Kapitel 7 - Aage Staffe

ædere er overskuelig. Sætter individet ikke grænser, ligger det moralske
forfalds glidebane klar. Tilhængerne af samarbejdspolitikken valgte billigste
løsning og kerede sig ikke om, hvad det kostede andre?
5. Intolerance er et fremherskende element hos mange. Måske også
for mig. Ofte har jeg mødt medborgere, som med hårde ord fordømte
f. eks. svenskernes transit af tyske tropper, da Norge og senere Sovjet
blev overfaldet, og ganske undlod at nævne Danmarks „forsvar“ den 9.
april 1940, og ligeledes glemte man Sveriges humanitære hjælp og den
betydning, den fik for nordmændenes og vor kamp mod overmagten.
Man glemmer eller rettere fortier, at dansk landbrug leverede prima
landbrugsvarer til 10% af den tyske befolkning indtil slutningen af april
1945. Andre, forstod ikke, at jeg generelt ikke har noget imod tyskere, al
den stund nogle af mine bedste venner og kammerater var tyskere.
I Jugoslavien i 1947 hviskede landsmænd landsforræder efter mig,
da jeg tillod mig at tale med tyske krigsfanger, dette på trods af, at man
havde et vist kendskab til mit generalieblad.
Selvfølgelig hjælper det på deres forståelse, når jeg gør opmærksom
på, at det er mennesker, som undertrykker andre med vold og terror,
jeg har noget imod.
Min undren er aldrig blevet mindre af, at det ved nøjere udspørgen
viste sig, at disse intolerante personer ikke havde præsteret en dyt imod
naziregimet, mens der var lejlighed til det.
Groft kan de klassificeres som samfundets «frelsere», blot de med
klister i numsen kan blive hængende, prædikende fra lænestolens dyb
med en bajer i hånden.
For andre var det et forsøg på at pynte på et image, der havde lidt
skade, men som tidens glemsel måske kunne råde bod på.
Derfor er vurderingerne – ofte – og som regel , at de generelt afsagte
domme ikke får nuancerne med og i nogen grad også mangler at beskrive
den udvikling, der skete for landet som helhed og for den enkelte
borger i de for nogen få så forbandede fem år.
Det er denne intolerance, jeg forsøger at råde bod på.
135