DANSK ORNITOLOGISK FORENINGS TIDSSKRIFT

88 Savisanger
menhængende udbredelsesområde fra grænsen
mod nord til omkring Ringkøbing. I 2001 blev der
registreret 24 par, heraf ikke mindre end ni nord for
Limfjorden. I 2002 kunne man konstatere en
yderligere tilbagegang til kun 18 kendte par, og på
en række tidligere benyttede lokaliteter blev arten
eftersøgt forgæves. Tilbagegangen blev dog ikke
bemærket i Slesvig-Holsten, som har haft en konstant
stigende bestand (G. Pfeifer, pers. medd.). I
2003 var bestanden så som nævnt tilbage på det
tidligere niveau med 28-30 kendte par. Det vurderes
dog, at der er en del oversete par, bl.a. på de
midt- og vestjyske heder, hvoraf en del er lukket
for offentlig færdsel, og den reelle danske bestand
efter 2000 er skønnet til 40-50 par i de bedste år.
Det kan konkluderes, at den Sortstrubede
Bynkefugl nu er en fåtallig, men veletableret
ynglefugl i hedemoser, heder og klitheder i de midtvestlige
dele af Jylland (Fig. 10). Landets bedste
lokalitet er Frøslev-Jardelund Mose ved den dansktyske
grænse, hvor der årligt findes 3-5 par på den
danske side af mosen samt 1-3 par på den tyske side.
Den sønderjyske bestand er ikke steget mærkbart
siden 1999.
De danske ynglefugle menes at tilhøre den centraleuropæiske
underart rubicola, som er trækfugl.
De fugle, der årligt overvintrer langs den jyske
vestkyst, tilhører formodentlig den britiske hibernans,
som også forekommer i Norge. De danske
ynglefugle overvintrer formodentlig i Sydeuropa.
De første ankommer midt i marts og resten i løbet
af de følgende uger, og fugle set på typiske biotoper
efter 10. april regnes for ynglefugle. Den
Sortstrubede Bynkefugl ankommer således godt
en måned før Bynkefuglen.
Ynglepladserne er stort set altid at finde på
næringsfattig, ikke for våd, bund. Biotopen er
oftest åben hede, klithede eller hedemose med
spredte småbuske. Hvor der afgræsses, f.eks. i
forbindelse med naturpleje, er yngleterritoriet ofte
placeret i skellet mellem ugræssede og græssede
arealer. I Sønderjylland er stort set alle ynglefund
fra heder og hedemoser i indlandet, mens klitheden
er den foretrukne biotop i Vest- og Nordjylland.
Der foreligger kun få ynglefund fra
de store midt- og vestjyske indlandsheder. En
stor rydning i en granskov er også en mulig
ynglebiotop, som det er kendt fra Sønderjylland.
Det første kuld unger flyver normalt fra reden sidst
i maj eller først i juni, det andet kuld i sidste
halvdel af juli; to kuld er således helt normalt. Der
er et enkelt eksempel på et tredje kuld, idet et
sønderjysk par i 1999 varslede for nyudfløjne
unger så sent som 3. september, muligvis inspireret
Fig. 10. Ynglelokaliteter for Sortstrubet Bynkefugl
1998-2003.
Breeding of sites for Stonechat 1998-2003.
af den meget varme sensommer dette år. Antallet
af udfløjne unger pr kuld ligger generelt på 3-5.
I løbet af august forsvinder både voksne og unger
fra yngleområderne.
For at registrere ynglefuglene bør alle åbne
hedestrækninger, hedemoser og klitheder gennemsøges
systematisk. Dette bør især finde sted i de
perioder af ynglecyklussen, hvor fuglene er mest
synlige: efter ankomsten ca medio april, og når der
er nyudfløjne unger og varslende voksne fugle
som angivet ovenfor.
Savisanger Locustella luscinioides
Af Martin Iversen.
I 2003 er der registreret 20 forskellige individer på
13 lokaliteter. I samtlige tilfælde har det drejet sig
om syngende hanner, og der er således ikke fundet
endegyldige ynglebeviser; men da kernelokaliteter
som Magisterkogen og Selbjerg Vejle har huset
stationære, syngende hanner fra sæsonens start,
har arten antagelig ynglet på disse lokaliteter. Mod
sædvane er der ikke hørt Savisanger ved Maribosøerne,
mens der ved Gammel Havdrup Mose syd
for København er konstateret to stationære fugle i
perioden medio maj til medio juli. Det første individ
ankom til Selbjerg Vejle allerede 21. april; fem
fugle ankom i dagene 8-10. maj (fire i Magisterkogen
og én i Gammel Havdrup Mose). Alle
disse var stationære i mindst to måneder. Medio
maj dukkede yderligere tre fugle op, hvoraf to var