Kapitel 7 - Aage Staffe

Han havde to døtre, en på 13 og en på 15 år. Begge havde amerikanske
negersoldater som midlertidige kærester.»
De var familiens overlevelse.
Vi snakkede frem og tilbage under vort ophold på et par dage. Til min
undren var den armløse mand med to døtre, der som ludere betjente
– ikke ariere – stadig nazist.
Jeg har efter bedste evne forsøgt at forstå denne idealist. Nazist af
bedste overbevisning.
Invalideret i en krig. Hans soldaterkammerater blev slagtet i Stalingrad.
Han var stadig overbevist om herrefolkets ret til at udnytte,
udrydde andenrangs mennesker.
Hans to ariske døtre skaffede ham føden ved prostitution med «undermennesker»
– negre.
Rejsen fortsattes med lokaltog.
Ruderne manglede, brædder var slået for som erstatning. Folk stank,
regnvådt vintertøj, og mangel på sæbe giver en speciel duft.
Regnen dryppede igennem taget. Det var trøstesløst.
Passagererne hagede sig fast overalt, på bufferne på taget osv. Toget
sætter i gang med et ryk og standser pludseligt.
Noget er rivende galt. Ud gennem sprækkerne skimter jeg en ung pige,
som har fået begge ben kørt over midt på lårene.
Tyskerne står sløve, apatiske og glor, ingen gør noget.
Til Niels siger jeg:
«Det er for meget, det her, nogen må gøre noget».
Fat i rygsækken, og ude haler jeg en af mine skjorter frem, skærer ærmerne
af og laver nogle kompresser. Tyskerne har jeg bedt om at skaffe
nogle pinde, som kunne bruges til at stramme og løsne kompresset.
En moden herre spørger jeg:
«Har man ringet efter en ambulance».
Det har man ikke og bandende siger jeg:
«Er der ikke bare een af jer, der vil gøre bare lidt.»
155