Præsten i Thorning

More documents

Recommendations

Info

Side 2 Tre Mile sønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige, ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at være tækkede med Mos. Dens tarvelige Udseende oplives ikke af nogen Have; thi dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med tynde, forkrympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn krummer sig, forpidsket og bøiet fra sin Ungdom af de skarpe Vestenvinde. Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker, snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ukjendte, som her vilde finde Vei, skulde snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man kalder "at trække i Dynd." Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere livligt Udseende: i Moserne løfter erica tetralix sine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae et violet Skjær af den først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa sin Tue, og gjentager halve Dage sine langtrukne, tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken - Ørkenens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng. Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle vantrevne Faar, hvisler paa sin Toskillingsfløite. Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevoxede med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alle Slags Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger paa en Odde eller Revl i Søen, en stolt Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie Graner, omgave og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man drog over den sidste høie Banke, glede de hvide Skorstene hen over Granernes Toppe. Til Søesiden mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; tvende Stokværk, det ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blyprøiser. Paa alle fire Hjørner runde udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op over Skorstenene, og var prydet med otte Steenkæmper. Saadanne Tvende forsvarede med opløftede Træsabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoxet med Rør, og over den førte en Vindebroe. Paa hver side af Broen stode firkantede Steenpiller, og ovenpaa disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med Broe, som Borgens yderste Befæstning. Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfrue, Mette Daae. Deres Ægteskab var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget var Forældrenes høieste Ønske. Mødrene pleie i dette Tilfælde ei alene at ønske, men ogsaa handle. Fru Mette var ikke mere uvirksom end andre Mødre, men havde indledet saa snilde, saavelsom ærbare, Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til Aunsbjerg, at Dagen til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfru Else allerede var bestemt. Endelig var den kommen, og var paa lidet nær, vel forbi: Det
Side 3 forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige Pibekraver; deres Forældre, Slægtninge og Kyndinge i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren saae stivt og dristigt hen over Præstens Skulder, og Jomfruen bly og beskedent ned til hans Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldtonende; uvilkaarlig sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæstemands tykke, pluddrende og efter de Tiders Mode læspende Mæle. Lønligt og hurtigt løftede hun sine Øine op til den Mund, hvorfra disse Toner udgik, og en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt skjønne Ansigt og Junkerens Melkefjæs; over en høj, hvid og glat Pande skilte sig et mørkebrunt Haar, og faldt i naturlige Krøller paa Pibekraven. Sorte Bryn hvælvede sig over brune, fyrige Øine. Mellem den smalle Underlæbe og den kjækt opstaaende Overlæbe, blinkede sneehvide Tænders Perlerader, og derunder bevægede sig i Talens Iver, et Ziirligt Fipskjæg. Ligesaa hurtigt trak sig Pigens lange Øienhaar ned over det rødmende Ansigts mørkblaae, matglimtende Stjerner. Hr. Søren var nødt til at see paa den yndige Fæstemøe; men jo tiere han saae, jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle: just som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave. "Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa segnede hun virkelig i den tililende Moders Arme. Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie hende selv fra Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endskjøndt de maaskee snarere burde være forenede. Hvorom Alting er, saa blev der Intet af Trolovelsen nu, og, da Jomfru Else aldrig følte sig frisk nok, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til Bortrykkelse af hans Ønskers Maal. Nogen Tid efter hændte det sig, at han og Præsten traf sammen i Viborg paa et offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officierer vare tilstede. Ophidset af Viin og hemmelig Ærgrelse, begyndte Junkeren at stikle paa Præsten og hans Tales synderlige Islæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed: dette gjorde Modstanderen dristigere og grovere. "Hr. Junker!" sagde hiin opbragt: "I stoler paa den Kjole, jeg bærer, og som I vel veed hindrer mig i at lære Eder Skikkelighed." "I stoler selv paa Eders Kjole!" svarte Junkeren: "Fordi den giver Eder Lov til at være Poltrn!" "Det er der Raad for!" raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: "Der ligger Præsten og her staaer Manden; har I endnu Lyst, saa kom an, Junker Jens! Er her Ingen af de gode Venner, som vil laane mig sin Kaarde?" En Officeer gav ham sin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over paa Junkerens Side, og alle fire reed ud paa Heden, sønden for Byen. Hr. Søren havde i sine Studenterdage været Karl for sin Kaarde, og flere Gange ved tydske Universiteter lært kaade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel. Denne blev jo længere jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og sikkre Parering. Han gjorde et forgjeves Udfald efter det andet; hans Kaarde gled bestandig ud forbi den færdige Fjende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen skaante ham. Da forenede han al sin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende
Page 1: Præsten i Thorning St. St. Blicher
Page 5 and 6: Side 5 sidste. Og hermed var ogsaa

Præsten i Thorning

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?