Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

Recommendations

Info

Min mor troede jeg var gået ned med Niels Juel ”Den 29. august 1943 om aftenen hørte min mor via den engelske BBC-radio, at artilleriskibet Niels Juel var blevet sænket af tyskerne i Kattegat og at alle 325 ombord var døde. Da jeg så ringede til min mor den 30.august , fik hun lidt af et chok, for hun havde naturligvis troet, at jeg også var død. Jeg var nemlig søløjtnant af 2. grad, og gjorde tjeneste på Niels Juel,” fortæller tidligere kontreadmiral I. B. Rodholm, der i 1943 var 22 år gammel . Artilleriskibet Niels Juel blev søsat i 1918. Det skulle egentlig have været udstyret med fire 30 centimeter kanoner, men de blev sparet væk. I 1930-erne fungerede det i en periode som kongeskib for Christian den 10’ende. Skibet lå den 29.august 1943 i Holbæk i den sydlige ende af Isefjorden. Skibet havde nu fået ti store 15 centimeter kanoner og efter datiden et moderne ildledelsessystem. Det var før radaren blev opfundet. ”Kl. 04.15 den 29. august efter jeg havde sluttet min hundevagt fra 24-04 blev vi alle purret og der blev gjort ”klart skib”. Det betød at alle, der ikke havde vagttjeneste skulle være under dæk, undtagen kokken, der var for tyk til at komme gennem lugen. Forholdsordren var enten at søge til Sverige eller ødelægge skibet. Vi gjorde derfor klar til afgang og stablede granater og detonatorer 6 Søløjtnant af 2. grad I. E. Rodholm. I. B. Rodholm: chefen ønskede ikke, at vi skød, fordi han håbede at kunne narre dem. Kl. 0855 blev vi i stedet angrebet af tyske fly, der skød med maskingeværer og smed bomber. To bomber faldt tredive meter fra skibet. Al strømforsyning forsvandt og alle elektriske installationer faldt ud. Efter opstart af diselgeneratorerne kom strømmen dog tilbage. Vi fik gang i skibet og svarede igen med antiluftskyts, der ramte et tysk fly. Under det næste flyangreb blev min kvartermester såret og de tyske bomber skabte voldsomme rystelser ombord. Lyset gik ud og sprængstykker og kugler fløj om ørene. Samtidig blev skibssiden trykket ind og vore to torpedoer blev sat i gang i afskydningsrørerne, dog uden at gå af,” siger Rodholm. SPILLEDE KONG CHRISTIAN I HØJTALERNE Efter given ordre skulle ”Kong Christian” spilles over skibets højtaleranlæg, når Niels Juel optog kampen. Da skibets antiluftskyts åbnede ild troede radiobesætningen at kampen var begyndt og derfor blev nationalsangen spillet. Det var dog ikke tilfældet, så skibets chef kommandørkaptajn Carl Westermann måtte tage en vanskelig beslutning. Skulle han fortsætte kampen og risikere 325 mands død eller sætte skibet på grund? I mellemtiden var der dukket en Kristian J. Krogsgaard, Aalborg: Jeg var skoleelev, da tyskerne kørte kampvognene ind i Aalborg ”Allerede den 23. august 1943 havde jeg oplevet ålborgensernes deltagelse i begravelsen af sabotøren Niels Erik Vangsted kl. 08, der var blevet skudt af tyskerne op på dækket. Hver vejede 50 kg. Hver kanon kunne affyre en granat i minuttet,” husker Rodholm. Niels Juel sejlede fra Holbæk til Hundested. Her fik man at vide, at tyskerne havde udlagt spærreminer ved indsejlingen til Isefjorden. Ingen troede dog på det . I stedet ville skibets chef forsøge at snige sig langs kysten ud i Kattegat. ”Jeg havde fra min position ombord opdaget en tysk minestryger og to motortorpedobåde uden for indsejlingen, men ugen før. Byens demonstration var markant og noget vi skoleelever naturligvis måtte være med til. Den 28. august gik jeg som 3-mellemskoleelev (svarer til Churchill-klubben bestod hovedsagelig af elever fra Ålborg Katedralskole. 8. klasse) i skole, da lærerne gav os fri, og bad os om at skynde os hjem. Sammen med en yngre bror skyndte jeg mig over Limfjordsbroen til Nørre Sundby. Herfra fik vi kørelejlighed hjem. Dagen efter hørte jeg om de tyske kampvogne i Aalborg og om ålborgenserne, der smed brosten mod bælterne for at stoppe dem. Selv var jeg for ung til at få lov til at komme i nærheden af begivenheden,” siger Kristian J. Krogsgaard, der i 1943 var 14 år gammel. CHURCHILL-GRUPPEN FRA AALBORG Selvom Krogsgaard var for ung til illegalt arbejde, havde han allerede krigen inde på nethinden. ”Den 9. april 1940 hørte og så jeg selv de tyske flyvere komme ind over Vendsyssel. I 1942 hørte Foto af Niels Juel under angreb i Isefjorden. dansk søofficer op med ordre fra Marineledelsen i København om at overgive skibet til tyskerne. ”Da ordren sandsynligvis var givet efter tysk tvang, nægtede vi at adlyde. I stedet løb vi for fuld kraft Niels Juel på en sandbanke. Smed alt brugbart udstyr overbord og lukkede søventilerne op i bunden, så der fossede 2500 ton vand ind. Den sprængladning vi havde anbragt virkede nemlig ikke. Vi havde fem sårede heriblandt den hårdt sårede kvartermester som i motorbåd blev jeg selvfølgelig om de unge sabotører i Churchill-gruppen, idet en af dem var fra min egen skole, Klostermarks skole. Begge begivenheder gjorde uudsletteligt indtryk på mig. Da jeg så senere oplevede den 29. august 1943, blev jeg meget bragt i land, hvor kvartermesteren døde et par dage efter. Resten blev ombord og lå og ventede i køjerne med vandet ti-femten centimeter fra køjekanten. Den 30. august om morgenen kom en tysk officer ombord og på den tyske admiral Dänemarks ordre blev besætningen interneret i Nykøbing og officererne sejlet til Holmen. Vi følte alle, vi havde genvundet lidt ære fra den 9. april 1940,” siger I. B. Rodholm, der senere kom til Sverige og gik ind i Den Danske Brigade. Sammenstimlen foran Ansgarkirken i Ålborg ved den dræbte modstandsmand Niels Erik Vangsteds begravelse den 23. august 1943. bevidst om situationen og betydningen af, at mit land gjorde modstand. Datoen vil derfor altid være indprentet i mit sind, for her fik danskerne mulighed for senere at opnå Fred i Frihed ved at sætte sig til modværge,” siger Kristian J. Krogsgaard.
Danmarks bedst bevogtede skib blev sænket Gnisten til urolighederne og kulminationen den 29. august 1943 blev tændt en måned før i Odense. Her lykkedes det elektriker Sigurd Weber den 28. juli, at sprænge hul i skibssiden på den tyske minelægger ”Linz”, der var færdig med ombygningen på Odense Stålskibsværft. ”Linz” var nok Danmarks bedst bevogtede skib. ”Ved hjælp af en såkaldt ”limpet”(skildpaddemine på 12 kg udstyret med magneter) som jeg firede ned under vandlinjen og havde programmeret til at sprænge otte timer senere, fik jeg båden sænket i Odense Kanal. Dagene efter vrimlede det med så mange tyske soldater, at Odense Stålskibsværft, Thomas B. Thrigefabrikken og andre store odenseanske virksomheder gik i strejke. Den blev i august så voldsom, at 31 skibe blev sænket den 29. august 1943 ”Jeg var chef for Holmens Vagtkompagni den 29.august. Vi havde udleveret skarp ammunition og broerne til Holmen var hejst op. Vi var klar over, at der skulle ske noget, da viceadmiral Aage H. Vedel personligt kom herud og gav ordre om, at der ikke måtte gøres modstand på land. Kl. 04.00 kom tyskerne marcherende af bagvejen, og det gav tid til, at besætningerne kunne nå at ødelægge skibene,” fortæller kontreadmiral Mads Michelsen, der var 23 årig søløjtnant i 1943. Tyskerne havde forlangt vejvisere for at nå frem til Holmens kommandant. Den danske portvagt på Holmen havde forklaret, at man ikke kunne afse mandskab hertil. Tyskerne måtte selv finde vej. Det gav tid til at sænke alle Sigurd Weber satte folkestrejken i gang med sin bombe i Odense. man måtte tilkalde politi fra hele Danmark for at stoppe dem, ”fortæller Sigurd Weber, der var 25 år i 1943. Mellem denne sabotage og den 29. august har historikere senere trukket en lige linie. skibe på Holmen. 31 skibe blev sænket heriblandt artilleriskibet Peder Skram, der sank ud for Mastekranen. Der var dog ikke meget vand, så skibet fik blot slagside. Værkstedsskibet Henrik Gerner gik op i flammer og ubådene Flora, Dryaden og Havkatten væltede om på siden. I løbet af meget kort tid var det lykkedes at sænke 31 af 49 krigsbrugelige danske skibe. Ikke blot på Holmen men også skibe i danske farvande. Tretten skibe nåede til Sverige. Seks skibe blev taget i mere eller mindre brugelig stand og otte blev taget uden kamp. VI VAR KLAR TIL KAMP ”Vagtstyrken var klar til kamp, men fik ikke lov til at skyde. Vi blev hurtigt overmandet og Sigurd Weber, Odense: Sigurd, der læste til elektroingeniør på Odense Teknikum, arbejde i sommerperioden på Stålskibsværftet. Via sin kammerat Erik Frandsen, fik han bestilt en magnetisk mine fra England. Den blev kastet ned til Hvidstensgruppen ved Randers og i løbet af to-tre dage transporteret til Odense. ”Dagen før afprøvede vi magnetismen ved at klæbe minen fast til radiatoren hjemme hos Erik Frandsen. Her indstillede jeg den til otte timers forsinkelsestid. Selve minen smuglede jeg ind i min arbejdstaske. Ingen opdagede noget. ”Linz” skulle have været brugt i Kattegat til mineudlægning. Det satte vi en effektiv stopper for, ”husker Sigurd. Om han var bange, husker han Søløjtnant af 2. grad, Mads Michelsen, Holmen: afvæbnet. Husk på at tyskerne havde en stor kaserne liggende i Prinsessegade ved indgangen til Holmen. Jeg blev selv ført til Lynetten til forhør men blev hurtigt frigivet. Senere blev jeg af Marineledelsen sendt til Sønderborg og siden til Nyborg, hvor jeg var til krigen sluttede,” siger Michelsen. ”Den 29. august er en vigtig dato for Danmarkshistorien,” siger Mads Michelsen. ” Vi viste tyskerne og befolkningen med flådesænkning, at vi var klar til modstand, og at det kunne betale sig at gøre modstand”. Det tog tyskerne et godt stykke tid at få skibene på land men praktisk taget ingen af dem kom i tysk tjeneste bagefter. Kanonerne fra Peder Skram blev benyttet til armering af Atlanterhavsvolden. ikke. Det var der ikke tid til. Men arbejdet skulle gøres. HITLER VRED PÅ ODENSE Efter sænkningen og strejkerne i Odense breder uroen sig til Esbjerg, Aalborg og København. Ved et tilfælde var en tysk fotograf i Odense og filmede folkestrejken. Da Hitler så filmen, blev han så rasende på Odense, at han direkte indskærpede den øverste tyske chef i Danmark, Werner Best, at Odense skulle betale en million kroner i bod til tyskerne. ”Den 29. august er der igen kaos i Odense. Alle er på gaderne. Der opstår gadekampe. I det indre Odense og i arbejderkvartererne ved Skibhusvej og Nyborgvej ødelægges butikker. En tysk officer bliver slået ihjel af folkemasserne ved banegården. løslades. Tyskerne gjorde det vel også for at bøde på den ophidselse, som jødearrestationerne havde rejst i det danske folk,” siger Jørgen Barfod. TYSKERNES STØRSTE BRØLER Han tilføjer, at løsladelsen af de sidste våbenuddannede unge mænd i Danmark var en af de største brølere tyskerne begik. Næsten alle soldaterne gik nemlig direkte ind i de modstandsgrupper, der var under oprettelse. ”Derved skabtes Via flyveblade bliver vi orienteret om situationen i resten af landet,” fortæller Weber. Ugen før var de fire store dagblade i Odense nemlig gået i strejke, så det var den kommunistiske modstandsavis ”Trods Alt”, der havde monopol på nyhedsformidlingen. ”Den 29. august 1943 har haft enorm betydning siden hen. Vi blev igen accepteret af udlandet og vore allierede. Danskerne havde nemlig sat sig til modstand. I perioden efter kommer der også ekstra gang i sabotagerne. Min egen far, der var bagermester, havde således skjult et våbenlager i sit melrum. Det fik jeg dog først at vide efter befrielsen, hvor jeg også kunne fortælle ham, at det var mig, der havde sænket ”Linz”, slutter Weber. Kornet Jørgen H. P. Barfod, København: Havde jeg ikke rejst mig fra sengen var jeg blevet skudt ”Natten til den 29. august 1943 var jeg på vagt ved Vestvolden udenfor København, hvor vi skulle bevogte nogle ammunitionsdepoter. Det var et frygteligt regnvejr, da vi ved 4-tiden om morgenen blev vækket ved at tyskerne skød mod den bygning vi opholdt os i. Alle sov undtagen telefonvagten, der blev dræbt på stedet af tyskernes kugler. Jeg lå i værelset bagved og for ud af sengen, da skyderiet startede. Heldigvis gjorde jeg ikke, hvad jeg burde have gjort, nemlig rulle ned ved siden af sengen. Den lå lige i skudlinjen. I stedet gik jeg hen mod mit våben og kom derved fri af døren, der var blevet gennemhullet af skud. En højere magt havde anbragt mig det eneste rigtige sted, hvor jeg var fri for skud,” fortæller Jørgen H. P. Barfod, der var 25 årig værnepligtig befalingsmand (kornet) i 1943. Jørgen og et hold soldater var lørdag den 28 august cyklet ud til Vestvolden for at holde vagt. Ingen anede på det tidspunkt noget om den uro, der var ved at opstå i Danmark. Samme aftenen havde der været inspektion på Vestvolden, hvor soldaterne hørte til, men heller ikke her havde nogen fået noget at vide. Efter den 29. august blev Jørgen og soldaterne interneret, men frigivet i oktober samme år.” Da tyskerne i oktober havde gennemført aktionen mod de danske jøder erklærede de, at nu var alle uroelementer i Danmark fjernet. Derfor kunne soldaterne billedet af Danmark som en allieret nation. Takket være denne indstilling kom vi ind i det gode selskab efter krigen. Ingen tør tænke på, hvorledes vor stilling havde været, hvis vi stadig havde haft samarbejdspolitikken, da vi blev befriet af englænderne i maj 1945. Den 29. august 1943 er derfor baggrunden for hele vor placering i Europa efter Den Anden Verdenskrig. Derfor er denne dag betydningsfuld for os alle,”slutter Jørgen Barfod. Artilleriskibet Peder Skram blev sænket på Holmen den 29. august 1943. 7
Page 1 and 2: Statsministerens ord til nutidens u
Page 3 and 4: ”Søndag den 29. august 1943 havd
Page 5: Tyskerne skød hen over hovedet på

Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?