Slægtsbladet 2009 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

More documents

Recommendations

Info

Barbro la Cour (80-113) er 65 år og uddannet lærer med 32 års undervisning på Bernadotteskolen i København, og Finn la Cour er 71 år og tidligere indehaver af et konsulentfirma med rådgivning i strategisk udvikling og ledelse for nationale og internationale organisationer. Begge blev pensioneret for fire år siden. Finn la Cour havde i 1999 solgt sin virksomhed og forestillede sig egentligt ikke, at han skulle fortsætte på arbejdsmarkedet. Men hans søn, der er kultursociolog, fik ham overtalt til at gøre brug af sin viden om strategisk udvikling og ledelse, og Finn la Cour var i fire år ansat som gråt guld i et firma hos nogle unge mennesker, der søgte en ældre og erfaren til at hjælpe med virksomheden. Men i 2004 var både han og hustruen for alvor pensionister. De har arrangeret mange spændende ture og aktiviteter for de otte ældste børnebørn, men de har også været enige om, at der skulle andre boller på livets suppe end børnebørn. Barbro la Cour fik hurtigt lavet sig et helt skoleskema med gymnastik, fransk, kristendomshistorie på åbent universitet, korsang og statistoptræden ved Det Kongelige Teaters opsætninger i Ulvedalene nord for København. Også Finn la Cour var med som både sanger og statist i Ulvedalene. Desuden læste han teaterhistorie og operahistorie på åbent universitet. Som gammel sømand, blandt andet på skoleskibet Danmark, lå rejselysten ham i blodet, og han og Babro la Cour indledte en serie af lange rejser om vinteren, balndt andet til Sri Lanka, Maldiverne, New Zealand, Cuba, Egypten, Sydafrika og Zimbabwe. Så vidt, så godt. Begge syntes imidlertid, at der manglede et eller andet i deres pensionistliv. De ville gerne bruge deres evner og øse af deres erfaring. Men hvordan? Så læste Finn la Cour ved et tilfælde i Roskilde Banks kundeblad om et program i Mellemfolkeligt Samvirke, der hedder Global Contact. Det henvender sig til folk mellem 40 og 75 år, som vil arbejde frivilligt i u-lande, og som har viden og erfaring at give videre. Barbro og Finn la Cour behøvede ikke lang betænkningstid. De kom på et forberedelseskursus i en uge på Den Internationale Højskole i Helsingør. Det konkrete projekt drejede sig om Uganda, hvor Barbro la Cour skulle undervise i engelsk på skolen i Nyabyeya, og Finn la Cour skulle vejlede en møbelfabrik i forbindelse med privatisering. Desuden skulle han søge at gøre et guesthouse, der hører til et Forestry College, mere turistvenligt. 14 Pensionister og Ulandsfrivillige af Charlotte Bach fra Kristeligt Dagblad den 5. september 2008 De betalte 25.000 kroner hver, som dækkede rejse, kost og logi, og de blev modtaget i Nyabyeya af en repræsentant fra Mellemfolkeligt Samvirke, som hurtigt og dygtigt fik dem involveret i “deres” projekter. “Mellemfolkeligt Samvirke havde i en årrække støttet møbelfabrikken og nu skulle ledelsen selv overtage produktion af stole, borde, senge og småmøbler. Jeg havde hverken computer eller skrivemaskine til rådighed, men skrev alting i hånden med blokbogstaver”, fortæller Finn la Cour, der selv er blevet medinvestor i møbelvirksomheden. Han søger nu en dansk møbelvirksomhed, der har mod og lyst til at engagere sig i at være med til at fremstille enkle møbler, der kunne tilpasses den lokale stil og produceres lokalt. Hvad angår turistprojektet på skovskolens gæstehus, der også fungerede som et primitivt hotel, havde Finn la Cour mindre held. Han udarbejdede inventarliste, vedligeholdelsesliste og forslag til ændringer, der skulle få stedet til at fremstå mere attraktivt for turister. “Det ligger helt fantastisk med udsigt til Congos blå bjerge og med en fuglefauna, som ville få ornitologer til at savle, men jeg tror desværre ikke, der var forståelse for mine ideer” siger han. Babro la Cour underviste 75 børn i sin klasse i engelsk. De var mellem 7 og 14 år, og da deres niveau var meget forskelligt, fik hun brug for al sin erfaring inden for
undervisningsdifferentiering. Hun er en dygtig maler og tegner, og hun havde udarbejdet et system med filtbogstaver og -figurer. Desuden havde hun tavlekridt i farver og blyanter med. “Børn i Uganda er nøjagtige lige så urolige og frække som i børn i Danmark, men min unge ugandesiske kollega lærte mig et trick med at synge med børnene, så snart de blev for urolige. Det tog ligesom luften ud af de værste uromagere. Og børnene elskede at synge. Det var nogle vidunderlige uger, vi havde sammen, og jeg var dybt rørt, da de med deres fattige baggrund havde skillinget sammen til en afskedsgave til mig” fortæller Barbro la Cour. Alle børn skulle til eksamen for at blive rykket op i næste klasse, men det kostede 1.500 shilling, svarende til 4,50 kroner at gå til eksamen, og det var svært for mange familier at få betalt. Hver onsdag mødte børnene en halv time tidligere for at gå i kirke. Den var meget nedslidt med store huller i gulvet. Der var ingen bænke. Da Barbro la Cour er formand for menighedsrådet i den svenske kirke i København, Gustafskyrkan, foreslog hun, da hun kom hjem, at kollekten en søndag skulle gå til at bygge kirkebænke til kirken i Nyabyeya, og de 2.000 kroner, der kom ind, er nu blevet brugt til bænke, fremstillet på den fabrik, Finn la Cour er engageret i. Hun vil også søge at samle ind til skoleudstyr, som er nærmest ikke-eksisterende på stedet. Både Finn og Barbro la Cour vil afsted igen, og de kan varmt anbefale andre at gøre noget tilsvarende. “Man skal ikke være bange for at give noget af sig selv, og man skal være indstillet på at være fleksibel og leve primitivt uden strøm eller rindende vand i lange perioder. Man skal ikke tro, der er tale om turisme sminket som godgørenhed. Men det er vigtigt, at Mellemfolkeligt Samvirke forstår at matche folks evner med behovene de pågældende steder. Hvis jeg må hælde lidt malurt i bægeret, så var det ikke altid tilfældet.” siger Finn la Cour efter at have talt med nogle af de andre deltagere i Global Contact. “Men hvis man kan matche viden og område, så er det et fantastisk koncept” siger han. Efter at have arbejdet tre uger i Nyabyeya drog Finn og Barbro la Cour til en SOS-børneby uden for Kampala, hvor de besøgte deres 13-årige forældreløse fadderbarn, Esther. Hun koster dem 200 kroner om måneden, og ifølge Barbro og Finn la Cour er SOS-børnebyerne noget af det bedste, man kan give sine penge til, fordi man kan være helt sikker på, at de kommer børnene til gode. Lidt om Slægtsbogen 2011 af Jacob V. la Cour Som omtalt i referatet fra generalforsamlingen planlægger Slægtsforeningen at udgive en ny Slægtsbog i foråret 2011 - 10 år efter sidste udgave. Vi er i øjeblikket ved at planlægge processen og ved at designe et IT-system der skal gøre indsamlingsprocessen mere effektiv. I 2001 blev alle oplysninger samlet ind pr. brev, skrevet ind i Word-filer - én for hver slægtslinie - og til sidst pastet sammen og sat op i et Adobe-program. Denne gang vil vi naturligvis tage Internettet i brug. Vi starter med at designe et databasesystem, der kan sammenkæde forældre og børn og ‘forstår’ systemet med slægtsnumrene. Dette arbejde foregår her i efteråret. Når systemet er klar i vinteren 2010 vil vi lægge alle oplysningerne fra den gamle Slægtsbog ind i databasen. Det bliver et stort arbejde, og hvis der er nogen, der kunne tænke sig at hjælpe, hører vi meget gerne herom pr. mail. I sommeren 2010 vil vi sende breve ud til alle de slægtninge, vi kan finde adresser på via cpr-registeret. Disse breve vil indeholde en personlig adgangskode til databasen. Slægtens medlemmer får derved adgang til at se og rette oplysninger om sig selv og deres børn (men ikke andre!) direkte i databasen. Det bliver også muligt at uploade billeder. Hvis man ønsker at indlevere oplysninger om fjernere slægtninge, skal det ske pr brev eller e-mail, og så vil redaktionen lægge oplysningerne i databasen. I forbindelse med overvejelserne om opbygningen af den nye bog har vi besluttet at afskaffe de nuværende dobbeltnumre på fire af linierne - Lihmegaard, Den Skotske linie, Skærsølinien og Næsgaardlinien. Redaktionen finder, at det er forvirrende at 72-7 og 73-1 er sønsende. Vi vil derfor ændre nummersystemet, så 73-1 bliver til 72-A og 73-11 bliver 72-A1. Det, mener vi, er et mere logisk system. En optælling viser, at det vil betyde nye slægtsnumre for 183 af bogens personer, hvoraf mindst 63 er døde. Og selvom der måske er enkelte, der har et meget personligt forhold til deres slægtsnummer, så håber vi ikke at denne ændring vil afføde de store protester. Der kan også komme andre ændringer i slægtsnumre, f.eks. hvis der efter nummersystemets etablering er dukket personer op, der ikke var kendskab til i 1989 - f.eks. et uægte barn. Hvis dette barn tildeles et nummer, der ikke svarer til dets plads i den kronologiske rækkefølge, blot fordi de ‘officielle’ børn allerede har et slægtsnummer, vil læsere af bogen jo anse nummereringen for forkert, da de ikke vil have kendskab til den bagvedliggende historie. 15
Page 1 and 2: Pierre Dornonville de la Cours slæ
Page 3 and 4: opnår vi 4 store fordele. 1) I gle
Page 5 and 6: Dirigenten takkede Claus for freml
Page 7 and 8: Efter frokosten skulle deltagerne v
Page 9 and 10: 18 Strandgade 30 Bygningskomplekset
Page 11 and 12: La Cour fortjener en plads i videns
Page 13: i Dragør 13
Page 17 and 18: Sammenkomst for efterkommerne af Jo
Page 19 and 20: Det er som om en kæmpe stor hånd
Page 21 and 22: Fælles treårigt arbejdsstipendium
Page 23 and 24: Legater Bestyrelsen uddeler hvert

Slægtsbladet 2009 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?