CASA: Social Årsrapport 2010 - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Fattigdom og brugerbetaling
1979, 1993) eller manglende “dueligheder” (capabilities) (Sen 1992). Den konservative
diskurs om underklassen peger hen imod udviklingen af afhængighedskulturer, hvor
de fattige udvikler mangfoldige former for asocial adfærd, mens de lever af overførsler
og tjenesteydelser fra resten af samfundet. Der er dog også en anden strømning i engelsk
sociologi, som peger på eksistensen af, hvad den betegner som udviklingen af
en fastholdelses- eller fastlåsthedskultur (captivity culture). Den måde de utilstrækkelige
offentlige (og private) hjælpeforanstaltninger er skruet sammen på, gør det endog
meget svært for fattige at undslippe deres situation (Dean & Taylor-Gooby 1992).
En af de skarpeste kritikere af at importere nye forståelser af fattigdom som underklasse
eller social udstødelse er Ruth Levitas (1996). Hun ser det som en måde at dreje
fokus væk fra “almindelig” elendighed og mangelsituationer, og henimod mere spektakulære
sociale eksistenser såsom stofmisbrugere, kriminelle, hjemløse, mentalt handikappede
osv. Dermed bliver opmærksomheden vendt bort fra forhold som køn,
klasse, race, lav løn, arbejdende fattige (the working poor) osv.; altså præcis de forhold,
som den “traditionelle” fattigdomsforskning har været optaget af.
Britisk og amerikansk sociologi er således splittet mellem en konservativ og en progressiv
fløj, hvor den første opfatter underklassen som en negativt afvigende subkultur
skabt og vedligeholdt af velfærdsstatslige foranstaltninger, mens den sidste ser underklassen
fastlåst i sin elendighed på grund af velfærdsstatens utilstrækkelige interventioner.
Fra fattigdom til social udstødelse
Den mest radikale nytolkning af fattigdom findes indenfor fransk sociologi. Det er
herfra begrebet social udstødelse (exclusion) er kommet til os (via EU-institutionerne,
hvor det hurtigt blev taget til hjertet), og det er herfra begreber som afkobling (désaffiliation),
sårbarhed (vulnérabilité), disintegreret og avanceret marginalitet er blevet anvendt
til at beskrive den “nye elendighed,” som den såkaldte velfærdsstatskrise har
medført (Bourdieu 1999; Castel 1990, 1991, 1995, 1996, 2000; Rosanvallon 2000;
Wacquant 1996, 1999).
Som et udviklingsperspektiv er dette blevet formuleret meget klart af Serge Paugam
(1996) i og med hans skelnen mellem integreret fattigdom, marginal fattigdom og invaliderende
(disabling) fattigdom. Det første begreb henviser til den tidlige modernitet,
hvor fattigdom var en situation for flertallet af befolkningen; de var godt nok fattige,
men de var integreret i samfundets “mainstream”. Med velfærdsstaten og fuld
beskæftigelse blev fattigdom et marginalt fænomen; det var kun relativt få individer,
der blev ramt heraf. Med invaliderende fattigdom henviser Paugam til fattigdom som
ekskluderende, som er det, der kendetegner den nuværende samfundstilstand. Det er
denne situation og de processer der leder hertil, der har stået i centrum for fransk sociologis
forståelse af nutidig fattigdom.
Som det fremgår nedenfor, så er udstødelsesbegrebet eller eksklusionsbegrebet det, der
adskiller den franske diskurs fra tidligere og andre betragtninger. Men mange andre,
mere traditionelle, begreber er også anvendt de senere år indenfor fransk sociologi.
Pierre Bourdieu (1999 [1993]) og hans medarbejdere brugte begreberne elendighed og
social lidelse i deres monumentale værk Verdens lidelse (La Misére du monde) til at ka-
36