det på, er netop ved at „tilbyde“
den kunst, som til enhver tid „efterspørges“.
Man kunne indvende, at hverken Beethoven eller Beatles er i stand til det
mere, og alligevel oplever fortsat succes.
Men kigger man godt efter, så sker der jo også i udnyttelsen af deres kunst
løbende tilpasning: Der foretages nye indspilninger eller gamle „pudses af“,
og det hele indpakkes og markedsføres som nye produkter.
Produktet tilpasses til markedet og til efterspørgslen. Efterspørgslen
stimuleres via tidens medier og utallige markedsføringskanaler.
Et kæmpe „spil“ man kan vælge at deltage i ... Eller man kan stille og roligt
vælge at være sig selv. Se stort på marked, produkt, efterspørgsel og
tilpasning. I musikbranchen er der ingen patentløsninger. Alt kan ske!
Måske render man panden mod en mur, … men hvem siger at muren holder?
Mikael Højris: Den nye Musikbranche 211

212
Tak!
Der skal siges tak til mange mennesker, som bevidst eller ubevidst har givet
inspiration til både Musikbranchen [2002/2005], Den Nye Musikbranche
[2009/2010] og til denne nye udgivelse, men det er ikke muligt her at nævne
alle, derfor vil jeg skrive som mange kunstnere gør i takkenoterne på deres
CD-covers: „I ved godt selv hvem I er; mange tak til jer!“.
Men nævnes skal dog min familie, som har fundet sig i såvel mit „mærkelige
arbejde“ som mine besynderlige arbejdstider og Tore-Emil Højris der er min
illustrator og web-master.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
213

214
Mikael Højris
Mikael Højris [f. 1957] er tidl. sanger, komponist, guitarist og el-bassist,
uddannet oversætter, autodidakt pladeproducent, projektmager,
foredragsholder og musik-branche-konsulent.
1974-1980 Bassist i en række stor-københavnske symforock
og fusions-grupper samt i popgruppen The PinUps.
1981 Organisationssekretær for RMU-Samrådet for Rytmisk
Musikundervisning, som bl.a. var aktivt medvirkende til
etableringen af Rytmisk Musikkonservatorium.
1982 Daglig leder af ROSA-Dansk Rock Samråd, som igennem
årene har været fødselshjælper for mange af tidens førende
rock- og popbands.
1990 Koordinator af projektet NordRock, nordisk rockmusik-
samarbejde og projektet MORE,
Music Organisations of Europe, europæisk rocksamarbejde.
1994-1995 Tilrettelægger af projektet EU-Rock-Tour, et turné
og uddannelsesprojekt for europæiske rockbands.
1991-1997 Foredragsholder og freelance konsulent for
bl.a. ROSA og DMF-Dansk Musiker Forbund samt primusmotor
bag projektet MXP-Musik Export Initiativet som i en årrække
producerede en række promotion-CD’er under fællestitlen:
MUSIC FROM DENMARK med præsentation af dansk musik
indenfor stort set alle genrer.
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Siden 1997 Har Mikael Højris været ansat som konsulent i
DMF - Dansk Musiker Forbund, hvor han bl.a. beskæftiger sig
med forhold vedrørende musikbranchen, herunder plade-,
management- og andre branche-kontrakter samt meget andet.
Mikael Højris er hyppig gæstelærer på landets konservatorier,
bl.a. på Rytmisk Musikkonservatorium [Music Management
mm.] ligesom han jævnligt holder foredrag om musikbranchen
bl.a. i mange af DMF’s lokalafdelinger.
2002 Udgivelse af første udgave af Musikbranchen
2009 Udgivelse af første udgave af Den Nye Musikbranche
2012 Udgivelse Den Nye Musikbranche 2.0
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
215

216
Mikael Højris har rådgivet bl.a.
Adam Powers
Afenginn
A Friend In London
Aida Nadeem
Aim
Aisha
Alex Riel
Ali Kazim
Alphabeat
Alcoholic Faith Mission
Anita Lerche
Anna David
Anne Seier
Annette Bjergfeldt
Annika Aakjær
Ankerstjerne
Anna Bell
Andy Roda
Apollo
Are We Brothers
Artillery
Artificial Brothers
Astrid Engberg
Aqua
Ave
B. Joe
Baal
Baby Wooderose
Bad Monday
Basixx
Benni Chawez
Berkenstoxx
Bich Quang
Blackout Babies
Black City
Black Leather Machine
Blended Brew
Bli’ Glad
Blue Foundation
Bodebrixen
Boho Dancer
Bottled In England
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Brimstone Butterfly
Bring Det På
Bryan Rice
Bullet Train Blast
Burhan G.
By The Patient
Børge Biceps
C. S. Nielsen
CallMeKat
Carlas
Carpark North
Cartoons
Carsten Dahl
Cartridge
Carwax
Casper David
Catbird
Celina Ree
Christina Holgersen
Christina von Bülow
Christina Åstrand
Christine Milton
Claire Ross-Brown
Clara Sophie
Coco Moon
Cody
Colorblind
Coolsville
Core
Corny
Cæcilie Trier
D:A:D
David Kosteljanez
De Fries & D. Beck
De Glade Sømænd
Death By Kite
Death For Frank Zyanak
Decorate Decorate
Den Fjerde Væg
Det kongelige Kapel,
Djames Braun
Diddium & The Black
Bonnie Picture,
Dinojaxx
Divided Minds
Dizzy Miss Lizzy
Drone
DJ Encore
Dúné
Duo Resonante
Düreforsög
Echo Vamper
Efterklang
Eivør
Electrojuice
Elephants
Elisabeth
Emil Friis
Enola
Envelope
EPO-555
Ester Brohus
Evil Masquerade
Farven Fornem
Fastland
Figurines
Fillip
Firehouse
Fjell
Flødeklinikken
Franka
Freja Loeb
Freya
Fumble
Funkstar DeLuxe
Funky Nashville
Fønix
Garbo
Gianna Factory
Gimo Mendez
Girlfriend
Grand Avenue
Green Concorde
Grope

Gunnar Mikkelsen
Gustav Foss
Gypsies
Halfdan E.
Hampenberg
Hannah Schneider
Harpcore
Hatesphere
Hellraiser Ten
Henning Stærk
Highway Child
Homeless Hank
Hush
Hvid Sjokolade
IdaAida
Ida Corr
Ida Østergaard
Ignug
ILK
Infernal
Ivan Pedersen
Jacob Eriksen
Jacob Fisher
Jakob Sveistrup
James Thomas
Jan Kaspersen
Janie Price
JanneMark
Jazzkamikaze
Jens Lysdal
Jeanett Debb
Joakim Pedersen
Joey Moe
Johnny Deluxe
Johnny Reimar
Jordans Drive
Jonz
Jorge Cordero
Josty
Julie Maria
Junkyard Productions
Jacob Bellens
Jetflower
Kandis
Karwaxx
Kasper Winding
Kashmir
Kate Hall
Katusja Babikian
Kellermensch
Kick The Kangaroo
Kill Screen Music
Kim & Hallå
Kind Of Girl
Kings Of Dark Disco
Kira & The Kindred Spirits
KissKissKiss
Kitty Wu
Kirsten & Marie
Klezmofobia
Klondike
Kongehuset
Konkhra
Kresten Osgood
Kris Herman
Kristina Holgersen
Kristoffer Rahbek
Kvæg
Kura
L. Ron Harald
LaLaNaïve
Lake Placid
L.A. Prostitutes
Lampshade
Lars Danielsson
Lars Lilholt
Laust Sonne
Laze
Leap Over Light
Leisure Alaska
Lennart Ginman
Life Of A Racehorse
Lily Electric
Lilyphone
Linda Andrews
Lips
Lis Er Stille
Lisa Vegas
Lise Westsynthius
Loufu
Louise Dubiel
Louise Hart
Louise Moe
Love Julie
Lovespeed
Lydmor
Maborosi
Machine
Mads Mathias
Mads Langer
Mads Vinding
Magic Bullet Theory
Magnum 44
Magtens Korridorer
Maja K.
Majorian
Malkin Zany
Malene Mortensen
Marc Rosener
Marcus Winther-John
Maria Timm
Marie Frank
Marie Kais Uhre
Marie Key Band
Martin Frank
Marvel Hill
Marvellous
Mary Mary
Marylin Mazur
Martin Høybye
Marwan
Marybell Katastrophy
Melonheads
Mercenary
Mescalin Baby
Mew
Michael Friis
Michael Parsberg
Michael Rune
Michael Splint
Michelle Birkballe
Mikkel Petterson
Minor Flaw
Minus Me
Mnemic
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
217

218
Mofus
Moi Caprice
Monkey Cup Dress
Monopol
Mom’s A Mannequin
Moon Gringo
Morild
Morjac
Morten Varano
Munich
Murder
Music For Modern Man
Nabiha
Naja Rosa Koppel
Nanna Kalinka Bjerke
Nanna Larsen
Natural Born Hippies
Need To Beat
Negash Ali
Nelson Can
Nenia Zenana
Nephew
Nevergreen
Niarn
Niklas
Nikolaj Nørlund
NoCanDo
OhNoOno
Ole Erling
Oliver Weers
Oriental Mood
Out Of Phase
Overseas
Odd Collection
Panzer Christ
Penny Police
Peter Bjørnskov
Paul Banks
Pernille Gunvad
Pernille Valentin
Peter Smith
Phonovectra
Pierre Dørge
Pilfinger
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Pigswear
Pilgrimz
Pimp-A-Lot
Pin Boys
Pligten Kalder
Plök
Pocketlife
Popfilter
Pornorama
Power Solo
Prime Fonkerz
Promenadeorkestret
Puddu Varano
Racing Ape
Race Track Babies
Rag City Dolls
Rasmus Thude
Raunchy
Resisters
RebekkaMaria
Rebound Rubies
Reptile & Youth
Ridin’ Thumb
Richard Ragnwald
Rikke Mach
Roben & Knud
Robin Taylor
Rock Hard Power Spray
Rocketeer
Rollo & King
Ron Gelfer
Rosa Lux
Safri Duo
Sara Grabow
Sarah West
Sascha Dupont
Savage Rose
Saybia
Scarred By Beauty
Schack
Sebastian Lind
Sence
Sensuous
Sepia
Shiny Darkly
Shout
Sidsel Storm
Signe Svendsen
Silja Okking
Simone
Simon Lynge
Sine Lahm
Sinne Eeg
Sinusstøv
Skywriter
Snake & Jet
Sofie Ottosen
Sorten Muld
Southern Gothic Tales
Substereo
Svarsot
Sparklin June
Stain
Sterling
Stomped
Strejfer
Submission
Superfuzz
Superheroes
Surfact
Sussi Hyldgaard
Sutrapumo
Swing Of Sahara
Sys Bjerre
Søren Krogh
Søren Poppe
Søren Reiff
Tabel Drengene
Tango Orkestret
Tania Viit
Tchando
Teitur
Tobias Stenkjær
Turboweekend
Thee Attacks
The Alpine
The Arctic Wife
The Blue Van

The Burning
The Burning Primitive
The Collins
The Defectors
The Eclectic Monicker
The Fashion
The Floor Is Made Of Lava
The Holiday Show
The Interbeing
The Jime
The Kissaway Trail
The Late Parade
The Loft
The Pink Floyd Project
The Psyche Project
The Raveonettes
The Royal Highness
The Storm
Thomas Bickham
Thomas Buttenschøn
Thomas Fleron
Thomas Holm
Third Eye Blind
Tiger Baby
Tiger Lily
Tiger Tunes
Tilt
Tina Dickow
Tobias Trier
Tomas Thordarsson
Toybox
Transmission Low
Tue West
Tukan
Turbulens
TV-2
Ufo&Yepha
ULC
Under Byen
Under The Cherry Moon
Urkraft
U$O
Ulige Numre
Yael Acher
Y-Not
Yellowbellies
Yellowish
Yepha
Young
Valravn
Vampire Blow
Vanir
Velvet
Veto
Viggo Sommer
Vildnis
Vinnie Who
Vincent Van Gogo
Virgo
Vivid Suspence
Volbeat
Wass
Weed
Western Stars
When Saints Go Machine
Wiener Bouquet
Wonderbrazz
Won’t Lovers Revolt Now
Xantom
Xenia Lach-Nielsen
Zar
Zididada
Ørtz
Øberg
18th. Dye
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
219

220
Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0
Det går op og ned i Showbizz
Franz Beckerlee