Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

Recommendations

Info

”Den 29. august 1943 fik stor betydning for Danmarks anseelse i den frie verden. En anseelse som siden 9. april 1940 havde været meget ringe. Det mærkede jeg personligt, da jeg senere kom til England som frivillig officer i Royal Navy. Respekten for den danske indsats den dag og i tiden derefter skulle senere bane vej for vor optagelse i de allieredes kreds,” siger viceadmiral Adam Helms, der den 29. august 1943 som 31 årig kaptajnløjtnant befandt sig ombord på inspektionsskibet ”Ingolf” i Storebælt. Viceadmiral Helms fortæller videre, at inspektionsskibene ”Ingolf” og ”Hvidbjørnen”, som udgjorde Skoledelingen for søkadetter med kommandør C. V. Evers som chef, lå i Svendborg. De afsejlede om morgenen efter modtagelse af de seneste efterretninger om det tyske overfald. ”Vi gjorde Klart Skib, d.v.s. gjorde skibet klar til kamp, hvor min plads var på ildlederbroen med kontrol over batteriet. Vi var klar til at åbne ild på chefens Vi tog Dannebrogsflaget med fra skibet Rørdal ”Natten mellem den 28. og 29. august lå vi på ti-mandsstuerne fuldt påklædte i feltuniform, dog med vore støvler samt patronbælte under sengen. Dagen før havde vi fået udleveret hver fire håndgranater og skarp ammunition. Kl. 04.30 morgen blev vi alarmeret. Jeg var motorvognsfører ved 3. kanon. Med vor delingsfører plus otte mand til betjening af kaliber 75 mm kanonen kørte vi sammen med batteriets tre øvrige kanoner ud fra Holbæk Kaserne. Derefter kørte vi vore fire lastbiler og batterichefens ”åbne” personvogn i ”flyverskjul”under en gruppe træer nær Holbæk Tømmergård, for at sande de gamle ord om, at soldatens lod er at vente,” fortæller 349/43, 5. Artilleriafd. 2. Batteri, Thorbjørn Dons Borch, 81 år. Klokken var vel omkring 8 og det var nervepirrende ventetid med mange tyske overflyvninger, som må have kunnet melde om en by væbnet til tænderne. Den ca. 1200 mand store Holbæk garnison lå kampklar i stillingerne med ordre til at skyde på de første tyske styrker, der nærmede sig. Det skulle ikke blive en ny 9. april. Netop kl. ca. 8 var regimentschefen på inspektion og han meddelte kaptajn O. C. 4 ordre,” siger Helms. Planen var via Storebælt at søge til Sverige og, hvis dette ikke kunne gennemføres, hvad det næppe kunne, da at sænke skibene. Det lykkedes besætningen på ”Hvidbjørnen”, at sænke deres skib, efter de havde mødt nogle tyske enheder i Storebælt. På ”Ingolf” mislykkedes det, idet man tillod en halv snes bevæb- Kaptajnløjtnant Adam Helms fotograferet i 1940’erne. Brøndum fra 4. artilleriafd., at garnisonen i Næstved havde overgivet sig. OCB svarede: ”Ja, hr. oberst - men vi kæmper, ikke sandt?. ”Jo, det gør vi”, svarede oberst Raabye. ”Kl. 8.20 kom en ordonnans fra kasernen og meldte, at Holbæk ville blive overgivet uden kamp, og at alle våben skulle trækkes tilbage til kasernen omgående. Vi fem mand fra 5. afdeling, var vidne til det røre det vakte. Een af dem, som jeg senere erfarede var kaptajn Brøndum råbte: ”Er der nogen, der vil prøve med mig at slå sig igennem til Sverige? Vi råbte alle tilbage. ”Herr kaptajn, vi melder os”. Vore fem biler linede op og 322 fik æren at få Brøndum og 3-4 af hans stab i batterichefens bil. Hurtigt var alle på plads i bilerne og 54 mand startede rejsen til Sverige. Undervejs mod Knapstrupgård, mødte vi en tysk kolonne på 4-5 lastbiler, men vi følte ingen trang til at standse, og de var nok også på vej til Holbæk. Det var nok udramatisk men adrenalinen satte nervesystemet på prøve. FRA GILLELEJE TIL SVERIGE På Knapstupgård mødte kolonnen den tidligere chef for 2. Kaptajnløjtnant Adam Helms, Store Bælt: Vi åbnede søventilen på ”Ingolf” nede tyskere at komme ombord ”til forhandling”. Disse tvang chefen, kommandør Evers til at sætte kursen mod Korsør. ”For at forhindre dette, og da bomben ombord på ”Ingolf” ikke virkede, åbnede vi søventilerne i agterste ammunitionsmagasin uden at tyskerne opdagede det, og vandet fossede ind. Skibet begyndte at synke på ret køl. Det gav os tid til diskret at advare besætningen, som iførte sig redningsveste. Pludselig fik skibet en voldsom slagside, som afslørede for tyskerne, hvad der var i gære. Med trusler om at skyde en snes kadetter tvang de chefen til at stoppe sænkningen, og ”Ingolf” kom ind til Korsør med svær slagside,” siger Adam Helms. ROEDE TIL SVERIGE Herefter blev besætningen kørt til København og interneret på Holmen. Her fik Adam Helms lov til at gå ud mod at afgive sit æresord som officer på at komme tilbage. Han ville dog Thorbjørn Dons Borch var soldat på Holbæk kaserne: Thorbjørn Dons Borch. Feltartilleriregiment oberst C. Lunn. Inden de forlod obersten, sagde han: ”Det er de mænd, som forstår at handle. Det er dem, der bygger rigerne og skaber landene. Vorherre være med Jer. Vi nåede bagefter uden problemer til Grærup skov, hvor Den sidste appel på inspektionsskibet ”Hvidbjørnen”, der var søsterskib til ”Ingolf”, før det sænkedes i Storebælt ud for Korsør den 29. august 1943 ikke flygte på sit ”æresord”, så han fik lavet et falsk identitetskort og returnerede. Herefter kunne han igen forlade Holmen på sit falske identitetskort. Men nu var samvittigheden i orden. Helms fik kontakt til modstandsbevægelsen og mødte dagen efter op i Rung- bilerne blev gemt. Her mødte de kornetterne J. Fabricius og T. T. Møller, der begge var hjemme på lørdag/søndagsorlov og som sluttede sig til den danske styrke. Kaptajn Brøndum vendte sent på eftermiddagen tilbage og fortalte, at cementbåden ”Rørdal” på 300 tons lå i havnen inden den skulle til Aalborg. ”En tysk patruljebåd som havde hjemsted i Gilleleje havde netop forladt havnen uden lys. Ved 21-tiden gik vi ombord på Rørdal og bad Rørdals kaptajn om at sejle os til Sverige. Det nægtede han, men et enkelt ladegreb på maskinpistolen klarede den sag. Vi gik ombord og anbragte os på fordækket og i læ af lønningen. Kl. 22.30 tog vi stille af sted. Vejrguderne skånede os ikke. Det var bælgmørkt, regn og storm, og næsten alle var søsyge. Jeg kan hilse og sige, at det er lige så slemt, selvom vi intet havde spist i halvandet døgn. Kl. 4 morgen nåede vi Höganäs havn. ”Hvem er ni? blev der spurgt. Dansk militær, svarede vi. ”Vil ni interneres? Garnisonen i Höganäs var blevet alarmeret og vi blev modtaget af et halvt kompagni hjemmeværnssoldater vistnok med påsatte bajonetter. Premierløjtnant Ib Bering Jensen sikrede sig Dannebrogsflaget fra skibets agterstavn. Brøndum fik sted. Her gik han en mørk nat sammen med tre andre ombord i en kaproningsbåd. ”Vi havde kun to almindelige jolleårer, som vi brugte til at ro til Hven på 2 1 /2 time. Herfra kom jeg til Sverige og videre til England,” siger Adam Helms. det senere overrakt og det befinder sig nu på Brigademuseet i Frøslevlejren. Derefter blev danskerne kørt til en baraklejr og søde svenske lotter kom med ”madkanoner” med risvælling, sukker, kanel og saft. Borch hævder, at det er det bedste måltid han kan mindes i sit liv her snart 60 år efter, men da havde han heller ikke spist i to døgn. I en eftertanke her 60 år efter siger Thorbjørn Borch til de danske skoleelever i 9+10 klasse. ”Ja, selvfølgelig ville vi have kæmpet. Vi stod jo midt i uddannelsen som soldater, og i alle vore øvelser og nærkampe var modstanderen og fjendebilledet jo en tysker. Den spontane beslutning ændrede hele vort liv. I lyset af, at mine kammerater i 2. batteri efter små to måneders internering i Jægerspris blev løsladt, og mange gik ind i modstandsbevægelsen, må man vel være realistisk og indse, at vi stod overfor en potentiel overmagt. Vi var vel blot blevet til symbolske blodpletter på Danmarkskortet, som de soldater der faldt i Sønderjylland mod overmagten den 9. april 1940”. Borch og de øvrige soldater indgik i Den Danske Brigade- Danforce i Sverige.
Tyskerne skød hen over hovedet på folk samlet foran Tivoli i København Fhv. Falckstationsleder Einar Arboe-Rasmussen ses her med stationens maskot. ”Den 28. august, var jeg i København, for at besøge vor Falckstation på Frederiksberg. I byen var der en knuget stemning, som om befolkningen vidste, hvad der skulle ske, og tyskerne opmarcherede soldater på strategiske steder. Da jeg næste dag, søndag den 29. om eftermiddagen vendte tilbage til byen i vor ambulance kørte jeg hjem over Axeltorv, hvor der var samlet en masse mennesker. Foran restaurant Wivex ved Tivoli stod der tysk politi. Pludselig begyndte en tysk officer fra Gestapo at affyre sin maskinpistol lige hen over hovedet på en flok uskyldige danskerne. Folk var ikke bange, men nærmest dumdristige. Der var kommet en helt ny stemning hos danskerne. Vi var lige som blevet os selv igen og havde opdaget, at det forpligtiger at være et demokratisk folk,” fortæller Einar Arboe-Rasmussen, 102 år gammel. Et par dage før havde han i en ambulance fra Falckstationen i Roskilde været ude i Boserup Skov, hvor modstandsbevægelsen havde et våbendepot.” Lidt gavn kunne vi lige så godt få af ambu- lancerne. Vi brugte dem til at flytte våben og ammunition. Det var mere sikkert, så tyskerne ikke opdagede noget. Sprængstoffet blev senere brugt mod Riffelsyndikatet og andre store sabotager”, husker Arboe-Rasmussen. AMBULANCETUR FRA HOLBÆK Søndag den 30. august er Arboe- Rasmussen igen på farten. Hans Falck-kollega i Holbæk beder om ambulanceassistance til af køre nogle danske soldater fra Hol- bæk Kaserne til Militærhospitalet i København efter episoden ved kasernen om søndagen. ”Jeg mødte på Holbæk Sygehus med min ambulance, og her venter en tysk officer. Han gør stramt honnør for min Falckkollega, men jeg vender ham demonstrativt ryggen. Jeg får i stedet en ung dansk løjtnant og en menig soldat på båre med i ambulancen. Da vi har afleveret dem på Militær-hospitalet i København, vil den tyske officer, der var kørt med til hovedstaden i Holbækambulancen absolut køre med mig. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kører med tyskere. Han måtte tage en taxa, og så kørte jeg. Det var den slags, der lettede så uhyre - dengang,” siger Arboe-Rasmussen. Begivenhederne fra den 29. august spredes hurtigt over hele Danmark. I et særnummer af det illegale blad ”Studenternes Efterretningstjeneste dateret 3. oktober 1943 bringes der en billedserie fra optøjerne i Odense den 29. august 1943 samt nogle snapshots taget den 30. august 1943 ude på Holmen, hvor flåden blev sænket. Arboe- Rasmussen har bevaret det gamle blad gennem alle 60 år, som et symbol på, at et demokratisk folk gennem politisk modenhed og spontane folkestrejker kunne tvinge de danske politikere til at opgive det komprimiterende samarbejde med tyskerne. Einar Arboe-Rasmussen blev involveret i en mængde modstandsopgaver og brugte Falckambulancerne til senere at transportere jøder i sikkerhed. Journalisten Lise Nørgaard har omskrevet en del af begivenhederne i TV-serien Matador. V1 raket faldt ned på Bornholm den 22. august 1943 ”Der skete ikke rigtig noget på Bornholm den 29.august 1943. Bornholmerne var som størstedelen af Danmark meget disciplinerede og autoritetstro. Vi havde fået besked om at holde os i ro, og det gjorde vi. Nogle dage før den 22. august, skete der dog noget af betydning. En V-1 (Vergeltungs-raket- Gengældelsesraket) mavelandede i det gode solskin på en mark nær Bodilsker. Raketten var affyret fra tyskerne raketbase ved Peenemünde tæt på Rügen i Tyskland. V-1 og V-2-raketterne blev brugt i angrebet på England. Den 22. august kom den pågældende V-1-raket ud af kurs under en prøveskydning og landede på Bornholm,” fortæller major Holger Valdemar Jørgensen, Rønne, der var 17 år i 1943. En landmand ringede til politikommissær Johannes Hansen i Rønne, og fortalte om den mærkelige førerløse, flyvende genstand. Politikommissæren tilkaldte kaptajnløjtnant Hasager Christiansen, der var mineekspert. De to kørte ud til nedfalds- Tegning af V-1-raketten, der faldt ned på Bornholm den 22. august 1943. Det er en meget primitiv blyantstegning, tegnet i al hast. Einar Arboe-Rasmussen, fhv. Falckstationsleder i Roskilde: Kørselstilladelse til ambulance udstedt i august 1943. Holger Valdemar Jørgensen, Rønne: stedet og fotograferede og tegnede raketten. Snart efter kom tyskerne, der var lige så målløse over raketfundet som danskerne. På tyskernes spørgsmål, ”om der var taget billeder af raketten”, svarede Johannes Hansen, der troede at spørgsmålet var rettet mod de mange tilskuere og ikke til en dansk embedsmand, ”at naturligvis var der ikke det”. Der blev fra dansk side sendt kopier til Marineministeriet i København og til Politigården, men der var lavet to ekstra kopier. Den ene blev forsøgt smuglet over med Helsingør- Helsingborg-færgen, men blev fundet ved en razzia. Tyskerne opdagede sammenhængen og udsatte Hasager Christiansen og Johannes Hansen for hård afhøring, der for Hasager Christensens vedkommende gik over i så voldsom tortur, at han mistede bevidstheden i flere dage. Senere lykkedes det modstandsbevægelsen at smugle den hårdt lemlæstede Hasager Christiansen ud fra hospitalet og videre til Sverige. Politikommissæren var heldigere og også bedre til at forklare sig. Han røg efter torturen i den Tysk kampvogn på Rådhuspladsen den 29. august 1943. Holger V. Jørgensen, Bornholm. mere fredelige Horserødlejr i Nordsjælland. UBLODIG 29. AUGUST ”Den sidste kopi lykkedes det bornholmerne at få smuglet til den britiske ambassade i Stockholm og herfra videre til London. Den 28. august om morgenen afbrydes Rigstelefonen og telefon- og Telegrafforbindelserne til Sverige. København-Kalundborg langbølgesenderen (Danmarks Radio) fortæller heller ikke noget, men vi er klar over, at noget er under opsejling. Den 29. august tidligt om morgenen kl. 04.04 angreb tyskerne de sovende danske soldater, der var placeret ved depotet i Stausdal på Bornholm. Bornholms kommandant, oberst Waagepetersen må begive sig ud til den tyske kommandant på Galløkken, hvor Kapitän zur See von Rosenberg læser undtagelsesbestemmelserne op for ham. ”Under Besættelsen brugte modstandsbevægelsen Bornholm som ”omladestation” for danskere, der ”gik under jorden”. De gik ombord på dampskibene ”Østersøen” og ”Carl” i Havnegade i København, og når man sejlede gennem Falsterbo-kanalen, sprang modstandsfolkene overbord og svømmede i land. Samtidig kom der et tilsvarende antal bornholmere ombord, der havde ventet i Falsterbo. Så når tyskerne holdt mandtal i bornholmske havne stemte passagertallet. De tyske soldater ombord på dampskibene ”Østersøen” og ”Carl” havde af de svenske myndigheder fået ordre til at holde sig under dæk, når de danske rutebåde passerede gennem svensk territorialfarvand. Derfor kunne denne afhopningside længe opretholdes,” siger Holger Jørgensen. 5
Page 1 and 2: Statsministerens ord til nutidens u
Page 3: ”Søndag den 29. august 1943 havd
Page 7 and 8: Danmarks bedst bevogtede skib blev

Da Danmark brød med tyskerne - Folk & Forsvar

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?