Kirke & Sogn nr. 4 2012-13 - Lyngå

SEt fRa pRæStEVæRELSEt V/SaNNE tHøISEN
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pragt ud på himlen!
Af børns og spædes mund
har du grundlagt et værn mod dine modstandere
for at standse fjender og hævngerrige.
Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
Du har gjort det til hersker over dine hænders værk,
alt har du lagt under dets fødder,
får og okser i mængde,
selv de vilde dyr,
himlens fugle og havets fisk,
dem som færdes ad havenes stier.
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!
Hvad er et menneske?
Salme 8 i Salmernes Bog, Det gamle Testamente er en jublende
lovprisning af Gud for hans skaberværk, for solen, månen og
stjernerne på himlen. Blikket er rettet opad - digteren ser orden
og skønhed på himmelhvælvingen og priser taknemmeligt
Gud for netop det. For solens lys og varme uden hvilket intet
liv, for månen og stjernerne på nattehimlen, der lyser det også
nødvendige mørke op. For døgnets og årets regelmæssig vekslen,
det ordnede, det som ikke er kaos.
Så vender salmisten blikket ned mod mennesket og funderer
over, hvor lille det dog er, hvor små vi er set fra himlens vinkel,
Markusevangeliet kapitel 10
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre
ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det,
blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme
til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.
Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige
ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han
tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede
dem.
’så små, så myresmå’ (Nis Petersen). Alle har vi sikkert stået en
nat under stjernehimlen og følt os små og hurtigt forsvindende
målt med de ældgamle stjerner, der lyste på himlen, længe inden
vi blev født og vil lyse længe efter, at vi er døde.
Og den tanke udløser hos salmedigteren den forundrede taknemmelighed:
hvad er da et menneskebarn, at du husker på
det, Gud, et menneskebarn at du tager dig af det? Set fra stjernes
vinkel er ethvert menneske lille og skrøbeligt, og dets tid i
verden kort.
Så ser digteren endnu længere til dyrene, husdyrene og de vilde
dyr, fugle og fisk: dem som mennesket skal leve af og herske
over.
Og digteren lader os se vores særlige stilling i verden: under
himlen, under Gud, men over dyrene.
I den bibelske forestillingsverden er det jo sådan, at vi er skabt
på samme dag som dyrene, vi deler mange vilkår med dem.
Krop og biologi, behovsvæsener som dem, der har brug for
føde og formerer sig yderst kropsligt. Vi har del i evolutionens
lange, lange historie og det bliver vi ved med at have. Også i
os er krybdyrhjernen bevaret, vi erfarer det, når selvkontrollen
glipper og vi slår ud efter nogen f.eks. Men ikke kun det – som
dyrene! På et tidspunkt udvikler menneskets sig med sit særpræg:
og kommer til at adskille sig fra dyrene. Ja, højt hævet
er mennesket over dyrene ved sin bevidsthed, sit sprog , sin
tænke- og forestillingsevne. Vi er ikke længere hjemfaldne til
vores instinkter, men har netop bevidsthed. ”Du har gjort det
kun lidt ringere end Gud, med ære og herlighed har du kronet
5