Forsøg om skelettet - Experimentarium

Forsøg om skelettet
Den smarte tommelfinger
Det viser forsøget
Forsøget viser vigtigheden af håndens forskellige
led - især tommelfingerens.
Leddene, der forbinder knoglerne i vores krop,
bestemmer, hvilke bevægelser der er mulige.
Det er derfor vigtigt, at de rigtige led sidder mellem
de rigtige knogler. Ellers ville vores bevægemønstre
se helt anderledes ud. Hvis alle fem
fingre fx havde haft ens grundled, ville tommelfingeren
ikke kunne svinge ind foran de andre
fire fingre, og vi ville ikke kunne gribe om ting.
Materialer
• En skål med små genstande, fx små kugler,
ærter, legoklodser eller lignende
• En snor
Sådan gør I
1. Forsøgspersonerne stikker på skift en hånd
i skålen, og samler så mange genstande op
som det er muligt i et greb. Skriv op, hvor
mange forsøgspersonerne fangede. Genstandene
lægges tilbage i skålen og den næste
forsøgsperson samler ting op fra skålen.
2.
Nu får forsøgspersonerne bundet deres udstrakte
tommelfinger tæt sammen med deres
udstrakte pegefinger. Forsøgspersonerne
skal igen på skift samle ting op fra skålen,
denne gang uden tommelfingerens hjælp.
Igen noteres hvor mange genstande, det var
muligt at fange for hver enkelt forsøgsperson.
3. Spørgsmål til forsøgspersonerne: Hvorfor er
der forskel på antallet af ting ved første og
anden opsamling?
Forsøgsbeskrivelse 1

Forsøg om skelettet
Derfor drejer hånden
Det viser forsøget
Forsøget viser, hvorfor vi har to knogler i underarmen.
Knoglerne, der forbindes i albuen (overarmsknoglen
og de to underarmsknogler) indgår
i to led. Et led, der giver mulighed for at strække
armen ud og bøje den sammen, og et mindre
synligt led, der giver mulighed for at rotere de
to underarmsknogler om hinanden, og dermed
om hånden. De to led gør det muligt at have en
stabil arm, der samtidig kan rotere hånden.
Materialer
• 2 tynde pinde, fx træspyd til grillen eller
strikkepinde
• Tape
• Karton
• Saks
• Blyant
Sådan gør I
1.
Lav en model af en hånd og dens underarmsknogler:
I skal tegne en venstrehånd
2.
af på karton og klippe den ud. Tape de to
pinde på ved håndleddet, som om de var
underarmsknoglerne. Der skal være 4-5 cm’s
mellemrum mellem de to pinde. Tegn negle
på den ene side af hånden, så man kan se,
hvad der er håndryg og håndflade.
Hold fast i pindene, så håndryggen på
modellen vender opad. Bed jeres publikum
om at dreje håndmodellens håndflade opad.
Imens skal I hele tiden holde fast ude i enderne
af pindene, så de ikke bevæger sig.
3. Spørgsmål til publikum: Hvad sker der med
’underarmsknoglerne’?
Det viser sig, at det er muligt at rotere armen
om sin egen akse, mens man holder den ene
underarmsknogle i ro, hvorved det er muligt
at have underarmsknoglen siddende i en
stabil forbindelse med overarmsknoglen.
Forsøgsbeskrivelse 2

Forsøg om nerver og hjerne
Jo kortere vej, jo hurtigere reaktion
Det viser forsøget
Dette forsøg viser, at der foregår en proces i
nervesystemet fra man mærker noget, til man
reagerer på det. Fra det sted, hvor der er registreret
en berøring, fx en fod der har trådt på en
tegnestift, går der en besked ind til rygmarven,
og videre op til hjernen, hvor beskeden behandles.
Herfra sendes en besked samme vej tilbage
til foden, om at fodens muskler skal trække sig
sammen.
Når man skal reagere på en berøring, er det små
elektriske impulser, der rejser via nerverne i
kroppen. Nervebanerne fungerer som ledninger.
Når impulsen når frem til enden af ledningen,
skubber den små signalstoffer over på den
næste nerve, og beskeden er leveret videre. Det
tager noget tid for signalstofferne at nå over
på den næste nerve, og derfor går der lidt tid,
fra man mærker noget, til man kan reagere på
berøringen. Og derfor går der længere tid, jo
længere strækning, beskeden skal tilbagelægge.
Materialer
• 10-12 forsøgspersoner
• Stopur
Sådan gør I
1. Forsøgspersonerne sætter sig på gulvet bag
hinanden i en række, med benene strakt ud
på begge sider af den, der sidder foran. De
skal lægge hånden på skulderen af personen,
der sidder foran. Forsøgspersonerne
lukker øjnene, så de kun kan reagere på følelsen
af en berøring, og ikke det de kan se.
2.
3.
4.
Forsøgslederen stiller sig ved den bagerste
forsøgsperson og holder stopuret. Forsøgslederen
skal nu nippe den bagerste forsøgsperson
i nakken, samtidig med at han starter
uret.
Nippet skal nu rejse hele vejen frem igennem
rækken af forsøgspersoner, ved at hver
person nipper den foransiddende, så snart
de mærker nippet i deres egen nakke.
Så snart den forreste mærker nippet,
råber han: Stop, og forsøgslederen stopper
uret og noterer tiden.
Forsøget gentages nu, men den modsatte
vej, ved at forsøgspersonerne holder hånden
på den bagvedsiddende persons fod, for at
nippe i tåen i stedet for i nakken. Forsøgs-
Forsøgsbeskrivelse 3

5.
lederen står derfor ved den forreste i rækken,
og igangsætter forsøget. Så snart den
bagerste person mærker berøringen af sin tå
råber hun: Stop, og uret stoppes.
De to tider kan nu sammenlignes, og en
eventuel forskel kan skyldes forskellen mellem
at nerveimpulsen rejser hhv. langt og
kort. Det er vigtigt, at alle forsøgspersonerne
er koncentrerede, da signalerne i nerverne
rejser ret hurtigt, og man derfor skal være
meget præcis for at fange forsinkelsen.
6. Spørgsmål til forsøgspersonerne: Hvad sker
der? Hvad sker der, fra I mærker, at I bliver
nevet i nakken, til I selv niver den næste
person?
7.
Hvis der er målt en tidsforskel mellem første
og næste runde: Hvorfor er der forskel på
tiden på første og anden runde? Hvilke
fejlkilder kan der være til tidsmålingen i
forsøget?
Forsøgsbeskrivelse 4

Forsøg om nerver og hjerne
Reflekser: Genvej for nervesignaler
Det viser forsøget
Forsøget viser, hvordan en refleks fungerer.
I musklerne i benene sidder der små receptorer,
der opfatter, hvis musklen pludselig forlænges.
Fra disse receptorer sendes der et signal gennem
nervens ledninger ind til rygmarven, som
sender besked til en nerve, der er i forbindelse
med de sammentrækkelige enheder i musklen.
På den måde sparer beskeden rejsen hele vejen
op forbi hjernens omstillingscentral, som andre
typer beskeder skal forbi. Nu kan musklen
trække sig sammen, og sørge for at kroppen ikke
falder sammen.
Materialer
• Reflekshammer (en blød hammer, fx en
hammer til pløkker)
• En forsøgsperson
• Bord, der er højt nok til at forsøgspersonen
ikke kan nå ned med fødderne, når han sidder
på det
Sådan gør I
1. Forsøgspersonen sætter sig på bordet med
benene hængende ud over kanten og slapper
af sine ben.
2.
3.
Forsøgslederen tager reflekshammeren i den
ene hånd, og mærker efter på forsøgspersonens
knæ, for at finde det hårde, stærke
ligament der sidder lige under knæskallen.
Det er ca. 2 cm bredt, og føles hårdt, men
eftergiveligt sammenlignet med knæskallen.
Forsøgslederen beder nu forsøgspersonen
være helt rolig, og slappe godt af i sine
ben. Dernæst slår han let på ligamentet, og
kigger efter om foden ryger frem. Hvis der
ikke sker noget, har man enten ramt lidt ved
siden af eller ikke slået hårdt nok. Dog skal
man passe på ikke at ramme en knogle, for
det kan gøre ondt.
Forsøgsbeskrivelse 5

Forsøg om nerver og hjerne
Nerver reagerer på nye indtryk
Det viser forsøget
Forsøget viser, at nervesystemet i højere grad
reagerer på, at der sker ændringer i kroppens
omgivelser, fremfor at reagere på tilstande, hvor
ubehagelige de end måtte være.
For eksempel kan man tydeligt mærke, når man
tager sit tøj på om morgenen, men i løbet af
dagen går man ikke hele tiden og tænker på, at
man har sit tøj på. De fleste receptorer i nervesystemet
fungerer derfor ved at tilpasse sig
omstændighederne, og reagerer hvis der sker
noget nyt.
Materialer
• 4 skåle med plads til en hånd
• Iskoldt vand
• Vand med stue temperatur
• Vand der er så varmt, at man kun akkurat
kan holde ud at have hånden i det
• Ur
• En forsøgsperson
Sådan gør I
1. Vandet fordeles i skålene således at to skåle
fyldes med vand ved stuetemperatur, én med
varmt vand og én med koldt. Der er således
to skåle, med vand med præcis samme
temperatur. Forsøgspersonen må ikke kende
til, at de to skåle med stuetemperatur er lige
varme.
2.
3.
4.
Forsøgspersonen skal nu stikke sin ene hånd
i det varme vand, og sin anden i det kolde.
Efter et halvt minut tages begge hænder
op af skålene, hvorefter de straks placeres i
hver sin skål med vand ved stuetemperatur.
Forsøgspersonen skal nu fortælle, hvilken
skål der indeholder det varmeste vand.
Hvorfor føles det som om der er forskel?
Forsøgsbeskrivelse 6

Forsøg om muskler og sener
Automatisk muskelarbejde
Det viser forsøgene
Mange af vores indre organer fungerer ved
hjælp af muskler, som har den særlige egenskab,
at de arbejder automatisk. Det er den glatte muskulatur,
og den findes bl.a. i vores fordøjelsessystem.
Det har den fordel, at vi ikke skal spekulere
over, om vores krop fordøjer. Den glatte muskulatur
i tarmene sørger desuden for, at den mad og
drikke, vi indtager, ryger den rigtige vej. Så kan
fordøjelsen nemlig foregå i den rigtige rækkefølge,
også når vi står på hovedet.
Materialer
• I skal være tre om at udføre forsøgene
• 2 forsøgsdeltagere
• 50 cm rå medisterpølse
• Glas med vand og sugerør
Sådan gør I
1. Klip hul i begge ender af pølsen og pres noget
af pølsefarsen ud. Lad ca. 10 cm fars blive
tilbage i midten af pølsen.
2.
3.
Lad to forsøgsdeltagere trække i hver sin
ende af pølseskindet, så pølsen bliver nogenlunde
udstrakt.
Grib selv fat om pølsen med en hånd på hver
side af farsen og skub farsen mod den ene
ende af pølsen. Gør det langsomt, mens du
forklarer at tarmen skal kunne nå at optage
næringsstofferne fra maden, mens musklerne
i øvrigt bare gør deres arbejde helt
automatisk.
4.
5.
6.
7.
8.
Bed forsøgspersonerne om at løfte den ene
arm. Det kan de godt.
Bed nu forsøgspersonerne om at løfte deres
ene tarm. Det kan de ikke vel? Hvad er
forskellen på musklerne i armen og musklerne
i tarmen, og hvad er det smarte ved den
forskel?
Få en forsøgsperson til at stille sig på hænder
eller på hovedet op ad en væg.
Når forsøgspersonen står sikkert, sætter I
vandglasset hen til ham, og beder ham drikke
vandet gennem sugerøret. Bed en anden
forsøgsdeltager lægge øret til maven på den
person, der står på hovedet. Hvad sker der?
Selvom vand normalt bevæger sig nedad, er
det nu muligt at få vandet til at bevæge sig
op gennem spiserøret og op til mavesækken
med hjælp fra den glatte muskulatur i spiserøret.
Det kan høres ved at lægge øret til
forsøgspersonens mave)
Forsøgsbeskrivelse 7

Forsøg om muskler og sener
Dynamisk og statisk muskelarbejde
Det viser forsøget
Når en muskel arbejder dynamisk sker der en
vekselvirkning mellem spænding og afspænding
af musklen. På denne måde tilføres musklen
ilt og næringsstoffer og affaldsstofferne føres
væk fra musklen. På denne måde kan musklen
arbejde i lang tid uden hvile.
Når en muskel arbejder statisk, er der en konstant
spænding i musklen. Det betyder, at
musklen ikke får tilført ilt og næringsstoffer, og
at affaldsstofferne ikke føres væk fra musklen,
men i stedet ophobes som mælkesyre i musklen.
Musklen føles hård og øm og vil efter kort tid
ryste af spænding.
Materialer
• Dine klassekammerater er forsøgspersoner.
Mindst to forsøgspersoner ad gangen.
• 3-4 bøger
Sådan gør I
1. Del forsøgspersonerne op i to grupper.
2.
Den ene gruppe skal løbe på stedet eller
tage armbøjninger.
3.
Den anden gruppe skal holde en bog ud i
strakt arm eller stille sig med bøjede ben og
ryggen op ad en væg (slalom stilling), som
på tegningen.
Bed forsøgspersonerne, efter et par minutter,
beskrive, hvordan deres krop reagerer på
bevægelsen/stillingen.
Forsøgsbeskrivelse 8

Forsøg om muskler og sener
Tungen: Den magiske muskel
Det viser forsøget
Tungen er en muskel, der kan bevæge sig i alle
retninger! Vi bruger den især, når vi spiser og
taler.
Når vi spiser, har vi brug for, at maden bliver
styret inde i munden. Tungen fører først maden
hen mellem tænderne, så maden kan knuses
til mindre stykker. Undervejs bevæger tungen
maden rundt i munden, så maden blandes med
spyttet. Til sidst fører den bagerste del af tungen
maden tilbage i munden og ned i svælget, hvorfra
maden synkes. Tungens arbejde sikrer, at vi
ikke får for store klumper mad ned i spiserøret.
Når vi taler, presses der luft op af vores luftrør.
Luften sættes i svingninger af stemmelæberne,
der sidder i strubehovedet i luftrøret. Disse
svingninger i luften er det vi kalder lydbølger,
altså den lyd som vi opfatter. For at denne lyd
skal blive til ord, skal lyden formes i munden.
Dette gøres ved at ændre mundhulens størrelse,
læbernes form, men ikke mindst også ved at
forme og placere tungen forskelligt. Hvis ikke vi
havde tungen, ville det være svært at udtale ord
med bogstaverne D, L og T.
Materialer
• Æbler skåret i mindre stykker - et stykke pr.
deltager
Sådan gør I
1. Bed jeres klassekammerater om at spise æblestykket
langsomt, og bemærke hvordan de
bruger deres tunge til at skubbe æblestykket
hen til tænderne, når de tygger, og hvordan
de bruger den bagerste del af tungen til at
skubbe maden tilbage i munden, når de skal
synke.
2.
Bed jeres klassekammerater om på skift at
tale, mens de sætter tungespidsen på indersiden
af tænderne i undermunden. De skal
sige en sætning, hvor der indgår mange D’er,
L’er og T’er, fx: ”Lille Dorte spiser æbler til
aftensmad”.
Forsøgsbeskrivelse 9

Forsøg om muskler og sener
Ansigtsmuskler kommunikerer
Det viser forsøget
Forsøget viser, at der inde under vores hud i ansigtet
ligger ansigtsmuskler. Ansigtsmusklerne
er bundet fast til huden og kan derfor bevæge
huden i forskellige retninger, når de trækker sig
sammen. Ansigtsmusklerne bruger vi, når vi skal
lukke/åbne øjnene, kysse, udvide vores næsebor
for at lugte bedre, etc.. Men vigtigst af alt, er vores
ansigtsmuskulatur et helt afgørende redskab
i sociale sammenhænge. Vi bruger nemlig vores
ansigtsmuskulatur til at kommunikere med.
Materialer
• Ingen!
Sådan gør I
1. Stil jer i en rundkreds, så I alle kan se hinanden.
2.
3.
4.
5.
Nu gælder det om på skift at lave et nyt
ansigtsudtryk, som ikke er lavet før i rundkredsen.
I skal tælle, hvor mange forskellige ansigtsudtryk,
I tilsammen kan lave.
Kan man ikke finde på et nyt ansigtsudtryk,
træder man to skridt tilbage, og man fungerer
nu som observatør/dommer. Til sidst vil
der på den måde kun stå én person tilbage
i rundkredsen.... Den person udråbes som
Mimikmester.
Hvor mange forskellige ansigtsudtryk fik I
lavet? Hvilke problemer ville I få, hvis I ikke
havde ansigtsmusklerne til at udføre jeres
mimik?
Forsøgsbeskrivelse 10