Hent rapporten her……..

24
Dråby by omkring udskiftningen
Landsbrugshistorikere taler ofte om at
landboreformerne i slutningen af 1700-tallet
var nødvendige for at få et udmarvet, udpint
og brandbeskattet landbrug på fode igen.
Fæstevæsnet med dets hoveri og landgilde
anses for en af de store synder. Det samme
gør landsbyfællesskabet med dets urationelle
dyrkningssystemer. Endelig har det
selvfølgelig også betydet meget, at landet i
slutningen af 1700-tallet havde gennemlevet
to århundreder med krig, pest og generel
misvækst.
Den første landsdækkende folketælling i
Danmark blev afholdt i 1769 og allerede
18 år senere, i 1787, afholdt man den næste
folketælling med registering af indbyggernes
adresse, navn, alder, ægteskabelig stilling,
stilling i husstanden samt erhverv.
Det billede, folketællingen i 1787 giver af
befolkningen i Dråby, bekræfter i høj grad
det generelle billede af en udmarvet, udpint
og brandbeskattet befolkning.
Dråby havde i 1787 en befolkning på blot 90
individer fordelt på 33 husstande. I gennemsnit
giver det meget små husstande og selv
de bedst stillede gårdmandsfamilier i byen
havde ikke mere end højst 2-3 børn. På en
tid, hvor børn – og gerne mange børn – var
nødvendig for familiens overlevelse har det
nærmest været et katastofalt lavt fødselstal.
De relativt få børn blev yderligere sat i relief
af en gennemgående høj alder hos den
voksne befolkning. Ganske mange har været
50 år eller derover, og især blandt småkårsfolkene
var der mange ældre ægtepar og ere,
der som Mette Jensdatter på 70 år »Nyder
Almisse af Sognet«. Her ligger vel også en
del af forklaringen på, at der er relativt få
børn i landbyen; nemlig at de i husmands- og
landarbejderfamilierne for længst er yttet
hjemmefra. Flere har på trods af høj alder
måttet arbejde som daglejere, hvad fx Jens
Koch (70 år) og Anders Jørgensen (64 år) har
måttet, og det skete vel at mærke i en tid,
hvor gennemsnitslevealderen lå omkring 35
år, og hvor ringe kost, hårdt arbejde og dårlige
boligforhold har slidt hårdt på folk.
Folketællingen i 1787 – se skema side 26
– omfattede også status eller erhverv. 11
»Hosbonde« betegner sig selv som »Bonde
og Gaardbeboer« mens 2 blot betegner sig
som »Gaardbeboer«. Det svarer godt til de
13 gårde, som få år senere får tildelt hovedparten
af landsbyens jord i forbindelse med
udskiftningen.
En ganske stor gruppe på omkring 12
»Hosbonde« betegner sig selv som enten
»Huus Mand« eller »Huus Mand og Daglejer«.
I tiden før udskiftningen var det en meget
stor andel af Dråbys befolkning, der således
havde husmandsstatus.
De resterende 7 husstande i Dråby er enker,
enkemænd, aftægtsfolk og fattiglemmer »på
sognet«. De este har formodentlig i deres
yngre dage været husmænd/daglejere.
Der er ingen umiddelbar og entydig forklaring
på, at Dråby i slutningen af 1700-tallet
havde en stor befolkningsgruppe bestående
af husmænd og daglejere. Hovedgården
Skærsøs nærhed har utvivlsomt spillet en
rolle, her skulle der bruges mange folk, men
det kan også have spillet ind, at Dråbys gårde
var forholdsvis små og folkefattige. Her har
man også været afhængig af husmænd og
daglejere »udefra« til at klare arbejdet i det
daglige, når der tilsyneladende ikke har
været råd til at have karle og piger i større stil.
Mens de este landsbyer i tiden før udskiftningen
var domineret af byens gårde, så
har den meget store andel af husmands-
og landarbejderboliger i Dråby sat sit helt
specielle præg på byen: hele østsiden af
bebyggelsen langs den nordlige del af Dråby
Bygade fremstår som en lang, sammenhængende
bebyggelse af små uensartede byhuse.
Af de ældre udskiftningskort fremgår det,