Nr. 1 Januar 2009 - Psykoterapeut Foreningen

Mentalisering er trods ordet mental i høj grad
en følelsesmæssig proces, og megen mentalisering
forgår implicit på et ubevidst og intuitivt
plan. Enhver samtale kræver, at vi lynhurtigt
fornemmer den andens og vores egne mentale
tilstande og hensigter. Først når samtalen bliver
vanskelig, må vi ty til mere eksplicit og bevidst
mentalisering, som vi fx kender det fra psykoterapi.
Beslægtede og indeholdte begreber er
empati, psykologisk indstilling, refleksion, bevidst
nærvær og lignende. Evnen til at mentalisere
nogenlunde korrekt er afgørende for at
kunne regulere vores følelser, og omvendt påvirkes
evnen til at mentalisere af stærke følelser.
Et fænomen de fleste vel kender fra parforholdet.
Ifølge forfatterne påvirkes borderline patientens
evne til at mentalisere af flere faktorer.
Mentaliseringsevnen påvirkes af voldsomme
følelser – jo større affekt, jo mindre omtanke.
Og da borderline patienten har problemer i sin
tilknytningsadfærd og i tætte relationer reagerer
med stærke følelser på enhver trussel om at
blive svigtet eller forladt, er forudsætningen for
cirkulær forstærkning af selvdestruktive løsninger
til stede. En anden faktor er, at patienten
ofte har været udsat for traumer og overgreb i
opvæksten og for at beskytte sig selv har undgået
at indleve sig i krænkers mentale tilstande.
Ofte prøver borderline patienten at kompensere
for sine forringede mentaliseringsevner og
forsøger at regulere følelserne med selvskade,
misbrug og andre handlingsorienterede metoder.
Bogen beskriver et mentaliseringsbaseret behandlingsprogram
for svære borderline personlighedsforstyrrelser,
dvs. den gruppe af patienter,
der i psykiatrien er kendt for at være selvskadende
og have et utal af selvmordsforsøg og
indlæggelser bag sig. Personalet kalder dem
ofte manipulerende og beregnende og har uden
resultat forsøgt at adfærdsregulere borderline
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
patienten med konsekvenspædagogik og faste
holdninger. Denne gruppe patienter blev i
mange år anset for uhelbredelige, og i afmagt
er de ofte blevet fyldt med store mængder antipsykotisk
og antidepressiv medicin.
Bogen beskriver to forskellige behandlingsprogrammer.
De mest belastede af patienterne tilbydes
et 18-24 måneders daghospitalsprogram.
Den anden variant er 18 måneders ambulant
behandling. Begge programmer består i en
kombination af gruppeterapi og individuel
terapi med en høj grad af koordination og samstemning
mellem gruppeterapeut(er) og individuel
terapeut. Bogen beskriver i detaljer behandlingsprogrammets
forskellige faser. Klinisk
vurdering, diagnose, caseformulering,
kontrakter etc. beskrives udførligt. Patienten
inddrages hele tiden og på en måde, så selv
”dialog om diagnosen” kan bidrage til at øge
patientens evne til at mentalisere. Ind imellem
præsenteres eksempler fra praksis, og er der
noget, jeg skulle savne i denne bog, er det endnu
flere casebeskrivelser.
Selv om denne bog i høj grad er målrettet den
offentlige behandlingspsykiatri – og heldigvis
er der allerede i dag afdelinger på Psykiatrisk
Hospital Risskov og på Bispebjerg Hospital,
der arbejder mentaliseringsbaseret – vil denne
bog også kunne læses med udbytte af privatpraktiserende
psykoterapeuter. Principperne er
de samme i forhold til klienter med lettere personlighedsforstyrrelser.
Desuden er mentalisering
så overordnet et begreb, at tilgangen let vil
kunne integreres i andre terapiretninger end
den psykodynamiske.
Mentaliseringsbaseret behandling er ikke en ny
terapiform, men en måde at tænke på.
Henrik Rose
Psykoterapeut MPF
Sygeplejerske ved
Psykoterapeutisk Center Stolpegård
45