Nova Vita 2010-1 - Hjerte- og Lungetransplantationsklubben

Fortsat fra side 17
---- og starter med mig selv.
I ventetiden på mit hjerte, forsøgte jeg, at
forberede min krop på at modtage ”noget
fremmed”. Den fysiske forberedelse synes
let nok - at holde kroppen i nogenlunde
form og ”operationsklar” kan sagtens
lade sig gøre, når man er udstyret med
”kunstigt hjerte”, men det psykiske er måske
lige så væsentligt. Jeg besluttede, at
byde ”det nye” velkommen, når det kom.
Jeg indstillede mig på at sætte alt ind på
et samarbejde, og måske har mine celler
”hørt efter”, for jeg har ikke haft antydning
af afstødning siden operationen, og jeg er
i dag sluppet af med en del af den ellers
livslange medicin.
Det kan selvfølgelig være et ”perfekt
match”, men hvad så med det her:
To dage efter transplantationen skete noget
underligt. Den dag var det såmænd
bare en lille ukendt sang, jeg hørte i radioen,
men den fulgte efter mig i de næste
4-5 uger, indtil det begyndte at gå op for
mig, hvad den forsøgte at fortælle. Jeg har
i hele mit liv aldrig brudt mig særlig meget
om Sverige, svenskere og alt andet, der er
svensk. Sverige er noget, man er nødt til
at passere, når man skal til Norge eller til
Bornholm. Nu begyndte jeg at interessere
mig for ”småting” som svensk musik, litteratur
og lidt historie og meget mere ifrån
hinsidan. Jeg opdagede, at jeg uden videre
læste og forstod sproget ligeså godt
som dansk (og talte det vel også tåleligt
i en eller anden lokal form), men en dag
blev jeg virkelig chokeret (og faktisk også
lidt bange). Jeg havde i en eller anden anledning
skrevet en hel sides tekst og opdagede
så, at det ikke var skrevet på mit
normale sprog - dansk. Jeg var slet ikke i
tvivl om, at jeg havde skrevet rigtigt, men
for en sikkerheds skyld sendte jeg teksten
gennem et par ”oversættelsesprogrammer”
og måtte konstatere, at jeg faktisk
kunne stave og benytte vendinger og
gramatik OK ..... jeg fortjente faktisk pæne
”svenskkarakterer”. Svenske forfattere læses
i dag kun på originalsproget. På internettet
søger jeg ofte på sider med ”dot se”,
og ”vintersporten” skal ses på SVT!!!
ER det alt sammen, fordi mit lånte hjertes
cellehukommelse spiller mig et lille puds
???
Med tiden er evnen til det svenske aftaget,
hvilket jo egentlig hænger ganske
godt sammen med, at celler måske lærer
af hinanden. Man kan vel sige, at mine
gamle celler i dag har lært at ”lytte” til
visse svenske ting og læse/forstå sproget
problemfrit, men evnen til at skrive og tale
er stort set forsvundet igen, er det så fordi
mit ”lånte” hjertes celler har lært af mine
originale.??? Det kunne jo være ganske
rart, at vide lidt om sit lånte hjerte - køn,
alder, etnisk oprindelse og måske lidt om
miljøet, det har levet i.
Donors pårørende ses ofte at vide, hvad
donors organer er blevet brugt til, og om
de fungerer tilfredsstillende hos en modtager,
i et enkelt tilfælde er der endda oplyst,
hvilket geografiske område modtager
færdes i, men den der skal leve videre
med organerne, må intet få at vide .... Jeg
er rigtig glad for min donor, men jeg VIL
ABSOLUT IKKE kende identiteten, men lidt
af donors historie kunne måske forklare
mine små oplevelser. Min sygehusafdeling
påstår, at ingen kender noget som helst til
mit nuværende hjerte, det kan ikke lade
sig gøre p.g.a. lovgivningen !!?? - - Det kan
man jo så tro på eller måske afprøve ved
Fortsættes på bagsiden