Svampe 35

Genfund af toppet stenmorkel
(Gyromitra fastigiata)
Den 2. juni 1996 var vi et mindre hold af sted til
Allindelille Fredskov, mest for at se til en
bøgestamme, hvor der i flere år har været
Gyromitra parma (J.Breitenb. & Maas Geest.)
Kreisel og en spændende, endnu ikke bestemt
bæger svamp (Peziza sp.). Vi fandt ingen G.
parma, men i stedet kunne Henning Knudsen for
anden gang i sit liv råbe højt over et
kæmpeeksemplar af toppet stenmorkel (Gy ro -
mitra fastigiata (Krombh.) Rehm), som pryder
forsiden af dette blad. Første fund blev gjort i
1980, også af HK på samme lokalitet et par
hundrede meter fra det nye fund. På trods af de
voldsomme dimensioner (27 cm høj, øvre del 18
cm bred, stokbasis 12 cm bred) og relativt matte
farver var frugtlegemet stort set uden modne
sporer – et fænomen som er ret almindeligt hos
stenmorkler (Weber 1988). Eksemplaret stod tæt
ved en stor, rådden bøgestamme i udpræget blan -
dingsskov under bøg og ask med megen opvækst
af ask, tjørn, hassel mv. Urtelaget var domineret af
bingelurt. Der var ikke andre svam pe frugtlegemer
i umiddelbar nærhed.
Dissing (1981) rapporterede det første danske
fund under navnet Discina fastigiata (Krombh . )
Svrc˘ek & Moravec, idet der var og vel stadig er to
meninger om opdelingen i slægter indenfor denne
del af foldhatfamilien. I sam me artikel ses et
fotografi af det første eksemplar i frysetørret
tilstand. Her er sporerne også illustreret og arten
nøglet ud mod de andre stenmorkel-arter.
Tidligere har arten i Eu ropa været kaldt
Gyromitra caroliniana (Bosc: Fr.) Fr. (eller
Discina c. (Bosc: Fr.) Eck blad), men dette navn
fortolkes nu på anden vis og anses for at være et
rent nordamerikansk takson (Weber 1988).
Toppet stenmorkel er ud over Nordamerika
(Weber 1988) kendt fra en række
mellemeuropæiske lande og fra Sverige, hvor den
også er meget sjælden. Krieglsteiner (1991)
angiver kun tre ruder i den store vesttyske
svampekortlægning mod 11 ruder for G. parma og
ca. 40 af kæmpe-stenmorkel. I Nordamerika bliver
50
Usædvanlige danske svampefund red.: Jan Vesterholt
toppet stenmorkel bl.a. kaldt „elefantører“.
Den taksonomiske opdeling og ikke mindst
nomenklaturen vedrørende stenmorkler er yderst
kompliceret. Navnet vi har brugt her (G.
fastigiata), er også blevet brugt om en
nordamerikansk art der retteligt formodentlig
hedder G. korfii Raitv -
. Som en yderligere kom pli cering påstås det også
af nogle, at denne sidste art også forekommer i
Europa. I Nordamerika findes ca. fem arter i dette
kompleks (Weber 1988), hvilket ikke har det gjort
det lettere. Der findes fine billeder og interessante
dis kus sioner i den gennemført fornøjelige bog om
morkler og stenmorkler skrevet af Alexander
Smiths datter (We ber 1988).
Vi har valgt at følge Kimbrough m.fl. (1990),
som slår slægterne Gyromitra og Discina sammen,
et synspunkt bl.a. Har ma ja har advokeret for i en
række artikler.
MATERIALE: NØ-SJÆLL.: Allindelille Fredskov, 2.6.
1996, H. Knudsen (C).
Thomas Læssøe & Henning Knudsen
Genfund af Geoglossum littorale (Rostr.)
Nannf.
Emil Rostrup fandt i 1890 en ny lyssporet jord -
tungeart. Han skrev: „I Selskab med Brygger Th.
Schiøtz besøgte jeg Søerne i Snabegaards Plantage
for at søge efter Trapa; ved de sandede Bredder af
den lille eiendommelige Snehvide Sø fandtes i
Mængde en lille herhenhørende Svamp
[Geoglossum/Leptoglossum], der voxede
enkeltvis, dels cæspitøs, var 0.5-1.5 Centim. høi,
0.2-0.5 Centim. tyk, kølleformet, uregel mæssig
sam mentrykt og foldet, undertiden i Spidsen
kløvet, skjør, sort, Overfladen jævn, lidt klæb rig“.
Rostrup (1892) publicerede den som Lep to -
glossum littorale Rost., der siden i Nannfeldts
(1942) monografi blev flyttet over i jord tun ge -
slægten Geoglossum. Det var i øvrigt i samme
artikel Rostrup beskrev klit-jordtunge
(Geoglossum arenarium). Hos Lind (1913) er G.