KORSHæRS BLADET - Kirkens Korshær Køge

Bøn ved en skilsmisse
Kære Gud. Jeg har kæmpet, håbet og grædt. Nu er
jeg udmattet og tom indeni. Jeg havde troet, at vi
skulle være sammen altid, og jeg forstår ikke helt,
hvorfor vi nu står her. Sorgen over, at kærligheden
er død, er tung, og tankerne om, at det måske er min
egen skyld, svæver over hovedet på mig som mørke
skyer. Kunne jeg have gjort mere? Tilgiv mig, at jeg
ikke altid har arbejdet for det gode i vores forhold.
Tilgiv småligheden og uforsonligheden.
Lær os at gå hver sin vej uden bitterhed og had.
Lad årene med kærlighed og glæde få lov til at blive
hos os som et varmt og godt minde, og få os til at
lægge de hårde ord og kolde blikke fra os.
Giv mig mod til at leve videre og til at turde tro på,
at kærligheden også hører til i mit liv. Giv mig kræfter
til at leve med bruddet, lad de drømme, som bristede,
finde nye veje og giv mig mod til at leve uden
én ved min side. Og når bruddet også går ud over
vores børn, venner og familie, så giv dem forståelse
for vores valg. Hjælp mig til at være tålmodig, når de
alligevel ikke forstår det.
Du, som heler alt det brudte, hel nu også mit bristede
hjerte.
Inge Lindhardt Mikkelsen: ”Himlen i mine fodsåler”
Aros Forlag
Tabet
Langt smerteligere end tabet selv
er tabet af selve tabet.
Benny Andersen: ”Under begge øjne”
Tegning: Grethe Elisabeth Nordhagen
Smertens vej
På en bjergtop i det sydligste Tyskland har der i
næsten 1000 år ligget et lille kapel. Op ad bjerget
har man sat de 14 stationer på Via Dolorosa. Gipsskulpturer
viser Jesu lidelsesvej, fra han dømmes
til døden, til han dør og lægges i graven. Så megen
lidelse, ensomhed og angst. Ubærligt for Jesus. Vi
hører, hvordan han falder med korset den ene gang
efter den anden. Og ubærligt for os. Så ubærligt
at vi måske har pyntet på historien, og sat Simon
af Kyrene til at bære korset for ham. Og Veronika
til at tørre sveden af hans pande. Kun Johannes
Evangeliet fastholder, at det var Jesus selv, der
bar korset hele vejen. Ingen bar med. Hans lidelser
kunne ingen lindre og ingen tage fra ham.
Så megen lidelse, ensomhed og angst. Jeg ser
det i øjnene på mange af de mennesker, der kommer
på Varmestuen. Deres byrder er ubærlige.
Ingen kan bære dem for dem. Deres vej er så mørk
og tung, at hvert skridt truer med at vælte dem
omkuld.
Så megen lidelse, ensomhed og angst. Vi ser det
hos den syge. Når én af vore skal dø. Fremtiden
er væk. Vi ville så gerne komme og være Simon
af Kyrene - komme og tage over. Men vi kan intet
gøre. Vi er magtesløse.
Og den, der selv har siddet fast i mørket, kender
ensomheden i angsten og lidelsen. Vi må selv bære
det.
Og det er pointen i Jesu lidelseshistorie. Det var
ensomhedens vej. Der kom ingen og bar hans
lidelser. Det endte med ordene: ”Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig”.
Det er også trøsten. For den vej, hvor ingen længere
kan følge os, bliver dermed Guds vej. Nok går vi
den alene, men Gud har selv været dér, og bærer nu
med på alt det ubærlige. Han møder os, som Han
mødte disciplene på vandringen til Emmaus. Han
forkynder, at Han går med hele vejen indtil verdens
ende.
Det er løftet ind i alt det ubærlige – også i påsken.
Til alle dem, der stadig har kræfter til at bære
med, lyder der derudover en fordring om ikke at
pynte på historierne. Vel vidende, at der ingenting
er at stille op på Varmestuen, hos den sørgende
eller den lidende. Men netop det kræver mod: At
være hos den, hvor der ingenting er at gøre. Og i
bedste fald bryder det for en stund ensomheden i
alt det svære.
Korshærsleder Inge Pilegaard Thomsen,
Fredericia
/ 15 /