Helle Stangerup - Boghallen

Helle
Stangerup
Bag skodderne
Politikens Forlag

Helle
Stangerup
Bag skodderne
Politikens Forlag
3

1
Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ultimo
juli 1967. Stedet var Aktieselskabsregistret, et direktorat under
det daværende Handelsministerium, og det havde til huse i en
bygning på hjørnet af Strøget og Skoubogade.
Ved ansættelsen var jeg fyldt seksogtyve, cand.jur., endnu
ugift og med egen lejlighed i Domus Portus i Østbanegade. Jeg delte
kontor med en elskværdig, midaldrende herre og en lige så elskværdig
yngre dame, og fra min plads kunne man se ned på gadens
liv, og i det fjerne og højt over hustagene knejsede Nikolajkirkens
grønne spir.
Stillingen bestod i at registrere aktieselskaber, nye såvel som
ændringer i de eksisterende. Dagen begyndte, når en vogn lastet
med aktmapper blev trillet ind med de seneste sager, alle lagt i
gule papircharteks og derefter fordelt, så bordenes dynger atter
antog fuld højde. Inden længe gav den mig mindelser om en ligvogn
med gule kadavere.
Navne, adresser og hvert komma skulle kontrolleres og eventuelt
rettes med en spidset blyant, før aktmappen blev sendt videre
til overreferenten, som gennemgik den for nøjagtig samme
detaljer, inden den kom retur. Men hvor blev juraen egentlig af i al
den stavning og tegnsætning? Det fandt jeg aldrig ud af. Begrebet
»meningsfyldt arbejde« var heller ikke rigtig kommet på mode.
En dag fik jeg en sag ind, hvor aktiekapitalen bestod af ti tusinde
brugte eksemplarer af et pornoblad, Weekend Sex hed det
vist, og sat til en værdi af en krone pr. styk. Pornoen var, til manges
forargelse, netop blevet frigivet, og jeg kontaktede straks anmelderen
og udbad mig et nummer til vurdering. Det ankom med
5

posten, adresseret til mig personlig og blev lagt øverst under chartekket,
inden det gled videre i systemet.
Aldrig havde en sag været så længe om at nå tilbage til mit skrivebord.
Da det endelig skete, hang bladet noget nær i laser, selv
de pæne, ældre damer i receptionen var blevet set med blussende
kinder, mens de bladrede i smug under skranken. Mit lille påfund
sluttede med en venlig reprimande fra øverst oppe: »Meeeget
morsomt, frøken Stangerup. Men aldrig nogensinde igen.«
Altså navne og alle kommaerne. Fra ni til fem hver dag og halvdags
hver anden lørdag. Jeg skulle files til som et rutinemenneske,
men i min lille lejlighed ventede min hemmelighed, et andet arbejde,
håbet om løsladelse, et endnu ufærdigt manuskript til en
kriminalroman. Ved skrivemaskinen om aftenen og ofte den halve
nat, og så næste morgen atter afgang til stakken af charteks.
Den sparsomme konversation de ansatte imellem indskrænkede
sig til tomme almindeligheder, indtil en dag i begyndelsen
af september. Mit private venskab med landets Tronfølger blev
selvfølgelig aldrig så meget som nævnt, før en nyhed på Ekstra
Bladets forside pludselig satte naturen over optugtelsen. Prinsesse
Margrethe skulle forloves med en fransk greve, stod der. Men var
det mon sandt? I Aktieselskabsregistret havde man en kilde lige
ved hånden, for frøken Stangerup vidste naturligvis besked. Det
var simpelthen for fristende.
Hvem Prinsesse Margrethe mon ville gifte sig med, havde
længe været genstand for spekulationer. Ingen blåblodet ungkarl
kunne runde landet for at deltage i en kongelig begivenhed, uden
at han under alskens påskud blev sat under lup, for var det mon et
emne? Og så var det en studerende, så en advokat og så en dansk
diplomat, alt sammen bare snak. I det sidste tilfælde kom det dog
så vidt, at et ugeblad havde forsiden med portrætter af de to unge
i trykken, før den i sidste øjeblik blev trukket tilbage. Men på
denne septemberdag stod det for første gang sort på hvidt og med
hele tryksværtens tilsyneladende troværdighed. Tronfølgeren
skulle giftes. Greve Henri de Laborde de Monpezat var den udkårne,
en fransk diplomat, der arbejdede på den franske ambassade i
London. Der manglede faktisk kun et billede.
6

Når jeg ved tidligere lejligheder var blevet udfrittet om emnet,
havde jeg altid, og som sandt var, sagt det samme: »Aner det
ikke«. Senere hen, da det drejede sig om næste generation, og spekulationerne
nåede så larmende højder, at selv de lokale handlende
forsøgte sig, fik de samme svar. Sågar erhvervslivets spidser gik
da i gang, og her serverede jeg en anden og mere juridisk præget
formulering: »Spørgsmålet om en tronarvings forlovelse hører
hjemme i statsrådet. Det er aldrig genstand for privat snak.«
Denne ene gang og forelagt Ekstra Bladet, reagerede jeg dog.
Jeg dementerede, det kunne lige så godt manes i jorden med det
samme, for det var ganske enkelt ikke sandt.
Min viden stammede fra en midsommerfest nogle måneder
tidligere på herregården Rosenfeldt ved Vordingborg. Den ejedes
af en søster til Prinsesse Margrethes eminente hofdame Wava
Armfelt, kaldet Wabi, der også var den egentlige arrangør af sammenkomsten.
Gæsterne bestod af en række af Tronfølgerens venner,
men hertil kom tre for os andre helt ukendte, yngre herrer.
De var alle ugifte, alle udlændinge, en engelsk bankier, lidt tung i
det, en flot, svensk diplomat og en mindst lige så vellykket fransk
diplomat. Uden at det selvfølgelig blev nævnt, lignede det et forsøg
fra Wabis side på at præsentere Prinsessen for nye ansigter,
nye muligheder, og vi fulgte de tre med øjnene, for var der optakt
til noget, der kunne udvikle sig til noget, som kunne …?
Absolut nej. Englænderen brugte megen energi på at tale om
finanser og spilleklubberne i London, mens både svenskeren og
franskmanden svang sig på dansegulvet med alle mulige andre
end lige æresgæsten. Faktisk var jeg vist en af den utroligt charmerende
franskmands foretrukne, mit franske var stadig så nogenlunde
i behold, måske derfor, men bagefter tog det lidt tid at
få ham ud af hovedet. Nogle svingommer under den funklende
lysekrone på Rosenfeldts dansegulv blev dog aldrig fulgt op, ikke
så meget som et postkort.
Men jeg havde altså set dem sammen, Prinsessen og den
ukendte franske greve, og kunne forsikre mine kolleger om, at
selv om han var alle tiders, så havde den historie intet på sig. Desværre.
7

Sent samme eftermiddag, som jeg forlod kontoret, flød
Strøget med Ekstra Bladets løbesedler. Hoffet bekræftede forbindelsen,
at en forlovelse ville finde sted, så ikke så sært med det
postkort, der udeblev. Wabi havde været mere udspekuleret end
som så. En svensker og en englænder som røgslør, og det unge
forelskede par, der spillede deres roller til perfektion. Og om end
min troværdighed som vidne led et ordentligt knæk, så efterlod
det dog en lille håndfuld mennesker, som må have fattet, hvad
mange har ubegribeligt svært ved at forstå. Privat omgang med
Kongehuset byder på en rigdom af oplevelser, men der følger absolut
ingen intern viden med.
Hen på foråret 1967 blev jeg atter genstand for kontorets opmærksomhed,
atter skyldtes det medieomtale, men denne gang
var det min egen person, det drejede sig om. Den roman, jeg havde
arbejdet på, var færdig, og den udkom i marts på Gyldendals
datterforlag Spektrum under titlen Gravskrift for Rødhætte.
Min store personlige interesse var faget historie, og jeg havde
længe drømt om at kunne skrive en biografi, for slet ikke at tale
om en historisk roman, men det lod sig ikke gøre, der manglede
den rette hovedperson. Enten fandtes der allerede flere reolmeter
om ham eller hende, eller den interessante del af deres liv fyldte
alt for lidt. Da jeg samtidig fandt det hyggeligt at læse en god krimi,
lå det ligefor i stedet at forsøge sig den vej, og jeg havde den
kæmpe fordel at have en professionel redaktør lige ved hånden,
min far. Jeg husker endnu hans mange gode råd såsom aldrig at
henvende sig til et forlag med en idé. De vil sikkert sige »glimrende«,
men i virkeligeden tænker de »skriv den«. Alt afhænger af
det ene, hvordan den er skrevet og fortalt.
Idéen til Gravskrift for Rødhætte udsprang af et job, jeg havde
haft under min studietid. Dengang var der end ikke tænkt på SU,
de fleste boede hjemme hos far og mor og tjente til lommepengene
ved siden af. I 1962 og 1963 havde jeg udnyttet universitetets
lange sommerferie til at arbejde som stewardesse eller sommerfugl,
som vi også blev kaldt, vi, de studerende med de fornødne
sprogkundskaber, der udfyldte pladserne under højsæsonens
spids belastning. Et par måneders aftenkursus i det enkle at bære
8

akker rundt og servere drinks, tre ugers indlæring i proceduren i
tilfælde af en nødlanding, og så uniformen på og op i luften.
Den første sommer var hos SAS, næste år valgte jeg charterselskabet
Nordair, hvor passagererne tilhørte et helt anderledes
klientel. Det var i charterturismens barndom, og mange spurgte
efter deres faldskærm, eller de forventede en art luftdåb, noget
med at blive hældt over med champagne, vistnok.
For mig personligt gav de to somre et ganske sundt indblik i
at være den tjenende ånd, for trods de fikse uniformer blev vi ikke
anset for andet, som når SAS catering havde glemt, at visse rejsende
havde bestilt mad uden svinekød. Her var det os, der fik vreden
at mærke, og det hændte, at smørrebrød med skinke og italiensk
salat i bogstavelig forstand blev kylet efter os, så mayonnaise med
ærter og gulerødder drev ned ad benene.
Men jobbet gav samtidig en viden om en verden, som kunne
bruges som ramme om en kriminalhistorie. Man skal aldrig undervurdere
læsernes fornemmelse for, om et miljø virker ægte
eller ej, og Gravskrift for Rødhætte behøvede ingen research. Jeg
havde foretaget den allerede.
Gravskrift for Rødhætte blev vel modtaget og godt solgt både
herhjemme og i flere andre lande, dog ikke nok til at jeg kunne
leve af den. Alligevel gav den mod på at prøve igen, og jeg havde
idéen til en ny roman, der skulle foregå på en dansk ø.
Ferieåret begyndte dengang den 1. april, jeg slog til med det
samme og tog hele måneden på én gang for at få ro til at starte.
Nogle tror, at forfattere bare kan ernære sig ved et halvdagsjob
for så at være kreative resten af tiden, og dertil det vidunderlige
ved at mærke inspirationen komme som svævende ned fra
himlen. At inspirationen som oftest er en følge af selve arbejdsprocessen
og ikke omvendt, er noget nær umuligt at forklare.
Da jeg begyndte i Aktieselskabsregistret, havde Gravskrift for
Rødhætte været så langt fremme i forløbet, at den kun krævede en
revision og derfor kunne gøres færdig efter arbejdstid. Den næste,
derimod, skulle bygges op fra bunden, og selv om man har handlingen
inde i sit hoved, er starten ofte det vanskeligste. Første kapitel,
sågar den første sætning kan være afgørende for at bringe
9

læseren ind i fortællingens univers. Her brugte jeg hele den måned
på at skrive bare dette første kapitel, og så var det tilbage til
kontoret og stakken af charteks.
Bortset fra det ene tilfælde med pornobladet havde kun én sag
vakt min opmærksomhed. Eller rettere, det var ikke én, men
mæng den af dem. De stammede alle fra den samme, mig ukendte
advokat, de bar alle navn efter en dato, og aktiekapitalen var
de samme ti tusinde kroner i kontanter. Bestyrelsen bestod hver
gang af advokaten selv, dennes kone samt svigerfar, ligeledes en
advokat, og de kom som sagt ind i en lind strøm.
Uden at begribe, hvad formålet skulle være, skrev jeg på et
tidspunkt en bemærkning til min overreferent og sluttede med
ordene »er der ikke noget galt her?« Alle formalia er overholdt,
lød svaret, og endnu et af disse aktieselskaber gled videre til indregistrering.
En januaraften på Lolland tre et halvt år senere fik tv­nyhederne
mig til at hoppe i stolen. Advokatens navn blev nævnt,
mens skærmen bragte hans ansigt og også hans stemme ind i vores
stue. Han var dagens og kommende tiders topnyhed, manden,
der frejdigt vedgik ikke at betale en krone i skat.
Systemet var bygget op omkring hans aktieselskaber. Jour nalisten
havde forsøgt at få en forklaring fra min tidligere arbejdsplads,
Aktieselskabsregistret, men blev afvist og måtte nøjes med
at lade et kamera zoome ind på hermetisk lukkede døre. Men advokatens
natsorte øjne havde stirret mig i møde, mens han talte
sin bornholmske dialekt. Nul skat. Det var Mogens Glistrup.
Jeg havde altså indregistreret Glistrups selskaber på stribe.
Og derinde, et eller andet sted bag disse lukkede døre, befandt sig
et lille notat, »er der ikke noget galt her?«, underskrevet Helle
Stangerup. Måske de skrevne ord fra min hånd, der kan blive af
mest varig værdi, hvis de ikke for længst er makuleret.
Men dengang tilbage i maj 1967, og med et enkelt kapitel færdigt,
var der en uendelighed til næste ferieårs begyndelse. Samfulde
elleve måneder uden nåde. Nok kunne min stewardessetilværelse
til tider føles barsk, men den bød dog på oplevelser og
10

havde uregelmæssige arbejdstider, aldrig fra ni til fem hver evig
eneste dag. Allerede i gymnasiet var jeg begyndt at pjække fra den
spændetrøje, kaldet et fast skema.
At være forfatter er også en livsstil, som en god kollega engang
udtrykte det. Man slipper ikke ligefrem nemmere om ved
sit arbejde, men bestemmer selv, hvornår det skal finde sted. De
fleste mennesker står op på samme tidspunkt for at passe deres
arbejde, mange endda med glæde. Jeg måtte være skruet anderledes
sammen. Som maj blev til juni og så juli, kom den endelige
erkendelse. Rutinemennesket i mig fandtes ikke.
Efter studentereksamen lå historie som studium selvfølgelig
ligefor, men min far frarådede det. Dels var det ved at blive stærkt
politiseret, et problem, der nu ikke bekymrede mig, og så kastede
han trumfkortet på bordet, »du risikerer at skulle undervise skoleelever«.
Det virkede. Kærlighedsægteskabet, historie, blev til
et fornuftsparti, juraen. Forelagt den nuværende problematik, at
jeg agtede at leve af at skrive, trak min far atter et trumfkort op af
lommen. »Jamen tænk dog på pensionen.« Her virkede det også,
bare stik modsat. Jeg var blevet syvogtyve, så »pensionen«?
En sen julieftermiddag. Solen bagte fra en høj blå himmel,
og Nikolajkirkens spir knejsede som en frihedens lysende, grønne
fane. Mit skrivebord flød med ubehandlede sager, og i mangel
på plads havde nogle af dem endda fundet vej ind under det.
Beslutningen var truffet. Jeg sagde op. Jeg ville skrive gyseren
Gule handsker.
Mine første skridt ind i kulturens verden begyndte med musik,
jeg var kun lige fyldt fem, og hjemmet var i bogstavelig forstand
et hjem med klaver. Det store, brune møbel prangede midt for
dagligstuens langvæg, uden at nogen nogensinde rørte tasterne,
indtil jeg altså blev sat i gang.
Vi boede i en stor hjørnelejlighed på Øster Søgade. En gang
delte den op på langs, med en række rummelige værelser en suite
ud mod en solrig sidegade. Bagest mine forældres soveværelse, så
mit, derefter spisestue og dagligstue og endelig og med udsigt ud
over søerne det helligste, min fars bibliotek.
11

Mod gården var først min bror Henriks værelse, derefter bad,
køkken og pigeværelset, lejlighedens mindste, der gav plads til
både barne­stuepigen, Karen, og kokkepigen, frøken Nielsen, af
os børn kaldet »Nie«. Det hele lå på fjerde sal til venstre, mens
min mormor, der i 1941 var blevet enke efter min morfar, den
svenske digter Hjalmar Söderberg, herskede over den lige så store
lejlighed til højre.
Mormor var dansk, en kort, stovt dame med et skarpt blik,
gigtkrogede hænder og kraftigt blånet hår, en farve, der blev tryllet
frem ved at lade det skylle med blæk. Skridtene gungrede, når
hun tog gulvet op og ned og forkyndte: »I aner ikke, med hvilken
dumhed verden regeres.« Hendes følelser for sin afdøde mands
hjemland lod sig måle. Om deres behandling af de baltiske flygtninge:
»Sendt retur, lige i armene på de sovjetiske bødler.« Om
deres kvindesyn: »Hellere brændes på bålet i Indien end at være
enke i Sverige.« Hendes yndlingshistorie handlede om Selma
Lagerlöf, der i sin hjembygd, og selv efter at have modtaget Nobelprisen
i litteratur, blev belært om at gå sidst til bords. For hun var
jo ikke gift.
Min morfar havde været en af de ganske få svenske personligheder,
der forsøgte at bekæmpe nazismen med ord, og tilmed fra
begyndelsen i 1933, eller, som det blev skrevet om ham ved hans
halvfjerdsårs fødselsdag i 1939: »Der findes ingen mere overbevist
modstander af fascismen.«
Den holdning er han blevet hyldet for af sine landsmænd, dog
først efter De Allieredes sejr. Det pinlige faktum, at hans stockholmske
avis, Dagens Nyheter, i den da politiske korrektheds
navn ikke ønskede at trykke hans synspunkter, forbigås derimod
i tavshed. Kun den vestligt­orienterede Göteborgs Handels­ och
Sjöfartstidning vovede i de år at lægge spalteplads til. I 1969, på
hundredårsdagen for hans fødsel, hørte jeg en svensk radioudsendelse,
der hyldede ham for hans politiske mod, mens den samtidig
satte spørgsmålstegn ved hans manglende forståelse for kommunismens
varme menneskesyn. Tiderne skifter, meninger skifter.
Det var derfor lige så meget i hans ånd, at mormor under besættelsen
åbnede sine døre for mennesker, der søgte skjul, det
12

være sig jøder som modstandsfolk. Og så var et kunstnerisk talent,
ligegyldigt på hvilket felt, i hendes øjne den største gave, et
menneske kunne eje. Hverken penge eller eksaminer magtede at
hamle op med dette kostelige. Og eftersom hun som den eneste i
familien besad et musikalsk øre, var det hendes påfund med mit
klaverspil.
Inden længe kunne jeg spille både Brittapolka og andet af
Lumbye, læreren beskrev mine evner som noget nær enestående,
og mormor fablede sig allerede til debutkoncerten, Odd Fellowpalæets
mindre sal, sikkert iført hvid atlask eller noget lignende.
Men til hendes skuffelse sluttede det med et diplom i Ping klubbens
åbne musikkonkurrence, og nok kun fordi jeg valgte den
mindre kendte komponist Hummel, mens konkurrenterne for
de flestes vedkommende klimtede løs på Für Elise. Eneste levn fra
mit forsøg med det musikalske er problemet med at holde fingrene
i ro, når jeg hører klassisk klaverspil. Særlig Liszt og Chopin
gør ondt. Blot jeg havde kunnet.
Bror Henrik har ofte fortalt, at han blev smidt ud af alt, hvad
man kunne smides ud af, børnehaven, spejderne, danseskolen,
spilleskolen og så videre. At Henrik skulle have været spejder eller
ulveunge, må stå for hans egen regning, men det med spilleskolen
er ikke rigtigt, for han kunne ikke få hænderne til at fungere
uafhængigt af hinanden og nåede derfor aldrig så langt. Og danseskolen
slet ikke, da ingen af os gik til dans. Børnehaven, derimod,
havde sin rigtighed på grund af en bestemt begivenhed.
»Jeg har aldrig prøvet at være glad«, sagt af Henrik i voksenalderen.
Det refererede ikke til øjeblikkets henrykkelse eller tilfældig
opstemthed. Det var glæden i egentlig forstand, den stille,
den dybereliggende tilstand. Ordene faldt i en ligegyldig forbindelse
hen over køkkenbordet og var udtrykt uden hverken patos
eller selvmedlidenhed. Blot en nøgtern konstatering, som rystede
mig. Men når jeg tænkte tilbage, var det faktisk rigtigt. Henrik
kunne være ufattelig morsom, men jeg husker ham ikke som værende
glad. Aldrig. Så meget grundlægges i barndommen. Hvorfor
gik det så galt?
Henrik var godt to år ældre end jeg og havde altså haft fornø­
13

jelsen af at være enebarn. Da ankom et vrælende, stinkende uhyre
kaldet en lillesøster, som stjal al opmærksomhed, en situation,
der nok er sværest for en dreng så blottet for dukkeinstinkt, men
også en situation, masser af forældre har kunnet tackle. I Henriks
tilfælde befandt de egentlige årsager sig også andre steder.
Vore dages børnespykologer påpeger tit, at hvis der er et sygt
barn i hjemmet, kommer det, eller de, raske ofte til at betale prisen.
Henrik var det raske barn, jeg det syge.
Jeg var, viste det sig, født med dobbelsidigt hofteskred, enkelt
forklaret var der ingen hofteskåle til at holde lårbenene på plads.
Man kendte ikke til hofteklikket, den undersøgelse, der nu foretages
rutinemæssigt på alle nyfødte og fanger sygdommen, mens
knoglerne endnu er bløde og formelige. Dengang tonede virkeligheden
først frem ved étårsalderen, når barnet begyndte at gå,
hvad der gjorde situationen ganske anderledes alvorlig.
Og der var de voksne i hjemmet, bortset fra hushjælpen vores
forældre, Hakon Stangerup og Betty Söderberg. I det ydre et stateligt
par, men skønt født henholdsvis den 10. og 6. november og
derfor begge skorpioner, var de af sind og temperament de diametrale
modsætninger.
Der herskede ligesom en ring af stilhed omkring min fars høje,
ranke skikkelse, som kun blev brudt af skrivemaskinens klap ren.
Han var et fredselskende menneske, myreflittig og bortset fra sin
påklædning, altid jakke og slips, uhyre beskeden i forhold til livets
materielle goder. Dertil akademiker med stort A. Uni ver si tetets
guldmedalje, cand.mag. i dansk og fransk med udmærkelse
og dr.phil. som syvogtyveårig.
»Den nemmeste vej i tilværelsen er at begynde i 1. klasse og
fortsætte direkte frem til embedseksamen. Alt andet er besværliggørende
omveje.« For ham var børn først af interesse, når de havde
nået et mål af mæle og fornuft, men så tog han til gengæld revanche,
dog aldrig noget med at ligge på alle fire for at lege med
futtog og klodser. En enkelt slingretur på en kælkebakke blev det
vist til.
Omvendt forlod mor skolen i samme fart, som det overhovedet
lod sig gøre. Syv år holdt hun ud, dernæst et mislykket for­
14

søg på indlæring i husholdning, inden hun som purung blev optaget
på Det Kongelige Teaters elevskole for at blive uddannet til
skuespiller. Derfra fortsatte hun hos Betty Nansen, og radioteater
og en håndfuld film blev det også til. Et feagtigt luksusvæsen, så
ulig sin egen mor, og skønt storryger altid duftende af Guer linparfumer
som Vol de Nuit og l’Heure Bleu, mens begreber som
logik endsige autoritetstro ikke eksisterede i hendes bevidsthed.
Alt kørte på nogle højt udviklede sanser, og i krisens stund på en
total mangel på nerver.
Lidt lad af natur, som hun var, sluttede hun karrieren, allerede
mens vi var små, men scenemennesket i sig bevarede hun, særlig
en hang til det gribende, der nemt overskred grænsen til det melodramatiske.
»Betty, du har øjne som knuste vinduesruder«, en
bemærkning, hun elskede at citere og altid med en let dirrende
stemme.
Hendes foretrukne godnatlekture var H.C. Andersen og altid
de sørgelige. Den lille Havfrue, indtil jeg græd mig i søvn, for hvad
hjalp det havfruen, at hendes sjæl ville blive udødelig, når hun
ikke fik sin Prins? Frem for alt var det dog Historien om en Moder.
Mor læste den ikke, hun spillede den, mens hun med de højrøde
negle nærmest flåede håret af og rev sine øjne ud. Men bag øjnenes
vinduesruder, knuste eller ej, boede den skibskaptajn, der
først viser sig på broen, når barometeret melder om orkan, og som
så til gengæld overtager den fulde kontrol.
Overlægen på Ortopædisk Hospital gav mig ti procents chance
for helbredelse pr. hofte, altså én procent for dem begge. Man
havde tidligere benyttet gips, men var gået over til at bruge en
slags skinne, dels fordi den stive gips kunne skade barnets psyke,
dels fordi den var for tung for personalet, når de skulle løfte børnene.
Men i mors skole havde der været en pige, der var født med
samme skavank, og som var blevet rask efter et år netop i gips og
uden åbenbare psykiske men. Og dette med hensynet til personalet
fik for alvor mors alarmklokker til at ringe.
Mor krævede gips. Overlægen sagde nej. Gentaget, gips. Gentaget,
nej. Da satte mors vindstyrke 12­sind ind. På en eller anden
måde fik hun boret sig frem til et møde med hospitalets øverste
15

ledelse, selveste direktøren. Om hun hulkede, truede eller flirtede,
står hen i det uvisse, hele repertoiret er sikkert blevet kørt af,
for hendes vilje blev trumfet igennem. Som det eneste af alle børnene
blev jeg lagt et år i gips i frøstilling fra talje til ankler. Og som
det eneste skulle jeg komme til at gå normalt på mine ben.
På ét punkt havde overlægen dog haft ret. Ifølge mor var jeg
et barn uden udtryk, uden blik, uden for kontakt. Selv husker jeg
intet fra den tid, og i samme øjeblik jeg som toårig vendte hjem,
syntes det hele åbenbart glemt, væk.
I det år havde Henrik efter sigende atter været den glade dreng
fra før min fødsel, men så skete det. Det var lige før jul, uhyret
kom hjem fra hospitalet og blev overdynget med gaver, herunder
en hvid kaninskindspels med tilhørende kyse, muffe og vanter.
Næste dag gik Henrik amok i børnehaven. Han smadrede alt,
der var til at få fat i, julestadsen blev revet i stumper og stykker,
noget mor til sin død aldrig forstod. »Hvor kunne han dog gøre
det? Og selv julestadsen!« Og indimellem kunne hun endda more
sig over hans forsøg på en forklaring, »jeg er bare så forsivlet« i
stedet for »fortvivlet«.
Ved udskrivelsen var jeg nået den alder, hvor søskende normalt
begynder at lege med hinanden, men her lod det sig ikke
gøre. Jeg var under konstant overvågning.
Barnepigen, Karen, bar mig op og ned ad trapperne, og når jeg
tog mine forsigtige skridt, holdt hun mig oppe i en sele. Aldrig
falde, aldrig falde, til gengæld var jeg genstand for al den opmærksomhed,
der er så afgørende for et barn. Da Henrik senere fik bank
af en sadistisk skoleleder på Krebs’ Skole, vakte det selvfølgelig
vrede i hjemmet, men stadig, han var jo sund og rask og havde
derfor bare at være lykkelig.
Vi var en lille familie. Min farmor var for længst død, og farfar havde
valgt at tilbringe sin pensionisttilværelse på Stevns. Han kom
aldrig til København, det hændte dog, at vi besøgte ham. Fars
eneste søster, barnløse tante Tulle, og hendes mand viste sig af og
til, og mors svenske halvsøskende boede i Sverige, i henholdsvis
Stockholm og Göteborg.
16

Far havde ganske vist en moster, tante Søs, der var gift med
en Thorvald Rifbjerg, og de havde børn, nogle piger og den yngste,
en dreng, der hed Klaus. Jeg så en gang et fotografi af dem og syntes,
at det kunne være sjovt at møde dem, også selv om de var en
del ældre, men det kom aldrig på tale, for tante Søs var noget, mor
kaldte »kommunist«. Altså ingen fætre og kusiner på besøg, der
var kun os to, og selvfølgelig ville jeg da lege med min storebror.
»Henrik, Henrik, vent på mig,« lød mine råb, efterhånden
som jeg kom fri af selen, men kun for at gå, ikke løbe. Henrik ventede
ikke, hvorfor skulle han dog og så tilmed på en søster, der
aldrig måtte få så meget som et skub? Kun én eneste gang i de år i
Øster Søgade kom vi hinanden nær. Det må have været mod krigens
slutning, og forhistorien lærte vi først at kende senere.
Enhver i min generation husker glimt fra besættelsen. For
mig, mørklægningsgardinerne med de olivengrønne indersider,
nu og da lyskastere, der fejede over himlen, nu og da sireners tuden
og turen ned i kælderen, pakket ind i tæpper, eller dengang et
lille tysk fly lå styrtet ned i Sortedamssøens fjerneste hjørne. Og
som en detalje, også de genstande og malerier, som pludselig var
rykket ind i vores hjem. »Tilhører nogen, der er ude at rejse,« hed
det.
En af disse genstande var et ur og den rene magi. Det kunne
slå både time­, halvtime­ og kvarterslag. Åbnede man lågen og
trak i en ring for enden af en tynd snor yderst til højre, gav det sig
til at repetere. Jeg måtte selvfølgelig ikke røre det, alligevel sneg
jeg mig til det, til at sætte en finger ind i den ring og trække til.
Da lød det, de mørke toner, så den lysere og endelig de lette plingplang,
pling-plang for hvert kvarter. Længe efter det var forsvundet,
erfarede jeg, at det var et såkaldt engelsk lygteur, noget jeg
har ønsket mig lige siden da.
Men en formiddag skete der noget, ikke noget med sirener eller
turen ned i kælderen. Vi to børn sad tæt op ad hinanden på et
af trappetrinene, mens vi stirrede ned mod lejligheden på tredje,
den lige under vores egen.
Lejligheden var beboet af en tysk officersfamilie, det var bare
noget, vi vidste, jeg erindrer i hvert fald ikke at have set nogen af
17

dem. Den formiddag havde postbuddet ringet på hos os, han var
kommet til at smide mine forældres post ind hos tyskerne, som
åbenbart ikke var hjemme. Postbuddet havde til gengæld en ven,
en fingernem låsesmed.
Låsesmeden blev tilkaldt, låsen dirket op og posten hentet ud,
men her standsede det ikke. Tanken om, hvad den lejlighed måtte
rumme, var mere end mor kunne modstå. Låsesmeden blev beordret
til at holde vagt nede ved gadedøren med besked om at pifte,
hvis nogen nærmede sig, og mens postbuddet ventede lige uden
for lejligheden, gik mor i gang med at gennemrode skuffer, skabe
og gemmer.
Døren stod spærvidt åben, og der lå en solstribe hen over gulvet
udenfor. Vi børn vidste så meget, at tyskere var væmmelige,
og hvad mor end lavede inde hos tyskerne, var det noget meget,
meget farligt. Først år senere fik vi hele forløbet. Til sin umådelige
ærgrelse havde mor ikke fundet noget som helst af interesse,
ingen hemmeligstemplede papirer, kun en lille æske med et
Dannebrogsmærke, som hun uden videre tog med sig. Det hørte
ikke hjemme hos »dem«.
Når vi spurgte hende, om hun ikke havde været bange, faldt
svaret med et nærmest uforstående »Næ«, og her uden den mindste
dirren i stemmen. Det samme gjaldt et af hendes andre gøremål
under besættelsen, noget vi ikke havde kendskab til.
Det var i efteråret 1943, de danske jøder skulle reddes ud af
landet til Sverige. På et tidspunkt blev mor kontaktet af operasangeren
Henry Skjær, der manglede en hjælper, og hun var straks
parat.
For mors vedkommende drejede det sig om godt og vel en snes
personer, højst femogtyve i alt. Hun skulle opsøge dem i deres
skjul, sørge for at få dem med toget op ad kysten til Snekkersten,
kontakte fiskeren og arrangere betaling, samt få dem om bord i
kutteren. Ifølge hendes egen beskrivelse havde det værste været
mødet med disse mennesker på flugt. Pæne medborgere, der pludselig
sad sammenkrøbet på loftkamre og i garager. Men af sted
kom de, og under min mors kommando fordelt ud over hele toget
for at undgå opmærksomhed hos de patruljerende tyske soldater.
18

De mest jødisk udseende blev bedt om at læse i en avis, holdt op
foran ansigtet, mens hun lavede forskellige afledningsmanøvrer.
»Jamen var du da ikke bange?« spurgte vi igen. »Det skulle
bare gøres,« kom det ligegyldigt, og så med tilføjelsen: »Desuden
vidste vi, at vi kunne stole på alle. Ingen snakkede.«
Sådan var det også. Alle kom over bortset fra et enkelt tilfælde,
den berygtede historie om jøder, gemt på Gilleleje Kirkes loft,
der blev stukket og bragt til tyske kz­lejre.
Mor var blot en af de utallige hjælpere, og hun foregav aldrig
andet. Det drejede sig trods alt om mere end syv tusinde mennesker,
der skulle reddes i sikkerhed, så talløse andre danskere deltog
enten aktivt eller stiltiende i en del af vores historie, som vi
virkelig kan være bekendt.
År senere rejste Henrik til Israel for at plante et træ i De Danske
Frihedskæmperes skov til hendes ære. Umiddelbart efter hendes
død besluttede Den Jødiske Nationalfond selv at hædre hendes
indsats med plantning af træer. Det får derfor stå hen i det
uvisse, om den måske bestod af mere, end vi vidste.
Uanset hvad, ville mor, som det dobbeltmenneske hun var,
have ønsket, endsige værdsat det? Dette var hverken rollespil på
en scene i forventning om klapsalver eller dramatik for dramatikkens
skyld, udført inden for hjemmets fire vægge. Jeg er ikke helt
sikker.
19

Tænk at være så lille, men dog tryg mellem fars hænder.
20
Et år på Ortopædisk Hospital. Et barn man ikke kunne nå, men psykosen
forsvandt åbenbart, i samme øjeblik jeg kom fri af gipsen og hjem igen.

At lære at gå. Karen
holdt godt fast og slap
mig aldrig af syne.
22
Godt pakket ind i min fine kaninskinds­
pels, Henrik i frakke og barnepigen,
Karen, der ikke kan have været særlig
kuldskær.

Skønt med al den opmærksomhed. På græsplænen i vores sommerhus i
Espergærde med Karen og »Nie«, vores kokkepige. Karen og Nie var søstre
og stammede fra Horsens.
23

Juletræet var altid omgærdet med hemmelighedskræmmeri. Vi børn
blev holdt væk, når det ankom for at blive stillet op i fars bibliotek,
hvorefter dørene blev låst, og mor tog over med al pynten. For at sikre
sig mod nysgerrige børneøjne, stoppede mor nøglehullet til med papir.
Endelig øjeblikket, hvor lysene var tændt og dørene blev slået op. Juleaften
var i øvrigt den eneste gang om året, hvor barnepige og kokkepige
fik lov at spise med ved bordet og tilbringe aftenen sammen med
familien.
Henrik er i matrostøj, det fineste, et barn kunne være klædt i, og senere
fik jeg selv en matroskjole.
24

Henriks eneste – og håbløse – forsøg ved klaveret,
men fluks var mor der med sit kamera.
25

Henrik og jeg sammen med mor uden for vores sommerhus.
26

Med far og Henrik og i Øster Søgade, hvor man endnu havde ridestier til det
beredne politi.
27

Kvinder viste sig ikke på gaden uden en hat på hovedet, heller ikke små
piger. Her passende påklædt, fotograferet på min første skoledag.
28

Sussi hed hun, et gadekryds, men når nogen spurgte, udnævnte mor hende
til at være en tibetansk, ruhåret steppeterrier. Min første hund, og også
min første sorg. Kun fire måneder gammel blev Sussi kørt ihjel af en bil.
29