HARbOØRE KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

fig. 1. Kirken set fra sydøst. foto Hugo Johannsen 2010. – Südostansicht der Kirche. 

Sognenavnet optræder muligvis allerede 1231 i Kong 

Valdemars Jordebog under formen »Øræn«. 1 1255 

blev Harboøre (»harthboøræ«) af Christoffer I overladt 

til Ribebispen som erstatning for de jorder, der 

var blevet sat under vand af kronens mølle i Ribe. 2 

I Ribe Oldemoder er kirken (»harthboør«) o. 1350 

ansat til 4 skilling sølv, hvilket svarer til middeltakseringen 

blandt kirkerne i Skodborg Herred, hvor den 

hørte til i ældre tid. 3 Det lavtliggende sogn synes, i 

hvert fald fra 1500-tallet, at have været jævnligt udsat 

for ‘havgange og sandflugt’, hvilket o. 1550 gjorde det 

nødvendigt for præsten at flytte til nabosognet, Engbjerg. 

4 Dette er antagelig en væsentlig bevæggrund 

for, at Harboøre som led i den kirkelige reorganisering 

under Christian III 1555 netop foresloges lagt 

under Engbjerg Sogn (s. 1333). Samtidig befaledes 

kirken nedbrudt, idet materialerne skulle anvendes 

HARbOØRE KIRKE 

VAnDfulD HERRED 

1247 

til den fremtidige hovedkirkes bygning. 5 Selvom den 

sidstnævnte beslutning af ukendte årsager ikke blev 

effektueret, bestod annekteringen under det mindre 

nabosogn helt frem til 1810. 

Af kirkeregnskaberne fra 1600-tallets første årtier 

fremgår, at sognefolket i vid udstrækning bidrog med 

frivillige pengegaver til kirkens forbedring, bl.a. i kølvandet 

på den store pest 1602. En donation med karakter 

af en votivgave kom bl.a. fra Mads Christensen 

Sand i Vejlby, der fra 1642 og for resten af sin levetid lovede 

at skænke kirken indtægterne af årets første fangst 

i håbet om, at »Gud Aller[naadigst] sparre hans Skiib, 

och Helbred«. 6 1671 solgtes Harboøre sammen med 

et flertal af områdets kirker af kronen til generalmajor 

Henrik Ruse (Rüsensteen) og blev året efter lagt ind 

under det nyoprettede baroni, Rysensteen. 7 Ejerskabet 

under slægten Juul-Rysensteen (Juel af Rysensteen, jf. 

79*

1248 Vandfuld herred 

s. 813) ophørte 1798, to år efter baroniets ophævelse, 

da kirken med tilhørende kaldsret afhændedes til Peter 

Severin fønss til løvenholm og ulrik Christian 

von Schmidten til urup. 8 1801 videresolgte de Harboøre 

til et andet konsortium, der omfattede byfoged 

i lemvig, Hans Jacob lindahl, birkeskriver i Rysensteen 

birk, Arent Peder Warelmann, købmand i lemvig, 

Christen Christensen Aggersborg og gårdejer lars 

Sørensen i Dybe. Allerede 1802 påbegyndte konsortiet 

bortsalget af kirketienden til sognemændene og birkedommer 

bendix Ahlefeldt Claudi (Claudis andel blev 

dog erhvervet af kirkens sognepræst, Peder Høyland). 

Hele transaktionen var afsluttet 1809. 9 Kaldsretten tilhørte 

dog kongen siden 1802. 10 

Den middelalderlige †kirke, hvis snævre forhold 

længe havde været følt utilstrækkelig for de mange 

kirkegængere, blev nedrevet i løbet af sommeren 1909; 

dog bevaredes tårnet (s. 1261). Grundstenen til den nye 

bygning blev lagt 13. aug. samme år i korets sydøstre 

hjørne, hvilket udvendigt markeredes med tre kors (jf. 

s. 1259), og 11. sept. 1910 kunne kirken indvies. under 

byggeriet benyttedes Harboøre Missionshus. 1912 

skete overgangen til selveje. I kølvandet på de mange 

drukneulykker under 1. Verdenskrig, hvor mange lig 

drev i land ved Harboøre, opførtes 1920 med støtte 

fra staten et kapel på kirkegården, der samtidig blev 

udvidet (s. 1251). 

Sognet udgjorde 1810-24 et selvstændigt pastorat, 

men fik sidstnævnte år Engbjerg, den tidligere hovedkirke, 

som anneks. 1877-85 var Carl Moe (1848-1927) 

sognepræst ved begge kirker. Som en hovedskikkelse 

inden for Indre Mission blev hans embedstid af afgørende 

betydning for den kirkelige vækkelse i området, 

ligesom han også siden efter at have fået præsteembede 

i Skanderup ved Kolding (DK Ribe 2574, 2576) bevarede 

en stærk tilknytning til sognet (jf. også s. 1298). 11 

1921-54 var Thyborøn lagt under Harboøre Kirke (s. 

1313). 

Sagn. Kirken var oprindelig tænkt anlagt øst for 

Skøttesgård, men blev om natten flyttet til sin nuværende 

placering. Afstanden til havet var dengang en mil 

(7,5 km), hvorimod der nu kun er en fjerdingvej (1,8 

km). I gammel tid var der dog 3,4 mil (25,5 km) mod 

vest. 12 I lighed med bl.a. Hygum Kirke (s. 1370) kendes 

også fra Harboøre en beretning om et imaginært 

ligtog fra kirken som et velkendt dødsvarsel. 13 

fig. 2. Matrikelkort 1:10.000 over den sydlige del af sognet med Røn, Stausholm, Vrist og Vejlby jorder. Kopieret 

1841 af Dreyer, sammentegnet af Jørgen Wichmann. – Katasterkarte über den südlichen Teil der Gemeinde mit den Ländereien 

Røn, Stausholm, Vrist und Vejlby.


1249 

fig. 3. ligkapel og kirke set fra nordøst. foto Hugo Johannsen 2010. – Nordostansicht von Leichenkapelle und Kirche. 

Kirken, hvis tårn hæver sig som et markant pejlemærke 

i det lave sletteland af hævet havbund, 

ligger i landsbyens østre udkant, tæt ved landevejen 

lemvig-Thyborøn. Sognet, som er klemt 

inde mellem Vesterhavet og limfjorden, ligger på 

marint forland ved foden af det høje, bakkede 

morænelandskab mod sydøst. Det præges af de 

mange strandsøer og har tidligere ofte været hærget 

af sandflugt og stormflod med oversvømmelser 

og afskæring fra højlandet til følge. 

Den store kirkegård, som i kraft af sine mindesmærker 

over druknede fiskere og sømænd (s. 

1297) er blevet kaldt ‘de store katastrofers kirkegård’, 

14 er udvidet i flere omgange. Således i 1877 

med ca. 20 alen mod nord og 1894 mod syd, da 

man samtidig planerede den meget ujævne del 

af kirkegården. 15 Atter 1904 blev arealet udvidet, 

nu i øst, på den nedbrændte præstegårds grund 

(jf. fig. 2), som erhvervedes med midler fra frivillige 

bidrag. I 1920 bevilgede staten penge til 

en stor kirkegårdsudvidelse mod nord, motiveret 

af behovet for yderligere begravelsesplads til de 

mange druknede, som under verdenskrigen var 

drevet i land ved Harboøre, jf. bygningstavle s. 

1252. Den store udvidelse mod nord inddrog tillige 

vejen nord for kirken, jf. fig. 2, 6d), som nu 

flyttedes mod syd og ændredes til den nuværende 

Søndergade. En ejendom, som endnu 1947 (jf. 

fig. 4) lå mellem kirkegården og Søndergade, er 

senere inddraget som en del af kirkegården, mens 

tomten efter købmand Røns forretning, beboelse 

og lager ved kirkepladsens sydgrænse indgik 

i parkeringsplads og vej. 

Kirkegårdens hegn og indgange. Vestsiden hegnes 

syd for hovedindgangen af en teglstensmur afdækket 

med udadvendte tagsten. Den er hvidkalket


samtidig med den i 2010 anlagte parkeringsplads. 

Teglmuren afløste et kampestensdige, som er bevaret 

nord for indgangen og hegner den øvrige 

del af kirkegårdens vestside. Mod syd langs Søndergade 

og omkring præstegårdshaven samt den 

nærmest tilgrænsende del af østsiden er opført en 

teglstensmur, her i blank mur og med afdækning 

af indadvendte tagsten. Den store nordlige udvidelse 

afgrænses af et samtidigt (1920 ) betonstøbt 

hegn, som dog senere er afløst af det nævnte kampestensdige 

i vest. 

Hovedindgangen i vest ud for kirketårnet (jf. 

fig. 4) lukkes af jerntremmefløje med en lille fodgængerlåge 

i midten. De er ophængt i murede, 

hvidkalkede piller, som afdækkes af sadeltage 

med røde tagtegl. Pillerne er formentlig opsat i 

forbindelse med udvidelsen 1894, men fornyet 

1963, da indgangen blev gjort bredere og for- 

synet med de nuværende låger, udført af Carl 

Christensen, Thyborøn. En låge i øst, som giver 

adgang til graverhuset og præstegården, har tilsvarende 

piller og låger. Endelig er der i vest som 

adgangsvej til ligkapellet yderligere en kørelåge 

med galvaniserede jerntremmefløje som hovedindgangens. 

Inden for kirkegårdens vestre hegn er der o. 

1920 plantet læhegn, som muliggør udsmykning 

af gravstederne med planter, som ellers ikke ville 

kunne tåle det hårde vejrlig. 

†Hegn og indgange. Istandsættelser af et stensat 

dige nævnes jævnligt i de gamle regnskaber fra 

slutningen af 1500-tallet og senere. Således 1630, 

da en stenpikker fik betaling for at omlægge diget 

mod syd. Hertil hentede kirkeværgerne med 

deres egne heste og vogne 50 læs sten, mens sognemændene 

forærede 24 læs kampesten ‘for hvis 

fig. 4. luftfoto af kirken set fra sydvest. foto Sylvest Jensen 1947 i Kglbibl. – Luftaufnahme der Kirche aus Südwesten.


1251 

fig. 5. Den gamle præstegård og kirken set fra nordøst. blyantstegning af Gustav Møller, 12. juli 1851. lemvig 

Museum. – Der alte Pfarrhof und die Nordostansicht der Kirche. 

velgerning Gud dem belønne’. 16 Ved et kirkesyn 

1769 siges indhegningen at være et tørvedige 

blandet med havsten, 17 men 1791 anførtes, at kirkegården 

var uden hegn. 18 Dette var formentlig 

en overdrivelse, om end tilstanden utvivlsomt 

var ringe. 1807 blev kirkegårdsdiget således opsat 

og istandsat, 19 men 1809 siges det atter at være 

brøstfældigt og behøvede 1811 nogen reparation 

for det nordres vedkommende. 20 

Ved kirkens beskrivelse 1862 omtales hegnet 

som værende af engtørv, og da kirkegården o. 

1894 blev udvidet mod syd, erstattedes et dige 

af jord og sten med et stakit. 15 Ældre fotografier 

af kirken (jf. fig. 56) viser netop sådanne (have) 

stakitter omkring kirkegården. 

Kirkegårdens hovedindgang fandtes i vest allerede 

1629, da diget omsattes fra ‘porten’ og norden 

om til ‘østre stette’. 16 Køreporten har formentlig 

været kombineret med en fodgængerlåge, 

idet man 1637 indkøbte egetræ til den vestre 

stette. Ved synet 1766 var de tømrede stetter af 

træ, omend brøstfældige, hvorfor man ønskede, 

at de måtte blive opmurede af sten. 21 1791 skal 

kirkegården imidlertid hverken have haft porte 

eller stetter, 18 men 1810 var begge slags indgange 

i god stand. 20 Ved beskrivelsen 1862 udgjorde en 

ligport med tilhørende fodgængerlåge i vest og 

en ‘stakitdør’ i øst ved præstegården fortsat kirkegårdens 

eneste indgange. 15 

Bygninger på og ved kirkegården. På kirkegårdens 

nordre del er 1920 opført et ligkapel (fig. 3) efter 

tegninger af kirkens arkitekt K. Varming. Den 

rektangulære bygning er fire fag lang, og gavlene 

vender mod nord og syd. Materialet er svarende 

til kirken grå cementsten, som er støbt på stedet 

af sogneboerne, mens taget er hængt med røde 

vingetegl. langsiderne har fire firkantede vinduer, 

adskilt af støttepiller. Hovedindgangen i syd er 

en rektangulær dør, som krones af et tympanon 

med reliefkors, flankeret af de græske bogstaver 

alfa og omega. En tilsvarende dør i nordgavlen 

gav oprindelig adgang til offentlige toiletter, men 

er blændet efter disses nedlæggelse og indretning 

af lagerrum og kølekammer. Kapellets indre har 

gulv af Ølandsfliser, hvidkalkede vægge og brunbejdset 

træloft delt af lister. nordvæggen brydes


fig. 6a. Plan og sydfacade til projekteret kirke ved A. E. Andersen 1907. 1:300. Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. – 

Grundriss und Südfassade für projektierte Kirche. 

af en rundbuet alterniche, som flankeres af døre 

til de ovennævnte rum bag nordgavlen. 22 Et kalkmaleri 

forestillende englen, der vælter stenen fra 

Kristi grav, smykker nichens øvre halvdel. Signeret 

i nedre højre hjørne af maleren og præsten 

»C. l.Toft 1920«. Omkring buen er med versaler 

malet citat fra Joh. 11,25: »Jeg er opstandelsen og 

livet«. Opstandelsestanken er yderligere tydeliggjort 

ved indmuring af gravsten nr. 4 (s. 1303) 

under kalkmaleriet. 

En bygningstavle (fig. 66) er på sydmuren, øst for 

indgangen, o. 1920 opsat i form af en genanvendt


1253 

fig. 6b. Kælderplan, vestfacade og tværsnit til projekteret kirke ved A. E. Andersen 1907. 1:300. Thyborøn-Harboøre 

lokalarkiv. – Untergeschoss, Westfassade und Querschnitt für projektierte Kirche. 

gravsten (nr. 3) fra o. 1750, af rødlig kalksten, 

180×116 cm. Indskrift i fordybet antikva mellem 

fletkors, alfa og omega foroven og en krone i midten, 

indsat i det centrale skriftfelt, der har halvrund 

øvre afslutning. Heri omtales kirkegårdens udvidelse 

og kapellets opførelse på statens bekostning 

efter tegning af kirkens arkitekt, K.Varming, et 

byggeri, der var foranlediget af, at der »under Verdenskrigen 

1914-18 drev mange lig i land paa 

Harboøre Strand«. Herunder er et mindevers i fire 

rimede strofer, signeret med initialer for den daværende 

sognepræst, Jørgen Christian berthelsen.


fig. 6c. længde- og tværsnit til projekteret kirke ved A. E. Andersen 1907. 1:300. Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. 

– Längs- und Querschnitte für projektierte Kirche. 

Indskriften indrammes af gravstenens oprindelige 

figurudsmykning og ornamentik, i hjørnerne prydet 

med evangelistmedaljoner (Mattæus og Markus 

foroven tv. og th., lukas og Johannes forneden 

tv. og th.). Skriftfeltet krones af et timeglas på et 

kranium, mens en, til dels beskadiget, fremstilling 

af en siddende figur, tilsyneladende en putto med 

oprakte arme (svarende til Verdensdommeren), 

ses forneden. Senere er foran indgangen opsat et 

vindfang med stolper af galvaniseret jern. 

På kirkegårdens sydvestre del, syd for hovedindgangen 

er opført en toiletbygning, som står


1255 

fig. 6d. Situationsplan, planer og tværsnit til projekteret kirke ved A. E. Andersen 1907. 1:300. Thyborøn-Harboøre 

lokalarkiv. – Situationsplan, Pläne und Querschnitt für projektierte Kirche. 

hvidkalket og teglhængt. Mellem kirkegårdens 

østmur og præstegården er i nyeste tid opført en 

træklædt graverbygning, som rummer maskinhus 

og værksted for graveren, der har kontor med 

videre i en fløj af præstegården ved siden af konfirmandstuen. 

†Bygninger på og ved kirkegården. Et nødtørftshus 

ønskedes 1914 flyttet fra en plads i øst til kirkegårdens 

sydvestre del. 15 Den gamle præstegård øst 

for kirken (jf. fig. 2, 5, 56) brændte 1904, hvorefter 

grunden inddroges som kirkegård, og en ny 

præstegård opførtes længere mod øst.


fig. 7a. Sydfacade og plan. 1:300. Ved K. Varming, 1909. Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. – Südfassade und Grundriss.


1257 

fig. 7b. nord-, øst- og vestfacade. 1:300. Ved K. Varming, 1909. Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. – Nord-, Ost- und 

Westfassade.


fig. 7c. længde- og tværsnit. 1:300. Ved K. Varming, 1909. Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. – Längs- und Querschnitte.

yGnInG 

Kirken er opført 1909-10 på samme sted som 

den middelalderlige forgænger, hvis tårn indgik 

i den nye bygning. umiddelbart inden nedrivningen 

af den gamle kirkes kor og skib, påbegyndt 

5. juli 1909, undersøgte Chr. Axel Jensen 

fra nationalmuseet såvel bygning som inventar (s. 

1263, 1290). Grundstenen, hvis plads er markeret 

med tre kors på korets sydøstre hjørne (fig. 69, 

s. 1248), nedlagdes 13. august 1909, og 11. sept. 

1910 kunne den nye kirke indvies. 23 Tegningerne 

skyldtes arkitekt K. Varming, København, og opførelsen 

var givet i entreprise til murermester J. P. 

Andersen, Struer, med en konstruktør Andersen, 

sammesteds, som konduktør. Endvidere medvirkede 

tømrer Jens Hansen Christensen, Aalestrup, 

snedker n. C. Kirk nielsen og malermester Anders 

Melchiorsen, begge Harboøre, samt glarmester 

Trillings gaard, lemvig. 

Opførelsen af en ny og større kirke var virkeliggørelsen 

af et længe næret ønske i menigheden. 

Allerede ved kirkesynet 1769 noteredes, at kirken 

næppe var rummelig nok til menigheden, 17 

og 1791 mente sognepræsten, at der behøvedes 

flere stole, ‘da kirken ellers er for liden til denne 

folkerige menighed’. 18 Den almindelige utilfredshed 

med den gamle kirke kommer markant 


1259 

til udtryk i Carl Moes erindringer: ‘Den gamle, 

smalle, grimme og skrøbelige kirke med pulpitur 

på kryds og tværs og med en dør i begge ender, 

var hundekold og ligefrem frygtelig, når begge 

døre åbnedes, og det peb igennem den. I de tider 

kendte man ikke til varme i kirkerne. Til gengæld 

kunne der være kvælende om sommeren’. 24 

1904 drøftedes fjernelse af pulpituret til fordel 

for en udvidelse af kirken, og et regnskab herfor 

blev fremlagt. 15 I en betænkning af 5. nov. 

1906 anbefalede kgl. bygningsinspektør Vilhelm 

Petersen imidlertid, at man i stedet for diverse 

udvidelser rev den middelalderlige kirke ned og 

opførte en ny bygning i stedet. 25 

Et projekt til en ny kirke, opført nordøst for 

den gamle, er signeret af A. E. Andersen, Struer, 

og dateret juni 1907 (fig. 6a-d). Tegningerne viser 

en bygning, bestående af skib og et kor med 

polygonal apside, flankeret af præsteværelse og 

trappehus til fyrkælder. Skibet afsluttes i vest af et 

tårnparti med våbenhus, venteværelse og opgang 

til pulpitur og klokkestokværk. Kirken var tegnet 

i nyromansk stil og antagelig tænkt opført i røde 

teglsten med skifertækkede tagflader. Arkitekten 

var den samme ‘Constructør Andersen’, som blev 

konduktør på den opførte kirke. 26 

Varmings projekt, som er dateret maj 1909 (fig. 

7a-c), opførtes på den gamle kirkes plads og ud- 

fig. 8. Plan 1:300. Målt af Poul Hansen og Ib lydholm 1974, suppleret af Hugo Johannsen og tegnet af Merete 

Rude 2010. – Grundriss.


fig. 9. Kirken set fra nordøst. foto o. 1910 i Kglbibl. – Nordostansicht der Kirche. 

nyttede så meget som muligt af det eksisterende 

tårn, som dog forhøjedes. Kirken består af kor 

og skib samt en udbygning mod nord bestemt til 

sakristi, fyrrum og trappe til et pulpitur. Sakristiet 

er ved kirkens restaurering 1959 inddraget som 

en korsarm med stolestader, ligesom pulpiturets 

nordre halvdel er udskilt som øverum for korsangerne. 

Materiale og teknik. Det udvendige murværk, 

som hæver sig over en skråkantet sokkel, er af 

grå betonsten, støbt på stedet af dansk cement, 

grus og ‘singels’ fra Harboøre Strand. Indvendige 

mure og skillevægge er opført af mursten fra den 

gamle kirke eller af nybrændte, flammede sten. 

Det var oprindelig hensigten, at den nye kirke 

skulle hvidtes udvendig, men da man fandt, at 

betonstenene var så omhyggeligt forarbejdet og 

tog sig godt ud i det smukke murarbejde, nøjedes 

man med at hvidte forhøjelsen af det gamle i forvejen 

hvidkalkede tårn. 

Ydre. Kor og skib belyses gennem store rundbuede 

vinduer, mens korsarmen har biforieåbninger 

mod øst og nord samt et triforium i 

nord til overetagen, alle underdelt af småsøjler 

af kridtsten (fig. 7b, 11). En udvendig dør i vest 

indrammes af en rundbuet åbning med tympanon, 

hvorpå læses i fordybede versaler: »Herren er 

nær«. Korgavlens cirkelvindue står nu blændet, og 

tagfladerne er hængte med røde tegl. 

Indre. Altervæggen brydes af en rundbuet blæn - 

ding, mens kor og skib forbindes af en bred, 

rund korbue med kragbånd og profileret stik. 

Ved inddragningen af sakristiet som korsarm er 

den oprindelige rundbuede arkade forstørret og 

fremtræder nu som en rektangulær åbning (jf. 

fig. 7c, 27 og 46). Pulpituret har derimod bevaret 

sin fladbuede form. Kirkens trælofter er for 

skibets vedkommende fremhævet med buede 

langsider, der forbinder væggene med det flade 

loft.

Danmarks Kirker, Ringkøbing 


fig. 10. Kirken set fra nordvest. foto o. 1910 i Kglbibl. – Nordwestansicht der Kirche. 

Tårnets nedre del repræsenteres som nævnt af 

den middelalderlige tilbygning (s. 1265), som 

over en kraftig gesims af cementsten er forhøjet 

med et nyt klokkestokværk, hvis murflader 

er trukket ind i forhold til den nedre del. Der 

er rundbuede, parvis koblede glamhuller mod 

alle fire verdenshjørner, og det ombyggede tårn 

krones af et stejlt, tegltækket pyramidespir over 

en profileret krongesims. Tårnets tidligere norddør 

er blændet og omdannet til en skabsniche, 

mens en ny firkantet indgangsdør til våbenhuset 

1261 

er etableret i sydsiden. Den indfattes af granit og 

krones af et rundbuet tympanon, hvori med fordybede 

versaler læses: »Herren kommer«. De oprindelige 

glamhuller mod vest er bibeholdt, men 

omdannet til vinduer, indsat i en blændmur. 

Varmings nye kirke fremtræder i en enkel nyromansk 

stil med detaljer, som til dels er lån fra 

den hjemlige arkitektur (Tveje Merløse, Venge 

Klosterkirke). 27 Skibets flerpasformede loft er 

derimod inspireret af de norditalienske lofter 

fra 1300-tallet (f.eks. San Zeno og San fermo 

80


Maggiore, begge i Verona), som danske arkitekter 

kendte fra deres studierejser og gerne benyttede 

i deres eget kirkebyggeri, f.eks. Carl brummers 

ombygning af valgmenighedskirken i Holstebro 

1905-06 (s. 318). 

Gulvene blev nylagt ved restaureringen 1959, 

da man fornyede bræddegulvene i stolestaderne, 

mens der i våbenhuset, midtergangen, skibets 

østende, sakristiets gang og i det ét trin hævede 

kor er lagt gule mursten i kvadratmønster over et 

underlag af leca-plader. Sakristiets hævede fyrretræsgulv 

står afrenset for gamle fernislag, mens 

de nye gulve i stolene måtte ferniseres. – †Gulve. 

De oprindelige gulve i både kor og skib var lagt 

af brædder over et betonunderlag, mens der i våbenhuset 

lå gule mursten. 

Lys og varme. Kirken fik indlagt elektrisk lys i 

1932. Ved restaureringen 1959 blev en †kalorifere 

fra 1929 afløst af et oliefyret varmluftsanlæg 

opstillet i det gamle fyrrum i sakristiet. 

Farveholdning. Kirkens indre står med hvidkalkede 

vægge, mens skibets loft ved restaureringen 

1959 blev malet i grå og blålige farver som led i 

kirkemaleren Ernst Triers nystaffering af inventaret. 

Vindfløj. Tårnspiret krones af en vindfløj, udformet 

som en fisk, der både er et gammelt 

Kristussymbol og en hentydning til sognets hovederhverv. 

28 

fig. 11. Korsarm set fra nordøst. foto Hugo Johannsen 2010. – Kreuzarm aus Nordosten.


1263 

fig. 12. Plan 1:300, målt af K. Varming 1908, jf. fig. 13, suppleret af Hugo Johannsen efter Chr. Axel Jensen 1909 og 

tegnet af Merete Rude 2011. – Grundriss. 

DEn nEDREVnE †KIRKE 

Kendskabet til den middelalderlige kirke, som 

på nær hovedparten af tårnet blev sløjfet 1909, 

skyldes i det væsentlige den indberetning (Jensen 

1909), ledsaget af en serie fotografier samt en opmåling, 

som Chr. Axel Jensen fra nationalmuseet 

udfærdigede umiddelbart inden nedrivningen. 

Kirken bestod af kor og skib, antagelig opført i 

1200-tallets anden halvdel. Senere i middelalderen, 

formentlig o. 1500, tilføjedes det nu delvis 

bevarede vesttårn, ligesom selve kirken blev forhøjet. 

Den lange og smalle kirke målte fra korets til 

skibets gavl ca. 25,75 m, mens skibets udvendige 

bredde var ca. 7,45 m. Materialet var rullesten 

med en udvendig skal af overvejende gullige 

eller rødgule mursten, som også var benyttet til 

muråbningerne. På korets nordside sås, at murene 

hvilede på syldsten, og sammesteds var levn af en 

falsgesims bevaret under den senere forhøjelse. 

Heraf fremgik, at korets murhøjde har været meget 

beskeden, kun ca. 3,5 m. Tilsvarende synes 

gældende for skibet, hvis oprindelige gesims dog 

ikke var bevaret, men kun markeret i nord, hvor 

tårnets østmur hvilede på skibets murkrone. På 

sydsiden savnes tilsvarende markering; men til 

gengæld har tårnets østmur respekteret en fremspringende 

murklods med sparrenkop-gesims (jf. 

fig. 22), som kan være levn af en fodtinde på 

gavlkammen. Den ældste kirkes lave højde be- 

kræftedes desuden yderligere af skibets vestgavl, 

som sås tydeligt under nedrivningen (jf. fig. 23). 

Ved undersøgelsen påvistes spor af muråbninger, 

som dog ikke alle synes at stamme fra opførelsestiden. 

Oprindelige var skibets døre, af hvilke 

den søndre havde bevaret sin udvendige fals og 

rundbuede stik (jf. fig. 22), mens sidstnævnte i 

nord var borttaget ved indsættelsen af et eftermiddelalderligt 

vindue. Tilsvarende havde koret 

i nord et rundbuet, falset vindue (jf. fig. 20, 72), 

hvis ydre åbning måltes til ca. 100×64 cm med 

en lysningsbredde på ca. 36 cm. En ligeledes falset 

vinduesblænding i altervæggen adskilte sig ved 

buens form (kurvehanksbuet) og sin større bredde 

på ca. 116 cm. 29 På det foreliggende grundlag 

er det vanskeligt at afgøre, om dette vindue også 

var oprindeligt eller ændret ved en senere fornyelse 

i lighed med en række andre vindueslevn (se 

nedenfor). 

Korbuen med rundbuet helstensstik og fremspringende 

teglskifte som kragbånd tilhørte antagelig 

også det oprindelige anlæg. 

Skibets oprindelige taggavle af rullesten var bevaret, 

mens korets stammede fra en eftermiddelalderlig 

reparation. 

Datering. Den lavstammede, langstrakte kirke 

synes med sine detaljer at skulle henføres til 

1200-tallets anden halvdel, og det er svært at 

forene Chr. Axel Jensens iagttagelser med hans 

vurdering af den forhøjede kirke inklusive tårnet 

som et samlet anlæg fra tiden o. 1500 – en 

80*


fig. 13. Plan, facader og snit. 1:300. Målt af K. Varming 1908. – Grundriss, Fassaden und Schnitt. 

opfattelse, som senere er gentaget i håndbogslitteraturen 

(Trap). bortset fra de usædvanlige proportioner 

adskiller grundplanen sig ikke fra den 

romanske landsbykirkes, og det bevarede nordvindue 

i koret, hvor de smigede vanger er afløst 

af fals, kendes fra senromanske kirker, eksempelvis 

Kolby på Samsø. 30 De lave mure er derimod 

et træk, som bl.a. har flere paralleller på egnen, 

jf. lemvig og Gudum. 31 Også den lave rejsning 

på skibets ældste tag, hvis vestre gavlspær havde 

efterladt aftryk på gavlen (jf. fig. 13, 23), harmonerer 

med den romanske tradition. 

Ændringer og tilføjelser. Ved undersøgelsen 1909 

påvistes på skibets nordside yderligere vinduesspor, 

som antoges at være oprindelige. Disse vinduer, 

som ikke nødvendigvis var samtidige, stammer 

dog snarest fra moderniseringer gennemført i tiden 

mellem kirkens opførelse og dens forhøjelse 

o. 1500. Således sås øst for den oprindelige dør to 

blændede, fladbuede vinduer, af hvilke det østre 

var halvt borttaget af et stort, eftermiddelalderligt 

vindue. fordelingen antyder, at der øst herfor har 

været endnu et, som er helt slugt af en nyere lysåbning. 

Det bedst bevarede af disse meget lave vinduer 

målte 80×82 cm i murflugten. Endelig påvistes 

østligst i nordmuren et meget usædvanligt vindue 

(fig. 21) med trinvis, aftrappet afdækning og 

særdeles stejl underkarm i det ydre, hvor åbningen 

målte 97×47 cm. lysningen var sekundært lukket 

af et fladbuet *vindue, 58×33 cm med blyindfattet 

glas og vindjern (nM inv.nr. D 7114). Motiveringen 

for denne afvigende udformning er uvis.


fig. 14. nordfacade 1:300, målt af Chr. Axel Jensen 1909 og tegnet af S. A. Claudi-Hansen. – Nordfassade. 

Ombygning o. 1500. Ombygningen af den senromanske 

kirke indledtes med opførelsen af det 

endnu delvis bevarede tårn, hvis østside udgår 

fra kirkens vestgavl. Den omstændighed, at tårnet 

i første omgang respekterede den lave kirke, 

forklarer, at sporet efter dettes tag er bevaret (jf. 

fig. 23). Tilbygningen hviler på en markstenssyld 

og er opført af røde og gullige mursten, suppleret 

med rullesten, der dominerer de indvendige 

vægge. Tårnrummet, der i eftermiddelalderlig tid 

omdannedes til våbenhus, dækkes af et samtidigt 

hvælv og forbindes med skibet af en spidsbuet 

arkade. Et rundbuet, udvendig falset vestvindue 

belyser rummet, hvorfra der er opgang til de øvre 

stokværk gennem et trappehus i nordvesthjørnet. 

Den falsede, fladbuede underdør giver adgang til 

en spindel (nu med cementerede trin), som belyses 

af en smal sprække i nord. Trappehuset udmunder 

nu i mellemstokværket, men synes oprindelig at 

have været højere og tillige givet adgang til klokkestokværket, 

således som det endnu ses i de beslægtede 

trappehuse i lemvig (s. 348) og ferring 

kirker (Vandfuld Herred). I mellemstokværket, 

hvis markstensvægge nu dækkes af hvidtekalk, 

anes på de tre frie sider en åbning (blændet med 

normalsten) med vandret afdækning. 32 

1265 

I klokkestokværket, hvis vægge til dels er af 

mursten, ses de blændede, dobbelte glamhuller 

mod øst, nord og vest. Det østre par havde oprindelig 

samme højde som de øvrige, men var opmuret 

i bunden efter forhøjelsen af skibet og dets 

tag (jf. fig. 23). Ved opbygningen 1909-10 blev 

der i vestsidens glamhuller indsat små trævinduer 

i en blændmur. Glamhullerne var spidsbuede og 

udvendig falsede, men afdækningen i vest og syd 

var sekundært ændret til rundbuer i forbindelse 

med skalmuringen af de pågældende sider. Det 

nordre af vestsidens glamhuller var desuden udvidet 

i bredden af hensyn til klokkens ophængning 

(jf. fig. 16). 

Da kirken blev nedrevet 1909, stod tårnet med 

nord-sydvendte taggavle, som var glatte og kun 

smykket af kammenes toptinde. Det er muligt, at 

taggavlenes simple udformning er resultat af en 

senere reparation, og at de oprindelig har været 

prydet af blændinger i lighed med de beslægtede 

tårne i lemvig og ferring. 

Kirkens forhøjelse, som med udgangspunkt 

i korhvælvets kalkmalerier må henføres til tiden 

o. 1500, er ikke nødvendigvis gennemført i 

umiddelbar forlængelse af tårnbyggeriet, jf. opmuringen 

af østsidens glamhuller. forhøjelsen af


fig. 15. ydre set fra sydøst. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Südostansicht des Äußeren. 

korets flankemure over den delvis bevarede falsgesims 

androg ca. 1 m, mens skibets må skønnes 

at have været tilsvarende. I det forhøjede kor 

indbyggedes et hvælv, hvis kapper hvilede på 

forlæg. 

Eftermiddelalderlige ændringer og vedligeholdelse. 

De bevarede kirkeregnskaber fra årene 1584 til 

1653 giver en række oplysninger om løbende 

istandsættelser og ændringer, mens oplysningerne 

for de efterfølgende halvandet hundrede år 

er få og meget summariske. De ændringer, som 

iagttoges forud for nedrivningen, kan derfor ikke 

altid tidsfæstes med sikkerhed. 

Det fremgår, at kirken underkastedes hovedreparationer 

i årene omkring 1800. Hovedreparationen 

1790 indebar i alt væsentligt en udskiftning 

af tagbeklædningen over kor og skib, hvor det 

eksisterende blytag erstattedes med tegl, svarende 

til tårnets. 18 Ved synsforretningen 1795 kunne 

bygningen derfor erklæres ‘i skikkelig og forsvarlig 

stand’ både ind- og udvendig. 20 

En ny hovedreparation 1803 afspejles i synet 

samme år, da det bl.a. summarisk noteredes, at 

‘loftet samt pulpiturer var nyt og godt, gulvet 

jævnt og belagt med mursten, mure og vægge, 

såvel ud- som indvendigt i fuldkommen stand, 

tømmerværket til dels nyt, vinduerne nye og gode 

samt porte og døre ligeledes’. 20 Ifølge kirkens 

regnskabsbog havde man til reparationen købt 

5000 mursten hos godsejer Tang på nørre Vosborg. 

19 De involverede håndværkere var Gregers 

Murermester, Holstebro, og Jacob Tømmermand, 

mens vinduerne udførtes af Søren Prang. Endelig 

fik murermester Jens larsen, lemvig, betaling for 

tagsten. Selvom oplysningerne ikke er klart definerede, 

er det fristende at henføre kirkens store 

fladbuede, falsede vinduesindfatninger og de afsprossede 

trævinduer til denne istandsættelse. Det

er ligeledes muligt, at murene i vidt omfang er 

blevet skalmuret ved samme lejlighed. 

Ved besigtigelserne forud for kirkens nedrivning 

(Uldall 1892, Jensen 1909) bemærkedes, at 

korets taggavl var helt ommuret af mursten i normalformat, 

mens korets østside og hele kirkens 

sydside var skalmuret med samme materiale lagt 

i krydsskifte. Også store dele af tårnets syd- og 

vestside står fortsat med nyere skalmure. Selvom 

dele af disse skalmuringer muligvis stammede fra 

hovedreparationen 1803, er de naturligvis gentaget 

ved mange lejligheder, både tidligere og senere. 

Således fortingede man 1621 med tre murere, 

der var på kost i 35 dage, om at mure på kirkens 

søndre og nordre side. 16 1600 indsatte en murer 

600 mursten i tårnet, 1631 indkøbtes 800 mursten 

i lemvig, som en murer og hans to hjælpere 

indsatte i tårnets søndre side, og 1635 var turen 

kommet til tårnets vestre side. Endelig reparerede 


1267 

Jens Murermester i Resen kirkens østre ende, korets 

sydside og tårnets øst- og vestside. 

Gulve. 1621 blev det befalet kirkeværgerne at 

lægge gulv af havsten under mands- og kvindestolene, 

da ‘sognefolkene godvilligt havde foræret 

kirken en sum penge’. 16 To år senere afregnedes 

med stenpikkeren for kampestensgulvet. Korgulvet 

blev 1633 hævet og nylagt af en murermester. 

1803 var gulvet i kirkens gang belagt med 

mursten, bortset fra våbenhuset (tårnrummet), 

som 1810 manglede gulv. 20 1843 ønskedes stolestadernes 

kampestensgulve afløst af brædde- eller 

murstensgulve, mens gulvet i våbenhuset skulle 

brolægges. 1855 blev murstensgulvet i kirkens 

gang afløst af bræddegulv som i stolene, mens 

våbenhuset nu skulle have et gulv af velbrændte 

mursten. 

Døre. Omdannelsen af tårnrummet til våbenhus 

indebar etablering af en udvendig, kurve- 

fig. 16. ydre set fra sydvest. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Äußeres gegen Südwesten.


fig. 17. Koret og skibet set fra nord. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Nordansicht von Chor und Schiff. 

fig. 18. ydre set fra nordøst. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Nordostansicht des Äußeren.

hanksbuet dør i nordmuren, som fungerede indtil 

opførelsen af den nye kirke, da den blændedes, og 

den indvendige niche indrettedes til skab. Etableringen 

af denne dør omtales ikke i kilderne, 

men det kan være sket allerede i 1600-tallet som 

følge af pulpiturernes tilkomst, hvorved brugen 

af de hidtidige døre vanskeliggjordes. Opgangen 

til pulpiturerne har også givet anledning til 

en blænding af tårnarkaden med to døre, en til 

kirkens midtergang og en til en pulpiturtrappe. 

Kønsopdelingen af pulpiturstolene motiverede 

yderligere en opgang fra koret til det såkaldte ‘nye 

fruentimmerloft’ via et trappeløb i triumfmuren, 

nord for korbuen (jf. fig. 13). Adgangen hertil 

kunne ske gennem en præstedør i korets nordvæg 

(jf. fig. 20, 72), tilsyneladende indsat 1844. 33 

Vinduer. Det er uvist, hvor længe de middelalderlige 

vinduer var i funktion; men i lighed med 

dørene (jf. ovf.) kan opstillingen af pulpiturerne 

også her have medført ændringer. Således viste 


1269 

undersøgelsen 1909, at man ved tilmuringen af 

syddøren havde omdannet den øvre, rundbuede 

del til et lille vindue, som kan have givet lys til 

stolene under pulpituret. Opsætningen af prædikestolen 

ved skibets sydside kan også have medført 

ændringer og betinget den uregelmæssige 

fordeling af vinduerne her. Et nyt vindue ved 

prædikestolen nævnes således 1649, da en glarmester 

fra lemvig indsatte glas i otte små vinduer 

i korets sydvindue. 16 Der må være tale om blyindfattede 

ruder svarende til den vinduesrude, som 

skånedes ved nedrivningen 1909 (jf. fig. 21 og s. 

1264). Ved skalmuring af tårnets sydside 1631 fik 

murermesteren desuden betaling for indmuring af 

tre vinduer, hvorefter glarmesteren leverede glas 

hertil. Det er dog uvist, om der er tale om tre nye 

vinduesåbninger eller udskiftning af vinduesglas i 

forhåndenværende vinduer. Indmuringen o. 1800 

af store fladbuede vinduer indebar tillige udskiftning 

af de gamle, blyindfattede ruder til fordel 

fig. 19. ydre set fra nordvest. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Nordwestansicht des Äußeren.


fig.20-21. 20. Vindue (s. 1263) og præstedør (s. 1269) i korets nordside. 21. Vindue, østligst i skibets nordside (s. 

1264). foto Chr. Axel Jensen 1909. – 20. Fenster und Pfarrtür in der Nordseite des Chores. 21. Fenster, ganz östlich in 

der Nordseite des Schiffes. 

for oplukkelige trævinduer – en disposition, som 

kendetegner hovedparten af landsbykirkerne, hvor 

man ønskede mere lys og luft. behovet for ventilation 

i den tætpakkede kirke (jf. Carl Moes ytringer 

s. 1259) kan desuden have motiveret de lavtsiddende 

åbninger, som endnu 1909 sås på korets 

sydvæg og skibets nordside (jf. fig. 15, 14). 

Tagværker. Indtil nedrivningen havde kirken tilsyneladende 

bevaret de senmiddelalderlige egetagværker, 

der begge havde lodrette spærstivere 

og hanebånd – et sæt i koret og dobbelt i skibet, 

hvis tømmer var nummereret på en usædvanlig 

måde (fig. 71). Ved en eftermiddelalderlig reparation 

var skibets tagværk forstærket med krydsbånd 

(jf. fig. 13). 

fig. 22. Detalje af skibets sydvestre hjørne med oprindelig 

dør (s. 1263) og eftermiddelalderligt vindue (s. 

1270). foto Chr. Axel Jensen 1909. – Detail der südwestlichen 

Ecke des Schiffes mit ursprünglicher Tür und nachmittelalterlichem 

Fenster.

Tagbeklædning. Tårnet kan være ‘født’ med tegltag, 

mens selve kirken stod med blyklædte tage 

indtil hovedreparationen 1791 (jf. ovf.). Tårntagets 

vestre side blev 1635-36 repareret af en 

murermester og hans hjælper med 672 tagsten 

indkøbt i lemvig. 16 1639 omstøbte og omlagde 

Hans blytækker og to medarbejdere taget på kirkens 

søndre side. 1647 udførte blytækkeren tilsvarende 

reparation af 20 skippund bly på nordsiden. 

Den økonomiske fordel ved at udskifte bly med 

tegl var dog ikke ganske uproblematisk. Herom 

vidner udgiften 1807 til rørtag på de steder, hvor 

tagstenene var afrevne i stormende vejr. 19 

Opvarmning. I 1817 betaltes for leje af en 

kakkelovn; 19 men først efter 1897 installeredes en 

permanent ovn i skibets sydøstre hjørne (jf. fig. 

13, 50). 15 


†KAlKMAlERIER 

1271 

Som anført i Chr. Axel Jensens indberetning 1909 

(jf. også fig. 24-25, 50, 53-54, 72) fandtes kalkmalerier 

fra både senmiddelalderen og nyere tid. 

1) (fig. 24, 54, 72), o. 1500. En række dekorative 

udmalinger i rødt og sort sås på korets 

hvælv samt over korbuens østside og over 

søndre og nordre skjoldbue. Korhvælvet havde 

en seksoddet stjerne i ribbeskæringen og sparremønstrede 

hvælvribber, indrammet af prikker. 

Særlig bemærkelsesværdige var de hjerteformede 

eller ‘kræmmerhuslignende’ ornamenter, anvendt 

som topdekoration i korhvælvet, et motiv, 

der med forskellige variationer genfindes i en 

række af egnens kirker (nørlem, s. 609; Tørring, 

s. 680; Hygum s. 1382, ferring og Dybe). 

fig. 23. Den nye kirke under opførelse 1909-10, set mod det senmiddelalderlige tårns østside med spor efter skibets 

oprindelige og senmiddelalderlige tage (s. 1264, 1265). foto i Thyborøn-Harboøre lokalarkiv. – Die neue Kirche 

im Bau 1909-10, gegen die Ostseite des spätmittelalterlichen Turms mit Spuren der ursprünglichen und spätmittelalterlichen 

Dächer des Schiffes.


fig. 24. Kalkmalerier o. 1500 på korhvælvet (s. 1271). 

foto Chr. Axel Jensen 1909. – Kalkmalereien auf Chorgewölbe 

um 1500. 

De indbyrdes lighedspunkter, om end ikke nøje 

identitet, mellem eksemplerne har ført til formodningen 

om tilstedeværelsen af et lokalt fællesskab, 

den såkaldte ‘lemviggruppe’, hvis repræsentanter 

dog ikke nødvendigvis har tilhørt 

samme værksted. 34 ud over de nævnte fandtes 

på vægfladerne dekorationer med bånd, hvorfra 

udgik stilke med hjerteblade (jf. fig. 72). På 

nordmuren var et indvielseskors. 

2) Eftermiddelalderlige dekorationer påvistes 

dels på korets østmur bag altertavlen, udformet 

som en tæppelignende udsmykning i blåt og gult, 

dels på triumfvæggens vestside over korbuen. 

Sidstnævnte (fig. 25, 50, 53) viste en udsmykning, 

antagelig fra o. 1750, med rocaillelignende kartoucher, 

bladværk med tulipanlignende blomster 

og vindrueklaser. 

fig. 25. Eftermiddelalderlige †kalkmalerier, o. 1750, over korbuen (s. 1272). foto Chr. Axel Jensen 1909. – Nachmittelalterliche 

†Kalkmalereien um 1750.


fig. 26. Indre set mod vest. foto Arnold Mikkelsen 2010. – Inneres gegen Westen. 

InVEnTAR 

Oversigt. De vigtigste inventargenstande fra den 1909 

nedrevne kirke, herunder altertavle, altersølv, døbefont, 

korbuekrucifiks, prædikestol og klokke, blev 1910 

overført til den nye bygning og beskrives nedenfor. 

Den †kirkes indretning og inventar er omtalt s. 1290. 

Til den nye kirke anskaffedes flere genstande, herunder 

alterbord, altermaleri og -skranke, stolestader og pulpiturer 

samt orgel. Endvidere suppleredes bl.a. altersølvet 

og dåbsudstyret. 

Større istandsættelser og inventaranskaffelser knytter 

sig ikke mindst til kirkens jubilæer, senest 100-året 

1273 

for indvielsen 1910. 35 1959 fik kirken nyt altersølv, et 

antal ringkroner og pengebøsser, mens inventaret nymaledes 

af Ernst Trier fra Vallekilde, og fonten flyttedes 

til skibets østende. 1985 opsattes et nyt orgel, der 

efter en midlertidig placering 1968 på pulpituret over 

korsarmen anbragtes på det oprindelige orgelpulpitur i 

vest. Samtidig blev bl.a. stolestaderne nymalet og renoveret. 

15 Senest, 2010, er alterskranken stafferet, korets 

belysning forbedret og inventarbeholdningen suppleret 

med et par gulvstager med tilhørende opsatser til 

blomster. 

Farvesætning. 1959 blev inventar malet i lysere toner, 

36 hvilket 1985 og atter 2010 er nyopfrisket.


Alterbordet, 1910, består af enkel rammekonstruktion 

med panelværk af fyrretræ; 225×79 cm, 113 

cm højt, opsat 110 cm fra østvæggen. under alterbordet 

er placeret tre tidligere kirkegårdsmonumenter 

for tre småbørn (jf. mindetavle nr. 1 og 

gravminder nr. 1-2). Alterbordsomhæng, 1977, 15 af 

gulbrunt fløjlsvelour; nyere hvid lærredsdug med 

broderet alterbryn, hvori mønster af kors og kalk 

med oblat (jf. s. 1195). Ældre †alterklæde, 1910, 

af rødt fløjl med guldtresser og guldkors, skænket 

1905 af ynglingeforeningen i Harboøre. En 

†alterdug (jf. fig. 48) havde udsmykning af store 

klokker og kors. Den var udført i fransk og engelsk 

syning og skænket 1905 af »hellige Kvinder 

paa Harboøre«. 15 

Altertavle (fig. 28), 1606, formentlig et værk af 

Kristen Spend, lemvig, med malerier i stor- og 

topstykke, signeret af Axel Hou 1910. De ældre 

(†)altermalerier, udført 1845 af J. b. Gjørup, 

lemvig, er opsat på korsarmens nordvæg. 

Altertavlen er arkitektonisk opbygget med tredelt 

storstykke med sidevinger på højt postament, 

kronet af et topstykke, ligeledes med sidevinger og 

topgavl. De enkelte felter indrammes af søjler med 

prydbælter, hvori beslagværksornamentik, mens 

kapitælerne har æggestav over en glat hals med 

skaftring. Postamentet har glatte, profilindrammede 

fremspring, mens de tilsvarende led i stor- og 

topstykkets friser er smykket med kerubhoveder. 

Sidevingerne og topgavlen har flade rulleværkskartoucher 

med et broget udvalg af dekorative 

motiver fra mesterens vanlige repertoire, bl.a. medaljoner, 

frugtophæng og volutter. nichespir med 

spidser eller løgprydelser står yderst på stor- og 

topgesimsen samt kroner topgavlen. 

Altermalerier. Stor- og topstykkets felter har malerier 

i olie på lærred, signeret forneden th. i storstykket: 

»Axel Hou.1910«. Stor- og sidefelterne, 

der måler henholdsvis 102×94 cm og 102×60,5 

cm, viser Jesus, der velsigner de små børn, jf. Mark. 

fig. 27. Indre set mod øst. foto Arnold Mikkelsen 2010. – Inneres gegen Osten.


1275 

fig. 28. Altertavle, 1606, med malerier af Axel Hou, 1910 (s. 1274). foto Arnold Mikkelsen 2010. – Altartafel, 1606, 

mit Gemälde von Axel Hou, 1910. 

10,16, som angivet under storfeltet. Jesus, der er 

iklædt rødlig kappe over lysebrun kjortel og har 

gulbrunt hår samt skæg, favner skærmende en 

flok børn, der alle er iklædt samtidsdragter og 

antagelig portrætterer medlemmer af menigheden 

ligesom de øvrige personer i storstykket. bag 

Jesus står to kvinder, begge med spædbørn, mens 

sidefelterne viser både mænd, kvinder og børn, 

alle vendt mod den centrale frelserskikkelse. En 

lille pige yderst tv. med det gyldne hår flettet i 

rosenkrans om hovedet holder en buket med 

røde primulaer. Gruppen er vist foran en lys- og 

mellemblå baggrund, der hentyder til himlen og 

havet. Maleren har udført beslægtede versioner af 

samme motiv til bangsbo Strand Kirke (Horns 

Herred, Hjørring Amt, 1903) og Skt. Simeons 

Kirke, København (1913). Også her er gengivelsen 

af personer og baggrund tilpasset den særlige 

lokale sammenhæng. 37 I Harboøre knytter 

emnevalget sig utvivlsomt til alteret og korets 

placering på den †kirkegård, hvor fire småbørn 

lå begravet (jf. mindetavle nr. 2 og gravminder 

nr. 1-2). Topfeltets maleri, 56×86 cm, gengiver 

et englekor, der ledsager den himmelske lovsang 

med violin- og guitarspil. Postamentfelterne har 

indskrifter i grå versaler på lys rødlig bund, hen-


fig. 29. (†)Sidefelter fra altertavle, 1606, med apostlene Jacob og Simon, udført 1845 af J. b. Gjørup, lemvig (s. 

1276). foto Arnold Mikkelsen 2009. – (†)Seitenfelder von Altarbild, 1606, mit den Aposteln Jacob und Simon, 1845 von 

J. B. Gjørup, Lemvig. 

holdsvis fra Ap.g. 3,25, Mark. 10,16 og Mark. 

11,9 (Matt. 21,9), læst fra venstre mod højre. 

(†)Altermalerier (fig. 29-30), udført 1845, 38 af J. 

b. Gjørup, lemvig, omfatter storstykkets midt- 

og sidefelter; olie på træ, hhv. 71×87,5 cm og 

98×53,5 cm, idet storfeltet er beskåret foroven, 

jf. fig. 48. I overensstemmelse med malerens velkendte 

motivvalg (jf. s. 1349 og 1388) viser sidstnævnte 

Nadveren efter leonardo da Vincis forlæg, 

mens sidefelterne gengiver monokrome figurer 

i brunt på grålig baggrund af apostlene Jacob 

(tv.) og Simon (th.), begge kopieret efter Thorvaldsens 

figurer i København Vor frue Kirke. 

Apostlenes navne er angivet med gul skriveskrift 

på de tilhørende sokler. Det tilsvarende †topfelt 

gengav Kristi Dåb (jf. fig. 48 og 22, s. 1389) indsat 

i et landskabsprospekt og vist »med så små figurer 

som muligt« (Jensen 1909). 

†Altermalerier, enten altertavlens oprindelige eller 

yngre, dateret 1703 (jf. nedenfor), er omtalt 

1769 og karakteriseret som ‘slette’; storfeltet viste 

Nadveren, mens topfeltet illustrerede Kristi Opstandelse. 

Sidefelterne (eller alene postamentfelterne) 

havde indskrifter med forgyldte bogstaver, 

der gengav nadverordene. Endvidere sås, vel i postamentet, 

årstallet 1703 og kirkeejerens adelige



fig. 30. (†)Storfeltsmaleri fra altertavle, 1606, med Den hellige nadver, udført 1845 af J. b. Gjørup, lemvig (s. 1276). 

foto Arnold Mikkelsen 2009. – (†)Altargemälde, 1606, mit dem Heiligen Abendmahl, 1845 von J. B. Gjørup, Lemvig. 

våben, formentlig Gregers Daa og Jeanne Marie 

Rüsensteens, svarende til altertavlerne i lomborg 

og Rom, s. 744, 792. 17 

Den nuværende altertavle fremstår i en skikkelse 

præget af Ernst Triers restaurering 1959, 

idet stafferingen i harmoni med altermalerierne 

er holdt i lyse farvetoner med lysegrå, turkise, 

bleg- og teglstensrøde, blå og okkergule nuancer 

foruden hvidt. På tavlens bagside er fæstnet mindetavle 

nr. 2. 

Tavlens tilblivelse 1606 er omtalt med flere enkeltheder 

i kirkens ældste regnskaber. Træet blev 

hentet i lemvig og fjaltring, mens to snedkere, 

hvis redskaber siden fragtedes til bøvling, var i 

aktion i seks uger og tre dage. Den ene af disse 

var antagelig Kristen Spend, hvis arbejder er hyppigt 

forekommende i både Skodborg og Vandfuld 

1277 

herreder (jf. bl.a. s. 652, 658, 688, 715, 797, 839, 

899, 1001 og 1398). Malerarbejdet udførtes af 

Morten Maler og hans medhjælper i fem uger; 

den førstnævnte fragtedes, vel efter endt arbejde, 

til Holstebro. 16 1703 blev tavlen opmalet, hvilket 

markeredes med årstal samt kirkeejerens og hans 

hustrus våbenskjolde, som nævnt ovenfor Gregers 

Daa og Jeanne Marie Rüsensteen. 17 En nyopmaling 

gennemførtes 1844-45, sandsynligvis af 

lemvigmaleren J. b. Gjørup, der bl.a. erstattede 

de ældre altermalerier med sine egne. 33 Tavlen 

nystafferedes og forgyldtes 1875, 39 vel med den 

egetræsmaling og guldbronzering, der konstateredes 

1909, idet †indskrifter i skriveskrift, gult 

på sort, var anført på fodstykket; herunder og på 

kronfrisen anedes dog ældre indskrifter i fraktur, 

ligesom der påvistes to lag ældre stafferinger un- 

81


fig. 31. Alterkalk nr. 1, sammensat af fod og skaft fra 

o. 1600 samt bæger fra 1910 (s. 1278). foto Arnold 

Mikkelsen 2009. – Altarkelch Nr. 1, bestehend aus Fuß 

und Schaft um 1600 sowie Becher von 1910. 

der egetræsmalingen. Ved opstillingen i den nye 

kirke 1910 fornyedes altermalerierne, mens rammeværket 

stafferedes i blåt og rødt. 1959 lysnedes 

stafferingen af Ernst Trier, Vallekilde. 40 1994 blev 

både de nuværende og de ældre altermalerier 

istandsat. 41 

Altersølvet. Kirken har to sæt med kalk og tilhørende 

disk. Heraf hidrører kalk nr. 1 (dog med 

nyere bæger) fra den gamle kirke, mens det andet 

sæt, der er af sølvplet, nyanskaffedes 1910 sammen 

med oblatæske og alterkande (se ndf.). 

1) Alterkalk (fig. 31), sammensat af ældre fod og 

skaft fra o. 1600 samt glat bæger fra 1910, 18,5 

cm høj. Sekstunget fod, der er drevet stejlt op 

mod en knop med rudebosser med graverede 

versaler: »IHESVS«. På fodens ene led er et støbt 

krucifiks, 3 cm højt, mens der på et andet er sekundært 

graveret årstal og initialer i versaler for 

giverparret: »M. I. HyOM/ K.S.D. bIE/ 1675«, 

dvs. for sognepræst Mads Jensen Hygum (†1677) 

og K(irsten) Sørensdatter bhie. 42 På fodens vandrette 

standkant er sammenskrevne initialer: »PP 

(eller D)S« (fig. 73), vel mestermærke for guldsmeden, 

der dog ikke er identificeret. 43 Tilhørende 

disk (jf. fig. 32), skænket 1959 af anonym giver 

sammen med alterkande nr. 2; 17 cm i tværmål. 

under fanen mesterstempel for bent Exner og 

lødighedsmærke for sterlingsølv. †Disk. nævnt 

sammen med kalken 1766 17 og endnu registreret 

1910. 15 

2) Alterkalk, 1910, af sølvplet, anskaffet fra Dansk 

Paramenthandel. 23 cm høj, udformet som kalk 

nr. 1, dog med gennembrudt stjernemønster på 

lodret standkant og ovale bosser uden indskrift 

på knoppen. Tilhørende disk, 15,5 cm, med graveret 

cirkelkors på fanen. under bund er mærker 

for Cohrs Sølvvarefabrik, fredericia, for landsforeningen 

for Dansk Arbejde samt mærke for 

sølvplet. 

Oblatæsker. 1) Af metalblik, 10,5 cm i tværmål, 

7,5 cm høj. På låget er med versaler anført: »Den 

danske Diakonissestiftelse, Kjøbenhavn 500 kirkebrød«. 

Æsken er muligvis identisk med den 

sortlakerede blikæske, der anskaffedes 1862 33 og 

1883 oplakeredes samt forsynedes med et opstående, 

forgyldt †kors 15 2) 1906, 33 af porcelæn. 14 

cm i tværmål, 6,5 cm høj. Sort med guldkant og 

-kors. under bund mærke for bing & Grøndahl. 

3) (Jf. fig. 32), af sølvplet, 9,5 cm i tværmål, 5,5 

cm høj. På låget kløverbladskors; under bunden 

indpræget med trambulérjern: »H«. Antagelig 

identisk med oblatæske, anskaffet 1910 (jf. ovf.). 

4) Af sølv, udført af bent Exner, formentlig 1959 

svarende til disk nr. 2 og alterkande nr. 2. under 

både æskens og lågets bund er identiske stempler 

for Exner og sterlingsølv. 

Alterkander. 1) 1910, af porcelæn, 31,5 cm høj; 

sort med guldkors og -kanter. Mærke under bunden 

for Den Kongelige Porcelænsfabrik. 2) (Jf. fig. 

32), 1959, af sølv, 20 cm høj; af form som keglestub, 

beslægtet med alterkanden i Humlum Kirke

(s. 1201). Ved lågets hængsel stempler for bent 

Exner og sterlingsølv. 15 †Alterkander. Inventaret 

1910 nævner ud over nr. 1 henholdsvis en ældre 

vinkande af porcelæn, omtalt allerede 1845 33 og 

1862, samt en kande af sølvplet, anskaffet 1910. 15 

Sygesæt. 1) Muligvis identisk med sæt anskaffet 

1875 til brug både her og i Engbjerg Kirke, 

af sølv. 15 Omfattende kalk, 10,5 cm høj; under 

bund er indpræget: »WMfM/ I/ O«; disk, 6,2 

cm i tværmål, oblatæske 5,7 cm i tværmål og 2,4 

cm høj samt glasflaske med skruelåg af sølv, 7 cm 

høj. 2) nyere, af tin, omfattende kalk, 10,8 cm 

høj, disk, 6,2 cm i tværmål, oblatæske, 2,5 cm 

høj, 5,7 cm i tværmål og glasflaske, 14,5 cm høj, 

med skruelåg af metal. De tre førstnævnte dele er 

mærket med mesterstempel (sammenskrevet 3b), 

lødigheds- samt Danmarksmærke. 


1279 

Ske (jf. fig. 32), anskaffet 1903. 15 16,5 cm lang. 

På skaftets bagside tre stempler, henholdsvis Københavnsmærke 

for 1903, guardejnsstempel for 

Simon Groth og mestermærke for »Af« (muligvis 

A. fleron) i tværovalt felt (jf. s. 1061 og 1352). 

†Skål, anskaffet 1907, 33 af porcelæn. 

Alterstager. Kirken har to sæt stager af senmiddelalderlig 

form; heraf er dog én af stagerne en 

moderne kopi; endvidere en nyere stage (af et 

sæt på to). 1) (fig. 33), o. 1500, 27 cm høje. Spor 

under foden tyder på, at fodleddet har hvilet på 

tre støtter, enten formet som ben eller som siddende 

løver. Cylinderskaft med tre skarpryggede 

skaftringe og kreneleret lyseskål med cirkulære 

perforeringer, der danner små rosetter. 44 1584 betaltes 

for ‘en stang i lysekærten’, vel for en lysetorn. 

16 

fig. 32. Altersølv, omfattende disk nr. 1, oblatæske nr. 4 og alterkande nr. 2, skænket 1959 og udført af bent Exner; 

desuden oblatæske nr. 3, antagelig 1910 (bagest th.), og ske, 1903 (s. 1278-79). foto Arnold Mikkelsen 2009. – Silberne 

Altargeräte, bestehend aus Patene Nr. 1, Oblatendose Nr. 4 und Altarkanne Nr. 2, 1959 geschenkt, hergestellt von Bent 

Exner; außerdem Oblatendose Nr. 3, vermutlich 1910 (hinten rechts), und Löffel, 1903. 

81*


fig. 33-34. 33. Alterstager nr. 1, o. 1500 (s. 1279). foto Arnold Mikkelsen 2010. 34. Alterstager nr. 2, hhv. o. 1550 

og moderne kopi (s. 1280). foto Arnold Mikkelsen 2009. – 33. Altarleuchter Nr. 1, um 1500. 34. Altarleuchter Nr. 2, 

jeweils um 1550, und moderne Kopie. 

2) (fig. 34), o. 1550, 39 cm høj. Cylinderskaft 

med kraftig skaftring og lavt, profileret fodled og 

lysskål. Den ene af stagerne manglede allerede 

1862. 45 1969 tilføjedes en moderne kopi. 33 3) 

1924, femarmet stage, af messing, 42,5 cm høj. 

På foden står med fordybede versaler: »Skænket 

Harboøre Kirke 1924«. Gave fra fabrikant Rasmussen, 

Engbjerg. 15 I ligkapel. 

†Alterstager, trearmede lysestager, 1910, erstattet 

1924 af alterstage(r) nr. 3. 

Lyseslukkere (fig. 35), o. 1900. To eksempler af 

uens højde, dog begge af cylinderform med opstående 

kors; af kobber med messing og blik. 

Syvstage (fig. 36), erhvervet 1972; af messing, 42 

cm høj. Opstillet på granitpodium, udhugget af 

Ejgil Westergaard, lemvig. 15 

fig. 35-36. 35. lyseslukkere, o. 1900 (s. 1280). 36. Syvstage, 1972 (s. 1280). foto Arnold Mikkelsen 2009. – 35. 

Löschhütchen, um 1900. 36. Siebenleuchter, 1972.

Messehagler. Kirken har i alt fire nyere messehagler. 

Heraf er den ældste (nr. 1) af rødt fløjl 

med besætning af guldgaloner, vel identisk med 

en hagel af purpur(rødt) silkefløjl med guldbesætning, 

anskaffet 1951. 15 1998 og atter 2001 

anskaffedes i alt tre hagler, de nuværende, alle af 

lærred, henholdsvis hvidligt groftvævet lærred 

med indvævede striber i guld (nr. 2), af violet 

stof med gaffelkors på ryggen og mønstervævet 

bort med guldbesætning og mærke for St. Martin 

Vestment, lutton Spalding (nr. 3), samt af grønt 

og blåt lærred med dekoration på ryg og forside 

af redningsbåd og fisk samt af kors (nr. 4). 15 

Alterskranke, 1910, af halvcirkulær form med 

flade, udsavede balustre, stafferet lysegrå, og med 

rødbrunt læderpolstret knæfald. 

Døbefont (fig. 37), romansk, af granit, 92 cm 

høj. fonten, der adskiller sig fra egnens vanlige 

bægerbladstype (jf. også Mackeprang, Døbefonte 

161), har en fod af form som et omvendt terningkapitæl 

med enkle profilled langs de fire sider 

og markerede hjørneknopper (eller hoveder). 

Kummen, som har tværmålet 89 cm og er udført 

af en mere grovkornet granit i forhold til foden, 

fig. 37. Romansk døbefont (s. 1281). foto Arnold 

Mikkelsen 2010. – Romanisches Taufbecken. 


1281 

fig. 38. Dåbsfad og -kande nr. 2, anskaffet 1910 (s. 

1281). foto Arnold Mikkelsen 2009. – Taufschale und 

Taufkanne Nr. 2, angeschafft 1910. 

smykkes lidt under mundingsranden af fire fremspringende 

hoveder. Svage farvespor i rødt anes 

ved hovederne, formentlig rester af †staffering, 

udført 1845, 33 men omtrent afrenset 1883. fonten, 

der overførtes 1910 fra den nedrevne kirke, 

stod oprindelig ved korbuens nordside, men blev 

1959 flyttet til en placering uden for buen i skibets 

nordøsthjørne. 

Dåbsfade. 1) Enkelt fad, 37,5 cm i tværmål, antagelig 

identisk med messingfad, nævnt 1862. 15 

2) (Jf. fig. 38), 1910, af kobber med udhamrede 

kors på fanen. Omtalt som en gave fra »Søster 

Magda«. 15 

Dåbskander. 1) Af tin, 24,5 cm høj, af vanlig 

form (jf. s. 1354). Antagelig identisk med lågkande, 

anskaffet 1862 og repareret 1907. 46 2) (Jf. 

fig. 38), af tin, 30 cm høj med opstående kors på 

låget. formentlig identisk med den 1910 anskaffede 

‘smukke nye kande’. 33 

Korbuekrucifiks (fig. 39), o. 1500, på nyere korstræ. 

Den groftskårne figur, der er ca. 135 cm høj, 

hænger i let skrånende arme, begge tilsatte. Hovedet 

med enkelt skåren vidjekrans luder tungt 

mod højre skulder, øjnene er lukket og munden 

let åbentstående. Skulderlangt hår og tvedelt bølgeskåret 

skæg. brystmuskulaturen er gengivet 

med flere detaljer ligesom lændeklædet, der er 

snoet stramt om livet med en nedhængende fold 

ved højre side og en snip mellem de let bøjede 

ben. Højre fod ligger over venstre og samles med


fig. 39. Korbuekrucifiks, o. 1500 (s. 1281). foto Arnold Mikkelsen 2010. – Chorbogenkruzifix, 

um 1500. 

en nagle, der i en realistisk detalje skubber den 

løsthængende hud op over såret. Det sekundære 

korstræ er glat med indskrifttavle foroven. figuren, 

der tidligere var egetræsmalet (Jensen 1909), 

står i dag afrenset, hvilket formentlig gennemførtes 

i forbindelse med hovedistandsættelsen 1959. 

Korstræets navneskilt har hvide versaler på sort 

bund. Ophængt på sydvæggen mellem 3. og 4. 

vinduesfag, jf. også fig. 26. Om ophængningen i 

den nedrevne kirke, jf. s. 1291. 

Prædikestol (fig. 40), 1618 ifølge regnskaberne. 16 

Stolen, der antagelig i lighed med altertavlen 

kan tilskrives Kristen Spend fra lemvig, omfatter 

kurv med samtidig underbaldakin og himmel 

samt nyere opgang, 1959, med tilhørende mægler. 

Stolen tilhører karnaptypen; selve kurven omfatter 

seks fag, hvoraf de tre midterste udgør et 

fremspring, flankeret af to fag i vest og et enkelt 

ved opgangen mod øst. De respektive fag er indrammet 

af spinkle joniske søjler med karvskåret


fig. 40. Prædikestol, 1618 (s. 1282). foto Arnold Mikkelsen 2010. – Kanzel, 1618. 

stjerneornament på ‘halsen’ under kapitælerne og 

forneden prydbælter med beslagværksornamentik. 

Storfelterne har rundbuede arkader båret af 

kannelerede pilastre og bueslag med æggestav; 

trefligede bladornamenter i sviklerne. Postamentet 

har glatte profilindrammede felter, mens de 

øvre smalfelter har kassetteornamenter med ro- 

1283 

setter; de gennemgående lister har henholdsvis 

perlestav og dobbelt tandsnit. under hjørnerne 

er hængestykker formet som forenklede kerubhoveder, 

formentlig sekundære (jf. nedenfor), 

flankeret af ornamenter med dobbeltvolutter og 

beslagværksdekoration. Håndliste og læsepult fra 

1959. Underbaldakin af svungen kontur, hvilende


på firkantet bærestolpe. Den samtidige himmel, 

ligeledes af karnapform, har over en skrå tandsnitsgesims 

spirkronede prydgavle, alle med beslagværksornamentik 

og rosetter; herimellem 

er hjørnespir, der tilsvarende afsluttes med topprydelser. 

nyere hængestykker under hjørnerne 

med kerubhoveder. 

Opgangen, ombygget 1959, med ligeløbstrappe 

med spinkelt gelænder og mægler med en usædvanlig 

topudsmykning (fig. 41) formet som en 

kirkemodel af en løgkuppelkronet centralbygning, 

jf. ndf. 

Stolens nuværende staffering hidrører i det 

væsentlige fra Ernst Triers istandsættelse 1959. 

farverne, der er samstemt efter altertavlen og 

stoleværket, omfatter hvidt, gråt, turkisblåt og 

lyst teglrødt, idet arkadefelterne står i okkergult, 

mens udvalgte detaljer er forgyldt. På postamenternes 

smalfelter er omløbende versalindskrift i 

mørkegråt på lys teglrød bund med skriftsted (1 

Joh. 5,11). Opsat østligt på skibets sydmur mellem 

1. og 2. vindue. 

Prædikestolen, der i flere detaljer er nært beslægtet 

med de samtidige eksemplarer i bl.a. nørre 

nissum, Tørring, Heldum (†prædikestol), Rom, 

bøvling og Hygum (s. 658, 688, 715, 797, 839 

og 1398), kan sandsynligvis tilskrives den aktive 

snedker, Kristen Spend i lemvig (jf. også ovenfor), 

om end denne ikke er direkte omtalt i regnskaberne. 

Heri nævnes, at hele tre snedkere var involveret; 

arbejdet med prædikestolen, bærestolpen, 

himlen og ‘trapperne’, måske en todelt opgang, 

omfattede indkøb af tømmer, stål og hornlim 

samt arbejdsløn til snedkerne og til en pligtkarl 

i tre dage, der opsatte stolen. 16 I forbindelse med 

inventarets nystaffering 1703 blev også prædikestolen 

bemalet, bl.a. med en †indskrift på det ene 

arkadefelt: »Denne Prædike Stoel er til(l)ige med 

Pulpituet(!) til Guds Ære og Kirkens Prydelse 

bleven stafferet, paa Sogne Præstens Hr Thomas 

Graaes, og deele=fogden Christen Stausholms, 

og hans broder Peder Stausholms tillige med 

de fleeste og fornem(m)este af Harboøre Sogne 

Mænd deres samtliges bekostning Ao 1703«. En 

antagelig samtidig figurudsmykning af stolens øvrige 

fag, der ligesom indskriften tidligst er nævnt i 

præsteindberetningen fra 1769, omtaler en deko- 

ration med Kristus, vist som Salvator Mundi mellem 

de fire evangelister. På himlens underside var 

en staffering med en blå himmel, hvidgrå skyer og 

i midten en flyvende due. 17 En nyopmaling gennemførtes 

1845. 33 Ved denne lejlighed kan kurvens 

udsmykning være erstattet af en †staffering 

med grisaillemalerier efter Thorvaldsens apostle 

med tilhørende navne i fraktur, antagelig udført af 

J. b. Gjørup, lemvig, der samtidig udsmykkede altertavlen 

(jf. s. 1276). 1862 nævnes, at stolens sider 

og himlen var fornyet med nye hoveder, antagelig 

kurvens og himlens kerubhoveder. 15 Af disse ses 

dog ikke de sidstnævnte på ældre fotografier (jf. 

fig. 41. Dekoration af russisk-ortodoks løgkuppelkirke, 

anvendt som topprydelse på prædikestolsopgangens 

mægler (s. 1285). foto Arnold Mikkelsen 2009. – Dekoration 

von griechisch-orthodoxer Zwiebelkuppelkirche, verwendet 

zur Verzierung des Kanzelaufgangspfahls.

fig. 50, 53), og de kan være midlertidigt nedtaget. 

1880 blev stolen egemalet og forgyldt. 15 Ifølge registreringen 

1909 anedes spor af ældre farver, herunder 

†indskriften: »1703« under apostelnavnet 

Andreas samt røde ornamentkanter, sorte flader 

og hvide søjler, måske ligesom det førstnævnte 

hidrørende fra nystafferingen dette år. 

En †opgang (fig. 49-50), placeret vinkelret på 

sydmuren, rummede rester af et oprindeligt panel. 

Mæglerens usædvanlige udsmykning med en 

løgkuppelbygning eller -kirke af russisk-ortodoks 

type var dog ifølge de ældre fotografier tydeligt 

sekundært påsat endestolpen, der vel tidligere 

hav de en almindelig topprydelse med drejet løgspir, 

svarende til en †pendant. Antagelig hidrørte 

prydelsen fra den 1868 strandede russiske fregat 

»Alexander newskij«. 47 Ved stolens genopsætning 

i den nye kirke blev den nystafferet, idet stolens 

felter nu smykkedes med seks forgyldte kristne 

symboler, mens den nuværende omløbende indskrift 

påmaledes. Himlen blev blåmalet og prydet 

med de ovennævnte englehoveder, der var forgyldte 

med hvide vinger. Opgangen fik sin nuværende 

placering, idet en udskåret †stolpe nærmest 

kurven forsynedes med reliefskårne og forgyldte 

symboler for Tro, Håb og Kærlighed (kors, anker 

og hjerte). †Beklædning af håndlisten med guldtresse- 

og frynsebesat karmoisinrødt fløjl. Ved renoveringen 

1959 blev opgangsgelænderet atter 

ombygget, idet dog den øvre stolpe kasseredes. 48 

†Lysearm, trearmet, af bronzeret metal, var fæstnet 

ved stolen (jf. fig. 49). 

Stole (jf. fig. 26-27). Midtskibet rummer to 

blokke af stolestader, 1910, omfattende henholdsvis 

24 stader i syd (svarende til det oprindelige) 

og 22 i nord (tidligere 25). Stolene har udskårne 

endegavle mod midtskibet med skjoldformet felt 

foroven, indrammet af lave opstandere. Mod nord- 

og sydvæggen er enklere gavle, tilføjet 1959. Turkisblå 

staffering med lysegrå panelfelter og spejlfyldinger 

i lys teglrødt i endegavlen. Staderne blev 

nymalet 1959 og atter 1985. 15 formentlig i forbindelse 

med døbefontens flytning fra korbuen til 

skibets nordøstende 1959 fjernedes tre stader fra 

den nordre blok. I korsarmen er faste vægbænke, 

1910, med tilhørende paneler langs øst-, nord- og 

vestvæggen. Stafferet som stolestaderne. fem ny- 


1285 

fig. 42. Præstetavle, opsat 1940 som en videreførelse af 

tavle i Engbjerg Kirke (s. 1287). foto Arnold Mikkelsen 

2010. – Pfarrertafel, 1940 angebracht als Weiterführung 

einer Tafel in der Engbjerg Kirche. 

ere bænke, gråstafferede, er i våbenhuset, mens et 

antal løse stole af bøgetræ med fletsæder af Hans 

Wegners velkendte type, vel ligeledes anskaffet 

1959, findes både i korsarmen, ved døbefonten 

og i øvrigt rundt om i kirken. 

Præstestol. En stol af mørkbejset fyr med drejede 

forben og buet ryg samt lysebrunt lædersæde 

hidrører antagelig fra 1910; oprindelig placeret i 

‘kornichen’ som en fast stol. 15 nu i korets nordøsthjørne. 

Degnestol, 1910, indrettet øverst i rækken af 

mandsstole og lukket mod midtergangen. Ved 

indgangen var tidligere placeret den nuværende 

prædikestolsmæglers kuppelkirke. 15


fig. 43. Mindetavle nr. 1, opsat over medlemmer af to skibslav, alle omkomne 

ved drukneulykker hhv. 1862 og 1863 (s. 1288). foto Arnold 

Mikkelsen 2010. – Gedächtnistafel Nr. 1 für Mitglieder von zwei Schiffszünften, 

die jeweils 1862 und 1863 ertranken. 

Pengebøsser, anskaffet 1977. 15 To ens cirkulære 

bøsser af messing med pengetragt foroven og 

reliefkors på forsiden, er ophængt i våbenhuset. 

Som anført med fordybede versaler på tilhørende 

messingskilte beregnet henholdsvis til 

kirken og til ydre Mission. Af ældre †pengebøsser 

fandtes 1910 en flad, hvidlakeret bøsse, vel af blik, 

nord for indgangsdøren. Endvidere en tilsvarende 

ved indgangen til korsarmen. 15 1929, 1936 49 og 

1959 15 anskaffedes nye kirkebøsser. 

Dørfløje, 1910, med små, kvadratiske fyldinger. 

fløjene til våbenhus og korsarm er malet i lyseblå 

farver, mens fløjdøren mellem våbenhus og kirke 

står i to grå nuancer. 

Pulpiturer. 1) (Jf. fig. 26), 1910, opsat i skibets 

vestende. brystværk med skiftevis brede og smalle 

profilfyldinger. Stafferet i gråt og hvidt. Anvendt 

som orgelpulpitur i tidsrummet 1910-68 og atter 

fra 1985. 2) (Jf. fig. 27), 1968, opsat over korsarmen 

som fornyelse af det oprindelige, der ikke

var dybt nok til det nye orgel. Med fyldingssmykket 

brystværn mod skibet. 1968-85 anvendt som 

orgelpulpitur. †Pulpitur, 1910, jf. fig. 7c. Anvendt 

til siddepladser for menigheden indtil 1968. 

Orgel (jf. fig. 26), 1968, oprindelig med otte 

stemmer, ét manual og pedal, bygget af Th. frobenius 

& Sønner, Kongens lyngby. 1985 udvidet 

af samme firma til 15 stemmer og tre transmissioner, 

to manualer og pedal. Disposition 1968: 

Manual: Gedakt 8', Spidsgamba 8', Principal 4', 

Rørfløjte 4', Spidsfløjte 2', Oktav 1'. Pedal: Subbas 

16', Gedakt 8'. Koppel M-P. Disposition 1985: 

Hovedværk: Principal 8', Rørfløjte 8', Oktav 4', 

Gedaktfløjte 4', Oktav 2', Mixtur IV, Trompet 8'. 

Svelleværk: Gedakt 8', Spidsgamba 8', Principal 4', 

Rørfløjte 4', Spidsfløjte 2', Oktav 1'. Pedal: Subbas 

16', Oktav 8' (trm.), Gedakt 8', Oktav 4' (trm.), 

Trompet 8' (trm.). Kopler: SV-HV, HV-P, SV-P. 50 

Orglet var oprindelig placeret på pulpitur nr. 2, 

med sydvendt facade og nordvendt spillebord. 

1985 flyttedes det til vestpulpituret, hvor det udstyredes 

med en ny facade. 

†Orgel, påbegyndt af anonym orgelbygger og 

færdigbygget 1910 af orgelbyggeriet Chr. Winther, 

København, som dette firmas første orgelleverance. 

51 Disposition: Manual I: bordun 16', Principal 


1287 

8', Oktav 4'. Manual II: Gamba 8', fløjte 4'. Pedal: 

Subbas 16'. Kopler: I 4'-I, II-I, I-P, II-P. 4 kollektiver. 

52 Pneumatisk aktion. O. 1931-32, da kirken 

fik indlagt elektricitet, blev der etableret elektrisk 

luftforsyning. På vestpulpituret. 53 

Salmenummertavler. Kirken har fire enkle, moderne 

tavler med profilramme og stifter til hængetal 

af messing. lysegrå staffering. Versalindskrifter 

i mørkegråt. †Salmenummertavler. 1910 omtaltes 

fire tavler. brede profilrammer, formentlig i 

træets naturlige farve og sortstafferet indskriftfelt 

med stifter til ophængning af bronzetal. Endvidere 

fandtes endnu 1910 to mindre tavler, overført 

fra den gamle kirke (jf. s. 1296). 

Præsterækketavle (fig. 42), skænket 1940 af pastor 

A. l. Andreasen og hustru, som en fortsættelse 

af præstetavlen i Engbjerg Kirke (s. 1358). 

udført af snedker og maler Anders Melchiorsen, 

Harboøre. 15 Tavlen har en arkitektonisk indramning 

i renæssancestil. Toskanske søjler med halsring 

og kasettedekorerede prydbælter hviler på 

et højt postament med fremspring, fantasifuldt 

formet som timeglas, og volutprydet hængestykke. 

bjælkeværket har skrå tandsnitsgesims og kerubhoveder 

på fremspringene, der øverst krones 

af topspir, hvorimellem rundbuet topgavl. Ram- 

fig. 44. Mindetavle nr. 2, o. 1910, for fire børn, begravet på kirkegårdens tidligere areal (s. 1288). foto Arnold 

Mikkelsen 2010. – Gedächtnistafel Nr. 2, um 1910, für vier Kinder, auf dem früheren Gelände des Friedhofes begraben.


fig. 45. Kirkeskib, »nina«, erhvervet 1915 (s. 1289). foto Arnold Mikkelsen 2010. – 

Kirchenschiff »Nina«, erworben 1915. 

meværket er stafferet i sort med grønt, rødbrunt 

og gult samt forgyldning af detaljer. Indskrifter 

i gult og hvidt, henholdsvis i versaler og skriveskrift. 

Hovedfeltets præste- og kapellanrække 

indledes henholdsvis med Jørgen Christian berthelsen 

(1901-23) og Johannes Kastrup (1927- 

29). fodfeltet har skriftsted (Es. 62,6), mens hovedgesimsens 

frisefelt anfører giveråret 1940 og 

tavlens videreførelse fra Engbjergtavlen. I topgavlen 

er angivet andet vers fra n. f. S. Grundtvigs 

salme, »I dag på apostolisk vis« (DDS, nr. 486) 

fra 1843/1845. Ophængt på korsarmens vestvæg, 

tidligere i skibet. 

Mindetavler. 1) (fig. 43), o. 1863, for to skibslav 

med i alt 19 fiskere, »som forulykkede og druknede 

paa Havet for Vrist« 17. nov. 1862 og 11. 

maj 1863. De omkomne mænd, der omfattede 

både gifte og ugifte, tilhørte henholdsvis Søren 

Kirks og Anders Vrists skibslav og efterlod i alt 

11 enker og 27 faderløse børn. navnene er sammen 

med afdødes alder og civilstand anført i to 

lodrette spalter (jf. også fællesmonument nr. 1). 

Tavle af fyrretræ, 136×66 cm, med skriftfelt, 

indrammet af rundbuet arkade på balustersøjler. 

Højt postament og volutgavl med rosetter. Skriftfelt 

med indskrift i sorte versaler og antikva på 

hvid grund. Rammeværket er gråmalet. Skriftfeltet 

udgjordes endnu 1910 af en trykt fortegnelse 

på papir, dækket af glas. På sydvæggen mellem 

fjerde og femte vindue fra øst. 

2) (fig. 44), o. 1910, for fire børn, begravet på 

et areal af den ældre kirkegård, der lå under det 

nuværende alterbord og i koret. Som oplyst på 

tavlen var tre af børnene sønner af kirkens sognepræster, 

mens den fjerde, en lille engelsk pige, var 

druknet ved en stranding. De fire var henholdsvis 

Eliza butterworth, druknet i en alder af to år 

ved det engelske skib »Arctic«s stranding 4. okt. 

1860; Herman Carl Moe, *4. dec. 1878, †24. feb. 

1879; Aage Olesen, *20. juni 1889, †10. juli 1889; 

Theodor Hoffmann Madsen, *14. juli 1893, †2. 

febr. 1894. 

Tavlen, der knytter sig til monumenterne over 

de to mellemste børn (jf. mindesten nr. 1-2), er af 

cedertræ, 47,5×98,5 cm, i profilramme med indskrift 

i hvid skriveskrift og antikva på sort baggrund. 

før navnene er et rimet mindevers: 

»Herunder dette Alter og Kor 

hviler i Række fra Syd til nord 

trende små børn af Stedets Præster, 

og så det fremmede barn fra Manchester.« 

Opsat på altertavlens bagside.

†Løs figur. En formindsket gipskopi af Thorvaldsens 

Kristusfigur fra København Vor frue 

Kirke registreredes 1910 bag alteret. 15 figuren, 

der var skænket af Harboøre Pigeforening 1907 

sammen med en trearmet bronzeret †metallysestage 

(s. 1285), var tidligere (før 1910) placeret på 

prædikestolen. 

Lysekroner og lampetter (jf. fig. 26-27), 1959. Otte 

ringkroner, hver med 12 dråbeformede lyspærer, 

er ophængt over stolestaderne. Hertil kommer et 

antal lampetter, ophængt i koret, i skibets vestende, 

på orglet, under det tilhørende pulpitur samt i 

våbenhuset. På triumfvæggens østside er opsat et 

moderne lysarmatur med 2×8 pærer. †Lysekroner, 

1910, tre seksarmede messinglysekroner med glaskupler, 

beregnet til petroleumsbelysning, anskaffedes 

fra Voss fabrikker i fredericia; placeret i skibet. 

To lyreformede messinghængelamper fandtes 

på hver side af orglet, mens en skibshængelampe 

var ophængt i korsarmen. 15 †Lampetter, 1910. fire 

messinglampetter var tidligere placeret i koret, 

mens to tilsvarende fandtes under vestpulpituret. 

To gulvstager af messing, 2010, 114 cm høje, 

blev skænket til kirken i anledning af 100-års jubilæet 

sammen med to tilsvarende blomsteropsatser. 

En af stagerne er på foden mærket med 


1289 

fordybet antikva: »Skænket af fDf, IMu & IM« 

samt »Harboøre Kirke 100 år«. 

Kirkeskibe. 1) (fig. 45), femmastet fuldrigger, 

»nina«, købt i Ålborg 1915 og skænket af rusefiskere 

fra Harboøre. 54 Sort over og rødbrun 

under vandlinjen. Ophængt i skibets vestende. 

2) (fig. 46), redningsbåden »liløre«, ophængt 

i 1997 i 100-året for drukneulykken 1897 (jf. 

også s. 1299). Rødmalet med hvidt bånd foroven 

og påsatte redningstove. båden mindes 

redningsfartøjet af dette navn, som kæntrede 

med alle ombordværende, men er dog en model 

af en yngre båd, Rb98, der kom til redningsstationen 

liløre 1919. 55 I skibet, ud for korsarmen. 

Et tremastet *skib, »Haabet«, skænket 1927 af 

højskoleforstander P. C. Davidsen, Haslev, var tidligere 

ophængt i skibets nordside. 15 1968 overflyttet 

til Svendborg Søfartsskole i forbindelse 

med orglets fornyelse. 56 

Klokke (fig. 47), ifølge indskrift med reliefversaler 

omstøbt 1835 fra den ældre klokke, 1642 (jf. s. 

1297) af P. P. Meilstrup i Randers på bekostning af 

Harboøre Sogns beboere. Klokken, der har tværmålet 

82 cm, bærer indskriftbort øverst på legemet 

mellem egeløv, rammelinjer og guirlander. 

Ophængt i moderne klokkestol med slyngebom. 

fig. 46. Redningsbåden »liløre«, opsat 1997 (s. 1289). foto Arnold Mikkelsen 2010. 

– Rettungsboot »Liløre«.


fig. 47. Klokke, omstøbt 1835 fra den ældre †klokke 

af P. P. Meilstrup, Randers (s. 1289). foto Hugo Johannsen 

2010. – Glocke, 1835 umgegossen aus der älteren 

†Glocke von P. P. Meilstrup, Randers. 

InVEnTAR I †KIRKE 

Oversigt. Som nævnt ovenfor bidrog sognefolket allerede 

i 1600-tallet jævnligt med gaver, herunder formentlig 

til altertavlens og prædikestolens anskaffelse 

1606 og 1618. 16 1703 gennemførtes en større istandsættelse 

af kirkens indre på initiativ af sognepræsten 

Thomas Graae og de fornemmeste sognemænd, hvilket 

markeredes med årstal på altertavle, prædikestol og 

pulpitur samt med en indskrift på korbuebjælken. 57 En 

hovedreparation gennemførtes 1790, og kirken omtaltes 

både 1795 og atter 1803-04 som værende i god og 

‘skikkelig’ stand. 20 få år tidligere, 1801 var opsat et nyt 

pulpitur i kirkens nordside. behovet for en nyopmaling 

af altertavle, præstestol og mange af de øvrige stole er 

anført 1835, 58 men gennemførtes først 1844-45, omfattende 

desuden alterskranken, døbefonten og prædikestolen. 

33 umiddelbart inden nedrivningen 1909 

blev inventaret registreret og fotograferet af museumsinspektør 

Chr. Axel Jensen, nationalmuseet. 

†Alterbord, antagelig middelalderligt, muret af rullesten, 

155 cm langt og ca. 85 cm bredt, ca. 60 cm 

fra østvæggen. I forbindelse med en hævning af altergulvet 

1633 flyttedes tavlen og dermed vel også 

selve bordet ind til (øst)muren. Samtidig anskaffedes 

et stykke egetræ til at placere tavlen på (†alterbordsplade). 

Sandsynligvis blev i samme forbindelse 

optaget »en steen med nogle bogstaffuer paa«, vel 

dele af et middelalderligt †relikviegemme. 59 En ny 

bordplade anbefaledes anskaffet 1837. 33 1862 omtales 

bordet som værende af træ, formentlig dog 

en henvisning til †alterbordspanelerne, der 1909 betegnedes 

som ‘nye og værdiløse’. 15 

†Sidealterbord. 1587 afregnedes for at nedbryde 

et (side)alter og erstatte pladsen med en lukket 

stol (se denne), der, som det fremgik 1595, var 

placeret i sydsiden. 16 

†Alterklæder. 1629 forærede kirkeværgerne, Søren 

og Anders Gregersen kirken et stykke rødt 

taft hertil, »for huilket Gud Allernaedligste Will 

dennom Rigelligen bellønne.« 16 1766 noteredes 

behovet for en udskiftning, 21 hvilket måske refererer 

til det 1769 omtalte, der var af rødt klæde 

med røde og hvide frynser forneden. 17 1809-10 

savnedes både alterklæde og -omhæng. 20 1856 

anbefaledes nyanskaffelsen af et klæde af rødt stof, 

klæde, silke eller fløjl, helst silkefløjl med guldgaloner. 

Et kors af guldbrokade tilføjedes 1862, dog 

1891 udskiftet med et kors af bredere galo ner. 33 

Altertavle, 1606, overført til den nye kirke (s. 

1274). 

†Altersølv mv. jf. s. 1278. 1627 afregnedes for tin 

til †kalk og disk samt for en †tinflaske. 16 

†Messehagel, omtalt 1769 som værende af rødblomstret 

silke, kantet med en smal sølvgalon 

og med rygkors af brede sølv- og guldgaloner. 17 

1825 anskaffedes en ny hagel. 58 1862 anbefaledes 

en anskaffelse af en rød hagel, helst af silkefløjl, 

med ægte guldkors og -galoner. 33 Samme 

år er dog også nævnt en ældre sort hagel med 

sølvkors og -besætning. Den røde hagel udskiftedes 

1889 (jf. ovenfor), idet dog guldgalonerne 

genanvendtes; 15 muligvis identisk (eller delvis 

identisk) med en fløjlshagel anskaffet 1889 og 

endnu nævnt 1910. †Messeskjorte, skænket 1615 

af Christen Smed. Skjorten blev dog stjålet 

1628. 16


fig. 48. Altertavle 1606 (s. 1274) med malerier fra 1845 (s. 1276), opstillet i den 

nedrevne †kirke. foto Chr. Axel Jensen 1909. – Altarbild von 1606 mit Gemälden von 

1845, in der abgerissenen †Kirche angebracht. 

†Alterskranke. Tidligst nævnt 1835-36 i forbindelse 

med en læderpolstring af knæfaldet. 60 

Skranken nymaledes 1845. 33 1878 ombyggedes 

skranken til en halvcirkulær form med spinkle 

drejede træbalustre med midtring, svarende til 

den i Vandborg Kirke og i øvrigt til den på dette 

tidspunkt gængse type på lemvigegnen (jf. s. 

1393). 

Døbefont (jf. s. 1281). fonten var 1862 placeret 

i sydsiden af den nedrevne kirkes kor, men blev 

1878 flyttet til en plads på nordsiden under korbuen 

(jf. fig. 13). 15 

1291 

†Fontelåg. 1651 udførte en snedker et nyt låg 

af de brædder, som kirken havde i sit materialeforråd, 

om end disse var beregnet til den østre 

stette. 16 

Dåbsfad. 1791 og endnu 1806 savnedes et dåbsfad.. 

18 1862 er anført et fad af messing. 15 

Korbuekrucifiks, o. 1500 (jf. s. 1281), ophængt på 

sydvæggen. 

En indskrift under krucifikset, dvs. på †korbuebjælken, 

registreredes 1769 med følgende ordlyd: 

»Ved Slange list har Døden vist sig trængt indtil 

os Alle, Mens Christi Død borttog den nød,


fig. 49. Indre set mod vest, med prædikestol (s. 1282), *(†)pulpitur (s. 1294) og †stolestader 

(s. 1292). foto Chr. Axel Jensen 1909. – Inneres gegen Westen, mit Kanzel, *(†) 

Empore und †Gestühl. 

for dem, som til ham falde«, jf. også lomborg (s. 

750). 17 ligesom det gjaldt for disse, hidrørte indskriften 

formentlig fra kirkeinventarets gennemgribende 

bemaling 1703. 

†Korgitter eller -skranke. 1639 nævnes »brigsdøren« 

(brixdøren, dvs. døren i korgitteret eller 

-skranken). 16 

Prædikestol, 1618 (s. 1282), placeret i syd mellem 

skibets første og andet vindue, med opgang 

fra nord, sat vinkelret på kurven. To trearmede 

†lysarme af bronzefarvet metal, hvoraf dog kun 

den ene overførtes til den nye kirke, sås fig. 49. 

†Prædikestol. Tidligst omtalt 1595 og 1598, begge 

år i forbindelse med en reparation. 16 

†Stolestader, jf. fig. 49-50, 52-54. Som anført 

1909 fandtes endnu på dette tidspunkt enkelte 

dele af ældre stole i renæssancestil. Øverst i nordrækken 

var et stolestade med prydgavl med gennembrudt 

ornamentik i form af en kantstillet 

rude i et rektangel, suppleret af tilsvarende kant



fig. 50. Prædikestol, 1618, vist i sin daværende placering i den nedrevne †kirke (s. 1292). foto Chr. Axel Jensen 

1909. – Kanzel, 1618, in ihrer damaligen Platzierung in der abgerissenen †Kirche gezeigt. 

stillede ornamenter foroven; den tilhørende låge 

havde indskårne ligearmede kors og karvskårne 

rosetter. De øvrige stole havde afvekslende gavlformer, 

en række smykkedes med udsvejfede øvre 

konturer på endegavlen og udskårne låger. Alle 

stod rødmalede. 

Stolene er tidligst nævnt 1586, da en snedker 

arbejdede 11 dage hermed. 16 1597 arbejdede to 

snedkere 18 dage med skamler, dvs. stole i kirken, 

ligesom der 1620 på ny nævntes udgifter til nye 

stole, i vid udstrækning finansieret af sognefolket 

selv; også smeden lagde frivillig arbejdskraft 

heri. 16 1625 tilføjedes stole vest for kirkedøren, 

mens kvindestolene dels suppleredes, dels istandsattes 

1639-40. 16 1769 fandtes 29 mands- og 27 

kvindestole, henholdsvis med 4-5 og 6 sæder i 

hver. 17 behovet for istandsættelse og yderligere af 

en udvidelse af stolenes antal til ‘denne folkerige 

1293 

menighed’ er noteret 1766 og 1791. 61 1860 anbefaledes 

de gule knapper på stolene enten suppleret 

eller fjernet. 33 1862 fandtes i alt 52 stole, 

heraf 28 på nord- og 24 på sydsiden. 1878 fjernedes 

to stole under og oven for korbuen. 15 Ifølge 

en meddeler fra anden halvdel af 1800-tallet var 

de øverste stole nummererede, idet menigheden 

var placeret efter størrelsen af hartkornet (jf. også 

Gudum). 62 

†Skrifte- og præstestol, udført 1639. 16 behovet 

for en opmaling af stolene er anført 1834. 58 1862 

nævnes stolen som lukket. 1878 flyttedes stolen 

til korets sydside, hvor fonten tidligere havde været 

placeret, og afskærmedes med et grønt forhæng. 

En armstol hertil anskaffedes året efter. 15 

†Degnestol. 1591 indkøbtes materiale til en 

degnestol. 16 nævnt 1844, vel i forbindelse med 

behov for en istandsættelse. 33 1862 omtalt som 

82


fig. 51. Apostelmalerier o. 1700 på *panel fra †pulpitur 1618 (s. 1294). lemvig Museum. foto Henrik Wichmann 

2000. – *Täfelung mit Apostelgemälde um 1700 aus †Empore 1618. 

åben. 1878 sløjfet, idet degnen nu fik plads i den 

østligste mandsstol; 15 den ovenfor omtalte udskårne 

mægler var midlertidig placeret her. 

†Præstekonestol, i anden halvdel af 1800-tallet 

nævnt som placeret som nr. 1, vel af nordrækkens 

stolestader. 63 

To †bænke i tårnet er anført 1862. 15 

†Lukkede stole mv. 1586 indkøbtes materiale til 

en ‘indelukket’ stol, der det følgende år placere- 

fig. 52. †Stolegavle fra slutningen af 1500-tallet, jf. fig. 

54 (s. 1292). Skitse ved Chr. Axel Jensen 1909. – †Gestühlgiebel 

vom Ende des 16. Jahrhunderts. 

des på det sted, hvor et alter tidligere havde været 

(jf. †sidealterbord), 1595 nærmere præciseret som 

anbragt østligst i sydsiden ved prædikestolen. 64 

1862 er i øvrigt ud over de ordinære stolestader 

anført 13 lukkede stole, alle med glat »Rygstød«. 

15 Jf. også ovenfor. 

†Brudestol, omtalt 1631. 16 

†Kiste. 1632 og atter 1653 udførtes en nøgle til 

kirkens kiste. 16 

En †pengetavle er anført o. 1863. 15 

*Brystningspanel fra †pulpitur (fig. 49, 51, 74), 

1618, 65 opsat i vestfaget tværs over skibet; ifølge 

præsteindberetningen 1766-69 udsmykket med 

malerier af apostlene og forsynet med 13 stole. 17 

Panelet, af fyr, omfatter i alt otte fag, indrammet 

af profillister på de lodrette sider. Panelet har syv 

sammenhængende fag, antagelig i delvis sekundært 

rammeværk, 297×83 cm, hvori syv højrektangulære 

fyldinger, alle med skråfas på bagsiden, 

67×31 cm, med apostelmalerier; heraf er fire antagelig 

fra o. 1700, måske fra kirkens renovering 

1703 (jf. altertavle og prædikestol s. 1277, 1284), 

mens de øvrige er sekundære. Dertil slutter sig 

endnu et bemalet panelfag, ligeledes med ældre 

maleri, 83×51 cm. Helheden er antagelig sekun


1295 

fig. 53. Indre set mod øst, bl.a. med †stolestader og †pulpitur (s. 1292, 1295). foto Chr. Axel Jensen 1909. – Inneres 

gegen Osten, u.a. mit †Gestühl und †Empore. 

dært monteret, idet de vandrette rammestykker, 

som er stafferet i lys egemaling, savner den profilering, 

der ses på de lodrette mellemstolper og tilsyneladende 

i øvrigt adskiller sig fra indramningen 

af det ældre pulpitur i sin tidligere opstiling 

(fig. 49). De fem fag med ældre bemaling (nr. 

2-3, 6-7, 8) viser stående apostle på blålig grund; 

de respektive navne er anført med sorte versaler. 

Samtlige er udført efter Hieronymus Wierix’ 

apostelserie fra o. 1600. 66 Regnet fra venstre mod 

højre ses »S. Philippvs:« (nr. 2), vist med stavkors, 

blåsort klædning; »S. Iacobvs Maior.« (nr. 3) med 

bog i højre og stav i venstre hånd; gråbrun kappe 

og rød kjortel; »S. Mathias.« (nr. 6) med håndøkse, 

grågrøn kappe og blå kjortel; »S. Simon.« (nr. 7) 

med bog under højre arm og stor sav i venstre 

hånd, gråhvid kappe og rød kjortel. Hertil slutter 

sig løsfaget med »S. Thomas.« med spyd og 

bog, blå kappe og rød kjortel. De øvrige panelfag 

(nr. 1, 4 og 5) synes, uanset bagsidens skråfas, se- 

kundære. Alle viser summarisk malede, hovedløse 

figurer på lys grund uden indskrifter. 

brystningspanelet synes at være en nyere omarbejdning 

af dele fra det ældre vestpulpitur, der 

netop omfattede otte fag; heraf var det første fag 

placeret vinkelret i forhold til de øvrige, ud for det 

vestligste vindue i sydmuren, mens de to nordligste 

fag knækkede ved overgangen til det yngre 

nordpulpitur (jf. nedenfor). Tre kraftige piller 

bar sammen med indmurede knægte pulpituret, 

hvortil opgangen fandtes i skibets nordvesthjørne 

(jf. fig. 13). Ifølge Chr. Axel Jensens beskrivelse 

1909 rummede brystværket renæssanceprægede 

profiler, hvilke dog synes elimineret ved nymonteringen. 

Pulpituret, der på daværende tidspunkt 

var gråstafferet, blev reduceret i højre side ved 

opsætningen af nordsidens pulpitur 1801. nu på 

lemvig Museum (inv.nr. 3170). 

†Pulpitur (fig. 53-54), udført 1801 ifølge indskåret 

indskrift på gesimsen (»Gemacht 1801«). 

82*


fig. 54. Indre set mod vest, bl.a. med †stolestader (s. 1292) og †pulpitur 1801 (s. 1295). 

foto Chr. Axel Jensen 1909. – Inneres gegen Westen, u.a. mit †Gestühl und †Empore. 

Pulpituret, der tilsyneladende havde 21 panelfag, 

strakte sig fra skibets østende mod vest, hvor 

det var sammenføjet med ovennævnte. Strukturen 

blev båret af ni spinklere piller med knægte. 

Opgangen foregik via en åbning brudt igennem 

triumfvæggen, jf. fig. 13. Trods den anførte indskrift 

synes ældre profiler fra 1700-tallet at være 

indgået heri ifølge Chr. Axel Jensen. Gråstafferet 

som ovennævnte. 

Det er formentlig dette pulpitur, 1841 betegnet 

‘det nye loft’, der var beregnet til mandsstole, 

ligesom det vel er identisk med det 8 alen (496 

cm) lange pulpitur i kirkens vestende, der nævnes 

1862 med plads til 32 stole. 15 Muligvis ligeledes 

identisk med det 1844 omtalte ‘nye fruentimmerloft’, 

ved hvis nedgang anbragtes en dobbeltdør (jf. 

s. 1269). 33 Skillerummet på pulpituret (vel dette) 

anbefaledes i øvrigt 1859 flyttet fire stole mod øst, 

så en ny dør til nedgang kunne anbringes her. 33 

Et †harmonium, bjærget efter fregatten Alexander 

newskijs forlis ved Harboøre september 

1868, skænkedes til kirken, hvor det dog kun var 

i brug en kort periode. Siden bortsolgtes det på 

auktion. 67 

†Salmenummertavler. 1862 nævnes to sorte tavler, 

15 vel identiske med to af de tre, der ses på fig.

50, 53; svejfet overkant, sortmalede og beregnet 

til kridtpåskrifter. To rækker †hatteknager ses fig. 

53 på sydvæggen. 

†Pengetavle, omtalt 1862. 15 

†Ligbårer. 1592 indkøbtes en ligbåre, der fornyedes 

1649. 16 En †jordpåkastelsesskovl er nævnt 

1862. 15 

†Klokker. 1) Tidligst nævnt 1584 i forbindelse 

med knebelens forlængelse og atter 1586, da 

en tømrer betaltes for at hænge klokkeværket 

i tårnet. 1588 noterede regnskaberne også den 

landsdækkende sørgeringning i anledning af frederik 

II’s begravelse 4. juni 1588. 1608 udførtes 

desuden et klokkebeslag. 1629 afregnedes for 

jern, træværk og udgifter til klokkens genophængning. 

16 Omstøbt til 2) 1642, jf. latinsk indskrift: 

»nonne sunt duodecim horæ unius diei. 

Ergo vigilate et orate, qvia nescitis horam, qva 

venturus est (.) Dominus Anno 1642« (Er der 

ikke 12 timer i en dag? Derfor våg og bed, for 

I kender ikke den time, da Herren vil komme. I 

året 1642). 17 Efter indskriften fulgte initialerne: 

»C:M:V«, måske for klokkestøberen (eller klokkestøberne, 

Claus (Claude) og Michel Vovllemot, 

jf. de samtidige klokker i Hvornum (Onsild Herred, 

Randers Amt) og Vorde (nørlyng Herred, 

Viborg Amt). 68 

Præsteindberetningen fra 1766 nævner, at klokken 

var revnet og derfor kun ‘giver liden lyd fra 

sig’. En omstøbning blev derfor anbefalet, 21 omend 

den først effektueredes 1835 (s. 1289). 33 

GRAVMInDER 

Mindesten. 1) O. 1879, for Herman Carl Moe, 

*4. dec. 1878, †24. feb. 1879. Af grålig kalksten, 

ca. 35×30 cm, med indskrift i fordybet antikva. 

Monumentet over en spæd søn af daværende 

sognepræst, Carl Moe, var tidligere kronet af 

et kors og opstillet på kirkegården; i dag placeret 

under alterbordet, jf. mindetavle nr. 2. 2) 

O. 1894, for Theodor Hoffmann Madsen, *14. 

juli 1893, †2. feb. 1894; 42×30 cm, gravsten af 

grålig kalksten med vandret brudlinje hen over 

midten, indskrift i fordybet antikva. Tidligere på 

kirkegården, nu under alterbordet, jf. mindetavle 

nr. 2. 


1297 

Kirkegårdsmonumenter. I lighed med andre af kystområdets 

kirker har Harboøre Kirkegård fået en 

særegen status som gravplads, ikke blot for sognets 

egne beboere, men også for talrige fremmede 

ofre for skibbrud eller for drukneulykker 

i forbindelse med dramatiske redningsmanøvrer 

gennemført af lokale bådelav. blandt de druknede 

tælles også adskillige omkomne fra 1. Verdenskrig 

1914-18. 69 I forbindelse med en række 

af de større ulykker er opsat et antal fællesmonumenter, 

der beskrives nedenfor. Hertil kommer 

udvalgte familiegravsteder, ældre gravsten og 

mindesten for medlemmer af De Helliges Samfund 

samt støbejernskors. 

Fællesmonumenter. 1) O. 1863. Mindesten over 

to skibslav, som omkom 1862 og -63 (jf. minde- 

fig. 55. Grottesten på fællesgrav nr. 2, o. 1868, for de 

druknede fra den kejserlige russiske fregat »Alexander 

newskij«s forlis 25. sept. 1868 (s. 1298). foto Hugo 

Johannsen 2011. – Grottenstein auf Gemeinschaftsgrab Nr. 

2, um 1868, für die Ertrunkenen beim Untergang der kaiserlichen 

russischen Fregatte »Alexander Newskij« am 25. 

September 1868.


tavle s. 1288). Sandsten, 140×82 cm, med indskrift 

i fordybet antikva: »Minde over 19 fiskere, 

som druknede paa Havet d 17. nov. 1862 og d 

11. Mai 1863«. Herunder et moraliserende vers 

fra Mark. 16,16 :»Hvo som troer og bliver/ døbt 

skal blive salig/ men hvo som ikke troer/ skal 

blive fordømt«. Syd for kirken, vest for nr. 4. 

2) (fig. 55), o. 1868, for underofficer Odin zoff 

og matroserne Shiloff og Poliakoff, †25. sept. 1868 

ved den kejserlige russiske fregat »Alexander 

newskij«s stranding. 70 

Grottesten af grå sandsten med tavle af hvidt 

marmor, hvorpå indskrift i fordybet, sortmalet 

antikva. Det kronende marmorkors er afbrækket 

ved hærværk. Gravstedet, nordvest for kirken, 

indhegnes af samtidigt, sortmalet støbejernsgitter. 

3) (fig. 56-57), o. 1893 og o. 1910. Mindesten 

over de 26 fiskere fra sognet, som druknede 21. 

nov. 1893 under landingsforsøg. 71 bauta af grå 

granit, kronet af hvidt marmorkors og med ind- 

fældede marmortavler på for- og bagside. Tavlen 

på forsiden er af hvidt marmor, 138,5×69,5 cm, 

og skal være skænket af en billedhugger fiskebæk 

i Århus. 72 Den viser navne og fødselsår på de 

druknede, indrammet af skriftsteder og følgende 

indskrift, alt med antikva i relief: »Minde over 

de den 21. novbr. 1893 under landings forsøg 

forulykkede 26 fiskere af Harboøre Sogn«. 

navnene er tilsyneladende opregnet i tilfældig 

orden: Poul Pedersen Hav, *6. okt. 1864; niels 

P. A. Holm, *12. nov. 1862; Peder R. Andersen, 

*24. nov. 1859; niels P. Andersen, *1. febr. 1857; 

Erik Jensen langer, *30. marts 1861; Ole laurids 

Olesen, *30. sept. 1858; Carl J. Johansson, *28. 

febr. 1858; niels n. falkesgaard, *12. sept. 1860; 

Mads Stausholm, *24. dec. 1846; Mads Christensen, 

*15. dec. 1848; Joseph Pedersen, *10. aug. 

1846; lars Peitersen Hav, *20. sept. 1848; Jakob 

Jakobsen, *24. sept. 1859; niels nørg. Pedersen, 

*15. aug. 1858; niels Eskildsen, *28. sept. 1848; 

fig. 56. †Stele på fællesgrav nr. 3, o. 1893, for 26 fiskere, druknet under landingsforsøg 21. nov. 1893, i monumentets 

oprindelige udformning (s. 1299). foto o. 1900 i Kglbibl. – †Stele auf Gemeinschaftsgrab Nr. 3 in ursprünglicher Form 

des Monuments; um 1893, für 26 Fischer, die beim Anlegeversuch am 21. November 1893 ertranken.

Ole Christiansen Toft, *12. okt. 1864; Søren Jensen, 

*1. juni 1842; Anders Chr. Iversen, *8. jan. 

1870; laust Chr. Tøtt, *27. dec. 1848; Christen 

Clausen, *12. aug. 1849; Jens Simonsen, *30. juli 

1846; Jakob M. bredkjær, *4. nov. 1874; Jakob P. 

bruun, *22. nov. 1868; Chr. b. n. Madsen, *31. 

aug. 1870; lars l. Kynde, *3. sept. 1874; Jens C. 

Christensen, *23. aug. 1875. Over navnelisten 

læses: »Af Herren er dette sket, det er underligt 

for vore Øjne« (Sl. 118,23); under listen: »Seer 

til, at ikke nogen forsømme Guds naades Tid« 

(Hebr. 12,15). Indskrifterne flankeres af en bådshage 

og en åre, omvundet med henholdsvis egeløv 

og laurbær. foroven ses to delfiner og forneden 

symbolerne for Tro, Håb og Kærlighed. 

Tavlen på bagsiden, 59×36,5 cm, som skal være 

udført af en kunstner fra København, 73 er sort og 

glatpoleret med indætset fremstilling af fiskerbåde, 

der havarerer i det stormpiskede hav. Desuden 

læses følgende indskrift i fordybede versaler: »Til 

Minde om fiskerne som forulykkede natten 

mellem den 20. og 21 novbr. 1893« samt under 

billedet »Gud er Kærlighed«. 

Tavlerne og korset er overflyttet fra det oprindelige 

monument, som ifølge ældre fotografi (jf. 

fig. 56) var en †stele af beton(?), hvor den sorte 

marmortavle ses indfældet i en blænding på den 

vestvendte forside. Stelen var opstillet nord for 

kirken i et lille anlæg, hegnet af †støbejerngitter. 

Ved fornyelsen af monumentet, som kan skyldes 

brøstfældighed i stelen, blev den lille tavle indsat 

i bagsiden af den nye bauta, mens den store hvide 

marmortavle udgør forsiden. Efter monumentets 

fornyelse bibeholdtes opstillingen inden for støbejernsgitteret 

(jf. fig. 10), men efterfølgende er 

denne indhegning sløjfet til fordel for en bøgehæk 

og stelen vendt med den hvide marmortavle 

mod syd. 74 

ulykken vakte bestyrtelse og sorg over hele 

landet; imidlertid tolkedes pastor Moes prædiken 

ved begravelsen 27. nov. som den indremissionske 

vækkelses intolerante fordømmelse af de 

‘vantro’, og vakte stort røre og forargelse, navnlig 

i hovedstadens presse. 75 

4) O. 1897 (fig. 58). Mindesten for de 12 fiskere, 

som omkom ved redningsbåden ‘liløres’ kæntring 

25. jan. 1897 (jf. kirkeskib s. 1289). Den høje 


1299 

stele af grå granit hæver sig over en todelt sokkel 

og står med mørkpoleret forside, prydet af et stiliseret 

ringkors, som flankeres af liljer. I centrum af 

korset læses med fordybede versaler: »Kærligheden 

søger ikke sit eget« (1 Kor. 13,5), og forneden: 

»fandt døden ved redningsbåden ‘lilør’s kæntring 

under redningsforsøg den 25. januar 1897. Danske 

mænd, kvinder og børn rejste dette minde«. 

Ved foden af stelen er lagt en sten af grå granit, 

200×112 cm, indrammet af en tovsnoet vulst. På 

den polerede overside ses de druknedes navne i 

fordybede versaler, flankeret af tangplanter: Peder 

Stopper larsen, *18. nov. 1838; Peder nielsen, 

*22. dec. 1863, baadformand; Anders Stinus 

nielsen, *15. maj. 1866; lars Peder larsen, *16. 

fig. 57. bauta på fællesgrav nr. 3, o. 1893 (jf. fig. 56) 

efter monumentets ændring o. 1910 (s. 1299). foto 

Hugo Johannsen 2010. – Bautastein auf Gemeinschaftsgrab 

Nr. 3, um 1893, nach der Änderung des Monuments, 

um 1910.


jan. 1867; Ole bro nielsen, *2. marts 1864; Peder 

Pedersen Rønn, *18. febr. 1860; Peder laursen, 

*28. aug. 1866; laust Christen Christensen, *14. 

sept. 1855; Peder Sørensen Hvas, *20. dec. 1842; 

Joseph Jensen Knak, *9. nov. 1842; Mads nielsen 

bierg, *29. nov. 1847; Jens nygaard Jensen, 

*25. okt. 1856. Stenene er opstillet syd for kirken 

og hegnes af granitborner, forbundet med kæder. 

Oprindelig var stelens forside vendt mod vest (jf. 

fig. 10), men er senere drejet mod nord. 

5) O. 1920 (fig. 59). bauta af grålig granit, bekostet 

af den tyske regering og opstillet til minde om 

tyske marinere, som druknede ved en minesprægning. 

76 I fordybet antikva læses: »Es starben den 

Heldentod für ihr deutsches Vaterland«. Herefter 

fig. 58. bauta og liggesten på fællesgrav nr. 4, o. 1897, 

over mandskabet på redningsbåden »liløre«, druknet 

ved kæntring 25. jan. 1897 (s. 1299). foto Hugo Johannsen 

2010. – Bautastein und Liegestein auf Gemeinschaftsgrab 

Nr. 4, um 1897, für die Mannschaft des Rettungsbootes 

»Liløre«, die bei der Kenterung am 25. Januar 

1897 ertrank. 

fig. 59. bauta på fællesgrav nr. 5, o. 1920, over tyske 

marinere omkommet i nordsøen under 1. verdenskrig 

(s. 1300). foto Hugo Johannsen 2010. – Bauta auf Gemeinschaftsgrab 

Nr. 5, um 1920, für deutsche während des 

Ersten Weltkrieges in der Nordsee umgekommene Mariner. 

følger navnene på 11 identificerede marinere, og 

indskriften slutter med følgende: »14 unbek(annte) 

Deutsche Marineangehörigen 1918«. 77 Opstillet 

på kirkegårdens nordre del tæt ved vesthegnet 

og indhegnet af granitborner, som forbindes med 

kæder. Inden for anlægget er henlagt fire liggesten, 

regnet fra nord mod syd: a) (Vinzenz Kalka 

og Hans Pahlas. †7. juli 1918. Poleret, mørkegrå 

granit, 46×42 cm. b) Jakob Engellandt, †7. juli 

1918 og Valentin Wundrade, †10. juli 1918. Poleret, 

mørkegrå granit, 46×41 cm. c) Minen Ober- 

Matrose Gustav Tiemann, *28. marts 1895, †11. 

juli 1918. Hvidt marmor, 42×54 cm. d) Minen 

Maskinisten Wilhelm Hees, *24. jan. 1890, †11. 

juli. 1918. Hvidt marmor. 41,5×54 cm. 

6) O. 1920 (fig. 60), indhegning med gravsten 

for fire andre ofre for 1. Verdenskrig, drevet i land 

ved Harboøre: a) P. l. Stone, †9. aug. 1917, 43 år 

gammel. »Ch(ief) petty officer« (1. underofficer)

på HMS »Recruit«. Sten af grå kalksten med indskrift 

i fordybede versaler mellem medaljon med 

anker og kors. 78 b) Albrecht Grüsemann, løjtnant 

i det brandenborgske infanteriregiment nr. 48, 

*17. juli 1896 i Heimsen, †28. juli 1917 i luftkamp 

ved Ostende. 79 Grå granitsten med sortpoleret 

forside, fordybet antikva under kors. c) Hans 

buhr, maskinist?, *21. sept. 1894, †22. aug. 1917. 

Sten som b. d) »Es starben für ihr Vaterland zwei 

unbekannte deutsche«, †20. jan 1918 og †11. juli 

1918. liggesten, 46×92 cm, grå granit med sortpoleret 

forside, antikva under jernkors. På kirkegårdens 

nordre del, nord for nr. 5. 

7) O. 1920 (fig. 61). Mindesten for ilanddrevne, 

ukendte sømænd. Rødgrå granitstele med 

indskrifttavle og relieffremstilling af fiskerbåd i 

stormpisket hav, udført af billedhuggeren Torvald 

Westergaard, begge af hvidt marmor, 80×36 cm, 

og. 80 Teksten i fordybet antikva henviser til Åb. 

20,11-15 og lyder: 

»Tavse og ukendte 

kom de til land 

deres navne dog vides 

paa Evigheds Strand«. 

Stenen er opstillet på kirkegårdens nordre del, 

vest for mindeanlægget (nr. 8). 

8) 1942. Mindelund (fig. 62), udført af billedhuggeren 

Torvald Westergaard. 81Anlægget består 

fig. 60. Steler og liggesten på fællesgrav nr. 6, o. 1920, 

for tyskere og en englænder, døde under 1. Verdenskrig 

og drevet i land på Harboøre Strand (s. 1300). 

foto Hugo Johannsen 2010. – Stelen und Liegesteine auf 

Gemeinschaftsgrab Nr. 6, um 1920, für Deutsche und einen 

Engländer, die während des Ersten Weltkrieges starben und 

am Harboøre Strand an Land trieben. 


1301 

fig. 61. Stele på fællesgrav nr. 7, o. 1920, for ilanddrevne, 

ukendte sømænd, med relief ved Torvald Westergaard 

(s. 1301). foto Hugo Johannsen 2010. – Stele auf 

Gemeinschaftsgrab Nr. 7, um 1920, für an Land getriebene, 

unbekannte Seemänner, mit Relief von Torvald Westergaard. 

af en mur af rød neksøsandsten, sammensat af 

tavler med de afdødes navne. Muren hviler på en 

trinvis opbygget sokkel af grå granit og i murens 

midte er indsat et relief af gråhvidt, grønlandsk 

marmor 163×100 cm, forestillende en moder, 

der tager afsked med sin søn, som skal på havet. 

På sokkelpartiet læses et vers i fordybede versaler: 

»De stred paa Havet for dagligt brød 

Og fandt derude den bitre Død 

Engang i Opstandelsens Morgengry 

Skal Gud dem kalde til liv paany«. 

forneden til højre ved moderens fod læses med 

graveret antikva »Torvald Westergaard«. Rækken


af personnavne indledes med Chresten Mollerup, 

*29. juni 1860, †24. jan. 1902 og niels Jensen 

Mollerup, *8. okt. 1867, †24. jan. 1902, begge fra 

Zoar l. 50. Den afsluttes med Mads Munk Pedersen, 

*20. nov. 1938, †30. juni 1963 fra Else 

friis l 290. En forplads er belagt med grålige 

brudsten, og adgangen til mindelunden flankeres 

af to lave karmsten af granit, hvorpå læses med 

indhuggede versaler: »Reist af Venner og Kammerater« 

(vest) og »15.11.1942« (øst). 

Familiegravsteder. 1) 1924 (fig. 63). Telefondirektør 

og forhenværende entreprenør på Harboøre, 

Gregers Kirk, *30. juli 1845, †9. febr. 1923 og 

hustru Kristiane Kirk, f. Stausholm, *7. maj 1845, 

†2. maj 1921. Endvidere døtrene Kirsten Kirk, 

*5. aug. 1872, †9. okt. 1894 og Kathrine Kirk, *19. 

marts 1885, †4. marts 1908. 

Mindesmærke ved billedhuggeren Elias Ølsgaard, 

Århus, indhegnet af granitborner med 

smedejernslåge, hvorpå årstallet »1924«. Gravmonumenet 

udgøres af en bauta af lys, rødlig granit 

med korsdekoration over portrætmedaljon 

i bronze af afdøde. Herunder personindskrift i 

versaler; på lave sidestykker er med reliefversaler 

udhugget døtrenes navne i fordybede felter. 

foran bautastenen er opstillet en bronzeskulptur 

af en sørgende kvinde med blomster i højre 

hånd, mens hun med venstre peger ned mod en 

rose ved sin fod. På soklen læses med indgraveret 

antikva: »Elias Ølsgaard«. På en liggesten foran 

bautaen, ligeledes af rødlig granit, læses i reliefversaler, 

indrammet af egeløvskrans i bronze: »I 

taknemlig Erindring fra Telefonfunktionærer«. 

På gravstedet findes desuden to nyere liggesten, 

dels for faderen, Chr. Christensen Kirk, *4. aug. 

1812, †13. maj 1884, dels for en efterlevende datter, 

Stine Anette Rø(n), f. Kirk, *4. aug. 1886, 

†18. juni 1965. 82 

Gravsten. 1) (fig. 64), o. 1750, for Peder larsen 

(laursen) fischer, *i Weilby (Vejlby) på Harboøre 

10. aug. 168., 83 †17 (1762) sammesteds, med 

hustruen, Johanne lars Daatter (lauritzdatter), 

*1. nov. 1689, †13. juli 174. (5 eller 8(?)) i sit 66. 

(eller 68.) år. 84 

fig. 62. fællesgrav nr. 8, 1942, for druknede sømænd fra Harboøre. Mindelund ved Torvald Westergaard (s. 1301). 

foto Hugo Johannsen 2010. – Gemeinschaftsgrab Nr. 8, 1942, für ertrunkene Seemänner bei Harboøre. Gedenkstätte, von 

Torvald Westergaard.

fig. 63. familiegravsted, o. 1923, for Gregers Kirk, udført 

af Elias Ølsgaard (s. 1302). foto Hugo Johannsen 

2010. – Familiengrabstätte für Gregers Kirk, um 1923. 

lys grå, flammet kalksten, 186×125 cm; overfladen 

er delvist eroderet og indskriften i fordybet 

kursiv partielt vanskelig tydbar. Det ovale skriftfelt 

med personalia er indfattet i en laurbærkrans 

og kronet af Den opstandne Kristus. På siderne 

står Peter (tv.) og Paulus (th.) på volutsmykkede 

postamenter. I hjørnerne evangelistmedaljoner 

henholdsvis med »S. Mathæus« og »S. Marcus« 

(foroven tv. og th.) samt »S. lucas« og »S. Johannes« 

(forneden tv. og th.). I fodfeltet er religiøs 

sentens efter personalia. Stenen er opsat indvendigt 

på ligkapellets sydvæg, vest for indgangen. 

2) (fig. 65), o. 1750, genbrugt o. 1849, for Peder 

boller Ingstrup, *11. okt. 1788 i Harboøre Degnebolig, 

hvor han var skolelærer og kirkes(anger) 

i 37 år; »denne sjeldne lærer, trofaste Mand og 

kjerlige fader« døde sammesteds 24. maj 1849; 

med hustruen Ane Ingstrup, *14. juli 1789, . 


1303 

Gråligt (norsk?) marmor, 174×111cm, med indskrift 

i fordybet skriveskrift; kartoucheindrammet 

skriftfelt, øverst og nederst smykket med vinget 

timeglas og kranium over korslagte knogler. Til 

venstre og til højre for feltet står apostelfyrsterne, 

»Petrus« (tv.) og »Paulus« (th.). I hjørnerne evangelistmedaljoner, 

henholdsvis med »S. Matteus« 

og »S. Marcus« (foroven tv. og th.) samt »S. lucas« 

og »S. Johannes« (forneden tv. og th.). På kirkegårdens 

nordre del, nær koret. 

3) (fig. 66), o. 1750, genbrugt o. 1920 som bygningstavle, 

jf. s. 1252. 

4) (fig. 66), o. 1831, for børge Olsen, sognepræst 

i Harboøre og Engberg, (*16. juli 1784), 

†10. nov. 1831 i en alder af 47 år, 3 måneder og 

24 dage. 

lys grå, flammet kalksten, 194×125,5 cm; indskrift 

i fordybet skriveskrift. Skriftfeltet er indfat- 

fig. 64. Gravsten nr. 1, o. 1750, for Peder laursen fischer 

og Johanne lauritzdatter (s. 1302). foto Arnold 

Mikkelsen 2010. – Grabstein Nr. 1, um 1750 für Peder 

Laursen Fischer.


fig. 65. Gravsten nr. 2, o. 1750, genbrugt o. 1849 for 

Peder boller Ingstrup (s. 1303). foto Arnold Mikkelsen 

2010. – Grabstein Nr. 2 um 1750, um 1849 wiederverwendet 

für Peder Boller Ingstrup. 

tet i en rundbuet arkade, båret af enkle piller, idet 

to vaseformede felter er særligt udhævet i stenens 

nedre del, tv. med et skriftsted (Sl. 119,102), th. 

med oplysning om, at beboerne i Harboøre lod 

stenen lægge. Stenen, der ikke synes genbrugt, har 

dog et udpræget arkaiserende stilpræg. Øverst ses 

den opstandne Kristus flankeret af basunblæsende 

dommedagsengle, nederst er vinget timeglas 

over kranium og knogler. Store valmueblomster 

med fligede blade udfylder fladen, både over og 

under indskriften. I niche i ligkapellets nordvæg. 

†Gravsten. Præsteindberetningen 1769 omtaler 

tre sten på kirkegården: 17 1) O. 1741, over 

Christen Jensen, *15. jan. 1712 i bøufling Sogn 

(bøvling Sogn), †20. marts 1741 på Stausholm 

på Harboøer (Stausholm på Harboøre) i sit 29. 

år og begravet af sin fader, Jens Pedersen, ‘sættedommer’, 

dvs. særligt beskikket dommer, på 

Rysensteen. Placeret tv. for nr. 2. 2) O. 1760, over 

Jens Pedersen, *1675, †3. febr. 1760 på Stausholm 

på Harboøer (Stausholm på Harboøre), sammen 

med hustruen gennem 56 år, Maren Jensdatter, 

*1677, †28. juni 1757. Parret havde sammen tre 

børn, hvoraf de to efterlevende havde ladet »ligge 

denne Steen deres salige forældre til Æreminde«. 

Efter personalia to skriftsteder, sat som de afdødes 

‘ligtekster’ (Sl. 73,25-26 og Sl. 42,2-3). 3) O. 

1766, over Jens Jensen Stausholm, *10. nov. 1706 

i Kølheede i bøufling Sogn (Kølhede i bøvling 

Sogn), i 12 år i hoftjeneste på lundbæch (lundbæk) 

hos baron Otto Henrich Juel (Juul-Rysensteen), 

siden i 30 år forvalter for samme ved Rysensteen 

og Rammegård, ugift, †13. nov. 1766. 

fig. 66. Gravsten nr. 3, o. 1750, genbrugt som bygningstavle 

o. 1920 (s. 1252). foto Arnold Mikkelsen 2010. – 

Grabstein Nr. 3 um 1750, um 1920 wiederverwendet als Bautafel.

fig. 67. Gravsten nr. 4, o. 1831, for børge Olsen (s. 

1303). foto Arnold Mikkelsen 2010. – Grabstein Nr. 3, 

um 1831 für Børge Olsen. 

Af sandsten. Den afdøde havde skænket 8.000 

rigsdaler, hvis renter årligt af lensbaronen uddeltes 

til de fattige ved de to godser efter sognepræsternes 

efterretninger. Afdøde stedtes til hvile af 

svogeren, kirkens sognepræst Poul Christian Riis, 

og søsteren, Maria Catharina Stausholm, der forpligtedes 

til besørge »en sømmelig Jordefærd« for 

ham, samt at opsætte »en smuk liigsteen«. 85 Efter 

personalia skriftsted (2 Tim. 1,12). Placeret på 

kirkegården, nord for koret, th. for nr. 2. Stenen, 

hvoraf kun enkelte fragmenter senere fandtes, erstattedes 

1903 af bauta (s. 1306). 86 

Mindesten for medlemmer fra De Helliges Samfund. 

87 En særegen lokal gravskik, der navnlig 

fandt udbredelse inden for indremissionske kredse 

i 1900-tallets første halvdel, ikke mindst i Harboøre, 

88 er repræsenteret i anvendelsen af ensartede 

gravplader af hvidt marmor, forsynet med afdødes 


1305 

indhugne initialer, et skriftsted og et enkelt plante- 

eller blomsterornament. Pladerne, hvoraf en 

række var leveret fra Torvald Westergaards værksted 

i lemvig, var placeret ved siden af eller uafhængigt 

af andre gravminder for de pågældende. 

Indskrifter med videre var oprindelig forgyldte, 

men er siden oftest nyopmalet i sort. En samling 

af eksempler er placeret ved kirkegårdens indgang, 

nordvest for kirken (fig. 68). Andre findes spredt 

rundt på området. Endelig findes to *mindesten, 

henholdsvis for en unavngiven og for P. M. på 

lemvig Museum (inv.nr. 331/1982 og 723/1982). 

Støbejernskors mv. Et gravsted (fig. 69) på kirkegårdens 

sydside rummer seks støbejernskors 

samt en liggesten; samtlige indskrifter på korsene 

er opmalet i gult: 1) O. 1864, for Ane Katharine 

Pedersen Stausholm, *12. nov. 1808, †10. juni 

1864. 83 cm højt; gennembrudt kors med firpas 

og sparlignende figurer samt tværoval indskriftplade, 

hvorpå tekst i reliefversaler, jf. nr. 3 og 5. 89 

I familiegravsted syd for kirken. 2) O. 1868, for 

Kirstine Christensen Rönn, *14. juli 1807, †15. 

sept. 1868. 72 cm højt; kors med trepasformede 

korsender og rosetteprydelse øverst på den 

lodrette korsstamme. Indskrift i reliefversaler. 90 

Sammesteds. 3) O. 1882, for K. G. (Karen Gaj) 

Jakobsgaard, *4. jan. 1857, †9. juni 1882. Ca. 87 

cm højt; gennembrudt kors med firpas og sparlignende 

figurer samt tværoval indskriftplade, 

hvorpå tekst i reliefversaler, jf. nr. 1 og 5. 89 Sam- 

fig. 68. Mindesten for medlemmer af ‘De Helliges Samfund’ 

(s. 1305). foto Hugo Johannsen 2010. – Gedächtnisstein 

für Mitglieder der ‘Gemeinschaft der Heiligen’.


mesteds. 4) (Jf. fig. 69), o. 1882. Ca. 94 cm højt, 

gennembrudt kors med centralt cirkelfelt med 

kerubhoved og udsmykning af valmueblomster 

og -kapsler på korsarmene. Korset er uden 

indskrift. 91 Placeret sammesteds. 5) O. 1887, for 

Margrethe Jakobsgaard, *20.sept. 1855, †7. marts 

1887. Ca. 83 cm højt; gennembrudt kors med 

firpas og sparlignende figurer samt tværoval indskriftplade, 

hvorpå tekst i reliefversaler, jf. nr. 

1 og 3. 89 På familiegravsted i syd. 6) O. 1901, 

for Ane Dorthea Christensen, *14. juli 1828, 

†6. nov. 1901. Ca. 87 cm højt, kors med trepasformede 

korsender og udsmykning med sekstakkede 

stjerner; indskrift med reliefversaler. 92 

Sammesteds. I familiegravstedet findes desuden 

liggesten af hvidligt marmor, o. 1873, for laurids 

Andersen, *19. marts 1819, †14. aug. 1875. 

77×58 cm. På randen af stenen, der har halvrundt 

felt over indskriften med symbolerne for 

Tro, Håb og Kærlighed samt timeglas, er fæstnet 

en bronzeindramning. 

Bauta, 1903, for Jens Jensen Stausholm (jf. †gravsten 

nr. 3). Monumentet, der var af svensk granit, 

rejstes af de syv legatydede kommuner, der nød 

godt af afdødes legat, stiftet 1766. nord for koret. 93 

KIlDER OG HEnVISnInGER 

Vedr. arkivalier for Ringkøbing Amt i almindelighed 

henvises til s. 54 f., vedr. litteratur og forkortelser til s. 

56 f. Endvidere er benyttet: 

Arkivalier. Kirkens arkiv. Synsprot. 1862 ff. (Synsprot.). 

Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Regnskaber 1804-21; 

1915-45. 

Lemvig Museum. Museumsprotokol. 

LAVib. Landsbykirkernes regnskaber. Harboøre Kirkes 

regnskab 1584-1653 (C-KRb-163); Viborg landstings 

skøde- og pantebøger. Skodborg-Vandfuld herreders skøde- 

og panteprotokoller 1799-1808 (19. nov. 1801 (b 

77b-SP 4)); Rysensten birk. Skøde- og panteprotokoller. 

1799-1815 (24. juli 1801 (b77b-SP 1)); Kirkebøger. Kirkebøger 

for Engbjerg og Harboøre menigheder 1738- 

79 (C-492 A-1). 

NM. Håndskrifter. f. uldall, Om de danske Landsbykirker 

VI, 1892, 175-78 (Uldall 1892). Indberetninger. J. b. 

løffler 1880 (bygning og inventar, Løffler 1880); Chr. 

Axel Jensen 1909 (bygning, kalkmalerier og inventar, 

Jensen 1909). 

Tegninger. NM. blad med plan, snit og sydfacade 

samt altertavle og prædikestol ved K. Varming 1908; 

måleblade af nordfacade og detaljer 1909; nordfacade 

ved Chr. Axel Jensen og S. A. Claudi-Hansen 1909. 

Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Plan, snit, facader og situationsplan 

til projekteret kirke ved A. E. Andersen 

1907; plan, snit og facader til ny kirke ved K. Varming 

fig. 69. familiegravsted på kirkegårdens sydside med støbejernskors nr. 1-6 samt liggesten (s. 1305). foto Hugo Johannsen 

2011. – Familiengrab auf der Südseite des Friedhofes mit den gusseisernen Kreuzen Nr. 1-6 sowie einem Liegestein.

1909. Poulsen & Partnere, Thisted. Plan, snit og facader 

ved Poul Hansen og Ib lydholm 1974. 

Litteratur. Johs. Tholle, »Harboøre Kirkegaard«, Vore 

Kirkegaarde, 1928-29, 4-11; J. Gr. Pinholt, »Stausholms 

legat og hans Grav«, HaÅrb 1941, 136-39; Karsten 

Christensen, »når vejrhanen er en fisk«, Kirkebladet for 

Harboøre-Engbjerg pastorat, september-november 2010, 4; 

Martin Knak, »lokalarkivet«, smst., 6-7; Ellen Damgaard, 

»Harboøre kirkes altertavle«, smst., 8-9; Ebbe 

Ravn Sørensen, »Harboøre kirke 100 år«, smst., 14-16. 

Historisk indledning ved Mogens Kragsig Jensen og 

birgitte bøggild Johannsen, bygningsbeskrivelse ved 

Hugo Johannsen, kalkmalerier og inventar ved birgitte 

bøggild Johannsen, heraf dog orgler ved Ole beuchert 

Olesen, gravminder ved Hugo Johannsen og birgitte 

bøggild Johannsen. Tysk oversættelse ved Mirjam Gebauer. 

Redaktionssekretær Heidi lykke Petersen. Teknisk 

og grafisk tilrettelæggelse Mogens Vedsø. Redaktionen 

afsluttet 2010. 

nOTER 

1 Kong Valdemars Jordebog, Svend Aakjær (udg.), Kbh. 

1926-43, I, 26; II, 190. If. Aakjær hentyder flertalsbetegnelsen 

‘øræn’ til de to halvøer Thyør og Harboøre, 

der således endnu på dette tidspunkt nævnes blandt 

jyske kongelev. Jf. også DaStedn 112. 

2 DiplDan 2, I, nr. 156 (14. marts 1255). 

3 Oldemoder 112. 

4 Nielsen 1894 404. 

5 Jf. DaKirkelove I, 458; Ejvind Slottved, »Klemmebrevene 

1555. Studier over præsternes økonomi under 

Christian III«, HistT 12, 6, 1973, 483. 

6 lAVib. Landsbykirkernes rgsk. 1584-1653 (C-KRb-163). 

Jf. også generelt om eftermiddelalderlige votivgaver, 

Carsten bach-nielsen, Sømanden og døden. En ikonografisk 

skitse om de druknede og de reddede i nordisk kirkekunst, 

Højbjerg 2009. 

7 Kronens Skøder II, 343-44. 

8 Kirken solgtes ved auktion i forbindelse med afhændelsen 

af Rammegård (Ramme Sogn) og Herpinggård 

(Trans Sogn), jf. lAVib. Skodborg-Vandfuld herreders 

skøde- og panteprot. 1799-1808, lyst 19. nov. 1801 (b 

77b-SP 4). 

9 Om transaktionerne, jf. lAVib. Rysensten Birk. Skøde- 

og panteprot. lyst 24. juli 1801 (b 77c-SP 1); Ribe bispeark. 

Kirke- og præstegårdssyn 1805-06 , 23. dec. 1806 

(C 4-707). Vedr. status for 1809, jf. lAVib. Ribe bispeark. 

Visitatsprot. for Ringkøbing Amt 1809-30 (C 4-846). 

10 RA. DaKanc. G 119. Originale skøder til kongen på 

jus vocandi til kirker samt på birkeret mv. 1799-1808. 

11 Om Carl Moes tid i Harboøre, hvoraf en af frugterne 

var den særlige Harboøresangbog fra 1888, jf. bl.a. 

Paul nedergaard, Dansk præste- og sognehistorie. VI. Viborg 

stift, Kbh. 1963, 599-618. 


1307 

fig. 70. Markering af grundstenens plads i korets sydøstre 

hjørne (s. 1259). foto Hugo Johannsen 2010. – 

Markierung des Grundsteins in der südöstlichen Ecke des 

Chores. 

12 Tang Kristensen, Danske Sagn III, 164. 

13 Tang Kristensen, Danske Sagn II, H nr. 483. 

14 Jf. Johs. Tholle, »Harboøre Kirkegaard«, Vore Kirkegårde, 

1928-29, 4-11. 

15 Synsprot. 

16 lAVib. Landsbykirkernes rgsk. 1584-1653 (C-KRb- 

163). 

17 lAVib. Ribe bispeark. Præsteindb. til biskop J. bloch 

1766-69 (C 4-775). 

18 lAVib. Ribe bispeark. Kirkesyn 1788-92 (C 4-190). 

19 Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Rgsk. 1804-32. 

20 lAVib. Ribe bispeark. Indb. om kirke- og præstegårdssyn 

1793-1815 (C 4-704-09). 

21 lAVib. Ribe bispeark. Kirkesyn 1696-1775 (C 4-189). 

22 Indtil denne ændring var der på begge sider af nichen 

indmuret yderligere to gravsten, som efter dørenes etablering 

er flyttet til rummets sydvæg omkring indgangsdøren 

(s. 1302-03), jf. foto i Tholle 1928-29 (note 14) 6. 

23 Jf. Synsprot. Synsprotokollen bl.a. en meget udførlig 

redegørelse for den nye kirkes opførelse, bl.a med gengivelse 

af teksten på dokumentet, som nedlagdes i en 

flaske, der blev indmuret i murværket. 

24 C. Moe, Oplevelser. En Fortælling fra det virkelige Liv, 

Kbh. 1926, 50. 

25 Refereret i brev af 29. maj 1909 fra K. Varming 

(nM). 

26 A. E. Andersen havde tidligere leveret tegninger til 

missionshuset »bethania« (1906) i Struer. 

27 Triforieåbningen i Tveje Merløses galleri (jf. DK 

Holbæk 2962f.) var publiceret 1893 i ÆldNordArch II, 

saml., 4. rk. Søjlerne i Venge Kirke med de karakteristiske 

snoede bånd (DK Århus 3198f.) var allerede offentliggjort 

i 1869 i Danske Mindesmærker, 1, 1877, pl. XV.


fig. 71. Tømmermærker på skibets †tagværk (s. 1270). 

Skitse ved Chr. Axel Jensen 1909. – Abbundmarken vom 

†Dachstuhl des Schiffes. 

28 Karsten Christensen, »når vejrhanen er en fisk«, 

Kirkebladet for Harboøre-Engbjerg pastorat, septembernovember 

2010, 4. 

29 uldall beskrev korgavlens vinduesspor som ‘en meget 

bred blænding af et oprindeligt fladbuet vindue’ 

(Uldall 1892), mens Chr. Axel Jensen (Jensen 1909) 

omtaler det som ‘et bredt, kurvehanksbuet vindue med 

retvinklede karme og skrånende underkarm’. 

30 DK Holbæk 2634. 

31 Således var murene i den romanske kirke i lemvig 

kun ca. 4 m høje (s. 340) og i Gudum ca. 5,5 m. Endnu 

lavere er den senromanske kirke i Magleby på Sjælland, 

hvor skibets mure over terræn andrager ca. 3,75 m, jf. 

DK Sorø 938. 

32 Ifølge Chr. Axel Jensen (Jensen 1909) var afdækningen 

i nord af gule sten på fladen, i vest forhugget og i 

syd af flade natursten, svarende til væggenes materiale. 

33 lAVib. Provesteark. Ringkøbing Amts nordre provsti. 

Synsprot. for kirker og præstegårde 1826-74 (C 40- 

2-4). 

34 Jf. Robert Smalley, »Hjerte til Gud«, DaKalkmalerier 

6, 148-49. Smalley, der dog ikke var opmærksom på 

eksemplerne i Harboøre, anfører også kalkmalerier i 

lomborg som mulige repræsentanter for gruppens tilstedeværelse. 

De sidstnævnte, der senere dækkedes af 

yngre figurscener, jf. s. 736, var dog kun fragmentarisk 

bevarede. En samtidig beslægtet motivkreds, dog uden 

for lemviggruppens virkeområde, findes i birket (lollands 

nørre Hrd., Maribo Amt, DK Maribo s. 641). 

35 Jf. Ebbe Ravn Sørensen, »Harboøre Kirke i 100 år«, 


2010, 14-16. 

36 Overslag af 22. nov. 1957 af Ernst Trier i nM. 

37 Jf. Ellen Damgaard, »Harboøre Kirkes altertavle«, 


2010, 8-9. 

38 lAVib. Provsteark. Ringkøbing Amts nordre provsti. 

Synsprot. for kirker og præstegårde 1826-45 (C 40-2). 

bemalingen nævne her 1844, om end Chr. Axel Jensen 

i sin indb. 1909 anfører både kunstnernavnet og 

årstallet 1845, måske fra en nu forsvundet påskrift på 

storfeltets øvre del. 

39 Synsprot. 

40 Overslag af 22. nov. 1957 i nM. 

41 Overslag af 11. maj 1993 fra Karl Søndergaard og 

Verner Thomsen i nM. 

42 Mads Jensen Hygums hustru var datter af sognepræst 

Søren Christensen bhie, Ingstrup (Holbo Hrd., Hjørring 

Amt), og Kirsten Jacobsdatter Holm, og antagelig 

opkaldt efter sin mor. 

43 Stemplet er beslægtet, men dog ikke identisk med 

mærke for den ældre Århusguldsmed, Søren Povelsen, 

jf. Bøje nr. 5841. 

44 Som fremhævet af Martin Knak, Varde, er stagerne 

bl.a. beslægtet med nederlandske eksempler fra det 15. 

århundrede, jf. en nær parallel i Rijksmuseum, Amsterdam, 

gengivet i Onno ter Kuile, Kopper & Brons, ‘S- 

Gravenhage 1986, 87. 

45 Synsprot. 

46 lAVib. Provsteark. Ringkøbing Amts nordre provsti. 

Synsprot. for kirker og præstegårde 1855-74 (C 40-4); 

Synsprot. 

47 Ellen Damgaard, Den russiske orlogsfregat Alexander 

Nevskij – et møde mellem to verdener, lemvig 2006, 27. 

fig. 72. Detalje af korets nordvæg med vindue (s. 1263), 

præstedør (s. 1269) og kalkmalerier o. 1500 (s. 1271). 

foto Chr. Axel Jensen 1909. – Detail an der Nordwand, 

mit Fenster, Pfarrtür und Kalkmalereien um 1500.

48 Jf. også overslag af 22. nov. 1957 i nM. 

49 Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Rgsk. 1915-45. 

50 Det oprindelige manualværk er nu genanvendt som 

svelleværk; det ligeledes genanvendte pedalværk er 

suppleret med tre transmissioner fra det nye hovedværk. 

Orglet er endvidere forberedt til udvidelse med 

fagot 16' i pedalet. 

51 Orgelbyggeriet Christian Winther, der blev ledet af 

Theodor frobenius, skiftede senere navn til Th. frobenius 

& Co. 

52 Dispositionen gengives efter Th. frobenius & Co., 

Kirkeorgler (o. 1937). Det må bemærkes, at de i denne 

publikation anførte orgeldispositioner i flere tilfælde 

afviger fra de faktiske forhold. 

53 yderligere oplysninger om kirkens orgler findes i 

Den Danske Orgelregistrant. 

54 Synsprot. 1916 afregnedes for messingtråd i forbindelse 

med dets ophæng, jf. Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. 

Rgsk. 1915-45. 

55 Venligst meddelt af Martin Knak. 

56 Gunnar Rønn og Jens Krogh, Kirkeskibe i Ringkjøbing 

Amt, Ringkøbing 1992 (Hardsyssel Håndbog 3), 33. 

57 DaAtlas 831. 

58 lAVib. Provsteark. Ringkøbing nordre Amtsprovsti. 

Synsprot. for kirker og præstegårde 1812-35 (C 39H- 

1). 

59 PræsteindbWorm I, 85. Indberetningen fra 1638 omtaler 

netop, at begivenheden skete ‘for nu 5 års tid siden’. 

60 Jf. note 57 og 33. 

61 Jf. note 21 og 18. 

62 Karen Thuborg, Det gamle Harboøre, Kbh. 1928 

(Danmarks folkeminder 6), 278. Karen Thuborg, f. 

1849, boede indtil 1876 i Harboøre. 

63 Thuborg 1928 (note 62) 278. 


163). Christen Oussen betalte d.å. for udnyttelse af 

stolen, hvor også Mads Petersen i Vrist tildeltes plads, 

i sin levetid. 


163). 

66 Jf. Marie Mauquoy-Hendrickx, Les estampes des Wierix, 

II, bruxelles 1979, nr. 882-95 (her anvendt nr. 889, 

886, 894, 892, 887). 

67 J. Gr. Pinholt, »fra Alexander newsky’s forlis ved 

Harboøre«, Dansk Fiskeritidende 30. april 1943. 

68 Jf. Hans nyholm, Kirkeklokker i Danmark, Højbjerg 

1996, 39, 93, 121; under de to nævnte klokker anfres 

signaturen dog »MCV« for klokkestøberne (også betegnet 

Voillard), hvis signatur omfattede et kvadratisk 

felt med en mindre klokke, foroven kronet af et M og i 

siderne flankeret af C og V, hhv. tv. og th. jf. også klokkerne 

i Hillerslev og Kåstrup (begge 1641, Hillerslev 

Hrd., Tisted Amt, jf. DK Tisted 306, 316). Om klokkestøberen, 

anført som Mikel lotharingus på klokken 

i Randers Skt. Mortens Kirke (1637), jf. nyrup, 



1309 

fig. 73. uidentificeret (mester)stempel på alterkalk nr. 1 

(s. 1278). foto Arnold Mikkelsen 2010. – Unidentifizierter 

(Meister)stempel. Detail von Altarkelch Nr. 1. 

Kirkeklokker 116 (nr. 60), med f. uldalls håndskrevne 

tilføjelser 144, 146 og 148. 

69 Jf. Tholle 1928-29 (note 14). Om strandinger ved Harboøre 

eller andre strækninger af Vestkysten, jf. bl.a. Gert 

normann, Strandinger ved Vestkysten, 1, Ringkøbing 1987. 

70 J. Gr. Pinholt, »fra Alexander newsky’s forlis ved 

Harboøre«, Dansk Fiskeritidende 30. april 1943, 13-15; 

Damgaard 2006 (note 47). 

71 Jf. Nedergaard 1963 (note 11) 604-07; Tholle 1928- 

29 (note 14). 

72 Synsprot. Marmortavlernes oprindelig placering fremgår 

af C. Davidsen, Harboøre, Kbh. 1942 (3. udg.) 96. 

73 Jf. Davidsen 1942 (note 72) 96. 

74 Monumentet er gengivet i sin fornyede skikkelse, 

både hos Trap, 4. udg. (1928), og Tholle 1928-29 (note 

14), 6, 9. Det er derfor uklart, hvad sognefoged P. 

Mollerup, Vrist og Harboøresfondens udgift 1934 til 

‘en fornyelse af fællesgraven fra 1893’ refererer til, jf. 

Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Rgsk. 1915-45. 

75 Jf. Nedergaard 1963 (note 11) 604-14; Bach-Nielsen 

2009 (note 6) 106. 

76 De druknede marinere udgjorde besætningen på to 

tyske fartøjer, dels en minestryger, dels en torpedobåd. 

først reddedes besætningen fra minestrygeren over på 

torpedobåden, der imidlertid allerede næsten morgen 

stødte på en mine, jf. Tholle 1928-29 (note 14) 4. 

77 1919 betaltes til kirken for et monument med tre 

tyske grave på kirkegården, jf. Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. 

Rgsk. 1915-45. 

78 1934 betalte den britiske legation for vedligeholdelse 

af en krigergrav på kirkegården, og 1941 betalte ‘American 

legation Copenhagen’ for en engelsk krigergrav, 

jf. Thyborøn-Harboøre Lokalarkiv. Rgsk. 1915-45. 

79 Den døde var skudt ned under togt med en Zeppeliner 

ved Ostende, og liget blev herefter ført med 

strømmen helt til Harboøre Strand, jf. Tholle 1928-29 

(note 14) 5. 

80 Elof Westergaard, Sten over muld. Gravminder, Silkeborg 

2010, 95. 

83


fig. 74. *fragmenter af †pulpitur (s. 1294). lemvig Museum. foto Hugo Johannsen 

2010. – *Fragmente einer †Empore. 

81 Westergaard 2010 (note 80) 94-95. 

82 Jf. n. Jensen Dam, »Gregers Kirk«, HaÅrb 1974, 123- 

33. 

83 lAVib. Kirkebøger. Kirkebøger for Engbjerg og Harboøre 

menigheder 1738-79 (C-492 A-1). Peder laursen 

fischer er anført som død 29. dec. 1762 i en alder 

af 84 år, hvilket dog forudsætter, at han er født 1678. 

84 If. kirkebogen (note 83) er Peder laursens hustru, 

Johanne lauritzdatter, dog først anført som begravet 

21. marts 1749 

85 Jf. J. Gr. Pinholt, »Stausholms legat og Hans Grav«, 

HaÅrb 35, 1941, 138. 

86 Pinholt 1941 (note 85) 136-39. 

Die Kirche liegt am östlichen Rand des Dorfes 

und ihr Turm ragt als markanter Orientierungspunkt 

aus der flachen landschaft aus gehobenem 

Meeresboden heraus. Die jetzige Kirche wurde 

1909-10 nach Zeichnungen von K. Varming im 

neoromanischen Stil als Ersatz für ein mittelalterliches 

Gebäude erbaut, wobei die unteren Teile 

des Turmes bewahrt sind. Der neuere Teil der 

Kirche besteht aus Zement und wiederverwen- 

DIE KIRCHE VOn HARbOØRE 

87 Jf. Ellen Damgaard, »fra de helliges samfund på Harboøre 

– en indremissionsk gravskik«, Fram, 1983, 76- 

83. 

88 Damgaard 1983 (note 87) 77-78 omtaler udbredelsesområdet, 

der strakte sig fra lemvig til Harboøre og 

Thyborøn i vest, mod syd til Vemb og ulfborg og mod 

øst til nørre nissum. Eksempler findes herudover bl.a. i 

lomborg, bøvling, Møborg og flynder samt i Ramme. 

89 Jf. faye, Støbejernskors nr. 306. 




93 Jf. Pinholt 1941 (note 85) 139. 

detem Material (inwendigen Mauern) des älteren 

Gebäudes. Die Kirche umfasst Chor und Schiff 

sowie einen Ausbau gegen norden, der ursprünglich 

Sakristei, Heizraum und eine Treppe zur Empore 

enthielt. bei einer Erneuerung 1959 wurde 

die Sakristei zum Kreuzarm. Den alten Turm, dessen 

unterer Raum weiterhin als Vorhalle genutzt 

wird, erhöhte man mit einem neuen Glockenstockwerk. 

Ihn krönt eine Pyramidenturmspitze.

†Kirche. Das Wissen über die 1909 abgerissene 

Kirche stammt hauptsächlich von den untersuchungen 

mit zugehörigen fotografien und 

Zeichnungen, die Chr. Axel Jensen vom nationalmuseum 

im Sommer 1909 vornahm, außerdem 

von Vermessungen von K. Varming sowie 

älteren Rechnungsinformationen. 

Auf dieser Grundlage entsteht das bild einer 

niedrigen langgestreckten Kirche mit Chor 

und Schiff. Das Material waren natursteine vom 

Strand (‘Meeressteine’) sowie gelbliche und rote 

Ziegel, die für fassaden und Maueröffnungen 

benutzt wurden. Die Türen waren rundbogig 

(vgl. fig. 13, 22) ebenso wie ein fenster, das in 

der nordmauer des Chores nachgewiesen ist 

(vgl. fig. 20). Auch der bewahrte Chorbogen war 

rundbogig (vgl. fig. 54). Darüber hinaus gab es 

eine Reihe abweichender fenster: teils ein breites, 

flachbogiges in der Ostmauer des Chores sowie 

zwei ebenfalls flachbogige, sehr niedrige an 

der nordseite des Schiffes (vgl. fig. 17), teils ein 

ungewöhnliches, treppenförmiges östlich an der 

nordmauer des Schiffes (vgl. fig. 21). Diese fenster 

stammen vermutlich von einer späteren Änderung. 

Chr. Axel Jensen datierte die Kirche auf 

die Zeit um 1500, doch erscheint es wahrscheinlicher, 

dass die hier beschriebene Anlage bis in die 

zweite Hälfte des 13. Jahrhundert zurückreicht. 

Dies harmoniert auch mit der niedrigen neigung 

des Westgiebels des Schiffes, der in der Ostmauer 

des Turmes eingekapselt war (vgl. fig. 23). 

Umbau um 1500. ungefähr um 1500 wurde 

der immer noch teilweise bewahrte Turm auf 

dem Giebel des Schiffes ruhend mit einer Ostmauer 

erbaut. Auch hier ist das Material eine 

Mischung aus gelblichem Ziegel und naturstein. 

In dem gewölbten Turmraum, der mit dem 

Schiff durch eine spitzbogige Arkade verbunden 

wurde, sieht man ein inwendiges Treppenhaus, 

welches ursprünglich höher war und den 

Zugang zu sowohl Zwischenstockwerk als auch 

Glockenstockwerk ermöglichte. Schmale lichtspalten 

zum Zwischenstockwerk wurden später 

ebenso wie die paarweise plazierten spitzbogigen 

Schallöcher des Glockenstockwerkes verblendet. 

Möglicherweise waren die nord-südlich orientierten 

Dachgiebel ursprünglich mit Verblendun- 


1311 

gen geschmückt ebenso wie ganz ähnlich konstruierte 

Türme in lemvig (s. 346) und ferring 

(Vandfuld Herred). nach dem bau des Turms 

wurde die Kirche erhöht und der Chor mit einem 

Gewölbe ausgestattet. 

Nach mittelalterlicher Wartung und Änderungen. 

bei einer Hauptreparation 1790 wurden die bis 

dahin mit blech gedeckten Dächer der Kirche 

ebenso wie der Turm mit Ziegeln gedeckt. 

Wenige Jahre später, 1803, wurde wieder eine 

Instandsetzung vorgenommen, von der vermutlich 

die großen, flachbogigen fenster herstammen, 

die bis zum Abriss der Kirche bewahrt 

waren (siehe fig. 13-19). Damals wurde möglicherweise 

auch eine neue Außenverkleidung der 

Südseite der Kirche sowie des Turmes gemacht. 

†Kalkmalereien. In der 1909 abgerissenen Kirche 

fanden sich verschiedene Kalkmalereien. Die ältesten 

von um 1500 waren dekorative Malereien am 

Chorgewölbe und an den angrenzenden Wandflächen 

(siehe fig. 24, 54) und werden teilweise der 

lokalen ‘lemviggruppe’ zugeschrieben. Außerdem 

gab es nachmittelalterliche Dekorationen hinter 

dem Altarbild an der Ostmauer des Chores und an 

der Westseite des Chorbogens (siehe fig. 25). 

Inventar. Die 1910 eingeweihte Kirche wurde mit 

den wichtigsten Inventargegenständen der abgerissenen 

Mittelalterkirche möbliert (siehe auch 

weiter unten). Am ältesten ist das romanische 

Taufbecken (fig. 37), dessen becken sich durch 

die Ausschmückung mit vier vorspringenden 

Köpfen von dem in der Gegend üblichen Kelchblatt-Typ 

unterscheidet. Das grob geschnittene 

Chorbogenkruzifix von um 1500 (fig. 39) hängt 

an einem neueren Kreuzbaum. Aus der ersten 

Hälfte des 16. Jahrhunderts stammen ebenfalls 

die Altarleuchter der Kirche (fig. 33-34), wobei 

das älteste Set (um 1500) eine krenellierte 

leuchterschale hat, während der fuß vermutlich 

Spuren von sitzenden löwen aufweist. 

In Übereinstimmung mit dem Großteil der Kirchen 

in der umgebung wurden nach der Konsolidierung 

der Reformation sowohl ein neu es 

Altarbild, 1606, (fig. 28) als auch eine Kanzel, 

1618 (fig. 40), angeschafft, beide vermutlich von 

83*


Kristen Spend aus lemvig ausgeführt. Die jetzigen 

Gemälde der Altartafel von Axel Hou (1910) 

ersetzen ältere (†)Ausschmückungen von 1844- 

45 von J. b. Gjørup aus lemvig (fig. 29-30). Ein 

besonderes Detail der Kanzel ist die Dekoration 

des Treppenaufgangs (fig. 41), der wie eine russich-orthodoxe 

Zwiebelkuppelkirche geformt ist, 

ver mutlich eine Dekoration, die von dem 1868 

gestrandeten russischen Schiff »Alexander newskij« 

herrührt. Der Abendmahlskelch (fig. 31), der 

1675 zusammen mit einer †Patene von Gemeindepfarrer 

Mads Jensen Hygum und Gattin gestiftet 

wurde, hat noch seinen ursprünglichen fuß 

und Schaft (um 1600) bewahrt, während der becher 

1910 erneuert wurde. Die zugehörige Patene 

ist jedoch von 1959. Die Glocke der Kirche 

(fig. 47) ist von 1835 und wurde aus einer älteren 

von 1642 umgegossen. 

für die neue Kirche wurden um 1910 mehrere 

neue Gegenstände angeschafft, darunter Altartisch, 

Altarbild und -schranke, Gestühl und Emporen 

sowie Kirchenschiffe (fig. 26-27) und Orgel. 

Desweiteren wurden die silbernen Altargeräte 

und die Taufausstattung ergänzt. Spätere größere 

Instandsetzungen und Inventaranschaffungen erfolgten 

insbesondere in Verbindung mit Jubiläen 

der Kirche, die 1959, 1985 und 2010 begangen 

wurden. 

Inventar der †kirche. Aus den Rechnungsbüchern 

der Kirche aus dem ersten Jahrzehnt des 17. Jahrhunderts 

geht hervor, dass sich die bevölkerung 

der Gemeinde in großem umfang mit freiwilligen 

Geldgaben, u.a. in Verbindung mit der Großen 

Pest 1602, an der Verbesserung der Kirche 

beteiligte, was die Anschaffung von Altarbild und 

Kanzel ermöglichte (siehe oben). 1703 wurde 

eine größere Instandsetzung des Kircheninneren 

auf Initiative des Gemeindepfarrers Thomas Graa 

durchgeführt, die mit einer Jahreszahl an Altarbild, 

Kanzel und Empore markiert ist sowie einer 

Inschrift am †Chorbogenbalken. Teile der Empore 

(siehe fig. 51, 74) finden sich immer noch 

im lemvig Museum. Eine Hauptreparation wurde 

1790 durch geführt, und die Einrichtung der 

Kirche wird sowohl 1795 als auch 1803-04 als, 

abgesehen von kleineren Details, Einrichtung in 

gutem und ‘anständigem’ Zustand erwähnt. Wenige 

Jahre vorher, 1801, war eine große neue und 

platzgreifende Empore entlang der nordwand 

angebracht wurden (siehe fig. 53-54). Die notwendigkeit 

einer neubemalung von Altarbild, 

Pfarrstuhl und den übrigen Stühlen wird 1835 

erwähnt, doch diese wurde erst 1844-45 durchgeführt 

und umfasste dann auch Altarschranke, 

Taufbecken und Kanzel. unmittelbar vor dem 

Abriss 1909 wurde das Inventar von Chr. Axel 

Jensen registriert und fotografiert. 

Grabmale. Der Kirchenraum und der friedhof 

der Kirche sind nicht nur durch die begräbnisse 

der Gemeinde durch mehrere Jahrhunderte hindurch 

geprägt, sondern haben ihren besonderen 

Charakter durch zahlreiche Grabmale in form 

von Einzel- und Gemeinschaftsmonumenten für 

frem de Opfer von Schiffbrüchen und Ertrinkungsunfällen 

erhalten. Am ältesten ist der Stein 

für zwei Schiffsbesatzungen, die 1862 und -63 

durch Ertrinken umkamen (siehe Gedächtnistafel 

fig. 43). Am spektakulärsten war jedoch die 

Strandung der russischen Kriegsfregatte »Alexander 

newskij« im Jahre 1868 mit dem Sohn des 

Kaisers und Thronfolger, dem Großfürsten Alexij 

an bord. Ein ungeheurer Verlust für die örtliche 

Gemeinschaft bedeuteten jedoch die Katastrophen 

von 1893, bei der 26 fischer ertranken, und 

von 1897, als das Rettungsboot »liløre« kenterte 

und die 12 besatzungsmitglieder ertranken. Die 

Monumente für diese Ereignisse sind auf dem 

friedhof aufgestellt (fig. 55-58). Die vielen Ertrunkenen, 

die in folge der Kriegsbegebenheiten 

des Ersten Weltkrieges an die Küste trieben, haben 

auch in Gemeinschaftsgräbern resultiert, namentlich 

für deutsche Mariner (fig. 59-60), doch 

auch für unidentifizierte Personen (fig. 61). Das 

jüngste Monument unter den Gemeinschaftsgräbern 

ist der Gedächtnishain von 1942 mit einem 

Relief des bildhauers Torvald Westergaard (fig. 

62). 

unter den familienbegräbnissen soll das imposante 

Monument für einen der großen Söhne 

der Gemeinde, bauunternehmer und Direktor 

der »Jysk Telefonaktie-selskab« Gregers Kirk hervorgehoben 

werden (fig. 63).

HARbOØRE KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?