Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar
Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar
Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Statsministerens ord<br />
til nutidens unge<br />
Læs side 2<br />
Frihed er ikke noget<br />
man har...<br />
Læs side 3<br />
Min mor troede<br />
jeg var død<br />
Læs side 6<br />
Sænkning af<br />
flåden<br />
Læs side 7<br />
The New York<br />
Times<br />
Læs side 8<br />
Skoleavis til 9. og 10. klasserne i <strong>Folk</strong>e-, Fri- og Efterskolerne i anledning af 60 året for den 29. august 1943<br />
<strong>Da</strong> <strong>Da</strong>nmark <strong>brød</strong> <strong>med</strong> <strong>tyskerne</strong><br />
Den 29. august 1943 er en dato,<br />
der har brændt sig uudslettelig<br />
ind i <strong>Da</strong>nmarkshistorien. I skolerne<br />
hører man primært om 9.<br />
april 1940 og 5. maj 1945, som<br />
gerne overskygger betydningen<br />
af den 29. august. Det er helt<br />
uretfærdigt og bygger på manglende<br />
viden. Efter tre fredelige år<br />
under Besættelsen faldt regeringen<br />
Scavenius på denne dag og<br />
samarbejdspolitikken gennem tre<br />
år ophørte. <strong>Folk</strong>estrejkernes pres<br />
på det officielle <strong>Da</strong>nmark virkede.<br />
Der var opstået en diplomatisk<br />
krise mellem <strong>Da</strong>nmark og<br />
Tyskland, der førte til tysk undtagelsestilstand<br />
og afvæbning af<br />
det danske forsvar. Flådens<br />
sænkning gav et imagesignal til<br />
de allierede om, at man stadig<br />
kunne stole på <strong>Da</strong>nmark.<br />
Den danske modstand den 29.<br />
august 1943 genvandt den tabte<br />
danske anseelse, som det kan<br />
læses på forsiden af The New<br />
York Times. Se bagsiden af<br />
denne avis.<br />
Gnisten, der var forløber for begivenhederne<br />
den 29. august,<br />
var sabotagen den 28. juli mod<br />
den tyske minelægger på Odense<br />
Stålskibsværft. Læs historien på<br />
side 7. Reaktionen fra <strong>tyskerne</strong><br />
kom prompte. Tyske soldater blev<br />
posteret på værftet, og Odense<br />
by blev idømt en bøde på een<br />
million kroner. ”Af frygt for at<br />
vagternes geværer kunne gå af”<br />
lavede værftets arbejdere nu en<br />
sit down-strejke, der hurtigt<br />
bredte sig til hele byen. Strejken<br />
spredte sig i augustdagene videre<br />
til Esbjerg, Svendborg, Nyborg,<br />
Middelfart, Bogense, Fåborg,<br />
Korsør, Helsingør, Vejle, Fredericia,<br />
Ålborg, Frederikshavn,<br />
Sæby og Skagen. <strong>Folk</strong>eoprøret<br />
nåede aldrig rigtigt til København,<br />
hvor et masseopbud af politi fik<br />
slået uroen ned den 25. og 26.<br />
august.<br />
INVASIONSVARSEL<br />
I Rold Skov ved Aalborg blev en<br />
ung sabotør Niels Erik Vangsted<br />
dræbt af <strong>tyskerne</strong> den 18. august.<br />
<strong>Da</strong> han skulle begraves den 24.<br />
august i Aalborg truede <strong>tyskerne</strong><br />
<strong>med</strong> at gribe ind, hvis politiet ikke<br />
kunne bevare roen. Det kom til<br />
voldsomme sammenstød <strong>med</strong><br />
flere dræbte, da <strong>tyskerne</strong> sendte<br />
kampvogne til byen. En af de<br />
førende danske historikere om<br />
Besættelsestiden, Hans Kirchhoff<br />
skriver i Gads Leksikon om dansk<br />
besættelsestid,”at når bruddet<br />
skete i august 1943 skyldes det,<br />
at de danske myndigheder havde<br />
opgivet samarbejdspolitikken og<br />
ikke længere ville intervenere<br />
mellem <strong>tyskerne</strong> og befolkningen.<br />
Tyskerne frygtede til gengæld en<br />
allieret invasion på vestkysten og<br />
sendte varsel ud herom den 21<br />
august. Det ville have været at<br />
spille hasard, hvis <strong>tyskerne</strong> ikke<br />
kunne bevare roen i baglandet”.<br />
Den diplomatiske og politiske<br />
krise var fremkaldt af den intensive<br />
sabotageoffensiv i juli 1943.<br />
Den tyske rigsbefuldmægtede<br />
Werner Best krævede, at alle<br />
sabotører, der var idømt mere end<br />
otte års fængsel skulle overføres<br />
til Tyskland. Strafafsoning i <strong>Da</strong>nmark<br />
var ikke afskrækkende nok.<br />
REGERINGENS ”OPRAAB”<br />
OG EFTERTIDEN<br />
<strong>Da</strong> uroen fortsatte udsendte regeringen<br />
et Opraab den 21. august<br />
som blev bifaldet af en højst<br />
modvillig Christian X i Statsrådet.<br />
Under overskriften<br />
”Ingen må tage sig selv tilrette”<br />
forsøgte Regeringen at skabe<br />
ro, besindighed og sammenhold.<br />
Opraabet fik ingen virkning,<br />
og den 28. august fik<br />
statsminister Scavenius overrakt<br />
<strong>tyskerne</strong>s ultimatum udformet<br />
i seks skrappe krav.<br />
Læs plakatteksten i skolepakken.<br />
I dagene efter 29. august faldt<br />
roen igen over <strong>Da</strong>nmark og landet<br />
blev nu styret af departementscheferne,<br />
der videreførte<br />
den hidtidige regerings linje.<br />
Den 6. oktober blev undtagelsestilstanden<br />
i <strong>Da</strong>nmark ophævet.<br />
Tysk politi ankom til landet<br />
og startede et nyt kapitel <strong>med</strong><br />
deportationer, jødeforfølgelse<br />
og clearingmord. To hårde år<br />
ventede danskerne før Befrielsen<br />
5. maj 1945. Men danskernes<br />
lyst til fred i frihed den<br />
29. august 1943 fik afgørende<br />
betydning for vor fremtidige<br />
historie.<br />
Redaktionen<br />
Historikeren Bo Lidegaard:<br />
29. august 1943 blev vendepunktet<br />
Artiklen er skrevet af Bo Lidegaard,<br />
der til efteråret udsender<br />
”Overleveren”, <strong>Da</strong>nsk udenrigspolitisk<br />
historie 1914-45, bind 4<br />
om bl.a. 29. august 1943.<br />
Den 29. august 1943 blev et<br />
vendepunkt for den måde omverdenen<br />
så på <strong>Da</strong>nmark.<br />
Og et vendepunkt for, hvordan<br />
vi opfatter os selv.<br />
Efter den 29. august 1943 var<br />
meget forandret, selv om mange<br />
af elementerne i den samarbejdspolitik,<br />
regeringen indtil da havde<br />
ført, blev fortsat under det departementschefstyre,<br />
som fulgte. Det<br />
afgørende var, at regeringen efter<br />
den 29. august 1943 nægtede at<br />
tage et <strong>med</strong>ansvar for det, som<br />
skete under den tyske besættelse.<br />
Det var en dramatisk beslutning,<br />
som fik store konsekvenser.<br />
I 20 måneder frem til befrielsen<br />
den 5. maj 1945 havde <strong>Da</strong>nmark<br />
ingen regering. Landet blev sat i<br />
militær undtagelsestilstand.<br />
Hæren og marinen blev opløst,<br />
og dansk militær interneret. Det<br />
lykkedes dog flåden at sænke<br />
de fleste af sine fartøjer, inden<br />
<strong>tyskerne</strong> nåede at beslaglægge<br />
dem. Senere fulgte aktionen mod<br />
de danske jøder og politiets<br />
opløsning og arrestation.<br />
Når vi bliver ved <strong>med</strong> at vende<br />
tilbage til <strong>Da</strong>nmarks stilling under<br />
den tyske besættelse hænger det<br />
sammen <strong>med</strong>, at hele vores<br />
demokratiske samfundsindretning<br />
og vort udenrigspolitiske grundsyn<br />
her var sat på spil. Vel at<br />
mærke ikke kun af selve besættelsen,<br />
men også af den måde, vi<br />
valgte at reagere på den.<br />
<strong>Da</strong>nmark var ikke kun et viljeløst<br />
offer for Hitlers aggression. Vi var<br />
også et suverænt land, der stillet<br />
over for nazismens trussel tog stilling<br />
til, hvad vi ville gøre, og som<br />
under de fem års besættelse traf<br />
de beslutninger, der tilsammen<br />
kom til at udgøre vor politik –<br />
samarbejdspolitikken.<br />
ÅBENT OPRØR<br />
Men også på et andet punkt var<br />
besættelsestiden helt enestående.<br />
<strong>Da</strong>nmark oplevede under krigen<br />
en sand revolution, hvor stadigt<br />
større dele af befolkningen gjorde<br />
åbent oprør mod den politik,<br />
regeringen og <strong>Folk</strong>etingets flertal<br />
støttede. De første år var modstanden<br />
så godt som ikke eksisterende.<br />
Men i begyndelsen af<br />
1943 fik den<br />
mere slagkraft,<br />
og den<br />
fik så småt<br />
kontakt til<br />
England. Det<br />
var netop<br />
denne modstand<br />
og de<br />
omsiggribendeurolighe-<br />
Bo Lidegaard.<br />
der i sommeren 1943, der endte<br />
<strong>med</strong> at fremprovokere det brud,<br />
der fandt sted den 29. august<br />
1943.<br />
Indtil denne dag var de demokratiske<br />
politiske partier og langt<br />
størstedelen af befolkningen<br />
enige om, at <strong>Da</strong>nmarks bedste<br />
chance for at overleve krigen og<br />
genopstå som et frit land var at<br />
samarbejde <strong>med</strong> besættelsesmagten.<br />
Det betød groft sagt, at<br />
Tyskland fik landbrugsprodukter<br />
fra <strong>Da</strong>nmark mod, at <strong>tyskerne</strong> til<br />
gengæld blandede sig så lidt som<br />
muligt i landets indre forhold.<br />
Demokratiet fik lov til at leve<br />
videre, selv om det var på besættelsesmagtens<br />
nåde og betingelser.<br />
Fordelen for <strong>Da</strong>nmark var,<br />
at der ikke kom en nazistisk regering<br />
og at befolkningen blev skå-<br />
net for den værste terror. Fordelen<br />
for Tyskland var, at man i<br />
<strong>Da</strong>nmark ”frivilligt” fik, hvad<br />
man i andre besatte lande måtte<br />
tage selv.<br />
MODSTAND I BEFOLKNINGEN<br />
Det var den model, oprøret i<br />
august 1943 satte en stopper<br />
for. Stadigt større dele af befolkningen<br />
vendte sig imod, at<br />
den danske regering påtog sig et<br />
<strong>med</strong>ansvar, når det til syvende<br />
og sidst var <strong>tyskerne</strong>, der bestemte.<br />
De var oprørte over,<br />
at <strong>Da</strong>nmark ikke sagde klart fra<br />
over for Hitler og nazismens<br />
ugerninger. Omsvinget hang<br />
nøje sammen <strong>med</strong>, at det i 1943<br />
stod klart, at Tyskland ville tabe<br />
krigen. I 1940 var Tyskland den<br />
store sejrherre i Europa, allieret<br />
<strong>med</strong> Sovjetunionen og <strong>med</strong> et<br />
svækket Storbritannien som<br />
eneste virkelige modstander.<br />
USA stod neutralt uden for.<br />
I 1943 havde De Allierede overtaget.<br />
Tyskland og Japan kæmpede<br />
alene, og både Storbritannien,<br />
Sovjetunionen og USA<br />
satte mægtige ressourcer ind i<br />
kampen.<br />
Fortsættes side 2
Skoleavisen FRED I FRIHED er<br />
udgivet i anledning af 60 året for<br />
den 29. august 1943.<br />
Avisen indgår i en skolepakke til<br />
samtlige 9. og 10. klasser i folke-,<br />
fri- og efterskolerne og udsendes<br />
til disse og andre målgrupper i<br />
sommeren 2003.<br />
Skoleavisen er produceret i et<br />
samarbejde mellem Frihedskampens<br />
Veteraner og landsorganisationen<br />
<strong>Folk</strong> & <strong>Forsvar</strong> for det særlige<br />
29. august 1943 udvalg, der er<br />
nedsat af Statsministeriet.<br />
Ansv. redaktør:<br />
Informationschef<br />
Claus Arboe-Rasmussen,<br />
<strong>Folk</strong> & <strong>Forsvar</strong>, Djfb,<br />
Journalist<br />
Malene Arboe-Rasmussen<br />
Direktør Niels Friis<br />
Seniorkonsulent<br />
Steen Søndergaard Jensen<br />
Konsulent Bent Sørensen<br />
Indholdet i skoleavisen står til fri<br />
redaktionel benyttelse <strong>med</strong> kildehenvisning.<br />
Vi henviser i øvrigt til den<br />
særlige hjemmeside<br />
www.29august1943.dk<br />
der er oprettet i anledning af<br />
60 året.<br />
Illustrationer:<br />
Fotos og illustrationer i denne<br />
skoleavis er venligst stillet til<br />
rådighed af Frihedsmuseet,<br />
Scanpix og de enkelte øjenvidner.<br />
Grafisk Produktion:<br />
Als Offset,<br />
Augustenborg<br />
<strong>Folk</strong> & <strong>Forsvar</strong><br />
Artilleristok, Kastellet 14 C<br />
2100 København Ø<br />
Tlf. 3347 9550<br />
E-mail: folkogforsvar@fk.fr.dk<br />
www.folkogforsvar.dk<br />
Frihedskampens Veteraner<br />
Formand: Jørgen Barfod<br />
Redaktør: Erik E. Billesbølle<br />
Tlf. 7525 5498<br />
E-mail: erikb@frihedskampen.dk<br />
www.frihedskampen.dk<br />
Når regeringen trådte tilbage<br />
den 29. august, var det, fordi<br />
det folkelige oprør pressede<br />
<strong>tyskerne</strong> til at rejse krav, der var<br />
uacceptable for de folkevalgte<br />
politikere. Regeringen var allerede<br />
gået <strong>med</strong> til meget mere, end den<br />
ønskede, fordi den derved håbede<br />
at undgå, at <strong>tyskerne</strong> selv tog<br />
magten. Men nu ville den ikke<br />
længere, og den sagde klart nej til<br />
de nye tyske krav. Det fik <strong>tyskerne</strong><br />
til at indføre militær undtagelsestilstand.<br />
Derved holdt regeringen<br />
op <strong>med</strong> at fungere, og<br />
Christian X lod samtidig forstå,<br />
at han ikke længere kunne udøve<br />
sine funktioner som <strong>Da</strong>nmarks<br />
konge.<br />
2<br />
Den 29. august 1943 er en dato,<br />
vi bør huske - og være stolte af.<br />
Den dag blev <strong>Da</strong>nmarks ære reddet.<br />
Den danske regering stoppede<br />
langt om længe samarbejdet<br />
<strong>med</strong> den tyske besættelsesmagt.<br />
Efter godt tre års samarbejde <strong>med</strong><br />
<strong>tyskerne</strong> blev der endelig rene<br />
linier. Det var heller ikke en dag<br />
for tidligt.<br />
Det var ikke regeringens og<br />
<strong>Folk</strong>etingets og det etablerede<br />
<strong>Da</strong>nmarks fortjeneste, at samarbejdet<br />
<strong>med</strong> <strong>tyskerne</strong> ophørte.<br />
Tværtimod havde det officielle<br />
<strong>Da</strong>nmark fra starten af <strong>Da</strong>nmarks<br />
besættelse den 9. april 1940<br />
lydigt rettet sig efter <strong>tyskerne</strong>,<br />
samarbejdet på alle niveauer,<br />
opfordret befolkningen til at gøre<br />
det samme og havde i øvrigt<br />
fordømt modstandsfolkene som<br />
uansvarlige terrorister.<br />
Nej, det var befolkningens voksende<br />
utilfredshed <strong>med</strong> samarbejdspolitikken<br />
og modige modstandsfolks<br />
indsats, som tvang<br />
regeringen til at opgive samarbejdet<br />
<strong>med</strong> <strong>tyskerne</strong>. Det skal vi<br />
være glade for og stolte af. Vi<br />
skylder en stor tak til de modstandsfolk,<br />
som gennem sabotage<br />
mod <strong>tyskerne</strong> og samarbejde<br />
<strong>med</strong> de allierede trodsede samarbejdspolitikerne<br />
og sikrede<br />
<strong>Da</strong>nmark en plads på den rigtige<br />
side i kampen mod nazisterne.<br />
Hovedargumentet for samarbejdspolitikken<br />
var, at al dansk<br />
modstand mod den tyske overmagt<br />
var nytteløs. Ved at samarbejde<br />
<strong>med</strong> besættelsesmagten<br />
blev <strong>Da</strong>nmark og den danske befolkning<br />
skånet for de fleste af<br />
krigens rædsler. Og det lykkedes.<br />
<strong>Da</strong>nskerne slap for de værste<br />
ødelæggelser. Landbrug og industri<br />
tjente på krigen. Så ud fra et<br />
sådant gustent overlæg vil nogle<br />
måske kalde samarbejdspolitikken<br />
nødvendig, klog og hensigtsmæssig.<br />
Men det er en meget farlig tankegang.<br />
Hvis alle havde tænkt som<br />
de danske samarbejdspolitikere,<br />
ville Hitler <strong>med</strong> stor sandsynlighed<br />
have vundet krigen, og Europa<br />
Statsminister Anders Fogh Rasmussen:<br />
Det drejer sig om at turde handle<br />
De fleste oplevede det som en<br />
lettelse, at <strong>Da</strong>nmark nu havde<br />
meldt klart ud, og i Den frie<br />
Verden styrkede det opfattelsen<br />
af, at <strong>Da</strong>nmark stod på De<br />
Allieredes side. For den danske<br />
befolkning var det blevet klart, at<br />
man ikke kan være et suverænt<br />
land, hvis man ikke tør give sin<br />
mening til kende og ikke vil deltage<br />
dér, hvor ligesindede lande i<br />
forening kæmper en retfærdig<br />
kamp for de interesser og værdier,<br />
der også er <strong>Da</strong>nmarks. Det var<br />
den erkendelse, der i 1945 førte<br />
til <strong>Da</strong>nmarks <strong>med</strong>lemskab af De<br />
Forenede Nationer og i 1949 til<br />
vores optagelse i Atlantpagten –<br />
den, som siden blev kendt som<br />
været nazistisk. Men briterne,<br />
amerikanerne og russerne tænkte<br />
heldigvis ikke som den danske<br />
elite. De kæmpede mod nazisterne<br />
og sikrede derved vor frihed.<br />
Ikke nok <strong>med</strong> at <strong>Da</strong>nmarks politiske<br />
ledelse besluttede at følge<br />
en passiv tilpasningspolitik i forhold<br />
til <strong>tyskerne</strong>. Ny historisk<br />
forskning afslører, at der til<strong>med</strong><br />
var tale om en meget aktiv tilpasningspolitik.<br />
Tyskernes militære<br />
fremgang i krigens begyndelse<br />
havde imponeret så meget, at<br />
mange danskere var overbevist<br />
om tysk sejr. Både politikere,<br />
embedsmænd og organisationer<br />
begyndte at forberede <strong>Da</strong>nmarks<br />
plads i det ny, nazi-tysk-dominerede<br />
Europa. Centralt placerede<br />
embedsmænd syslede <strong>med</strong> planer<br />
om at omdanne dansk økonomi<br />
efter nazistisk planøkonomisk<br />
mønster.<br />
Naturligvis skal man være forsigtig<br />
<strong>med</strong> at fælde domme over<br />
fortiden på nutidens præmisser.<br />
I dag ved vi, at nazisterne tabte<br />
krigen – og derfor fremstår den<br />
aktive danske tilpasningspolitik<br />
som fejlagtig og forkastelig. Hvis<br />
den var blevet fortsat til krigens<br />
ende, ville <strong>Da</strong>nmark have stået<br />
som tysk partner. I historiens lys<br />
ville det have været en katastrofe,<br />
fordi <strong>tyskerne</strong> tabte krigen. Men<br />
tog det sig anderledes ud ved<br />
krigens start? Hvis nu <strong>tyskerne</strong><br />
havde vundet krigen, ville <strong>Da</strong>nmark<br />
så ikke have profiteret af at<br />
tilpasse sig den tyske dominans i<br />
tide?<br />
Det forekommer dog naivt at tro,<br />
at Hitler ville have taget særlige<br />
hensyn til <strong>Da</strong>nmark i tilfælde af<br />
en tysk sejr. Der var da også højt<br />
placerede embedsmænd, som<br />
allerede fra krigens start tog afstand<br />
fra disse naive forestillinger.<br />
<strong>Da</strong>nmarks uafhængige gesandt i<br />
Washington, Henrik Kaufmann,<br />
og legationsråd ved det danske<br />
gesandtskab i Berlin, Vincens<br />
Steensen-Leth, anså fra starten<br />
tilpasningspolitikken for at være<br />
naiv og fejlagtig.<br />
Selv bedømt på datidens præmis-<br />
Historikeren Bo Lidegaard, fortsat fra forsiden:<br />
NATO. Det er i sidste ende<br />
samme erkendelse, som førte til,<br />
at <strong>Da</strong>nmark i 1972 søgte om<br />
optagelse i det forpligtende samarbejde<br />
<strong>med</strong> vore nabolande i De<br />
Europæiske Fællesskaber – det<br />
nuværende EU.<br />
TYSKE REPRESSALIER<br />
I 1943 blev de tyske repressalier<br />
hårde, men ikke så hårde, som<br />
mange havde frygtet, og ikke så<br />
hårde som i de andre besatte<br />
lande. Dele af samarbejdet <strong>med</strong><br />
Tyskland blev bevaret under<br />
departementschefernes styre, og<br />
det lykkedes på den måde at få<br />
<strong>tyskerne</strong> til at afstå fra de værste<br />
overgreb. Prisen var stadig, at<br />
Statsminister<br />
Anders Fogh Rasmussen.<br />
ser forekommer det stærkt forkasteligt,<br />
at den politiske elite i<br />
<strong>Da</strong>nmark i den grad førte ikke<br />
blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik.<br />
I kampen mellem<br />
demokrati og diktatur kan man<br />
ikke forholde sig neutral. Man må<br />
tage stilling for demokratiet og<br />
mod diktaturet. Det er på dette<br />
punkt, at den aktive tilpasningspolitik<br />
udgjorde et politisk og<br />
moralsk svigt.<br />
Modstandsbevægelsen reddede<br />
<strong>Da</strong>nmarks ære. Vi kom igennem<br />
krigen og besættelsen <strong>med</strong> et<br />
acceptabelt omdømme – <strong>med</strong> et<br />
par ridser i lakken. <strong>Da</strong> krigen sluttede,<br />
var <strong>Da</strong>nmark på det vindende<br />
hold, selv om vi ikke vandt<br />
krigen. Krigen blev vundet, fordi<br />
englænderne og amerikanerne gik<br />
i land ved den franske atlanterhavskyst<br />
samtidig <strong>med</strong>, at Hitler<br />
forinden havde kæmpet en udmarvende<br />
krig mod Sovjetunionen.<br />
Disse nationer ofrede<br />
tusindvis af unge soldaters liv for<br />
at bekæmpe Hitler og hans rædselsregime.<br />
En pris som mange<br />
lande på det europæiske kontinent,<br />
herunder <strong>Da</strong>nmark, ved<br />
krigens udbrud ikke var villige til<br />
at betale.<br />
Beslutningen den dag i august for<br />
60 år siden har været af vital<br />
betydning for <strong>Da</strong>nmarks internationale<br />
omdømme efter krigen.<br />
Beslutningen var således en <strong>med</strong>virkende<br />
årsag til, at vi i 1945<br />
kunne blive <strong>med</strong>lem af FN og at<br />
<strong>Da</strong>nmark blev ved <strong>med</strong> at eksportere<br />
til Tyskland, som havde hårdt<br />
brug for især de danske fødevarer.<br />
Regeringens beslutning om at<br />
sige fra den 29. august banede<br />
også vejen for politikernes tilnærmelse<br />
til modstandsgrupperne,<br />
som kort efter illegalt oprettede<br />
<strong>Da</strong>nmarks Frihedsråd. Indtil den<br />
29. august havde politikerne set<br />
<strong>med</strong> mistænksomhed på modstanden,<br />
blandt andet fordi kommunisterne<br />
fra 1941 spillede en<br />
hovedrolle i det første spæde<br />
modstandsarbejde, som fik en<br />
bredere basis fra slutningen af<br />
1943.<br />
Efter kontakter i 1944 lykkedes<br />
vi i 1949 blev inviteret til at deltage<br />
i NATO-samarbejdet. Netop<br />
NATO-samarbejdet og erklæringen<br />
i Atlantpagten om at et<br />
angreb på et <strong>med</strong>lem af alliancen<br />
er et angreb på hele alliancen har<br />
siden været en grundforudsætning<br />
i dansk sikkerhedspolitik.<br />
Især amerikanerne har bidraget<br />
til, at vi i dag ikke er truet af<br />
krige i Europa. Amerikanerne<br />
har <strong>med</strong> genopbygningen af<br />
Europa - og i særdeleshed Tyskland<br />
- efter Anden Verdenskrig<br />
mere end nogen anden enkeltnation<br />
bidraget til den europæiske<br />
sikkerhed og stabilitet, vi i dag<br />
nærmest betragter som en selvfølge.<br />
Europas historie under og efter<br />
Anden Verdenskrig har knyttet<br />
stærke bånd mellem <strong>Da</strong>nmark og<br />
USA, og selv om vi ikke er enige<br />
<strong>med</strong> amerikanerne i alle spørgsmål,<br />
så er de ting, der forener<br />
- troen på demokrati, frihed og<br />
sikkerhed - stærkere end de<br />
spørgsmål, der skiller os.<br />
Med det udvidede EU er Europa i<br />
dag atter samlet og et flertal af<br />
danskerne er vokset op uden<br />
nogen erindring om Anden Verdenskrig.<br />
Men lærdommen fra<br />
den 29. august 1943 gælder<br />
stadig. Det handler om at tage<br />
stilling og turde handle herefter<br />
- også selv om det ikke er den<br />
mest behagelige beslutning. Det<br />
gjorde <strong>Da</strong>nmark under konflikterne<br />
på Balkan i 1990’erne, og<br />
vi gjorde det i kampen mod<br />
terrorister i Afghanistan i 2002<br />
og i forbindelse <strong>med</strong> den netop<br />
overståede krig mod Saddam<br />
Husseins tyranniske regime i Irak.<br />
Hvis vi mener noget <strong>med</strong> vore<br />
grundlæggende demokratiske<br />
værdier, må vi også selv yde et<br />
aktivt bidrag til at beskytte og<br />
sikre dem. Vi kan ikke blot af<br />
bekvemmelighed overlade det til<br />
andre at slås for vor ret til at leve<br />
i frihed og fred.<br />
Det lærte vi af den 29. august<br />
1943, og vi skylder dem, der<br />
betalte <strong>med</strong> deres liv, at vi ikke<br />
glemmer denne lære.<br />
det at nå til enighed mellem<br />
Frihedsrådet og ”de gamle politikere”<br />
om, hvordan en dansk<br />
befrielsesregering skulle se ud.<br />
Halvdelen af ministrene skulle<br />
komme fra modstandsbevægelsen.<br />
Den anden halvdel fra de partier,<br />
der havde støttet samarbejdspolitikken.<br />
Der<strong>med</strong> stod en<br />
dansk regering klar til at overtage<br />
magten i det øjeblik,<br />
landet blev befriet.<br />
Det skete den 5. maj 1945, og<br />
befrielsesregeringen kunne <strong>med</strong><br />
støtte fra såvel de politiske<br />
partier som modstandsbevægelsen<br />
genindføre folkestyret<br />
i et frit <strong>Da</strong>nmark.
”Søndag den 29. august 1943<br />
havde vi på fornemmelsen, at<br />
der var, som man jo siger ”Ugler<br />
i mosen”. Vi havde hørt om<br />
generalstrejken, der var brudt<br />
ud overalt i <strong>Da</strong>nmark i opgøret<br />
<strong>med</strong> besættelsesmagten.<br />
Tyskerne var begyndt at blive<br />
temmelig nervøse over, at det<br />
danske militær stadigvæk havde<br />
våben. De var bange for, at vi<br />
ville bruge dem imod dem,” siger<br />
Anker Jørgensen, fhv. socialdemokratisk<br />
statsminister, der var<br />
indkaldt som værnepligtig ved<br />
Garderhusarregimentets cyklisteskadron<br />
i 1943.<br />
Han befandt sig den søndag<br />
morgen på Næstved kaserne,<br />
hvor han holdt vagt. Omkring<br />
klokken 5 er det Ankers tur til at<br />
blive afløst. Cirka 5 minutter<br />
senere <strong>med</strong>deler han sin chef, at<br />
han har set blinklys inde i<br />
Kalbyris-skoven og, at det muligvis<br />
er <strong>tyskerne</strong>, der har noget på<br />
færde. Pludselig skyder <strong>tyskerne</strong><br />
voldsomt mod kasernen, og alle<br />
de danske soldater får besked på<br />
at stille sig op på nogle skamler,<br />
så de kan skyde igen ud af vinduerne.<br />
”Jeg får midt i skyderiet besked<br />
på at følge <strong>med</strong> kaptajnløjtnant<br />
P. M. Jespersen: Næstved følg<br />
<strong>med</strong> mig, siger han. Næstved er<br />
mit soldaternavn. <strong>Da</strong> vi løber<br />
over gården for at nå frem til<br />
oberstløjtnant Fog, bliver der<br />
skudt vildt omkring os, og jeg<br />
falder ned i et granat-hul.<br />
Jeg er dog ikke ramt. <strong>Da</strong> vi kommer<br />
frem til kontoret, som var<br />
under voldsom beskydning, ser<br />
jeg at Kongens billede hænger<br />
Anker Jørgensen i Næstved:<br />
Frihed er ikke noget man har<br />
- den må man kæmpe for…<br />
skævt på væggen <strong>med</strong> smadret<br />
glas. Endelig når vi frem til<br />
oberstløjtnant Fog. Han siger til<br />
mig. ”Soldat, tag en hvid dug i<br />
officersmessen og bind det til et<br />
kosteskaft. Stik det dernæst<br />
udenfor, så <strong>tyskerne</strong> kan se, at<br />
vi overgiver os”. Soldat Nakskov<br />
og jeg går ned i gården sammen<br />
<strong>med</strong> trompetist Knud Hovaldt,<br />
som senere blev solotrompetist i<br />
det Kongelige Kapel. Hovaldt<br />
blæser hornsignalet ”Hold inde”,<br />
som tegn på, at vi overgav os.<br />
På grund af det voldsomme<br />
skyderi tog det et stykke tid, før<br />
skydningen ophørte,” siger<br />
Anker Jørgensen.<br />
Kort tid efter dukkede <strong>tyskerne</strong><br />
op. Alle mand blev samlet i Indre<br />
Kasernegård, hvor de blev<br />
afvæbnet. Der var dog stadig<br />
total kaos, og der blev stadig<br />
skudt mod <strong>tyskerne</strong> fra andre<br />
områder af kasernen. Tyskerne<br />
fandt hurtigt ud af, at dette var<br />
en fejltagelse, så der skete ikke<br />
mere. Hele ildkampen tog ikke<br />
mere end 3 kvarters tid.<br />
P. A. Hansen Nord, som var<br />
premierløjtnant, var under uroen<br />
blevet skudt. Hans hjelm var<br />
blevet gennemhullet.<br />
Hans mænd havde samlet ham<br />
op, hvor han var faldet og bar<br />
ham ind på et regnslag. Det var<br />
et meget sørgeligt syn for os alle.<br />
Dernæst fik de 300-400 danske<br />
soldater besked af <strong>tyskerne</strong> om<br />
at lægge våbene i en ordentlig<br />
Her er de faldne<br />
den 29. august<br />
1943.<br />
Fhv. statsminister Anker<br />
Jørgensen var rekrut 686-43<br />
hos Garderhusarerne i 1943.<br />
bunke. Alle skulle i husarrest på<br />
kasernen de næste seks uger.<br />
VI STAK AF FRA TYSKERNE<br />
”Min kammerat, garderhusar<br />
Nakskov og jeg stak dog af, da vi<br />
ikke ville indespærres. Vi bestak<br />
en tysk soldat <strong>med</strong> smørmærker<br />
mod, at han ikke ville skyde på os<br />
og lade os flygte. Vi var jo ikke<br />
farlige forbrydere eller sådanne<br />
noget. Han hjalp os næsten <strong>med</strong><br />
at hoppe over hegnet, og så løb<br />
vi. Under uniformen havde vi<br />
gemt vort civile tøj, som vi så<br />
skiftede til. Tog toget til København.<br />
Under kaoset var det lykkedes<br />
mig at gemme en militærpistol,<br />
en model 1911, under en<br />
roe på en nærliggende mark.<br />
Den havde jeg nu <strong>med</strong> hjem til<br />
København. Den pistol kom<br />
senere til at blive en del af modstandsbevægelsen.<br />
Et par uger senere hørte jeg i<br />
radioen, at <strong>tyskerne</strong> ville give alle<br />
de indespærrede soldater fri. Men<br />
kun på betingelse af, at alle der<br />
var undsluppet ville komme tilbage<br />
til kasernen. Jeg fik lidt dårlig<br />
samvittighed, og sammen <strong>med</strong><br />
Nakskov besluttede vi os til at<br />
tage tilbage.<br />
På kasernen vi fik at vide, at vi<br />
skulle melde os hos Vester, som<br />
var overofficiant.<br />
Han var en af mine gode bekendte<br />
fra Næstved. <strong>Da</strong> han så<br />
mig, ud<strong>brød</strong> han: ”Næstved nu<br />
skal du i spjældet - her er så nøglerne”.<br />
En uge senere fik vi alle<br />
sammen fri af <strong>tyskerne</strong> og tog<br />
hjem. Jeg meldte mig dernæst til<br />
modstandsbevægelsen,” siger<br />
Anker Jørgensen.<br />
FRIHED ER IKKE NOGET<br />
MAN HAR.<br />
DEN MAN MÅ KÆMPE FOR!<br />
”Den 29. august 1943 er en politisk<br />
vigtig mærkedag i <strong>Da</strong>nmarks<br />
historie. Det er dagen, hvor vi<br />
<strong>brød</strong> samarbejdet <strong>med</strong> <strong>tyskerne</strong>.<br />
Vi var jo i den situation, at vi<br />
var besat, selvom vi stadigvæk<br />
havde tilladelse til at have et militær<br />
og en regering. ”Frihed er<br />
ikke noget man har, det er noget<br />
man hver dag og hver time i døgnet<br />
må kæmpe for,” siger den<br />
norske digter Nordahl Grieg.<br />
Dette er et citat, som jeg tror 100<br />
procent på. Jeg mener, at man<br />
altid skal være bevidst om det.<br />
Man skal altid vide hvem man er,<br />
og hvad man har af goder. Jeg er<br />
dog ikke tilhænger af krig”, slutter<br />
Anker Jørgensen.<br />
3
”Den 29. august 1943 fik stor<br />
betydning for <strong>Da</strong>nmarks anseelse<br />
i den frie verden. En anseelse<br />
som siden 9. april 1940 havde<br />
været meget ringe. Det mærkede<br />
jeg personligt, da jeg senere kom<br />
til England som frivillig officer i<br />
Royal Navy. Respekten for den<br />
danske indsats den dag og i<br />
tiden derefter skulle senere bane<br />
vej for vor optagelse i de allieredes<br />
kreds,” siger viceadmiral<br />
Adam Helms, der den 29. august<br />
1943 som 31 årig kaptajnløjtnant<br />
befandt sig ombord på inspektionsskibet<br />
”Ingolf” i Storebælt.<br />
Viceadmiral Helms fortæller<br />
videre, at inspektionsskibene<br />
”Ingolf” og ”Hvidbjørnen”,<br />
som udgjorde Skoledelingen for<br />
søkadetter <strong>med</strong> kommandør<br />
C. V. Evers som chef, lå i Svendborg.<br />
De afsejlede om morgenen<br />
efter modtagelse af de seneste<br />
efterretninger om det tyske overfald.<br />
”Vi gjorde Klart Skib, d.v.s.<br />
gjorde skibet klar til kamp, hvor<br />
min plads var på ildlederbroen<br />
<strong>med</strong> kontrol over batteriet. Vi<br />
var klar til at åbne ild på chefens<br />
Vi tog <strong>Da</strong>nnebrogsflaget <strong>med</strong> fra skibet Rørdal<br />
”Natten mellem den 28. og 29.<br />
august lå vi på ti-mandsstuerne<br />
fuldt påklædte i feltuniform, dog<br />
<strong>med</strong> vore støvler samt patronbælte<br />
under sengen. <strong>Da</strong>gen før<br />
havde vi fået udleveret hver fire<br />
håndgranater og skarp ammunition.<br />
Kl. 04.30 morgen blev vi<br />
alarmeret. Jeg var motorvognsfører<br />
ved 3. kanon. Med vor<br />
delingsfører plus otte mand til<br />
betjening af kaliber 75 mm kanonen<br />
kørte vi sammen <strong>med</strong> batteriets<br />
tre øvrige kanoner ud fra<br />
Holbæk Kaserne. Derefter kørte<br />
vi vore fire lastbiler og batterichefens<br />
”åbne” personvogn i<br />
”flyverskjul”under en gruppe<br />
træer nær Holbæk Tømmergård,<br />
for at sande de gamle ord om,<br />
at soldatens lod er at vente,”<br />
fortæller 349/43, 5. Artilleriafd.<br />
2. Batteri, Thorbjørn Dons Borch,<br />
81 år.<br />
Klokken var vel omkring 8 og det<br />
var nervepirrende ventetid <strong>med</strong><br />
mange tyske overflyvninger, som<br />
må have kunnet melde om en by<br />
væbnet til tænderne. Den ca.<br />
1200 mand store Holbæk garnison<br />
lå kampklar i stillingerne <strong>med</strong><br />
ordre til at skyde på de første<br />
tyske styrker, der nær<strong>med</strong>e sig.<br />
Det skulle ikke blive en ny<br />
9. april. Netop kl. ca. 8 var regimentschefen<br />
på inspektion og<br />
han <strong>med</strong>delte kaptajn O. C.<br />
4<br />
ordre,” siger Helms. Planen var<br />
via Storebælt at søge til Sverige<br />
og, hvis dette ikke kunne gennemføres,<br />
hvad det næppe<br />
kunne, da at sænke skibene.<br />
Det lykkedes besætningen på<br />
”Hvidbjørnen”, at sænke deres<br />
skib, efter de havde mødt nogle<br />
tyske enheder i Storebælt. På<br />
”Ingolf” mislykkedes det, idet<br />
man tillod en halv snes bevæb-<br />
Kaptajnløjtnant Adam Helms<br />
fotograferet i 1940’erne.<br />
Brøndum fra 4. artilleriafd., at<br />
garnisonen i Næstved havde<br />
overgivet sig. OCB svarede: ”Ja,<br />
hr. oberst - men vi kæmper, ikke<br />
sandt?. ”Jo, det gør vi”, svarede<br />
oberst Raabye.<br />
”Kl. 8.20 kom en ordonnans fra<br />
kasernen og meldte, at Holbæk<br />
ville blive overgivet uden kamp,<br />
og at alle våben skulle trækkes<br />
tilbage til kasernen omgående.<br />
Vi fem mand fra 5. afdeling, var<br />
vidne til det røre det vakte. Een<br />
af dem, som jeg senere erfarede<br />
var kaptajn Brøndum råbte: ”Er<br />
der nogen, der vil prøve <strong>med</strong><br />
mig at slå sig igennem til<br />
Sverige? Vi råbte alle tilbage.<br />
”Herr kaptajn, vi melder os”.<br />
Vore fem biler linede op og 322<br />
fik æren at få Brøndum og 3-4<br />
af hans stab i batterichefens bil.<br />
Hurtigt var alle på plads i bilerne<br />
og 54 mand startede rejsen til<br />
Sverige.<br />
Undervejs mod Knapstrupgård,<br />
mødte vi en tysk kolonne på<br />
4-5 lastbiler, men vi følte ingen<br />
trang til at standse, og de var<br />
nok også på vej til Holbæk.<br />
Det var nok udramatisk men<br />
adrenalinen satte nervesystemet<br />
på prøve.<br />
FRA GILLELEJE TIL SVERIGE<br />
På Knapstupgård mødte kolonnen<br />
den tidligere chef for 2.<br />
Kaptajnløjtnant Adam Helms, Store Bælt:<br />
Vi åbnede søventilen på ”Ingolf”<br />
nede tyskere at komme ombord<br />
”til forhandling”. Disse tvang<br />
chefen, kommandør Evers til at<br />
sætte kursen mod Korsør.<br />
”For at forhindre dette, og da<br />
bomben ombord på ”Ingolf”<br />
ikke virkede, åbnede vi søventilerne<br />
i agterste ammunitionsmagasin<br />
uden at <strong>tyskerne</strong> opdagede<br />
det, og vandet fossede ind.<br />
Skibet begyndte at synke på ret<br />
køl. Det gav os tid til diskret at<br />
advare besætningen, som iførte<br />
sig redningsveste. Pludselig fik<br />
skibet en voldsom slagside, som<br />
afslørede for <strong>tyskerne</strong>, hvad der<br />
var i gære. Med trusler om at<br />
skyde en snes kadetter tvang de<br />
chefen til at stoppe sænkningen,<br />
og ”Ingolf” kom ind til Korsør<br />
<strong>med</strong> svær slagside,” siger Adam<br />
Helms.<br />
ROEDE TIL SVERIGE<br />
Herefter blev besætningen kørt<br />
til København og interneret på<br />
Holmen. Her fik Adam Helms lov<br />
til at gå ud mod at afgive sit<br />
æresord som officer på at<br />
komme tilbage. Han ville dog<br />
Thorbjørn Dons Borch var soldat på Holbæk kaserne:<br />
Thorbjørn Dons Borch.<br />
Feltartilleriregiment oberst C.<br />
Lunn. Inden de forlod obersten,<br />
sagde han: ”Det er de mænd,<br />
som forstår at handle. Det er<br />
dem, der bygger rigerne og skaber<br />
landene. Vorherre være <strong>med</strong><br />
Jer. Vi nåede bagefter uden problemer<br />
til Grærup skov, hvor<br />
Den sidste appel på inspektionsskibet ”Hvidbjørnen”,<br />
der var søsterskib til ”Ingolf”, før det sænkedes i Storebælt ud for<br />
Korsør den 29. august 1943<br />
ikke flygte på sit ”æresord”, så<br />
han fik lavet et falsk identitetskort<br />
og returnerede. Herefter kunne<br />
han igen forlade Holmen på sit<br />
falske identitetskort. Men nu var<br />
samvittigheden i orden. Helms fik<br />
kontakt til modstandsbevægelsen<br />
og mødte dagen efter op i Rung-<br />
bilerne blev gemt. Her mødte de<br />
kornetterne J. Fabricius og T. T.<br />
Møller, der begge var hjemme på<br />
lørdag/søndagsorlov og som<br />
sluttede sig til den danske styrke.<br />
Kaptajn Brøndum vendte sent på<br />
eftermiddagen tilbage og fortalte,<br />
at cementbåden ”Rørdal”<br />
på 300 tons lå i havnen inden<br />
den skulle til Aalborg. ”En tysk<br />
patruljebåd som havde hjemsted<br />
i Gilleleje havde netop forladt<br />
havnen uden lys. Ved 21-tiden<br />
gik vi ombord på Rørdal og bad<br />
Rørdals kaptajn om at sejle os til<br />
Sverige. Det nægtede han, men<br />
et enkelt ladegreb på maskinpistolen<br />
klarede den sag. Vi gik<br />
ombord og anbragte os på fordækket<br />
og i læ af lønningen.<br />
Kl. 22.30 tog vi stille af sted.<br />
Vejrguderne skånede os ikke.<br />
Det var bælgmørkt, regn og<br />
storm, og næsten alle var søsyge.<br />
Jeg kan hilse og sige, at det er<br />
lige så slemt, selvom vi intet<br />
havde spist i halvandet døgn.<br />
Kl. 4 morgen nåede vi Höganäs<br />
havn. ”Hvem er ni? blev der<br />
spurgt. <strong>Da</strong>nsk militær, svarede vi.<br />
”Vil ni interneres? Garnisonen i<br />
Höganäs var blevet alarmeret og<br />
vi blev modtaget af et halvt<br />
kompagni hjemmeværnssoldater<br />
vistnok <strong>med</strong> påsatte bajonetter.<br />
Premierløjtnant Ib Bering Jensen<br />
sikrede sig <strong>Da</strong>nnebrogsflaget fra<br />
skibets agterstavn. Brøndum fik<br />
sted. Her gik han en mørk nat<br />
sammen <strong>med</strong> tre andre ombord i<br />
en kaproningsbåd. ”Vi havde kun<br />
to almindelige jolleårer, som vi<br />
brugte til at ro til Hven på 2 1 /2<br />
time. Herfra kom jeg til Sverige<br />
og videre til England,” siger<br />
Adam Helms.<br />
det senere overrakt og det befinder<br />
sig nu på Brigademuseet i<br />
Frøslevlejren. Derefter blev danskerne<br />
kørt til en baraklejr og<br />
søde svenske lotter kom <strong>med</strong><br />
”madkanoner” <strong>med</strong> risvælling,<br />
sukker, kanel og saft. Borch hævder,<br />
at det er det bedste måltid<br />
han kan mindes i sit liv her snart<br />
60 år efter, men da havde han<br />
heller ikke spist i to døgn.<br />
I en eftertanke her 60 år efter<br />
siger Thorbjørn Borch til de danske<br />
skoleelever i 9+10 klasse.<br />
”Ja, selvfølgelig ville vi have<br />
kæmpet. Vi stod jo midt i uddannelsen<br />
som soldater, og i alle<br />
vore øvelser og nærkampe var<br />
modstanderen og fjendebilledet<br />
jo en tysker. Den spontane beslutning<br />
ændrede hele vort liv.<br />
I lyset af, at mine kammerater i<br />
2. batteri efter små to måneders<br />
internering i Jægerspris blev løsladt,<br />
og mange gik ind i modstandsbevægelsen,<br />
må man vel<br />
være realistisk og indse, at vi<br />
stod overfor en potentiel overmagt.<br />
Vi var vel blot blevet til<br />
symbolske blodpletter på <strong>Da</strong>nmarkskortet,<br />
som de soldater der<br />
faldt i Sønderjylland mod overmagten<br />
den 9. april 1940”.<br />
Borch og de øvrige soldater<br />
indgik i Den <strong>Da</strong>nske Brigade-<br />
<strong>Da</strong>nforce i Sverige.
Tyskerne skød hen over hovedet på<br />
folk samlet foran Tivoli i København<br />
Fhv. Falckstationsleder<br />
Einar Arboe-Rasmussen ses her<br />
<strong>med</strong> stationens maskot.<br />
”Den 28. august, var jeg i København,<br />
for at besøge vor<br />
Falckstation på Frederiksberg.<br />
I byen var der en knuget stemning,<br />
som om befolkningen vidste,<br />
hvad der skulle ske, og <strong>tyskerne</strong><br />
opmarcherede soldater på<br />
strategiske steder.<br />
<strong>Da</strong> jeg næste dag, søndag den<br />
29. om eftermiddagen vendte<br />
tilbage til byen i vor ambulance<br />
kørte jeg hjem over Axeltorv,<br />
hvor der var samlet en masse<br />
mennesker. Foran restaurant<br />
Wivex ved Tivoli stod der tysk<br />
politi. Pludselig begyndte en<br />
tysk officer fra Gestapo at affyre<br />
sin maskinpistol lige hen over<br />
hovedet på en flok uskyldige<br />
danskerne. <strong>Folk</strong> var ikke bange,<br />
men nærmest dumdristige. Der<br />
var kommet en helt ny stemning<br />
hos danskerne. Vi var lige som<br />
blevet os selv igen og havde opdaget,<br />
at det forpligtiger at være<br />
et demokratisk folk,” fortæller<br />
Einar Arboe-Rasmussen, 102 år<br />
gammel.<br />
Et par dage før havde han i en<br />
ambulance fra Falckstationen i<br />
Roskilde været ude i Boserup<br />
Skov, hvor modstandsbevægelsen<br />
havde et våbendepot.” Lidt gavn<br />
kunne vi lige så godt få af ambu-<br />
lancerne. Vi brugte dem til at<br />
flytte våben og ammunition. Det<br />
var mere sikkert, så <strong>tyskerne</strong> ikke<br />
opdagede noget. Sprængstoffet<br />
blev senere brugt mod Riffelsyndikatet<br />
og andre store sabotager”,<br />
husker Arboe-Rasmussen.<br />
AMBULANCETUR FRA<br />
HOLBÆK<br />
Søndag den 30. august er Arboe-<br />
Rasmussen igen på farten. Hans<br />
Falck-kollega i Holbæk beder om<br />
ambulanceassistance til af køre<br />
nogle danske soldater fra Hol-<br />
bæk Kaserne til Militærhospitalet<br />
i København efter episoden ved<br />
kasernen om søndagen.<br />
”Jeg mødte på Holbæk Sygehus<br />
<strong>med</strong> min ambulance, og her<br />
venter en tysk officer. Han gør<br />
stramt honnør for min Falckkollega,<br />
men jeg vender ham<br />
demonstrativt ryggen. Jeg får i<br />
stedet en ung dansk løjtnant og<br />
en menig soldat på båre <strong>med</strong> i<br />
ambulancen. <strong>Da</strong> vi har afleveret<br />
dem på Militær-hospitalet i<br />
København, vil den tyske officer,<br />
der var kørt <strong>med</strong> til hovedstaden<br />
i Holbækambulancen absolut<br />
køre <strong>med</strong> mig. Jeg fortalte ham,<br />
at jeg ikke kører <strong>med</strong> tyskere.<br />
Han måtte tage en taxa, og så<br />
kørte jeg. Det var den slags, der<br />
lettede så uhyre - dengang,”<br />
siger Arboe-Rasmussen.<br />
Begivenhederne fra den 29.<br />
august spredes hurtigt over hele<br />
<strong>Da</strong>nmark. I et særnummer af det<br />
illegale blad ”Studenternes<br />
Efterretningstjeneste dateret<br />
3. oktober 1943 bringes der en<br />
billedserie fra optøjerne i Odense<br />
den 29. august 1943 samt nogle<br />
snapshots taget den 30. august<br />
1943 ude på Holmen, hvor flåden<br />
blev sænket. Arboe-<br />
Rasmussen har bevaret det<br />
gamle blad gennem alle 60 år,<br />
som et symbol på, at et demokratisk<br />
folk gennem politisk<br />
modenhed og spontane folkestrejker<br />
kunne tvinge de danske<br />
politikere til at opgive det komprimiterende<br />
samarbejde <strong>med</strong><br />
<strong>tyskerne</strong>. Einar Arboe-Rasmussen<br />
blev involveret i en mængde<br />
modstandsopgaver og brugte<br />
Falckambulancerne til senere at<br />
transportere jøder i sikkerhed.<br />
Journalisten Lise Nørgaard har<br />
omskrevet en del af begivenhederne<br />
i TV-serien Matador.<br />
V1 raket faldt ned på Bornholm den 22. august 1943<br />
”Der skete ikke rigtig noget på<br />
Bornholm den 29.august 1943.<br />
Bornholmerne var som størstedelen<br />
af <strong>Da</strong>nmark meget disciplinerede<br />
og autoritetstro. Vi havde<br />
fået besked om at holde os i ro,<br />
og det gjorde vi. Nogle dage før<br />
den 22. august, skete der dog<br />
noget af betydning. En V-1<br />
(Vergeltungs-raket- Gengældelsesraket)<br />
mavelandede i det<br />
gode solskin på en mark nær<br />
Bodilsker. Raketten var affyret fra<br />
<strong>tyskerne</strong> raketbase ved Peenemünde<br />
tæt på Rügen i Tyskland.<br />
V-1 og V-2-raketterne blev brugt<br />
i angrebet på England. Den 22.<br />
august kom den pågældende<br />
V-1-raket ud af kurs under en<br />
prøveskydning og landede på<br />
Bornholm,” fortæller major<br />
Holger Valdemar Jørgensen,<br />
Rønne, der var 17 år i 1943.<br />
En landmand ringede til politikommissær<br />
Johannes Hansen i<br />
Rønne, og fortalte om den mærkelige<br />
førerløse, flyvende genstand.<br />
Politikommissæren tilkaldte<br />
kaptajnløjtnant Hasager<br />
Christiansen, der var mineekspert.<br />
De to kørte ud til nedfalds-<br />
Tegning af V-1-raketten, der faldt ned på Bornholm den 22. august<br />
1943. Det er en meget primitiv blyantstegning, tegnet i al hast.<br />
Einar Arboe-Rasmussen, fhv. Falckstationsleder i Roskilde:<br />
Kørselstilladelse<br />
til<br />
ambulance<br />
udstedt i<br />
august<br />
1943.<br />
Holger Valdemar Jørgensen, Rønne:<br />
stedet og fotograferede og tegnede<br />
raketten. Snart efter kom<br />
<strong>tyskerne</strong>, der var lige så målløse<br />
over raketfundet som danskerne.<br />
På <strong>tyskerne</strong>s spørgsmål, ”om der<br />
var taget billeder af raketten”,<br />
svarede Johannes Hansen, der<br />
troede at spørgsmålet var rettet<br />
mod de mange tilskuere og ikke<br />
til en dansk embedsmand, ”at<br />
naturligvis var der ikke det”.<br />
Der blev fra dansk side sendt<br />
kopier til Marineministeriet i<br />
København og til Politigården,<br />
men der var lavet to ekstra<br />
kopier. Den ene blev forsøgt<br />
smuglet over <strong>med</strong> Helsingør-<br />
Helsingborg-færgen, men blev<br />
fundet ved en razzia. Tyskerne<br />
opdagede sammenhængen og<br />
udsatte Hasager Christiansen<br />
og Johannes Hansen for hård<br />
afhøring, der for Hasager<br />
Christensens vedkommende gik<br />
over i så voldsom tortur, at han<br />
mistede bevidstheden i flere<br />
dage. Senere lykkedes det modstandsbevægelsen<br />
at smugle den<br />
hårdt lemlæstede Hasager<br />
Christiansen ud fra hospitalet og<br />
videre til Sverige.<br />
Politikommissæren var heldigere<br />
og også bedre til at forklare sig.<br />
Han røg efter torturen i den<br />
Tysk kampvogn på Rådhuspladsen den 29. august 1943.<br />
Holger V. Jørgensen,<br />
Bornholm.<br />
mere fredelige Horserødlejr i<br />
Nordsjælland.<br />
UBLODIG 29. AUGUST<br />
”Den sidste kopi lykkedes det<br />
bornholmerne at få smuglet til<br />
den britiske ambassade i Stockholm<br />
og herfra videre til London.<br />
Den 28. august om morgenen<br />
afbrydes Rigstelefonen og telefon-<br />
og Telegrafforbindelserne til<br />
Sverige. København-Kalundborg<br />
langbølgesenderen (<strong>Da</strong>nmarks<br />
Radio) fortæller heller ikke noget,<br />
men vi er klar over, at noget er<br />
under opsejling. Den 29. august<br />
tidligt om morgenen kl. 04.04<br />
angreb <strong>tyskerne</strong> de sovende dan-<br />
ske soldater, der var placeret ved<br />
depotet i Stausdal på Bornholm.<br />
Bornholms kommandant, oberst<br />
Waagepetersen må begive sig<br />
ud til den tyske kommandant<br />
på Galløkken, hvor Kapitän zur<br />
See von Rosenberg læser undtagelsesbestemmelserne<br />
op for<br />
ham.<br />
”Under Besættelsen brugte modstandsbevægelsen<br />
Bornholm som<br />
”omladestation” for danskere,<br />
der ”gik under jorden”. De gik<br />
ombord på dampskibene ”Østersøen”<br />
og ”Carl” i Havnegade i<br />
København, og når man sejlede<br />
gennem Falsterbo-kanalen,<br />
sprang modstandsfolkene overbord<br />
og svøm<strong>med</strong>e i land.<br />
Samtidig kom der et tilsvarende<br />
antal bornholmere ombord, der<br />
havde ventet i Falsterbo. Så når<br />
<strong>tyskerne</strong> holdt mandtal i bornholmske<br />
havne stemte passagertallet.<br />
De tyske soldater ombord<br />
på dampskibene ”Østersøen”<br />
og ”Carl” havde af de svenske<br />
myndigheder fået ordre til at<br />
holde sig under dæk, når de<br />
danske rutebåde passerede gennem<br />
svensk territorialfarvand.<br />
Derfor kunne denne afhopningside<br />
længe opretholdes,”<br />
siger Holger Jørgensen.<br />
5
Min mor troede jeg var gået ned <strong>med</strong> Niels Juel<br />
”Den 29. august 1943 om aftenen<br />
hørte min mor via den<br />
engelske BBC-radio, at artilleriskibet<br />
Niels Juel var blevet sænket<br />
af <strong>tyskerne</strong> i Kattegat og at<br />
alle 325 ombord var døde. <strong>Da</strong><br />
jeg så ringede til min mor den<br />
30.august , fik hun lidt af et<br />
chok, for hun havde naturligvis<br />
troet, at jeg også var død. Jeg<br />
var nemlig søløjtnant af 2. grad,<br />
og gjorde tjeneste på Niels Juel,”<br />
fortæller tidligere kontreadmiral<br />
I. B. Rodholm, der i 1943 var 22<br />
år gammel .<br />
Artilleriskibet Niels Juel blev søsat<br />
i 1918. Det skulle egentlig have<br />
været udstyret <strong>med</strong> fire 30 centimeter<br />
kanoner, men de blev sparet<br />
væk. I 1930-erne fungerede<br />
det i en periode som kongeskib<br />
for Christian den 10’ende. Skibet<br />
lå den 29.august 1943 i Holbæk i<br />
den sydlige ende af Isefjorden.<br />
Skibet havde nu fået ti store 15<br />
centimeter kanoner og efter<br />
datiden et moderne ildledelsessystem.<br />
Det var før radaren blev<br />
opfundet. ”Kl. 04.15 den 29.<br />
august efter jeg havde sluttet<br />
min hundevagt fra 24-04 blev vi<br />
alle purret og der blev gjort<br />
”klart skib”. Det betød at alle,<br />
der ikke havde vagttjeneste<br />
skulle være under dæk, undtagen<br />
kokken, der var for tyk til at<br />
komme gennem lugen.<br />
Forholdsordren var enten at søge<br />
til Sverige eller ødelægge skibet.<br />
Vi gjorde derfor klar til afgang og<br />
stablede granater og detonatorer<br />
6<br />
Søløjtnant af 2. grad I. E. Rodholm.<br />
I. B. Rodholm:<br />
chefen ønskede ikke, at vi skød,<br />
fordi han håbede at kunne narre<br />
dem. Kl. 0855 blev vi i stedet<br />
angrebet af tyske fly, der skød<br />
<strong>med</strong> maskingeværer og s<strong>med</strong><br />
bomber. To bomber faldt tredive<br />
meter fra skibet. Al strømforsyning<br />
forsvandt og alle elektriske<br />
installationer faldt ud. Efter<br />
opstart af diselgeneratorerne<br />
kom strømmen dog tilbage.<br />
Vi fik gang i skibet og svarede<br />
igen <strong>med</strong> antiluftskyts, der ramte<br />
et tysk fly. Under det næste flyangreb<br />
blev min kvartermester<br />
såret og de tyske bomber skabte<br />
voldsomme rystelser ombord.<br />
Lyset gik ud og sprængstykker<br />
og kugler fløj om ørene.<br />
Samtidig blev skibssiden trykket<br />
ind og vore to torpedoer blev<br />
sat i gang i afskydningsrørerne,<br />
dog uden at gå af,” siger<br />
Rodholm.<br />
SPILLEDE KONG CHRISTIAN<br />
I HØJTALERNE<br />
Efter given ordre skulle ”Kong<br />
Christian” spilles over skibets<br />
højtaleranlæg, når Niels Juel<br />
optog kampen. <strong>Da</strong> skibets antiluftskyts<br />
åbnede ild troede radiobesætningen<br />
at kampen var<br />
begyndt og derfor blev nationalsangen<br />
spillet. Det var dog ikke<br />
tilfældet, så skibets chef kommandørkaptajn<br />
Carl Westermann<br />
måtte tage en vanskelig beslutning.<br />
Skulle han fortsætte kampen<br />
og risikere 325 mands død<br />
eller sætte skibet på grund?<br />
I mellemtiden var der dukket en<br />
Kristian J. Krogsgaard, Aalborg:<br />
Jeg var skoleelev, da <strong>tyskerne</strong><br />
kørte kampvognene ind i Aalborg<br />
”Allerede den 23. august 1943<br />
havde jeg oplevet ålborgensernes<br />
deltagelse i begravelsen af sabotøren<br />
Niels Erik Vangsted kl. 08,<br />
der var blevet skudt af <strong>tyskerne</strong><br />
op på dækket. Hver vejede 50<br />
kg. Hver kanon kunne affyre en<br />
granat i minuttet,” husker<br />
Rodholm.<br />
Niels Juel sejlede fra Holbæk<br />
til Hundested. Her fik man at<br />
vide, at <strong>tyskerne</strong> havde udlagt<br />
spærreminer ved indsejlingen til<br />
Isefjorden. Ingen troede dog på<br />
det . I stedet ville skibets chef<br />
forsøge at snige sig langs kysten<br />
ud i Kattegat. ”Jeg havde fra min<br />
position ombord opdaget en tysk<br />
minestryger og to motortorpedobåde<br />
uden for indsejlingen, men<br />
ugen før. Byens demonstration<br />
var markant og noget vi skoleelever<br />
naturligvis måtte være<br />
<strong>med</strong> til. Den 28. august gik jeg<br />
som 3-mellemskoleelev (svarer til<br />
Churchill-klubben bestod hovedsagelig af elever fra<br />
Ålborg Katedralskole.<br />
8. klasse) i skole, da lærerne gav<br />
os fri, og bad os om at skynde os<br />
hjem. Sammen <strong>med</strong> en yngre<br />
bror skyndte jeg mig over<br />
Limfjordsbroen til Nørre Sundby.<br />
Herfra fik vi kørelejlighed hjem.<br />
<strong>Da</strong>gen efter hørte jeg om de<br />
tyske kampvogne i Aalborg og<br />
om ålborgenserne, der s<strong>med</strong><br />
brosten mod bælterne for at<br />
stoppe dem. Selv var jeg for ung<br />
til at få lov til at komme i nærheden<br />
af begivenheden,” siger<br />
Kristian J. Krogsgaard, der i 1943<br />
var 14 år gammel.<br />
CHURCHILL-GRUPPEN FRA<br />
AALBORG<br />
Selvom Krogsgaard var for ung<br />
til illegalt arbejde, havde han<br />
allerede krigen inde på nethinden.<br />
”Den 9. april 1940 hørte og så<br />
jeg selv de tyske flyvere komme<br />
ind over Vendsyssel. I 1942 hørte<br />
Foto af Niels Juel under angreb i Isefjorden.<br />
dansk søofficer op <strong>med</strong> ordre fra<br />
Marineledelsen i København om<br />
at overgive skibet til <strong>tyskerne</strong>.<br />
”<strong>Da</strong> ordren sandsynligvis var<br />
givet efter tysk tvang, nægtede<br />
vi at adlyde. I stedet løb vi for<br />
fuld kraft Niels Juel på en sandbanke.<br />
S<strong>med</strong> alt brugbart udstyr<br />
overbord og lukkede søventilerne<br />
op i bunden, så der fossede 2500<br />
ton vand ind. Den sprængladning<br />
vi havde anbragt virkede<br />
nemlig ikke. Vi havde fem sårede<br />
heriblandt den hårdt sårede kvartermester<br />
som i motorbåd blev<br />
jeg selvfølgelig om de unge<br />
sabotører i Churchill-gruppen,<br />
idet en af dem var fra min egen<br />
skole, Klostermarks skole. Begge<br />
begivenheder gjorde uudsletteligt<br />
indtryk på mig.<br />
<strong>Da</strong> jeg så senere oplevede den<br />
29. august 1943, blev jeg meget<br />
bragt i land, hvor kvartermesteren<br />
døde et par dage efter.<br />
Resten blev ombord og lå og<br />
ventede i køjerne <strong>med</strong> vandet<br />
ti-femten centimeter fra køjekanten.<br />
Den 30. august om<br />
morgenen kom en tysk officer<br />
ombord og på den tyske admiral<br />
Dänemarks ordre blev besætningen<br />
interneret i Nykøbing og<br />
officererne sejlet til Holmen.<br />
Vi følte alle, vi havde genvundet<br />
lidt ære fra den 9. april 1940,”<br />
siger I. B. Rodholm, der senere<br />
kom til Sverige og gik ind i Den<br />
<strong>Da</strong>nske Brigade.<br />
Sammenstimlen foran Ansgarkirken i Ålborg ved den dræbte modstandsmand<br />
Niels Erik Vangsteds begravelse den 23. august 1943.<br />
bevidst om situationen og betydningen<br />
af, at mit land gjorde<br />
modstand. <strong>Da</strong>toen vil derfor altid<br />
være indprentet i mit sind, for<br />
her fik danskerne mulighed for<br />
senere at opnå Fred i Frihed ved<br />
at sætte sig til modværge,” siger<br />
Kristian J. Krogsgaard.
<strong>Da</strong>nmarks bedst bevogtede skib blev sænket<br />
Gnisten til urolighederne og kulminationen<br />
den 29. august 1943<br />
blev tændt en måned før i<br />
Odense. Her lykkedes det elektriker<br />
Sigurd Weber den 28. juli,<br />
at sprænge hul i skibssiden på<br />
den tyske minelægger ”Linz”, der<br />
var færdig <strong>med</strong> ombygningen på<br />
Odense Stålskibsværft. ”Linz” var<br />
nok <strong>Da</strong>nmarks bedst bevogtede<br />
skib. ”Ved hjælp af en såkaldt<br />
”limpet”(skildpaddemine på 12<br />
kg udstyret <strong>med</strong> magneter) som<br />
jeg firede ned under vandlinjen<br />
og havde programmeret til at<br />
sprænge otte timer senere, fik jeg<br />
båden sænket i Odense Kanal.<br />
<strong>Da</strong>gene efter vrimlede det <strong>med</strong> så<br />
mange tyske soldater, at Odense<br />
Stålskibsværft, Thomas B. Thrigefabrikken<br />
og andre store odenseanske<br />
virksomheder gik i strejke.<br />
Den blev i august så voldsom, at<br />
31 skibe blev sænket den 29. august 1943<br />
”Jeg var chef for Holmens Vagtkompagni<br />
den 29.august. Vi<br />
havde udleveret skarp ammunition<br />
og broerne til Holmen var<br />
hejst op. Vi var klar over, at der<br />
skulle ske noget, da viceadmiral<br />
Aage H. Vedel personligt kom<br />
herud og gav ordre om, at der<br />
ikke måtte gøres modstand på<br />
land. Kl. 04.00 kom <strong>tyskerne</strong><br />
marcherende af bagvejen, og<br />
det gav tid til, at besætningerne<br />
kunne nå at ødelægge skibene,”<br />
fortæller kontreadmiral Mads<br />
Michelsen, der var 23 årig søløjtnant<br />
i 1943.<br />
Tyskerne havde forlangt vejvisere<br />
for at nå frem til Holmens kommandant.<br />
Den danske portvagt<br />
på Holmen havde forklaret, at<br />
man ikke kunne afse mandskab<br />
hertil. Tyskerne måtte selv finde<br />
vej. Det gav tid til at sænke alle<br />
Sigurd Weber satte folkestrejken<br />
i gang <strong>med</strong> sin bombe i Odense.<br />
man måtte tilkalde politi fra hele<br />
<strong>Da</strong>nmark for at stoppe dem,<br />
”fortæller Sigurd Weber, der var<br />
25 år i 1943. Mellem denne<br />
sabotage og den 29. august har<br />
historikere senere trukket en lige<br />
linie.<br />
skibe på Holmen. 31 skibe blev<br />
sænket heriblandt artilleriskibet<br />
Peder Skram, der sank ud for<br />
Mastekranen. Der var dog ikke<br />
meget vand, så skibet fik blot<br />
slagside. Værkstedsskibet Henrik<br />
Gerner gik op i flammer og<br />
ubådene Flora, Dryaden og<br />
Havkatten væltede om på siden.<br />
I løbet af meget kort tid var det<br />
lykkedes at sænke 31 af 49<br />
krigsbrugelige danske skibe. Ikke<br />
blot på Holmen men også skibe i<br />
danske farvande. Tretten skibe<br />
nåede til Sverige. Seks skibe blev<br />
taget i mere eller mindre brugelig<br />
stand og otte blev taget uden<br />
kamp.<br />
VI VAR KLAR TIL KAMP<br />
”Vagtstyrken var klar til kamp,<br />
men fik ikke lov til at skyde. Vi<br />
blev hurtigt overmandet og<br />
Sigurd Weber, Odense:<br />
Sigurd, der læste til elektroingeniør<br />
på Odense Teknikum, arbejde<br />
i sommerperioden på Stålskibsværftet.<br />
Via sin kammerat<br />
Erik Frandsen, fik han bestilt en<br />
magnetisk mine fra England.<br />
Den blev kastet ned til Hvidstensgruppen<br />
ved Randers og i<br />
løbet af to-tre dage transporteret<br />
til Odense.<br />
”<strong>Da</strong>gen før afprøvede vi magnetismen<br />
ved at klæbe minen fast<br />
til radiatoren hjemme hos Erik<br />
Frandsen. Her indstillede jeg den<br />
til otte timers forsinkelsestid.<br />
Selve minen smuglede jeg ind i<br />
min arbejdstaske. Ingen opdagede<br />
noget. ”Linz” skulle have<br />
været brugt i Kattegat til mineudlægning.<br />
Det satte vi en effektiv<br />
stopper for, ”husker Sigurd.<br />
Om han var bange, husker han<br />
Søløjtnant af 2. grad, Mads Michelsen, Holmen:<br />
afvæbnet. Husk på at <strong>tyskerne</strong><br />
havde en stor kaserne liggende i<br />
Prinsessegade ved indgangen til<br />
Holmen. Jeg blev selv ført til<br />
Lynetten til forhør men blev hurtigt<br />
frigivet. Senere blev jeg af<br />
Marineledelsen sendt til Sønderborg<br />
og siden til Nyborg, hvor jeg<br />
var til krigen sluttede,” siger<br />
Michelsen.<br />
”Den 29. august er en vigtig dato<br />
for <strong>Da</strong>nmarkshistorien,” siger<br />
Mads Michelsen. ” Vi viste <strong>tyskerne</strong><br />
og befolkningen <strong>med</strong> flådesænkning,<br />
at vi var klar til modstand,<br />
og at det kunne betale sig<br />
at gøre modstand”. Det tog <strong>tyskerne</strong><br />
et godt stykke tid at få skibene<br />
på land men praktisk taget<br />
ingen af dem kom i tysk tjeneste<br />
bagefter. Kanonerne fra Peder<br />
Skram blev benyttet til armering<br />
af Atlanterhavsvolden.<br />
ikke. Det var der ikke tid til. Men<br />
arbejdet skulle gøres.<br />
HITLER VRED PÅ ODENSE<br />
Efter sænkningen og strejkerne<br />
i Odense breder uroen sig til<br />
Esbjerg, Aalborg og København.<br />
Ved et tilfælde var en tysk fotograf<br />
i Odense og fil<strong>med</strong>e folkestrejken.<br />
<strong>Da</strong> Hitler så filmen, blev<br />
han så rasende på Odense, at han<br />
direkte indskærpede den øverste<br />
tyske chef i <strong>Da</strong>nmark, Werner<br />
Best, at Odense skulle betale en<br />
million kroner i bod til <strong>tyskerne</strong>.<br />
”Den 29. august er der igen kaos<br />
i Odense. Alle er på gaderne. Der<br />
opstår gadekampe. I det indre<br />
Odense og i arbejderkvartererne<br />
ved Skibhusvej og Nyborgvej<br />
ødelægges butikker. En tysk officer<br />
bliver slået ihjel af folkemasserne<br />
ved banegården.<br />
løslades. Tyskerne gjorde det vel<br />
også for at bøde på den ophidselse,<br />
som jødearrestationerne<br />
havde rejst i det danske folk,”<br />
siger Jørgen Barfod.<br />
TYSKERNES STØRSTE<br />
BRØLER<br />
Han tilføjer, at løsladelsen af<br />
de sidste våbenuddannede<br />
unge mænd i <strong>Da</strong>nmark var en<br />
af de største brølere <strong>tyskerne</strong><br />
begik. Næsten alle soldaterne<br />
gik nemlig direkte ind i de modstandsgrupper,<br />
der var under<br />
oprettelse. ”Derved skabtes<br />
Via flyveblade bliver vi orienteret<br />
om situationen i resten af landet,”<br />
fortæller Weber. Ugen før<br />
var de fire store dagblade i<br />
Odense nemlig gået i strejke, så<br />
det var den kommunistiske modstandsavis<br />
”Trods Alt”, der havde<br />
monopol på nyhedsformidlingen.<br />
”Den 29. august 1943 har haft<br />
enorm betydning siden hen. Vi<br />
blev igen accepteret af udlandet<br />
og vore allierede. <strong>Da</strong>nskerne<br />
havde nemlig sat sig til modstand.<br />
I perioden efter kommer<br />
der også ekstra gang i sabotagerne.<br />
Min egen far, der var<br />
bagermester, havde således<br />
skjult et våbenlager i sit melrum.<br />
Det fik jeg dog først at vide efter<br />
befrielsen, hvor jeg også kunne<br />
fortælle ham, at det var mig, der<br />
havde sænket ”Linz”, slutter<br />
Weber.<br />
Kornet Jørgen H. P. Barfod, København:<br />
Havde jeg ikke rejst mig fra sengen var jeg blevet skudt<br />
”Natten til den 29. august 1943<br />
var jeg på vagt ved Vestvolden<br />
udenfor København, hvor vi<br />
skulle bevogte nogle ammunitionsdepoter.<br />
Det var et frygteligt<br />
regnvejr, da vi ved 4-tiden om<br />
morgenen blev vækket ved at<br />
<strong>tyskerne</strong> skød mod den bygning<br />
vi opholdt os i. Alle sov undtagen<br />
telefonvagten, der blev<br />
dræbt på stedet af <strong>tyskerne</strong>s<br />
kugler. Jeg lå i værelset bagved<br />
og for ud af sengen, da skyderiet<br />
startede. Heldigvis gjorde jeg<br />
ikke, hvad jeg burde have gjort,<br />
nemlig rulle ned ved siden af<br />
sengen. Den lå lige i skudlinjen.<br />
I stedet gik jeg hen mod mit<br />
våben og kom derved fri af<br />
døren, der var blevet gennemhullet<br />
af skud. En højere magt<br />
havde anbragt mig det eneste<br />
rigtige sted, hvor jeg var fri for<br />
skud,” fortæller Jørgen H. P.<br />
Barfod, der var 25 årig værnepligtig<br />
befalingsmand (kornet) i<br />
1943.<br />
Jørgen og et hold soldater var<br />
lørdag den 28 august cyklet ud<br />
til Vestvolden for at holde vagt.<br />
Ingen anede på det tidspunkt<br />
noget om den uro, der var ved<br />
at opstå i <strong>Da</strong>nmark. Samme<br />
aftenen havde der været inspektion<br />
på Vestvolden, hvor soldaterne<br />
hørte til, men heller ikke<br />
her havde nogen fået noget at<br />
vide.<br />
Efter den 29. august blev Jørgen<br />
og soldaterne interneret, men<br />
frigivet i oktober samme år.”<br />
<strong>Da</strong> <strong>tyskerne</strong> i oktober havde<br />
gennemført aktionen mod de<br />
danske jøder erklærede de, at nu<br />
var alle uroelementer i <strong>Da</strong>nmark<br />
fjernet. Derfor kunne soldaterne<br />
billedet af <strong>Da</strong>nmark som en<br />
allieret nation. Takket være<br />
denne indstilling kom vi ind i<br />
det gode selskab efter krigen.<br />
Ingen tør tænke på, hvorledes<br />
vor stilling havde været, hvis vi<br />
stadig havde haft samarbejdspolitikken,<br />
da vi blev befriet af<br />
englænderne i maj 1945.<br />
Den 29. august 1943 er derfor<br />
baggrunden for hele vor placering<br />
i Europa efter Den Anden<br />
Verdenskrig.<br />
Derfor er denne dag betydningsfuld<br />
for os alle,”slutter<br />
Jørgen Barfod.<br />
Artilleriskibet Peder Skram blev sænket på Holmen<br />
den 29. august 1943.<br />
7
<strong>Da</strong>nes sink navy to balk nazis<br />
who seize king to crush revolt<br />
Ved <strong>Da</strong>nmarks besættelse i 1940<br />
forlangte de tyske myndigheder,<br />
”at dansk presse og radio ikke<br />
måtte omtale noget, der kunne<br />
skade tyske militærinteresser”.<br />
I de tre første krigsår foregik<br />
dette samarbejde rimeligt gnidningsløst,<br />
og <strong>tyskerne</strong> overlod<br />
arbejdet <strong>med</strong> at håndhæve censuren<br />
til Udenrigsministeriets<br />
Pressebureau. Censuren blev dog<br />
gradvist strammet og alt udenrigsstof<br />
kom fra tyske telegrambureauer<br />
eller det censurerede<br />
Ritzaus Bureau. Selv vejrudsigten<br />
blev censureret, så modstandsbevægelsen<br />
ikke kunne læse, hvornår<br />
vejret egnede sig til illegalt<br />
arbejde.<br />
Den 28. august kom så <strong>tyskerne</strong>s<br />
krav i form af 6 punkter til den<br />
danske regering.<br />
Pkt. 5 indeholdt Pressecensur<br />
under tysk <strong>med</strong>virken.<br />
<strong>Da</strong> <strong>tyskerne</strong> her<strong>med</strong> sad på<br />
ytringsmonopolet, skulle de danske<br />
dagblade være forsigtige<br />
<strong>med</strong>, hvad de gengav af informationer.<br />
Men aviserne fortsatte<br />
<strong>med</strong> at udkomme. Lørdag den<br />
8<br />
28. august havde Berlingske<br />
Tidende således en ”Alvorlig<br />
appel til arbejderne i Helsingør<br />
efter indtrufne begivenheder”.<br />
Den 29. august skrev Social-<br />
Demokraten på sin forside, at<br />
”der var vanskeligheder <strong>med</strong> at<br />
skaffe nok kød og <strong>brød</strong>rationer<br />
på grund af uroen”. Den tyske<br />
bekendtgørelse <strong>med</strong> de seks<br />
punkter blev trykt på forsiden af<br />
samtlige aviser.<br />
LEGALE OG ILLEGALE<br />
BLADE<br />
Det tyske Völkischer Beobachter<br />
havde ikke et ord om <strong>Da</strong>nmark<br />
på forsiden den 30. august, men<br />
var mere optaget af kampene i<br />
Rusland. Det amerikanske The<br />
New York Times, kunne den<br />
30. august på forsiden <strong>med</strong>dele,<br />
at danskerne havde sænket<br />
deres flåde. Med det budskab<br />
genvandt <strong>Da</strong>nmark sin tabte<br />
anseelse hos de allierede.<br />
Den tyske Nordschleswiglche<br />
Zeitung, <strong>med</strong>delte den 31.<br />
august om den danske regerings<br />
tilbagetræden.<br />
For at fylde behovet for mere<br />
information opstod der en<br />
underskov af 552 illegale blade,<br />
der i de sidste krigsår udsendte<br />
26 million kopier svarende til<br />
6-7 kopier til hver dansker.<br />
F.eks. skrev det socialistiske<br />
kampskrift Klassekamp den<br />
28. august på sin forside:<br />
”Arbejder giv agt- Fascisterne<br />
gør sig rede til det sidste<br />
angreb”. Det duplikerede<br />
Studenternes Efterretningstjeneste<br />
udsendte den 3. oktober<br />
et særnummer <strong>med</strong> fotos<br />
fra folkestrejkerne i Odense<br />
og fra flådens sænkning på<br />
Holmen.<br />
Ytringsfriheden var langtfra<br />
knækket. <strong>Da</strong>nskerne lyttede<br />
også dagligt til BBC´s fem<br />
minutters udsendelser på dansk.<br />
I andre tyskbesatte lande var det<br />
forbudt at lytte til udenlandsk<br />
radio.<br />
Det forbud blev aldrig indført i<br />
<strong>Da</strong>nmark, da <strong>tyskerne</strong> var mere<br />
bange for at danskerne skulle<br />
samles i illegale grupper om<br />
skjulte radioer.<br />
Jeg var frihedsmand, der<br />
kæmpede <strong>med</strong> pennen<br />
”Den 29. august 1943 var en<br />
meget ulykkelig dag. Jeg var på<br />
arbejde på Roskilde <strong>Da</strong>gblad og<br />
kunne sammen <strong>med</strong> mine kolleger<br />
mærke den trykkede stemning<br />
som var overalt i byen. Der<br />
skete ikke så meget den dag i<br />
Roskilde. Vi havde alle svært ved<br />
at komme videre <strong>med</strong> arbejdet<br />
på redaktionen. Vi kunne ikke<br />
lide den næsten forbryderiske<br />
stemning som spredte sig,”<br />
husker Mogens Garde, der i<br />
1938 som 21 årig var startet som<br />
journalist på Roskilde <strong>Da</strong>gblad,<br />
hvor i øvrigt også journalisten og<br />
forfatteren Lise Nørgaard og<br />
modstandsmanden Jørgen<br />
Arboe-Rasmussen var ansat.<br />
Han fortæller videre, ”at den<br />
29. August var <strong>med</strong> til at skabe<br />
et utrolig stærkt sammenhold i<br />
Roskilde. <strong>Folk</strong> havde før set lidt<br />
ned på Roskilde, da den jo ligger<br />
så tæt på København.<br />
Det gjorde man ikke mere. Vi fik<br />
bl.a. dannet en kunstforening<br />
<strong>med</strong> mere end 500 <strong>med</strong>lemmer,<br />
hvor vi var så heldige at få en del<br />
kendte folk til at komme og<br />
holde foredrag under krigen,”<br />
siger Mogens Garde.<br />
Under krigen døjede danskerne<br />
ikke kun <strong>med</strong> <strong>tyskerne</strong>, men<br />
også <strong>med</strong> tre meget skrappe<br />
vintre som ikke gjorde tingene<br />
nemmere. Mogens Garde boede<br />
i et lille hus i Himmelev uden for<br />
Roskilde <strong>med</strong> kone og datter.<br />
Han fortæller, at der var så<br />
meget sne i de første krigsår, at<br />
familien måtte bære barnevognen<br />
det meste af tiden. Det var<br />
så koldt, at det var svært at<br />
varme huset, og familien måtte<br />
bruge en forfærdelig masse tørv.<br />
Det var meget strenge tider.<br />
MED I MODSTANDS-<br />
BEVÆGELSEN<br />
”Jeg vil ikke betegne mig selv<br />
som frihedskæmper, men som<br />
frihedsmand. Jeg var ikke særlig<br />
begejstret for våben, men brugte<br />
i stedet for pennen. Der var jo<br />
mange andre ting som man<br />
kunne gøre i stedet for. Jeg var<br />
civilbetjent og holdt vagt på<br />
Carlsbergs depot hver anden<br />
nat uden at bruge våben. Som<br />
journalist var vi naturligvis udsat<br />
New York Times den 30. august 1943:<br />
Mogens Garde, Roskilde:<br />
Forsiden af Roskilde <strong>Da</strong>gblad den 31. august 1943<br />
”Ministeriet Scavenius er i aftes trådt tilbage”.<br />
for pressecensur. Det var yderst<br />
begrænset, hvad vi kunne skrive,<br />
for ellers var avisen jo blevet<br />
lukket af <strong>tyskerne</strong>. Så jeg gjorde<br />
mig umage <strong>med</strong> artiklerne, for vi<br />
kunne ikke skrive for meget i<br />
detaljer om, hvad der skete.<br />
Man havde det ligesom på fornemmelsen,<br />
når man skulle<br />
<strong>Da</strong>nske, tyske og amerikanske blade behandlede nyheden<br />
om den 29. august forskelligt.<br />
passe på, hvad man skrev i avisen,”<br />
siger Garde, der dog under<br />
dæknavnet ”Mads” var <strong>med</strong> i<br />
det illegale modstandsarbejde.<br />
Roskilde var på det tidspunkt<br />
fordelingscentral for illegale<br />
blade og over to millioner<br />
illegale blade blev fordelt via<br />
Roskilde.<br />
Åbent<br />
brev til en<br />
minister<br />
Hvad de aldrig forstaar, hr. Minister,<br />
skønt hos Dem selv et Hjerte har Hvælv:<br />
at et Menneske heller mister<br />
sit Liv, end det mister sig selv.<br />
Ja, det regner De højst for en Frase,<br />
og De vender Dem iskold bort.<br />
Thi for Dem har kun Livet een Fase:<br />
at spille sine Kort.<br />
Det er muligt, at Panden kan bæres<br />
i en Luft, der er kølig som Sne.<br />
Jamen Hjertet er skabt til at næres<br />
af en Lue (som ingen kan se),<br />
Til Kaptajn kan De selv Dem forfremme<br />
ved Sejlads på et fersk Ocean.<br />
Men Gud naade Dem, gaar det i Glemme,<br />
at det ender en <strong>Da</strong>g <strong>med</strong> Orkan.<br />
Ak, De faar det ret aldrig i Hodet<br />
ja, De kan vel slet ikke forstaa,<br />
at rødt er i Hjerter os Blodet,<br />
men Hjernes Celler kun graa.<br />
Og aldrig blev Samson Filister.<br />
Før sprænger han Templets Hvælv<br />
for Fjenden at knuse, Minister,<br />
om saa han skal knuse sig selv.<br />
(Uddrag af et digt skrevet af<br />
digterpræsten Kaj Munk, der blev<br />
dræbt af <strong>tyskerne</strong> den 4. januar 1944)