Præsten i Thorning

More documents

Recommendations

Info

Side 4 Dobbeltfinter, hvoraf Udfaldet blev, at han selv rendte sit Bryst i Kontrapartens Kaarde. Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen. Saaret forekom Secundanterne saa betænkeligt, at de raadte <strong>Præsten</strong>, at sætte sig paa sin Hest og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit Hjem, samlede i en Skynding sine Penge og de nødvendigste Klæder, og kastede sig paa en anden ligesaa rask Hest. Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de høie Graner udbredte allerede en Dæmring over Gaard og Have. I Skyggen vandrede langsomt, med nedsænket Hovede, den skjønne Møe. De foldede Hænder holdt en Kost af spraglede Markblomster, og hvo der saaledes saae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa en elsket Ven, og endvidere: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi saasnart hun saae ham, tabte hun Blomsterne af sine Hænder og bøiede dybere ind i Alleen. "Farvel, ædle Jomfrue!" sagde han, uden at standse Hesten: "Forlader, saa skal Eder forlades:" Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i tordnende Galop. Forundret, forvirret og hartad bedøvet stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før hun kom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtig som det Skrækkens Bud: at <strong>Præsten</strong> havde ihjelstukket hendes Fæstemand. At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed for Alle, undtagen for den sørgende Pige selv. Da imidlertid Forældrene tænkte, at Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei alene billige denne, men ogsaa hendes haardnakkede Vægring ved at indgaae nogen anden Forbindelse. Saaledes henrandt et par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just som hun var i Begreb med anden Gang at bortgive Datterens Haand. Herved erholdt denne sin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Menneske Tvang, naar han kun selv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente. Krigstrompeten kaldte ham fra landlig Ro og Glæde til Kamp mod Sverrigs Krigere. Han maatte forlade sin kjære Datter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves havde foreslaaet hende, at begive sig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm. Sandt at sige, anede Ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig før havde Sandbergernes gamle Herreborg seet en bevæbnet Svensker. To Maaneder efter Ridderens Afreise, kom hans tvende Tjenere hjemridende med hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor, og forkyndte den gjæve danske Mands hæderlige Død i uheldig Kamp med Danmarks seirende Fjender. Disse vare indtrængte over Landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere. Endelig vaiede den første fjendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytterhob drog i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og vildt Udvortes, hvis første Øiekast satte Skræk i Alle paa Gaarden, kun ikke i dens jomfruelige Herskerinde. Med rolig Værdighed gik hun Kyrasseren imøde, tilbød ham Alt hvad Huset formaaede af Spise- og Drikkevarer til ham og hans Folk, og udbad sig en Sauvegarde. "Den skal I faae, min vakkre Flikka!" svarte han: "naar I saa vil skjenke vel; lad os allerførst besee Viinkjelderen!" Som sagt saa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle de andre Dage, at han efter en Maaneds Forløb tømte med sine Rytteres Hjelp den
Side 5 sidste. Og hermed var ogsaa hans Høflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod Gaarden, med samt sin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken Elses Kasse. Neppe var han ude, før en Rytter-Eskadron drog ind, anført af en ung, smuk og beleven Adelsmand. Jomfruen gik ham som den forrige imøde, og fremførte samme Bøn. "Behøves neppe, min deilige Dame!" sagde han: "jeg seer jo, at Gaarden allerede har en himmelsk Sauvegarde." Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Bord i Viinkjelderen. "Skader intet," svarte den galante Kriger: "istedenfor Viin, beder jeg blot om nogle Draaber Nectar." Af denne Indgang seer man nok, hvorledes den stakkels Else Sandberg var faren med ham. Dog holdt hun ham ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand indenfor Sædelighedens Skranker. Maaskee havde den farlige Fjende alligevel tilsidst seiret, dersom han ikke just i rette Tid havde faaet Marschordre. Derefter kom en Polak, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto større Elsker af det rene Væsen. Han kunde ikke Dansk, og af Tydsk ikkun de tre Ord: Geld, Gold, Silber; men dem anbragte han saa tidt og saa eftertrykkeligt, at Jomfru Else, efter nogle Dages Forløb, saae Bunden i sit Pengeskrin. Desforuden havde han den Skik efter hvert Maaltid at tage Skee, Kniv, Gaffel og Bæger til sig. En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes Klæder, blev indpakket i en jernbunden Kiste og denne sat paa en Vogn, som skulde kjøre bag efter de bortridende Polakker. Neppe var den kommen op paa Bakken østen for Gaarden og Søen, før Brandenborgerne foer ned ad den vestre Bakke. Bedækningen, som saae, at den snart ville blive indhentet, og Kisten saaledes falde i Fjendernes Hænder, løftede den af Vognen, og rullede den ned ad den steile Skrænt.Klingende væltede den sig om sin Axe og lige ud i Søen, som her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag i dag, dog ikke længer skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder Lys over den, og ofte er der gravet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar man nærmer sig, forsvinder Lyset, som aldrig viser sig uden i en temmelig Afstand. Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer og Anfægtelser, traadte Jomfru Else den brandenborgske Officier imøde med disse Ord: "Kjere Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd er blevet Bytte for eders Forgængere. Kun en Nødskilling og nogle Klenodier af mine salig Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strax vise Eder, hvor det staaer, at I kan gjøre dermed efter Eders Villie." Disse Ord, saavelsom Den Skjønhed, der frembragte dem, gjorde et saa heftigt Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare. "Frygt ikke, ædle Jomfru!" sagde han med svag og næsten skjælvende Røst: "Jeg kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Øiekast, der virkede saa forunderligt paa hende, at hun blegnende og forvirret, pludselig forlod ham. Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse derefter hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og Kone, og Sexugersdagen,
Page 1 and 2: Præsten i Thorning St. St. Blicher
Page 3: Side 3 forlovede Par stod foran Pr

Præsten i Thorning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?