Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

Recommendations

Info

Skoleavisen FRED I FRIHED er udgivet i anledning af 60 året for den 29. august 1943. Avisen indgår i en skolepakke til samtlige 9. og 10. klasser i folke-, fri- og efterskolerne og udsendes til disse og andre målgrupper i sommeren 2003. Skoleavisen er produceret i et samarbejde mellem Frihedskampens Veteraner og landsorganisationen Folk & Forsvar for det særlige 29. august 1943 udvalg, der er nedsat af Statsministeriet. Ansv. redaktør: Informationschef Claus Arboe-Rasmussen, Folk & Forsvar, Djfb, Journalist Malene Arboe-Rasmussen Direktør Niels Friis Seniorkonsulent Steen Søndergaard Jensen Konsulent Bent Sørensen Indholdet i skoleavisen står til fri redaktionel benyttelse med kildehenvisning. Vi henviser i øvrigt til den særlige hjemmeside www.29august1943.dk der er oprettet i anledning af 60 året. Illustrationer: Fotos og illustrationer i denne skoleavis er venligst stillet til rådighed af Frihedsmuseet, Scanpix og de enkelte øjenvidner. Grafisk Produktion: Als Offset, Augustenborg Folk & Forsvar Artilleristok, Kastellet 14 C 2100 København Ø Tlf. 3347 9550 E-mail: folkogforsvar@fk.fr.dk www.folkogforsvar.dk Frihedskampens Veteraner Formand: Jørgen Barfod Redaktør: Erik E. Billesbølle Tlf. 7525 5498 E-mail: erikb@frihedskampen.dk www.frihedskampen.dk Når regeringen trådte tilbage den 29. august, var det, fordi det folkelige oprør pressede tyskerne til at rejse krav, der var uacceptable for de folkevalgte politikere. Regeringen var allerede gået med til meget mere, end den ønskede, fordi den derved håbede at undgå, at tyskerne selv tog magten. Men nu ville den ikke længere, og den sagde klart nej til de nye tyske krav. Det fik tyskerne til at indføre militær undtagelsestilstand. Derved holdt regeringen op med at fungere, og Christian X lod samtidig forstå, at han ikke længere kunne udøve sine funktioner som Danmarks konge. 2 Den 29. august 1943 er en dato, vi bør huske - og være stolte af. Den dag blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linier. Det var heller ikke en dag for tidligt. Det var ikke regeringens og Folketingets og det etablerede Danmarks fortjeneste, at samarbejdet med tyskerne ophørte. Tværtimod havde det officielle Danmark fra starten af Danmarks besættelse den 9. april 1940 lydigt rettet sig efter tyskerne, samarbejdet på alle niveauer, opfordret befolkningen til at gøre det samme og havde i øvrigt fordømt modstandsfolkene som uansvarlige terrorister. Nej, det var befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats, som tvang regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne. Det skal vi være glade for og stolte af. Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikerne og sikrede Danmark en plads på den rigtige side i kampen mod nazisterne. Hovedargumentet for samarbejdspolitikken var, at al dansk modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. Ved at samarbejde med besættelsesmagten blev Danmark og den danske befolkning skånet for de fleste af krigens rædsler. Og det lykkedes. Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Så ud fra et sådant gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig. Men det er en meget farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa Statsminister Anders Fogh Rasmussen: Det drejer sig om at turde handle De fleste oplevede det som en lettelse, at Danmark nu havde meldt klart ud, og i Den frie Verden styrkede det opfattelsen af, at Danmark stod på De Allieredes side. For den danske befolkning var det blevet klart, at man ikke kan være et suverænt land, hvis man ikke tør give sin mening til kende og ikke vil deltage dér, hvor ligesindede lande i forening kæmper en retfærdig kamp for de interesser og værdier, der også er Danmarks. Det var den erkendelse, der i 1945 førte til Danmarks medlemskab af De Forenede Nationer og i 1949 til vores optagelse i Atlantpagten – den, som siden blev kendt som været nazistisk. Men briterne, amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke som den danske elite. De kæmpede mod nazisterne og sikrede derved vor frihed. Ikke nok med at Danmarks politiske ledelse besluttede at følge en passiv tilpasningspolitik i forhold til tyskerne. Ny historisk forskning afslører, at der tilmed var tale om en meget aktiv tilpasningspolitik. Tyskernes militære fremgang i krigens begyndelse havde imponeret så meget, at mange danskere var overbevist om tysk sejr. Både politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det ny, nazi-tysk-dominerede Europa. Centralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster. Naturligvis skal man være forsigtig med at fælde domme over fortiden på nutidens præmisser. I dag ved vi, at nazisterne tabte krigen – og derfor fremstår den aktive danske tilpasningspolitik som fejlagtig og forkastelig. Hvis den var blevet fortsat til krigens ende, ville Danmark have stået som tysk partner. I historiens lys ville det have været en katastrofe, fordi tyskerne tabte krigen. Men tog det sig anderledes ud ved krigens start? Hvis nu tyskerne havde vundet krigen, ville Danmark så ikke have profiteret af at tilpasse sig den tyske dominans i tide? Det forekommer dog naivt at tro, at Hitler ville have taget særlige hensyn til Danmark i tilfælde af en tysk sejr. Der var da også højt placerede embedsmænd, som allerede fra krigens start tog afstand fra disse naive forestillinger. Danmarks uafhængige gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, og legationsråd ved det danske gesandtskab i Berlin, Vincens Steensen-Leth, anså fra starten tilpasningspolitikken for at være naiv og fejlagtig. Selv bedømt på datidens præmis- Historikeren Bo Lidegaard, fortsat fra forsiden: NATO. Det er i sidste ende samme erkendelse, som førte til, at Danmark i 1972 søgte om optagelse i det forpligtende samarbejde med vore nabolande i De Europæiske Fællesskaber – det nuværende EU. TYSKE REPRESSALIER I 1943 blev de tyske repressalier hårde, men ikke så hårde, som mange havde frygtet, og ikke så hårde som i de andre besatte lande. Dele af samarbejdet med Tyskland blev bevaret under departementschefernes styre, og det lykkedes på den måde at få tyskerne til at afstå fra de værste overgreb. Prisen var stadig, at Statsminister Anders Fogh Rasmussen. ser forekommer det stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik. I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke forholde sig neutral. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt. Modstandsbevægelsen reddede Danmarks ære. Vi kom igennem krigen og besættelsen med et acceptabelt omdømme – med et par ridser i lakken. Da krigen sluttede, var Danmark på det vindende hold, selv om vi ikke vandt krigen. Krigen blev vundet, fordi englænderne og amerikanerne gik i land ved den franske atlanterhavskyst samtidig med, at Hitler forinden havde kæmpet en udmarvende krig mod Sovjetunionen. Disse nationer ofrede tusindvis af unge soldaters liv for at bekæmpe Hitler og hans rædselsregime. En pris som mange lande på det europæiske kontinent, herunder Danmark, ved krigens udbrud ikke var villige til at betale. Beslutningen den dag i august for 60 år siden har været af vital betydning for Danmarks internationale omdømme efter krigen. Beslutningen var således en medvirkende årsag til, at vi i 1945 kunne blive medlem af FN og at Danmark blev ved med at eksportere til Tyskland, som havde hårdt brug for især de danske fødevarer. Regeringens beslutning om at sige fra den 29. august banede også vejen for politikernes tilnærmelse til modstandsgrupperne, som kort efter illegalt oprettede Danmarks Frihedsråd. Indtil den 29. august havde politikerne set med mistænksomhed på modstanden, blandt andet fordi kommunisterne fra 1941 spillede en hovedrolle i det første spæde modstandsarbejde, som fik en bredere basis fra slutningen af 1943. Efter kontakter i 1944 lykkedes vi i 1949 blev inviteret til at deltage i NATO-samarbejdet. Netop NATO-samarbejdet og erklæringen i Atlantpagten om at et angreb på et medlem af alliancen er et angreb på hele alliancen har siden været en grundforudsætning i dansk sikkerhedspolitik. Især amerikanerne har bidraget til, at vi i dag ikke er truet af krige i Europa. Amerikanerne har med genopbygningen af Europa - og i særdeleshed Tyskland - efter Anden Verdenskrig mere end nogen anden enkeltnation bidraget til den europæiske sikkerhed og stabilitet, vi i dag nærmest betragter som en selvfølge. Europas historie under og efter Anden Verdenskrig har knyttet stærke bånd mellem Danmark og USA, og selv om vi ikke er enige med amerikanerne i alle spørgsmål, så er de ting, der forener - troen på demokrati, frihed og sikkerhed - stærkere end de spørgsmål, der skiller os. Med det udvidede EU er Europa i dag atter samlet og et flertal af danskerne er vokset op uden nogen erindring om Anden Verdenskrig. Men lærdommen fra den 29. august 1943 gælder stadig. Det handler om at tage stilling og turde handle herefter - også selv om det ikke er den mest behagelige beslutning. Det gjorde Danmark under konflikterne på Balkan i 1990’erne, og vi gjorde det i kampen mod terrorister i Afghanistan i 2002 og i forbindelse med den netop overståede krig mod Saddam Husseins tyranniske regime i Irak. Hvis vi mener noget med vore grundlæggende demokratiske værdier, må vi også selv yde et aktivt bidrag til at beskytte og sikre dem. Vi kan ikke blot af bekvemmelighed overlade det til andre at slås for vor ret til at leve i frihed og fred. Det lærte vi af den 29. august 1943, og vi skylder dem, der betalte med deres liv, at vi ikke glemmer denne lære. det at nå til enighed mellem Frihedsrådet og ”de gamle politikere” om, hvordan en dansk befrielsesregering skulle se ud. Halvdelen af ministrene skulle komme fra modstandsbevægelsen. Den anden halvdel fra de partier, der havde støttet samarbejdspolitikken. Dermed stod en dansk regering klar til at overtage magten i det øjeblik, landet blev befriet. Det skete den 5. maj 1945, og befrielsesregeringen kunne med støtte fra såvel de politiske partier som modstandsbevægelsen genindføre folkestyret i et frit Danmark.
”Søndag den 29. august 1943 havde vi på fornemmelsen, at der var, som man jo siger ”Ugler i mosen”. Vi havde hørt om generalstrejken, der var brudt ud overalt i Danmark i opgøret med besættelsesmagten. Tyskerne var begyndt at blive temmelig nervøse over, at det danske militær stadigvæk havde våben. De var bange for, at vi ville bruge dem imod dem,” siger Anker Jørgensen, fhv. socialdemokratisk statsminister, der var indkaldt som værnepligtig ved Garderhusarregimentets cyklisteskadron i 1943. Han befandt sig den søndag morgen på Næstved kaserne, hvor han holdt vagt. Omkring klokken 5 er det Ankers tur til at blive afløst. Cirka 5 minutter senere meddeler han sin chef, at han har set blinklys inde i Kalbyris-skoven og, at det muligvis er tyskerne, der har noget på færde. Pludselig skyder tyskerne voldsomt mod kasernen, og alle de danske soldater får besked på at stille sig op på nogle skamler, så de kan skyde igen ud af vinduerne. ”Jeg får midt i skyderiet besked på at følge med kaptajnløjtnant P. M. Jespersen: Næstved følg med mig, siger han. Næstved er mit soldaternavn. Da vi løber over gården for at nå frem til oberstløjtnant Fog, bliver der skudt vildt omkring os, og jeg falder ned i et granat-hul. Jeg er dog ikke ramt. Da vi kommer frem til kontoret, som var under voldsom beskydning, ser jeg at Kongens billede hænger Anker Jørgensen i Næstved: Frihed er ikke noget man har - den må man kæmpe for… skævt på væggen med smadret glas. Endelig når vi frem til oberstløjtnant Fog. Han siger til mig. ”Soldat, tag en hvid dug i officersmessen og bind det til et kosteskaft. Stik det dernæst udenfor, så tyskerne kan se, at vi overgiver os”. Soldat Nakskov og jeg går ned i gården sammen med trompetist Knud Hovaldt, som senere blev solotrompetist i det Kongelige Kapel. Hovaldt blæser hornsignalet ”Hold inde”, som tegn på, at vi overgav os. På grund af det voldsomme skyderi tog det et stykke tid, før skydningen ophørte,” siger Anker Jørgensen. Kort tid efter dukkede tyskerne op. Alle mand blev samlet i Indre Kasernegård, hvor de blev afvæbnet. Der var dog stadig total kaos, og der blev stadig skudt mod tyskerne fra andre områder af kasernen. Tyskerne fandt hurtigt ud af, at dette var en fejltagelse, så der skete ikke mere. Hele ildkampen tog ikke mere end 3 kvarters tid. P. A. Hansen Nord, som var premierløjtnant, var under uroen blevet skudt. Hans hjelm var blevet gennemhullet. Hans mænd havde samlet ham op, hvor han var faldet og bar ham ind på et regnslag. Det var et meget sørgeligt syn for os alle. Dernæst fik de 300-400 danske soldater besked af tyskerne om at lægge våbene i en ordentlig Her er de faldne den 29. august 1943. Fhv. statsminister Anker Jørgensen var rekrut 686-43 hos Garderhusarerne i 1943. bunke. Alle skulle i husarrest på kasernen de næste seks uger. VI STAK AF FRA TYSKERNE ”Min kammerat, garderhusar Nakskov og jeg stak dog af, da vi ikke ville indespærres. Vi bestak en tysk soldat med smørmærker mod, at han ikke ville skyde på os og lade os flygte. Vi var jo ikke farlige forbrydere eller sådanne noget. Han hjalp os næsten med at hoppe over hegnet, og så løb vi. Under uniformen havde vi gemt vort civile tøj, som vi så skiftede til. Tog toget til København. Under kaoset var det lykkedes mig at gemme en militærpistol, en model 1911, under en roe på en nærliggende mark. Den havde jeg nu med hjem til København. Den pistol kom senere til at blive en del af modstandsbevægelsen. Et par uger senere hørte jeg i radioen, at tyskerne ville give alle de indespærrede soldater fri. Men kun på betingelse af, at alle der var undsluppet ville komme tilbage til kasernen. Jeg fik lidt dårlig samvittighed, og sammen med Nakskov besluttede vi os til at tage tilbage. På kasernen vi fik at vide, at vi skulle melde os hos Vester, som var overofficiant. Han var en af mine gode bekendte fra Næstved. Da han så mig, udbrød han: ”Næstved nu skal du i spjældet - her er så nøglerne”. En uge senere fik vi alle sammen fri af tyskerne og tog hjem. Jeg meldte mig dernæst til modstandsbevægelsen,” siger Anker Jørgensen. FRIHED ER IKKE NOGET MAN HAR. DEN MAN MÅ KÆMPE FOR! ”Den 29. august 1943 er en politisk vigtig mærkedag i Danmarks historie. Det er dagen, hvor vi brød samarbejdet med tyskerne. Vi var jo i den situation, at vi var besat, selvom vi stadigvæk havde tilladelse til at have et militær og en regering. ”Frihed er ikke noget man har, det er noget man hver dag og hver time i døgnet må kæmpe for,” siger den norske digter Nordahl Grieg. Dette er et citat, som jeg tror 100 procent på. Jeg mener, at man altid skal være bevidst om det. Man skal altid vide hvem man er, og hvad man har af goder. Jeg er dog ikke tilhænger af krig”, slutter Anker Jørgensen. 3
Page 1: Statsministerens ord til nutidens u
Page 5 and 6: Tyskerne skød hen over hovedet på
Page 7 and 8: Danmarks bedst bevogtede skib blev

Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?