om maden - Søren Mørch

En tænksom kineser, anno 2009. Overvejer han monstro fortidens og fremtidens fødevareforsyning
og -sikkerhed? Det kunne der være god grund til; næppe noget så fundamentalt har ændret sig så
meget på så kort tid, som det tog landbruget at blive moderne – dvs. knap 100 år.
(Foto, Søren Mørch).

BOG8
Maden

Bog 8 indeholder ti fortællinger, om hvordan det gik til, at landbruget
blev moderne og i stand til at forsyne jordens omkring seks en halv
milliarder mennesker med tilstrækkeligt med mad.
Paralipomenon
444
Spørg aldrig om fremtiden! Vent til den kommer!
At vide den før er at sørge på forhånd.
Den kommer så vist som den gryende morgen.
Å, måtte dog det, som uvægerlig kommer,
vorde til lykke og held for os alle.
Aischylos, Euforions søn: Agamemnon (458 fvt.)

Amerikansk gotik
Med fare for at stille sig for pædagogisk an: Kig grundigt på billedet side 442.
Man kan have glæde af at lukke det ene øje og holde fingrene tæt op til det
andet, så man beskærer sit synsfelt og udelukker andre synsindtryk. Prøv at
betragte først det ene ansigt, så det andet og derefter detaljerne. Kaméen,
mandens hånd, det spidsbuede vindue, træerne i baggrunden. Fik du lagt
mærke til potteplanterne?
Hvad forestiller billedet? Eller rettere sagt: Hvad forestiller du dig ved at
se på billedet? Hvad er det for mennesker, man ser? Hvilket forhold har de til
hinanden? Til tilværelsen? Hvordan kan det være, at kvinden står lidt bag ved
manden? Hvor ser hun hen? Hvorfor gør hun mon det?
Prøv, om du kan få en anden til også at betragte billedet og besvare disse
eller lignende spørgsmål.
Når det kan være en god idé at bære sig sådan ad, er det, fordi billedet er så
mangetydigt og har givet anledning til langt flere udlægninger og tydninger,
end man kan forestille sig. Hvad er det, det forestiller?
Billedet tilhører Friends of American Art og hænger til daglig på The Art
Institute of Chicago. Det er et oliemaleri på masonit udført af Grant Wood og
måler uden ramme 78 x 65,3 cm. Det blev udstillet den 30. oktober 1930 –
kort tid efter, at det var blevet malet – på Art Institute of Chicagos 43. årlige
udstilling af amerikanske malerier og skulpturer, hvor det opnåede en tredjepræmie
(300 dollar) og blev købt for andre 300 dollar af indkøbsgruppen Friends
of American Art. Det er et af de mest kendte – måske ligefrem det mest
kendte – amerikanske maleri, noget i retning af Mona Lisa eller van Goghs
selvportræt uden øre.
Billedets titel har været med til at forøge antallet af fortolkninger. Grant
Wood kaldte det – lige fra den første skitse, han tegnede – American Gothic.
Ordet ‘gothic’ – på dansk ‘gotik’ eller ‘gotisk’ – bruges dels som en stilbetegnelse
(‘spidsbuestil’ til forskel fra ‘rundbuestil’), dels til at betegne noget som
gammelt, nærmest i betydningen ‘fortidigt’ (‘middelalderligt’). På engelsk og
bog 8 maden 445

Grant Wood: American Gothic. (Art Institute of Chicago. © Grant Wood/Billedkunst.dk).

amerikansk har det desuden også betydningen ‘mystisk’, ‘uhyggeligt’, ‘grotesk’.
Karen Blixen kaldte sin debutbog Seven Gothic Tales. Det blev i hendes
egen danske version til Syv fantastiske Fortællinger.
Hvis man hører til dem, der tror, at en kunstner har en eller anden form for
privilegeret tilgang til en rigtig eller måske ligefrem den rigtige fortolkning af
sit værk, kommer man i store vanskeligheder med American Gothic, fordi Grant
Wood med fast stemme har leveret flere indbyrdes modstridende forklaringer
på, hvordan billedet i virkeligheden skal forstås. Det skyldes ikke kun, at han
var en forvirret sjæl (hvad han muligvis var), men nok også, at opfattelsen af
billedet har ændret sig i løbet af den tid, det har eksisteret. Det gør forestillinger
som bekendt, og udlægningen af, hvad noget forestiller, skifter derfor
også med tiden. Grant Woods forklaring på, hvad meningen i virkeligheden
var, kom derved også til at svinge med tiden og virkeligheden, og det blev
ikke bedre efter hans død. Da overtog hans søster Nan, der har stået model til
kvinden på billedet, nemlig autoriteten, og det blev udlægningerne naturligvis
ikke mere konsistente af.
De fortolkninger, der foreligger af billedet – og de er utallige – er interessante,
fordi de på en håndgribelig måde afspejler stemningerne i USA siden
1930, det vil sige i den periode, da USA opbyggede sin internationale position
som hegemonimagt og dermed som toneangivende for, hvad der gælder nu –
hvad der er moderne.
Omstændighederne omkring billedets tilblivelse er ret nøje klarlagt. Grant
Wood medvirkede i august 1930 i et kulturfremstød, der med støtte af Carnegie
Foundation skulle fremme kunstforståelsen blandt almindelige amerikanere.
Den projektansvarlige, en ung, nyuddannede kunsthistoriker Edward
Rowan, valgte at lave en udstilling i en lille midtvestlig by, der normalt var
uden kontakt med kunstlivet, men som viste interesse for at være med. De
lokale dagblade dækkede begivenheden, og Ottumwa Courier (Ottumwa – en
by med ca. 25.000 indbyggere) fortalte om, hvordan Rowan lejede lokaler i
West Elm Street i landsbyen Eldon (ca. 1.000 indbyggere) og noterede succesen.
Udstillingen tiltrak mere end 1.000 besøgende fra selve Eldon, fra den
nærliggende Ottumwa og fra hele 22 kommuner til trods for, at det var hedebølge
med augusttemperaturer på mere end 100 grader fahrenheit – svarende
til ca. 37 grader celsius.
Mens Grant Wood opholdt sig i Eldon, så han i byens udkant et hus, som
han malede en skitse af på et stykke pap. Pappet findes blandt Woods efterladenskaber,
og huset står, hvor det altid har stået, i udkanten af Eldon på en
vej, der nu hedder American Gothic. Huset er overtaget af en fond, der har sat
det fint i stand, så det ligner maleriet i endnu højere grad, end det gjorde, da
Wood malede det. Istandsættelsen af huset var et led i bestræbelserne på at
skaffe turister og dermed indtægter til landsbyen. Men selv om man kan låne
bog 8 maden 447

tøj og høtyv i et nabohus, når man skal fotografere hinanden for at dokumentere,
at man har aflagt stedet det skyldige besøg, så blev turiststrømmen ikke,
hvad man havde håbet på i Eldon. Der sker en stadig afvandring ikke alene
fra byen, men også fra Wapello County, amtet, som Eldon ligger i, og selv fra
hele staten Iowa, men det er en anden historie, som vi vil vende tilbage til.
Grant Wood boede til daglig i Cedar Rapids, en større by i Iowa med cirka
120.000 indbyggere. Ifølge turistbrochuren er den navnlig berømt for, at den,
Paris i Frankrig og Osaka i Japan er de eneste tre byer i verden, der har deres
rådhus liggende på en ø i en flod. Wood boede sammen med sin mor og sin søster
i en ombygget skurvogn bag ved et gammelt lighus, der tilhørte hans ven
David Turner, som var bedemand. Hjemkommet fra turen til Eldon tegnede
han ved morgenbordet en skitse til maleriet bag på en konvolut. Han fortalte,
at han allerede havde kig på, hvem der skulle stå model til manden. Det skulle
hans tandlæge, dr. McKeeby, men han var i tvivl om, hvem der skulle stå
model til kvinden. Hans søster Nan spurgte, om han ikke kunne bruge hende.
Grant kikkede på hende og sagde: ”Du er for fed i ansigtet.” Men efter at have
betragtet hende endnu en gang sagde han: ”Men jeg kan slanke det ind.”
Wood malede Dr. Byron McKeeby i tandlægeklinikken. Nan sad model
hjemme i skurvognen. Hun måtte rede permanentkrøllerne ud og lave midterskilning.
Zigzagborten på forklædet var umoderne og kunne ikke længere
købes. Den kom først frem igen, efter at maleriet var blevet kendt, så den
sprættede hun af en af sin mors gamle kjoler. Kaméen tilhørte deres mor. Grant
trøstede både Nan og dr. McKeeby med, at han lavede om på deres udseende,
så når folk så dem på maleriet, var der ingen, der ville kunne genkende dem.
Det skulle vise sig at være en fejltagelse.
Maleriet var ikke nogen umiddelbar succes. Det sagkyndige bedømmelsesudvalg,
der censurerede værkerne til Art Institutes årlige udstilling, kasserede
billedet. Det kom kun med på udstillingen, fordi et af Friends of American Arts
indflydelsesrige bestyrelsesmedlemmer tog det ud af den bunke billeder, der
skulle sendes retur, og personligt bar det hen til formanden for bedømmelsesudvalget.
”Nå, jeg ser, De kommer med det komiske stykke,” sagde formanden.
Bestyrelsesmedlemmet blev lidt pikeret og fortalte, hvor godt han syntes
om billedet. Han købte det, og derefter pressede han juryen til at tildele det
en tredjepræmie. Bagefter overbeviste han sin ven, formanden for Friends of
American Art, om, at museet skulle købe det af ham for det, han selv havde
givet for det, og lade det indgå i samlingen.
Hvad Grant Wood selv ville med billedet, da han malede det, er ikke godt at
vide. Han havde uddannet sig som kunsthåndværker og maler, og han havde,
som det hørte sig til for amerikanske kunstnere i 1920’erne, i et par perioder
været på studieophold i Paris. Da han fik den opgave at udføre glasmosaikvinduer
til Cedar Rapids Veterans Memorial Building, tog han i 1928 på studietur
448
vældige ting

Grant Wood foran sit maleri fra 1929 Woman with Plants, det første i hans nye stil, som man kan
læse mere om på næste side. (Foto, George Karger, Time & Life Pictures, © Time, Inc.)

til München. Her blev han optaget af den bevægelse, der kaldes Neue Sachlichkeit,
og af den sengotiske tysk-flamske maler Memling. Det førte til, at
han blev uenig med veteranorganisationen om, hvordan vinduerne skulle se
ud. Veteranerne ønskede noget mere storslået og prægtigt, end Wood tilbød
dem, og det trak meget længe ud med at få opgaven gjort færdig. Han levede
– ganske godt – af at undervise i kunst på University of Iowa og af at male
portrætter af de lokale honoratiores og deres børn. Samtidig planlagde han
sammen med sin ven bedemanden at lave en kunstskole i det gamle lighus,
der lå ved siden af den ombyggede skurvogn, som han boede i sammen med
sin mor og sin søster.
Der var indtruffet et klart brud i Grant Woods måde at male på i 1929. På
Cedar Rapids’ kunstmuseum har man to helt forskellige billeder af ham fra
det år. Det ene, Indian Creek, er udført i samme internationale, impressionistisk
prægede stil, som han hidtil havde malet i, og som man finder alle vegne
– i Frankrig eller i Danmark for den sags skyld. Det andet billede, som Wood
har kaldt Woman with plants, ser helt anderledes ud – det er malet i samme
stil som American Gothic. Billedet forestiller hans mor. Det er værd at lægge
mærke til, at moderen har samme kamé på som søsteren i American Gothic, og
at hun desuden også har den samme zigzagbort på sin kjole, som søsteren har
på forklædet – den, Nan fortalte, at hun måtte sprætte af en af sin mors gamle
kjoler, fordi den var umoderne og ikke længere var i handelen. Den plante,
han har malet sin mor med – den, man på dansk kalder ’svigermors skarpe
tunge’ – er også med på American Gothic. Den står helt ude til venstre op ad
huset bag ved kvinden.
På baggrund af Woman with plants er det nærliggende at forestille sig, at
American Gothic skal opfattes som programmatisk. Dets titel er i så fald en hilsen
og hyldest til Hans Memling, og den vrængen eller ironi, der kan aflæses
både af titlen og af billedet, og som blev opfattet af bedømmelsesudvalget og
udtrykt af dets formand, er i så fald på ingen måde tilstræbt.
Da American Gothic fik tredjepræmie, blev det gengivet sort-hvidt i mange
aviser, og den almindelige opfattelse var, at det forestillede en Iowa-landmand
og hans kone. I begyndelsen af november kom det i Des Moines Register,
Iowas førende dagblad. Selv om der naturligvis var tilfredshed med, at en
Iowa-kunstner blev berømt, var læsernes reaktion over for billedet fjendtlig.
Navnlig blev det kvindelige publikum fornærmet over at blive hængt ud som så
komplet umoderne som konen på maleriet. En kvindelig læser mente, at Grant
Wood ikke kunne have været i Iowa, siden han var barn, når han kunne finde
på at fremstille en landmandshustru på den måde. Nogle var forargede over,
at kvinden, der så ud til at være omkring de 30, skulle være gift med en mand,
der så ud, som om han var 60. Andre gjorde opmærksom på, at praktisk talt
ingen landmænd i Iowa mere levede i sådan en lille, gammel rønne som den
450
vældige ting

på billedet. Den tregrenede fork var også et landbrugsredskab, som for længst
var forladt af det fremskredne landbrug i Iowa. En enkelt dame ringede Grant
Wood op på telefonen og truede ham med, at hun personlig ville komme og slå
skallen ind på ham. The Art Institute of Chicago fik så mange rasende tilkendegivelser,
at museet ved nytårstid 1930 skred til udgivelse af et nyhedsbrev,
hvor man kvitterede for den megen publicity, der naturligvis var velkommen,
men samtidig beklagede, at kunstneren blev udsat for opringninger fra indignerede
kvinder, der talte i et sprog, som ingen kvinde – hvad enten hun var
fra Iowa eller en anden stat – burde anvende.
Til pressen udtalte Grant Wood, at han aldrig havde påstået, at billedet
forestillede en landmand fra Iowa og hans kone. Han forsikrede, at han var en
loyal iowaner, der elskede sin fødestat. Alt, hvad han havde gjort, var at male
et gammeldags hus og de mennesker, han forestillede sig kunne bo i det. Deres
klædedragt skulle vise, at de var ’small town people’ snarere end landmænd.
Det var desuden unfair at lokalisere dem specielt til Iowa. De var amerikanere!
Hans søster Nan forklarede i Des Moines Registers åbne forum, at hun slet
ikke skulle forestille mandens kone, men hans datter. Det blonde hår havde
hun fra sin mors side i familien, der var af svensk afstamning, og hendes far
på billedet skulle slet ikke forestille at være landmand. Man kunne tænke sig,
at han for eksempel havde en foderstofforretning, var ansat på et postkontor
eller måske var prædikant i en lille kirke. Under alle omstændigheder skulle
han forestille en meget religiøs person. ”Når han kom hjem om aftenen, og vores
jerseyko ude i stalden gav sig til at brøle, så tog far sin hvide flip af, iførte
sig en overall og en gammel frakke og gik ud for at fodre koen. Jeg selv skal
forestille en af disse skrækkeligt flinke piger, hvis største fornøjelse i livet er
at gå til kristelige møder, og som snøfter hånligt ad de unge par på de bagerste
rækker i biografen, der fniser og hvisker.”
Edward Rowan, den unge kunsthistoriker, der havde arrangeret udstillingen
i Eldon for Carnegie Foundations penge, redegjorde i en anden artikel for,
at maleren ganske vist havde taget sig nogle kunstneriske friheder over for
sine modeller, men han havde ikke nedladt sig til ubehagelige forvrængninger
i sin fremstilling af det simple landmandspar. En anden kunsthistoriker gjorde
opmærksom på, at American Gothic snarere var en leg med de visuelle former,
end det var en fremstilling af virkelige landmænd eller småbyfolk, iowanere
eller amerikanere.
American Gothic vakte betydelig opmærksomhed også uden for Iowa og
Midtvesten. Det blev af kunstkendere i almindelighed opfattet som en satire
over eller en kritik af det miljø, billedet skildrede – deep agrarian white America
– det amerikanske bondeland. En i tiden kendt dramatiker, essayist og
kritiker, Walter Pritchard Eaton, skrev, at selv om han intet kendte til kunstneren
og hans livshistorie, så kunne han ikke lade være med at forestille sig,
bog 8 maden 451

hvordan han i sin ungdom må være blevet plaget af disse folk, som ikke forstod
glæden ved kunst, og som prøvede at knuse hans sjæl med deres selvretfærdige
frelsertro. De er ret forfærdelige typer. Jo længere man ser på dem, jo
mere indser man, at de kan komme fra mange steder i dette land – men ikke
fra noget andet, mente han.
En anden fremtrædende smagsdommer, Christopher Morley, der havde
set en gengivelse af maleriet i New York Times’ søndagstillæg, var begejstret:
”Hvis jeg var i stand til at købe malerier, var der en slags kunstner, hvis billeder
jeg ville købe. Det er Grant Wood fra Cedar Rapids, Iowa.” I de bedrøvede
og samtidig fanatiske ansigter kunne han på én gang aflæse, hvad der
var godt, og hvad der var skidt ved Amerika. Det gode er begge skikkelsernes
sejhed og integritet og selve den kunstner, der malede dem trods deres modvilje
mod kreativitet og kultur. Det, der var skidt, var netop denne modvilje
– den fanatiske og forkrampede religiøsitet. Mandens dystre øjne, de smalle
læber og den knoklede hånd på høtyven mindede ham om Oliver Cromwell.
En lignende opfattelse af billedet havde Gertrude Stein – den mærkelige
amerikanske kvinde, der levede det meste af sit liv i Paris, og hvis meninger
havde betydelig indflydelse på vurderingen af modernismen både i maleri og
litteratur. Hun fik sit store amerikanske gennembrud i 1933 med en forklædt
selvbiografi, The Autobiography of Alice B. Toklas (Alice B. Toklas var hendes
muse og livsledsagerske, der en halv snes år efter Steins død i 1946 død blev
kendt som kogebogsforfatter). På en hyldest- og foredragsturne, som Gertrude
Stein foretog i 1934, roste hun Grant Wood som den fremmeste amerikanske
maler og erklærede: ”Vi skal frygte Grant Wood. Enhver kunstner og enhver
kunstskole skal frygte ham for hans altødelæggende satire.”
Wood kvitterede for komplimenten ved sammen med kolleger fra University
of Iowa at omdøbe deres foredragsforening S.P.C.S. (Society for the Prevention
of Cruelty to Speakers) til ‘En rose er en rose-klubben’ og invitere
Gertrude Stein til at komme forbi Cedar Rapids på sin store turne. Besøget
blev ikke til noget, fordi isslag forhindrede den flyver, der den 10. december
skulle have bragt Gertrude Stein fra Wisconsin til Iowa, i at lette, så hun mødte
aldrig Wood personligt.
Hvad Wood selv mente, er ikke godt at vide. Samtidig med at han lod sig
fejre som satiriker/ironiker af den kulturelle elite, signalerede han afstandtagen
til bohemen og eliten og solidaritet med det jævne folk, med filistrene,
med dem, der ikke havde sans for kunst, men som passede deres kirke og deres
arbejde trods krise og hårde tider.
Det budskab om solidaritet med moderen, med Iowa og med hele det kompleks,
som Eaton, Morley, Gertrude Stein og alle de elitære autoriteter vrængede
ad, har han ud over i Woman with plants også leveret eksplicit i et billede
fra 1935, som han kaldte Return from Bohemia. Det er et selvportræt med pen-
452
vældige ting

sel og palet og med en mellemgrund, der viser den samme slags slidte og grå
mennesker som i Woman with plants og i American Gothic og med noget, der
tager sig ud som en landlig ladegavl endnu dybere i baggrunden.
I kunsthistorien rubricerer man undertiden Wood som amerikansk regionalist
på linje med for eksempel Thomas Hart Benton, Charles Burchfield og
Edward Hopper og sætter dem og ham i forbindelse med The Ashcan School,
en neorealistisk amerikansk kunstnergruppe fra 1920’erne. Det virker ikke
velbegrundet at anbringe Wood der. Hvis det ikke var, fordi det ville blive opfattet
som politisk angribeligt, er det nok mere dækkende at sammenligne ham
med den samtidige autoriserede kunst i Tyskland og Sovjetunionen. Det er en
opfattelse, som blev formuleret af en kunsthistoriker ved navn H.W. Janson,
som havde det at have sin opfattelse i, at han var flygtet fra netop Tyskland:
”I en tid med økonomisk og politisk krise præsenterede [Grant Wood] en vision
om stabilitet og sikkerhed, der er uberørt af depressionen eller af de ubehagelige
udenlandske begivenheder, der begyndte at kaste skygger ind over
århundredet. Det er heller ikke overraskende, at hans værk især appellerer til
bybefolkningen, hvor behovet for en ‘alternativ virkelighed’ er størst.”
En ikke meget anderledes, men måske mere elskværdigt formuleret placering
fik American Gothic af journalisten Russell Lyne, der i marts 1949 opfandt
den velkendte lommesociologiske kategorisering Highbrow, Lowbrow
og Middlebrow og placerede sig selv som ‘upper middlebrow’. Billedbladet Life
forklarede i april 1949 inddelingen for sine læsere med et billede af tre mænd
set fra ryggen, der står og kigger på hver sit billede. Highbrow-manden i sit
noble skræddersyede tøj kan godt lide et maleri af Picasso. Lowbrow-manden
i skjorteærmer og røde seler foretrækker en kalenderpige, mens Middlebrowmanden
hellere vil have American Gothic som en farvereproduktion, der er
egnet til indramning.
Siden 1949 er det skræddersyede jakkesæt blevet til noget fra Armani og
er ligesom Picasso blevet middlebrow, mens en gammelt middlebrow-sag som
American Gothic er blevet til et ikon, der bare er der hele tiden et eller andet
sted i den kollektive bevidsthed, uden at ret mange er klar over, at det er malet
af en mand, som hed Grant Wood. (Som en dansk parallel kan man for eksempel
nævne Den Lille Havfrue. Hvad var det nu, han hed, ham, der har lavet
hende?) Et sådant ikon dukker op i utallige sammenhænge som vittigheder og
reklamer og demonstrerer derved, i hvor høj grad det er et etableret ikon. Det
er jo kun morsomt at se præsident Jimmy Carter med høtyv sammen med sin
kone foran Det Hvide Hus, hvis man kender American Gothic.
Kort efter 11. september 2001 bragte bladet The New Yorker en tegning
af American Gothic, hvor parret var iført ’I ♥ NY’-T-shirts. Steven Biel, der
har skrevet en bog om American Gothic, som jeg trækker på i denne historie,
fortæller, hvordan tegningen på én gang gjorde ham både rørt og forskræk-
bog 8 maden 453

Tegning af Marisa Acocella Marchetto i The New Yorker, 15. oktober 2001.
(© New Yorker Cartoon).
ket. Rørt, fordi de to skikkelser fra maleriet på samme tid ser så medlevende,
bedrøvede og alvorlige ud. Forskrækket, fordi de to i netop den mundering
ser helt forkerte og fremmedartede ud. De tydeliggør, hvor lidt ‘Amerika’ har
brudt sig om New York og det, byen står for, forud for 11. september. Tegningen
anskueliggør, hvor vidt forskellige amerikanerne er, og hvor problematisk
det er at forene dem i et forestillet fællesskab.
Det Amerika, som Wood fremstiller i sit maleri, er den del af USA, som man
med en på sin vis gammeldags betegnelse kalder Midtvesten. Gammeldags er
betegnelsen, fordi de 12 stater, der her er tale om, nu til dags slet ikke ligger
midt i den vestlige del af USA, men derimod nærmest i den nordøstlige. Forklaringen
er historisk. Midtvesten er sammensat af to grupper af stater, nemlig

Old Northwest eller Northwest Territory og en del af det såkaldte Louisiana
Purchase.
Ved det, der blev kaldt Northwest Ordinance, som blev vedtaget af Kongressen
den 13. juli 1787 under forhandlingerne om tilblivelsen af USA’s forfatning,
blev det fastslået, at territoriet nord og vest for Ohiofloden skulle være
et område under De Forenede Stater, hvor der ikke måtte forekomme slaveri
eller religiøs diskrimination, og hvor offentlige skoler og privat ejendomsret
skulle fremmes. Det var den første del af USA, som amerikanerne selv stod for
at indrette. Den omfattede de nuværende stater Illinois, Indiana, Michigan,
den østlige del af Minnesota samt Ohio og Wisconsin.
Louisiana Purchase er betegnelsen på en handel, som USA i 1803 under megen
intern diskussion indgik med Napoleon om at købe de franske besiddelser
i Nordamerika for 60 millioner franc. Fra den handel stammer det, der blev
til staterne Iowa, Kansas, den vestlige del af Minnesota, Missouri, Nebraska
samt North og South Dakota.
Midtvestens 12 stater udgør ’the heartland’. Det er dér, i byer som Chicago,
Cleveland, Indianapolis, Detroit, St. Louis, Kansas City, Cincinnati, Milwaukee
og Minneapolis og ikke mindst blandt områdets hundredtusindvis af farmere,
man skal finde USA’s sjæl, i hvert fald hvis indbyggerne selv skal sige det. Det
er herfra, USA traditionelt rekrutterer kernen i sin hær. Midtvesten er ‘kornkammeret’,
‘brødkurven’ – et af verdenshandlens vigtigste produktionsområder
for majs og hvede. Det er det gamle, det gotiske Amerika! På den østlige
side af De Store Søer og ud imod New York lå ‘støberiet’, centeret for USA’s
sværindustri med stålværkerne og samlebåndene til bilerne.
Sådan var det – engang. Men sådan er det ikke mere. Nu er her problemer.
Økonomien er stagnerende, bycentrene forfalder, befolkningstallet er dalende.
Nogle steder har det været sådan i lang tid – lige siden Grant Wood malede sit
billede af det gamle, gotiske Amerika. Den historie skal vi nu se nærmere på,
for her blev en vigtig del af den moderne verden til.
bog 8 maden 455

En arketype
Nogle mennesker er så at sige født til tiden. På en eller anden måde passer de
og deres skæbne usædvanligt godt sammen med deres tid. De udtrykker tiden,
og det tager sig næsten ud, som om det var dem personligt, der ligefrem
formede tiden og fik den til at ske. Mens de lever, er den slags mennesker i
centrum, men når tiden skifter, bliver de udskiftet. De har haft deres tid og
glider ud og bliver glemt eller næsten glemt. De var på en måde for typiske,
for selvfølgelige, ligesom når man trækker vejret og kun meget sjældent lægger
mærke til, at man gør det.
Sådan en person var Henry A. Wallace. I den korte version af hans historie
bliver han betegnet som vicepræsident, og det var han også. Han var USA’s
vicepræsident i Franklin D. Roosevelts tredje præsidentperiode fra 1941 til
1945. Det var toppen af hans karriere, men embedet som vicepræsident i USA
er ikke særlig højt anset. John Nance Garner, der varetog jobbet i Franklin D.
Roosevelts to første præsidentperioder, sagde ganske bramfrit, at det var ”not
worth a bucket of warm piss”.Der er heller ikke ret mange vicepræsidenter, der
har bedrevet noget særlig bemærkelsesværdigt, medmindre de var så heldige,
at deres præsident døde eller ligefrem blev afsat.
Wallace var ikke særlig god til at være vicepræsident. Han opførte sig for
venstreorienteret, og den svækkede Roosevelt orkede ikke at kæmpe for at
fastholde ham, da han i 1944 stillede op til sin fjerde valgperiode. Det demokratiske
partiapparat fik i stedet for anbragt en falleret herreekviperingshandler
fra Missouri, der i en halv snes år havde siddet i senatet uden at gøre noget
særligt væsen af sig. Truman hed han, Harry S. Truman. Han overraskede alle
ved at være både snedig og effektiv, da han efter bare 82 dage som vicepræsident
blev præsident ved Roosevelts død – men det er en anden historie. Her
skal det handle om Wallace og om landbrug eller rettere om Henry A. Wallace
som arketype på en meget afgørende udvikling ikke alene i USA’s, men i hele
menneskehedens historie. Hans øvrige virksomhed ser vi bort fra her.
456
vældige ting

Henry A. Wallace.
(Foto, United States
Department of Agriculture).
En indskudt strøtanke: Det er usædvanligt at se bort fra heltens storpolitiske
synspunkter og bedrifter og i stedet interessere sig for, hvad han gjorde
ved noget så usexet og kedsommeligt som landbrug. Det er nemlig pr. definition
kedeligt for alle andre end landmænd og nørder i den branche. Det er
underligt, at det er sådan, men sådan er det! Landbrug – gab, gab! Landbrugshistorie
– ekstra meget gab, gab, gab!
Når det næsten er umuligt ikke at overse landbrug og alt, hvad dertil hører,
tror jeg, det er, fordi 99 pct. af alle landbrugsprodukter er bulkvarer. Byg
og ris i tonsvis. Hvede i tonsvis. Majs i tonsvis. Slagtesvin, høns og kyllinger
i millionvis – eller er det i milliarder? Mælk i stride strømme. Hvis man ikke
lige er specialist i noget af den slags, så ligner det ene ton byg det andet på en
prik, og byg i tonsvis ligner hvede eller majs i tonsvis eller ris eller hirse, på
samme måde som det ene slagtesvin ikke er til at skelne fra millioner af andre
slagtesvin. Det smitter af på de landmænd, der producerer sagerne. Er det byg,
han dyrker, eller hvede eller majs eller raps eller noget helt andet – for udenforstående
er det ligegyldigt og ens og kedeligt. Det er bare noget, der er der
hele tiden. Har landbruget problemer? Ja, hvorfor ikke? Det har landbruget jo
altid. Vi har alle sammen vores at se til. Skal vi ikke hellere snakke om noget
andet, der er mere interessant?
Nej. Det skal vi ikke.
bog 8 maden 457

(Hvis du, min læser, kan holde på en hemmelighed, så hør her: Når præsident
Roosevelt engang er glemt, og når der ikke længere er nogen, der kan
kende forskel på 1. og 2. Verdenskrig, og ingen har hørt om hverken Hitler
eller Stalin, så vil alle, der beskæftiger sig med historier om gamle dage med
garanti tale om atombomben og undre sig over de forandringer, der skete med
landbruget i det 20. århundrede. De to ting har ikke noget med hinanden at
gøre, men alle mennesker vil for altid komme til at leve med de vældig konsekvenser
af atombomben og forandringerne i landbruget, og de vil spørge sig
selv og hinanden, hvordan det dog gik til, og de vil sikkert blive enige om, at
det med landbruget – det var nok det vigtigste …
Når det helst skal forblive en hemmelighed mellem dig, min læser, og mig,
så er det, fordi jeg desværre tit har været dårlig til at spå, og der er strengt
taget ingen grund til at lægge op til endnu en forkert spådom, men hvis det
kan forblive mellem os, så tror jeg ærligt talt, det vil komme til at forholde sig
nogenlunde sådan).
Udviklingen eller omvæltningen kunne godt kaldes en revolution, hvis
det ikke var, fordi begrebet ‘revolution’ er så nedslidt. Det er blevet brugt for
meget om for mange ting, og hvis man skal tage det på ordet, passer det heller
ikke rigtigt som betegnelse på noget, der strækker sig ud over varigheden
af et menneskeliv som for eksempel Henry A. Wallaces. Han blev født i 1888,
og han var således 52 år, da hans karriere kulminerede og afblomstrede med
posten som USA’s vicepræsident. Den første del af hans liv og den historie,
der her skal fortælles, foregik i USA. I den anden del – den fra 1940, til han
døde i 1965 – flyttede sagaen sig fra USA og ud til resten af verden. Man kan
på en måde godt sige, at sagaen tog vores Wallace med sig, men det vender vi
tilbage til.
Så kan vi lige så godt springe ud i det: Henry A. Wallace blev født i Iowa,
den midtvestlige landbrugsstat, og han levede og virkede i høj grad i og for
Iowa og dens befolkning, også da han kom til Washington og blev politiker.
Iowa er en kedelig stat. Mod vest er den en del af prærielandskabet – det, amerikanerne
kalder The Great Plains – og her er fladt omtrent som en pandekage.
Den østlige del er et bølget morænelandskab. Det højeste punkt i Iowa er 509
m, det laveste 146 m. Det er såmænd da meget pænt, men her er ikke noget
at komme efter for turister. Der er ingen store eller berømte byer, der er ingen
kendte museer eller universiteter, der er ingen storslåede naturscenerier,
ingen specielt interessante dyr eller planter. Der er heller ingen kendte eller
bemærkelsesværdige industrier. Befolkningstallet er dalende. Befolkningen
er for det meste af europæisk afstamning og protestantisk, pæn og ordentlig
med tradition for et godt uddannelsesvæsen og for at stemme republikansk.
Så er det sagt.
458
vældige ting

Wallace-familien havde i flere generationer beskæftiget sig med landbrug,
landbrugsøkonomi, landbrugspolitik og landbrugsvidenskab. Familien var blevet
lidt kendt uden for landbrugskredse, fordi først Henry A.’s far, der også hed
Henry, men Henry C., og siden Henry A. selv havde været landbrugsministre.
Henry C. under Warren Harding og efter hans død et års tid under efterfølgeren
Calvin Coolidge. Henry A. i otte år i Roosevelts to første præsidentperioder
fra 1933 til 1941. Det problem, både Henry C. og Henry A. Wallace sloges med
– Henry C. uden held – var en landbrugskrise, der skyldtes overproduktion.
Allerede omkring 1920 var amerikansk landbrug i krise, men karakteristisk
nok for den måde, man ser på landbrug på, var der ingen uden for landbruget,
der tog sig af det. Krise – det var først, da krisen også ramte byerhvervene i
1929, at der var krise. Det er ganske påfaldende, at det forholder sig sådan,
for omtrent en tredjedel af hele USA’s arbejdsstyrke var beskæftiget i landbruget
og altså faktisk kriseramt helt fra 1920. Men lige indtil 1933, da Henry
A. Wallace blev landbrugsminister, måtte landbruget klare sin krise selv uden
statslige indgreb.
Sådan som landbruget strukturelt var skruet sammen med bulkvareproduktion
og hovedvægten af produktionsapparatet fordelt på mange relativt små
familiebrug, kunne det ikke lade sig gøre. Landbruget kunne ikke selv klare
en krise, der skyldtes overproduktion. Det eneste middel, den enkelte landmand
havde at gribe til, når prisen på majs eller hvede eller svin eller bomuld
faldt, var at prøve at producere mere majs eller hvede eller svin eller bomuld.
Det er klart, at det bare bevirkede, at udbuddet voksede, prisen faldt endnu
mere, og landbrugskrisen blev endnu værre. Enhver landmand kunne indse,
at det forholdt sig sådan, men hvad skulle de stille op andet end at prøve at
klare sig ved at producere mere?
Som landbrugsminister prøvede Henry C. at få oprettet en føderal organisation,
der kunne fremme eksporten af amerikanske landbrugsprodukter. Det
så ud til at skulle lykkes i 1924, men forslaget faldt i Kongressen, og Henry C.
gik af som landbrugsminister og døde kort efter. I 1927 og 1928 kom forslaget
igennem Kongressen, men begge gange faldt det til jorden, fordi det blev vetoet
af præsident Coolidge. Han var overbevist liberalist. Hvis landmændene
ikke kunne klare sig, havde de et problem – og det måtte de selv løse.
Den unge Henry A., der var blevet uddannet som agronom i 1910, fik arbejde
i familien Wallaces publikationsvirksomhed, som blandt andet udgav
Wallaces’ Farmer, et landbrugsblad, der var udbredt i hele Midtvesten. Under
sin research til skriveriet i avisen udarbejdede Henry A. tabeller over korrelationen
mellem prisen på majs, fragtrater og svin. I 1920 udgav han sin første
bog – den handlede netop om prisen på landbrugsvarer. Som sin far kom han
til at undervise på Iowa State College of Agriculture and Mechanical Arts, der
bog 8 maden 459

senere (i 1945) blev til Iowa State University. Ved at introducere økonometri
i landbrugsøkonomien skabte han sig en position som statistiker.
Samtidig med det kørte han en kampagne i Wallaces’ Farmer med slagordet
’Mindre majs, mere kløver, flere penge’. Idéen var den, at landmændene
selv kunne få styr på overproduktionen ved at opgive den ensidige satsning
på majsdyrkning og svineopdræt. Ideelt set var tankegangen rigtig nok, men
i den virkelige verden fik den landmand, der reducerede sin majsproduktion,
intet ud af det, fordi hans nabo eller en anden landmand i en anden stat øjeblikkeligt
benyttede sig af lejligheden til at øge sin produktion. Den reduktion
af produktionen, der skulle til, for at landmændene kunne få en pris, der
svarede til omkostningerne plus en rimelig indkomst til dem selv, kunne kun
gennemføres som en føderal foranstaltning. Indtil krisen ramte byerhvervene
i oktober 1929 og et par år derefter – så længe folk håbede, det gik over af sig
selv – var stemningen liberalistisk: Washington skulle ikke blande sig i erhvervslivets
forhold.
En diskussion i Wallaces’ Farmer om, hvilken majssort der gav det største
udbytte, førte til, at Henry A. kom ind på at anvende sin statistik også på
det spørgsmål. Vurderingen af majssorterne og for øvrigt også andre plantearter
havde hidtil hvilet på et skøn baseret på opgørelser over udbyttet pr.
arealenhed, men Wallace gik anderledes frem. Han optalte, hvor mange kerner
hver enkelt plante gav, og hvor mange der skulle til at give en bestemt
vægtenhed, for eksempel et pund. På den måde blev det muligt at udvælge
planter, der gav større udbytte end andre, og rendyrke dem. Ved at krydse to
rendyrkede linjer med hinanden var det muligt at opnå krydsningsfrodighed.
Det forholder sig nemlig sådan, at en krydsning – hvad enten det er en plante
eller et dyr – i første generation i reglen udvikler sig kraftigere end begge
krydsningens forældre. Ved således at rendyrke forskellige stammer af majs
med veldefinerede egenskaber og krydse dem med hinanden kunne Wallace
levere førstegenerations-såsæd (F1-frø), der gav større udbytte end noget,
man hidtil have set eller hørt om. Forskellen var både til at se og føle på. Fra
et gennemsnit på 40 bushels pr. acre steg udbyttet ved at bruge hybridmajs
til 100-120 bushels pr. acre.
Det var en indlysende fordel for landmændene, men der var en lige så indlysende
ulempe: Det kunne ikke længere betale sig at anvende hjemmeavlet
såsæd. Hvis de såede den majs, de selv havde dyrket, såede de hverken en
rendyrket stamme eller en førstegenerationskrydsning, og det var givet, at
deres udbytte ville falde. Hvis de ville have størst muligt udbytte af deres
marker og deres arbejde, måtte de købe deres udsæd. Henry A Wallace var
leveringsdygtig.
Det tog kun 14-15 år, før praktisk talt alle landmænd, der dyrkede majs,
udsåede hybridmajs. Det firma, Wallace oprettede, Pioneer Hi-Bred Interna-
460
vældige ting

tional, Inc., eksisterer endnu. Det er siden hans tid blevet en del af DuPontkoncernen,
men hovedsædet ligger stadig i Des Moines, Iowa, hvor Henry A.
Wallace boede, og det er, hvad det altid har været: En af de agroindustrielle
virksomheder i USA, der er bedst til at tjene penge. (Og det siger ikke så lidt!)
Iowa med det let bakkede morænelandskab er selve hjertet i landbrugslandet USA. De vigtigste
produkter er svin og majs, som nu igennem mange år har været hybridsorter. Billedet er fra den
nordvestlige del af staten. (Terra, © AgStock Images/Corbis).

En ny omgang
Samtidig med, at Wallace fik gang i sit firma og hybridmajsen, flyttede sagaen
fra at være noget, der mest berørte Iowa og andre landbrugsstater i Midtvesten,
til at blive noget, der handlede om USA. Efter børskrakket i Wall Street
i efteråret 1929 bredte krisen sig til hele samfundet og ramte ikke alene USA,
men også Europa og Japan og de koloniområder, der var afhængige af de kapitalistiske
imperier. Det blev kaldt en verdenskrise, og det var det også. Næsten.
For Sovjetunionen var ikke kriseramt! Det understregede, at det ikke var
verden, der var i krise, men kun kapitalismen. Krise var ikke noget naturligt.
Det var en systemfejl, og systemer kan laves om. Den indsigt blev en sten i
skoen – en truende fristelse, som prægede verdens politiske gang fra begyndelsen
af 1930’erne til 1989.
I sin tale ved nomineringen som demokraternes præsidentkandidat i juni
1932 lovede Franklin D. Roosevelt ”a new deal for the American people”. Udtrykket
‘new deal’ (det kommer fra kortspil – kortene bliver blandet og delt ud
på ny) blev etiketten på hans politik gennem de to første præsidentperioder.
Hvad New Deal i princippet gik ud på, er ikke rigtigt til at sige. Det var ikke
noget egentligt program, men en række i mange tilfælde meget dybtgående
pragmatiske tiltag for at få hold på den økonomiske krise og forhindre, at den
førte til strukturelle eller politiske forandringer. Den økonomiske baggrund
var dyster nok: Fra ‘Sorte Tirsdag’ – den 29. oktober 1929 – da kursen på aktier
begyndte at styrtdykke, og til præsidentvalgkampen i 1932 var arbejdsløsheden
steget fra tre til 25 pct. af arbejdsstyrken, og industriproduktionen
var reduceret med en tredjedel.
Roosevelt vandt en overvældende stor valgsejr og blev USA’s 32. og længst
siddende præsident (fra den 4. marts 1933 til den 12. april 1945). Da der samtidig
var et demokratisk flertal i Kongressen, havde hans administration lige fra
hans første 100 dage alle muligheder for at slå igennem. Det gjorde den også
på en masse forskellige interessante områder – som vi ikke skal høre om nu.
Her skal vi kun høre om det vigtigste (og kedeligste) – landbruget.
462
vældige ting

Henry A. Wallace, der er vores helt, blev landbrugsminister. Den pragmatiske
og løse form, som New Deal havde, gav særlige muligheder for en type
som ham, der i forvejen havde klare idéer om målet og om, hvordan det skulle
nås. I mere end ti år havde han i familieavisen forklaret, hvad der skulle til:
Mindre majs! Mere kløver! Flere penge! En new deal på landbrugsområdet betød,
at overskudsproduktionen skulle væk, og landmændene skulle have en
indtægt, de kunne leve af på lige fod med andre mennesker.
Den nye administration trådte til den 4. marts 1933. Den 12. maj var Wallaces
lovgivningskompleks, Agricultural Adjustment Act (AAA), på plads.
Hurtigere kunne sådan noget simpelthen ikke gøres. Idéen med AAA var, at
produktionen af majs, bomuld, mejeriprodukter, slagtesvin, ris, tobak og hvede
skulle begrænses. Landmændene skulle have kompensation for de afgrøder,
de lod være med at dyrke.
Målet var for så vidt ganske klart, men realiseringen viste sig som altid
vanskeligere, end man umiddelbart skulle have troet. Alene den omstændighed,
at det nye landbrugsår allerede var i fuld gang, da den nye regering trådte
til, voldte store vanskeligheder. Markplanerne var udarbejdet for længst, såsæden
var indkøbt og klar til brug. I den korte tid, der gik, inden AAA blev
vedtaget, kørte forårsarbejdet for fuld kraft. Det var ved at blive sommer, og
markerne stod grønne.
Derfor kom reduktionen af landbrugsproduktionen til at tage sig mere brutal
og hensynsløs ud, end den havde behøvet, hvis planlægningshorisonten
havde passet bedre med landbrugsåret. Landmændene fik et tilbud, meget få
af dem havde råd til at afslå: Hvis de pløjede en del af de afgrøder ned, som
de for kort tid siden havde sået, og som nu stod friske og grønne, fik de skatteyderpenge
fra forbundsregeringen i Washington. Det havde landmændene
det skidt med. Både i og uden for landbruget virkede det desuden også forargeligt
og umoralsk, at 220.000 grisesøer og 6 mio. slagtesvin uden videre
blev slået ned og destrueret samtidig med, at den værste økonomiske krise i
USA’s historie var på sit mest dystre højdepunkt, og millioner af mennesker
var uden arbejde og indtægter. Mange sultede, mens de måtte se på, at massevis
af fødevarer blev ødelagt.
Til at føre Agricultural Adjustment Act ud i livet blev der oprettet et særligt
forvaltningsorgan, der også kom til at hedde AAA – nu i betydningen
Agricultural Adjustment Administration. Begge AAA’er kom under voldsom
politisk beskydning. Fra venstre side blev kritikken rettet mod fordelingen
af den støtte, som blev uddelt for at reducere landbrugsarealet. Støtten gik til
jordens ejere, hvad der medførte voldsomme sociale problemer i sydstaterne,
hvor store dele af landbruget var baseret på sharecropping. Det var en art fæstevæsen,
der blev indført ved slaveriets afskaffelse. De forhenværende slaver
fortsatte med at dyrke jorden for dens ejere, som de hele tiden havde gjort.
bog 8 maden 463

Da de ingen penge havde, stillede ejeren såsæd til rådighed mod til gengæld
at få en del – undertiden halvdelen – af udbyttet. Når jordejeren reducerede
det dyrkede areal og modtog støtte, forøgede han sin indtægt på bekostning
af sharecropperen, der stod tilbage uden jord at dyrke og uden støtte som
kompensation.
Fra højre side blev hele New Deal bekæmpet blandt andet gennem den
konservativt dominerede Højesteret, der i en serie kendelser erklærede flere
af New Deal-tiltagene for forfatningsstridige. Det ramte AAA i januar 1936,
da Højesteret resolverede, at lovgivningen var i strid med forfatningen. Kongressen
reparerede på problemerne med sharecropperne og med AAA’s forfatningsmæssige
status ved at vedtage Soil Conservation and Domestic Allotment
Act. Dens formål var dels at hjælpe de betrængte sharecroppere og andre betrængte
grupper i Sydstaterne, dels at forhindre erosion og andre miljøskader
ved at betale landmændene for at tage marginaljord ud af omdriften og enten
sælge den til forbundsregeringen eller lade den ligge hen som permanent,
ekstensivt dyrket græsmark. I 1938 vedtog Kongressen desuden en ny AAA,
som gjorde det muligt at videreføre landbrugsstøtten uden at støde an mod
forfatningen – en opgave, der blev lettet af, at flertallet i Højesteret ikke længere
var konservativt.
AAA bevægede sig ind på et område, der på mange måder var nyt, og derfor
er det ikke så underligt, at der også inden for organisationen var nuancer i
opfattelsen af, hvordan målet bedst kunne nås. Den linje, der sejrede, var Wallaces.
Den gik ud på i hovedsagen at styre ved at påvirke markedskræfterne,
og det bevirkede, at vægten i landbrugets struktur forskød sig fra de mange
små familieejede bedrifter over mod færre, store, kapitaltunge produktionsenheder.
Man kan – måske noget firkantet – sige, at landbruget i højere grad
blev anskuet som en industri end som en livsform.
Oven i alt det andet kom, at Agricultural Adjustment Administration fik
ry for at være en kommunistrede. Det førte under kommunisthetzen i begyndelsen
af 1950’erne til anklager mod tidligere medarbejdere for spionage og
uamerikansk virksomhed og til processer og domme, der stadig er omstridte.
De forandringer, der skete med amerikansk landbrug i de sidste to tredjedele
af det 20. århundrede, var helt uoverskueligt store, og det er givet, at der
ikke var nogen, der i 1930’erne havde nogen realistiske forestillinger om, hvad
den proces, de satte i gang, ville udvikle sig til. Det er desuden også påfaldende,
at de vurderinger, de sagkyndige – landmænd, økonomer, landbrugsvidenskabelige
eksperter – har af betydningen af, hvad det er, der er sket, stritter
i alle retninger. Landbruget i resten af den industrialiserede verden oplevede
fra omkring 1960 de samme eller meget lignende forandringer som dem, der
skete i USA fra 1930’erne. Man kan sagtens forsvare det synspunkt, at forandringer
som dem, der skete med amerikansk landbrug, ser ud til at være
464
vældige ting

nødvendige forudsætninger for, at et hvilket som helst samfund kan blive en
del af den moderne verden.
De konkrete forandringer er alle stort set enige om: Mellem 1930 og 2000
blev udbyttet af amerikansk landbrug firdoblet, selv om indsatsen af produktionsfaktorer
(jord, arbejde og realkapital) tilsammen stort set var faldende
eller uforandret. Hvis man betragter hele perioden under ét, steg produktiviteten
i landbruget ca. 2 pct. om året. Det er en vækstrate, der langt overstiger
den tilsvarende for industrien, som oplevede en stagnation i sidste fjerdedel
af århundredet.
Sikeston, Missouri på The Great Plains, 12. januar 1939. En gruppe sharecroppers har slået
midlertidig lejr efter at være blevet sat ud fra deres hjem for at sikre ejerne af landbrugsjorden
støtte. Den samtidige billedtekst fortæller, at maden er ved at være sluppet op, mens den udvidede
familie overvejer fremtiden. (© Bettmann/Corbis).

Den pris, landmændene fik for deres produkter, når man justerer for inflationen,
faldt i gennemsnit med én pct. om året fra år 1900 til år 2000. Det
betød, at forbrugerne fik billigere fødevarer. Den del af den disponible indkomst,
som amerikanerne i gennemsnit anvendte til mad, faldt fra 22 pct. i
1950 til 7 pct. i 2000.
Fra 1930’erne til år 2000 faldt antallet af landbrug i USA fra ca. syv millioner
til ca. to millioner, i takt med at produktionen blev koncentreret på de
største brug. I 1930, da man lavede den første statistik, var salget af landbrugsprodukter
fra de 10 pct. største brug 14 gange større end det fra de 10
pct. mindste brug. I 1992, som er det seneste år, hvor man har indsamlet oplysninger,
var salget fra de 10 pct. største landbrug 152 gange højere end fra
de 10 pct. mindste brug. De 10 pct. største landbrug producerede 70 pct. af
alle landbrugsprodukter, mens de 10 pct. mindste brug kun producerede 2 pct.
Husstandsindtægterne i landbruget lå ved afslutningen af 2. Verdenskrig på
ca. 70 pct. af indtægterne uden for landbruget. Frem til 1990’erne steg landhusholdningernes
middelindkomst til 62.000 dollar sammenlignet med 57.000
dollar i ikke-landbrugshusholdninger, men over 90 pct. af landhusholdningernes
indkomster stammede fra aktiviteter uden for landbruget. I samme periode
fandt der en udjævning sted mellem indtægterne i landhusholdningerne i
USA’s forskellige stater: I 1910 var landhusholdningernes indtægter tre gange
større i Californien end i sydstaterne. I 1997 var forskellen kun på 10 pct.
Det er karakteristisk, at landhusholdningernes indtægter fra landbruget
svinger meget fra år til år, afhængigt af dels konjunkturerne og dermed renteniveauet,
dels af vejret, dels af priserne på landbrugsprodukter.
Man kan med en vis ret påstå, at den støtte til landbruget, som AAA satte i
værk, i sin essens ikke var nogen nyhed. Landbruget og livet på landet er altid
blevet støttet af offentlige myndigheder og kasser for eksempel ved udbygning
af veje og infrastruktur, ved uddannelse og forskning og ved reguleringer
af markedet for madvarer med henblik på betryggende fødevarekvalitet
og -sikkerhed. Forandringen i 1930’erne var på disse områder i hovedsagen
kvantitativ. Det nye og dyreste – og mest omstridte – der kom ind i 1930’erne,
var den direkte regulering af markedet for landbrugsvarer. Fra 1930’erne til
omkring 1960 skete det hovedsageligt ved hjælp af regeringsopkøb, begrænsninger
i den producerede mængde, importrestriktioner og eksportstøtte. Fra
omkring 1960 har støtten i stadig højere grad fået form af direkte udbetalinger
til landmændene.
Denne og de fleste andre former for støtte til det amerikanske landbrug har
været uafbrudt stigende. Fra 1930’erne til 1950’erne beløb den sig i gennemsnit
til ca. tre milliarder dollar om året målt i 1996-dollar. I 1980’erne var den nået
op på ca. 11 milliarder 1996-dollar, og i 1998-2001 var den gennemsnitligt på
ca. 20 milliarder dollar årligt – stadigvæk omregnet til 1996-niveau.
466
vældige ting

AAA anviste fra 1933 en udvej for det betrængte landbrug, som blev normsættende
for måden at fremstille landbrugsprodukter på i alle industrialiserede
lande i det 21. århundrede. Umiddelbart skulle man tro, at det er en succeshistorie,
der skal fortælles – og det er det da også … Sådan set … På en måde …
Men på et eller andet sted i forløbet må der alligevel være smuttet en slange
ind i denne tilsyneladende så paradisiske fortælling. Det er svært at få øje på,
hvor det kan være sket, og af hvilken art bæstet er. Man kan bare konstatere,
at moderne landbrug ikke har udviklet sig til den rene idyl.
AAA skabte en af de væsentligste forudsætninger for det moderne landbrug.
Målet var at stabilisere landbrugsproduktionen ved at reducere udbuddet
af landbrugsvarer. Måden at gøre det på var, at staten – i USA de føderale
myndigheder i Washington – overtog den overordnede styring af landbrugsproduktionen,
men overlod ejendomsretten til jorden og produktionsmidlerne
til landmændene. Midlet var tilskud. Tilskuddene blev i hovedsagen givet til
de masseproducerede bulkvarer, majs, hvede, bomuld, jordnødder, soja, tobak
og mælk, mens andre produkter såsom frugt og grøntsager og kødproduktion
af forskellig slags kun blev støttet sporadisk og med forholdsmæssigt mindre
beløb. Ikke desto mindre udviklede tilskuddene sig til en jungle, hvor der var
tilskud til at lade være med at producere visse afgrøder, tilskud til destruktion
eller eksport af overskudsproduktion, tilskud til at lade være med at dyrke
noget af jorden, enten ved at give tilskud til braklægning eller ved at give tilskud
til skovplantning eller tilskud til at etablering af såkaldte naturområder.
Dermed var der blevet skabt et grundlæggende – og fremmedgørende – element
i det moderne landbrug.
Privat ejendomsret kombineret med tilskud fra offentlige kasser etablerer
en konstruktion, som alle er kede af og ingen stolte af. Den lever så at sige
sit eget liv i det dulgte, og ingen bryder sig om at se på det eller tale om det.
Når konstruktionen først er blevet etableret, har den vist sig at være umulig
at bryde ned igen, selv om alle siger, at de er kede af, at det forholder sig, som
det gør.
For landmændene bliver tilskuddene vigtigere end landbrugsprodukterne.
Som producent af bulkvarer har den enkelte landmand ikke noget valg: Enten
tager han mod gaven og accepterer de betingelser, der følger med, eller også
må han opgive at drive landbrug. Retten til tilskud bliver kapitaliseret og tillagt
ejendommens værdi. Når landbrugsejendommen stiger i værdi, kan man
låne penge og udbygge produktionsapparatet ved at mekanisere og effektivisere
og derved opnå endnu større tilskud. I det regulerede marked køber de
landmænd, der er dygtige til at forvalte tilskuddene, deres idealistiske eller
mindre duelige kolleger ud og overtager deres brug og deres tilskud om ikke
andet så ved generationsskifter.
bog 8 maden 467

I det moderne tilskudslandbrug sker der en kapitalisering af besiddelsen,
en videnskabeliggørelse, en specialisering og opdeling af produktionen, en
koncentration af bedrifterne, en udbygget mekanisering og en afvandring
af arbejdskraft. Tilsammen bliver resultatet en fuldstændig forandring af erhvervet.
Det moderne landbrug er næsten usammenligneligt forskelligt fra
det traditionelle. Produkterne er anderledes, de fremstilles på en anden måde,
påvirkningen af miljøet er anderledes, landmændenes arbejde er anderledes,
de må opføre sig anderledes, tænke anderledes, leve anderledes, både i forhold
til hinanden og til samfundet og i forhold til deres familie, kone og børn.
I det moderne tilskudslandbrug sker der en fremmedgørelse. Det er egentlig
mærkeligt, at det forholder sig sådan – men det gør det. Det viser sig meget
tydeligt som forskellen mellem på den ene side de billeder af livet på landet og
de fortællinger, der følger med landbrugsprodukterne, og på den anden side
den måde, som moderne landbrugsproduktion faktisk foregår på.
Landbrugets modernisering, eller hvad man nu skal kalde summen af de
mange enkeltstående forandringer, der er sket med erhvervet, dets udøvere og
dets placering i samfundet, udgør som helhed et epokegørende nybrud, hvad
enten man bedømmer det som et fremskridt eller en katastrofe. Begge muligheder
står åbne, og det afspejler sig selvfølgelig også i opfattelsen af vores
helt og arketype Henry A. Wallace.
Slagtemodne grise i folde på Lynch Livestock Inc. svinefarmen på firmaets hovedsæde i
Waucoma, Iowa. På farmen sørger moderne teknik med automatiske foderanlæg, temperatur-
regulering og spaltegulve for, at der kan produceres kød som bulkware, næsten uden menneskelig
indgriben. Lynch Livestock beskriver sig selv som en familieejet landbrugsforretning, grundlagt
i 1916, og førende inden for svineindustrien.
(Foto, 15. september 2002, © Macduff Everton/Encyclopedia/Corbis).

Malthus
I 1898 holdt den ansete engelske kemiker og fysiker Sir William Crookes ‘The
Presidential Address’ på det berømte British Association for the Advancement
of Sciences årsmøde i Bristol. I sin tale fremlagde han en analyse af verdens
fødevaresituation, der mundede ud i en advarsel om, at der måtte forudses en
alvorlig hungersnød omkring 1930.
Dette foruroligende resultat var han nået frem til ved at beregne den forventede
størrelse af verdens befolkning tre årtier frem, sammenholde den med
størrelsen af de vigtigste korndyrkende arealer og gå ud fra, at den tendens
til stabilt eller svagt faldende udbytte, man kunne iagttage, ville fortsætte.
Crookes’ fremskrivning af verdens befolkningstal viste sig at holde rimeligt
godt stik. Det var først efter 1930’erne, at den vækst i befolkningstallet,
der kom til at præge det 20. århundrede, for alvor satte ind. Også hans beregninger
af udbyttet af de arealer, der omkring århundredskiftet anvendtes
til korndyrkning, viste sig – med nogle variationer for de enkelte lande – at
være rimeligt korrekte. Han udgav året efter sin analyse i udbygget form i en
bog med titlen The Wheat Problem. Den indeholdt blandt andet også et bidrag
fra det amerikanske landbrugsministeriums chefstatistiker, der underbyggede
rigtigheden af Crookes’ beregninger.
Når Crookes’ og andre samtidige videnskabsmænds pessimistiske forudsigelser
ikke desto mindre viste sig at være helt ud i det blå, var det ikke, fordi
deres beregninger var forkerte. Det var bare endnu en demonstration af, hvor
forenklet og primitivt videnskabsmænds og andre profeters verdensbillede er.
I de første tre årtier af det 20. århundrede blev der – i modsætning til, hvad
eksperterne havde troet muligt – inddraget store nye arealer til korndyrkning.
Crookes og hans samtidige regnede – korrekt – med, at det ikke ville kunne
betale sig at udbygge jernbanenettet væsentligt mere, end det var i slutningen
af 1890’erne, og – også korrekt – med, at transport af bulkvarer som korn over
længere strækninger med hestekøretøjer ville blive prohibitivt dyrt. Bilen var
ganske vist opfundet, men ingen videnskabsmand kunne forestille sig, at et
bog 8 maden 469

så kostbart sportskøretøj ville kunne bruges til at fragte korn med. Der var
desuden heller ikke konstrueret hverken jernbaner eller veje i de områder af
Canada, Australien og det vestlige USA, der blev inddraget til kornproduktion
i det 20. århundrede.
Som kemiker kendte Crookes meget vel til anvendelsen af superfosfat som
kunstgødning, men han vidste også, at de lejer, man kendte til – og andet
kunne han selvfølgelig heller ikke have nogen mening om – var ved at være
udtømte. Også mængden af kvælstofgødning var stærkt begrænset. Ud over
det, der blev tilvejebragt ved mennesker og dyrs ekskrementer, var det kun
forekomsterne af salpeter i Chile, der stod til rådighed.
Hvordan skulle han eller andre kunne forudse, at den tyske kemiker Fritz
Haber i 1918 ville få Nobelprisen i kemi for at have fundet ud af, hvordan man
kunne udvinde ammoniak af luften, eller at den norske kemiker Kristian Birkeland
og industrimanden Samuel Eyde fra 1905 opbyggede Norsk Hydro, der
var i stand til at producere praktisk talt ubegrænsede mængder Norgesalpeter
til særdeles konkurrencedygtige priser?
Sir William Crookes mente, at han leverede solid videnskabelig bekræftelse
på den uundgåelige, uhyggelige og tragiske skæbne, som menneskeheden gik i
møde, og som allerede forelå teoretisk velbeskrevet af en af den liberale økonomis
store lærefædre, Thomas Robert Malthus.
Malthus var en rigtig engelsk gentleman af samme type som for eksempel
Charles Darwin. Hans forældre var økonomisk uafhængige og levede af deres
penge på landet i nærheden af Albury i Surrey. Hans far, Daniel Malthus, fulgte
opmærksomt med i sin samtid og korresponderede med såvel David Hume
som Jean-Jacques Rousseau. Bob, som Thomas Robert Malthus blev kaldt i
familien, var den femte af en søskendeflok på seks. Måske fordi han var født
med ganespalte og hareskår, blev han undervist privat, indtil han i 1784 kom
til universitetet i Cambridge. Her udmærkede han sig trods sit handikap i engelsk
deklamation samt i latin og græsk, men interesserede sig i øvrigt navnlig
for matematik. Han blev fellow på Jesus College, hvor han opholdt sig til 1797,
da han blev ordineret til præst. Det var klart, at han med sit hareskår ikke
kunne opnå nogen stor gejstelig karriere. Han talte ganske vist meget tydeligt
omend med en vis hvislen, men han ville aldrig blive i stand til at tale et større
lokale op. Han ville imidlertid gerne giftes, og så var et sognekald den bedste
mulighed for en ung mand af hans samfundsklasse, der ikke var den ældste
søn. Han blev præst ved det lille Okewood Chapel ikke ret langt fra Albury,
hvor hans forældre boede.
I 1798 udgav han under pseudonym den første udgave af An Essay on the
Principle of Population as it Affects the Future Improvement of Society, with
Remarks on the Speculations of Mr. Godwin, M. Condorcet, and other Writers.
Bogen gjorde Malthus kendt. Han udarbejdede i eget navn en ny og bedre do-
470
vældige ting

kumenteret 2. udgave i 1803 og blev i 1805 ansat som den første professor i
politisk økonomi ved det nyoprettede East India Company College, hvor han
virkede til sin død. An Essay on the Principle of Population udkom i sin sidste
og endelige version som 6. udgave i 1826.
Malthus’ teori gik kort fortalt ud på, at en befolkning – alt andet lige –
kunne vokse ‘geometrisk’: 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64 osv., fordi et forældrepar nemt
kunne få for eksempel fire børn, der uden problemer kunne finde ægtefæller
og så igen hver få fire børn og så fremdeles. Produktionen af fornødenheder –
mad, brændsel, beklædning og bolig – havde ikke samme mulighed. Den kunne
kun vokse ‘aritmetisk’: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 osv. Resultatet ville ganske logisk blive,
at befolkningen hurtigt ville vokse fra produktionen af det, den skulle leve af.
Malthus og hans samtidige oplevede, at Englands befolkning voksede hastigt.
De så også den fattigdom og elendighed, der fulgte med. Fænomenet
var relativt nyt, og de efterspurgte en forklaring på det, de så, og en plan for,
hvad de skulle stille op. Det var, hvad Malthus tilbød. Det var selvfølgelig tydeligt
for enhver, at befolkningstallet ikke voksede eksponentielt i det virkelige
liv. Forklaringen, siger Malthus, er, at den faktiske befolkningsudvikling
hæmmes af såvel ‘positive’ som ‘forebyggende’ begrænsninger. De positive
begrænsninger er dem, der så at sige forekommer af sig selv – for eksempel
barske naturomstændigheder, fattigdom, sult og sygdomme. Den teknologiske
og økonomiske udvikling i England – det, der ca. 100 år senere blev kaldt Den
Industrielle Revolution – havde reduceret de positive begrænsninger. Følgen
af det var forøget elendighed. Det, der kunne gøres for at afbøde de ulyksalige
virkninger af det stigende befolkningstal, var, at de forebyggende begrænsninger
kunne forøges.
De forebyggende begrænsninger er dem, som mennesker har muligheder
for at pålægge sig selv og hinanden ved anvendelse af magt og ved sociale og
moralske konventioner såsom afholdenhed fra sex, udskydelse af ægteskab,
anvendelse af prævention osv. Forudsætningen for, at den slags begrænsninger
kunne udfolde sig, var, at befolkningen blev bedre oplyst. Mennesker
– mænd – i dårlige sociale omstændigheder var nødt til at lære at tænke sig
bedre om og få styr på deres drifter, så de ventede med at gifte sig og få børn,
til de havde muligheder for at forsørge dem og give dem en ordentlig opvækst.
Velgørenhed og hjælp til de fattige var at gøre dem en bjørnetjeneste. Stik
imod den godlidende og kristelige hensigt forøgede det bare de fattiges armod
og elendighed, fordi det modvirkede såvel de positive som de forebyggende
begrænsninger. Den såkaldte hjælp, som velgørenheden gav de fattige, ville
blive omsat til befolkningsvækst og øge den i forvejen voksende usselhed.
Malthus’ bog vakte sensation i sin samtid, og dens virkning blev både stor
og langvarig. An Essay on the Principle of Population var i sine seks udgaver
fra 1798 til 1826 i høj grad tekst til tiden. Dens tanker blev udmøntet i en re-
bog 8 maden 471

vision af den engelske fattiglov, der trådte i kraft i 1834, og som var gældende
til 1929. Den bærende idé i loven var, at offentlig hjælp kun kunne ydes til
folk, der boede på fattiggården (the workhouse). Såvel bygningerne som de
forhold, de fattige blev tilbudt der, skulle være så afskrækkende, at de modvirkede
enhver tilbøjelighed til frivilligt at give sig ind under dem. Mænd,
kvinder og børn levede strengt adskilt i hver sin afdeling, iklædt anstaltens
tøj. For at de ikke skulle finde opholdet behageligt, blev de fattige sat til hårdt
og ensformigt arbejde. Maden blev tildelt i portioner, der var så små, at alle
altid var sultne, men så store, at ingen døde af sult. De officielle madrationer
i fængslerne var på 292 ounces pr. uge, mens de i the workhouses var på mellem
137 og 182 ounces pr. uge. I en af de berømteste scener i Charles Dickens’
roman Oliver Twist fra1838 bliver helten, den lille Oliver, af de andre sultne
drenge tvunget til at spørge, om han må få mere mad. (”Please, Sir, I want
some more”). Som straf for denne frækhed bliver den stakkels Oliver sat i lære
hos en bedemand, og hvordan det så videre går ham, må man selv læse sig til.
Det, som var det banebrydende ved Malthus’ tankegang, var, at han betragtede
mennesker som ting og beskrev dem som væsener med lige så lidt
værdighed som dyr. Alfred Russel Wallace, der parallelt med Charles Darwin
fremsatte udviklingsteorien, betragtede det som ‘et højst interessant sammenfald’,
at både han og Darwin uafhængigt af hinanden gennem læsning af
Malthus nåede frem til udviklingsteorien, som Darwin i Arternes oprindelse
kalder en anvendelse af Malthus på et område, der ikke kompliceres af den
menneskelige intelligens.
Den logik, som er det bærende i Malthus’ teori om, at populationen tendentielt
udvikler sig eksponentielt, mens produktionen kun kan udvikle sig
aritmetisk, har vist sig at være meget vanskelig at få hold på. Antallet af mennesker
på Jorden er steget kolossalt siden Malthus’ tid – men slet ikke eksponentielt.
Det er ikke godt at vide, om det betyder, at Malthus’ tankegang er
korrekt, eller om den bare er et uigennemskueligt forsøg på at udtrykke nogle
meget komplicerede samfundsforhold alt for simpelt.
Man antager nu til dags, at alle mennesker har en fælles stammoder, den
’mitokondriske Eva’, som levede i Afrika for 150.000 år siden. Man antager
desuden – selv om det måske nok nærmest må siges at være gætteri – at der var
ca. 150 millioner af hendes efterkommere på Jorden ved vores tidsregnings begyndelse
i det ikke-eksisterende år nul. Den første fordobling af menneskenes
antal til 300 millioner skulle i så fald have fundet sted omkring år 1350. Den
næste fordobling til 600 mio. skulle være indtruffet omkring år 1700. År 1800
skulle der være ca. 900 millioner, år 1900 ca. 1.200 millioner, år 1950 ca. 2.400
millioner, år 1985 ca. 5.000 millioner og i år 2000 ca. 6.000 millioner mennesker
på jorden – alle sammen efterkommere af hin ca. 150.000 år gamle Eva.
472
vældige ting

”Please, Sir, I want some more”. En illustration til The Adventures of Oliver Twist fra 1924. Kosten i
de britiske fattighuse i 1800-tallet bestod primært af den såkaldte Rumfordsuppe, der var udviklet
af den amerikansk-engelske videnskabsmand og filantrop Benjamin Thompson, senere adlet
Rumford. Suppen blev lavet af formalet byg kogt ind med rigeligt vand, til det var tilpas tykt-
flydende og så nærende ud. For at give suppen lidt smag blev der per 64 portioner tilsat fire røgede
sild, eddike, salt, peber og lidt kål. Rumfordsuppens absolut vigtigste kvalitet var dog at være
billig – og så var dens afskrækkende virkning måske heller ingen ulempe.
(© Lebrecht Music & Arts/Corbis).

Anskuet på den måde ser det jo meget reglementeret ud. Der er i stadig
stigende takt blevet flere og flere mennesker. Den første fordobling af befolkningstallet,
vi på denne måde registrerer, tog 1350 år, den næste 350 år, den
næste igen 200 år, den næste 50 år, og den seneste – den fra 1950 til 1985 –
tog mindre end 35 år.
Så indtil 1985 ser det hele ret malthusiansk ud. Også selv om de ca. fem
milliarder mennesker, der levede i 1985, er langt fra de ca. 256 milliarder, det
skulle være blevet til, hvis det var gået allermest malthusiansk for sig. Men fra
1985 til 2005 steg befolkningstallet, så vidt man kan skønne, ‘kun’ til ca. seks
milliarder, og der kan være grunde til at gætte på, at antallet af mennesker på
Jorden i år 2020 ikke vil nå meget op over otte milliarder. Det ser mærkelig
nok ud, som om en ret kraftig opbremsning i stigningstakten har fundet sted
inden for den seneste snes år.
Hvis man bare havde befolkningstallene og ikke vidste noget om fødevareproduktionen
eller andre ting, kunne man tro det allerværste: At naturen
faktisk havde revideret sine regnskaber med rødt blæk. At Bibelens apokalyptiske
ryttere, Krigen, Pesten, Hungeren og Døden, havde sat en stopper for
festen, sådan som Malthus og Crookes og hundredvis af andre videnskabsmænd
havde forudset.
Særlig berømt blev Paul R. Ehrlich, der i 1968 udgav bogen The Population
Bomb. Den blev en bestseller og fremlagde uomstødelige beviser for, at ragnarok
stod for døren på grund af overbefolkning, overforbrug og den deraf
følgende udtømning af Jordens ressourcer. Ehrlichs argumentation vandt stor
og bred tilslutning i videnskabelige kredse, men blev imødegået af en liberal
økonom, Julian Simon, der tværtimod hævdede, at en stigende befolkning var
en gevinst for menneskeheden og økonomien og hverken nogen trussel eller
belastning. Han tilbød Ehrlich et væddemål: Ehrlich kunne efter eget valg
udpege fem råstoffer, og Simon ville vædde på, at de alle sammen, hvert og
et, i løbet af det kommende tiår ville falde i pris, uanset hvor meget verdens
befolkning og dens påståede overforbrug steg. Ehrlich slog til og accepterede
væddemålet, før, som han sagde, andre grådige folk snuppede det. Støttet af
to ligesindede kolleger, fysikerne John Harte og John Holdren, udpegede Ehrlich
så kobber, krom, nikkel, tin, og wolfram, og begge parter ‘købte’ for 200
dollar af hvert af de fem metaller til den pris, der gjaldt den 29. september
1980. Hvis den inflationsjusterede pris den 29. september 1990 var steget,
skulle Simon betale Ehrlich differencen – og omvendt, hvis prisen var faldet.
I tiåret fra 1980 til 1990 steg verdens befolkning med 800 millioner – den
største stigning, der nogensinde var registreret i noget tiår. Men prisen på de
udvalgte råvarer faldt – endda dramatisk. Den blev mere end halveret. I oktober
1990 sendte Paul Ehrlich en check til Julian Simon på det, han havde tabt:
474
vældige ting

576,07 dollar. Måske til trøst fik Paul Ehrlich i 1990 MacArthur Foundations
Fellowship – den såkaldte ‘genius award’.
Julian Simon undrede sig ikke uden en vis bitterhed over, hvad han kaldte
Kassandra-komplekset: At de fleste mennesker tigger og beder om, at nogen
skal sige, at det hele går ad helvede til.
Det kan man på en måde godt forstå.
Der har ikke været nogen krig mellem Jordens stormagter siden 1945, selv
om der langtfra har været noget, der bare ligner verdensfred. Der har ikke
været nogen forfærdelige epidemier, selv om millioner af mennesker er døde
af malaria og tuberkulose, og selv om aids har bredt sig på det seneste. Der har
heller ikke været nogen hungersnød. Faktisk har der været overproduktion af
fødevarer, og flere er døde af at æde sig for fede end af sult. Middellevetiden
har været stejlt stigende næsten over hele Jorden. Undtagelserne er Afrika
syd for Sahara, hvor forbedringerne har været mindre, og det tidligere Sovjetunionen,
hvor sammenbruddet af den reelt eksisterende socialisme førte til
rod og røverkapitalisme.
Der er adskillige uopklarede og måske også uopklarlige omstændigheder i
denne politisk ukorrekte og ilde hørte overordentligt glædelige historie. Man
skulle tro, at det måtte være meget vanskeligt at bevare pessimismen. Det har
imidlertid på ingen måde været problemet. Man kan ganske gratis udtale sig
om fremtiden – der er meget få, der gider kontrollere gamle spådomme.
Det efterfølgende er med vilje skrevet med nogle andre bogstaver som for at
markere et dilemma:
Almindelig sund fornuft og jævn forstand (det, Søren Kierkegaard kalder
middelmådigheden) tilsiger enhver, at det ikke kan blive ved at gå. Jordens
ressourcer er endelige, og de må på et eller andet tidspunkt blive udtømt. Der
er på en eller anden måde noget vulgært og derfor utiltalende og ildevarslende
ved det sanseløse overforbrug, som ingen nøgtern iagttager kan undgå at
lægge mærke til, fordi dets omfang er så kolossalt og så skamløst.
Nøgternt iagttagende må jeg konstatere, at det hidtil har kunnet gå, men et
eller andet sted på bunden af min sorte sjæl ligger måske ligefrem et ønske
om, at det ikke kan blive ved.
bog 8 maden 475

The Dust Bowl – Støvskålen
Når det i så høj grad lykkedes at omstille (for nu ikke at sige revolutionere)
landbruget i USA og resten af verden, kan det godt tage sig ud, som om det
var Wallace og folkene omkring AAA i særdeleshed og New Deal i almindelighed,
der var dygtige og heldige. Det var det nok også, men det var ikke hele
forklaringen. Tiden var med dem. Mekaniseringen af landbruget var i gang
i USA. Afvandringen fra landbruget var begyndt og blev fremskyndet af et
bemærkelsesværdigt fænomen, der kom til at indgå som ikon i USA’s historie
på linje med fortællingerne om cowboys og indianere og om Fordvognene og
samlebåndet. Fænomenet kaldes The Dust Bowl.
The Dust Bowl – Støvskålen – er på én gang betegnelsen for et naturfænomen,
en bestemt egn og nogle bestemte år, nemlig den sydlige del af Midtvesten,
dvs. de store, flade sletter i staterne Texas, New Mexico, Oklahoma,
Colorado, Kansas og Nebraska i årene fra 1931 til 1940. Men det er også – og
navnlig – betegnelsen for en epoke, der har fået stærke kunstneriske udtryk i
litteratur, film, musik og fotografi, og det er derigennem blevet til et skræmmebillede
og en formaning, som ligger og rumsterer i den fælles samfundsmæssige
bevidsthed.
Naturfænomenet bestod i, at hele den midterste del af det nordamerikanske
kontinent fra Den Mexicanske Bugt til et stykke ind i Canada, det, man kalder
the Great Plains eller prærierne, blev ramt af tørke, nogle steder ligefrem så
voldsomt, at der hele år ad gangen overhovedet ikke faldt nogen regn. Vinden
rejste kolossale skyer af støv, der bestod af det findelte organiske materiale fra
de øverste ca. 10 cm af jordoverfladen. Støvskyerne blev af vinden ført mod
øst og nåede af og til helt ud til Atlanterhavskysten. Samtidig føg de tungere
sandpartikler på de værst ramte steder sammen som undertiden meterhøje
driver eller klitter.
Tørken faldt i tid sammen med den store depression og kom oven i den
landbrugskrise, der havde været i gang siden 1920, og som havde presset landbruget
til en fortvivlet overproduktion. Historikeren Geoff Cunfer illustrerer
476
vældige ting

Dust Bowl fik sit navn efter Black Sunday, den 14. april 1935, da den værste af de talrige støvstorme
hærgede, og kolossale støvskyer tårnede sig op og formørkede himlen.
bog 8 maden 477

det med prisen på bomuld: I 1919 var den på 36 cent pr. pound. Den faldt i løbet
af 1920’erne til 18 cent pr. pound i 1928, for at ende på håbløse 6 cent pr.
pound i 1931. De foranstaltninger, som New Deal satte i værk med AAA, ramte
som nævnt skævt i Sydstaterne, fordi tilbuddet om landbrugsstøtte mod, at
afgrøder blev pløjet ned, og jord blev taget ud af omdriften, gik til ejerne af
jorden, mens de fæstere og sharecroppers, der faktisk dyrkede jorden, ingen
penge fik. I staterne Texas, Arkansas og Oklahoma blev noget over 60 pct. af
gårdene drevet af fæstere og sharecroppers, og deres antal var i 1940 reduceret
til 24 pct. af brugene.
Historien om The Dust Bowl er en fast størrelse, et billede med baggrund,
et ikon. Det forestiller USA i 1930’erne under den store krise. Den består af
fire grundelementer: Et fotografi, en roman, en film og nogle sange.
Fotografiet er en optagelse af Dorothea Lange. Det går – afhængigt af beskriverens
sentimentalitet – under navnet Migrant Mother eller Migrant Madonna.
Romanen er skrevet af John Steinbeck og hedder The Grapes of Wrath
– Vredens druer på dansk. Filmen, der er instrueret af John Ford, hedder det
samme som romanen og har Henry Fonda i hovedrollen. Sangene blev sunget
af Woody Guthrie. Han grundlagde den moderne samfundskritiske amerikanske
folkesang med Dust Bowl Ballads. De fire grundelementer er store kunstværker
i deres egen ret med hver sin egen historie. De lever udmærket hver
for sig og kan sagtens klare sig i verden uden hinanden, men tilsammen udgør
de ikonet. Der er ingen vej udenom: Sådan er Historien!
Det kan godt være, at Historien kun har en beskeden eller slet ikke nogen
sammenhæng med ‘de historiske kilder’, det vil sige den dokumentation, der
foreligger om 1930’erne i USA. Hvis det er tilfældet, er det slemt – for kilderne
og for historikerne. For Historien er så godt fortalt, så sammenhængende,
så fuld af mening og betydning ikke alene om krisen i 30’erne og om USA i
almindelighed, men om mennesket og dets kamp for tilværelsen, at historikere,
kilder og undersøgelser i og for sig er helt overflødige. Men fordi en af
historiefagets opgaver – til forskel fra Historiens – er at demonstrere, at alle
ting er mere komplicerede, end de umiddelbart tager sig ud, så skal vi alligevel
studere Støvskålen lidt. Vi kan begynde med fotografiet.
Billedet er optaget af Dorothea Lange. Hun var fra New Jersey og startede
som fotograf i New York, men flyttede siden til San Francisco, hvor hun i 1918
åbnede et ganske fashionabelt atelier for portrætfotografi. Under depressionen,
hvor det heller ikke var nemt at klare sig som fotograf, blev hun ansat i
Resettlement Administration (RA) under landbrugsministeriet. RA’s opgave
var at tage sig af de mange tusinde fattige landmænd og landarbejdere, der
flakkede omkring for at lede efter beskæftigelse og levemuligheder, men oven
i det indrettede organisationen i 1935 også en fotografisk sektion med det for-
478
vældige ting

Migrant Madonna. (Foto, Dorothea Lange, Library of Congress).

mål at dokumentere, hvad det var, der foregik, og samtidig skabe beskæftigelse
for kriseramte fotografer.
Den fotografiske sektion var til at begynde med ret uofficiel. Dorothea
Lange var således ansat som kontorstenograf, og hendes film og kørselsudgifter
blev faktureret som kontorartikler. Ikke desto mindre fulgte sektionen
med RA over i the Farm Security Administration (FSA), da den blev oprettet
i 1937, og den overgik – da krisen holdt op, fordi 2. Verdenskrig kom i gang
– til Office of War Information (OWI) i 1942. Dette initiativ, som man i vore
dage vrænger på næsen ad, og kalder en statslig propagandaorganisation, aflejrede
ikke desto mindre en samling på ca. 164.000 sort-hvide negativer og
1.600 farvediapositiver, der nu befinder sig i Library of Congress, og hvoraf
mere end 160.000 er tilgængelige på nettet.
På et af dem kan man se Dorothea Lange siddende på taget af sin bil, en
Ford V-8, i 1936 med en kæmpemæssig sort kasse mellem hænderne. Det er
hendes fotografiapparat, et Graflex SpeedGraphic, et spejlreflekskamera, der
arbejder med negativer på 9 x 12 cm. Med det optog hun blandt andet en serie
på seks billeder – et af dem det siden så berømte Migrant Madonna. Notaterne
til negativerne er forskellige. Til det berømte af dem har Lange anført: ”Subsistensløse
ærteplukkere i Californien; en 32 år gammel mor til 7 børn. Februar
1936.” Til et af de andre skriver hun: ”Nipomo, Californien. Marts 1936.
Omvandrende landarbejderfamilie. Syv sultne børn. Moderen 32 år gammel,
faderen fra Californien. Subsistensløse i en ærteplukkerlejr, fordi den tidlige
ærtehøst har slået fejl. Disse mennesker har lige solgt deres telt for at kunne
købe mad. De fleste af de 2.500 mennesker i denne lejr var subsistensløse.”
Der er ingen tvivl om, at billederne er optaget samme dag og samme sted og
heller ikke om, at Lange fortalte om sagen til avisen San Francisco News, der
den 10. marts 1936 bragte en artikel om landarbejderne i nærheden af Nipomo
under overskriften: ”Ragged, hungry, broke, harvest workers live in squalor”
og dagen efter en anden artikel, ”What does the ‘New Deal’ mean to this mother
and her child”, der var illustreret med Langes senere så berømte billede
af kvinden med børnene. Historien blev taget op af UPI, og nogle dage senere
forsynede New Deal-programmet lejren i Nipomo med 20.000 pund fødevarer.
Det blev samtidig begyndelsen på Dorothea Langes berømmelse som en af den
realistiske fotokunsts hovedskikkelser.
Så vidt, så godt.
Figuren på billedet Migrant Madonna var jo også en faktisk eksisterende
person og ikke bare en genstand. Hvad med hende? I 1960, da Dorothea Lange
fortalte sine erindringer om optagelsen, huskede hun ikke, hvordan hun havde
forklaret, hvorfor hun var i lejren, eller hvorfor hun fotograferede hende.
Kvinden stillede ikke nogen spørgsmål. Hun fortalte, at hun var 32, at hun
havde syv børn, og at de levede af frosne grøntsager fra de omkringliggende
480
vældige ting

Dorothea Lange i Californien i februar 1936. (Foto, Rondale Partridge, Library of Congress).
marker og af fugle, som børnene fik fat i. Hun havde lige solgt dækkene fra
sin bil for at kunne købe mad. (Ikke sit telt, som der står i notaterne til negativerne).
”Der sad hun så i sit vakkelvorne telt med børnene vrimlende rundt
om sig. Det virkede, som om hun vidste, at mine billeder kunne hjælpe hende,
så hun hjalp mig. Der var en form for gensidighed i det.”
Det mente Dorothea Lange sikkert, men det mente kvinden på billedet faktisk
ikke. Hun hed Florence Owens Thompson, og i 1975 boede hun i Modesto
i nærheden af San Francisco. Hendes børn havde købt hende et lille hus, men
hun ville hellere bo i sin trailer. ”Jeg har det bedst med hjul under,” som hun
sagde. Hun var godt træt af det billede. Hun havde ikke fået en eneste cent
ud af det, og hun havde ikke engang fået et billede selv, som fotografen ellers
havde lovet hende. Det fortalte hun nemlig til den lokale avis, Modesto Bee.
bog 8 maden 481

Af den grund blev hun ‘opdaget’ af Bill Ganzel, der var fotograf og tv-producer
i Nebraska. Han var i gang med at lave noget om, hvordan det var gået de
mennesker, der var blevet fotograferet af RA under depressionen, og på den
måde gik det til, at Florence Thompson blev forvandlet fra at være en ukendt
model til at være en person med sin egen historie.
Hun var født den 1. september 1903 og var af ‘the Cherokee Nation’, for
begge hendes forældre var 100 pct. Native Americans – indianere, som de
på politisk ukorrekt dansk bliver kaldt. Hendes far havde været i fængsel og
havde forladt hendes mor, før hun blev født. Moderen giftede sig igen i 1905
med mand, der hed Charles Akman, og familien slog sig ned på en lille gård
uden for Tahlequah i Oklahoma. 17 år gammel blev hun på valentinsdag gift
med den 23-årige Cleo Owens fra Stone County i Mississippi næsten nede ved
Den Mexicanske Bugt. I 1926 flyttede hun med hele sin familie, der på det
tidspunkt bestod af Cleo, døtrene Violet og Viola og sønnen Leroy, sammen
med andre medlemmer af Owen-klanen til Oroville i Californien. Der fik de arbejde
på et savværk, men i foråret 1931, da Florence havde fået børnene Troy
og Ruby og var gravid med datteren Katherine, døde Cleo Owen af tuberkulose.
For at forsørge børnene og sig selv arbejdede Florence med markarbejde
om dagen og i en restaurant om aftenen. Her traf hun en rig forretningsmand
fra Oroville og blev i 1933 gravid med ham. Det blev resten af Owen-klanen
rasende over, og da hun også blev bange for at miste barnet til forretningsmandens
indflydelsesrige familie, flyttede hun med børnene tilbage til sin mor
og stedfaderen på den lille gård i Oklahoma.
I 1934 tog Florence, hendes syv børn, hendes forældre og forskellige andre
af Akman-familien fra Oklahoma til Shafter lige nord for Bakersfield i den sydlige
del af San Joaquin Valley i Californien. Her traf hun en flot bartender og
slagter, James R. Hill fra Los Angeles, og blev gravid med datteren Norma Lee,
der blev født i marts 1935. Jim Hill var en flink fyr fra en respektabel familie,
men han kunne ikke passe et arbejde, og Florence måtte forsørge familien.
Mens hun holdt ud med ham, flyttede hele familien ustandselig rundt i Californien
og af og til i Arizona. Florence fik tre børn med Hill, men et af dem,
Leana, døde, før hun blev to år gammel. Det var en hård tid indtil slutningen
af 2. Verdenskrig, da Florence traf en hospitalsforvalter, George Thompson,
og blev gift med ham.
Sønnen Troy Owens huskede i 1975 udmærket den dag, da hans mor blev
fotograferet. De var nemlig efter at have plukket bladbeder i Imperial Valley
på vej ad Highway 101 nordpå til Watsonville i Pajaro Valley, hvor de regnede
med at kunne få arbejde med at plukke salat. Så sprang knastakselkæden på
deres Hudson, da de var ud for ærteplukkerlejren uden for Nipomo, og derfor
trak de derind for at reparere bilen. Troy og hans bror Leroy slog hul på
køleren, da de arbejdede med den knækkede knastakselkæde, og derfor tog
482
vældige ting

de køleren ud og lånte en trækvogn for at køre ind til Nipomo og få den lappet.
På vejen derind var der en bakke, og Leroy satte sig op på trækvognen
og kørte ned ad bakken, indtil han ramlede ind i cementkantstenen, og både
han og køleren fik en ordentlig lufttur. Da de kom tilbage med køleren efter
at have fået den repareret, fortalte deres mor, at der havde været en fotograf,
men det var ikke noget, nogen af dem havde gået så højt op i. De fortsatte
bare nordpå til Watsonville. Det med, at deres mor havde solgt dækkene, var
det rene sludder. De havde ingen andre dæk end dem, der sad på Hudson’en,
og dem kunne de jo ikke sælge.
Troy kunne også huske, hvordan de første gang havde set billedet af deres
mor. Han og Leroy tjente en ekstra skilling ved at samle aviser ind i Watsonville
og tage ud og sælge dem på landet. Der havde han set billedet i en åben
avis og var blevet helt forskrækket: ”Mor er blevet skudt! Mor er blevet skudt!
” råbte han. Der var nemlig kommet en blækklat lige midt i panden på moren,
og det så ud, som om hun var blevet skudt, så de var styrtet hjem i lejren, men
hun var selvfølgelig helt o.k. ”Vi viste hende billedet. Hun så bare på det og
sagde ingenting.”
I foråret 1983 fik den 79-årige Florence Owens Thompson kræft og kunne
ikke længere bo i traileren. Hun flyttede hjem til sønnen Troy, men ud på sommeren
skulle hun passes af en døgnsygeplejerske, og det kostede mere end
1.400 dollar om ugen. Det havde børnene ikke råd til at betale, og de henvendte
sig til Jack Foley, der var journalist ved San Jose Mercury News. Hans historie
om deres mor vakte national opmærksomhed. Børnene fik næsten 2.000 breve
fra læsere over hele landet, og der kom mere end 35.000 dollar ind til en særlig
Migrant Mother Fund, som blev administreret af Hospice Caring Project i
Santa Cruz County. Selv om deres mor fik det lidt bedre, da hun blev indlagt,
døde hun alligevel få uger efter sin 80-års fødselsdag den 16. september 1983.
Hun blev begravet på kirkegården i Empire, Californien, et par miles uden
for Modesto. På hendes gravsten står: ”Migrant Mother – A Legend of the
Strength of American Motherhood.”
“Mor var en kvinde, der elskede at nyde livet, og som elskede sine børn,”
fortalte hendes datter Norma Lee (gift Rydlewski),”hun elskede musik, og hun
elskede at danse. Når jeg ser på det billede, gør det mig trist. Det er ikke sådan,
jeg kan lide at mindes hende.”
Tiden under depressionen havde været hård for familien, men det var ikke
alt sammen lidelse. “Mor og far tog os tit med i biografen. Vi kom til karneval,
når det var i byen, og den slags små ting. Vi hørte radio. Hvis de havde nogle
penge, gav de os is. I Shafter havde vi venner og familie, som vi besøgte. Vi
havde også vores fornøjelser.” Hendes bror Troy er enig: “Det var hårde, hårde
tider, men det var den bedste tid, vi overhovedet har haft.”
bog 8 maden 483

Vredens Druer
Vredens Druer (The Grapes of Wrath, 1939) er navnet på en roman af John
Steinbeck og et centralt element i det ikon, der kaldes Støvskålen, og som
forestiller USA under krisen i 1930’erne.
Selve bogens titel er interessant. ‘Vredens druer’ er ikke nogen faktisk forekommende
frugtsort. For almindelige amerikanere refererer ‘Vredens druer’
til ‘Republikkens slagsang’, The Battle Hymn of the Republic, fra 1862. Den går
på melodien til John Brown’s Body og var de sejrende nordstaters kendingsmelodi
under den amerikanske borgerkrig. Første vers, hvor ‘vredens druer’
forekommer, lyder således:
484
Mine eyes have seen the glory of the coming of the Lord:
He is trampling out the vintage where the grapes of wrath are stored;
He hath loosed the fateful lightning of His terrible swift sword:
His truth is marching on.
Glory, glory, hallelujah!
Glory, glory, hallelujah!
Glory, glory, hallelujah!
His truth is marching on
(Mine øjne har set Herrens komme i stråleglans:
Han tramper vinen ud, hvor vredens druer opbevares;
Han har løsnet skæbnesvangre lyn med sit frygtindgydende, raske sværd;
Hans sandhed marcherer frem).
Sangen er blevet og bliver spillet ved højtidelige officielle lejligheder som for
eksempel ved Ronald Reagans, Robert Kennedys og Winston Churchills begravelser
og er (eller var) så velkendt, at amerikanske skolebørn har/havde
deres egen version (her i dansk prosaoversættelse):
vældige ting

Mine øjne har set skolen brænde i stråleglans,
vi har tortureret alle lærerne – vi har brudt alle regler.
I morgen eftermiddag hænger vi skoleinspektøren.
Vores skole marcherer frem.
Glory, glory, hallelujah,
lærerinden slog mig med en lineal,
jeg mødte hende i døren med min ladte kaliber 44,
og hun er ikke min lærerinde mere.
Udtrykket stammer fra Johannes’ Åbenbaring, hvor der i kapitel 14, vers 14
optræder “en som lignede en menneskesøn med en gylden krans på sit hoved
og en skarp segl i sin hånd”. Han får besked af en engel, og han “svang sin segl
over jorden, og jorden blev høstet”. I vers 17 dukker der en anden engel op,
som også har en skarp segl. Nu bliver det lidt indviklet, for i vers 18 ff. står der:
Derefter kom der fra alteret en engel, som havde magt over ilden; og han
råbte med høj røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: “Tag din
skarpe segl og skær klaserne af jordens vintræ; thi dets druer er modne.”
Og englen svang sin segl over jorden og afskar frugten på jordens vintræ og
kastede den i Guds harmes store persekar. Og persekarret blev trådt uden
for byen, og der strømmede blod ud af persekarret, helt op til hestenes bidsler,
på en strækning af tusinde og seks hundrede stadier.
At Steinbeck på denne måde overtager både bibelhistorien og patriotismen
i titlen på sin bog, forlener den for et publikum, der er opvokset i en amerikansk
tradition, med en bekendthedskvalitet, som er af uvurderlig betydning
for dens udbredelse. Det er heller ikke vanskeligt at fornemme bibeltonen i
sproget og den truende stemning fra Johannes’ Åbenbaring af dommedag, der
rykker nær. Forforståelsen smitter samtidig af på bogens budskab og hjælper
med til at gøre det selvfølgeligt og dermed uomgængeligt og sandt. Dette forhold
kan være med til at forklare, hvordan det kan være, at romanen Vredens
Druer, lige fra den udkom og til den dag i dag, i højere grad er blevet opfattet
som virkelighedsskildring eller ligefrem reportage end som litteratur – det vil
sige løgn og forbandet digt.
I et komprimeret referat, der på ingen måde yder romanen nogen form for
retfærdighed, handler den om en mand, Tom Joad, der vender tilbage til et
landbrugsdistrikt i Oklahoma efter at være løsladt fra fængslet, hvor han har
afsonet en straf for mord. Da han kommer hjem, opdager han, at hans familie,
der har levet som sharecroppers, har måttet forlade den jord, de har dyrket
gennem generationer. Jorden er blevet overtaget af sin formelle ejer og store
bog 8 maden 485

anker, og familien er i færd med at begive sig af sted til Californien, hvor der
efter de annoncer, som har cirkuleret, er nye muligheder.
På vejen opdager familien, at de langtfra er alene om det håb. I tusindvis af
fattige landmandsfamilier – sharecroppers som den selv – er på vej for at gribe,
hvad de er blevet foregøglet skulle være en ny chance. Under den besværlige
færd til det forjættede land dør bedsteforældrene, og da resten af familien
når frem, viser det sig, at der er alt for mange om buddet til det arbejde, der
er. Det udnytter jordejerne til at presse lønningerne. Familien skilles, og dens
tilbageblevne medlemmer engagerer sig i fagligt arbejde og strejker, der ender
i voldsomheder, og som fører til, at Tom Joad endnu en gang dræber en mand.
Som fredløs vil han for fremtiden kæmpe for jævne menneskers rettigheder.
Henry Fonda i sit livs rolle som Tom Joad i Vredens druer. (© John Springer Collection/Corbis).

Som man måske kan ane selv i det ovenstående pauvre referat, læner handlingen
i romanen sig op ad Bibelens historie om jødernes uddrivelse fra Egypten
og vandringen i ørkenen. Kombineret med budskabet fra titlen indstiller
det læseren på noget, han eller hun aner som velkendt – på én gang storslået
og truende. Da Steinbeck formår at udtrykke sig med stor sproglig styrke, bliver
læseren engageret i at være med til at udforme og nuancere historien og
dens personer. Bogens indledende skildring af tørken og støvstormen sætter
scenen og angiver historiens stemning. Som baggrundsstemning er dommedag
eller dommens dag, hvor de retfærdige skal skilles fra de uretfærdige, ved
at være nær. Menneskene er underlagt skæbnens luner eller måske naturens
truende kræfter. Det må de tage på sig og finde ud af at leve med ved at støtte
sig til hinanden. Jeg tror også godt, det kan anes i den danske oversættelse
af bogens indledning:
Forårets sidste regn faldt blidt i det røde land og også i en del af det grå
land i Oklahoma. Den skyllede ikke flænger i den sprukne jord. Plovene skar
igennem jordens ujævnheder gang efter gang. Den sidste forårsregn satte
hurtigt vækst i majsen og strøede kolonier af ukrudt og græs langs vejsiderne,
så det grå land og det mørkerøde land begyndte at forsvinde under et
grønt tæppe. I slutningen af maj blev himlen bleg, og skybjergene, der havde
været optårnet på den så lang tid af foråret, forsvandt.
Solen brændte ned på den voksende majs dag ud og dag ind, indtil en
brun bræmme groede frem langs randen af hver grøn bajonet. Skyerne kom
tilbage og forsvandt igen, og da der var gået en tid, opgav de at vise sig
mere. Ukrudtet blev mere mørkegrønt for at skærme sig mod solen, og det
holdt op med at sprede sig. Jorden trak en skorpe over sig, en tynd hård
skorpe, og da himlen blev bleg, blev jorden også bleg, lyserød i det røde
land og hvid i det grå land.
I regnvandsrenderne smuldrede jorden til små tørre støvbække, og myreløverne
satte små jordskred i gang. Og for hver dag den svidende sol
brændte, blev bladene på den unge majs mindre stive og knejsende, først
bøjede de sig i kurver, og da så midterribbernes styrke gav sig, bøjede hver
blad sig mod jorden. Så var det juni, og solen skinnede endnu stærkere. De
brune rande på majsbladene blev bredere og åd sig ind mod midten. Ukrudtet
blev frynset og slidt og smuldrede tilbage mod sine rødder. Luften var
tynd og himlen mere bleg, og hver eneste dag blegnede jorden endnu en
kende.
På kørevejene, hvor hjulene malede og hestehovene trampede den op,
brast dens skorpe og blev til støv. Hver ting, der bevægede sig, hvirvlede
støvet i vejret; en gående mand hvirvlede et tyndt lang op i bæltestedshøj-
bog 8 maden 487

488
de, og et køretøj hvirvlede støvet op i højde med hegnspælene, og en bil lod
en sky koge op efter sig. Støvet var længe om at falde i leje bagefter.
Da juni var halvt omme, kom der sejlende store skyer fra Texas og Golfen,
højtsejlende tynge skyer, varsler om regn. Menneskene ude på markerne
så op på skyerne, snusede luften ind og holdt våde fingre i vejret for
at fornemme vinden. Og hestene blev nervøse, mens skyerne var på himlen.
Regnbebuderne lod falde et par stænk, så skyndte de sig at sejle videre til
et andet land. Så blev himlen bleg igen, og solen brændte. I støvet var der
kratermunde efter regndråberne, og der var renvaskede pletter på majsen.
Det var det hele.
En sagte vind fulgte med regnskyerne og drev dem mod nord, en vind,
der raslede blindt i majsens tørre blade. En dag gik, og vinden blev stærkere,
kom i stive, hårde kast. Støvet fra vejene hvirvledes i vejret, spredtes og
faldt på ukrudtet ved siden af markerne, faldt lidt ind på markerne. Nu blev
vinden stærk og stiv og rev i majsmarkernes jordskorpe. Lidt efter lidt blev
himlen mørknet af luftens støvpartikler, og vinden strøg hen over jorden,
løsnede støvet og førte det bort. Vinden blev stærkere, jordskorpen smuldrede,
og støvet hvirvledes op fra markerne som grå fjerduskskyer fra en
træg røg. Majsen tærskedes frem og tilbage i vinden med en tør raslen. Det
fineste støv søgte ikke længere tilbage til jorden nu, men forsvandt op i den
mørknende himmel.
Vinden blev stærkere, strøg ind under sten, løftede strå og gamle blade,
ja selv små jordklumper med sig på sin vej over markerne. Luften og himlen
blev mørkere, solens skær blev rødt, og der kom en skarp stikker i luften.
En nat igennem for vinden hastigere hen over landet, gravede listigt mellem
majsens rødder, og majsen kæmpede mod vinden med sine udmattede blade,
indtil dens rødder blev befriet af den voldske vind, og hver stængel træt
lagde sig sidelæns mod jorden og pegede i vindens retning.
Daggryet kom, men ingen dag. På den grå himmel viste der sig en rød
sol, en tåget rød skive, der gav lidt lys ligesom tusmørket, og mens dagen
skred, gled tusmørket over i natten og vinden hylede og klagede over den
faldne majs.
Mænd og kvinder krøb sammen i deres huse, og de bandt tørklæder over
deres næser, når de gik ud, og havde støvbriller på for at beskytte deres
øjne.
Da natten kom, var det bælgmørkt, for stjernerne kunne ikke trænge
gennem støvet, og skæret fra de oplyste vinduer kunne ikke nå over gårdspladsen.
Nu var støvet jævnt blandet med luften, var en emulsion af støv
og luft. Husene var stængte og døre og vinduer var tættede med tøj, men
støvet kom ind så fint, at det ikke kunne ses i luften, og det lejrede sig som
vældige ting

lomsterstøv på stole og borde, på tallerknerne. Folk børstede det af deres
skuldre. Små støvrande lå ved dørtærsklerne.
Midt om natten drog vinden videre og lod landet i fred. Den støvfyldte
luft dæmpede lyden mere fuldstændigt end tågen gør. Menneskerne, der lå
i deres senge, hørte vinden gå i stå. De vågnede, da den susende vind var
væk. De lå stille og lyttede ind i den dybe stilhed. Så galede hanerne, og deres
galen lød dæmpet, og menneskene rørte uroligt på sig i deres senge og
længtes efter morgenen. De vidste, det ville vare længe, før støvet kom af
luften. Om morgenen hang støvet som en tåge, og solen var rød som stærkt
og rindende blod. Hele dagen sivede støvet ned fra himlen, og den næste
dag sivede det ned. Et jævnt tæppe dækkede jorden. Det lagde sig over majsen,
over hegnspæle og hegnstråd, det lagde sig på tagene, hyllede ukrudt
og træer ind.
Menneskene kom ud af deres huse og indsnusede den hede, stikkende
luft og dækkede deres næser til for den. Og børnene kom ud af husene, men
løb ikke og råbte, som de ville have gjort efter regn. Mænd stod ved hegnene
og så på den ødelagte majs, der nu visnede hurtigt, kun en smule grønt
skimtedes igennem støvhinden. Mændene var tavse, og de rørte næsten
ikke på sig. Og kvinderne kom ud af husene for at stå ved siden af mændene
– for at mærke, om mændene ville bryde sammen denne gang. Kvinderne
undersøgte i smug mændenes ansigter, for for deres skyld fik majsen så gå
til grunde, når blot der blev noget andet tilbage. Børnene stod i nærheden
og tegnede i støvet med deres bare tæer, og børnene pejlede med deres
sanser ud i rummet for at mærke, om mænd og kvinder ville bryde sammen.
Børnene kiggede på mændenes og kvindernes ansigter, så tegnede de akkurate
streger i støvet med deres tæer.
Hestene kom til vandingstrugene og prustede hen over vandet for at få
støvet væk fra overfladen. Da der var gået en stund, mistede mændenes ansigter
deres grublende udtryk af rådvildhed, de blev hårde og vrede og trodsige.
Så vidste kvinderne, at de kunne være trygge, og at der intet sammenbrud
kom. Så spurgte de: ”Hvad skal vi gøre?” Og mændene svarede: ”Det
ved vi ikke.” Men det hele var i orden. Det vidste kvinderne, og det vidste
børnene. Kvinderne og børnene vidste dybt inde i sig, at ingen ulykke var så
stor, at den ikke kunne bæres, hvis bare mændene ikke gik i stykker. Kvinderne
gik ind i husene til deres arbejde, og børnene begyndte at lege, men
først forsigtigt. Som dagen skred blev solen mindre rød. Den brændte ned
over det støvdækkede land. Mændene sad i husdørene, deres hænder havde
travlt med pinde og småsten. Mændene sad stille – de tænkte – de regnede.
bog 8 maden 489

Når man ved det i forvejen, kan man genkende tonen fra Johannes’ Åbenbaring
i romanens sprog og fornemme den i dens inspiration. Med stor konsekvens
lige fra begyndelsen og helt ned i de enkelte sætninger bygger teksten
tvetydigheden og dermed den truende og samtidig forventningsfulde stemning
op. Det ‘røde land’ står over for det ‘grå land’. Den ‘blide’ regn har noget
i baghånden, men den holder det tilbage – den ‘skyller ikke flænger’ i jorden,
selv om den er sprukken. Hvorfor skulle den blide regn dog hitte på at lave
flænger, og hvorfor er jorden ‘den sprukne’? Hvad er det, der her er på spil?
Plovene ‘skærer’ gennem ‘ujævnheder’, majsen vokser, men det gør ukrudt og
(u)græs også… Bliv selv ved.
Med indledningen tackler og løser Steinbeck et uhyre vanskeligt fortælleteknisk
problem: Hvordan kan man bære sig ad med at berette om et så kompliceret
fænomen som for eksempel en krig eller en tørke? De faktiske forhold,
som jeg meget kort har beskrevet i begyndelsen af historien om Støvskålen –
om, hvilket område tørken ramte, om, hvor lidt nedbør der faldt, og om sammenfaldet
i tid mellem tørken og den økonomiske depression – alt det og meget
mere til, som jeg vil fortælle mere om her nedenfor, siger ingenting om, hvad
de mennesker, der blev ramt, oplevede. Landkortene, nedbørsfordelingen, afvejningen
af de mulige årsager til katastrofen kan i al deres vidtløftighed slet
ikke hamle op med en sætning som Steinbecks: ”Og kvinderne kom ud af husene
for at stå ved siden af mændene – for at mærke, om mændene ville bryde
sammen denne gang.” Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man kortere
og mere præcist og usentimentalt kan fortælle om en naturkatastrofe, og om,
hvordan den opleves af dem, den går ud over. Det er samtidig så visuelt anskueligt
fortalt, at det næsten kan fungere som drejebog til en film.
På den baggrund synes jeg ikke, det er svært at forstå, at Vredens Druer
blev filmatiseret allerede året efter, at bogen udkom. Filmen blev instrueret
af John Ford, og den blev født som filmklassiker og blev overøst med priser
og belønninger. En af amerikansk films største skuespillere, Henry Fonda, leverede,
hvad der undertiden beskrives som hans største præstation, som hovedpersonen
Tom Joad.
Filmen gjorde stort indtryk på digteren og sangeren Woody Guthrie, der
i 1930’erne lagde grunden til det, man kan kalde den klassiske amerikanske
populærmusik, der sidenhen udviklede sig under indtryk af ungdomsoprøret
og protesten mod Vietnam-krigen i 1960’erne og 70’erne. Samme aften, han
havde set filmen, gik han hjem og skrev The Ballad of Tom Joad, og dermed fik
ikonet ’Støvskålen’ også en dimension i sang- og musiktraditionen ved siden
af dem, den allerede havde i fotokunsten, litteraturen og filmkunsten.
Sangeren Bob Dylan betegnede Guthrie som ”my last hero”, og han indledte
i 1961 sin karriere med at besøge Guthrie, der på tiende år lå hjælpeløs
hen på et nervehospital i New York med Huntingtons chorea, en uhyggelig og
490
vældige ting

Woody Guthrie, fotograferet 8. marts 1943. På guitaren sloganet ”This machine kills fascists”, der
stod skrevet på en række af hans instrumenter. I løbet af 1930’erne rejste han to gange på kryds og
tværs af USA i migrantarbejdernes spor, oplevelser, der har bundfældet sig i hans berømteste sang,
USA’s folkelige nationalhymne, This Land is Your Land …, som han ligeledes skrev i 1940, men det
var filmatiseringen af Vredens druer, der inspirerede ham til Dust Bowl Ballads. (Foto Al Aumuller,
The New York World-Telegram and the Sun Newspaper Photograph Collection, Library of Congress).
dødbringende, arveligt betinget sygdom. Bruce Springsteen byggede videre
på ikonet ved i 1995 at udsende albummet The Ghost of Tom Joad, opkaldt
efter titelsangen.
Det kan ikke skjules, at Vredens Druer fra det øjeblik, da bogen udkom,
til den dag i dag har været a pain in the ass på den højreorienterede del af
USA. I samme åndedrag, som man får at vide, hvor kommerciel og dermed uidealistisk
John Steinbeck var og stadig er – forlaget Penguin anslog i 2002 i
anledning af hundredåret for Steinbecks fødsel, at hans bøger hvert år sælger
omkring to millioner eksemplarer – kan man få påvist, at bøgerne faktisk ikke
bog 8 maden 491

er ret vellykkede, og at sproget i dem er så obskønt, at det har været nødvendigt
at fjerne nogle af dem fra børnebibliotekerne og forbyde, at de indgår i
skolernes litteraturpensum. Selv om Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur, var
han ikke troende kristen, men nærmest en slags kommunist, der støttede Kennedy
og Lyndon B. Johnson, og han var desuden fordrukken og en dårlig far,
der ikke tog sig kærligt af sine børn, selv om de var sønner.
Som en af de højreorienterede kritikere skriver: ”Uheldigvis for bedømmelsen
af [Steinbeck] er der imidlertid nu samlet tilstrækkelige historiske, demografiske
og klimatiske data om 1930’erne til at vise, at næsten alt i romanens
omhyggeligt udarbejdede billede enten er ligefrem falsk eller overdrevet ud
over enhver forstand.”
Det er fuldstændig rigtigt, at ingen i 1930’erne havde overblik over, hvad
det var, der foregik i det amerikanske landbrug, og hvad der skete med de
amerikanske farmere, og at ingen dermed blev opmærksomme på den grundlæggende
ændring af hele samfundet, der var i fuld gang. Man regnede som
en selvfølge med, at bønder var bofaste, og at det var derfor, de hed bønder.
Men sådan var det ikke i de sydvestlige stater – hverken i 1930’erne eller før
og siden. Ved folketællingen i 1930 oplyste 44 pct. af farmerne i Oklahoma
og 47 pct. af dem i Arkansas, at de havde boet på deres farme i mindre end to
år. Fra 1910 til 1930 afvandrede 1,3 millioner. mennesker fra de sydvestlige
stater til andre dele af USA. I 1920’erne drog ca. 250.000 til Californien, og i
1930’erne steg tallet til 315.000. Den rigtig store afvandring fandt først sted i
1940’erne, da ca. 630.000 tog til vestkysten – ikke for at arbejde i landbruget,
og ikke fordi der var krise. Flertallet af migranterne var byboere, og vandringen
skyldtes den højkonjunktur, som 2. Verdenskrig havde skabt. Heller ikke
det var i og for sig noget nyt: Ca. 100,000 af ’okierne’ (udvandrerne fra Oklahoma)
havde mellem 1935 og 1940 slået sig ned i Los Angeles. Det nuværende
moderne samfunds udspring blev derved forskudt i tid fra omkring 1930 til
omkring 1950. Forandringerne i landbruget blev skudt til side som forklaring
til fordel for verdenskrigen, hvor der var helte og skurke, og hvor der skete
noget rigtig historisk.
Om Steinbecks skildring af vandringen fra Oklahoma til Californien, som
om den svarede til jødernes ophold i ørkenen efter uddrivelsen fra Egypten,
må man give de højreorienterede kritikere ret: Hier irrt sich Goethe! Turen ad
den dengang relativt nye highway Route 66 tog i 1930’erne tre dage, og den
kostede ikke mere end et par tankfulde benzin. Som det var tilfældet med ‘the
migrant mother’, Florence Owens (som endnu ikke var kommet til at hedde
Thompson), var det ikke nogen stor sag at tage turen frem og tilbage mellem
Oklahoma og Californien. Det var heller ikke sådan, at løntrykkeriet i Californien
var overvældende. Faktisk steg akkorden for for eksempel bomuldsplukkere
i San Joaquin Valley fra 44 cent pr. 100 pound i 1932 til 90 cent i 1934
492
vældige ting

og 1 dollar i 1936. Akkorden faldt ganske vist under det økonomiske tilbageslag
i 1937-38 til 75 cent pr. 100 pound, men timelønnen for ukvalificeret
arbejdskraft var gennem 1930’erne fra 20 til 50 pct. højere i Californien end
i de sydvestlige stater. Okierne, der tog turen fra sydvest til vest, opførte sig
rationelt, og de blev ikke snydt.
Heller ikke de forklaringer, man gav på tørken og støvstormene i 1930’erne,
har vist sig at være holdbare. Man antog, at årsagen eller i al fald en vigtig
faktor til forklaring af katastrofen var, at farmerne i prærieområderne presset
af den langvarige landbrugskrise havde ødelagt områdets naturlige balance
ved at inddrage for tørre og derfor økologisk følsomme arealer i omdriften og
derved fjerne den naturlige plantevækst. Det var denne miljøargumentation,
Wallace og landbrugsministeriet brugte, da Højesteret havde erklæret det oprindelige
AAA for forfatningsstridigt, og som bevirkede, at landbrugsstøtten
trods højesteretsdommen kunne videreføres af et nyt AAA bemandet med de
samme folk som det gamle.
Der kan måske have været det rigtige i den datidige forklaring, at en betydelig
del af farmerne på grund af landbefolkningens omfattende vandringer
var nytilkomne i prærielandskabet og ikke vidste noget om, hvordan man drev
landbrug i områder med ringe nedbør. Men tørken havde intet at gøre med en
menneskeskabt forstyrrelse af ‘den naturlige balance’. Tørke er et tilbagevendende
fænomen i de sydlige prærieområder. Den er forekommet i 1879-80, i
1890’erne og i 1911, men den i 1930’erne var mere langvarig end de tidligere
kendte. NASA har ved at sammenholde de foreliggende data med computermodeller
kunnet påvise, at årsagen til forekomsten af tørkeperioder er temperaturforskelle
på nogle få grader mellem overfladevandet i de tropiske dele
af Stillehavet og Atlanterhavet. Det bevirker, at vindsystemerne og dermed
nedbøren forskyder sig.
Den naturlige plantevækst i de sydlige prærieområder dækker typisk mindre
end 60 pct. af jordoverfladen. I tørkeperioder reduceres dette plantedække
endda til mindre end 20 pct. af jordoverfladen og efterlader således 80 pct.
eller mere af overfladen udsat for vinderosion. I det helt flade og vidtstrakte
landskab er mindre lokale støvstorme derfor et normalt forekommende og årligt
tilbagevendende naturfænomen specielt i marts måned. Større støvstorme
med regional udbredelse er ikke så hyppige. De kan flytte materiale over
mange kilometer, før det falder til ro som driver. De helt store såkaldte ‘black
blizzards’ er sjældne. De løfter støvet højt op i luften og kan transportere det
mange hundrede kilometer væk. Under den værste støvstorm i 1930’erne (11.
maj 1934) nåede støvet i løbet af nogle dage helt til ud til New York og Washington
DC ved Atlanterhavskysten. I Chicago, som støvskyerne passerede,
beregnede man, at der faldt fire pund støv for hver indbygger i byen.
bog 8 maden 493

Det ikon, som Lange, Steinbeck, Ford og Guthrie byggede op i fotografier,
roman, film og sange, var i detaljerne forkert. The migrant mother var ikke
en fattig hvid farmerkone, men en fuldblods indianer. Hun var rejst fra Oklahoma
i 1920’erne helt uafhængigt af tørke, støvstorm og depression. Steinbecks,
Fords og Guthries ‘okies’ var ikke vådestedte bønder, der var vandret
ud fra deres odel, fortrængt af storbanker og kapitalistisk overudnyttelse af
naturen, men almindelige amerikanere i færd med at realisere ‘the american
dream’ om enhver amerikaners mulighed for at skabe sig rigdom og gode kår.
Det var heller ikke New Deal og dens mange agenturer og administrationer,
der overvandt depressionen, men oprustningen og 2. Verdenskrig.
Alt det er rigtigt nok, men ikonet om 30’erne, som de store amerikanske
kunstnere skabte, er ikke desto mindre også rigtigt. Det, de skildrede, var noget,
der i høj grad var reelt, og deres kunstværker satte form og begreber på
den virkelighed, som amerikanerne oplevede, nemlig at en gammel kultur, en
levemåde, som var langt ældre end USA, faldt fra hinanden og blev afløst af
noget andet, som dengang ikke havde noget navn, men som vi kan kalde ‘det
moderne’ – det, der gælder nu.
Den historiske korrektion, der finder den rigtige, levende, faktisk forekommende
fru Florence Owens Thompson frem, som påviser, at tørken skyldtes
nogle små variationer i det tropiske overfladevand i henholdsvis Stille- og
Atlanterhavet, som godtgør, at ‘the okies’ fik det godt i Californien og blev
konservative republikanere over en bred kam – alt det er også rigtigt, når det
hele anskues i nutidens klare bakspejl. Men det var ikke sådan, det blev oplevet,
da det stod på.
Florens Owens havde det skidt, da hun sad i ærteplukkernes camp uden for
Nipomo og ventede på at få repareret knastakselkæden og køleren på familiens
Hudson, så de kunne komme videre. De subsistensløse okier kunne ikke, da
de sad og frøs i deres lejre, vide, at en verdenskrig med en højkonjunktur ville
dukke op fem år efter, at de havde draget fra sted til sted for at finde arbejde.
En så stor samfundsforandring som et af det modernes afgørende gennembrud
kan lige så gyldigt begribes med det indiske billede af Shiva, der danser
sin ødelæggende dans på det bestående, som med det vesterlandske af den
nye dags morgengry.
494
vældige ting

Grøn Revolution
Den første opgave, Henry A. Wallace fik i december 1940, efter at han var
blevet valgt som vicepræsident, men endnu inden han var trådt til, var at
tage til Mexico for at kaste glans over indsættelsen af den nyvalgte præsident
Manuel Ávila Camacho. Da det var overstået, benyttede han lejligheden til at
rejse rundt i landet i en måneds tid sammen med den nyudpegede, men heller
ikke endnu tiltrådte mexicanske landbrugsminister Marte Gomes. Det, han så,
gjorde et dybt indtryk på ham: Fattige bønder, der høstede et lavt udbytte af
ussel kvalitet til trods for en opslidende arbejdsindsats med gammeldags og
ineffektive redskaber. Et land, hvor langt hovedparten af arbejdsstyrken var
beskæftiget med landbrug, men som var ude af stand til at brødføde sin egen
befolkning. Wallace var idealist. Han mente, at USA (med ham – sagt i al beskedenhed
– som landbrugsminister) havde set lyset og fundet ud af, hvordan
moderne landbrug skulle tilrettelægges. Hans besøg i Mexico blev indledningen
til et livslangt engagement i mellem- og sydamerikansk landbrug.
Tilstandene i det mexicanske landbrug mindede ham om de problemer, han
havde beskæftiget sig med det meste af sit liv, inden han blev vicepræsident.
Da han kom hjem til USA, kontaktede han Rockefeller Foundation for at få
gjort noget ved det. Fonden lod sig presse af den nyvalgte vicepræsident til
at bevillige penge til, at tre af USA’s førende agronomer kunne rejse til Mexico
for at undersøge mulighederne for at ændre på forholdene. De tre kom
med et forslag om at støtte de mexicanske landbrugsvidenskabelige institutioner
i arbejdet med blandt andet at udvikle bedre sorter af hvede, majs og
kartofler. Det blev – på godt og ondt – begyndelsen til ulandshjælp, endnu før
begrebet var opfundet. Til at løse den opgave fandt de berømte ældre agronomer
tre dygtige, nyuddannede fagfæller, der på den måde fik tilbudt, hvad
der givetvis kunne være en vanskelig sag, men som, hvis de kunne få det til
at fungere, også kunne blive begyndelsen på en stor karriere. En af dem var
Norman Borlaug.
bog 8 maden 495

Nærbillede af hvede(stængel)rust. Fordi svampesporerne kan føres med de vinde, der konstant
blæser fra syd op gennem hele det store amerikanske midtvestlige landbrugsland, og fordi svampen
kan overvintre i det sydlige USA, har bekæmpelsen af den frygtede plantesygdom, og det vil i vore
dage sige genmodificering, meget høj prioritet. Heller ikke det er dog nogen snuptagsløsning. I 1999
blev der i Uganda opdaget en ny variant, ug99, der siden har spredt sig østover helt til Iran og
frygtes også at kunne ramme USA. Det særlige ved ug99 og endnu en ondsindet variant, fundet i
Kenya i 2005, er, at den uden problemer har vist sig at bide på de genmodificerede hvedesorter, der
hidtil er udviklet. I juni 2009 spår en dyster prognose, at op til 80 pct. af verdens hvedeproduktion
er i fare. (Foto, Santiago.freedomlab.org).
Han var fra Iowa, hvor han voksede op under depressionen. Han uddannede
sig i forstvidenskab på University of Minnesota, og her hørte han i 1938
tilfældigvis en forelæsning, som en af tidens mest fremtrædende plantepatologer,
professor E.C. Stakeman, holdt om rust i hvede. Rust er en svampesygdom,
som Stakeman karakteriserede som ”a shifty, changing, constantly evolving
enemy”. Hvis – eller måske skulle man hellere sige når – den brød ud i en
hvedemark, kunne den reducere udbyttet og i værste tilfælde helt ødelægge
kulturen. Problemet med rust i hvede havde man kendt altid, men med de moderne,
kapitalintensive, mekaniserede dyrkningsmetoder, der er forudsætningen
for at få det fulde udbytte af de landbrugsvidenskabelige landvindinger,
kunne plantesygdomme som rust i hvede udvikle sig katastrofalt. Borlaug siger
selv, at den forelæsning åbnede hans øjne og blev afgørende for hans valg af
livsopgave. Stakeman ledede den undersøgelseskommission bestående af ‘tre
berømte, ældre agronomer’, som Rockefeller Foundation sendte til Mexico –
og på den måde blev det gamle ord endnu en gang bekræftet: Det er lige meget,
hvad man skriver ph.d. om, men afgørende, hvem man har som vejleder.
Forudsætningen for moderne landbrug var – og er – brug af maskiner og
dykning af store sammenhængende flader af så vidt muligt helt ensartede monokulturer.
Her kan man bekæmpe rust med sprøjtemidler, og det gjorde man
496
vældige ting

også, men midlerne blev uhyggeligt hurtigt ineffektive, fordi rusten udviklede
resistens lige så hurtigt, som man fandt på sprøjtemidler. Hvis det moderne
landbrug skulle fungere effektivt, måtte nogen sørge for hele tiden at udvikle
nye sorter eller modificere de allerede kendte gennem planteforædling på den
samme måde, som Wallace med så stort held havde gjort med hybridmajsen.
Det var den opgave, den unge Norman Borlaug skulle se, om han kunne være
med til at løse i Mexico.
Umiddelbart anskuet lå sagen på den flade hånd, men sådan var det ikke i
virkeligheden. Mexicanerne var til at begynde med meget skeptiske over for
hele idéen. Hvad kunne meningen mon være? Endnu et forsøg på amerikansk
kolonisering? Eller var det en politisk missionsvirksomhed, endnu et ideologisk
korstog for at gøre dem til amerikanere? Wallace og Rockefeller Foundation
har sikkert været helt oprigtige. De havde givetvis den bedste vilje til at
hjælpe mexicanerne uden nogen bagtanker, men djævelen giver som bekendt
kun gode gaver – det er just det, der er fandens ved ham. Hvis mexicanerne
ville forbedre deres landbrug – og det havde de alle mulige tungtvejende økonomiske
og politiske grunde til at ønske sig – så måtte de sige ja tak til gaven
fra Rockefeller Foundation. 2. Verdenskrig betød højere priser på landbrugsvarer,
og Mexico var nødt til at importere for at kunne brødføde befolkningen.
Tre unge landbrugskandidater og en forskningsleder fra Rockefeller Foundation
kunne vel for pokker ikke gøre fanden til forskel, skulle man tro. Men
det kunne de!
Borlaug kom til at arbejde i Mexico fra 1944 til 1960. Opgaven gik ud på at
hjælpe landet til selv at kunne klare sine problemer, først og fremmest ved at
gennemføre forskning i det mexicanske landbrugs problemer, men også ved at
uddanne landets egne agronomer – det sidste var måske, når det kom til stykket,
det vigtigste. Borlaug fortæller om, hvordan en af hans mexicanske kolleger
i hans unge dage ville belære ham: ”Dr. Borlaug, sådan bærer vi os ikke
ad i Mexico. Den slags ting har vi bønder til. Alt, hvad De behøver at gøre, er
at ridse planerne op og give dem til formanden, så skal han nok få det ordnet.”
Temperamentet løb af med Borlaug: ”Det er lige præcis derfor, bønderne ingen
respekt har for jer! Hvis I ikke selv ved, hvordan tingene skal gøres, hvordan
skulle I så kunne rådgive dem? Hvis bønderne giver jer forkerte oplysninger,
vil I ikke opdage det. Nej! Dette her skal laves om. Før vi selv kan gøre det, vi
vil have fremmet, kommer vi ingen vegne med dette projekt!” (Ordvekslingen
er gengivet af Borlaug i hans erindringer, og den er interessant, fordi han lægger
så stor vægt på den mange år efter, at den angiveligt skulle have fundet
sted. Lad os vende tilbage til den på det sted i Borlaugs historie, da han som
kendt og anerkendt international aktør skrev erindringerne).
I 1944 var hvede Mexicos næstvigtigste fødevareafgrøde efter majs, men
den årlige import beløb sig til 21 mio. dollar. Udbyttet pr. arealenhed var det
bog 8 maden 497

En storsmilende Norman Borlaug fotograferet midt i ’sin’ hvedemark på forsøgsstationen i Toluca
de Lerdo den 21. oktober 1970, ikke længe efter meddelelsen om, at han var blevet tildelt Nobels
fredspris. Borlaug anslår i dag, at verdens nuværende landbrugsareal kun vil være i stand til at
brødføde omkring 4 mia. mennesker, hvis man forestillede sig, at det hele skulle dyrkes økologisk.
(© Bettmann/Corbis).

halve af USA’s og enormt svingende på grund af udbrud af rust. Borlaug og
hans hold begyndte det år at lave krydsninger mellem fem mexicanske landsorter
og en halv snes importerede. De var så heldige, at de allerede i slutningen
af 1940’erne kunne lancere fire stammer.
Resultaterne var opnået på en forsøgsstation i Toluca ikke ret langt fra Mexico
City, et sted, der ikke var særlig velegnet til hvededyrkning. Det kunne
derimod tænkes, at Sonora-sletten ville være bedre egnet. Det er et stort fladt
område i Yaqui-dalen ca. 1.800 km længere mod nord, en højtliggende halvørken
med høje sommertemperaturer, lav luftfugtighed og hyppige og kraftige
vinde, men den kan kunstvandes med vand fra bjergene. Borlaug fik trods
modstand både fra mexicanerne og fra Rockefeller Foundation presset igennem,
at forsøgsarbejdet skulle foregå samtidig i både Toluca og Sonora. Fordelen
ved det var, at avlsarbejdet kunne accelereres: Forsøgssorterne kunne
sås i maj i Toluca, høstes og sås igen samme år i oktober i Sonora for så igen at
være klar til at blive udsået næste forår i Toluca. Når der var modstand mod
planen, var grunden, at det stred mod al traditionel planteforædlingsteori.
Man havde hidtil ment, at det var nødvendigt, at avlsarbejdet blev udført i
den klimazone, hvor planterne skulle dyrkes, og forskellene mellem Toluca og
Sonora var alt for store. Borlaug derimod mente, at det var en fordel at forcere
avlsarbejdet dels ved at have mange tusinde krydsningsforsøg i gang samtidig
og dels ved at selektere de krydsninger, der kom ud af det, ved at afprøve dem
i områder, hvor de blev udsat for forskellige sygdomme, forskellige klimaer,
forskellig jordbund og forskelligt dagslys – sommer i Toluca og vinter i Sonora.
De varieteter, der kunne klare sig under så hårde betingelser, kunne tilpasse
sig til et bredt spekter af dyrkningsforhold.
Borlaug mente selv, at hans største læremester var hveden selv. Den blev
en person for ham, og de forskellige sorter forekom ham som forskellige personligheder.
Han kunne genkende dem i et blik eller ”bare ved vindens raslen
gennem deres modnende aks”.
I 1959 havde Norman Borlaug arbejdet 15 år i Mexico, og Rockefeller Foundation
mente, at deres program havde bidraget så meget til landets fødevareproduktion,
at hans assistance ikke længere var nødvendig. Som fritstillet
fik Borlaug arbejde i FAO, hvor han blev konsulent – sammen med et hold
rådgivere, der skulle hjælpe med at udvikle hvededyrkning i Nordafrika og
Sydvest- og Sydasien. I den forbindelse fik han etableret et uddannelsesprogram
for agronomer under FAO, og på hans tilskyndelse blev der etableret et
internationalt afprøvningsprogram for hvedesorter, som i løbet af et par år
nåede op på at udsende 125 sorter til 150 forskellige afprøvningslokaliteter
over hele verden.
Da den mexicanske præsident Adolfo López Mateos i 1963 besøgte Filippinerne
og beså IRRI (International Rice Research Institute), spurgte han direk-
bog 8 maden 499

tøren, Bob Chandler, hvorfra den glimrende ide stammede, og han blev meget
begejstret, da han fik at vide, at den stammede fra Rockefeller Foundations
program i Mexico. Da han kom hjem igen, grundlagde han sammen med Ford
og Rockefeller Foundation det internationale majs- og hvedeforbedringscenter
CIMMYT, der på samme måde som IRRI skulle tage sig af udviklingen af
majs- og hvedesorter. Ed Wellhausen blev leder af virksomheden, og Borlaug
blev direktør for hvedeprogrammet.
CIMMYT’s hvedeprogram blev meget hurtigt en kæmpesucces. Ved at krydse
mexicanske halvdværgsorter med en japansk Norin 10-hvede lykkedes det
at frembringe højtydende sorter, der førte til dramatisk stigende udbytte. Fra
1961-65 til 1986-90 blev verdens hvedeproduktion forøget fra 251 millioner
ton til 531 millioner tons. Væksten var særligt stor i Indien-Pakistan og Kina,
henholdsvis fra 15,5 millioner ton til 63,5 millioner ton, og for Kinas vedkommende
fra 19,1 millioner ton til 90,1 millioner ton. Udbyttet pr. hektar steg
med 240 pct. fra 825 kg pr. hektar til 2.000 kg pr. hektar i Indien-Pakistan og
med 390 pct. fra 775 kg pr. hektar til 3.025 kg pr. hektar i Kina.
Væksten i risproduktionen var knap så stor, men også imponerende, mens
majs, der ikke betød så meget i Asien, ‘kun’ steg fra fire til ti millioner ton i
Sydasien og fra 20 til 80 millioner ton i Kina.
Det var introduktionen af nye sorter, der leverede den ene af komponenterne
i det, man kalder første fase af Den Grønne Revolution fra 1965 til 1990.
Det karakteristiske ved den moderne hvede og ris var, at det i begge tilfælde
var varieteter af halvdværgsorter, der stod for den store stigning i produktion
og produktivitet. Det er desuden tankevækkende, interessant og overset, at
det var kineserne, der først var fremme med disse varieteter. Det, man kalder
‘de internationale centre’ – i realiteten amerikanske institutioner – fulgte efter
lidt senere. Fra midten af 1960’erne til 1982 havde de moderne varieteter
overtaget 80 pct. af hvedearealet i Sydasien og 50 pct. af risarealet, mens kineserne
allerede var i gang med at introducere nye sorter baseret på hybrider
af halvdværgarterne.
Den anden komponent i Den Grønne Revolutions første fase var en forøgelse
af de kunstvandede arealer, mens den tredje var introduktionen af
kunstgødning. Den forøgede anvendelse af kunstgødning i Asien var meget
massiv. I Sydasien steg forbruget 13 gange (fra 5 kg pr. hektar i 1961-65 til 65
kg pr. hektar i 1986-90), mens det i Kina blev 20-doblet (fra 12 kg pr. hektar
til 240 kg pr. hektar) i samme periode.
Det har været diskuteret, om den kolossale vækst i producerede mængder
først og fremmest skyldtes den voldsomt forøgede anvendelse af kunstgødning
eller de nye varieteter, men de fleste hælder til den antagelse, at varieteterne
betød mere end kunstgødningen. Det var antagelsen af varieteternes
betydning, der førte til, at Norman Borlaug i 1970 fik Nobels fredspris med den
500
vældige ting

egrundelse, at han ”mere end nogen anden nutidig enkeltperson har hjulpet
med at forsyne den sultende verden med brød”. Sådan opfattede han det også
selv. Tildelingen af fredsprisen til Norman Borlaug repræsenterede samtidig
et højdepunkt i anerkendelsen af Den Grønne Revolution.
I takt med den overvældende vækst i produktionen og i forbruget af kunstgødning
og pesticider og navnlig med overgangen fra den første til den anden
fase af Den Grønne Revolution i 1980-90’erne blev Borlaug og hele den tankegang,
som han stod som eksponent for, ramt af den økologiske bølge i form
af en voldsom kritik, der blev rettet mod de miljømæssige omkostninger ved
det industrialiserede landbrug specielt i Indien og Pakistan. Verdensbanken,
Rockefeller Foundation og Ford Foundation ville ikke længere støtte den form
for programmer, som han stod for, og i 1979 blev han – 65 år gammel – pensioneret
fra CIMMYT-programmet. Det anfægtede ham tilsyneladende ikke.
Han fortsatte med at undervise som adjungeret professor ved forskellige amerikanske
universiteter.
I 1984 indledte han ikke desto mindre en ny fase i sit liv – den fjerde. Anledningen
var en opringning fra den japanske mangemilliardær Ryoichi Sasakawa,
der samarbejdede med den tidligere amerikanske præsident Jimmy
Carter om forskellige former for velgørenhed, i blandt andet Afrika. Sydsudan
og Etiopien var ramt af en sultkatastrofe, og Sasakawa foreslog Borlaug, at han
skulle lave højtydende afgrøder til Afrika, ligesom han havde gjort i Mexico,
Indien og Pakistan. Borlaug orkede det ikke. Som han sagde: ”Jeg er 71, og jeg
er for gammel til at begynde igen.” Sasakawa svarede: ”Jeg er 15 år ældre end
Dem, så vi skulle have startet i går.” Han tilbød at finansiere Borlaugs arbejde
i Afrika i fem år. Det kunne Borlaug ikke stå for, og sammen med Carter og
Sasakawa tog han på en rundrejse i Afrika. ”Jeg antog, vi skulle lave et par års
forskning først,” sagde Borlaug, ”men da jeg så de forfærdelige forhold, sagde
jeg: ‘Lad og komme i gang med dyrkningen’.” Sasakawa-Global 2000 indledte
derpå projekter i Benin, Etiopien, Ghana, Nigeria, Sudan, Tanzania og Togo.
Bortset fra Norge, der gav kunstgødning til projekterne, lagde alle andre
landes bistandsorganisationer afstand til Borlaug og Sasakawa-Global 2000.
Presset fra miljøorganisationerne i Europa og USA var simpelthen for stort.
Det industrialiserede landbrugs dyremishandlinger, forureninger og miljøødelæggelser
faldt alt for meget i øjnene i den vestlige verden. Det, man har kaldt
‘Den Grønne Revolutions anden fase’ baseret på bioteknologi og globalisering
– eller, som man sagde, genmanipulation, kemi og gift – lettede absolut ikke
situationen. Det ændrede sig først omkring årtusindskiftet i takt med, at det
gik op for folk, hvor slemt det stod til i Afrika, og hvilke resultater der faktisk
blev opnået med … genmanipulation, kemi og gift.
bog 8 maden 501

Min bondegård
Det moderne landbrug har afskaffet hungersnøden. Det kan skaffe tilstrækkeligt
med mad til 6,5 milliarder mennesker og til mange flere, hvis det skal
være. Når der stadig er mennesker, der sulter, og endnu flere, der bliver fejlernærede,
skyldes det svindel eller korruption eller grådighed eller en kombination
af det alt sammen plus antagelig også andre slemme ting, men det
skyldes ikke, at der mangler tilstrækkelig og god mad.
Det er en enestående bedrift af overvældende dimensioner. For hundrede
år siden ville muligheden have været utænkelig. Sult blev som sygdom og død
anset for at være menneskelivets uundgåelige tilskikkelser. Aldrig har der levet
så mange, så velnærede og så sunde mennesker på Jorden, som der gør nu!
Og der er plads til og muligheder for mange flere endnu. Det er en udsigt, som
utallige generationer har drømt og fablet om: At det er muligt at skaffe mad
nok til alle. Menneskeheden er havnet i den absurde situation, at der er flere,
der bliver syge og dør af at spise for meget, end der dør af at sulte.
Sådan forholder det sig.
Men der er selvfølgelig et regnskab, der skal gøres op, og en pris, der skal
betales. Og der er ingen vej tilbage – man kan ikke fortryde et spejlæg.
Det kan være oplysende at se, om man kan opgøre omkostningerne ved
den omvæltning, som etableringen af det moderne landbrug har ført med sig,
i to forskellige grupper. I den ene gruppe kan man anbringe det, der gik til,
og som måtte forsvinde for at gøre plads til det moderne. I den anden gruppe
kan man anbringe overgrebene og misbrugene – alt det, der kunne være undgået,
eller som man skulle tro kunne være styret bedre – plus selvfølgelig al
den fup og alle de numre, som skyldes grådighed og de mangfoldige former
for udnyttelse af det store og uregulerede felt, der åbnede sig, fordi det hele
er gået så hurtigt, så utroligt hurtigt.
Lad os først betragte det, som stod i vejen, og som måtte forsvinde for at
gøre plads til det moderne landbrug. Det kan bedst beskrives som en veletableret
livsform med dybe historiske rødder i en udbygget og nuanceret både
502
vældige ting

Denne anskuelsestavle, forestillende en ”Teutonsk bondegård omkring Kristi fødsel”, rummer
stort set alle de forestillinger om det oprindelige, idylliske, mangefacetterede og stærkt køns-
opdelte, gode liv på landet. Når man ved, at det er trykt i Leipzig i 1936, kan man fristes til (kun)
at se ”Blut und Boden” og ”Kinder und Küche” i det, men den farlige drøm om ”de gode gamle dage”
er naturligvis langt mere almindeligt udbredt end en kortvarig fase i tysk historie.
(Westfälisches Schulmuseum, Dortmund).
folkelig og elitær kultur. Kernen i dette kompleks er subsistenslandbruget
eller selvforsyningslandbruget, det vil sige den form for landbrug, der først
og fremmest drives for at skaffe dem, der driver det, mad i munden, tøj på
kroppen, tag over hovedet og varme i kroppen. Det er den urgamle basis, som
landbruget som sådan formentlig er opstået af, og som igen og igen er dukket
op som den sidste reserve, når ulykker og anarki, krig, pest eller naturkatastrofer
har slået alle de andre samfundsstrukturer i stykker. Det selvforsynende
landbrug er i moderne forestillinger omgivet af en aura af naturlighed
tenderende mod idyl:
bog 8 maden 503

504
Jeg en gård mig bygge vil.
Der skal være have til,
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge.
Heste, grise, kø’r og får
hører til min bondegård.
Der er hestestald og lo.
På mit tag skal storken bo.
Gæs og ænder, høns og duer
vil jeg ha’ og mange stuer.
Huset hvidt og tæk’t med strå,
Dør og vinduer malet blå.
Op af brøndens klare vand
trækker jeg min lille spand,
vander koen, vander hesten,
medens sol går ned i vesten,
følger koen i sin bås,
lukker port og dør i lås.
Sangen hedder Min bondegård. I Arvesølv – den sangbog, hvis 15. oplag jeg har
citeret fra (”Trykt i alt i 284.000 ekspl.”) – står der, at melodien er af Alice Tegnér.
Der er ikke anført nogen forfatter – det oplyses kun, at sangen er svensk.
Jeg vil tro, at nutidige børn og unge vil have brug for en del forklaringer
for helt at kunne følge tankegangen i sangen. Hvad er ”et lille vænge”? En lo?
Hvad vil det sige, at bondegården er ”tækt med strå”? Hvordan skal det forstås,
at jeg ”trækker […] min lille spand” ”op af brøndens klare vand”? Hvad
foretager sangens jegperson sig, når han/hun ”følger koen i sin bås”?
Det nutidige behov for forklaringer er ikke specielt for Min bondegård. Det
gælder for størstedelen af den såkaldte danske salme- og sangskat, arvesølvet.
Alle kulturer har i deres sange og salmer, filosofi og litteratur en tilsvarende
reference til subsistenslandbruget. Det var nogenlunde som i sangen ovenfor,
man i sentimentale stunder fortolkede og besang landlivet. Sådan har udenforstående
i øvrigt altid fortolket det, siden byerne opstod i den grå oldtid.
Sådan gjorde de antikke grækere og romere, sådan gjorde formand Maos kommunistiske
og kinesiske kulturrevolution, og sådan får man EU’s absurde landbrugsstøtte
til at glide ned hos nutidens europæiske skatteydere.
Det er ikke så mærkeligt, at det kan gå sådan, for landbruget er dybt forankret
i alle de store civilisationer – den mellemøstlige, den kinesiske, den
indiske, den europæiske og de oprindelige amerikanske for nu at nævne dem
vældige ting

i nogenlunde kronologisk rækkefølge. De store religioner – hinduismen, buddhismen,
jødedommen, kristendommen og islam – er alle intimt knyttet til
landbruget. Deres guddommelige forestillinger, deres hellige skrifter, deres
profeter og hellige mænd og kvinder kan næsten uden undtagelse kun begribes
i sammenhæng med landbruget og dets afgrøder. Det er landbruget, der
inddeler årets ‘naturlige’ gang. Det er også landbruget, der i tidernes morgen
har formgivet den patriarkalske familie. Men landbrug er slet ikke mere, hvad
landbrug var engang. Der er i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede
opstået en vældig distance mellem den verden, mennesker lever i, og de ideologier
og kulturformer, der står til rådighed for at gøre verden begribelig og
meningsfuld. Kulturernes og religionernes verdensbilleder er blevet usamtidige.
De passer som fod i handske til de moderne samfund, som langt de fleste
mennesker på Jorden lever i i den sidste halvdel af det 20. århundrede.
I landbrugssamfundet gav det god mening, at mændene tog sig af sagerne
uden for huset, mens kvinderne passede reproduktionen – børn og beklædning,
husførelse og madlavning. Mændene tog sig af kvæget, kvinderne af
fjerkræet. Piger og drenge blev hos deres mor, til de blev 6-7 år og kunne være
til nytte. Så kom drengene ud at ‘bestille noget’ og ‘gøre gavn for føden’, mens
pigerne blev sat til at knokle med alt det, som kvinder tog sig af, men som ikke
blev betragtet med den samme alvor som det, der foregik i offentligheden – i
mændenes verden.
I ideologiernes og religionernes forestillingsverden har det altid været – og
er den dag i dag stadig sådan – at det er på landet, det sunde og uskyldige liv
udfolder sig. Der formoder profeter af alle slags til alle tider lige til kinesernes
formand Mao, at dovne og dekadente byboer kan lære ‘det virkelige liv’
at kende gennem hårdt arbejde og enkle vaner. I denne fantasiverden er der
ingen stress, for landbruget følger den ‘naturlige’ tidsrytme: Såtid, væksttid
og høsttid.
Hvad der foregik om vinteren eller om sommeren, var ikke det samme i
tempererede og tropiske landbrug som i de subtropiske, hvor de store monoteistiske
religioner blev til. Det gav nogle fortolkningsvanskeligheder med
udlægningen af de hellige skrifter – dog ikke større, end teologer med lethed
kunne klare dem. Det udviklede sig langt mere problematisk med foranderlige
forhold som for eksempel kønsroller, så derfor er der stadig kristne præster,
der mener, at kvinden skal tie i forsamlinger, og muslimske, der juridisk og
arveretligt regner to kvinder som en mand.
På baggrund af den enstemmige religiøse jubel over det selvforsynende
landbrug som livsmetafor er det underligt, at det faktisk forekommende subsistenslandbrug
altid har været og stadig er – for så vidt det overhovedet endnu
forekommer – uløseligt forbundet med hungersnød og sult. Denne forbindelse
er ikke udslag af sort uheld eller ulyksalige tilfældigheder. Den er tværtimod
bog 8 maden 505

506
Kinesisk subsistenslandbrug anno 2009. Kvinderne er i gang med at bearbejde jorden
for at så jordnødder. (Foto, Søren Mørch).
systematisk forekommende og logisk uundgåelig – om end næppe nogen naturlov.
Forklaringerne på, hvordan dette tilsyneladende paradoks hænger sammen,
er leveret af en hollandsk økonom Egbert de Vries.
Det selvforsynende landbrug gør sig umage for at undgå specialisering. Læg
mærke til, hvor omfattende og forskelligartet et husdyrhold der opregnes i
Min bondegård. Variationsrigdommen, der i mindst lige så høj grad omfattede
planteavlen som husdyrholdet, var en sikkerhedsforanstaltning. Hvis det gik
galt med en slags dyr eller planter, så gjaldt det om ikke at have ‘alle æggene i
én kurv’. Hvis der kom sygdom i kvæget, kunne man håbe at kunne klare sig
med fjerkræet eller svinene. Mennesker kan som bekendt sagtens overleve
som vegetarer. Husdyrene fortærer omkring ti gange så meget mad, som de
leverer, så madvarer, der stammede fra husdyr, var luksus. Planterne var de
vigtigste. Først og fremmest de dyrkede, men også de vilde.
Hvis der blev misvækst på grund af tørke og hede eller for meget regn og
kulde, så ville alle muligheder ikke blive ramt lige hårdt, hvis man havde sørget
for at have en tilstrækkelig stor variation både inden for den enkelte planteart
og gennem dyrkning af et bredt spektrum af forskellige plantearter. Så
vældige ting

kunne man håbe på at kunne få rødder eller frø eller blade fra i det mindste
en af afgrøderne. Og blande melet op med bark fra træer, når det gik helt galt.
Tilsvarende kunne det hele kun meget sjældent gå godt. Noget gik i reglen
galt, Kun kunne man håbe, at det ikke var det hele, der gik galt, og navnlig
kunne man bede til, at det ikke gik galt mere end et enkelt år. To eller flere år
i træk var en katastrofe, som man kan høre om blandt andet i Bibelens fortælling
om de syv magre år, der ramte Egyptens land. I hungerårene døde børn og
gamle mennesker først, bagefter fulgte fattige folk. Det var en erkendelse, der
afspejlede sig i talemåder som den om, at ’vi er alle Vor Herre et år skyldige’.
Ingen kunne leve til høj alder uden at komme til at møde de apokalyptiske
ryttere – Krigen, Pesten, Sulten og Døden.
Det er ikke bare gamle koners talemåde, at det forholdt sig sådan. Det har
også en solid økonomisk forklaring. Sikkerhed koster, selv om den kun er relativ.
De mange forskellige slags dyr og planter, som det selvforsynende landbrug
drev på med, gav kun et lille udbytte. Det hele kunne ikke blive passet lige
godt og med lige stor kyndighed. Udvælgelsen af dyr til avl og plantevarieteter
til udsæd satsede i højere grad på robusthed og modstandsdygtighed over for
livets og klimaets tilskikkelser end på stort udbytte og hurtig tilvækst. Det
viste sig meget bastant: Kornsorter, der kun gav 3-5 fold selv i gode år. Husdyr
med meget lille tilvækst sammenlignet med moderne racer. Det danske nationaldyr,
svinet, er et godt eksempel. Før moderniseringen var en gris tre år om
at nå slagtevægten – dengang på omkring 70 kg. I det 21. århundrede ligger
opvæksten til slagtevægten på 90-100 kg på fem måneder. Foderforbruget for
at få et kg flæsk blev derved reduceret til en brøkdel af, hvad det var engang,
men den sammenligning er ikke uden videre holdbar, for det førmoderne svin
var ingen kostforagter. Det levede i høj grad af, hvad det selv kunne finde
rundt omkring, mens dens moderne efterkommer ernærer sig ved en omhyggeligt
beregnet og udmålt forplejning, som bliver serveret til nøje afpassede
tidspunkter. Men selv om moderne svinefoder er dyrt sammenlignet med,
hvad gammeldags svin kunne nøjes med, bliver resultatet alligevel, at prisen
på kød – af hvilken art, man end kan komme i tanke om – er dramatisk lavere
end i traditionelle økonomier. Moderne mennesker – hvad enten det er danskere
eller kinesere – har derfor et kødforbrug, der er meget større, end det
nogensinde før har været. Ressourcebelastningen bliver derefter.
Det siger sig selv, at overskuddet i det traditionelle landbrug er meget, meget
mindre, end det er i det moderne – uanset klimatiske og geografiske omstændigheder.
Deltagelsen i markedsøkonomien er – det ligger ligefrem i betegnelsen
– meget mindre i det selvforsynende landbrug. Der er kun få penge til
rådighed, og derfor er forbrugsmulighederne såvel individuelt som kollektivt
væsentligt mindre i det traditionelle landbrug end i det moderne. Det betyder
selvfølgelig en hel del i den daglige husholdning, men det er ikke det, der får
bog 8 maden 507

den største betydning. Det gør derimod de indskrænkede forbrugsmuligheder
i samfundshusholdningen. Det er værre, at der heller ikke er overskud til
investeringer.
Det viser sig i infrastrukturen. Der er kun meget begrænsede muligheder
for eksempel for udbygning af transportsystemerne. Vejene bliver få, og der
er kun råd til den nødtørftigste vedligeholdelse. Der er ingen brug for nogen
særligt udbygget finansiel sektor, for der er meget få, der har noget særligt
overskud og færre, der er særligt kreditværdige. Behovet for investeringer
er selvfølgelig også minimalt. Der er ikke særligt store værdier at forsikre,
men det gør ikke så meget, for der er alligevel kun ganske få, der har råd til
at tegne forsikringer. Forsørgelsen af børn, syge og gamle tager familierne sig
af – eller også er der ingen, der tager sig af det, med de konsekvenser, der så
ikke er til at undgå.
Den beskedent udbyggede infrastruktur får direkte indflydelse på landbruget.
I gode år, hvor høsten bliver stor, og hvor det hele lykkes, kan overskuddet
ikke transporteres væk. Der har heller ikke været råd til særligt udbygget
opbevaringskapacitet, Hvis udbyttet har været så stort, at det ikke har kunnet
bruges på stedet og med det samme, går det til – rådner op. Omvendt i dårlige
høstår. Hvis vejret er for koldt eller for varmt, for vådt eller for tørt, går det
ud over høstudbyttet. Der opstår knaphed på mad. Selv hvis kalamiteterne
har været relativt lokale, går det galt, for der er ikke muligheder for at transportere
bulkvarer, som basisfødevarer er, over ret lange afstande, når vejene
er dårlige og vognene små og primitive.
Derfor kan man i alle traditionelle landbrugssamfund se kummerformer.
En kummerform er et menneske, et dyr eller en plante, der er vokset op under
kummerlige livsbetingelser. Menneskelige kummerformer er lette at kende.
Det er små og lavtvoksede folk, fordi de har været fejl- eller underernærede i
kortere eller længere perioder af deres liv.
En af årsagerne til fejlernæring kan være mangel på de fedtopløselige vitaminer
A, D og E. De forekommer i friske grøntsager og dyre madvarer som
æg, mælkeprodukter, vegetabilsk fedtstof og kød – navnlig indvolde som for
eksempel lever. Fattigmandskost mangler ofte netop den slags fødevarer, og
konsekvenserne er betydelige. A-vitaminmangel kan få alvorlige følger. WHO
regner med, at mellem en kvart og en halv million børn hvert år bliver blinde
netop af den grund. Derudover medfører det en svækkelse af immunforsvaret,
som bevirker, at infektionssygdomme som mæslinger og forskellige luftvejslidelser
fører til langt flere dødsfald end hos velernærede. D-vitaminmangel
bidrager til lav vækst og mangelfuld udvikling af knoglerne. Kummerformer
er ikke så sjældent hjulbenede og spidsbrystede (’kyllingebryst’) med uregelmæssigt
formede kranier. Skelettet bliver misdannet med bækkenforsnævring
og ribbensfortykkelser på grund af rakitis. Rakitis, der skyldes mangel på D-
508
vældige ting

vitamin under opvæksten, blev i gamle dage kaldt ‘engelsk syge’, fordi det først
blev bemærket som en unormalitet i slumkvarterer i den tidlige industrialiserings
engelske storbyer. Folk på ensidig plantekost – i vore dage veganere
og fattige mennesker i ulandene – får undertiden for lidt fedtstof i kosten. De
kommer til at mangle D-vitamin og kan derfor ikke optage tilstrækkeligt med
calcium og fosfor til en normal knogledannelse.
I gamle dage var konger og adelige, der fik god og rigelig mad under hele
opvæksten, ‘fra skuldrene og opefter højere end folk omkring dem’. Det blev
tilskrevet deres afstamning – de var af adelig byrd! Og adelige er som bekendt
mere ædle end almindelige dødelige. Man mente også indtil 1940’erne,
at ‘racer’ som for eksempel kinesere, japanere og andes-indianere var arveligt
disponeret for at blive mindre end hvide, men sådan hænger det ikke sammen.
Det blev først konstateret hos anden- og tredjegenerations japanske og
kinesiske immigranter i Californien. De blev lige så høje som alle mulige andre
mennesker. Der skal statistiske undersøgelser til at afgøre, hvad der skyldes
arv, og hvad der skyldes livets tilskikkelser. Indsamling og udnyttelse af pålidelige
statistiske oplysninger forudsætter – ligesom udvikling af moderne
naturvidenskab – økonomisk overskud, politisk stabilitet, ordnede og derfor
nødvendigvis komplicerede samfundsforhold. Statistiske undersøgelser af biologiske
forhold optræder først for alvor i vestlige naturvidenskaber i anden
halvdel af det 20. århundrede, og resultaterne betragtes skiftevis med overordentlig
stor folkelig skepsis og overvældende naiv tillid, der oven i købet
ikke så sjældent bliver udnyttet kommercielt.
Zimbabweanske skolebørn står i kø for at få uddelt en kop ”ernæringsdrik”. Flere af dem har de
krogede ben, der afslører de indledende stadier af rakitis. (Foto, 2002, © Gideon Mendel, Corbis).

Enola eller
The times they are a-Changin’
I 1994 var Larry M. Proctor og hans kone Enola på vinterferie i Mexico. Her
købte de en pose ganske almindelige tørre bønner af den slags, som man lægger
i blød og koger. Posen med bønner tog de med hjem til nr. 269 på State
Highway 348 i Delta, Montrose County, Colorado, USA, men da Enola skulle
til at lave chili con carne af de mexicanske bønner, lagde hun mærke til farven
på bønnerne. Den var som farverne på den slags bønner er – blandet. Nogle af
bønnerne var brune, andre var sorte eller blakkede, og nogle få stykker var
gule. De gule bønner samlede hun fra, og dem såede de.
Bønnerne spirede, og de planter, der kom ud af det, blev ret forskellige.
Nogle af planterne havde store blade, og nogle havde små blade. Da der ikke
var andre bønneplanter i nærheden, bestøvede de sig selv. På nogle af planterne
hang de bælge, der kom ud af det, ikke ordentligt fast, eller også åbnede
de sig, så bønnerne faldet ud. Larry lugede de planter, der enten havde store
blade, eller som havde tilbøjelighed til at tabe bælgene, eller hvis bælge åbnede
sig, væk. Bønnerne fra de planter, der blev tilbage, sorterede han. De gule
samlede han fra, og dem lagde han for sig selv. De andre røg i chili con carne.
I 1995 såede Larry de gule bønner, og igen blev planterne forskellige, men
ikke lige så forskellige som i ’94. Igen bestøvede de sig selv, og igen sorterede
han planterne – lugede dem op, der tabte bælgene eller bønnerne og dem med
få bønner i bælgene. Kun de gule bønner fra de planter, der gav stort udbytte,
samlede han fra, og dem lagde han i en bunke for sig selv – de andre kogte
Enola.
I 1996 gentog hele proceduren sig, men nu var der langt færre til chilien.
Igen samlede han de ensartede gule bønner fra de bedste planter sammen, og
disse bønner døbte han ’Enola’ efter sin kone. Han fik firmaet Rockey, Milnamow
& Katz, Ltd. til at hjælpe sig med at beskrive bønnerne i en patentansøgning,
der den 15. november 1996 blev afleveret som ansøgning nr. 749449
510
vældige ting

Sække med mexicanske bønner på en markedsplads i San Cristobal de las Casas i Chiapas-
provinsen i Mexico. (Foto, Gina Martin, National Geographic).

til United States Patent and Trademark Office (USTPO), en organisation under
USA’s handelsministerium. Den har siden 1790 søgt at sikre intellektuel
ejendomsret og kæmpet mod identitetstyveri ved at beskytte patenter, varemærker
og copyright. I USTPO undersøgte Douglas W. Robinson assisteret af
Melissa L. Kimball ansøgningen, som den 13. april 1999 blev godkendt som
United States Patent 5.894.079.
Samtidig blev ‘Enola’ optaget i ATCC (American Type Culture Collection)
som nummer 209549. ATCC blev oprettet i 1925 som et fællesforetagende mellem
nogle universiteter for at kunne hjælpe forskere med biologisk materiale
af alle mulige slags. Da den bioteknologiske forskning eksploderede i løbet af
1990’erne, blev det en vældig forretning, selv om ATCC er et nonprofitforetagende.
Det betyder, at man til videnskabelig brug let og hurtigt – hvis man
underkaster sig de betingelser, der gælder i dette register og for dette specifikke
produkt – for 142 dollar kan skaffe sig en prøve bestående af 25 frø af
‘Enola’. I Europa samarbejder ATCC med LGC (Laboratory of the Government
Chemist), en oprindeligt britisk videnskabelig institution, som i 1996 blev lavet
om til et privat firma, der samarbejder med en masse offentlige og private
europæiske virksomheder om at kontrollere, standardisere og levere biologiske
produkter af enhver art lige fra bønnefrø til gærsorter og alle mulige bakterier.
LGC står også til rådighed med alle slags kemiske, biokemiske og retsmedicinske
analyser og undersøgelser.
Det var derfor med solid baggrund, Larry M. Proctor gav sig til at håndhæve
sit patent ved blandt andet at stævne 16 forskellige mindre firmaer, der havde
solgt eller dyrket gule bønner. Desuden forlangte han en afgift på seks cent
pr. pound gule bønner, der blev importeret fra Mexico, hvor hans krav vakte
en del bestyrtelse. 22.000 landmænd i det nordlige Mexico havde dyrket den
slags bønner i flere år, og de blev hårdt ramt, fordi deres eksport til USA faldt
med 90 pct., og de forsøgte at få omstødt patentet.
Det lykkedes ikke, selv om INIFAP – det mexicanske nationale institut for
land- og skovbrug samt husdyrhold – kunne påvise, at ‘Enola’ genetisk var
identisk med den mexicanske Azufrado-bønne.
Historien om ‘Enola’ er blevet berømt, fordi den så tydeligt illustrerer det
problematiske ved en tendens i moderne landbrug, der har udviklet sig siden
1980. Det år godkendte USA’s Højesteret, at det var i orden at udtage patent
på en genmodificeret bakterie, Pseudomonas bacterium, der var i stand til at
nedbryde råolie. Dommen faldt sammen med en enorm udvikling i molekylærbiologien.
Ved at anerkende privat ejendomsret til levende organismer åbnede
Højesteret en helt uoverskuelig proces, der endnu langtfra er afsluttet.
Indtil 1970’erne blev nytteplanter og husdyr betragtet som selvfølgeligt
fællesgods for alle og enhver. Den uhindrede udbredelse af de ‘amerikanske
afgrøder’ som majs, kartofler, tomater, bønner, chili, chokolade og kassava har
512
vældige ting

siden 1492 været afgørende for menneskehedens ernæring. Med nogle ganske
få undtagelser som for eksempel kinesernes forsøg på at forhindre, at silkeorme
slap ud fra Riget i Midten, eller hollændernes monopolisering af muskat
har der været en fri og åben udveksling ikke alene af dyr og planter, men også
af dyrkningsmetoder og redskaber. En tilsvarende indstilling har siden renæssancen
været den almindelige ved behandlingen af videnskabelige opdagelser
og nye erkendelser. Grundprincippet var gensidighed uanset landegrænser og
politiske og økonomiske forskelligheder. Det er dette grundprincip, der er under
hastig nedbrydning, uden at nogen i og for sig har villet det, og uden at
nogen er i stand til at overskue konsekvenserne.
Drivkraften i processen er amerikansk. Den udgør en vigtig del af ‘the american
way of life’ eller – om man vil – af amerikansk økonomisk og kulturel
imperialisme. Amerikansk jura og patentlovgivning har spillet en betydelig
rolle i denne udvikling. Det ældste af den slags patenter, der blev anerkendt i
USA, er fra 1912 og drejer sig om renfremstilling af adrenalin. Begrundelsen
for at tildele patentet var, at stoffet adrenalin ikke forekommer i ren form i
naturen. Det kunne dermed siges at være en nyhed, der ikke var indlysende
for sagkyndige, og resultatet af processen havde en klar nytteværdi og dermed
en økonomisk betydning. Det er disse kriterier, der siden blev udstrakt
til også at gælde for gener og gensekvenser. Gener er naturligt forekommende
biologisk materiale, men de lader sig efter amerikansk opfattelse patentere,
fordi det med molekylærbiologiske metoder er blevet muligt at beskrive deres
forekomst eksakt. Grundlaget for at gøre det er, at det siden 1930’erne har
været muligt at patentere levende planter i form af særlige sorter, der er fremkommet
ved ukønnet formering af for eksempel blomster og kartofler. Det er
en udvikling, der siden 1980 har taget et voldsomt omfang. Det år blev der
udtaget 16 patenter for gensekvenser. I 1990 var antallet mere end 6.000, og
i år 2000 var det kommet op på mere end 355.000.
Ved siden af den egentlige patentering eksisterer der en international konvention
for beskyttelse af nye varieteter af planter (UPOV), som udsteder
PVP- (Plant Variety Protection) certifikater for dyrkede planteformer, der
er tydeligt afgrænsede, ensartede og stabile, og som ikke i det væsentlige er
fremdrevet af allerede eksisterende former. PVP-certifikater giver ikke samme
rettigheder som patenter. Brugerne har for eksempel ret til selv at høste frø til
eget forbrug, men ikke til salg, og andre planteforædlere har lov til at benytte
den beskyttede art i deres forædlingsarbejde. Denne ret har spillet en stor rolle
i den fremstilig af F1- hybrider af majs, som vores helt Henry A. Wallace med
så stort økonomisk udbytte gav sig af med.
Betingelsen for at gøre krav gældende uden for den stat, der har udstedt
patentet eller PVP-certifikatet, er, at det pågældende land har en lovgivning
om beskyttelse af intellektuelle rettigheder. Det har de fleste industrialisere
bog 8 maden 513

stater, men kun få udviklingslande. Multinationale selskaber og deres regeringer
lægger derfor betydeligt pres på udviklingslandene for at få dem til
at gennemføre og håndhæve Trade-Related Aspects of Intellectual Property
Right (TRIPS) – noget, som siden 1995 har været en del af WTO-aftalerne. I
forskellige traktater – senest International Treaty on Plant Genetic Resources
for Food and Agriculture (ITPGRFA), der i 2001 blev underskrevet af 140 stater,
men som endnu ikke er trådt i kraft – har blandt andet FN-systemet gennem
FAO forsøgt at få kompensationsordninger i stand, så udviklingslandene
kan få en andel i fortjenesten, når deres landbrugsprodukter anvendes som
basis for fremstilling af patenterede eller varietetsbeskyttede produkter. Man
kan sige, at det er et kompromis: Som kompensation for afskaffelsen af den
åbne og uhindrede adgang til menneskehedens fælles ressourcer får ulandene
– måske – en økonomisk kompensation.
Der er ingen grund til at tro, at det – selv hvis det lykkes – skulle kunne
udvikle sig til noget godt bytte for ulandene. Forholdet mellem ulande (syd)
og ilande (nord) er skævt. Den genetiske diversitet er ulige fordelt på jordkloden.Langt
den største del findes i tropiske og subtropiske områder, og de er
næsten over en kam ulande, mens omvendt langt den største del af biologisk
knowhow og teknologi findes i de tempererede zoner.
Næsten alle landbrugsafgrøder stammer fra de steder, hvor landbrugskulturen
opstod i forhistorisk tid, det vil sige mellem 30 grader nordlig og 30 grader
sydlig bredde: Fra Sydvestasien (Mellemøsten og dele af Indien), fra Sydøstasien,
fra det nordøstlige Afrika og Etiopien og fra Mellemamerika og Andesområdet
i Sydamerika. Det er i disse områder, der er de største muligheder
for at finde kulturplanternes vilde stamformer og dermed genetisk materiale
til udvikling af nye varieteter.
80 pct. af alle ’nordens’ plantebaserede medikamenter stammer fra ’syden’,
og mellem en fjerde- og en tredjedel af den medicin, der bruges i den rige verden,
er stadig plantebaseret. Morfin og dets derivater samt kinin er oplagte
eksempler.
Det er klart, at alle dele af verden har deltaget i den frie og åbne udveksling
af afgrøder og dyrkningsmetoder, som var gældende forud for 1970’erne og
1980’erne, men hvis man ser på, hvor de nutidige landbrugscentre har hentet
deres genmateriale, er tendensen tydelig.
Det samme – bare omvendt – er endnu tydeligere, hvis man ser på, hvor
de ti største medicinalfirmaer stammer fra – nemlig USA, Storbritannien,
Schweiz, Sverige, Frankrig og Tyskland. Tilsvarende med de 10 største frøfirmaer.
De stammer fra USA, Schweiz, Storbritannien, Frankrig, Mexico, Japan
og Tyskland. Ud over klassisk planteforædling er det også blandt dem, man
finder de virksomheder, der udvikler transgene (‘genmanipulerede’) varieteter.
Det er en hastigt voksende sektor, der i USA navnlig har haft succes med
514
vældige ting

sojabønner (81 pct. af arealet tilsået med genmanipulerede frø), bomuld (73
pct. af arealet tilsået med genmanipulerede frø) og majs (40 pct. af arealet tilsået
med genmanipulerede frø).
Det er de store kemikoncerner, som har haft finansielle muligheder for at
opkøbe og udvikle de små bioteknologiske virksomheder, der som oftest er
startet fra bar bund med en enkelt god ide. Samtidig er det dem, der har den
merkantile kapacitet til at markedsføre resultaterne både nationalt og internationalt,
og det er også de store koncerner, der har juridisk kapacitet til at
sikre deres ophavsmæssige rettigheder. Resultatet af disse tendenser er blevet,
at der kun er fem store koncerner (Monsanto, DuPont/Pioneer, Aventis,
Syngenta og Dow), der står for en fjerdedel af salget af al såsæd, som udvikler
Majsavler Fred Grieder i Carlock, Illinois, holder en håndfuld genmodificerede majsfrø fra firmaet
Monsanto frem. Majsene er farvet røde for at angive, at de er imprægneret og klargjort til såning.
Indfarvningen letter dog også arbejdet for de privatdetektiver, Monsanto har hyret til at finde og slå
ned på bønder, der avler Monsanto-majs uden den fornødne licens. (Foto, 30. april 2008, © Ørjan F.
Ellingvåg/Dagens Næringsliv/Corbis News).

genetisk manipulerede varieteter, og som samtidig producerer herbicider og
insektgifte. Monsanto og Pioneer-HiBred (Henry A. Wallaces gamle firma) står
alene for henholdsvis 15 og 39 pct. af al majs-såsæd i USA og 24 henholdsvis
17 pct. af udsæden af sojabønner. 61 pct. af bomuldsarealet i USA er tilplantet
med et lille antal tæt beslægtede varieteter. Det vil være yderst betænkeligt,
hvis disse forhold udbredes til de steder, hvor afgrøderne stammer fra, og hvor
der stadig findes en betydelig varieret genpulje.
Patentering, kommercialisering og monopolisering af gensekvenser har i
realiteten ført til, at forskning i og udvikling af landbrugsafgrøder og dyrkningsprocesser
er gået fra at være et offentligt og åbent anliggende til at være
en privat, lukket og hemmelighedsfuld affære. Det har skabt en betydelig
usikkerhed over for fødevarer i den industrialiserede verden, fordi det ikke
længere er muligt at gennemskue, hvad det er for mad, man bliver præsenteret
for på markedet. I ulandene, hvor landbruget spiller en forholdsmæssigt langt
større rolle i samfundet end i ilandene, har konsekvenserne på godt og ondt
været endnu mere omfattende.
Her skal indskydes et suk:
516
Jeg er ikke i tvivl om, at karaktergivning og bedømmelser i kategorier som
godt og skidt (eller ligefrem ondt) er indskrænkende og derfor skadeligt for
den historiske erkendelse. Det slører udsigten til de historiske fænomener at
forholde sig ureflekteret æstetisk eller moralsk vurderende til dem, hvad enten
talen er om nazistiske koncentrationslejre, anvendelsen af atombomber
med levende mål eller om noget så prosaisk og hverdagsagtigt som moderne
landbrug og dets konsekvenser. Alligevel kan jeg ikke lade være, og det ærgrer
og bek ymrer mig.
vældige ting

Et eksperiment
Den 14. januar 2000 indeholdt det højt ansete naturvidenskabelige tidsskrift
Science en artikel: Engineering the Provitamin A (Beta-Carotene) Biosynthetic
Pathway into (Carotenoid-Free) Rice Endosperm. Som forfattere var opført Xudong
Ye, Salim Al-Babili, Andreas Kloti, Jing Zhang, Paola Lucca, Peter Beyer
og Ingo Potrykus. Som adresse på forfatterne var angivet Institute for Plant
Sciences, Swiss Federal Institute of Technology, CH-8092 Zurich, Switzerland
og University of Freiburg, Center for Applied Biosciences, D-79104 Freiburg,
Germany.
Når man læser forfatterlisten, virker rækkefølgen tilfældig – den er i al fald
ikke alfabetisk, som man måske kunne forvente. Den er heller ikke tilfældig,
men derimod omvendt hierarkisk: Den skal læses bagfra – den fineste står til
sidst, så kommer den næstfineste, mens resten er navnene på dem, der fulgte
og bar. Det er yngre forskere, som på denne måde får lagt en solid grundsten
i fundamentet til en videnskabelig karriere, for det at have fået sit navn med
på en artikel i et så prestigefuldt ‘internationalt’ (dvs. amerikansk) tidsskrift
som Science er mere værd end guld.
Adresserne på de institutter, hvor forskningen er udført, er oversat til
engelsk/amerikansk, for det er den moderne videnskabs internationale fællessprog,
som latin var det indtil midten af det 20. århundrede. Her skal rækkefølgen
læses forfra: Det vigtigste sted er angivet først. Oversat til de indfødtes
betegnelser drejer det sig om Institut für Pflanzenwissenschaften, ETH
Zürich (Eidgenössische Technische Hochschule Zürich) i Schweiz og Zentrum
für Angewandte Biowissenschaften, Albert-Ludwigs-Universität, Freiburg im
Breisgau i Tyskland.
Oversat til dansk lyder artiklens titel nogenlunde således: Tilvejebringelsen
af en biosyntetisk vej for provitamin A (betakaroten) ind i (den karotenoidfrie)
ris-frøhvide. Det, artiklen redegør for, er, hvorledes det har kunnet lade sig
gøre ad biokemisk vej at skaffe betakaroten ind i den hvide del af riskornet,
hvor der ellers ikke forekommer noget karotenoid.
bog 8 maden 517

Den plante, det drejer sig om, er ris (Oryza sativa L.). Navnet er toleddet.
Oryza er ‘efternavnet’. Det omfatter en slægt af græsser, der er hjemmehørende
i den tropiske og subtropiske del af Sydøstasien. ‘Sativa’ er artsnavnet,
det betyder ‘dyrket’ i modsætning til ‘vildtvoksende’. L. efter navnet viser,
at det er givet planten af den svenske naturforsker Carl von Linné, der i 1735
grundlagde den videnskabelige systematik (binomialnomenklaturen), som
stadig anvendes til at holde rede på planter og dyr. Den er stadig på latin som
et minde om gamle dage før 1950-60’erne.
Karotenoiderne er organiske pigmenter, hvis farver kan falde ud som lyst
gule over skinnende orange til dybt røde. Karoten, der har givet navn til denne
gruppe af stoffer, er det pigment, der giver gulerødder deres farve. Karotenoiderne
forekommer naturligt i planter og i nogle arter af alger og bakterier,
hvor de har mange forskellige vigtige fysiologiske funktioner, blandt andet
er de centrale i fotosyntesen (den proces, der sætter planterne i stand til at
opbygge organisk stof og producere ilt ved hjælp af lysenergi og kuldioxid).
Hvirveldyr som for eksempel mennesker er ikke i stand til selv at danne
karotenoider, som er basis for dannelsen af A-vitamin. De skal tilføres gennem
kosten, for eksempel ved at spise grøntsager med stærke farver som gulerødder,
spinat, salat, tomater og broccoli. Stoffet er, som berettet i fortællingen
Min bondegård, livsvigtigt. Kan man få betakarotenet ind i risen, vil det – i
hvert fald teoretisk – være muligt at afhjælpe den fatale A-vitaminmangel i
udviklingslandene.
I risplanten forekommer karotenoiderne i bladene. Den bedrift, artiklen
beskriver, går ud på at vise, hvordan det er muligt at føre en karotenoid-dannende
gensekvens fra påskeliljen (Narcissus pseudonarcissus) ind i den del af
riskornet, frøhviden, som mennesker spiser. For at få en succesfuld produktion
af karoteinoid i frøhviden indførtes også gener fra en jordbakterie (Erwinia
uredovora), der fungerede som katalysator for en række trin i syntesevejen for
dannelsen af karotenoiderne. Det karotenoid, lycopen, hvis gensekvens blev
overført fra påskeliljen, er det klart røde pigment, som findes i for eksempel
tomater, og derfor skulle man tro, at risen ville være blevet rød, men den blev
gul. Senere undersøgelser har vist, at ændringen fra den røde lycopen til den
gule beta-karoten skyldes enzymatiske processer i selve riskornets frøhvide.
Når Potrykus og Beyer, der ledede forskerholdet, netop valgte risplanten,
da de startede på deres projekt i 1992, var det, fordi ris er den af de tre hovedkornarter,
der har det simplest opbyggede genom. Risen har 430 millioner
nucleotider, der er ansvarlige for forekomsten af de ca. 120.000 varieteter af
ris, som IRRI (International Rice Research Institute) har registreret. Det lyder
af mange, men majs har 2.500.000.000 og hvede 6.000.000.000 nucleotider,
så risen er et godt sted at begynde, når man vil prøve at fremstille en genmanipuleret
risfrøhvide som den, der omtales i vores artikel i Science.
518
vældige ting

Aresas direktør Simon Østergaard (tv.) og chefforsker Carsten Meyer holder deres gåsemad frem for
fotografen i 2004. Red Detect lød næsten for godt til at være sandt, og den viste sig desværre heller
ikke at fungere i virkelighedens verden. Dette i forbindelse med faldende priser på minerydning
med maskiner lukkede i 2008 reelt det lille, danske biotekfirma. (Foto, Jens Dresling, Polfoto).
Undersøgelsen af ris-genomet var blevet indledt i 1980’erne med deltagelse
af kinesiske, japanske og amerikanske grupper, men i oktober 1991 satte det
japanske landbrugsministerium sig på projektet. Grunden var den indlysende,
at ris er japanernes basisfødevare, og udviklingen af ris betragtes derfor som
et vitalt nationalt anliggende for japanerne. De indlemmede RGP (The Rice
Genome Research Program) som en integreret del af den japanske regerings
genomresearchprojekt og anlagde et velbemandet institut i Tsukuba ca. 50 km
nordøst for Tokyo.
Da japanerne bidrog med mange penge til projektet, blev overtagelsen uformelt
godkendt i 1997 på et møde i Singapore sponsoreret af Rockefeller Foundation.
I mødet deltog eksperter fra Japan, Kina, EU, USA og Sydkorea, og
deltagerne blev enige om målet – en fuldstændig kortlægning af ris-genomet
– og om metoderne, nemlig de samme som dem, der anvendtes til kortlægningen
af de andre genetiske modelorganismers genomer (dvs. menneskets, musens,
bananfluens og Almindelig Gåsemads (Arabidopsis thaliana L.) genomer).
Som et kuriosum, der godt kan få lov at smutte med, skal det lige nævnes, at
et dansk firma, Aresa biodetection, har taget patent på en genmodificeret udgave
af Almindelig Gåsemad. Den er blevet døbt ’Red Detect’, og det specielle
og bemærkelsesværdige ved den er, at den er i stand til at påvise tilstedeværelsen
af nedgravede landminer.
bog 8 maden 519

I februar 1998 blev der dannet et internationalt konsortium, The International
Rice Genome Sequencing Project (IRGSP) med det formål at få kortlagt
hele ris-genomet, og de forskellige lande påtog sig hver sin del af opgaven. Men
inden opgaven var løst, gjorde vores artikel det klart, hvilke enorme muligheder
der lå lige for hånden, eftersom Ingo Potrykus og Peter Beyer med et i
denne sammenhæng utroligt lille budget på 2,6 mio. dollar kunne fremlægge
opskriften på de ‘gyldne ris’. Pengene havde de skrabet sammen gennem bidrag
fra ETH Zürich, Rockefeller Foundation, EU’s biotech-program og den
schweiziske nationalfond.
Potrykus og Beyer er idealister, der ikke ville tage patent på deres opdagelse
– de stillede den kvit og frit til rådighed for Det Internationale Risforskningsinstitut
(IRRI). Det var ikke så ligetil, som det lyder, for under deres arbejde
med projektet havde de benyttet sig af 70 forskellige procedurer, som på
forskellige måder var ophavsretsligt klausulerede, og som tilhørte 32 forskellige
firmaer og universiteter. Opdagelsen skulle udløse en større eller mindre
afgift til rettighedshaverne, hvis produktet indbragte penge. Den almennyttig
institution IRRI kunne kun få glæde af de to forskeres gave, hvis det kunne
lykkes at få rettighedshaverne til også at afstå fra deres krav. Ingo Potrykus,
der var blevet pensioneret fra ETH Zürich i 1999, brugte sin pensionisttilværelse
til at løse denne opgave.
Det gennembrud, som den gyldne ris udgjorde, tvang de store multinationale
kemi- og frøkoncerner ud af busken af skræk for at blive overhalet. Risen
er ikke kun genetisk interessant – der er også rigtig mange penge i den. Planten
leverer basisnæringsmidlet til mere end halvdelen af menneskeheden. Ca. 30
pct. af verdens samlede kornproduktion kommer fra ris. På grund af Den Grønne
Revolution er den producerede mængde af ris fordoblet siden 1970’erne, og
da den del af verdens befolkning, der er risspisere, stadig vokser, regner man
med, at ca. 4,6 milliarder mennesker i 2025 helst skal kunne forsynes med ris.
Bare en lille brøkdel af de ukrudtsmidler, insektgifte og kunstgødning, der
skal anvendes til en så kolossal produktion, vil være en guldgrube for producenter
af kemikalier og udsæd.
Allerede i april 2000 – tre måneder efter artiklen om de gyldne ris i Science
– bekendtgjorde den store amerikanske kemi- og frøkoncern Monsanto, at den
havde engageret Laroy Hood’s laboratorium ved University of Washington i
Seattle til at foretage deres egen undersøgelse af ris-genomet parallelt med
IRGSP’s. Derved havde de tilvejebragt en kortlægning i store træk af genomet,
tilstrækkelig til, at den kunne varetage firmaets økonomiske interesser.
Monsanto tilbød andre forskere adgang til deres kortlægning under forudsætning
af, at Monsanto fik mulighed for at få en licens på det, der kom ud af
forskningen. Det føltes som en trussel for IRGSP-forskerne, fordi de – formentlig
med rette – var bange for, at deres bevillinger til en fuldstændig kortlæg-
520
vældige ting

I IRRI’s gen-bank på Filippinerne opbevares verdens 120.000 kendte varianter af ris, heriblandt
sorter, der ikke længere dyrkes. Man sørger for at genplante de eksisterende sorter hvert femte år
for at sikre, at mangfoldigheden regenereres. (Foto, 2005, © Dung Vo Trung/Corbis News).
ning af genomet ville bortfalde, hvis man til praktisk brug kunne nøjes med
Monsantos mere overfladiske.
Det bragte verdens største agrokemiske koncern, den schweizisk-baserede
Syngenta, på banen. Syngenta overhalede Monsanto indenom ved i januar
2001 at bekendtgøre, at den i samarbejde med Myria Genetics i Salt Lake City
havde fremstillet en fuldstændig skitse af japonica-variantens genom.
Som svar på Monsantos og Syngentas bekendtgørelser besluttede IRGSP
allerede i februar 2001 at omlægge deres program for at udnytte de to private
koncerners resultater til en fuldstændig kortlægning af japonica-variantens
genom, men igen blev de om ikke overhalet så omgået – denne gang af kineserne.
I oktober 2001 bekendtgjorde det kinesiske Beijing Genomics Institute
(BGI), at de havde fremstillet en oversigt over indica-variantens genom med de
samme metoder, som Syngenta og Myria Genetics havde anvendt til oversigtskortlægningen
af japonica-varianten. De to typer af ris, som kineserne havde
anvendt i deres undersøgelser, var afledt af en højproduktiv ‘super-hybrid’,
som er meget dyrket i Kina. Indica-varianten er den traditionelle sumpris, som
er den mest dyrkede over hele verden, men selv om kineserne gav adgang til
deres sekvenser på en offentligt tilgængelig database, var deres resultater
bog 8 maden 521

ikke af særlig betydning hverken for IRGSP-forskerne eller for Syngenta eller
Monsanto, fordi deres data stammede fra japonica-varianten.
Den 18. december 2002 kunne de stolte IRGSP-forskere ved en ceremoni i
Tokyo bekendtgøre, at det var lykkedes at kortlægge 99,99 pct. af japonicarisens
genom. For denne indsats modtog de samme dag lykønskninger fra såvel
den amerikanske som den franske præsident og den japanske premierminister.
Hyldesten var velfortjent, for en måned i forvejen havde en gruppe kinesiske
og japanske forskere, der havde gennemført en fuldstændig kortlægning
af risens kromosom 1 kunnet påvise, at Syngentas oversigtskortlægning kun
havde fastlagt 4.467 af kromosomets 6.756 gener, og for halvdelen af de gener,
oversigtskortlægningen havde fået fat i, var der anført ufuldstændige
kodesekvenser. Der er derfor ingen vej uden om en fuldstændig kortlægning
af hele genomet.
Imens alt det stod på, levede Potrykus’ og Beyers ‘gyldne ris’ sit eget liv.
Hvis de to forskere havde regnet med, at deres opdagelse ville blive modtaget
med begejstring, blev de skuffede. Den gyldne ris var ganske vist den første
genmodificerede plante, der indiskutabelt var til nytte for forbrugerne. De
øvrige genmodificerede og patenterede organismer havde alle sammen haft
til formål at give større fortjeneste til landmændene og derigennem til frøfirmaerne
for eksempel ved at øge udbyttet pr. arealenhed eller spare penge
på kemikalier til bekæmpelse af ukrudt eller insekter, mens forbrugerne blev
gjort til ufrivillige forsøgskaniner, og landbrugsjorden, grundvandet og hele
den omgivende natur blev udsat for påvirkninger, ingen kunne overskue, og
ingen ville tage noget ansvar for.
Alene af den grund blev hele bioteknologien betragtet med dyb skepsis.
Det var ikke blevet bedre af, at de store kemikoncerner, der havde udviklet
og patenteret de genmodificerede planter, hårdhændet forfulgte enhver, som
prøvede at omgå deres patenter for eksempel ved at benytte hjemmeavlet såsæd.
Den gyldne ris blev ramt hårdt af at optræde i så dårligt et selskab.
Da første generation af planten blev præsenteret, blev ophavsmændene
mødt med latterliggørelse: For at afhjælpe A -vitaminmangel skulle man spise
1,52 kg gylden ris pr. dag. Velbekomme! Ha, ha, ha. I 2005 præsenterede et
forskerhold fra Syngenta en videreudviklet type, som de kaldte ’Gylden ris 2’.
Dens indhold af beta-karoten var 23 gange højere end den oprindelige models,
og af den behøvede man kun at spise 72 gram for at få dækket A-vitaminbehovet.
Syngenta tilbød, at landmænd, der producerede for mindre end 10.000
dollar ris om året, kunne slippe for at betale licensafgifter, hvis de dyrkede
risen – når den engang blev markedsført.
Hvis der skulle være nogen, der troede, at det ville hjælpe på stemningen,
tog de fuldstændig fejl. Modstanden blev ikke mindre, den skiftede bare argumenter.
Nu forklarede for eksempel Greenpeace, at man ikke kunne vide, om
522
vældige ting

Foto dateret den 1. november 2008 af moden, gylden ris, dyrket af IRRI på Filippinerne. I januar
2009 udtalte en forskergruppe på stedet, at de er klar til at øge verdens risproduktion med 50 pct.
og samtidig mindske forbruget af vand og gødning i forhold til i dag – hvis de altså kan ’få lov til’ at
pille ved plantens molekyler, så den bliver bedre til at udnytte solens energi. Om de fagre fremtidsperspektiver
så blot bliver et nyt teknisk fix for den store agro-business eller til reel gavn for
verdens fattigste, vides ikke i skrivende stund. Fortsættelse følger, sommansir …
(Foto, Romeo Gacad/AFP).

den beta-karoten, der forekom i den genmanipulerede ris, var af en art, der
var optagelig, nemlig som pro-A-vitamin. Det var desuden risikabelt at udså
den genmanipulerede ris, for man kunne ikke vide, om den ville krydse med
andre vilde eller dyrkede former af risplanter, og det var helt uoverskueligt,
hvad der ville ske ved det. Endelig var der strengt taget slet ikke behov for ris
til at afhjælpe A-vitaminmangel. Det ville hjælpe de fattige mere, hvis de spiste
upoleret ris, for der var visse former for ris, der indeholdt en vis mængde
karotenoider i de dele af kornet, der blev fjernet ved poleringen. En anden
NGO-organisation, Institute of Science in Society (ISIS), argumenterede i en
artikel, The ‘Golden Rice’ – An Exercise in How Not to Do Science, for, at udviklingen
af den gyldne ris havde været det rene pengespild. Det ville have
været meget bedre, hvis de midler, der blev smidt ud til genforskning, var
blevet brugt til at dele gratis mad ud til de fattige.
Et lignende synspunkt har den indiske globaliserings- og genmanipuleringsmodstander
Vandana Shiva gjort sig til talskvinde for. Hun opregner alle
de A-vitaminrige planter (plus æg, gede- og fårelever samt torskelevertran),
der bruges i almindelig indisk mad, med deres navne i hindi og med angivelse
af mikrogram A-vitamin (eller vel snarere karotenoider?), de indeholder pr.
100 gram. Hun mener, at grunden til, at der forekommer A-vitaminmangel i
Indien, er, at Den Grønne Revolutions teknologiske løsninger med herbicider
og monokulturer af hvede og ris har udslettet den variation af oprindelige
planter, der var før i tiden. Når regeringen og universiteterne i Indien er hoppet
på det svindelnummer med den gyldne ris, skyldes det, at de har ladet sig
løbe over ende af smarte firmaer. ”Den komplicerede teknologioverførsel, der
skal til for at dyrke gylden ris, vil ikke afhjælpe A-vitaminproblemet i India,
men det er en meget effektiv strategi for private virksomheders overtagelse af
risproduktionen med anvendelse af den offentlige sektor som trojansk hest,”
skriver hun.
Der er ingen dialog mellem tilhængere og modstandere af det moderne
landbrug. De står i hver sit hjørne, og beskyldningerne fyger tæt, navnlig om
forholdene i udviklingslandene, der ikke har særligt stor praktisk betydning,
men desto større symbolsk, som det kan fremgå af fordelingen af forsknings-
og udviklingsmidler: Der anvende hvert år omkring to milliarder dollar på den
forskning og udvikling, som vedrører de rige landes landbrug, mens tallet for
den tilsvarende indsats i ulandsrelateret landbrugsforskning anslås til ca. 75
millioner dollar. Til gengæld falder alle ulemperne ved det moderne landbrug
med deres fulde vægt på ulandene, fordi deres politiske strukturer er så svage,
at mulighederne for at gribe ind over for uhensigtsmæssige tiltag og kortsigtede
fiduser er ikke-eksisterende.
Det moderne landbrugs tidshorisont er – også i de rige lande – meget kort.
De moderne kornsorter skal have tilført store mængder af kunstgødning og
524
vældige ting

mange steder også vand, for at de kan præstere deres maksimale. Det fører
til, at landbrugsjordens kvalitet forringes på grund af faldende indhold af organisk
materiale. Problemet er meget omfattende også i den rige del af verden.
En EU-finansieret undersøgelse viser, at 75 pct. af jorden i Sydeuropa er
ramt, men det er ikke kun der og i de nye medlemslande, det står skidt til – i
Storbritannien gælder det 42 pct. af landbrugsarealet. Årsagerne til miseren
er – ud over det, man kalder ‘ændret arealanvendelse’ – sammenpakning af
jorden på grund af for store og for tunge maskiner og overforbrug af gødning
og pesticider. Konsekvensen er voksende problemer med jorderosion, jordskred
og oversvømmelser. Det selv samme landbrugstidsskrift, der fortæller
om ødelæggelsen af jorden, bragte nogle måneder senere en serie artikler om,
at danske hvedeavlere mister 300 millioner kr. årligt, fordi de danske regler
for anvendelse af kvælstofgødning og sprøjtemidler forhindrer landmændene
i at bruge de samme avancerede dyrkningsmetoder som deres kolleger i andre
EU-lande.
Det er ikke, fordi der er brug for hveden til føde for mennesker eller dyr.
Den subsidierede hvede, dyrket med kunstgødning og sprøjtemidler, bliver
med fordel anvendt som brændsel i dertil indrettede stokerfyr. Nemt, billigt
og bekvemt. Det danske landbrug modtager ca. 10 milliarder kr. i EU-støtte om
året, så man forstår godt, at unge landmænd beder om statsstøtte til at gennemføre
generationsskiftet, fordi priserne på landsbrugsejendomme er blevet
så høj. EU-tilskuddene bliver kapitaliseret i ejendomspriserne.
Moderne landbrug er et storslået og spændende eksperiment, der handler
om, hvordan jorden kan ernære de ca. 8 milliarder mennesker, man så frejdigt
regner med vil komme til at drage deres vejr over mulde om 20 år. Landbrugets
udøvere ryster ikke på hånden. De satser stort. Dansk Landbrugs Mediers
Visionspris på 10.000 kr. gik i 2005 til den 28-årige Steffen Elmer, der drømte
om en besætning på 1.000 køer.
Ugebladet The Economist kunne samtidig fortælle om de problemer, amerikansk
landbrug er løbet ind i, fordi der er mistanke om, at kosygdommen
Johnes på samme måde som kogalskaben kan smitte mennesker. Johnes
sygdom skyldes bakterien Mycobacterium aviums underart paratuberculosis
(MAP), der i 1996 blev fundet i hver femte malkekvægsbesætning i USA,
men hyppigheden er antagelig steget siden, fordi forekomsten var dobbelt
så høj i besætninger med 300 eller flere køer, og besætningsstørrelserne har
været støt stigende siden 1996. Størst er udbredelsen antagelig i Californien,
hvor den gennemsnitlige besætningsstørrelse i 2003 lå på 806 køer, og hvor
nogle landbrug har flere tusinde dyr, der ofte går meget tæt sammen. Mejeriindustrien
og de veterinære myndigheder hævder, at MAP bliver dræbt ved
pasteurisering, men undersøgelser har ikke desto mindre påvist bakterierne
i 2,8 pct. af prøverne.
bog 8 maden 525

Den menneskesygdom, som mistænkes for at stamme fra den inficerede
mælk, kaldes Cronhs sygdom. Det er en form for mave-tarm-betændelse, der
viser sig som kronisk, undertiden invaliderende diarré, og som antages at
ramme personer med en særlig genetisk betinget modtagelighed for smitten
fra mælken. Den amerikanske regering iværksatte for tre år siden et kontrolprogram
for sygdommen, men på grund af besværet med kogalskaben og de
voksende udgifter til terrorbekæmpelse er bevillingerne på næste års finanslov
skåret ned fra 19 millioner dollar til tre millioner dollar. Af hensyn til mejeriindustrien
er landbruget ikke meget for at protestere mod nedskæringen.
Men når det store regnestykke engang kan gøres op, er det nok hverken
genmanipulationerne, sygdommene, overforbruget eller alle de andre forandringer,
der vil stå tilbage som det for alvor afgørende. Det vil nok snarere
være de konsekvenser, landbrugets afvikling – og med den afviklingen af den
biologisk betingede arbejdsdeling – har fået på menneskers liv og deres forståelse
af deres identitet. De mellemmenneskelige relationer er blevet forandret.
Kvinderne er kommet ud på det lønnede arbejdsmarked og stiller sig selv og
deres tid til rådighed som varer på markedet. Med p-pille- og pornofrigivelse
blev seksualiteten frigjort fra reproduktionen og blev i stedet en vigtig faktor
i markedsføringen af mennesker og ting. Aldrig nogensinde før i menneskehedens
historie har mænd vidst så meget om kvinders liv og kvinder om mænds
som i det samfund, man kan kalde det moderne – eller, hvis man synes bedre
om det, det postagrare. En stor del af de reproduktive opgaver – børnepasningen
og omsorgsarbejdet – er blevet overdraget fra privatsfæren til det offentlige,
og meningen med mandighed og kvindelighed er blevet helt omkalfatret.
Det er alt sammen gået så hurtigt, at de meningsproducerende institutioner,
kultur, religion, kunst og politik, slet ikke har kunnet følge med. De er kommet
endnu længere bagud for livsverdenen, end de nogensinde før har været,
og dermed har der åbnet sig nogle nye, helt uoverskuelige perspektiver.
526
vældige ting

Efterord
Dette bind forholder sig til Store Forandringer som en efterfølger – et bind to,
kan man sige – og de bemærkninger om måden at fortælle historier på, der
er redegjort for i afsnittet Varedeklaration i ’bind 1’ gælder også for ’bind 2’.
Begge bind søger at besvare samme spørgsmål, nemlig hvordan opfattelsen af
verden, den, der gælder nu, verden, som den er, er blevet til i den skikkelse,
som den foreligger for os i begyndelsen af det 21. århundrede. Bindet handler
om, hvordan industrialiseringen – det, som er blevet kaldt ’emancipationen
fra den organiske naturs skranker’ – indgår i opfattelsen af, hvordan verden
er, og af, hvordan magten vokser ud af menneskers hænder.
Indholdet af dette bind er som Store Forandringer blevet skrevet forskellige
steder, og min afhængighed af nettet er om muligt blevet endnu større end før.
Det, der svarer til, hvad der i gamle dage hed litteraturhenvisninger, er derfor
ikke trykt med, men lagt ind på nettet på www.sørenmørch.dk.
Det siger næsten sig selv ud fra bindets anliggende og metode, at dets grundlag
er noget, andre har tænkt over og skrevet om. Indholdet af alle fortællingerne
beror på andres arbejde og flid, og jeg burde i hvert enkelt tilfælde have noteret
mig, hvis ideer og tanker jeg har tilegnet mig. Det har jeg imidlertid ikke
fået gjort, så derfor er jeg ikke i stand til med navns nævnelse at takke hver
enkelt af alle de mange, der i mange år har fulgt og båret.
Ud over hvad læseren selv kan regne ud ved at se på den ovennævnte hjemmeside,
er de direkte og uomgængelige hjælpere, der har gjort dette bind muligt,
’the usual suspects’: Lars Ringhof og min kone Ritt Bjerregaard, Majbrit
Hansen på Politikens Forlag, Grethe Jensen, der har stået for at finde billeder
frem, Hans Larsen, der med akribi, tålmodighed, venlighed, stor energi usædvanlig
professionalisme har redigeret manuskriptet og sørget for at få oversat
og verificeret de mange citater, og ikke mindst dr. phil. Thorkild Kjærgaard,
der grundigt og kyndigt har læst og kommenteret manuskriptet, og som ud
over at rette massevis af små og store fejl har glædet og opbygget mig med
tankevækkende bemærkninger, der har gjort mig klogere, og som har hjulpet
på hele bindet.
Og siden har jeg intet at tilføje, ud over et ment ”Lev vel” til dem, der læser
bindet såvel som til dem, der har nok af efterordet.
Søren Mørch
bog 8 maden 527