Det accelererede arbejdsliv – Et studie af ... - Aletheia-press

Aske Christensen
Beskrivelsen er at betragte som et symptom. En påtaget livsførelse hvor mindfulness ikke er mål i sig selv,
som en del af en balanceret livsførelse, men et middel til at forhindre en sammensmeltning under sloganet
’produktiv ro’. Mindfulness er som den praktiseres i vesten også en venden mod selvet. Jagten på den indre ro
fører til en fokusering på, hvad der kan være galt med krop og psyke. Mindfulness er modsat østens venden
væk fra selvet, en selvcentreret teknik der medvirker til at omgå det reelle problem: Det strukturelle og
organisatorisk praktiske problem, i form af for meget arbejde. Der udelades en manglende konfrontation af
strukturernes uholdbare levevis.
Mindfulness giver en god indikation af hvorfor pausen er under pres. Pausen er blevet illegitim, for pausen er
i sin industrielle overenskomstregulerede semantiske forståelse uproduktiv. Den er forbundet med ikke at lave
noget, der er af værdi, en ikke-livsoptimerende selvstyringsstrategi eller teknologi. Med mindfulness bliver
’downtime’ for alvor optimeret til bedre ’uptime’. Men øvelsen adskiller sig fra pausen ved at være socialt
afsondret og indadvendt. Pausen er i udgangspunktet social og udadvendt. Den massive efterspørgsel efter
mindfulness, i et samfund der er det diametralt modsatte, kan ses som en tydelig metafor for accelerationens
effektfulde virke og den manglende politiske kritik af det egentlige problem. I stedet for at angribe
strukturerne, der fører til en stærkt belastende levevis, søges og føles der tydeligvis efter resonans i teknikker,
der kan forlænge livsstilen lidt endnu. Individets (nødvendige) dyrkelse af mindfulness for dets beroligende
effekt og evne til at muliggøre mere og bedre produktion for en længere stund, bliver i sin kontekst den
tydeligste indikation på, hvor presset individet er i sit tidsmiljø. Mindfulness bliver således et redskab og et
middel til at bøje de naturlige rammer og begrænsninger.
Den næste teorisøjle vil fokusere på udviklingen i forståelsen af tidsbegrebet og særlig se det i relation til
teknologiens udvikling – denne spiller nemlig en markant betydning for samfundets og arbejdets acceleration.
Teoridel III: Teknologi og tid i et historisk rids
Intention: Redegøre for teknologien og tidens betydning for det accelererende samfund og arbejdsliv.
"Gennem intuitionen vil vi erobre den tilsyneladende uovervindelige fjendtlighed der adskiller vores
menneskelige kød fra maskinernes metal” (Marinetti 1909, Den futuristiske kogebog).
Marinettis udsigelse, nedfældet lettere provokerende i den futuristiske kogebog i 1909, må have lydt som rent
tankespind på den tid. Det til trods er det i dag, godt 100 år senere, ikke et vanvittigt postulat.
’Singularitetsprincippet’ forudsiger, at det i 2045 ikke længere giver begrebslig mening at lave en adskillelse
mellem mennesket og computeren (URL5). Singularitetsprincippet kan siges at være vor tids ikon på, hvor
hurtigt teknologien udvikler sig, og at teknologien indenfor de sidste to århundreder er accelereret i en grad,
der bogstaveligt overgår den menneskelige krop og forstand: ”The revolution in transportation and
communication has indisputably changed the way we perceive space and time” (Rosa & Scheuerman
2009:5).
30