Kapitel 7 - Aage Staffe

På en øvelse, hvor vi styrter rundt på fjeldet i isnende, kold regn, er jeg
den eneste, der, medens mit tøj endnu var tørt, tager al inderbeklædning
af og stopper den ned i rygsækken.
Vi er uvant med at orientere os efter landkort på fjeldet; sigtbarheden
er stærkt nedsat; vi er forkomne og er trætte .
Jeg sjoskede efter gruppeføreren. Han vrider om på foden, og jamrer,
helten vil bæres. Vi fortsætter, men min sociale indsats er minimal.
Da vi kommer til en næsten lodret nedstigning på ca. 100 meter,
bliver det for meget for vor overkriger, han står upassende med sin
rolle og råber om hjælp.
140
Jeg foreslår gruppen, at jeg løber efter hjælp, og det vedtages.
Kun få hundrede meter borte har jeg nemlig set skorstensrøg, hvor der
er røg, er der ild, hvor der er ild, er der varme, ikke dårligt.
Her var hyggelige mennesker, jeg får tørt tøj på igen, de låner mig
noget af deres, jeg får mad og varmt at drikke.
Men jeg må forklare dem, at jeg har et problem.
Det tog nogen tid for dem at forstå budskabet:
«Jeg tilhører en «militær» enhed, der er faret vild, og et medlem en gæv
kriger, skal bæres». De foreslog , at vi selv skulle gå op og hente ham,
men da jeg spørger, om ikke der er norske krigere, hjemmeværnsfolk
i nærheden, bliver vi enige om, at vi skal bede dem om assistance, de
er der jo til det samme, og vi har det jo rart her.
Busturen gennem Sverige var
en kæmpeoplevelse. For første
gang så jeg klipper og var dybt
imponeret.
I dag betragter jeg de samme
klipper som lidt store skærver.
Vi havde været indespærret i
fem år, og for alle var det første
gang, vi var uden for Danmarks
grænser.