Kapitel 7 - Aage Staffe

I hjemmeværnet – pinsen – 1946;
er Aage blevet krigsliderlig?
«Aldrig mere en 9. april». Det gav sig udtryk i, at en noget forsinket
forsvarsvilje, kom for dagen, derudover et hjemmeværn og udgifter til
oprettelse af et forsvar, der skulle indgå i en «allieret» hærstyrke.
Nogle hjemmeværnsfolk opfordrer mig til at blive hjemmeværnsmand;
man skulle have en udstillingsgenstand, noget at vise frem.
Min interesse steg betydeligt, da jeg kan komme med på en udflugt til
Oslo i en uge for 16 kr., og da jeg var i lære, ville man bede mig fri fra
arbejde og betale for mig.
Det lød fristende, og jeg blev medlem i ca. 8 dage. I bussen op gennem
Sverige kunne jeg ikke undgå at høre deres pralerier, og det ender da
også med, at jeg tager en ved vingebenet og siger:
«Det er da dejligt at se dig igen. Du overlevede også. Den aktion, du taler
om, lavede jeg sammen med min gruppe, så den har du åbenbart været med i.
Jeg blev kaldt John, hvad blev du kaldt»?
Praleriet blev dæmpet, men jeg blev ikke populær.
I Oslo blev vi trukket rundt til utroligt meget skvalder, og der er ikke
gået mange timer, før jeg har fundet et andet og betydeligt morsommere
selskab. Med politiets hjælp bliver jeg dog fundet igen, men bliver nu
ført i meget kort snor.
Uniformen er en kedelsut og skråhue. Støvlerne
var et par som Lille Svend stjal under
krigen til mig.
139