Præsten i Thorning

Præsten i
Thorning
St. St. Blicher (1782-1848)
Fra Gamle og nye Noveller - Første Deel
[www.estrup.org - ID: T66 - TS: 2006-12-03 23:33]
Side 1

Side 2
Tre Mile sønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige,
ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at
være tækkede med Mos. Dens tarvelige Udseende oplives ikke af nogen Have; thi
dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med
tynde, forkrympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn krummer sig, forpidsket
og bøiet fra sin Ungdom af de skarpe Vestenvinde.
Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke
graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige
Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker,
snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ukjendte, som her vilde finde Vei, skulde
snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig
Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man kalder "at trække i Dynd."
Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere livligt
Udseende: i Moserne løfter erica tetralix sine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae
et violet Skjær af den først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende
Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa sin Tue, og gjentager halve Dage sine langtrukne,
tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken
- Ørkenens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler
sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng.
Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle
vantrevne Faar, hvisler paa sin Toskillingsfløite.
Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevoxede
med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alle Slags
Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger paa en Odde eller Revl i
Søen, en stolt Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie
Graner, omgave og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man drog over den
sidste høie Banke, glede de hvide Skorstene hen over Granernes Toppe. Til Søesiden
mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den
hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin
Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; tvende Stokværk, det
ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange
og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blyprøiser. Paa alle fire Hjørner runde
udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op
over Skorstenene, og var prydet med otte Steenkæmper. Saadanne Tvende forsvarede
med opløftede Træsabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem
denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoxet med Rør, og over den
førte en Vindebroe. Paa hver side af Broen stode firkantede Steenpiller, og ovenpaa
disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med
Broe, som Borgens yderste Befæstning.
Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik
Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfrue, Mette Daae. Deres Ægteskab
var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget var
Forældrenes høieste Ønske.
Mødrene pleie i dette Tilfælde ei alene at ønske, men ogsaa handle. Fru Mette
var ikke mere uvirksom end andre Mødre, men havde indledet saa snilde, saavelsom
ærbare, Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til
Aunsbjerg, at Dagen til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfru Else
allerede var bestemt. Endelig var den kommen, og var paa lidet nær, vel forbi: Det

Side 3
forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige Pibekraver; deres
Forældre, Slægtninge og Kyndinge i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren saae stivt
og dristigt hen over Præstens Skulder, og Jomfruen bly og beskedent ned til hans
Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldtonende; uvilkaarlig
sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæstemands tykke, pluddrende og efter
de Tiders Mode læspende Mæle.
Lønligt og hurtigt løftede hun sine Øine op til den Mund, hvorfra disse Toner udgik, og
en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt
skjønne Ansigt og Junkerens Melkefjæs; over en høj, hvid og glat Pande skilte sig
et mørkebrunt Haar, og faldt i naturlige Krøller paa Pibekraven. Sorte Bryn hvælvede
sig over brune, fyrige Øine. Mellem den smalle Underlæbe og den kjækt opstaaende
Overlæbe, blinkede sneehvide Tænders Perlerader, og derunder bevægede sig i
Talens Iver, et Ziirligt Fipskjæg. Ligesaa hurtigt trak sig Pigens lange Øienhaar ned
over det rødmende Ansigts mørkblaae, matglimtende Stjerner.
Hr. Søren var nødt til at see paa den yndige Fæstemøe; men jo tiere han saae,
jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle:
just som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage
Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave.
"Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa segnede hun virkelig i den tililende Moders
Arme.
Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af
Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie hende selv fra
Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endskjøndt de maaskee
snarere burde være forenede. Hvorom Alting er, saa blev der Intet af Trolovelsen nu,
og, da Jomfru Else aldrig følte sig frisk nok, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens
slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til Bortrykkelse
af hans Ønskers Maal.
Nogen Tid efter hændte det sig, at han og Præsten traf sammen i Viborg paa et
offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officierer vare tilstede. Ophidset af
Viin og hemmelig Ærgrelse, begyndte Junkeren at stikle paa Præsten og hans Tales
synderlige Islæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed: dette
gjorde Modstanderen dristigere og grovere.
"Hr. Junker!" sagde hiin opbragt: "I stoler paa den Kjole, jeg bærer, og som I vel
veed hindrer mig i at lære Eder Skikkelighed."
"I stoler selv paa Eders Kjole!" svarte Junkeren: "Fordi den giver Eder Lov til at være
Poltrn!"
"Det er der Raad for!" raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: "Der ligger Præsten
og her staaer Manden; har I endnu Lyst, saa kom an, Junker Jens! Er her Ingen af de
gode Venner, som vil laane mig sin Kaarde?"
En Officeer gav ham sin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over
paa Junkerens Side, og alle fire reed ud paa Heden, sønden for Byen.
Hr. Søren havde i sine Studenterdage været Karl for sin Kaarde, og flere Gange
ved tydske Universiteter lært kaade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel.
Denne blev jo længere jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og sikkre Parering.
Han gjorde et forgjeves Udfald efter det andet; hans Kaarde gled bestandig ud forbi
den færdige Fjende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen
skaante ham. Da forenede han al sin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende

Side 4
Dobbeltfinter, hvoraf Udfaldet blev, at han selv rendte sit Bryst i Kontrapartens Kaarde.
Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen.
Saaret forekom Secundanterne saa betænkeligt, at de raadte Præsten, at sætte
sig paa sin Hest og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit Hjem,
samlede i en Skynding sine Penge og de nødvendigste Klæder, og kastede sig paa
en anden ligesaa rask Hest.
Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt
forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de høie Graner udbredte allerede en Dæmring
over Gaard og Have. I Skyggen vandrede langsomt, med nedsænket Hovede, den
skjønne Møe. De foldede Hænder holdt en Kost af spraglede Markblomster, og hvo
der saaledes saae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa en elsket Ven, og
endvidere: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi saasnart hun saae
ham, tabte hun Blomsterne af sine Hænder og bøiede dybere ind i Alleen.
"Farvel, ædle Jomfrue!" sagde han, uden at standse Hesten: "Forlader, saa skal
Eder forlades:"
Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i tordnende Galop.
Forundret, forvirret og hartad bedøvet stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før
hun kom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtig som det Skrækkens Bud: at Præsten
havde ihjelstukket hendes Fæstemand.
At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var
meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed
for Alle, undtagen for den sørgende Pige selv. Da imidlertid Forældrene tænkte, at
Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei alene billige denne, men ogsaa hendes
haardnakkede Vægring ved at indgaae nogen anden Forbindelse.
Saaledes henrandt et par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just
som hun var i Begreb med anden Gang at bortgive Datterens Haand. Herved erholdt
denne sin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Menneske Tvang, naar han kun
selv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente.
Krigstrompeten kaldte ham fra landlig Ro og Glæde til Kamp mod Sverrigs Krigere. Han
maatte forlade sin kjære Datter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves
havde foreslaaet hende, at begive sig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm.
Sandt at sige, anede Ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig før havde
Sandbergernes gamle Herreborg seet en bevæbnet Svensker.
To Maaneder efter Ridderens Afreise, kom hans tvende Tjenere hjemridende med
hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor, og forkyndte den gjæve
danske Mands hæderlige Død i uheldig Kamp med Danmarks seirende Fjender. Disse
vare indtrængte over Landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere.
Endelig vaiede den første fjendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytterhob drog
i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og
vildt Udvortes, hvis første Øiekast satte Skræk i Alle paa Gaarden, kun ikke i dens
jomfruelige Herskerinde. Med rolig Værdighed gik hun Kyrasseren imøde, tilbød ham
Alt hvad Huset formaaede af Spise- og Drikkevarer til ham og hans Folk, og udbad sig
en Sauvegarde.
"Den skal I faae, min vakkre Flikka!" svarte han: "naar I saa vil skjenke vel; lad os
allerførst besee Viinkjelderen!"
Som sagt saa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle
de andre Dage, at han efter en Maaneds Forløb tømte med sine Rytteres Hjelp den

Side 5
sidste. Og hermed var ogsaa hans Høflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte
betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod
Gaarden, med samt sin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken
Elses Kasse. Neppe var han ude, før en Rytter-Eskadron drog ind, anført af en ung,
smuk og beleven Adelsmand. Jomfruen gik ham som den forrige imøde, og fremførte
samme Bøn.
"Behøves neppe, min deilige Dame!" sagde han: "jeg seer jo, at Gaarden allerede
har en himmelsk Sauvegarde."
Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Bord i Viinkjelderen.
"Skader intet," svarte den galante Kriger: "istedenfor Viin, beder jeg blot om nogle
Draaber Nectar."
Af denne Indgang seer man nok, hvorledes den stakkels Else Sandberg var faren
med ham. Dog holdt hun ham ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand indenfor
Sædelighedens Skranker. Maaskee havde den farlige Fjende alligevel tilsidst seiret,
dersom han ikke just i rette Tid havde faaet Marschordre.
Derefter kom en Polak, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto
større Elsker af det rene Væsen. Han kunde ikke Dansk, og af Tydsk ikkun de tre Ord:
Geld, Gold, Silber; men dem anbragte han saa tidt og saa eftertrykkeligt, at Jomfru
Else, efter nogle Dages Forløb, saae Bunden i sit Pengeskrin. Desforuden havde han
den Skik efter hvert Maaltid at tage Skee, Kniv, Gaffel og Bæger til sig.
En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu
begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes
Klæder, blev indpakket i en jernbunden Kiste og denne sat paa en Vogn, som skulde
kjøre bag efter de bortridende Polakker.
Neppe var den kommen op paa Bakken østen for Gaarden og Søen, før
Brandenborgerne foer ned ad den vestre Bakke. Bedækningen, som saae, at den snart
ville blive indhentet, og Kisten saaledes falde i Fjendernes Hænder, løftede den af
Vognen, og rullede den ned ad den steile Skrænt.Klingende væltede den sig om sin
Axe og lige ud i Søen, som her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag i dag, dog
ikke længer skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder Lys over den,
og ofte er der gravet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar
man nærmer sig, forsvinder Lyset, som aldrig viser sig uden i en temmelig Afstand.
Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer og Anfægtelser, traadte
Jomfru Else den brandenborgske Officier imøde med disse Ord:
"Kjere Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd
er blevet Bytte for eders Forgængere. Kun en Nødskilling og nogle Klenodier af mine
salig Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strax vise Eder, hvor det staaer, at I kan
gjøre dermed efter Eders Villie."
Disse Ord, saavelsom Den Skjønhed, der frembragte dem, gjorde et saa heftigt
Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare.
"Frygt ikke, ædle Jomfru!" sagde han med svag og næsten skjælvende Røst: "Jeg
kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Øiekast, der virkede
saa forunderligt paa hende, at hun blegnende og forvirret, pludselig forlod ham.
Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse
derefter hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af
Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og Kone, og Sexugersdagen,

Side 6
da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt
et Ord om dem.
Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vinduesrude i Officierens Værelse
ridsede disse Ord: Søren Madsen Lihme, forhen Præst i Thorning, nu Ritmester i
churbrandenborgsk Tjeneste.