Det accelererede arbejdsliv – Et studie af ... - Aletheia-press

Aske Christensen
karriere, uden at være nødsaget til at prioritere. Accelerationen af livet og arbejde har således udspændt
individet mellem arbejde og familie.
Arbejdet som (religiøst) centrum
I dag er det undtagelsen at blive i det samme arbejde. Holder man sig til en sådan tradition, skal det jf.
Giddens forsvares, hvorimod ophævelsen og skiftet til noget nyt er blevet normen. Sådan er diskursen som
sandhedskonstruktion: ’det er sandt, at hvis du ikke konstant er i omstilling, så er det lig med
samfundseksklusion’. I strukturomlægningen har etableringen af den hurtige tid, uden kontinuitet i hændelser,
vundet frem og accelereret livet i al almindelighed. I processen bliver den gentagende traditionelle
(automatiserede) handling set som utidssvarende, uden udviklingspotentiale, og kan medføre en mangel på
den form for rytme, der giver en fastlagt retningsbestemmelse af meningsproduktionen.
Hvor familien før i tiden udgjorde et centrum for individet, som livets resterende indhold udgik fra, så er det i
dag for langt de fleste arbejdet. Det har som nævnt medført et tilnærmelsesvist ’ny-religiøst’ kald i
arbejdslivet med ideen om, at mennesket har en indre guddommelig kerne, der skal findes ind til og udvikles
på (Haviv 2007:81, jf. teoridel II). Arbejdet har dog altid haft afgørende betydning for identiteten, men dets
sociale status synes at være intensiveret med den sociale acceleration: Som en følge af frigørelsen af
muligheder, hvor multipliceringen af handlinger er blevet aktuelt som optioner. I udsagnet ’Gud er død’ så
Nietzsche muligheden for menneskets frisættelse, men som filosoffen Lars Fr. H. Svendsen skriver, så må
Nietzsches forhåbninger lide for romantikkens bevidsthedsskred:
”Med romantikken opstår en stærk fokusering på et selv, som er i konstant fare for at få et meningsunderskud
(…) kedsomheden og nihilismen konvergerer i Guds død (…) Men mennesket udfyldte ikke rollen som Gud
med særligt stor held (…) I Guds fravær påtog mennesket sig rollen som gravitationscentrum for mening,
men dette var en rolle, som det kun i ringe grad magtede at bære” (Svendsen 2002:34)
Eftersom Gud ikke længere står for den autoritære værdidiktering, skal meningen tilskrives livet på anden vis
- af mennesket selv. Jean-Paul Sartre (1905-1980) understøtter denne form for humancentreret eksistentiel
livsfilosofi, uden transcendentalt referencepunkt i form af en Gud. Efter 2. verdenskrigs båndlæggelse af
friheden og Camus spidse formulering af meningsløsheden problem: ’Hvorfor ikke begå selvmord?’
opfordrer Sartre individet til at skabe sig selv og sin egen mening, gennem valg og selvansvar, da handlen for
Sartre er lig væren:
”Det er en udfordring at skabe sig selv som et kunstværk (…) Det kan kun det frie og ansvarlige menneske,
der i en ægte og oprigtig refleksion forholder sig til sit eget eksistentielle dilemma. Dette valg sker ikke ud fra
en angst for ikke at følge Guds lov, men ud fra en viden om, at mennesket i sit moralske valg forpligter sig i
forhold til en bestemt forestilling om, hvad det vil sige at være menneske” (Sartre 2005:17,24).
Sartres tanke er at mennesket først bliver til reel eksistens i valget. Via valget er mennesket en eksistens, der
kan og skal formes. Sartre forpligter mennesket til, gennem handling, at forme sig. Individet bliver for alvor
46