DFF Nyhedsbrev nr. 71, marts 2008 - Dansk Filmfotograf Forbund

Mere end 50 år i dansk film 

Bog anmeldelse 

Læs om skygger og bliv 

inspireret 

I forrige nummer af ”Nyhedsbrevet” 

hvor jeg fortalte om min daværende 

skygge på soveværelsets væg, 

lovede jeg at fortælle om en bog jeg 

fandt i en boghandel under en tur 

til New York. 

Side 10 

Lys og skygge i mit elskede NY. 

Foto Kim Hattesen 

Rådighedssamtaler 

og jobsøgning 

Læs hvad sagsbehandler 

Margrethe Bøje Christensen FAF, 

har af gode råd og vejledning. 

Vejviser til nyt job – 

Bare ikke i filmbranchen 

Side 16 

NR. 71 Marts 2008 - 8. ÅRGANG 

Er alting glemt om 100 år 

Om 100 år kan du stadig se en gammel Fy & Bi film – 

men hvad med den film du optager lige nu? 

Ved årsskiftet kunne man 

i New York Times læse en 

spændende artikel omkring 

opbevaring af film i 

vor moderne digitale 

tidsalder. Det er interessant 

læsning på mange 

måder – og måske også 

lidt overraskende 

for mange. 

Bodil og Robert 

2008 

Den danske udgave af en Oscar uddeling 

fandt sted på Kultur-Docken 

i København d. 3. februar 2008. Her 

uddelte Danmarks Film Akademi 25 

priser til de bedste præstationer i 

danske film i 2007, og søndag 24. 

februar forsatte Filmmedarbejderforeningen 

- årets 11 Bodil-priser 

blev uddelt ved et stort gallashow i 

Imperial Bio. 

Forsættes på bagsiden. 

Nyhedsbrev har talt med 

tre af de personer, der er 

rigtig tæt på problemerne 

i Danmark - 

Læs her deres version. 

side 4 

Imago 

generalforsamling i 

Amsterdam 

Den afgående præsident Andreas 

Fischer-Hansen DFF takker, efter en 

mere end 5 min. lang stående ovation 

fra samtlige medlemslande, for 

rosende ord og for en meget fin 

skulptur, som han modtog fra 

Imago. 

Læs hele beretningen Side 9

DFF 

Adresseændringer 

Steffen Led Sørensen 

Vejlegade 7, 1. th. 

2100 København Ø 

Jacob Banke Olesen 

Nansensgade 24, 3. tv. 

1366 København K 

DFF's nye postadresse: 

Dansk Filmfotograf Forbund 

Postboks 81 


Vores klublokaler har skiftet 

adresse til: 

Tv-byen 

Gyngemose Parkvej 86 

2860 Søborg 

DFF 

Dansk Filmfotograf Forbund 

Postboks 81 


dff@dff-dk.dk 

Tlf.: 61 33 54 04 

Nyhedsbrev 

Ansvarshavende redaktør: 

Jan Weincke 

Redaktion: 

Erik Thal-Jantsen 

Kim Hattesen 

Thomas Gerhardt 

Thomas Holm Christensen 

Administration: 

Forretningsfører 

Caroline Egeland 

Redaktionens adresse: 

Postboks 81 


redaktionen@dff-dk.dk 

Tryk og forsendelse: 

AP Data 

Nyhedsbrevet udsendes af 

Dansk Filmfotograf Forbund. 

Kontakt/mail: Tlf. 61 33 54 04 

dff@dff-dk.dk ved adresseændring eller 

manglende levering. 

DFF´s Bestyrelse 

Formand: 

Jan Weincke (JW) 

weincke@webspeed.dk 

Næstformand: 

Caspar Høyberg (CH) 

casperhoyberg@webspeed.dk 

Kim Hattesen (KH) 

mail@kimhattesen.dk 

Edward Fris-Møller (EFM) 

ed@steadi.tv 

Thomas Gerhardt (TG) 

thomas@gerhardt.dk 

Jan Pallesen (JP) 

mail@janpallesen.com 

Erik Thal-Jantzen (ETJ) 

focusfilm.erik@post.tele.dk 

Birger Bohm (BB) 

minima@sol.dk 

Tao Ahler (TA) 

mail@tao.as 

Side 2 Nyhedsbrevet nr. 71 Marts 2008 

DFF DFF 

Kontaktpersoner 

B-FOTOGRAF anliggender 

Erik Thal-Jantzen 

T: 39 40 44 19 M: 40 74 41 19 

focusfilm.erik@post.tele.dk 

COPY-DAN fordeling 

Dirk Brüel 

T: 44 44 02 02 M: 28 40 02 02 

d.b@mail.dk 

DANSK KUNSTNERRÅD 

Torben Glarbo 

T: 45 93 52 52 M: 20 86 82 88 

torben@glarbo.dk 

FORHANDLER (Filmkontrakter) 

Stine von Klitzing 

M: 29 45 54 48 

forhandleren@dff-dk.dk 

FORSIKRING 

Jan Weincke 

T: 48 30 29 28 M: 40 43 39 28 

weincke@webspeed.dk 

FÆLLESFONDEN (DFF og FAF) Charlotte 

Eeg. Sekretær FAF 

Ce@filmtv.dk 

DFF's IMAGO-delegeret 

Casper Høyberg 

T: 35 36 43 44 M: 26 24 17 03 

casperhoyberg@webspeed.dk 

KOLLEKTIVE BÅND-KOPIMIDLER 

Søren Berthelin 

T: 35 42 55 26 M: 21 43 95 81 

berthelin@mail.dk 

KONTINGENT 

Regnskabsfører 

Line Sølyst T: M: 40 72 38 06 

bogholderiet@lite.dk 

OVERSÆTTELSER 

Lars Thomas 

T: 35 83 84 81 

dff@dff-dk.dk 

FORRETNINGSFØRER 

Caroline C. Egeland 

M: 61 69 28 27 

caroline@dff-dk.dk 

WEBMASTER 

Henrik Strunge 

T: 43624328 M: 26734822 

webmaster@dff-dk.dk

Forleden hørte jeg beskæftigelsesminister 

Claus Hjort Frederiksen 

i Go’ morgen Danmark - det var ikke 

rart. 

Nu var jeg godt nok lige vågnet, 

men så meget forstod jeg, han er 

ikke ret vild med filmarbejdere og 

slet ikke med dem som er freelance, 

hvilket de fleste jo er – 

meget naturligt. 

På vej til arbejdet, jeg har et pænt 

stykke hver morgen, undrede jeg mig 

over at staten bruger millioner af kroner 

på uddannelse af folk netop til 

vores branche, når ministeren nu var 

så bange for et par arbejdsløse filmfolk. 

Man siger at Filmskolen er et af lan- 

Beskæftigelsesminister 

Claus Hjort Frederiksen: 

Tænkeren – en falsk efterligning. 

dets dyreste uddannelsessteder. 

Hvert andet år udklækkes 6 fotografer, 

6 instruktører, 6 tonemestre og 6 

producere, foruden dem der kommer 

fra Tv, animations- og manuskriptlinien, 

så det ville da blive til sådan ca. 

50 færre arbejdsløse hvert andet år, 

hvis de lukkede skolen. Vi ville godt 

nok få en masse ansatte fra Filmskolen, 

som blev arbejdsløse, så ministeren 

har nok vurderet at det ville være 

mere vanskeligt for dem (de ansatte 

på skolen) at finde et andet arbejde 

og så skal vi jo ikke glemme at de er 

statsansatte – det ville ikke se godt 

ud i ministerens statistikker. 

Men vi producerer altså kun omkring 

25 spillefilm om året, foruden lidt 

kort- og dokumentarfilm, en hel del 

reklamefilm og noget Tv. 

Det siger sig selv, at tager vi blot 

filmfotograferne, så er der mange 

flere, end der er produktioner, og 

derfor er der også perioder hvor en 

Formanden har ordet… 

hel del ikke har job og derfor melder 

sig arbejdsløse i kortere eller længere 

perioder – hvilket vi i øvrigt også betaler 

til FTF-A for at kunne gøre. 

Det er derfor ikke kun staten, der betaler 

til dem der er arbejdsløse, men 

også de arbejdsløse selv, i kraft af 

deres forsikring – og den er ikke helt 

billig. 

Nu har beskæftigelsesministeren 

imidlertid bestemt sig for at redde 

landets økonomi og det er da smukt. 

Så derfor skal alle filmfolk og andre 

inden for de ”kunstneriske” fag tvinges 

ud i job, de ikke har en pind forstand 

på – eller også må de lade være 

med at melde sig arbejdsløse. Begge 

dele ser fint ud på ministerens 

statistikker – ingen arbejdsløse og 

staten har sparet en ”masse” penge 

til understøttelse. Man mener denne 

omtalte gruppe er på ca. 3200 ud af 

5.500.000 mennesker – så det er jo 

helt tydeligt for enhver, at her kan 

spares rigtig mange penge. 

Nu er filmfolk jo ikke dovne af natur, 

så de fleste tager gerne andre job, 

når de er ledige. Men der vil uden 

tvivl altid være nogen, som enten ikke 

finder noget, eller hvor ”pausen” 

mellem 2 job er så kort, at det ikke 

kan nytte at søge. Så må de selvfølgelig 

straffes – og straffes hårdt. Det 

mener hr. Frederiksen i hvert fald. 

Han har jo også sit på det tørre – 

lang sommerferie, vinterferie, juleferie 

osv., og så har han frem for alt en 

hel utrolig fin pension, den dag han 

ryger ud af Folketinget – må det ske 

snart – og det gælder lige fra den første 

arbejdsløse dag. Han skal ikke ud 

og søge andet arbejde f. eks som pædagog 

– men det er vist også meget 

godt for os andre. 

Man kan og skal ikke klage over, at 

man hele tiden skal prøve på at undgå 

arbejdsløshed og understøttelse, 

og det er der da heller ingen der 

gør – men man kan og skal klage 

over, at man skal sige farvel til det 

job man er uddannet til i dyre domme 

og som man holder af, blot fordi 

der er et par uger eller 5 mellem to 

produktioner. 

Problemet er ikke, at man skal søge 

andre job, når man er ledig. Problemet 

er at man skal søge helårs job og 

får man et sådant, er man enten helt 

ude af filmbranchen meget hurtigt, 

eller også må man løbe fra det job 

man lige har fået, selvom man har 

lovet at blive der. Jeg tror der er 

mange arbejdsgivere der betakker sig 

for alle de fremtidige ansøgninger 

filmarbejderne nu skal i gang med at 

sende ud. 

Nu sidder du sikkert og tror, at det er 

din formand, der er blevet en gammel 

sur og bitter mand - men så skulle du 

læse Margrethe Bøje Christensens 

indlæg om Rådighedssamtaler/ 

Auguste Rodin: Tænkeren – den ægte. 

jobsøgning – specielt for DFF- og 

FAF’ere – så kan du jo bagefter tænke 

lidt over, hvad du nu skal gøre, 

næste gang du får en pause mellem 

to job. 

Så derfor skal alle filmfolk 

og andre inden for de 

”kunstneriske” fag tvinges ud i 

job, de ikke har en pind forstand 

på –eller også må de lade være 

med at Melde sig arbejdsløse. 

Nyhedsbrevet nr. 71 Marts 2008 Side 3

Det hinsides er dyrt for digitale film 

Der var engang, hvor et filmstudie 

kunne pakke en film sammen 

med alle dens forskellige bloopers, 

ekstra optagelser og andre løse 

stumper så snart produktionsholdet 

var færdig med den, og sende 

det hele i saltminerne. Bogstaveligt 

talt. 

Efter at have opdaget, at de virkeligt 

store penge kommer ved at gensælge 

gamle film – til tv, kabel tv, video, 

DVD’er og så videre – har firmaer 

som Warner Brothers og Paramount 

Pictures i årtier gemt deres 35mm 

filmoriginaler og forskellige kildematerialer 

i arkiver, hvoraf nogle ligger i 

en saltmine i Kansas eller i kalkminer 

i Kansas og Pennsylvania. 

Her kunne en film ligge køligt og behageligt 

i mange, mange år, indtil en 

eller anden energisk ansat besluttede, 

at tiden var moden til, lad os sige 

en Wallace Beery special collection 

timet til at udkomme på 25 års jubilæet 

for genudgivelsen af Barton Fink 

i 3D med et hidtil uset blik bag kulisserne 

på Coen-brødrene, mens de 

forsøger at forklare en indforstået 

Hollywood-vittighed til John Torturro. 

Det var et gem-og-glem system, der 

ikke kostede ret meget, og rettede op 

på de selvdestruktive synder hos en 

industri, der kasserede sine tidligste 

arbejder, eller lod gamle brændbare 

film falde hen. (Rent faktisk er det 

kun halvdelen af alle film lavet før 

1950, der har overlevet.) 

Men så kom digitalalderen. Og nu 

slås filmindustrien pludselig igen 

med muligheden af, at dens mest 

kostbare værdier, filmene, ikke er 

lige så holdbare, som de plejede at 

være. 

Problemet kom lige akkurat til offentlighedens 

kendskab i sidste måned, 

da videnskabs- og teknologirådet hos 

Academy of Motion Picture Arts and 

Sciences frigav resultaterne af et åre- 

AF MICHAEL CIEPLY (New York Times) oversættelse Lars Thomas 

langt studium af digital arkivering i 

filmbranchen. Rådets rapport med 

titlen ”The Digital Dilemma”, kom 

frem netop som Hollywood forfatterne 

begyndte deres strejke. Industriens 

folk, der havde travlt med at stå i 

blokader eller undgå dem efter bedste 

evne, gik stort set glip af rapportens 

overraskende konklusion: At opbevare 

en digital master af en film 

koster omkring 12.514$ om året, 

sammenlignet med de 1.059$ det 

koster at gemme en konventionel 

film master. 

Langt værre er det, at for at bevare 

den enorme mængde data der produceres, 

når en film ”fødes digitalt” – 

det vil sige produceres udelukkende 

med elektroniske processer i stedet 

for helt eller delvist med film – pres- 

Men så kom digital 

alderen. Og nu slås 

filmindustrien pludselig igen 

med muligheden af, at dens 

mest kostbare værdier, filmene, 

ikke er lige så holdbare, 

som de plejede at være. 

New York Times 

ses opbevaringsomkostningerne op 

på 208.569$ om året. Langt højere 

end de 486$ det koster at smide de 

ækvivalente kameranegativer, lydoptagelser, 

fotografier og manuskripter 

med bemærkninger fra en ren film 

produktion i køleskabet. 

Alt dette kan måske virke selvmodsigende. 

Det er jo trods alt meningen, 

at den digitale magi skal gøre informationer 

at alle slags mere tilgængelige, 

ikke mindre. Men vid udbredelse 

er, som det vil vise sig, ikke det samme 

som holdbarhed. 

I et telefoninterview tidligere på må- 


neden sagde Milton Shefter, der har 

arbejdet med konservering af film i 

mange år, og som var med til at skrive 

akademiets rapport, at hvis ikke 

problemerne omkring opbevaringen 

af digitale film blev taget alvorligt, 

kunne de sende industrien ”tilbage til 

de første dage, hvor de viste en film i 

en uges tid eller to, og derefter smed 

den væk”. 

Shefter og hans medarbejdere siger 

ikke, at film rent faktisk er på grænsen 

til at blive helt så flygtige. Men 

de ser vanskeligheder og tendenser, 

der kunne sende mange film eller deres 

kildematerialer ud i digital udryddelse 

i løbet af relativt få år, hvis ikke 

der sker nogle ændringer. 

For øjeblikket bliver en kopi af stort 

set alle studiefilm – selv ting som 

Click eller Miami Vice, der filmes med 

digitale processer – gemt i filmformat, 

hvilket beskytter det færdige 

produkt i mindst 100 år. Men for 

filmkendere er den nuværende proces 

allerede mindre end perfekt. Uanset 

hvordan de filmes, bliver de fleste 

film redigeret digitalt, og derefter 

bliver en digital master overført til 

film. Det kan resultere i billeder af 

dårligere kvalitet end en ren filmproces 

– og det er dem, der bliver gemt 

til fremtiden. 

Men arkivarerne mener, at biografernes 

konvertering til digital projektion 

i løbet af de næste par årtier i betragtelig 

grad vil reducere den samlede 

efterspørgsel for film, og dermed gøre 

det til et svindende marked for hovedfabrikanterne, 

Kodak, Fujifilm og 

Agfa. På det tidspunkt vil digital oplagring 

bliver normen, og dermed give 

en hel række nye problemer, som 

aldrig generede filmene. 

Til at begynde med er den hardware 

og de medier – magnetbånd, disketter 

og lignende – som filmen lægges 

på, meget mindre holdbare end god 

gammeldags film. Hvis ikke den kører

ind i mellem, kan en harddisk stivne 

på så lidt som to år. DVD’er kan henfalde 

på samme måde. I følge en rapport 

kan man kun regne med at halvdelen 

af en samling kan holde i 15 år. 

Ikke særligt betryggende, hvis man 

gerne vil tænke århundreder frem. 

Man har også opdaget, at digitale 

lydbånd har en tendens til at ramme 

”muren”, når de henfalder. Almindelige 

bånd bliver ridsede, mens digitale 

bånd bliver ubrugelige. 

Den slags vanskeligheder bliver kun 

større af de konstante teknologiske 

ændringer. Efterhånden som en ny 

generation af digital magi erstatter 

den foregående, skal de arkiverede 

materialer hele tiden overføres til de 

nye formater, hvis ikke de skal blive 

ulæselige. NASA forskere 

opdagede på den måde i 

1999, at de ikke kunne 

læse digitale data fra en 

Viking rumsonde fra 

1975. Formatet var for 

længst blevet forældet. 

Alt det medfører, at digital 

arkivering i højere grad er 

en dynamisk end en statisk 

proces, og en der koster 

langt mere end studierne 

har været vant til at 

betale tidligere – ikke noget 

helt lille problem, når 

man tænker på, at filmselskaber 

ifølge en ny vurdering 

af rådgivningsfirmaet 

Global Media Intelligence 

er afhængige af deres biblioteker 

for omkring en tredjedel af 

deres årlige udbytte på 36 milliarder 

$. 

”Det har ligget i luften, lige siden vi 

begyndte at snakke om at gøre tingene 

digitalt,” sagde Chris Cookson, 

cheftekniker og chef for Warners tekniske 

afdeling i en kommentar til arkiveringsproblemet. 

Et af de mest forvirrende resultater 

af en digital produktion som 

”Superman Returns” er, at den nogle 

gange giver mere materiale der skal 

oplagres i forhold til en konventionel 

film, hvilket giver nye spørgsmål om 

hvad der egentlig skal gemmes. Den 

slags ophobninger kan for eksempel 

opstå, når en instruktør eller fotograf, 

der ikke behøver at forvalte 

filmmængden ganske enkelt lader 

kameraerne køre i lange perioder, 

mens en scene udarbejdes. 

En stor del af de resulterende data er 

muligvis ikke mere værd at gemme 

end de stavefejl og dårlige sætninger, 

der slettes fra en journalists wordprocessorskærm. 

Omvendt kan en 

interessant udveksling mellem en 

stjerne og en filmmager engang spinde 

guld som en ”special feature” på 

en eller anden fremtidig udgave til 

hjemmebrug – så hvem vil være ansvarlig 

for at smide den i den digitale 

skraldespand? 

For øjeblikket gemmer studierne så 

meget af dette digitale ”tilbehør” 

som muligt. Det oplagres på bånd 

eller diske i hvælvinger, der minder 

om dem til traditionelle film. Men 

hvor meget af materialet, der vil blive 

overført, når teknologien ændrer sig 

om 7 eller 10 år, er der ingen, der 

ved. (Og arkiveringen indenfor den 

uafhængige film, kan gå hele vejen 

fra omhyggelig bevaring til komplet 

uopmærksomhed, bemærkede Andrew 

Malts, lederen af akademiets 

videnskabs- og teknologiråd.) 

En universal standard for opbevaringsteknologi 

ville i følge Shefter 

være et langt skridt på vejen til at 

reducere et problem, der ellers vil 

vokse hver gang de genier, som producerer 

digital hardware, opfinder 

noget, der er en lille smule bedre end 

deres sidste omgang trylleri. 

Som rapporten siger: ”Hvis vi lader 

teknologisk forældelse gentage sig 

selv, vil det enten være ensbetydende 

med stadig stigende omkostninger – 

eller værre – den manglende evne til 

at bevare vigtige værdier.” 

Med andre ord kan det være, at vi 

kommer til at kigge på Wallace Beery 

længe efter, at nutidens billeder er 

forsvundet. 

Til at begynde med er 

den hardware og de 

medier – magnetbånd, 

disketter og lignende – 

som filmen lægges på, 

meget mindre holdbare 

end god gammeldags 

film. 


Svært at se der er en digital afløser 

af Ivan Schmidt, Nordisk Film ShortCut – Technical manager for Norway, Sweden and Denmark 

Ivan Schmidt ved at starte Cinevatoren op til endnu en udskydning. Foto: Jan Weincke 

Det bliver nok en vanskelig opgave 

at finde en digital arkiveringsform 

som er lige så enkel, sikker og 

billig, som den vi i dag kender og 

bruger, for arkivering af analog 

filmmateriale. 

Hvad er det den nye teknologi ”digital 

arkivering på harddiske, datatape eller 

HD-tape” er oppe imod? 

Hvis de analoge film opbevares 

korrekt kan de ligge i flere hundrede 

år, uden at man behøver at bekymrer 

sig om der findes billede og lyd når 

filmen så endelig skal bruges. Hvordan 

opnår vi samme enkelte arkiverings 

metoder, hvis vi arkiverer filmen 

digitalt? 

Hvis man har den analoge film liggende 

i en filmdåse og man ikke har 

mulighed for at opbevare den korrekt, 

så kan man åbne filmdåsen, se 

og lugte om filmen har det vel. Hvordan 

opnår vi den samme sikkerhed 

hvis der er tale om en harddisk, datatape 

eller et tilsvarende digitalt lagrings 

media? 

Opbevaring af analog film i Nordisk 

Films arkiv, koster for en spillefilm, 

bestående af 5 dåser med billednegativ 

og 5 dåser med lydnegativ, 325 kr. 

pr. år. Udover dette beløb kan der 

tilkomme en mere omkostning for at 

få materialet registreret ind på lageret, 

men den årlige opbevaringspris 

er kun 325 kr. pr. år. Kan vi for samme 

beløb opbevare en spillefilm på 

harddisk, datatape eller HD-tape? 

Efter bare 10 - 20 år, kan vi så være 

sikre på at der er noget på de diske/ 

tape vi har liggende, og kan man i det 

hele taget få fat i nogle maskiner der 

kan afspille de omtalte tape og computer 

som det er muligt at tilslutte de 

diske som vi bruger for data opbevaring? 

Det er skræmmende så hurtigt 

På nuværende tidspunkt ligger 

der mere ende 50.000 ruller billede 

negativer på NF ShortCuts 

filmlager, hvilket svarer til omkring 

13.000 - 14.000 timer 

(scannet 25 fps) og det er kun en 

lille del af det filmmateriale der 

findes i Danmark. 

Ivan Schmidt 

de digitale formater og tape bliver 

forældet. 

Den største ulempe ved at arkivere 

analoge film er, at materialet fysisk 

fylder meget og det vejer meget. Dette 

kan den digitale verden håndtere, 

men kan den digitale verden også 

håndtere de fordele der er ved analog 

opbevaring af filmmateriale, enkelt, 

sikkert og billigt. 


På nuværende tidspunkt ligger der 

mere ende 50.000 ruller billede negativer 

på NF ShortCuts filmlager, 

hvilket svarer til omkring 13.000 - 

14.000 timer (scannet 25 fps) og det 

er kun en lille del af det filmmateriale 

der findes i Danmark. Hvis NF Short- 

Cut skal opbevare de 50.000 ruller 

negativ digitalt og korrekt, det vil 

blandt andet sige i fuld opløsning, så 

skal negativerne som minimum scannes 

i 2K for 16mm negativerne og i 

4K for 35mm negativerne. 

Film som har mere end 100 år på bagen 

kan kopieres til nyt filmmateriale 

eller overspilles til alle de nye digitalformater, 

ved brug af de nyeste digitale 

udstyrsenheder. De nye negativer 

som fremstilles, kan altså blive 

bedre end det negativ som vi havde 

til at starte med. 

På nuværende tidspunkt, har jeg 

svært ved at se, at der er en digital 

afløser for opbevaring af levende billeder, 

både for det der allerede er 

lavet, men også det der bliver lavet i 

fremtiden.

Er titlen på en rapport, der netop 

er blevet offentliggjort af Academy 

of Motion Picture Arts and Sciences 

– altså Oscar organisationen 

og dermed Hollywoods tunge drenge. 

Det er en rapport der slår fast, 

med skræmmende præcision, at det 

kan godt være at film i dag optages 

digitalt, postproduceres digitalt og 

snart også vises digitalt i biograferne. 

Men langtidsbevaring af digitale 

medier er en helt anden snak. Det 

kan være billigere at producere og 

distribuere digitalt, men det bliver 

til gengæld uforholdsmæssigt meget 

dyrere at bevare digitale film, i 

forhold til den analoge film vi kender. 

Dertil kommer, at den bærende 

tanke i traditionel filmbevaring – 

køligt og tørt klima betyder lang 

bevaringshorisont – ingen mening 

giver i en digital fremtid. De digitale 

data skal holdes ved lige, de skal 

migreres til nye platforme med jævne 

mellemrum, det anslås at skulle 

ske hvert femte eller tiende år. Enten 

fordi data er skrøbelige eller 

fordi de medier der skal tolke 

dem – afspille dem – hele tiden 

ændrer sig. 

Men hvorfor skulle det være så 

svært? I efterhånden mange år har 

Statens Arkiver modtaget digitale 

filer til bevaring, tv-udsendelser bliver 

i dag hentet fra æteren af Statsbiblioteket 

og lagt på servere til bevaring. 

Skulle film være noget andet? 

Nej, for så vidt ikke, og så alligevel. 

Forskellen er antallet at bits der skal 

bevares og dermed økonomien i bevaring. 

For filmbilledet i D-cinema 

standard eller den endnu højere anbefalede 

bevaringsstandard, rummer 

uendeligt mange flere informationer 

end et tv-program endsige et dokument. 

F.eks. beregner Statsbiblioteket 

at de 100.000 timer radio og TV 

der er indsamlet i 2006 fylder 88 terabyte. 

En spillefilm i 2K opløsning 

fylder ca. 4 Terabyte. Alt andet lige 

vil de årlige 25 danske spillefilm datamæssigt 

fylde mere end 100.000 

timers radio og TV. Mængden får et 

ubehageligt økonomisk perspektiv 

når vi i dag regner med, at bevaring 

Det digitale dilemma - 

af områdedirektør for Museum & Cinematek Dan Nissen 

Dan Nissen Foto: Kim Hattesen 

af en terabyte data koster 50.000 

Dkr. pr år. 

Og så taler vi kun om bevaring af de 

færdige værker. Ikke fraklip, ekstramateriale 

osv., alt det der skal/kan 

Herhjemme har 

Filminstituttets 

museumsarkiv i dag etableret 

de bedst tænkelige 

forhold for bevaring af 

analoge film. 

Dan Nissen 

bruges til fremtidige udgivelser. Og vi 

ved, at med den digitale teknik, er 

det lettere og billigere at optage meget. 

Den nævnte rapport har som eksempel 

en film, hvor alt optaget location 

materiale ligger på 5.000 

HDCAM SR bånd. Forsøg på at bevare 

dette i ukomprimeret og ukrypteret 

form har et dataomfang som det kun 

giver mening at bevare for de største 

film og rigeste selskaber, og det vel 

endda knap nok. Derfor er der mange 

Hollywood produktioner, der, selvom 

de er optaget digitalt og måske endda 

distribueres digitalt, for bevaring 

skydes som filmnegativ. Det er ikke 

styret af veneration for mediet eller 

traditionel tænkning, men er en klar 

og rational beslutning, styret af økonomiske 

overvejelser samt bevaringssikkerhed. 

Herhjemme har Filminstituttets museumsarkiv 

i dag etableret de bedst 

tænkelige forhold for bevaring af 

analoge film. Arkivet i Glostrup lægger 

filmkopier på hylde på +5C/30% 

relativ luftfugtighed, og for negativerne 

på -5C/30%. Nyt materiale kan 

her bevares i så lang tid vi overhovedet 

kan forestille os. Mere end et par 

hundrede år faktisk. Nitratarkivet i 

St. Dyrehave er indrettet til -5C/30% 

og også de gamle skrøbelige og 

brandfarlige film kan her overleve, 

idet nedfrysning bremser den nedbrydning, 

der har været i gang siden 

filmen så dagens lys. 

Hvis en film er støttet af DFI og kommer 

ud som filmkopi står der i Pligtafleveringsloven, 

at der skal afleveres 

en master, ny kopi og separat lydside. 

Det bedste materiale til bevaring. 

Men mange film, især dokumentarfilm, 

kommer aldrig i nærheden af 

en analog film, men afleveres som 

digibeta eller HDCAM. Det bliver i 

årene 

fremover en organisatorisk og 

Fortsat fra forrige side: 

arbejdsmæssig udfordring for Filmarkivet, 

at håndtere migrering af den 

voksende mængde af digitale bånd, 

og det bliver især en økonomisk ud- 


fordring, der ikke kan rummes indenfor 

det nuværende bevaringsbudget. 

Især vil udfordringerne tårne sig op, 

hvis filmen ikke ligger i et digitalt 

båndformat, men som data på en 

hard disc. 

Men filmarkivet har traditionelt taget 

sig af de færdige værker. Hvad der 

skal ske med alt det materiale der 

optages og som måske i en fremtid 

skal bruges, er et endnu ubesvaret 

spørgsmål. 

Her står også producenterne overfor 

store udfordringer. Man kan måske 

forestille sig at udskyde i hvert fald 

særlige vigtige film på negativ. Men 

tanken om at gøre det samme med 

hundrede vis af bånd lyder ikke som 

en realistisk løsning. 


Langtidsopbevaring af data. 

De sidste års udvikling indenfor 

digitalisering af film har afdækket 

et problem der ikke ser ud til at være 

nogen gangbare løsninger på i 

dag. Spørgsmålet er hvordan man 

kan sikre film i den digitale form for 

eftertiden. 

Problemet er allerede kendt fra 

tidlige TV produktioner opbevaret på 

video formater der ikke findes i dag. 

Et eksempel er det gamle 2” format. 

De mange TV kanaler i dag har konstant 

brug for flere programmer og 

her er det naturligvis en selvfølge, at 

man kigger på hylderne og ser hvad 

der kunne have interesse i dag. Det 

var så lidt af et 

chok for rettighedshavere i USA, 

da man fandt ud af at chancerne 

for at kopiere en 2” master fra 

60’erne til et nyt format allerede i 

firserne var begrænset. I det omfang 

båndene kunne afspilles begyndte 

man at skyde materialet ud på film. 

Under gode opbevarings forhold kan 

filmen holde rigtig mange år. Hvis 

man fryser den ned er udsigten iflg. 

Thomas Christensen fra DFI minimum 

500 år. Digital Film Lab, der 

specialiserer sig i bla. restaurering, 

har for eksempel 

bearbejdet Carl T.H. Dreyers 

”Micheal” fra 1924 fra original negativer, 

der dukkede op på et arkiv i 

Berlin for et par år siden. Resultatet 

Kris Kolodziejski . Foto: Kim Hattesen 

af Kris Kolodziejski Digital Film Lab. 

var overraskende smukt og det nye 

negativ er nu frosset ned. Den ældste 

titel DFL har restaureret er 

”Copenhagen by Night” fra 1910. Ligeledes 

fra original negativ. 

Men hvad gør man med digitalt 

bearbejdet og især digitalt optaget 

film? Udfordringen består i, at ingen 

kan garantere at data backup bånd 

eller HD video mastere kan åbnes 

igen om blot få år. For at være sikker 

skal man ”migrere” data jævnligt 

(dvs. kopiere og verificere gerne i to 

kopier). Det er dyrt og besværligt og 

vil det blive gjort? Iflg. leverandøren 

af et af de p.t. mest udbredte media 

Ultrium 4 skal det ske hver 2½ år, 

men der er ingen der vil udstede nogen 

former for garanti på længere 

sigt. 

Foreløbig er det eneste nogenlunde 

sikre, at skyde ud på film og det vil 

sige at man kun vil gemme den endelige 

version af filmen på et fine 

grain” negativ. I tilfælde af at optagelserne 

er foregået digitalt vil ”rå 

materialet” forgå på længere sigt. De 

store amerikanske produktioner bliver 

nu yderligere sikret som separationer 

ved udskydning på 3 sort/hvide 

negativer, der bliver opbevaret under 

jorden for eksempel i en gammel 

saltmine i Utah. 

Der er på det sidste dukket firmaer 

op der specialiserer sig i sikker data 

opbevaring. Jeg mener at prisen er 

ca. 1 Euro pr. Gigabyte / år. En 

ukomprimeret film som data (90 minutter) 

fylder i en version 1.5 Terabyte, 

men filmene ligger ofte i flere formater 

(f.eks. 1:1,78 og 1:2,35, måske 

flere). Hvis man forestiller sig en 

”worst case scenario” f. eks. krig eller 

større natur katastrofer tror jeg mere 

på saltminen end data servere.

Denne årlige Generalforsamling i 

Imago, der blev afholdt i Amsterdam 

d. 15.-17. feb., var den hidtil 

største. 

27 af de nu 28 europæiske medlemslande 

var mødt op. Kun Ukraine 

havde meldt fra, og nye medlemslande 

som Serbien og Rumænien 

fik fuldt medlemsstatus. 

Australien var mødt op for at blive 

Den afgående præsident Andreas Fischer-Hansen 

DFF lytter til endnu et 

rosende indlæg om hans arbejde med 

”The Model Contract” 

optaget som associeret medlem og er 

dermed det 6. ikke europæiske land 

der står som associeret medlem. 

De andre er Brasilien, Cuba, Argentina, 

Mexico og Indien. 

Dette år var samtidig afsked med 

Imago's Præsident Andreas Fischer- 

Hansen DFF, der på bare 4 år har 

vendt et bragende underskud og depressiv 

organisatorisk tilstand til en 

fin balanceret organisation, hvor de 

store landes medlemmer nu kæmper 

om at sidde i styregruppen. 

Med sig til at udføre dette store arbejde 

havde Andreas fået støtte fra 

Poul-Rene Roestad FNF og Tony Costa 

AIP. 

Den nye præsident for Imago hedder 

nu Nigel Waters BSC, er waliser, taler 

et vidunderligt engelsk og nyder en 

stor troværdighed omkring sig. Hans 

Imago generalforsamling 

af: Casper Høyberg. foto: Casper Høyberg og 

Jan Weincke 

Den hollandske filmskole i Amsterdam, hvor generalforsamlingen blev afholdt 

gruppe der består af Kurt Brazda 

(AAC-Østrig), (bestyrelsesmedlem), 

Paul René Roested FNF, Norge 

(bestyrelsesmedlem), Robert Alazraki 

AFC, Frankrig (bestyrelsesmedlem), 

Louis Phillippe Capelle (SBC-Belgien) 

(generalsekretær), Tony Costa( AIP- 

Portugal) (vicepræsident) og Ivan Tonev 

(BAC-Bulgarien) (vicepræsident) 

har store planer for et aktivt 2008. 

Bla. et tæt samarbejde med det nye 

eDIT The Filmmakers Filmfestival der 

afholdes i september i Frankfurt som 

alle i vores fag bedes rette opmærksomheden 

imod. 

Den nye Festival skal hjælpe vores 

branche til at netværke bedre på 

kryds og tværs af Europa med nye 

teknikker og tendenser fra det visuelt 

fortællende univers. Der vil blive lagt 

vægt på produktions processer, lige 

fra præ produktion og kamera-valg til 

lagrings problemer og distribuerings 

dilemmaer. 

Målet er altså ikke at se film, men at 

gennemskue hvilke problemer og løsningsmodeller 

de forskellige produktioner 

gennemløber. 

Et andet tiltag er EU-XXL forum i 

Krems, Østrig - der arbejder med ophavsret. 

Der vil den Model- kontrakt, som 

Imago's nu forhenværende præsident 

Imagos stifter Luciano Tovoli AIC i gang 

med et indlæg om fotografernes 

rettigheder 

Andreas Fischer-Hansen DFF og Prof. 

Dr. Christina Busch har opbygget 

med bistand fra Paul René Roestad 

FNF, Susanne Bækgaard FAF og den 

nyvalgte præsident Nigel Waters 

BSC, blive funderet og distribueret til 

de medlemslande, hvis medlemmer 

ikke nyder fulde ophavsrettigheder 

på deres værker, og desuden ikke har 

tilfredsstillende arbejdsforhold. En 

Imagos nye præsident Nigel Walters 

BSC lytter til et indlæg fra et 

’medlemsland 

paragraf der nok rammer os alle, 

men i særdeleshed udenfor Skandinavien, 

hvor forholdene er nærmere 

som Danmarks for 25-30 år siden... 

Imagos Hjemmeside, der varetages af 

vicepræsident Tony Costa AIP, bedes 

DFF's medlemmer give en ekstra stor 

opmærksomhed, da den er i stor 

vækst - her udgives adskillige artikler 

og noter om teknik og dyre købte erfaringer 

indenfor HD, 4K og nye kameraer, 

der udelukkende er til filmfolket 

og ikke til Tv-folket. Der inviteres 

til Forum, hvor man mødes gennem 

videokonferencer for at diskutere 

hvordan kameraer og projektorer 

skal performe i fremtiden. 

Her er det særligt vigtigt, at der sidder 

filmfotografer som markerer sig 

som Imagos medlemmer overfor de 

ingeniører som bl.a. sidder med ka- 


Fra venstre Imago: præsident Andreas Fischer-Hansen DFF, Prof. Dr. Cristina 

Busch gennemgår ”The Model Contract” – derefter sidder ordstyrer John French 

BSC, generalsekretær Paul René Roestad FNF og vicepræsident Tony Costa AIP. 

mera-konstruktioner og biografprojektioner. 

Se endvidere inde på 

www.imago.org/digital! Der er opfordringer 

til at melde sig ind i EDCF 

(European Digital Cinema Forum)!!! 

Her er også et forslag om en standardisering 

af et Digitalt Film Negativ 

Format. 

I de permanente komiteer ses bla. 

Den travle hollandske præsident 

Bastiaan Houtkooper NSC tager sig et 

lille hvil i et hjørne af mødelokalet 

Masterclass komiteen, hvor et stort 

Inspirations Seminar er ved at udmønte 

sig til en større event der skal 

løbe af stablen i København på Filmskolen 

til efteråret. Her er det Jan 

Pallesen DFF, Jan Weincke DFF, der i 

samarbejde med Astrid Heubrandtner 

AAC, Herman Verschuur NSC, 

Paul René Roested FNF og Ines Carvalho 

AIP sammensætter et program 

der gerne skulle Sparke ... til et publikum 

der er sammensat af fagfolk fra 

hele Europa (og det øvrige udland). 

Mere om dette i et nyhedsbrev senere 

på året. 

Weekenden sluttede som den begyndte 

fredag eftermiddag, med en 

rejse ind i hollandsk kunsthistorie - 

Rembrandt, Nattevagten, de store 

Landskabsmalere, der hermed blev 

sat op til inspiration og vartegn for 

den kvalitet og opmærksomhed der 

kræves af arbejdet som Filmfotograf 

- forhåbentlig. 

Det blev en fantastisk weekend i Amsterdam, 

takke være vore hollandske 

kolleger – og nu kan man kun glæde 

sig til næste generalforsamling i London 

2009. 

Et lille udsnit af de delegerede der deltog i Imagos generalforsamling i Amsterdam – 

i forgrunden til højre sidder Casper Høyberg DFF. 


Skygger 

af: Kim Hattesen 

Lad mig indlede artiklen med et 

affotograferet skyggebillede jeg så 

under et besøg på The Metropolitan 

Museum of Art. 

Fotografiet hænger på The Metropolitan 

Museum of Art. 

Med dyb skam må jeg tilstå jeg ikke 

husker hvem fotografen er, men jeg 

synes billedet er helt fantastisk, så 

om ”Nyhedsbrevet” skulle få en copyright 

sag på halsen tager jeg det 

fulde ansvar. Hvis nogen i foreningen 

i øvrigt er på vej til NY og har tid 

til et besøg på Metropolitan må han 

eller hun meget gerne undersøge 

hvem rettighedshaver er. 

Som tidligere skrevet, har jeg gået og 

tumlet med ideen om at samle billeder 

sammen til en bog om skygger 

som jeg fandt og så forskellige steder. 

Men som sikkert mange af jer 

ved, man vil så meget – man bliver 

ældre – og når så lidt. Eller med andre 

ord: man 

kan jo ikke nå 

det hele. Så min 

drøm om egen 

bog bliver nok 

aldrig til noget. 

Til gengæld 

faldt jeg pludselig 

over bogen 

”The Book of 

Foto fra bogen ”The 

Book of Shadows”

Shadows” under et besøg i min 

”lokale” boghandel på Amsterdam 

Av under en kort ferie i New York sidste 

efterår. 

Som redaktøren Jeffrey Frauenkel 

skriver i sit forord; startede 

det en dag for 

mange år siden hvor 

han stod og rodede i en 

skotøjsæske med gamle 

privat billeder på et 

loppetorv. Det der fascinerede 

ham var når 

skyggen af fotografen 

optrådte i billedet. 

Jeffrey påstår, at fotografiet 

nok er den eneste 

kunstart hvor det er 

muligt for udøveren at 

deltage på denne indirekte måde og 

at han eller hun i flere tilfælde nok 

slet ikke selv bemærker det. 

Jeffrey begyndte at samle og flere 

tusinde billeder og mange år senere 

kunne han udgive bogen: The Book 

of Shadows på forlaget Fraenkel Gallery 

D.A.P. 

Bogen ligger for tiden på natbordet. 

Historien i de enkelte billeder vokser 

hver gang jeg kigger på dem og så 

Foto fra bogen ”The Book of Shadows” 

har bogen i øvrigt en god indvirkning 

på min nattesøvn. 

Det kunne være sjovt, hvis andre 

havde lyst til at supplere med egne 

skyggebilleder, eller kunne supplere 

Bogen ligger pt. på mit natbord. Foto kim Hattesen 

med andre bøger om skygger. Fint 

for mig om årets skyggebillede kunne 

udløse en flaske rødvin af de bedre. 

Flere Skygger 

Tekst og foto: Thomas Holm Chr. 

På kims opfordring op, vil jeg her 

bekende min egen skygge historie. 

Kort tid efter at have læst Kims artikel 

i sidste nyhedsbrev var jeg på 

rejse i Thailand. Efter at have ligget 

og dovnet hele formiddagen i solen, 

bevægede jeg mig i langsomt tempo 

op mod mit værelse. Pludselig, mit på 

min vej, var den dér, skyggen. Kims 

artikel fòr gennem mit hoved og jeg 

indså at jeg her stod foran en unik 

skygge. 

Solen havde passeret senit og det var 

Skyggen fra et tag af trælister bliver kastet på 

betonen 

et spørgsmål om få minutter før 

skyggen fadede ud og tabt for altid. 

Eller i hvert fald indtil næste dag, og 

er det i så fald, den samme skygge ?- 

Måske er skyggerne der hele tiden. 

Hmm, det må filosofferne nok hellere 

tage sig af. 

Jeg skyndte mig da også bare at hente 

mit kamera og mens jeg hoppede 

rundt og tog billeder slog det mig 

hvad Kim havde ment. Skygger er 

flygtige, skygger skjuler, skygger 

fremhæver, skygger fortæller sin 

egen historie, og så er skygger på sin 

vis trofaste. 

I hvert fald din egen. 

Selvportræt. Thomas Holm Chr. 


Nömadak tx – en hel speciel dokumentarfilm. 

Steen Dalin fik i 2007 støtte fra 

Fællesfonden (DFF og FAF) til at 

deltage i den årlige A-filmfestival i 

San Sebastián. Her mødte han den 

baskiske instruktør, Raúl de la 

Fuente, som internationalt er et 

ubeskrevet blad, men ikke desto 

mindre modtog en C.I.C.A.E. 

Award - Special Mention ved festivalen 

i 2006 for filmen Nömadak tx. 

Her fortæller han Steen om filmens 

tilblivelse, og den store opmærksomhed 

den skabte omkring det 

baskiske instrument, txalapartaen. 

Raúl de la Fuente var ene mand instruktør, 

fotograf, lydmand, klipper 

og ansvarlig for hele produktionen. 

San Sebastián: 

Ud af de mange spillefilm, som præsenteres 

på den årlige A-filmfestival i 

Donostia, som San Sebastián hedder 

på baskisk, dukker der af og til en 

dokumentarfilm op, som vælter alle 

kegler. For nogen år siden var det 

Julio Medems ”La pelota vasca” (den 

baskiske bold), som handlede om den 

basiske konflikt, med den militære 

undergrundshær og terror: Meget 

forskellig fra Jørgen Leths 20 år gamle 

film med samme navn (Pelota, 

1984 fotograferet af Dan Holmberg 

DFF, red.). Men sidste år var det en 

film fra baskerlandet, der fik sin premiere 

på den forrige internationale 

filmfestival i San Sebastián. Nömadak 

tx, der er en mere end 80 minutter 

lang dokumentarfilm, vakte bemærkelsesværdig 

opsigt af flere 

grunde. For det første bevægede en 

besynderlig procession sig igennem 

den gamle by op til premieren: Fjorten 

heste blev redet af mongolere, 

samere, berbere og indere, alle i farvestrålende 

traditionelle kostumer og 

flankeret af lige så mange eksotiske 

musikere. Da verdenspressen alligevel 

var forsamlet i anledning af festivalen, 

lynede fotografernes blitzlys 

og hele optoget var på forsiden næste 

dag. Det er heller ikke hver dag en 

ren baskisk film finder vej til en af 

hovedkategorierne på festivalen og 

oven i købet vinder en pris, og efterfølgende 

vinder priser på stort set 

af Steen Dalin DFF 

alle de festivaler den sendes rundt til. 

Især ikke når filmens instruktør, Raúl 

de la Fuente, internationalt er et ubeskrevet 

blad, som ingen har hørt om 

før. Det er heller ikke hver dag, at et 

ukendt baskisk slagtøjsinstrument 

pludselig via en film bliver verdenskendt 

i en grad, så der nu undervises 

i instrumentet i byer som Tokyo og 

New York. Men det var hvad der skete 

og lige nu ligger instruktøren i forhandlinger 

med National Geographic 

om World Wide distribution. 

Raúl de la Fuente var 

ene mand instruktør, 

fotograf, lydmand, 

klipper og ansvarlig for 

hele produktionen, 

som udelukkende bestod 

af ham og de to 

musikere. 

Filmen starter ikke udsædvanligt for 

baskiske film, med tømmerhugst i de 

tågefyldte skove på de ufremkommelige 

bjerge, der vender ud mod 

Biskayen. Men så hører ligheden også 

op, for de to musikere Igor Otxoa 

og Harkaitz Martínez (prøv ikke at 

udtale navnene, for det baskiske 

sprog hører ikke til den indoeuropæiske 

sprogstamme) er i færd med at 

omskabe de rå tømmerstokke til et 

besynderligt musikinstrument. Txalapartaen 

er vel nærmest at sammenligne 

med en grov xylofon, og er af 

størrelse og udseende, som et mindre 

spisestuebord. De begynder at spille, 

ikke én ad gangen, men samtidig og 

fra hver sin side af instrumentet. De 

holder ikke trommestikkerne, eller 


Instruktøren Raúl de la Fuente fortæller 

om sin film til Steen Dalin DFF 

stokkene løst i hænderne, som man 

normalt gør ved slagtøjsinstrumenter. 

Stokkene bliver hamret direkte 

og lodret ned i tastaturet med en 

utrolig fart, så rytmen minder om galoperende 

heste og apparatet afgiver 

en dyb træklingende rungen. Instrumentet 

bliver pakket sammen, for nu 

tager vi sammen med txalapartaen, 

Raúl og de to musikere på en verdensomspændende 

rejse til andre 

folkeslag, der ligesom baskerne er 

mindretal i en større stat, eller lever 

som de sidste nomader (deraf filmens 

titel), og alle har de deres helt 

egen kultur og musiktradition. Vi 

kommer til Indien, og til de fordrevne 

saharawier, der de sidste tredive år 

har overlevet i flygtningelejre i Algir. 

Vi besøger berberne ved Atlasbjergene, 

hvor Igor og Harkaitz bygger en 

txalaparta af skiffersten. Derefter går 

det op til samerne i det nordlige 

Skandinavien, hvor de to venner bygger 

og spiller på en txalaparta, der er 

hugget ud af store isblokke, hvorefter 

det på hesteryg gælder et besøg til de 

uendelige mongolske stepper. Alle de 

mange rejser og besøg afføder basal 

mellemfolkelig samkvem og udveksling 

med disse enestående folks kultur 

og musik, hvad enten det drejer 

sig om samernes joike eller mongolsk 

strubesang. ”Musik er menneskehedens 

universelle sprog” sagde forfatteren 

Henry Wadsworth Longfellow, 

og med txalapartaen som omdrejningspunkt 

bliver udvekslingen af 

musik en kommunikation på tværs af

grænser og sprog. Dialogen er minimal, 

for i denne film er det musikken 

der taler, og selvom txalapartaen og 

de ældgamle musikformer fortaber 

sig i fortiden, er der ikke meget etnografisk 

nationalmuseum og folkedragter 

over fortagenet. Det er rytmisk 

musik så det batter og filmen 

slutter med et orkestralt creciendo, 

hvor alle de folkeslag man har lært at 

kende gennem halvanden time, giver 

hver deres bidrag fra hvert sit verdenshjørne 

gennem filmens kaskade 

af fantastiske billeder og overlegne 

klipning. Man forbløffes endnu en 

gang når det afsløres, at dette værk 

på ingen måde har været en dyr og 

forkromet, professionel filmproduktion. 

Raúl de la Fuente var ene mand 

instruktør, fotograf, lydmand, klipper 

og ansvarlig for hele produktionen, 

som udelukkende bestod af 

ham og de to musikere. Da jeg i 

september var til filmfestivalen i 

San Sebastián opstod der en lejlighed 

til at mødes med instruktøren, 

da txalapartaen med hans film nu 

er blevet en del af den baskiske 

selvforståelse og hans to musikere 

derfor var inviteret til at være hovedattraktionen 

ved åbningsgallaen, 

sammen med de internationale 

filmstjerner. 

Er det almindeligt at baskiske musikere 

også er snedkere? 

”Ha –ha, du tænker på første scene, 

hvor de fælder et træ for at lave 

en txalaparta. Det foregår oppe ved 

Harkaitz hus i bjergene. Man ved 

ikke meget om txalapartaens oprindelse, 

men øjensynligt opstod den i 

de isolerede bjergsamfund i baskerlandet, 

hvor folk i gammel tid 

boede på smågårde spredt ud i de 

store skove. Det siges at txalapartaen 

blev brugt som et kommunikationsmiddel 

fra husene i dalen til dem 

oppe i bjergene. Men det blev også 

brugt til de traditionelle fester. 

Landsbyfolkene arbejdede altid sammen 

om at plukke æbler og bagefter 

når der skulle fremstilles æblecider. 

Æblerne blev knust med stokke på 

store træborde og når arbejdet var 

færdigt skulle der holdes fest. Og til 

en fest hører musik, så man brugte 

hvad man havde, nemlig ciderbordene 

og stokkene til at knuse æbler 

med. Så traditionelt lavede bønderne 

selv deres instrumenter. Det er jo me- 

get simpelt og slet ikke noget forfinet 

instrument. Det har aldrig været et 

populært instrument, men var noget 

der blev brugt af bønderne og hyrderne. 

For ikke så længe siden var baskisk 

kultur undertrykt af spanierne 

og i 1960’erne var der kun to familier, 

der kunne spille på det. Tænk hvis de 

var døde, så havde dén viden om txalapartaen 

været tabt for altid. Men nu 

lærte de vores musikere i filmen at 

spille, og efter at filmen er kommet 

frem er der mange flere unge mennesker, 

der er begyndt at interessere sig 

for at spille. Ja, ikke bare her, men 

mange forskellige steder i verden, 

som nu lærer noget om baskisk kultur.” 

”Hvordan kunne I kommunikerer med 

De to baskiske musikere Igor Otxoa 

og Harkaitz Martínez spiller 

på txalapartaen 

de folk, I rejste ud til”? 

”Først må jeg fortælle om instrumentet, 

for det er txalepartaen, som er 

filmens hovedperson. Txalapartaen er 

improvisation, dialog, respekt og evnen 

til at lytte efter andre. Alt handler 

om improvisation. Selvfølgelig kan 

man godt komponere musik til den, 

men i sin urform er det ren improvisation. 

Txalepataen er et instrument 

som obligatorisk skal spilles mellem 

to personer. Det er dualistisk koncept. 

Den bliver altid spillet af to. Hvis der 

kun er én person, er det ikke txalapar- 

ta. Den er simpelthen et symbol på 

dialog og respekt. Jeg formoder at 

tilskuerne også opfatter denne dialog. 

Som musiker skal du lytte efter den 

anden, og når du har lyst falder du 

ind, men på dine egne præmisser og 

ikke bare for at følge den anden. Så 

derfor er filmen lavet på samme måde 

som musikken: Det var firs procent 

improvisation og tyve procent udmattende 

produktion. De fleste steder vi 

kom frem var der næsten altid nogen 

der kunne lidt engelsk. I Indien var 

det meget let med engelsk og også i 

Lapland. I Marokko taler mange 

fransk og Sahara var tidligere en 

spansk koloni, så der taler de fleste 

ret godt spansk. Men på de mongolske 

stepper var vi fortabte og måtte 

klare os med fagter. Når vi kom til 

sådan et sted var det første altid, 

at vi gav noget, inden vi bad dem 

om noget. Vi tilbød det eneste vi 

havde, nemlig vores musik. Så derfor 

tog vi txalapartaen ud af jeepen 

og begyndte at spille for folk. Folkene 

blev altid meget glade for at 

udlændingene tilbød dem musik 

og takkede hjerteligt. Det første de 

så var, at txalapartaen er et sympatisk 

instrument og den tiltaler 

folk så meget, fordi den er et meget 

enkelt instrument, og fordi musikken 

er enkel og basal og så ligner 

txalapartaen næsten et bord.” 

”Hvordan blev I modtaget af folk i 

disse fjerne egne”? 

Jeg må sige, at disse rejser med 

Harkaitz og Igor gav mig et stort 

indhold i mit liv og det er noget jeg 

vil huske altid, for det vil aldrig 

gentage sig på samme måde. Når 

jeg tænker på det løber følelserne 

af med mig, for det var næsten 

perfekte og oversmukke rejser. Jeg 

siger altid, at filmen er født under en 

god stjerne, som har fulgt os fra start 

til slut og som har gjort filmen overordentlig 

harmonisk. De havde deres 

vision om et musikalsk projekt og jeg 

havde både deres og min vision. I virkeligheden 

er jeg en frustreret musiker, 

for jeg lærte aldrig at spille ordentligt. 

Så den bedste måde at komme tæt på 

musikken var at lave en film, men en 

film, der bevæger sig harmonisk og 

smukt gennem lyden, ansporet af mu- 


sikken. Et studie i musik, materien og 

selve jorden. Vi kendte ikke hinanden 

så godt i forvejen, men vi endte med 

at blive rigtig gode venner. Motivet 

var at lave en musikfilm i frihed, som 

var improviseret, men med en energi, 

som kunne sprede sig. Vi var et ganske 

lille filmhold – kun tre, de to musikere 

og mig, ingen kameramand, 

kun mig og musikerne, men vi ødelagde 

eller forstyrrede heller ikke de steder 

vi kom frem. Vi lærte os altid nogle 

enkelte ord på de lokale sprog og 

spillede musik på txalapartaen – intet 

andet.” 

”Hvordan kom filmen i stand”? 

Vi endte med firs timers 

materiale, og kameraet 

brød sammen 

på 

allersidste optagelsesdag. 

”Det er fire år siden, at de indiske musikere 

besøgte baskerlandet og så tog 

jeg med musikerne til Indien, hvor vi 

optog en film, hvor de spiller sammen 

og den blev solgt til baskisk tv. En baskisk 

musikdirektør så dokumentaren 

og foreslog at vi lavede en ny film, 

hvor vi blandede txalapartaen med 

indisk musik. Vi søgte om penge hos 

spansk tv og den baskiske lokalregering, 

men de støtter kun otte film om 

året. De giver ikke penge på kun manuskript 

og ord, så vi besluttede at 

lave en pilotfilm i Lapland, som blev 

den anden rejse. Så samlede vi det 

indiske- og laplandske materiale til en 

demo. Det gav os et budget kun lige til 

rejserne, men til gengæld havde vi så 

friheden til ikke at skulle overholde et 

budget. Vi anede ikke hvad der skulle 

komme ud af det, men besluttede at 

improvisere. Hele denne produktion 

er blevet til på tværs af hvad man plejer 

at gøre, men til gengæld var vi så 

frie, som overhovedet muligt. Vi endte 

med firs timers materiale og kameraet 

brød sammen på allersidste optagelsesdag. 

Det hele viser bare at det 

kan nytte at investere i mennesker og 

beholde optimismen.” 

”Og cirkusforestillingen”? 

”Ha, det var en ven på festivalen, som 

foreslog at vi skulle gøre noget specielt 

for at promovere filmen. Det var 

også totalt improviseret, men vi havde 

dragterne, fik fat på nogen folk og 

nogle heste. Det var en ret god måde 

at påkalde sig opmærksomheden 

uden at det kostede for meget.” 

Svar på bagside rebus: 

Der vil blive trukket lod om god vin 

blandt dem der er dristige og checket 

nok til at svare inden 

tilmeldingsfristen udløber. 

Senest torsdag d. 1. maj 

dff@dff-dk.dk 

Der bliver budt på mad og drikke 

så vi vil gerne vide hvor mange 

der kommer. Send en mail til: 

DFF General forsamling 

hos Kamera udlejningen 

tirsdag d. 6. maj kl. 19.00 

Svaret på bagside rebus: 


Nordisk Films adm. Dir. Michael Ritto 

Zentropas 

adm. direktør 

Peter Aalbæk 

Jensen 

Biograferne vil meget hellere 

vise gode danske film end ligegyldige 

amerikanske ting, som selskaberne 

kan nøjes med at sende 

ud på dvd. 

Regner Grasten 

Regner Grasten vil bryde 

'metaltrætheden' i dansk film, 

sammen med Albæk Jensen, men er Regner 

overhovedet med, efter Nordisk Film 

køb af Zentropa ? 

Foto: Local Eyes 

Havde Aalbæk bind for øjnene, da han 

solgte 50 % til Nordisk Film, eller var 

han bare smart?

Nordisk Film har købt 50% af Zentropa 

I en pressemeddelelse fra Nordisk 

Film og Zentropa kunne man for 

nylig læse følgende: 

Visionen bag samarbejdet mellem 

Nordisk Film og Zentropa er at skabe 

et nordeuropæisk filmselskab, som 

kan tiltrække de stærkeste kreative 

kræfter. Nordisk Films involvering i 

Zentropa medfører en kapitaltilførsel; 

det er intentionen, at de nye 

midler skal benyttes til at øge antallet 

af internationale produktioner i 

forhold til tidligere. Samtidig vil købet 

give mulighed for at optimere 

udnyttelsen af de produktionsfaciliteter, 

som selskaberne råder over i 

forskellige lande. 

Hovedanpartshavere i Zentropa Folket 

Aps. er Peter Aalbæk Jensen, 

Lars von Trier og et selskab bestående 

af en gruppe på 110 medarbejdere, 

instruktører og andre kreative. 

Nordisk Film køber anparter forholdsmæssigt 

fra anpartshaverne. 

Peter Aalbæk Jensen fortsætter som 

adm. direktør i Zentropa, mens Nordisk 

Films adm. direktør, Michael 

Ritto, får plads i bestyrelsen. Selskabet 

drives videre i et ligeværdigt 

partnerskab mellem Nordisk Film og 

de eksisterende anpartshavere. 

Men hvad sker der med Filmfabrikken? 

Sidste sommer i Cannes udsendte 

Aalbæk Jensen og Grasten en 

pressemeddelelse med denne tekst: 

Filmfabrikken er navnet på et nyt 

dansk filmselskab, som blev præsenteret 

på filmfestivalen i Cannes sidste 

sommer af Peter Aalbæk Jensen 

og Regner Grasten. De forklarer, at 

de tager initiativet for at sparke ny 

energi ind i dansk film. 

Planen er at lave kantede og skæve 

film, der kan appellere til mange. 

Budgettet skal være på 6 - 8 mio. kr. 

pr. film, mindre end det halve af gennemsnitsbudgettet 

for en dansk spillefilm 

i disse år, og hver film skal 

gerne lokke mindst 100.000 folk ind 

i biografmørket. Biograferne vil meget 

hellere vise gode danske film end 

ligegyldige amerikanske ting, som 

selskaberne kan nøjes med at sende 

ud på dvd, siger Regner Grasten. 

Det amerikanske selskab Miramax er 

forbilledet, da de op gennem 90'erne 

kom med en del kommercielle succeser, 

der i handling skilte sig ud fra de 

typiske Hollywood-film. 

"Der er ligesom gået lidt metaltræthed 

i dansk film for tiden. Alle filmene 

skal stort set koste det samme og 

får det samme i støtte. Og så tænkes 

der alt for meget i målgrupper og 

segmenter. Til alle vores film har vi 

kun én målgruppe, og det er publikum," 

udtaler 

Regner Grasten. 

Tilsyneladende er det ny danske selskab 

en alliance mellem to ulige 

størrelser: 

Zentropa 

med Lars 

von Triers 

værker og de 

kunstneriske mainstream-film, 

Regner 

Grasten med folkelige 

succeser som filmene 

om Anja og Victor. 

Aalbæk Jensen og Grasten føler sig 

imidlertid overbevist om, at de kan 

tiltrække både unge instruktører og 

producenter samt garvede folk i 

branchen, der har behov for nye udfordringer 

og for projekter, der adskiller 

sig fra, hvad de tidligere har 

lavet. 

"Der er talent nok til flere film, og vi 

bør kunne nå op på fem mio. danske 

billetter om året, slutter de glade 

direktører.” 

Men betyder Nordisk Films køb at 

Filmfabrikken lukker eller er den også 

en del af Nordisk Films køb? 

Målt på antal film pr. år hører både 

Nordisk Film og Zentropa til blandt 

de største europæiske filmproducenter. 

Tilsammen bliver Nordisk Film 

og Zentropa også blandt de største i 

Europa målt på filmbudgetter. 

Michael Ritto siger om investeringen 

i Zentropa: 

De to selskaber kan udefra virke meget 

forskellige, men lad os ikke glemme, 

at Nordisk Film blev startet af en 

gøgler og købmand. Forholdet mellem 

medarbejderne i Avedøre og Valby 

har altid været præget af gode 

personlige relationer og professionel 

respekt. Jeg er utrolig glad for og 

stolt over, at Zentropa viser os den 

tillid at dele deres livsværk. Så det er 

en stor dag for Nordisk Film. 

Peter Aalbæk Jensen har denne 

kommentar til alliancen med Isbjørnen: 

Jeg har længe haft en drøm om at 

skabe et fleksibelt filmstudie, hvor 

garvede kreative kræfter dyrker deres 

internationale karriere, og hvor 

nye talenter får chancen nationalt i 

flere lande. Nu bliver drømmen til 

realitet, nu tænker vi stort på en 

dansk måde: uden det store hule, trut 

i trompeten, men med en god portion 

snusfornuft. Nordisk Film og Zentropa 

er begge i besiddelse af stærke 

brands og stor know-how. Sammen 

er vi et aktiv for film og tv i det nordlige 

Europa. 

Hertil kan man kun sige: Man har et 

standpunkt, indtil man tager et nyt. 

Hvem sagde Aalbæk Jensen ikke er 

en god socialdemokrat? 

Nyhedsbrevet nr. 71 Marts 2008 Side 15 

Tillykke !

Rådighedssamtaler og jobsøgning – 

Nedenstående er et relativt trehjulet 

forsøg på, at anvise nogle få metoder 

til at afhjælpe de værste følger af velfærdsforliget 

i sammenhæng med akasse 

lovgivningen. Det har ikke været 

formålet at give en fyldestgørende 

udredning af lovgivningen. 

Et større udsnit af DFF og FaF's 

medlemmer har været, eller skal til 

samtaler med a-kassen og jobcentrene. 

Samtalerne handler om at stå 

til rådighed for arbejdsmarkedet, 

og de opleves ofte som plagsomme 

for vore medlemmer. 

Desværre er rådighedsreglerne af 

generel art, og de rummer ingen 

undtagelser for visse grupper af 

ledige eller brancher. Da filmbranchen 

er præget af mange kortere 

jobs, så kommer vi ofte til at fremstå 

i statistikker som værende mere 

ledige end alle mulige andre. Vores 

ledighedsprocent ser drabelig ud 

sammenlignet med mange andre 

brancher, men ses der på det faktiske 

antal ledige, så drejer det sig i 

realiteten ikke om ret mange mennesker. 

Vores beskæftigelsesminister 

er alene ud fra den høje procent 

blevet meget opmærksom på 

dette forhold, og vi har derfor også 

i medierne fået negativ opmærksomhed. 

Ministeren vil have, at vi 

skal arbejde fuld tid hele året 

rundt, og skulle vi et øjeblik være 

imellem to jobs så skal vi søge 4 

stillinger pr. uge, for at få dagpenge. 

Ligesom han også er citeret for 

at sige: ”Det er ikke acceptabelt, 

Hvad er 32.000 mennesker ud 

af en befolkning som den danske? 

Ikke mange. 

De er heller ikke permanent ledige, 

men kombinerer deltidsansættelser 

med skiftende 

projektansættelser. 

Hanne Tofte Jespersen 

Politiken 

specielt for DFF- og FAF’ere. 

af sagsbehandler Margrethe Bøje Christensen FAF 

hvis et medlem indretter sig på 

supplerende dagpenge”. Det er i 

grove træk de politiske meldinger. 

Så selvom man har optjent de 1924 

timer (1 års arbejde) inden for 3 år, 

mens man har været medlem af en 

a-kasse, så kan det være noget af 

en udfordring at fastholde sin faglighed, 

når man samtidig er nødt til 

at søge arbejde uden for sit fag. 

For mange er det meget irriterende 

at skulle søge jobs udenfor sit fag. 

Da grænsen går ved, hvad man er i 

stand til, kan filmfotografer blive 

mødt med krav om at søge job som 

pædagogmedhjælper, butiksassistent 

eller noget helt andet end det, 

Virkeligheden er, at kunstnerisk 

arbejde vanskeligt kan indpasses 

i det almindelige 

arbejdsmarked, som 

dagpengesystemet er bygget op 

på. Vi er derfor nødt til at spørge 

os selv, om vi – også i den nuværende 

økonomiske højkonjunktur 

– vil fastholde det vækstlag, 

der er en forudsætning for kunstens 

udvikling også i fremtiden. 

Holger K. Nielsen, MF for SF 

faget går ud på. 

Videre er det et krav, at de jobs 

man skal søge ikke kun kan være 

tidsbegrænsede stillinger, og da 

vores branche er sammensat af 

tidsbegrænsede stillinger, så ligger 

det i kortene, at også filmfotografer 

skal søge uden for faget. 

I dette spændingsfelt er det meget 

svært at agere, uden man for tid og 

evighed er ude af det fag, som man 

evt. har en dyr uddannelse inden 

for, eller som man i hvert fald 

brænder for. 

Der er ikke nogen facitliste for hvad 

der er jobsøgning, og det handler 

derfor om i nogen grad at være lidt 


kreativ i forhold til hvad man kan 

kalde jobsøgning. Her er nogle forslag 

som a-kassen har anerkendt. 

1. Skriftlige ansøgninger til stillinger 

opslået på jobportaler på Internettet. 


opslået i aviser og dagblade. 


opslået i fagblade. 

4. Mundtlige/telefoniske ansøgninger 

til opslåede stillinger. 

5. Personlig henvendelse hos arbejdsgiver 

vedr. konkrete jobs. 

6. Aflæggelse af praktiske prøver 

(auditions) ved teatre, landsdelsorkestre, 

bands, mv. 

8. Ansøgning om fondsmidler til 

konkrete projekter. 

9. Ansøgning om midler fra Det 

Danske Filminstitut til konkrete 

projekter. 

10. Uopfordrede henvendelser til 

producenter, mv. vedr. konkrete 

projekter. 

Jobsøgning skal ske på den måde, 

der er sædvanlig indenfor det pågældende 

faglige område. 

Hvad angår nr. 8-10 skal man være 

opmærksom på, at den tid der er 

medgået til at skrive eller udvikle 

ideen, kan betyde at man ikke kan 

få dagpenge, mens man udvikler. 

Teorien er - i den periode står man 

nok ikke til rådighed, fordi man jo 

sidder og arbejder med noget, som 

forhindrer en i at udføre almindeligt 

andet arbejde med løn – og så 

kan man ikke få dagpenge. 

Den metode som er hyppigst brugt 

indenfor filmbranchen er nr. 4 og 5 

i kombination. I får jobs ved at være 

i stadig berøring med kollegaer og 

Alt kan bruges – telefon, computer, 

blyant og papir

Skuespillere, filminstruktører, 

musikere og billedkunstnere 

bidrager også til a-kassen og 

har ret til at modtage dagpenge. 

De er ikke en flok fantaster, 

der svanser rundt og holder lilla 

dag for andres penge. 

Ledende artikel - Information 

arbejdsgivere, idet branchen er meget 

præget af ”ude af øje, ude af 

sind”. Så det gælder om at kunne 

sikre og vedligeholde og gerne udbygge 

sit netværk, men det er desværre 

ikke tilstrækkeligt for at stå 

til rådighed. 

Der er ikke meget at gøre ved det, 

men man bør skrive ind i sin kalen- 

FTF-A reklamerer med gode råd, 

men til hvad? 

der, hvem man har talt med – også i 

telefon – og meget gerne om et projekt 

som måske har en arbejdstitel. 

Uanset om det har en titel eller ej, 

så er det hensigtsmæssigt at give 

det en titel, idet det så kan fremstå 

som noget mere konkret end en kollegial 

samtale. Enhver samtale kan 

jo også handle om flere forskellige 

jobs, og så er det jo fint, hvis man 

kan skille det fra hinanden. 

Selv om man let får de 4 jobs om 

ugen søgt herved, så vil a-kassen 

også anmode dig om at søge opslåede 

stillinger. Der er det jo rarest 

hvis man kan finde noget der ligger 

meget tæt på det fag man kan, og 

gerne vil arbejde med. Og hvis man 

Hvad er 32.000 mennesker ud 

af en befolkning som den danske? 

Ikke mange. De er heller 

ikke permanent 

ledige, men kombinerer 

deltidsansættelser 

med skiftende projektansættelser. 

Hanne Tofte Jespersen 

Jeg har et godt jobtilbud til dig! 

kan få så god en kontakt med en 

arbejdsgiver eller et vikarbureau, 

der har forståelse for at man kun 

kommer på arbejdet udenfor sit 

fag, når der ikke er arbejde i faget – 

altså en meget fleksibel ansættelsesform. 

På den måde kan man muligvis 

også gøre sig helt uafhængig 

af dagpenge – eller i hvert forkorte 

antallet af perioder med dagpenge 

og dermed også antallet af samtaler. 

For nylig kom et medlem i vanskeligheder, 

fordi medlemmet havde 

meddelt a-kassen, at han ikke gad 

søge arbejde, fordi han skulle starte 

på en film om to uger. Han blev 

frataget dagpengene i de to uger, 

for der stod han jo ikke til rådighed 

for arbejdsmarkedet. Og nu er to 

ugers dagpenge måske ikke det, der 

lige væltede økonomien for dette 

medlem, men det kunne jo have væ- 

Professioner, hvor freelancearbejde 

er dominerende, fungerer 

ikke som på det almindelige 

arbejdsmarked. Her søger man 

ikke opslåede stillinger, for 

stillinger slås aldrig op - den 

slags foregår på netværksbasis, 

og man søger ikke helårs- 

og fuldtidsstillinger - den slags 

er der for få af. 

Ledende artikel - Information 

ret en længere periode, med helt 

andre følger. 

Her kunne en lidt anden forklaring 

have været hensigtsmæssig. Vedkommende 

kunne fx have forklaret, 

at han var ved at søge et filmjob, 

som han regnede med at få. 

Heldigvis er det yderst sjældent, at 

kassen indstiller udbetaling af dagpenge, 

fordi medlemmets jobsøgning 

ikke har været tilstrækkelig, 

men når man decideret har oplyst, 

at man ikke ønsker at søge arbejde, 

og hvor man trods henstilling om 

mere intensiv jobsøgning fortsat 

ikke har søgt det tilstrækkelige antal 

stillinger, så kan a-kassen ikke 

undlade at reagere. 

Prøv at tage en runde blandt 

virksomheder og institutioner 

og spørg, hvor mange ansøgninger 

de modtager pr. stillingsopslag 

fra folk, der ikke er 

kvalificerede, men som skulle 

søge. Det er spild af kvalificerede 

folks tid, ansattes som lediges. 

Hanne Tofte 

Jespersen. 

Nogle samtaler holdes i jobcentre. 

Der står ofte i indkaldelsen, at man 

skal medbringe 2 jobs som man har 

tænkt sig at søge. Hvis man får sådan 

et brev, så er det anbefalelsesværdigt 

at man medbringer 2 jobs. I 

modsat fald skal jobcenteret anvise 

2 jobs som man skal søge, og det 

kan i det store hele være hvad som 

helst, og ikke nødvendigvis noget 

man har den store lyst til at beskæftige 

sig med. 

Kulturlivet er i høj grad 

lagt an på Freelance arbejdskraft. 

Derfor rammer en stramning 

af de supplerende dagpenge 

brancher med mange 

freelancere. 

Kunstnere vil holde op med at 

være kunstnere . 

Martin Lyngbo, teaterdirektør 


Boomerang fejrer 30 års jubilæum 

Boomerang fejrer 30 års jubilæum 

her i 2008 og firmaets stifter og daglige 

leder Frank Paulsen fyldte 75 

d.19 februar. En sådan begivenhed 

kan vi naturligvis ikke sidde overhørig 

her på redaktionen, så jeres ydmyge 

reporter pakker kamera, båndoptager, 

pen og blok og begiver sig 

nordpå ad Farum motorvejen mod 

Bagsværd en blæsende og kold efterårsagtig 

vinterdag i 

februar. 

Den præcise adresse er Skovalléen 

39, en adresse jeg i min tid som fotografassistent 

tit besøgte for at 

hente udstyr til diverse kort- og 

reklamefilm for snart 20 år siden. 

Da jeg siden hen avancerede til fotograf 

var det jo andre assistenter 

som tog turen og som måtte huske 

at sætte lidt ekstra tid af i køreplanen– 

Frank er altid god for en historie 

eller to. Og det nyest indkøbte 

udstyr skal altid lige vises frem. 

Jeg har optimistisk sat 1 time af i 

kalenderen til interviewet, men efter 

de første 15 minutter er jeg 

godt klar over at det ikke kan gøres 

på under 3 timer. 

Når først Frank begynder at fortælle, 

er han som et godstog på en omfattende 

linieføring med mange 

skiftespor. Og umulig at stoppe. 

Fødselsdagen på de 75 skyldes jo at 

Frank er født 1933 i København. 

Franks far var ivrig filmamatør så 

det var på den måde interessen for 

Franks første 16mm Cine Kodak 

Foto: Kim Hattesen. 

af Kim Hattesen 

film blev vakt. Allerede som 11 årig 

optog Frank under krigen i 1944 

(Anden Verdens Krig – red.) sin første 

film uvidende om, at den tyske 

besættelsesmagt havde udstedt 

film- og fotoforbud. 

Med Rådhuspladsen som location, 

lykkedes det Frank at lave en film 

om de optrædende gøglere som 

brugte toppene af de mange bunkers, 

der lå på pladsen dengang, 

som en slags friluftsscene. Kameraet 

var et 8mm Agfa Movex. 

Af senere egen produktion i drengeårene 

kan nævnes et remake af 

Og hvad du måske 

ikke ved så filmede 

Frank faktisk også 

den første måne- 

landing i 1969 

”Løvejagten” som blev skudt på 

Solrød Strand, hvor det var muligt 

at få det til at se ud som om man 

befandt sig på en øde ø. 

Da Frank og jeg sidst på eftermiddagen 

er ovre i udstyrsrummet, for 

at portrættere Frank til artiklen, 

finder Frank sit første 16mm kamera 

fra dengang frem, fra en af de 

bageste hylder. Et Cine Kodak Model 

B fra 1926, et museumsstykke 

fra omkring 1926, men ikke brugt 

siden 1947. ”Objektivet har for øvrigt 

heller ikke nogen coatning”, 

påpeger Frank. ”Det var vist, først i 

slutningen af fyrrerne, at man opfandt 

coatning af objektiver”. 

Frank var sikker på, at det var som 

filmfotograf, han ville arbejde, så 

efter ihærdigt at have stemt dørklokker 

hos diverse filmselskaber, 

kom nogle år fra 1950 til 1955 på 

Nordisk Film. Først et års tid som 


rekvisitørassistent, siden som filmfotografassistent. 

”Og ind imellem 

kunne jeg også give lydmanden en 

hånd med, ligesom jeg af og til viste 

dagens prøver på den store kulbueprojektor. 

Man tog jo ikke faggrænserne 

så alvorligt dengang”. 

Manuskriptskrivning kastede Frank 

sig også over. Manuskriptet ”Unge 

Piger På 46”, som Frank skrev som 

19 årig, udløste en lønforhøjelse, 

efter han en eftermiddag var blevet 

bedt om at læse det højt for Nordisk 

Films daværende strenge direktør 

Holger Brøndum. Lønnen 

steg fra 150,- til 200,- om måneden. 

Sidenhen er det blevet til 8 drejebøger, 

som ligger klar til at blive realiseret. 

I 1955 møder Frank Paulsen Bjarne 

Winther i smalfilmsklubben og sammen 

starter de kortfilmselskabet 

WIPAU, og købte et brugt 16mm 

Bolex på afbetaling. Bjarne havde 

mange gode ideer til filmprojekter, 

når der skulle skaffes penge til afdrag 

på Bolex’en, og pengekassen 

var tom. Han fik bl.a. ideen til 

Dansk Filmjournal, som kom til at 

køre hos DSB i hovedbanegårdens 

biograf – dér hvor supermarkedet 

senere kom til at ligge. Hver uge 

blev der produceret 12 minutters 

nyheder, enkelte gange med så kort 

deadline, at de blev filmet om formiddagen, 

og vist kl. 14.00 med direkte 

speak fra operatørrummet. 

Engang var det sporvognen Linie 

10, der kørte i banegraven ved 

En yngre Frank Paulsen på optagelse med 

Tribini Privat foto

Carlsberg og en anden gang , da et 

russisk fly torpederede H. C. Ørstedsværket 

og derefter styrtede i 

havnen. Live nyheder på celluloid – 

jo, de kunne også dengang. 

Lyden til filmjournalen kørte på 

kvarttomme tape, som kørte synkront 

med filmen. En dag var operatøren 

ikke opmærksom på, at tapemaskinen 

ikke kørte, så han startede 

båndet manuelt. Men et minut 

for sent, så alt blev usynkront, med 

det pinlige resultat, at speakerkommentaren 

til dronningens åbning af 

en børnehave, blev forsynet med 

kommentaren til en reportage fra 

Zoologisk Haves abegrotte. Man 

kan forestille sig virkningen! 

”Det var ikke sjældent at der var kø 

foran biografen ved ugens premiere” 

fortæller Frank ”2,50 kr. kostede 

billetten for en times blandet 

forestilling, som udover reportageindslagene 

indeholdt et par kortfilm, 

en Gøg og Gokke og en tegnefilm”. 

10 års ugerevy førte naturligt over i 

en lang produktion af kortfilm til 

forskellige virksomheder. Ikke alle 

helt ufarlige, som fx dengang Frank 

fotograferede for Falck, til filmen 

”Falck i Flyvende Fart” om patientflyvninger. 

Med håndholdt kamera 

og overkroppen ud af bageste nødudgang 

i taget, stående på en ølkasse, 

fik han filmet et flot billede af 

indflyvningen og landingen af flyet. 

Da man ikke helt kendte konsekvenserne 

af dette stunt, fx et kraftigt 

sug når lugen var fjernet, havde 

man for en sikkerheds skyld bedt 

en velvoksen falckmand om at holde 

om Franks ben. Måske var det 

her kimen til pilotuddannelsen og 

de mange flyvninger med fastvinget 

fly og helikopter blev lagt. 

I det hele taget har Frank prøvet en 

del i sine over 50 år som udøvende 

filmfotograf. Han nævner selv da 

han ville filme et pov. af styrt fra 

wienerstige med håndholdt kamera, 

og i cirkus med ofrets pov. mod 

knivkaster – bare lige for at nævne 

nogle. Det er jo heldigvis gået godt 

Boomerang var de første med gyrostabiliserede 

Fotograf: Lisa Renée 

Foto: Kim Hattesen. Trods sine 75 føler Frank sig som en 50 årig. 

hver gang. 

Disse og mange andre erindringer 

findes i øvrigt i det tykke røde A4 

ringbind som indeholder Franks 

livshistorie og udgør manuskriptet 

til Franks selvbiografi: ”Klar til Optagelse”. 

En bog, som senere på 

året bliver udgivet på forlaget Pin- 

Point. 

I 1978 starter han så udlejningsfirmaet 

Boomerang – et navn som 

Boomerang – et navn 

som skulle danne håb 

om at udstyret ville 

komme retur. 

skulle danne håb om at udstyret 

ville komme retur. Firmaet havde i 

øvrigt den for tiden ukendte service 

– døgnservice, en ide som andre 

jo har taget op efterfølgende. 

De få konkurrerende firmaer dengang 

lukkede når arbejdsdagen var 

slut kl. 16, og så kunne man pænt 

vente til næste morgen hvis nattekulden 

fx aflivede kamerabatterierne. 

Engang hvor et filmhold stod på Island 

og mente de havde fået leveret 

forkert matskive, tog Frank fluks af 

sted for 6 timer senere på den islandske 

gletscher at kunne konstatere, 

at de havde den 1:1.66 matskive 

i kameraet som var bestilt - nok 

døgnservice, men rejseomkostningerne 

blev betalt af produktionen. I 

øvrigt tilbyder Boomerang 50% på 

udlejning af kameraer i anledning 

af jubilæet i hele 2008. 

Da Frank, som i øvrigt efter eget 

udsagn, føler sig som en halvtredsårig, 

aldrig har ligget på den lade 

side, startede han i 1996 projektet 

Baggrundsfilm. Det går ud på at filme 

velkendte pladser og steder i 

totaler og nærbilleder på 35mm, så 

man senere, når behovet opstår, 

kan indspille scener på ikke eksisterende 

locations fra en tidligere 

periode ved hjælp af cromakey teknikken. 

Over 100 lokaliteter rundt 

om i landet er foreløbig foreviget. 

Og hvad mange måske ikke ved: 

Frank filmede faktisk også den første 

månelanding i 1969 på film!!! Et 

16ST kamera blev stillet op foran 

fjernsynsapparatet hjemme i stuen, 

og startet under den direkte transmission 

fra månen. Et let tryk med 

pegefingeren på stilleskruen bag på 

kameraet sørgede for at tv signal og 

kamera forblev synkront. Primitiv 

teknik, men effektivt. 

Kære Frank 

fra hele Dansk 

Filmfotograf Forbund 

skal hermed lyde et 

stort tillykke – så tre 

korte – og så det 

lange. Hjertelig 

tillykke. 


Forsat fra forsiden: 

Spillefilmsdebutanten Peter Schønau 

Fogs film ”Kunsten at græde i 

kor” (fotograferet af Harald Paalgard 

FNF) modtog både en Bodil og 

en Robert for årets film, mens Nicolaj 

Arcels ”De fortabte sjæles 

ø” (fotograferet af Rasmus Videbæk 

DFF) modtog en Robert for årets 

bedste børne- og ungdomsfilm. 

DFF havde 4 nomineringer til en 

Robert i kategorien Årets Fotograf. 

Kasper Tuxen for ”Ecco”, Rasmus 

Videbæk for ”De fortabte sjæles ø” 

og Dan Laustsen med 2 nomineringer 

for de to Bornedal film ”Vikaren” 

og ”Kærlighed på film”. Derudover 

var Harald Paalgard FNF nomineret 

for ”Kunsten at græde i kor”. Bodil 

havde ingen nomineringer. 

Helt fortjent gjorde Dan Laustsen 

rent bord ved at modtage en Bodil 

for begge film, ”Vikaren” og 

”Kærlighed på film”, og en Robert 

for ”Kærlighed på film”. 

Fra filmen ”Kærlighed på film” 

Det siger jo unægteligt noget om 

Dan, at han bliver nomineret for de 

to film, han laver i Danmark i 2007. 

Stort tillykke til Dan fra DFF! 

Ved Oscar uddelingen i L.A., samme 

dag som vores Bodil blev uddelt, 

modtog Robert Elswit ASC, 

prisen som årets fotograf, for filmen 

“There Will Be Blood” 

Løs rebussen og vind vin ! 

+ + + 

Tirsdag d. 6 maj kl. 1900 

Kodak 

keglemester 

2008 

Endnu engang blev det påvist at 

snilde og følsomhed vinder over 

styrke og hårde skud. 

I hvert fald på Josty´s 168 år gamle 

bulede skæve og utilregnelige keglebane, 

hvor ingen logik eller fysiske 

love gør sig gældende. 

I år blev det til et meget tæt opgør, 

der faldt ud til fordel for Jakob 

Kusk DFF.(36 point.) Anden pladsen 

gik til Charlotte Sommer, Nordisk 

Film Lab (35 point) 

Tredje pladsen tilfaldt Frank Paulsen 

DFF.(34 Point) 

Der findes desværre ingen billeder 

fra selve præmieoverrækkelsen da 

ledelsen blev så befippet over det 

tætte opløb at der ikke blevet taget 

et eneste billede. Hvem sagde 

Kodak og fotografer… Hmm. 

Ses til næste år…. 


Vi vil så gerne 

have at i bliver 

lidt Længere 

Sådan reklamere Fakta med humor 

og ironi og inviterer dermed 

kunderne indenfor, til at tage den 

med ro og købe mere ind. Det er 

god reklame fordi man faktisk kan 

huske 

produktet. 

Men kan du huske hvad du lige har 

læst her i nyhedsbrevet ? Har du 

ikke også lyst til at bruge 5 min. 

længere med nyhedsbrevet, og 

komme i tanke om en kommentar, 

en tilføjelse, eller en ide til en 

artikel du vil skrive. 

Vi elsker at få tilmeldingssvar i god 

tid, men vi elsker endnu mere at 

modtage indlæg om løst og fast, 

beskrivelser af nye produkter, en 

uddybende artikel eller et 

knivskarpt læserbrev. 

Så hvis du har lyst til at komme til 

orde, så send en mail til 

Redaktionen@dff-dk.dk 

ONSDAG DEN 2. APRIL KL.19 PÅ DEN DANSKE FILMSKOLE 

Fuji inviterer til præsentation af deres nyeste produkter. 

Nærmere besked om hele arrangementet følger snarest, 

men reserver datoen allerede nu, 

så du ikke går glip af denne unikke aften. 

På gensyn! 

Se svaret på side 14

DFF Nyhedsbrev nr. 71, marts 2008 - Dansk Filmfotograf Forbund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?