Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

Statsministerens ord
til nutidens unge
Læs side 2
Frihed er ikke noget
man har...
Læs side 3
Min mor troede
jeg var død
Læs side 6
Sænkning af
flåden
Læs side 7
The New York
Times
Læs side 8
Skoleavis til 9. og 10. klasserne i Folke-, Fri- og Efterskolerne i anledning af 60 året for den 29. august 1943
Da Danmark brød med tyskerne
Den 29. august 1943 er en dato,
der har brændt sig uudslettelig
ind i Danmarkshistorien. I skolerne
hører man primært om 9.
april 1940 og 5. maj 1945, som
gerne overskygger betydningen
af den 29. august. Det er helt
uretfærdigt og bygger på manglende
viden. Efter tre fredelige år
under Besættelsen faldt regeringen
Scavenius på denne dag og
samarbejdspolitikken gennem tre
år ophørte. Folkestrejkernes pres
på det officielle Danmark virkede.
Der var opstået en diplomatisk
krise mellem Danmark og
Tyskland, der førte til tysk undtagelsestilstand
og afvæbning af
det danske forsvar. Flådens
sænkning gav et imagesignal til
de allierede om, at man stadig
kunne stole på Danmark.
Den danske modstand den 29.
august 1943 genvandt den tabte
danske anseelse, som det kan
læses på forsiden af The New
York Times. Se bagsiden af
denne avis.
Gnisten, der var forløber for begivenhederne
den 29. august,
var sabotagen den 28. juli mod
den tyske minelægger på Odense
Stålskibsværft. Læs historien på
side 7. Reaktionen fra tyskerne
kom prompte. Tyske soldater blev
posteret på værftet, og Odense
by blev idømt en bøde på een
million kroner. ”Af frygt for at
vagternes geværer kunne gå af”
lavede værftets arbejdere nu en
sit down-strejke, der hurtigt
bredte sig til hele byen. Strejken
spredte sig i augustdagene videre
til Esbjerg, Svendborg, Nyborg,
Middelfart, Bogense, Fåborg,
Korsør, Helsingør, Vejle, Fredericia,
Ålborg, Frederikshavn,
Sæby og Skagen. Folkeoprøret
nåede aldrig rigtigt til København,
hvor et masseopbud af politi fik
slået uroen ned den 25. og 26.
august.
INVASIONSVARSEL
I Rold Skov ved Aalborg blev en
ung sabotør Niels Erik Vangsted
dræbt af tyskerne den 18. august.
Da han skulle begraves den 24.
august i Aalborg truede tyskerne
med at gribe ind, hvis politiet ikke
kunne bevare roen. Det kom til
voldsomme sammenstød med
flere dræbte, da tyskerne sendte
kampvogne til byen. En af de
førende danske historikere om
Besættelsestiden, Hans Kirchhoff
skriver i Gads Leksikon om dansk
besættelsestid,”at når bruddet
skete i august 1943 skyldes det,
at de danske myndigheder havde
opgivet samarbejdspolitikken og
ikke længere ville intervenere
mellem tyskerne og befolkningen.
Tyskerne frygtede til gengæld en
allieret invasion på vestkysten og
sendte varsel ud herom den 21
august. Det ville have været at
spille hasard, hvis tyskerne ikke
kunne bevare roen i baglandet”.
Den diplomatiske og politiske
krise var fremkaldt af den intensive
sabotageoffensiv i juli 1943.
Den tyske rigsbefuldmægtede
Werner Best krævede, at alle
sabotører, der var idømt mere end
otte års fængsel skulle overføres
til Tyskland. Strafafsoning i Danmark
var ikke afskrækkende nok.
REGERINGENS ”OPRAAB”
OG EFTERTIDEN
Da uroen fortsatte udsendte regeringen
et Opraab den 21. august
som blev bifaldet af en højst
modvillig Christian X i Statsrådet.
Under overskriften
”Ingen må tage sig selv tilrette”
forsøgte Regeringen at skabe
ro, besindighed og sammenhold.
Opraabet fik ingen virkning,
og den 28. august fik
statsminister Scavenius overrakt
tyskernes ultimatum udformet
i seks skrappe krav.
Læs plakatteksten i skolepakken.
I dagene efter 29. august faldt
roen igen over Danmark og landet
blev nu styret af departementscheferne,
der videreførte
den hidtidige regerings linje.
Den 6. oktober blev undtagelsestilstanden
i Danmark ophævet.
Tysk politi ankom til landet
og startede et nyt kapitel med
deportationer, jødeforfølgelse
og clearingmord. To hårde år
ventede danskerne før Befrielsen
5. maj 1945. Men danskernes
lyst til fred i frihed den
29. august 1943 fik afgørende
betydning for vor fremtidige
historie.
Redaktionen
Historikeren Bo Lidegaard:
29. august 1943 blev vendepunktet
Artiklen er skrevet af Bo Lidegaard,
der til efteråret udsender
”Overleveren”, Dansk udenrigspolitisk
historie 1914-45, bind 4
om bl.a. 29. august 1943.
Den 29. august 1943 blev et
vendepunkt for den måde omverdenen
så på Danmark.
Og et vendepunkt for, hvordan
vi opfatter os selv.
Efter den 29. august 1943 var
meget forandret, selv om mange
af elementerne i den samarbejdspolitik,
regeringen indtil da havde
ført, blev fortsat under det departementschefstyre,
som fulgte. Det
afgørende var, at regeringen efter
den 29. august 1943 nægtede at
tage et medansvar for det, som
skete under den tyske besættelse.
Det var en dramatisk beslutning,
som fik store konsekvenser.
I 20 måneder frem til befrielsen
den 5. maj 1945 havde Danmark
ingen regering. Landet blev sat i
militær undtagelsestilstand.
Hæren og marinen blev opløst,
og dansk militær interneret. Det
lykkedes dog flåden at sænke
de fleste af sine fartøjer, inden
tyskerne nåede at beslaglægge
dem. Senere fulgte aktionen mod
de danske jøder og politiets
opløsning og arrestation.
Når vi bliver ved med at vende
tilbage til Danmarks stilling under
den tyske besættelse hænger det
sammen med, at hele vores
demokratiske samfundsindretning
og vort udenrigspolitiske grundsyn
her var sat på spil. Vel at
mærke ikke kun af selve besættelsen,
men også af den måde, vi
valgte at reagere på den.
Danmark var ikke kun et viljeløst
offer for Hitlers aggression. Vi var
også et suverænt land, der stillet
over for nazismens trussel tog stilling
til, hvad vi ville gøre, og som
under de fem års besættelse traf
de beslutninger, der tilsammen
kom til at udgøre vor politik –
samarbejdspolitikken.
ÅBENT OPRØR
Men også på et andet punkt var
besættelsestiden helt enestående.
Danmark oplevede under krigen
en sand revolution, hvor stadigt
større dele af befolkningen gjorde
åbent oprør mod den politik,
regeringen og Folketingets flertal
støttede. De første år var modstanden
så godt som ikke eksisterende.
Men i begyndelsen af
1943 fik den
mere slagkraft,
og den
fik så småt
kontakt til
England. Det
var netop
denne modstand
og de
omsiggribendeurolighe-
Bo Lidegaard.
der i sommeren 1943, der endte
med at fremprovokere det brud,
der fandt sted den 29. august
1943.
Indtil denne dag var de demokratiske
politiske partier og langt
størstedelen af befolkningen
enige om, at Danmarks bedste
chance for at overleve krigen og
genopstå som et frit land var at
samarbejde med besættelsesmagten.
Det betød groft sagt, at
Tyskland fik landbrugsprodukter
fra Danmark mod, at tyskerne til
gengæld blandede sig så lidt som
muligt i landets indre forhold.
Demokratiet fik lov til at leve
videre, selv om det var på besættelsesmagtens
nåde og betingelser.
Fordelen for Danmark var,
at der ikke kom en nazistisk regering
og at befolkningen blev skå-
net for den værste terror. Fordelen
for Tyskland var, at man i
Danmark ”frivilligt” fik, hvad
man i andre besatte lande måtte
tage selv.
MODSTAND I BEFOLKNINGEN
Det var den model, oprøret i
august 1943 satte en stopper
for. Stadigt større dele af befolkningen
vendte sig imod, at
den danske regering påtog sig et
medansvar, når det til syvende
og sidst var tyskerne, der bestemte.
De var oprørte over,
at Danmark ikke sagde klart fra
over for Hitler og nazismens
ugerninger. Omsvinget hang
nøje sammen med, at det i 1943
stod klart, at Tyskland ville tabe
krigen. I 1940 var Tyskland den
store sejrherre i Europa, allieret
med Sovjetunionen og med et
svækket Storbritannien som
eneste virkelige modstander.
USA stod neutralt uden for.
I 1943 havde De Allierede overtaget.
Tyskland og Japan kæmpede
alene, og både Storbritannien,
Sovjetunionen og USA
satte mægtige ressourcer ind i
kampen.
Fortsættes side 2

Skoleavisen FRED I FRIHED er
udgivet i anledning af 60 året for
den 29. august 1943.
Avisen indgår i en skolepakke til
samtlige 9. og 10. klasser i folke-,
fri- og efterskolerne og udsendes
til disse og andre målgrupper i
sommeren 2003.
Skoleavisen er produceret i et
samarbejde mellem Frihedskampens
Veteraner og landsorganisationen
Folk & Forsvar for det særlige
29. august 1943 udvalg, der er
nedsat af Statsministeriet.
Ansv. redaktør:
Informationschef
Claus Arboe-Rasmussen,
Folk & Forsvar, Djfb,
Journalist
Malene Arboe-Rasmussen
Direktør Niels Friis
Seniorkonsulent
Steen Søndergaard Jensen
Konsulent Bent Sørensen
Indholdet i skoleavisen står til fri
redaktionel benyttelse med kildehenvisning.
Vi henviser i øvrigt til den
særlige hjemmeside
www.29august1943.dk
der er oprettet i anledning af
60 året.
Illustrationer:
Fotos og illustrationer i denne
skoleavis er venligst stillet til
rådighed af Frihedsmuseet,
Scanpix og de enkelte øjenvidner.
Grafisk Produktion:
Als Offset,
Augustenborg
Folk & Forsvar
Artilleristok, Kastellet 14 C
2100 København Ø
Tlf. 3347 9550
E-mail: folkogforsvar@fk.fr.dk
www.folkogforsvar.dk
Frihedskampens Veteraner
Formand: Jørgen Barfod
Redaktør: Erik E. Billesbølle
Tlf. 7525 5498
E-mail: erikb@frihedskampen.dk
www.frihedskampen.dk
Når regeringen trådte tilbage
den 29. august, var det, fordi
det folkelige oprør pressede
tyskerne til at rejse krav, der var
uacceptable for de folkevalgte
politikere. Regeringen var allerede
gået med til meget mere, end den
ønskede, fordi den derved håbede
at undgå, at tyskerne selv tog
magten. Men nu ville den ikke
længere, og den sagde klart nej til
de nye tyske krav. Det fik tyskerne
til at indføre militær undtagelsestilstand.
Derved holdt regeringen
op med at fungere, og
Christian X lod samtidig forstå,
at han ikke længere kunne udøve
sine funktioner som Danmarks
konge.
2
Den 29. august 1943 er en dato,
vi bør huske - og være stolte af.
Den dag blev Danmarks ære reddet.
Den danske regering stoppede
langt om længe samarbejdet
med den tyske besættelsesmagt.
Efter godt tre års samarbejde med
tyskerne blev der endelig rene
linier. Det var heller ikke en dag
for tidligt.
Det var ikke regeringens og
Folketingets og det etablerede
Danmarks fortjeneste, at samarbejdet
med tyskerne ophørte.
Tværtimod havde det officielle
Danmark fra starten af Danmarks
besættelse den 9. april 1940
lydigt rettet sig efter tyskerne,
samarbejdet på alle niveauer,
opfordret befolkningen til at gøre
det samme og havde i øvrigt
fordømt modstandsfolkene som
uansvarlige terrorister.
Nej, det var befolkningens voksende
utilfredshed med samarbejdspolitikken
og modige modstandsfolks
indsats, som tvang
regeringen til at opgive samarbejdet
med tyskerne. Det skal vi
være glade for og stolte af. Vi
skylder en stor tak til de modstandsfolk,
som gennem sabotage
mod tyskerne og samarbejde
med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne
og sikrede
Danmark en plads på den rigtige
side i kampen mod nazisterne.
Hovedargumentet for samarbejdspolitikken
var, at al dansk
modstand mod den tyske overmagt
var nytteløs. Ved at samarbejde
med besættelsesmagten
blev Danmark og den danske befolkning
skånet for de fleste af
krigens rædsler. Og det lykkedes.
Danskerne slap for de værste
ødelæggelser. Landbrug og industri
tjente på krigen. Så ud fra et
sådant gustent overlæg vil nogle
måske kalde samarbejdspolitikken
nødvendig, klog og hensigtsmæssig.
Men det er en meget farlig tankegang.
Hvis alle havde tænkt som
de danske samarbejdspolitikere,
ville Hitler med stor sandsynlighed
have vundet krigen, og Europa
Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Det drejer sig om at turde handle
De fleste oplevede det som en
lettelse, at Danmark nu havde
meldt klart ud, og i Den frie
Verden styrkede det opfattelsen
af, at Danmark stod på De
Allieredes side. For den danske
befolkning var det blevet klart, at
man ikke kan være et suverænt
land, hvis man ikke tør give sin
mening til kende og ikke vil deltage
dér, hvor ligesindede lande i
forening kæmper en retfærdig
kamp for de interesser og værdier,
der også er Danmarks. Det var
den erkendelse, der i 1945 førte
til Danmarks medlemskab af De
Forenede Nationer og i 1949 til
vores optagelse i Atlantpagten –
den, som siden blev kendt som
været nazistisk. Men briterne,
amerikanerne og russerne tænkte
heldigvis ikke som den danske
elite. De kæmpede mod nazisterne
og sikrede derved vor frihed.
Ikke nok med at Danmarks politiske
ledelse besluttede at følge
en passiv tilpasningspolitik i forhold
til tyskerne. Ny historisk
forskning afslører, at der tilmed
var tale om en meget aktiv tilpasningspolitik.
Tyskernes militære
fremgang i krigens begyndelse
havde imponeret så meget, at
mange danskere var overbevist
om tysk sejr. Både politikere,
embedsmænd og organisationer
begyndte at forberede Danmarks
plads i det ny, nazi-tysk-dominerede
Europa. Centralt placerede
embedsmænd syslede med planer
om at omdanne dansk økonomi
efter nazistisk planøkonomisk
mønster.
Naturligvis skal man være forsigtig
med at fælde domme over
fortiden på nutidens præmisser.
I dag ved vi, at nazisterne tabte
krigen – og derfor fremstår den
aktive danske tilpasningspolitik
som fejlagtig og forkastelig. Hvis
den var blevet fortsat til krigens
ende, ville Danmark have stået
som tysk partner. I historiens lys
ville det have været en katastrofe,
fordi tyskerne tabte krigen. Men
tog det sig anderledes ud ved
krigens start? Hvis nu tyskerne
havde vundet krigen, ville Danmark
så ikke have profiteret af at
tilpasse sig den tyske dominans i
tide?
Det forekommer dog naivt at tro,
at Hitler ville have taget særlige
hensyn til Danmark i tilfælde af
en tysk sejr. Der var da også højt
placerede embedsmænd, som
allerede fra krigens start tog afstand
fra disse naive forestillinger.
Danmarks uafhængige gesandt i
Washington, Henrik Kaufmann,
og legationsråd ved det danske
gesandtskab i Berlin, Vincens
Steensen-Leth, anså fra starten
tilpasningspolitikken for at være
naiv og fejlagtig.
Selv bedømt på datidens præmis-
Historikeren Bo Lidegaard, fortsat fra forsiden:
NATO. Det er i sidste ende
samme erkendelse, som førte til,
at Danmark i 1972 søgte om
optagelse i det forpligtende samarbejde
med vore nabolande i De
Europæiske Fællesskaber – det
nuværende EU.
TYSKE REPRESSALIER
I 1943 blev de tyske repressalier
hårde, men ikke så hårde, som
mange havde frygtet, og ikke så
hårde som i de andre besatte
lande. Dele af samarbejdet med
Tyskland blev bevaret under
departementschefernes styre, og
det lykkedes på den måde at få
tyskerne til at afstå fra de værste
overgreb. Prisen var stadig, at
Statsminister
Anders Fogh Rasmussen.
ser forekommer det stærkt forkasteligt,
at den politiske elite i
Danmark i den grad førte ikke
blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik.
I kampen mellem
demokrati og diktatur kan man
ikke forholde sig neutral. Man må
tage stilling for demokratiet og
mod diktaturet. Det er på dette
punkt, at den aktive tilpasningspolitik
udgjorde et politisk og
moralsk svigt.
Modstandsbevægelsen reddede
Danmarks ære. Vi kom igennem
krigen og besættelsen med et
acceptabelt omdømme – med et
par ridser i lakken. Da krigen sluttede,
var Danmark på det vindende
hold, selv om vi ikke vandt
krigen. Krigen blev vundet, fordi
englænderne og amerikanerne gik
i land ved den franske atlanterhavskyst
samtidig med, at Hitler
forinden havde kæmpet en udmarvende
krig mod Sovjetunionen.
Disse nationer ofrede
tusindvis af unge soldaters liv for
at bekæmpe Hitler og hans rædselsregime.
En pris som mange
lande på det europæiske kontinent,
herunder Danmark, ved
krigens udbrud ikke var villige til
at betale.
Beslutningen den dag i august for
60 år siden har været af vital
betydning for Danmarks internationale
omdømme efter krigen.
Beslutningen var således en medvirkende
årsag til, at vi i 1945
kunne blive medlem af FN og at
Danmark blev ved med at eksportere
til Tyskland, som havde hårdt
brug for især de danske fødevarer.
Regeringens beslutning om at
sige fra den 29. august banede
også vejen for politikernes tilnærmelse
til modstandsgrupperne,
som kort efter illegalt oprettede
Danmarks Frihedsråd. Indtil den
29. august havde politikerne set
med mistænksomhed på modstanden,
blandt andet fordi kommunisterne
fra 1941 spillede en
hovedrolle i det første spæde
modstandsarbejde, som fik en
bredere basis fra slutningen af
1943.
Efter kontakter i 1944 lykkedes
vi i 1949 blev inviteret til at deltage
i NATO-samarbejdet. Netop
NATO-samarbejdet og erklæringen
i Atlantpagten om at et
angreb på et medlem af alliancen
er et angreb på hele alliancen har
siden været en grundforudsætning
i dansk sikkerhedspolitik.
Især amerikanerne har bidraget
til, at vi i dag ikke er truet af
krige i Europa. Amerikanerne
har med genopbygningen af
Europa - og i særdeleshed Tyskland
- efter Anden Verdenskrig
mere end nogen anden enkeltnation
bidraget til den europæiske
sikkerhed og stabilitet, vi i dag
nærmest betragter som en selvfølge.
Europas historie under og efter
Anden Verdenskrig har knyttet
stærke bånd mellem Danmark og
USA, og selv om vi ikke er enige
med amerikanerne i alle spørgsmål,
så er de ting, der forener
- troen på demokrati, frihed og
sikkerhed - stærkere end de
spørgsmål, der skiller os.
Med det udvidede EU er Europa i
dag atter samlet og et flertal af
danskerne er vokset op uden
nogen erindring om Anden Verdenskrig.
Men lærdommen fra
den 29. august 1943 gælder
stadig. Det handler om at tage
stilling og turde handle herefter
- også selv om det ikke er den
mest behagelige beslutning. Det
gjorde Danmark under konflikterne
på Balkan i 1990’erne, og
vi gjorde det i kampen mod
terrorister i Afghanistan i 2002
og i forbindelse med den netop
overståede krig mod Saddam
Husseins tyranniske regime i Irak.
Hvis vi mener noget med vore
grundlæggende demokratiske
værdier, må vi også selv yde et
aktivt bidrag til at beskytte og
sikre dem. Vi kan ikke blot af
bekvemmelighed overlade det til
andre at slås for vor ret til at leve
i frihed og fred.
Det lærte vi af den 29. august
1943, og vi skylder dem, der
betalte med deres liv, at vi ikke
glemmer denne lære.
det at nå til enighed mellem
Frihedsrådet og ”de gamle politikere”
om, hvordan en dansk
befrielsesregering skulle se ud.
Halvdelen af ministrene skulle
komme fra modstandsbevægelsen.
Den anden halvdel fra de partier,
der havde støttet samarbejdspolitikken.
Dermed stod en
dansk regering klar til at overtage
magten i det øjeblik,
landet blev befriet.
Det skete den 5. maj 1945, og
befrielsesregeringen kunne med
støtte fra såvel de politiske
partier som modstandsbevægelsen
genindføre folkestyret
i et frit Danmark.

”Søndag den 29. august 1943
havde vi på fornemmelsen, at
der var, som man jo siger ”Ugler
i mosen”. Vi havde hørt om
generalstrejken, der var brudt
ud overalt i Danmark i opgøret
med besættelsesmagten.
Tyskerne var begyndt at blive
temmelig nervøse over, at det
danske militær stadigvæk havde
våben. De var bange for, at vi
ville bruge dem imod dem,” siger
Anker Jørgensen, fhv. socialdemokratisk
statsminister, der var
indkaldt som værnepligtig ved
Garderhusarregimentets cyklisteskadron
i 1943.
Han befandt sig den søndag
morgen på Næstved kaserne,
hvor han holdt vagt. Omkring
klokken 5 er det Ankers tur til at
blive afløst. Cirka 5 minutter
senere meddeler han sin chef, at
han har set blinklys inde i
Kalbyris-skoven og, at det muligvis
er tyskerne, der har noget på
færde. Pludselig skyder tyskerne
voldsomt mod kasernen, og alle
de danske soldater får besked på
at stille sig op på nogle skamler,
så de kan skyde igen ud af vinduerne.
”Jeg får midt i skyderiet besked
på at følge med kaptajnløjtnant
P. M. Jespersen: Næstved følg
med mig, siger han. Næstved er
mit soldaternavn. Da vi løber
over gården for at nå frem til
oberstløjtnant Fog, bliver der
skudt vildt omkring os, og jeg
falder ned i et granat-hul.
Jeg er dog ikke ramt. Da vi kommer
frem til kontoret, som var
under voldsom beskydning, ser
jeg at Kongens billede hænger
Anker Jørgensen i Næstved:
Frihed er ikke noget man har
- den må man kæmpe for…
skævt på væggen med smadret
glas. Endelig når vi frem til
oberstløjtnant Fog. Han siger til
mig. ”Soldat, tag en hvid dug i
officersmessen og bind det til et
kosteskaft. Stik det dernæst
udenfor, så tyskerne kan se, at
vi overgiver os”. Soldat Nakskov
og jeg går ned i gården sammen
med trompetist Knud Hovaldt,
som senere blev solotrompetist i
det Kongelige Kapel. Hovaldt
blæser hornsignalet ”Hold inde”,
som tegn på, at vi overgav os.
På grund af det voldsomme
skyderi tog det et stykke tid, før
skydningen ophørte,” siger
Anker Jørgensen.
Kort tid efter dukkede tyskerne
op. Alle mand blev samlet i Indre
Kasernegård, hvor de blev
afvæbnet. Der var dog stadig
total kaos, og der blev stadig
skudt mod tyskerne fra andre
områder af kasernen. Tyskerne
fandt hurtigt ud af, at dette var
en fejltagelse, så der skete ikke
mere. Hele ildkampen tog ikke
mere end 3 kvarters tid.
P. A. Hansen Nord, som var
premierløjtnant, var under uroen
blevet skudt. Hans hjelm var
blevet gennemhullet.
Hans mænd havde samlet ham
op, hvor han var faldet og bar
ham ind på et regnslag. Det var
et meget sørgeligt syn for os alle.
Dernæst fik de 300-400 danske
soldater besked af tyskerne om
at lægge våbene i en ordentlig
Her er de faldne
den 29. august
1943.
Fhv. statsminister Anker
Jørgensen var rekrut 686-43
hos Garderhusarerne i 1943.
bunke. Alle skulle i husarrest på
kasernen de næste seks uger.
VI STAK AF FRA TYSKERNE
”Min kammerat, garderhusar
Nakskov og jeg stak dog af, da vi
ikke ville indespærres. Vi bestak
en tysk soldat med smørmærker
mod, at han ikke ville skyde på os
og lade os flygte. Vi var jo ikke
farlige forbrydere eller sådanne
noget. Han hjalp os næsten med
at hoppe over hegnet, og så løb
vi. Under uniformen havde vi
gemt vort civile tøj, som vi så
skiftede til. Tog toget til København.
Under kaoset var det lykkedes
mig at gemme en militærpistol,
en model 1911, under en
roe på en nærliggende mark.
Den havde jeg nu med hjem til
København. Den pistol kom
senere til at blive en del af modstandsbevægelsen.
Et par uger senere hørte jeg i
radioen, at tyskerne ville give alle
de indespærrede soldater fri. Men
kun på betingelse af, at alle der
var undsluppet ville komme tilbage
til kasernen. Jeg fik lidt dårlig
samvittighed, og sammen med
Nakskov besluttede vi os til at
tage tilbage.
På kasernen vi fik at vide, at vi
skulle melde os hos Vester, som
var overofficiant.
Han var en af mine gode bekendte
fra Næstved. Da han så
mig, udbrød han: ”Næstved nu
skal du i spjældet - her er så nøglerne”.
En uge senere fik vi alle
sammen fri af tyskerne og tog
hjem. Jeg meldte mig dernæst til
modstandsbevægelsen,” siger
Anker Jørgensen.
FRIHED ER IKKE NOGET
MAN HAR.
DEN MAN MÅ KÆMPE FOR!
”Den 29. august 1943 er en politisk
vigtig mærkedag i Danmarks
historie. Det er dagen, hvor vi
brød samarbejdet med tyskerne.
Vi var jo i den situation, at vi
var besat, selvom vi stadigvæk
havde tilladelse til at have et militær
og en regering. ”Frihed er
ikke noget man har, det er noget
man hver dag og hver time i døgnet
må kæmpe for,” siger den
norske digter Nordahl Grieg.
Dette er et citat, som jeg tror 100
procent på. Jeg mener, at man
altid skal være bevidst om det.
Man skal altid vide hvem man er,
og hvad man har af goder. Jeg er
dog ikke tilhænger af krig”, slutter
Anker Jørgensen.
3

”Den 29. august 1943 fik stor
betydning for Danmarks anseelse
i den frie verden. En anseelse
som siden 9. april 1940 havde
været meget ringe. Det mærkede
jeg personligt, da jeg senere kom
til England som frivillig officer i
Royal Navy. Respekten for den
danske indsats den dag og i
tiden derefter skulle senere bane
vej for vor optagelse i de allieredes
kreds,” siger viceadmiral
Adam Helms, der den 29. august
1943 som 31 årig kaptajnløjtnant
befandt sig ombord på inspektionsskibet
”Ingolf” i Storebælt.
Viceadmiral Helms fortæller
videre, at inspektionsskibene
”Ingolf” og ”Hvidbjørnen”,
som udgjorde Skoledelingen for
søkadetter med kommandør
C. V. Evers som chef, lå i Svendborg.
De afsejlede om morgenen
efter modtagelse af de seneste
efterretninger om det tyske overfald.
”Vi gjorde Klart Skib, d.v.s.
gjorde skibet klar til kamp, hvor
min plads var på ildlederbroen
med kontrol over batteriet. Vi
var klar til at åbne ild på chefens
Vi tog Dannebrogsflaget med fra skibet Rørdal
”Natten mellem den 28. og 29.
august lå vi på ti-mandsstuerne
fuldt påklædte i feltuniform, dog
med vore støvler samt patronbælte
under sengen. Dagen før
havde vi fået udleveret hver fire
håndgranater og skarp ammunition.
Kl. 04.30 morgen blev vi
alarmeret. Jeg var motorvognsfører
ved 3. kanon. Med vor
delingsfører plus otte mand til
betjening af kaliber 75 mm kanonen
kørte vi sammen med batteriets
tre øvrige kanoner ud fra
Holbæk Kaserne. Derefter kørte
vi vore fire lastbiler og batterichefens
”åbne” personvogn i
”flyverskjul”under en gruppe
træer nær Holbæk Tømmergård,
for at sande de gamle ord om,
at soldatens lod er at vente,”
fortæller 349/43, 5. Artilleriafd.
2. Batteri, Thorbjørn Dons Borch,
81 år.
Klokken var vel omkring 8 og det
var nervepirrende ventetid med
mange tyske overflyvninger, som
må have kunnet melde om en by
væbnet til tænderne. Den ca.
1200 mand store Holbæk garnison
lå kampklar i stillingerne med
ordre til at skyde på de første
tyske styrker, der nærmede sig.
Det skulle ikke blive en ny
9. april. Netop kl. ca. 8 var regimentschefen
på inspektion og
han meddelte kaptajn O. C.
4
ordre,” siger Helms. Planen var
via Storebælt at søge til Sverige
og, hvis dette ikke kunne gennemføres,
hvad det næppe
kunne, da at sænke skibene.
Det lykkedes besætningen på
”Hvidbjørnen”, at sænke deres
skib, efter de havde mødt nogle
tyske enheder i Storebælt. På
”Ingolf” mislykkedes det, idet
man tillod en halv snes bevæb-
Kaptajnløjtnant Adam Helms
fotograferet i 1940’erne.
Brøndum fra 4. artilleriafd., at
garnisonen i Næstved havde
overgivet sig. OCB svarede: ”Ja,
hr. oberst - men vi kæmper, ikke
sandt?. ”Jo, det gør vi”, svarede
oberst Raabye.
”Kl. 8.20 kom en ordonnans fra
kasernen og meldte, at Holbæk
ville blive overgivet uden kamp,
og at alle våben skulle trækkes
tilbage til kasernen omgående.
Vi fem mand fra 5. afdeling, var
vidne til det røre det vakte. Een
af dem, som jeg senere erfarede
var kaptajn Brøndum råbte: ”Er
der nogen, der vil prøve med
mig at slå sig igennem til
Sverige? Vi råbte alle tilbage.
”Herr kaptajn, vi melder os”.
Vore fem biler linede op og 322
fik æren at få Brøndum og 3-4
af hans stab i batterichefens bil.
Hurtigt var alle på plads i bilerne
og 54 mand startede rejsen til
Sverige.
Undervejs mod Knapstrupgård,
mødte vi en tysk kolonne på
4-5 lastbiler, men vi følte ingen
trang til at standse, og de var
nok også på vej til Holbæk.
Det var nok udramatisk men
adrenalinen satte nervesystemet
på prøve.
FRA GILLELEJE TIL SVERIGE
På Knapstupgård mødte kolonnen
den tidligere chef for 2.
Kaptajnløjtnant Adam Helms, Store Bælt:
Vi åbnede søventilen på ”Ingolf”
nede tyskere at komme ombord
”til forhandling”. Disse tvang
chefen, kommandør Evers til at
sætte kursen mod Korsør.
”For at forhindre dette, og da
bomben ombord på ”Ingolf”
ikke virkede, åbnede vi søventilerne
i agterste ammunitionsmagasin
uden at tyskerne opdagede
det, og vandet fossede ind.
Skibet begyndte at synke på ret
køl. Det gav os tid til diskret at
advare besætningen, som iførte
sig redningsveste. Pludselig fik
skibet en voldsom slagside, som
afslørede for tyskerne, hvad der
var i gære. Med trusler om at
skyde en snes kadetter tvang de
chefen til at stoppe sænkningen,
og ”Ingolf” kom ind til Korsør
med svær slagside,” siger Adam
Helms.
ROEDE TIL SVERIGE
Herefter blev besætningen kørt
til København og interneret på
Holmen. Her fik Adam Helms lov
til at gå ud mod at afgive sit
æresord som officer på at
komme tilbage. Han ville dog
Thorbjørn Dons Borch var soldat på Holbæk kaserne:
Thorbjørn Dons Borch.
Feltartilleriregiment oberst C.
Lunn. Inden de forlod obersten,
sagde han: ”Det er de mænd,
som forstår at handle. Det er
dem, der bygger rigerne og skaber
landene. Vorherre være med
Jer. Vi nåede bagefter uden problemer
til Grærup skov, hvor
Den sidste appel på inspektionsskibet ”Hvidbjørnen”,
der var søsterskib til ”Ingolf”, før det sænkedes i Storebælt ud for
Korsør den 29. august 1943
ikke flygte på sit ”æresord”, så
han fik lavet et falsk identitetskort
og returnerede. Herefter kunne
han igen forlade Holmen på sit
falske identitetskort. Men nu var
samvittigheden i orden. Helms fik
kontakt til modstandsbevægelsen
og mødte dagen efter op i Rung-
bilerne blev gemt. Her mødte de
kornetterne J. Fabricius og T. T.
Møller, der begge var hjemme på
lørdag/søndagsorlov og som
sluttede sig til den danske styrke.
Kaptajn Brøndum vendte sent på
eftermiddagen tilbage og fortalte,
at cementbåden ”Rørdal”
på 300 tons lå i havnen inden
den skulle til Aalborg. ”En tysk
patruljebåd som havde hjemsted
i Gilleleje havde netop forladt
havnen uden lys. Ved 21-tiden
gik vi ombord på Rørdal og bad
Rørdals kaptajn om at sejle os til
Sverige. Det nægtede han, men
et enkelt ladegreb på maskinpistolen
klarede den sag. Vi gik
ombord og anbragte os på fordækket
og i læ af lønningen.
Kl. 22.30 tog vi stille af sted.
Vejrguderne skånede os ikke.
Det var bælgmørkt, regn og
storm, og næsten alle var søsyge.
Jeg kan hilse og sige, at det er
lige så slemt, selvom vi intet
havde spist i halvandet døgn.
Kl. 4 morgen nåede vi Höganäs
havn. ”Hvem er ni? blev der
spurgt. Dansk militær, svarede vi.
”Vil ni interneres? Garnisonen i
Höganäs var blevet alarmeret og
vi blev modtaget af et halvt
kompagni hjemmeværnssoldater
vistnok med påsatte bajonetter.
Premierløjtnant Ib Bering Jensen
sikrede sig Dannebrogsflaget fra
skibets agterstavn. Brøndum fik
sted. Her gik han en mørk nat
sammen med tre andre ombord i
en kaproningsbåd. ”Vi havde kun
to almindelige jolleårer, som vi
brugte til at ro til Hven på 2 1 /2
time. Herfra kom jeg til Sverige
og videre til England,” siger
Adam Helms.
det senere overrakt og det befinder
sig nu på Brigademuseet i
Frøslevlejren. Derefter blev danskerne
kørt til en baraklejr og
søde svenske lotter kom med
”madkanoner” med risvælling,
sukker, kanel og saft. Borch hævder,
at det er det bedste måltid
han kan mindes i sit liv her snart
60 år efter, men da havde han
heller ikke spist i to døgn.
I en eftertanke her 60 år efter
siger Thorbjørn Borch til de danske
skoleelever i 9+10 klasse.
”Ja, selvfølgelig ville vi have
kæmpet. Vi stod jo midt i uddannelsen
som soldater, og i alle
vore øvelser og nærkampe var
modstanderen og fjendebilledet
jo en tysker. Den spontane beslutning
ændrede hele vort liv.
I lyset af, at mine kammerater i
2. batteri efter små to måneders
internering i Jægerspris blev løsladt,
og mange gik ind i modstandsbevægelsen,
må man vel
være realistisk og indse, at vi
stod overfor en potentiel overmagt.
Vi var vel blot blevet til
symbolske blodpletter på Danmarkskortet,
som de soldater der
faldt i Sønderjylland mod overmagten
den 9. april 1940”.
Borch og de øvrige soldater
indgik i Den Danske Brigade-
Danforce i Sverige.

Tyskerne skød hen over hovedet på
folk samlet foran Tivoli i København
Fhv. Falckstationsleder
Einar Arboe-Rasmussen ses her
med stationens maskot.
”Den 28. august, var jeg i København,
for at besøge vor
Falckstation på Frederiksberg.
I byen var der en knuget stemning,
som om befolkningen vidste,
hvad der skulle ske, og tyskerne
opmarcherede soldater på
strategiske steder.
Da jeg næste dag, søndag den
29. om eftermiddagen vendte
tilbage til byen i vor ambulance
kørte jeg hjem over Axeltorv,
hvor der var samlet en masse
mennesker. Foran restaurant
Wivex ved Tivoli stod der tysk
politi. Pludselig begyndte en
tysk officer fra Gestapo at affyre
sin maskinpistol lige hen over
hovedet på en flok uskyldige
danskerne. Folk var ikke bange,
men nærmest dumdristige. Der
var kommet en helt ny stemning
hos danskerne. Vi var lige som
blevet os selv igen og havde opdaget,
at det forpligtiger at være
et demokratisk folk,” fortæller
Einar Arboe-Rasmussen, 102 år
gammel.
Et par dage før havde han i en
ambulance fra Falckstationen i
Roskilde været ude i Boserup
Skov, hvor modstandsbevægelsen
havde et våbendepot.” Lidt gavn
kunne vi lige så godt få af ambu-
lancerne. Vi brugte dem til at
flytte våben og ammunition. Det
var mere sikkert, så tyskerne ikke
opdagede noget. Sprængstoffet
blev senere brugt mod Riffelsyndikatet
og andre store sabotager”,
husker Arboe-Rasmussen.
AMBULANCETUR FRA
HOLBÆK
Søndag den 30. august er Arboe-
Rasmussen igen på farten. Hans
Falck-kollega i Holbæk beder om
ambulanceassistance til af køre
nogle danske soldater fra Hol-
bæk Kaserne til Militærhospitalet
i København efter episoden ved
kasernen om søndagen.
”Jeg mødte på Holbæk Sygehus
med min ambulance, og her
venter en tysk officer. Han gør
stramt honnør for min Falckkollega,
men jeg vender ham
demonstrativt ryggen. Jeg får i
stedet en ung dansk løjtnant og
en menig soldat på båre med i
ambulancen. Da vi har afleveret
dem på Militær-hospitalet i
København, vil den tyske officer,
der var kørt med til hovedstaden
i Holbækambulancen absolut
køre med mig. Jeg fortalte ham,
at jeg ikke kører med tyskere.
Han måtte tage en taxa, og så
kørte jeg. Det var den slags, der
lettede så uhyre - dengang,”
siger Arboe-Rasmussen.
Begivenhederne fra den 29.
august spredes hurtigt over hele
Danmark. I et særnummer af det
illegale blad ”Studenternes
Efterretningstjeneste dateret
3. oktober 1943 bringes der en
billedserie fra optøjerne i Odense
den 29. august 1943 samt nogle
snapshots taget den 30. august
1943 ude på Holmen, hvor flåden
blev sænket. Arboe-
Rasmussen har bevaret det
gamle blad gennem alle 60 år,
som et symbol på, at et demokratisk
folk gennem politisk
modenhed og spontane folkestrejker
kunne tvinge de danske
politikere til at opgive det komprimiterende
samarbejde med
tyskerne. Einar Arboe-Rasmussen
blev involveret i en mængde
modstandsopgaver og brugte
Falckambulancerne til senere at
transportere jøder i sikkerhed.
Journalisten Lise Nørgaard har
omskrevet en del af begivenhederne
i TV-serien Matador.
V1 raket faldt ned på Bornholm den 22. august 1943
”Der skete ikke rigtig noget på
Bornholm den 29.august 1943.
Bornholmerne var som størstedelen
af Danmark meget disciplinerede
og autoritetstro. Vi havde
fået besked om at holde os i ro,
og det gjorde vi. Nogle dage før
den 22. august, skete der dog
noget af betydning. En V-1
(Vergeltungs-raket- Gengældelsesraket)
mavelandede i det
gode solskin på en mark nær
Bodilsker. Raketten var affyret fra
tyskerne raketbase ved Peenemünde
tæt på Rügen i Tyskland.
V-1 og V-2-raketterne blev brugt
i angrebet på England. Den 22.
august kom den pågældende
V-1-raket ud af kurs under en
prøveskydning og landede på
Bornholm,” fortæller major
Holger Valdemar Jørgensen,
Rønne, der var 17 år i 1943.
En landmand ringede til politikommissær
Johannes Hansen i
Rønne, og fortalte om den mærkelige
førerløse, flyvende genstand.
Politikommissæren tilkaldte
kaptajnløjtnant Hasager
Christiansen, der var mineekspert.
De to kørte ud til nedfalds-
Tegning af V-1-raketten, der faldt ned på Bornholm den 22. august
1943. Det er en meget primitiv blyantstegning, tegnet i al hast.
Einar Arboe-Rasmussen, fhv. Falckstationsleder i Roskilde:
Kørselstilladelse
til
ambulance
udstedt i
august
1943.
Holger Valdemar Jørgensen, Rønne:
stedet og fotograferede og tegnede
raketten. Snart efter kom
tyskerne, der var lige så målløse
over raketfundet som danskerne.
På tyskernes spørgsmål, ”om der
var taget billeder af raketten”,
svarede Johannes Hansen, der
troede at spørgsmålet var rettet
mod de mange tilskuere og ikke
til en dansk embedsmand, ”at
naturligvis var der ikke det”.
Der blev fra dansk side sendt
kopier til Marineministeriet i
København og til Politigården,
men der var lavet to ekstra
kopier. Den ene blev forsøgt
smuglet over med Helsingør-
Helsingborg-færgen, men blev
fundet ved en razzia. Tyskerne
opdagede sammenhængen og
udsatte Hasager Christiansen
og Johannes Hansen for hård
afhøring, der for Hasager
Christensens vedkommende gik
over i så voldsom tortur, at han
mistede bevidstheden i flere
dage. Senere lykkedes det modstandsbevægelsen
at smugle den
hårdt lemlæstede Hasager
Christiansen ud fra hospitalet og
videre til Sverige.
Politikommissæren var heldigere
og også bedre til at forklare sig.
Han røg efter torturen i den
Tysk kampvogn på Rådhuspladsen den 29. august 1943.
Holger V. Jørgensen,
Bornholm.
mere fredelige Horserødlejr i
Nordsjælland.
UBLODIG 29. AUGUST
”Den sidste kopi lykkedes det
bornholmerne at få smuglet til
den britiske ambassade i Stockholm
og herfra videre til London.
Den 28. august om morgenen
afbrydes Rigstelefonen og telefon-
og Telegrafforbindelserne til
Sverige. København-Kalundborg
langbølgesenderen (Danmarks
Radio) fortæller heller ikke noget,
men vi er klar over, at noget er
under opsejling. Den 29. august
tidligt om morgenen kl. 04.04
angreb tyskerne de sovende dan-
ske soldater, der var placeret ved
depotet i Stausdal på Bornholm.
Bornholms kommandant, oberst
Waagepetersen må begive sig
ud til den tyske kommandant
på Galløkken, hvor Kapitän zur
See von Rosenberg læser undtagelsesbestemmelserne
op for
ham.
”Under Besættelsen brugte modstandsbevægelsen
Bornholm som
”omladestation” for danskere,
der ”gik under jorden”. De gik
ombord på dampskibene ”Østersøen”
og ”Carl” i Havnegade i
København, og når man sejlede
gennem Falsterbo-kanalen,
sprang modstandsfolkene overbord
og svømmede i land.
Samtidig kom der et tilsvarende
antal bornholmere ombord, der
havde ventet i Falsterbo. Så når
tyskerne holdt mandtal i bornholmske
havne stemte passagertallet.
De tyske soldater ombord
på dampskibene ”Østersøen”
og ”Carl” havde af de svenske
myndigheder fået ordre til at
holde sig under dæk, når de
danske rutebåde passerede gennem
svensk territorialfarvand.
Derfor kunne denne afhopningside
længe opretholdes,”
siger Holger Jørgensen.
5

Min mor troede jeg var gået ned med Niels Juel
”Den 29. august 1943 om aftenen
hørte min mor via den
engelske BBC-radio, at artilleriskibet
Niels Juel var blevet sænket
af tyskerne i Kattegat og at
alle 325 ombord var døde. Da
jeg så ringede til min mor den
30.august , fik hun lidt af et
chok, for hun havde naturligvis
troet, at jeg også var død. Jeg
var nemlig søløjtnant af 2. grad,
og gjorde tjeneste på Niels Juel,”
fortæller tidligere kontreadmiral
I. B. Rodholm, der i 1943 var 22
år gammel .
Artilleriskibet Niels Juel blev søsat
i 1918. Det skulle egentlig have
været udstyret med fire 30 centimeter
kanoner, men de blev sparet
væk. I 1930-erne fungerede
det i en periode som kongeskib
for Christian den 10’ende. Skibet
lå den 29.august 1943 i Holbæk i
den sydlige ende af Isefjorden.
Skibet havde nu fået ti store 15
centimeter kanoner og efter
datiden et moderne ildledelsessystem.
Det var før radaren blev
opfundet. ”Kl. 04.15 den 29.
august efter jeg havde sluttet
min hundevagt fra 24-04 blev vi
alle purret og der blev gjort
”klart skib”. Det betød at alle,
der ikke havde vagttjeneste
skulle være under dæk, undtagen
kokken, der var for tyk til at
komme gennem lugen.
Forholdsordren var enten at søge
til Sverige eller ødelægge skibet.
Vi gjorde derfor klar til afgang og
stablede granater og detonatorer
6
Søløjtnant af 2. grad I. E. Rodholm.
I. B. Rodholm:
chefen ønskede ikke, at vi skød,
fordi han håbede at kunne narre
dem. Kl. 0855 blev vi i stedet
angrebet af tyske fly, der skød
med maskingeværer og smed
bomber. To bomber faldt tredive
meter fra skibet. Al strømforsyning
forsvandt og alle elektriske
installationer faldt ud. Efter
opstart af diselgeneratorerne
kom strømmen dog tilbage.
Vi fik gang i skibet og svarede
igen med antiluftskyts, der ramte
et tysk fly. Under det næste flyangreb
blev min kvartermester
såret og de tyske bomber skabte
voldsomme rystelser ombord.
Lyset gik ud og sprængstykker
og kugler fløj om ørene.
Samtidig blev skibssiden trykket
ind og vore to torpedoer blev
sat i gang i afskydningsrørerne,
dog uden at gå af,” siger
Rodholm.
SPILLEDE KONG CHRISTIAN
I HØJTALERNE
Efter given ordre skulle ”Kong
Christian” spilles over skibets
højtaleranlæg, når Niels Juel
optog kampen. Da skibets antiluftskyts
åbnede ild troede radiobesætningen
at kampen var
begyndt og derfor blev nationalsangen
spillet. Det var dog ikke
tilfældet, så skibets chef kommandørkaptajn
Carl Westermann
måtte tage en vanskelig beslutning.
Skulle han fortsætte kampen
og risikere 325 mands død
eller sætte skibet på grund?
I mellemtiden var der dukket en
Kristian J. Krogsgaard, Aalborg:
Jeg var skoleelev, da tyskerne
kørte kampvognene ind i Aalborg
”Allerede den 23. august 1943
havde jeg oplevet ålborgensernes
deltagelse i begravelsen af sabotøren
Niels Erik Vangsted kl. 08,
der var blevet skudt af tyskerne
op på dækket. Hver vejede 50
kg. Hver kanon kunne affyre en
granat i minuttet,” husker
Rodholm.
Niels Juel sejlede fra Holbæk
til Hundested. Her fik man at
vide, at tyskerne havde udlagt
spærreminer ved indsejlingen til
Isefjorden. Ingen troede dog på
det . I stedet ville skibets chef
forsøge at snige sig langs kysten
ud i Kattegat. ”Jeg havde fra min
position ombord opdaget en tysk
minestryger og to motortorpedobåde
uden for indsejlingen, men
ugen før. Byens demonstration
var markant og noget vi skoleelever
naturligvis måtte være
med til. Den 28. august gik jeg
som 3-mellemskoleelev (svarer til
Churchill-klubben bestod hovedsagelig af elever fra
Ålborg Katedralskole.
8. klasse) i skole, da lærerne gav
os fri, og bad os om at skynde os
hjem. Sammen med en yngre
bror skyndte jeg mig over
Limfjordsbroen til Nørre Sundby.
Herfra fik vi kørelejlighed hjem.
Dagen efter hørte jeg om de
tyske kampvogne i Aalborg og
om ålborgenserne, der smed
brosten mod bælterne for at
stoppe dem. Selv var jeg for ung
til at få lov til at komme i nærheden
af begivenheden,” siger
Kristian J. Krogsgaard, der i 1943
var 14 år gammel.
CHURCHILL-GRUPPEN FRA
AALBORG
Selvom Krogsgaard var for ung
til illegalt arbejde, havde han
allerede krigen inde på nethinden.
”Den 9. april 1940 hørte og så
jeg selv de tyske flyvere komme
ind over Vendsyssel. I 1942 hørte
Foto af Niels Juel under angreb i Isefjorden.
dansk søofficer op med ordre fra
Marineledelsen i København om
at overgive skibet til tyskerne.
”Da ordren sandsynligvis var
givet efter tysk tvang, nægtede
vi at adlyde. I stedet løb vi for
fuld kraft Niels Juel på en sandbanke.
Smed alt brugbart udstyr
overbord og lukkede søventilerne
op i bunden, så der fossede 2500
ton vand ind. Den sprængladning
vi havde anbragt virkede
nemlig ikke. Vi havde fem sårede
heriblandt den hårdt sårede kvartermester
som i motorbåd blev
jeg selvfølgelig om de unge
sabotører i Churchill-gruppen,
idet en af dem var fra min egen
skole, Klostermarks skole. Begge
begivenheder gjorde uudsletteligt
indtryk på mig.
Da jeg så senere oplevede den
29. august 1943, blev jeg meget
bragt i land, hvor kvartermesteren
døde et par dage efter.
Resten blev ombord og lå og
ventede i køjerne med vandet
ti-femten centimeter fra køjekanten.
Den 30. august om
morgenen kom en tysk officer
ombord og på den tyske admiral
Dänemarks ordre blev besætningen
interneret i Nykøbing og
officererne sejlet til Holmen.
Vi følte alle, vi havde genvundet
lidt ære fra den 9. april 1940,”
siger I. B. Rodholm, der senere
kom til Sverige og gik ind i Den
Danske Brigade.
Sammenstimlen foran Ansgarkirken i Ålborg ved den dræbte modstandsmand
Niels Erik Vangsteds begravelse den 23. august 1943.
bevidst om situationen og betydningen
af, at mit land gjorde
modstand. Datoen vil derfor altid
være indprentet i mit sind, for
her fik danskerne mulighed for
senere at opnå Fred i Frihed ved
at sætte sig til modværge,” siger
Kristian J. Krogsgaard.

Danmarks bedst bevogtede skib blev sænket
Gnisten til urolighederne og kulminationen
den 29. august 1943
blev tændt en måned før i
Odense. Her lykkedes det elektriker
Sigurd Weber den 28. juli,
at sprænge hul i skibssiden på
den tyske minelægger ”Linz”, der
var færdig med ombygningen på
Odense Stålskibsværft. ”Linz” var
nok Danmarks bedst bevogtede
skib. ”Ved hjælp af en såkaldt
”limpet”(skildpaddemine på 12
kg udstyret med magneter) som
jeg firede ned under vandlinjen
og havde programmeret til at
sprænge otte timer senere, fik jeg
båden sænket i Odense Kanal.
Dagene efter vrimlede det med så
mange tyske soldater, at Odense
Stålskibsværft, Thomas B. Thrigefabrikken
og andre store odenseanske
virksomheder gik i strejke.
Den blev i august så voldsom, at
31 skibe blev sænket den 29. august 1943
”Jeg var chef for Holmens Vagtkompagni
den 29.august. Vi
havde udleveret skarp ammunition
og broerne til Holmen var
hejst op. Vi var klar over, at der
skulle ske noget, da viceadmiral
Aage H. Vedel personligt kom
herud og gav ordre om, at der
ikke måtte gøres modstand på
land. Kl. 04.00 kom tyskerne
marcherende af bagvejen, og
det gav tid til, at besætningerne
kunne nå at ødelægge skibene,”
fortæller kontreadmiral Mads
Michelsen, der var 23 årig søløjtnant
i 1943.
Tyskerne havde forlangt vejvisere
for at nå frem til Holmens kommandant.
Den danske portvagt
på Holmen havde forklaret, at
man ikke kunne afse mandskab
hertil. Tyskerne måtte selv finde
vej. Det gav tid til at sænke alle
Sigurd Weber satte folkestrejken
i gang med sin bombe i Odense.
man måtte tilkalde politi fra hele
Danmark for at stoppe dem,
”fortæller Sigurd Weber, der var
25 år i 1943. Mellem denne
sabotage og den 29. august har
historikere senere trukket en lige
linie.
skibe på Holmen. 31 skibe blev
sænket heriblandt artilleriskibet
Peder Skram, der sank ud for
Mastekranen. Der var dog ikke
meget vand, så skibet fik blot
slagside. Værkstedsskibet Henrik
Gerner gik op i flammer og
ubådene Flora, Dryaden og
Havkatten væltede om på siden.
I løbet af meget kort tid var det
lykkedes at sænke 31 af 49
krigsbrugelige danske skibe. Ikke
blot på Holmen men også skibe i
danske farvande. Tretten skibe
nåede til Sverige. Seks skibe blev
taget i mere eller mindre brugelig
stand og otte blev taget uden
kamp.
VI VAR KLAR TIL KAMP
”Vagtstyrken var klar til kamp,
men fik ikke lov til at skyde. Vi
blev hurtigt overmandet og
Sigurd Weber, Odense:
Sigurd, der læste til elektroingeniør
på Odense Teknikum, arbejde
i sommerperioden på Stålskibsværftet.
Via sin kammerat
Erik Frandsen, fik han bestilt en
magnetisk mine fra England.
Den blev kastet ned til Hvidstensgruppen
ved Randers og i
løbet af to-tre dage transporteret
til Odense.
”Dagen før afprøvede vi magnetismen
ved at klæbe minen fast
til radiatoren hjemme hos Erik
Frandsen. Her indstillede jeg den
til otte timers forsinkelsestid.
Selve minen smuglede jeg ind i
min arbejdstaske. Ingen opdagede
noget. ”Linz” skulle have
været brugt i Kattegat til mineudlægning.
Det satte vi en effektiv
stopper for, ”husker Sigurd.
Om han var bange, husker han
Søløjtnant af 2. grad, Mads Michelsen, Holmen:
afvæbnet. Husk på at tyskerne
havde en stor kaserne liggende i
Prinsessegade ved indgangen til
Holmen. Jeg blev selv ført til
Lynetten til forhør men blev hurtigt
frigivet. Senere blev jeg af
Marineledelsen sendt til Sønderborg
og siden til Nyborg, hvor jeg
var til krigen sluttede,” siger
Michelsen.
”Den 29. august er en vigtig dato
for Danmarkshistorien,” siger
Mads Michelsen. ” Vi viste tyskerne
og befolkningen med flådesænkning,
at vi var klar til modstand,
og at det kunne betale sig
at gøre modstand”. Det tog tyskerne
et godt stykke tid at få skibene
på land men praktisk taget
ingen af dem kom i tysk tjeneste
bagefter. Kanonerne fra Peder
Skram blev benyttet til armering
af Atlanterhavsvolden.
ikke. Det var der ikke tid til. Men
arbejdet skulle gøres.
HITLER VRED PÅ ODENSE
Efter sænkningen og strejkerne
i Odense breder uroen sig til
Esbjerg, Aalborg og København.
Ved et tilfælde var en tysk fotograf
i Odense og filmede folkestrejken.
Da Hitler så filmen, blev
han så rasende på Odense, at han
direkte indskærpede den øverste
tyske chef i Danmark, Werner
Best, at Odense skulle betale en
million kroner i bod til tyskerne.
”Den 29. august er der igen kaos
i Odense. Alle er på gaderne. Der
opstår gadekampe. I det indre
Odense og i arbejderkvartererne
ved Skibhusvej og Nyborgvej
ødelægges butikker. En tysk officer
bliver slået ihjel af folkemasserne
ved banegården.
løslades. Tyskerne gjorde det vel
også for at bøde på den ophidselse,
som jødearrestationerne
havde rejst i det danske folk,”
siger Jørgen Barfod.
TYSKERNES STØRSTE
BRØLER
Han tilføjer, at løsladelsen af
de sidste våbenuddannede
unge mænd i Danmark var en
af de største brølere tyskerne
begik. Næsten alle soldaterne
gik nemlig direkte ind i de modstandsgrupper,
der var under
oprettelse. ”Derved skabtes
Via flyveblade bliver vi orienteret
om situationen i resten af landet,”
fortæller Weber. Ugen før
var de fire store dagblade i
Odense nemlig gået i strejke, så
det var den kommunistiske modstandsavis
”Trods Alt”, der havde
monopol på nyhedsformidlingen.
”Den 29. august 1943 har haft
enorm betydning siden hen. Vi
blev igen accepteret af udlandet
og vore allierede. Danskerne
havde nemlig sat sig til modstand.
I perioden efter kommer
der også ekstra gang i sabotagerne.
Min egen far, der var
bagermester, havde således
skjult et våbenlager i sit melrum.
Det fik jeg dog først at vide efter
befrielsen, hvor jeg også kunne
fortælle ham, at det var mig, der
havde sænket ”Linz”, slutter
Weber.
Kornet Jørgen H. P. Barfod, København:
Havde jeg ikke rejst mig fra sengen var jeg blevet skudt
”Natten til den 29. august 1943
var jeg på vagt ved Vestvolden
udenfor København, hvor vi
skulle bevogte nogle ammunitionsdepoter.
Det var et frygteligt
regnvejr, da vi ved 4-tiden om
morgenen blev vækket ved at
tyskerne skød mod den bygning
vi opholdt os i. Alle sov undtagen
telefonvagten, der blev
dræbt på stedet af tyskernes
kugler. Jeg lå i værelset bagved
og for ud af sengen, da skyderiet
startede. Heldigvis gjorde jeg
ikke, hvad jeg burde have gjort,
nemlig rulle ned ved siden af
sengen. Den lå lige i skudlinjen.
I stedet gik jeg hen mod mit
våben og kom derved fri af
døren, der var blevet gennemhullet
af skud. En højere magt
havde anbragt mig det eneste
rigtige sted, hvor jeg var fri for
skud,” fortæller Jørgen H. P.
Barfod, der var 25 årig værnepligtig
befalingsmand (kornet) i
1943.
Jørgen og et hold soldater var
lørdag den 28 august cyklet ud
til Vestvolden for at holde vagt.
Ingen anede på det tidspunkt
noget om den uro, der var ved
at opstå i Danmark. Samme
aftenen havde der været inspektion
på Vestvolden, hvor soldaterne
hørte til, men heller ikke
her havde nogen fået noget at
vide.
Efter den 29. august blev Jørgen
og soldaterne interneret, men
frigivet i oktober samme år.”
Da tyskerne i oktober havde
gennemført aktionen mod de
danske jøder erklærede de, at nu
var alle uroelementer i Danmark
fjernet. Derfor kunne soldaterne
billedet af Danmark som en
allieret nation. Takket være
denne indstilling kom vi ind i
det gode selskab efter krigen.
Ingen tør tænke på, hvorledes
vor stilling havde været, hvis vi
stadig havde haft samarbejdspolitikken,
da vi blev befriet af
englænderne i maj 1945.
Den 29. august 1943 er derfor
baggrunden for hele vor placering
i Europa efter Den Anden
Verdenskrig.
Derfor er denne dag betydningsfuld
for os alle,”slutter
Jørgen Barfod.
Artilleriskibet Peder Skram blev sænket på Holmen
den 29. august 1943.
7

Danes sink navy to balk nazis
who seize king to crush revolt
Ved Danmarks besættelse i 1940
forlangte de tyske myndigheder,
”at dansk presse og radio ikke
måtte omtale noget, der kunne
skade tyske militærinteresser”.
I de tre første krigsår foregik
dette samarbejde rimeligt gnidningsløst,
og tyskerne overlod
arbejdet med at håndhæve censuren
til Udenrigsministeriets
Pressebureau. Censuren blev dog
gradvist strammet og alt udenrigsstof
kom fra tyske telegrambureauer
eller det censurerede
Ritzaus Bureau. Selv vejrudsigten
blev censureret, så modstandsbevægelsen
ikke kunne læse, hvornår
vejret egnede sig til illegalt
arbejde.
Den 28. august kom så tyskernes
krav i form af 6 punkter til den
danske regering.
Pkt. 5 indeholdt Pressecensur
under tysk medvirken.
Da tyskerne hermed sad på
ytringsmonopolet, skulle de danske
dagblade være forsigtige
med, hvad de gengav af informationer.
Men aviserne fortsatte
med at udkomme. Lørdag den
8
28. august havde Berlingske
Tidende således en ”Alvorlig
appel til arbejderne i Helsingør
efter indtrufne begivenheder”.
Den 29. august skrev Social-
Demokraten på sin forside, at
”der var vanskeligheder med at
skaffe nok kød og brødrationer
på grund af uroen”. Den tyske
bekendtgørelse med de seks
punkter blev trykt på forsiden af
samtlige aviser.
LEGALE OG ILLEGALE
BLADE
Det tyske Völkischer Beobachter
havde ikke et ord om Danmark
på forsiden den 30. august, men
var mere optaget af kampene i
Rusland. Det amerikanske The
New York Times, kunne den
30. august på forsiden meddele,
at danskerne havde sænket
deres flåde. Med det budskab
genvandt Danmark sin tabte
anseelse hos de allierede.
Den tyske Nordschleswiglche
Zeitung, meddelte den 31.
august om den danske regerings
tilbagetræden.
For at fylde behovet for mere
information opstod der en
underskov af 552 illegale blade,
der i de sidste krigsår udsendte
26 million kopier svarende til
6-7 kopier til hver dansker.
F.eks. skrev det socialistiske
kampskrift Klassekamp den
28. august på sin forside:
”Arbejder giv agt- Fascisterne
gør sig rede til det sidste
angreb”. Det duplikerede
Studenternes Efterretningstjeneste
udsendte den 3. oktober
et særnummer med fotos
fra folkestrejkerne i Odense
og fra flådens sænkning på
Holmen.
Ytringsfriheden var langtfra
knækket. Danskerne lyttede
også dagligt til BBC´s fem
minutters udsendelser på dansk.
I andre tyskbesatte lande var det
forbudt at lytte til udenlandsk
radio.
Det forbud blev aldrig indført i
Danmark, da tyskerne var mere
bange for at danskerne skulle
samles i illegale grupper om
skjulte radioer.
Jeg var frihedsmand, der
kæmpede med pennen
”Den 29. august 1943 var en
meget ulykkelig dag. Jeg var på
arbejde på Roskilde Dagblad og
kunne sammen med mine kolleger
mærke den trykkede stemning
som var overalt i byen. Der
skete ikke så meget den dag i
Roskilde. Vi havde alle svært ved
at komme videre med arbejdet
på redaktionen. Vi kunne ikke
lide den næsten forbryderiske
stemning som spredte sig,”
husker Mogens Garde, der i
1938 som 21 årig var startet som
journalist på Roskilde Dagblad,
hvor i øvrigt også journalisten og
forfatteren Lise Nørgaard og
modstandsmanden Jørgen
Arboe-Rasmussen var ansat.
Han fortæller videre, ”at den
29. August var med til at skabe
et utrolig stærkt sammenhold i
Roskilde. Folk havde før set lidt
ned på Roskilde, da den jo ligger
så tæt på København.
Det gjorde man ikke mere. Vi fik
bl.a. dannet en kunstforening
med mere end 500 medlemmer,
hvor vi var så heldige at få en del
kendte folk til at komme og
holde foredrag under krigen,”
siger Mogens Garde.
Under krigen døjede danskerne
ikke kun med tyskerne, men
også med tre meget skrappe
vintre som ikke gjorde tingene
nemmere. Mogens Garde boede
i et lille hus i Himmelev uden for
Roskilde med kone og datter.
Han fortæller, at der var så
meget sne i de første krigsår, at
familien måtte bære barnevognen
det meste af tiden. Det var
så koldt, at det var svært at
varme huset, og familien måtte
bruge en forfærdelig masse tørv.
Det var meget strenge tider.
MED I MODSTANDS-
BEVÆGELSEN
”Jeg vil ikke betegne mig selv
som frihedskæmper, men som
frihedsmand. Jeg var ikke særlig
begejstret for våben, men brugte
i stedet for pennen. Der var jo
mange andre ting som man
kunne gøre i stedet for. Jeg var
civilbetjent og holdt vagt på
Carlsbergs depot hver anden
nat uden at bruge våben. Som
journalist var vi naturligvis udsat
New York Times den 30. august 1943:
Mogens Garde, Roskilde:
Forsiden af Roskilde Dagblad den 31. august 1943
”Ministeriet Scavenius er i aftes trådt tilbage”.
for pressecensur. Det var yderst
begrænset, hvad vi kunne skrive,
for ellers var avisen jo blevet
lukket af tyskerne. Så jeg gjorde
mig umage med artiklerne, for vi
kunne ikke skrive for meget i
detaljer om, hvad der skete.
Man havde det ligesom på fornemmelsen,
når man skulle
Danske, tyske og amerikanske blade behandlede nyheden
om den 29. august forskelligt.
passe på, hvad man skrev i avisen,”
siger Garde, der dog under
dæknavnet ”Mads” var med i
det illegale modstandsarbejde.
Roskilde var på det tidspunkt
fordelingscentral for illegale
blade og over to millioner
illegale blade blev fordelt via
Roskilde.
Åbent
brev til en
minister
Hvad de aldrig forstaar, hr. Minister,
skønt hos Dem selv et Hjerte har Hvælv:
at et Menneske heller mister
sit Liv, end det mister sig selv.
Ja, det regner De højst for en Frase,
og De vender Dem iskold bort.
Thi for Dem har kun Livet een Fase:
at spille sine Kort.
Det er muligt, at Panden kan bæres
i en Luft, der er kølig som Sne.
Jamen Hjertet er skabt til at næres
af en Lue (som ingen kan se),
Til Kaptajn kan De selv Dem forfremme
ved Sejlads på et fersk Ocean.
Men Gud naade Dem, gaar det i Glemme,
at det ender en Dag med Orkan.
Ak, De faar det ret aldrig i Hodet
ja, De kan vel slet ikke forstaa,
at rødt er i Hjerter os Blodet,
men Hjernes Celler kun graa.
Og aldrig blev Samson Filister.
Før sprænger han Templets Hvælv
for Fjenden at knuse, Minister,
om saa han skal knuse sig selv.
(Uddrag af et digt skrevet af
digterpræsten Kaj Munk, der blev
dræbt af tyskerne den 4. januar 1944)