Livet på den anden side - Christian Friis

Livet på den anden side
Trods affolkning på mange af de mindre øer i Danmark, er der
nogle få, der har formået at vende kurven. Én af dem er
Strynø i Det Sydfynske Øhav. Et lille samfund med et stort
hjerte.
af Henrik Bagge og Christian Friis
Nu står vi her. På bar bund men med fast grund under fødderne igen. Omfavnet af ro og
åbent landskab med vand til alle sider. Der er kun én vej her fra havnen, og det er lige ud.
Langsomt fortsætter vi, indtil vi når byens midte, hvor de fleste af øens veje mødes.
Og så ser vi det. Det lille vandskurede hus, hvor Camilla Tuxen bor, gemt bag et andet på
Møllevejen. Sneen knirker under skridtene på vej mod hoveddøren. Indenfor er
gæstfriheden grænseløs.
Duften af friske kaffebønner spredes i den store, åbne stue med glasfacade ud mod det
frosne gadekær, som starter der, hvor havens terrasse slutter. Moderne kunst i storformat
pryder væggene, og midt på gulvet står en elektrisk guitar med forstærker. Katten strækker
sig i solen på stuens varme klinker.
Camilla Tuxen er lige kommet ind med tre­færgen fra Rudkøbing og er lidt rundt på gulvet.
Hun har glemt, der skulle komme gæster. Men havde hun ikke været hjemme, kunne
gæsterne bare have lukket sig selv ind. På Strynø låser man nemlig ikke døren. Man
behøver heller ikke tage nøglen ud af bilen, når man forlader den.
“Der er ikke nogen indbrud her,” forklarer hun.
Lykkelig burde staves med ‘ø’
Camilla og manden Lars flyttede til Strynø i 2010. Før de købte det lille hus på Møllevejen,
boede de i Svendborg, hvor Lars er barnefødt. Og før det havde de i mange år levet
storbylivet på Østerbro i København med travlhed, tennis og Louisiana. Rejsen fra det
største til det mindst tænkelige virker som at lukke op for en russisk babooshka­dukke,
hvor familien Tuxen nu bor i den allermindste dukke inde i midten. Det var da parret fik
børn, at tankerne om at flytte ud af storbyen meldte sig.

“Når jeg gik rundt med barnevognen, blev jeg pludselig opmærksom på, at
udstødningsgasserne var lige i barnevognshøjde. Det begyndte jeg at tænke over,” siger
Camilla.
Mens de boede i Svendborg, tog familien flere gange på dagsudflugt til Strynø. Og selvom
det kun var ture på otte timer med to børn, barnevogn og madpakker, føltes det langt mere
afstressende end 14 dages ferie sydpå. I 2010 tog de springet og købte huset på
Møllevejen på Strynø. Camilla husker den første morgen i huset, hvor hun stod op og
listede ind i stuen, mens de andre stadig sov.
“Jeg satte mig med min dyne og sad bare og kiggede, mens himlen blev blå. Så kunne jeg
se silhuetterne og træerne, og så kom fasanen gående. Da tænkte jeg: Det må da være
lykke det her.”
Sønnen Villads på syv år er dukket op i døren med et halvt musketer­overskæg, som han
har udviklet eller nærmere fået tegnet, mens han var i skole. Han vil gerne give sit besyv
med.
“Mor, har du nævnt, at det gode her er, at vi alle mine venner bor tæt på hinanden? Plus,
der er ikke særlig langt til købmanden, når man bor her,” siger han.
”Nej, det er både godt og skidt, ikke Villads?” siger hans mor.
Rolig rytme og rummelighed
Der findes 72 beboede øer i Danmark. 27 af de mindre øer er organiserede i
Sammenslutningen af Danske Småøer (SaDS). De kæmper for at bevare og udvikle de
små samfund på øerne. Fælles for øerne i SaDS er, at de ikke er landfaste, ikke er
selvstændige kommuner, og at de er at betragte som helårssamfund med op til 1.200
beboere.
Ud af de 27 øer er det kun de fire, der har oplevet en samlet befolkningsvækst i løbet af de
sidste ti år. Og i perioden 2004­2012 er Strynø den ø, der har oplevet den største vækst fra
193 beboere til 221 – en fremgang på mere end 12 procent. Og aldersgennemsnittet på
Strynø er lavere end landsgennemsnittet på grund af de mange tilflyttede børnefamilier.
Kjeld Tønder Hansen er Ø­repræsentant for Strynø. Ifølge ham ligger der er en målrettet
indsats bag Strynøs fremgang. Da antallet af børn i 2004 havde nået et sådant lavpunkt, at

skolen, med kun tre elever fordelt over fem klassetrin, var ved at lukke, måtte der handles.
Ud fra devisen ”angreb er det bedste forsvar” valgte man at lave en børnehave. Selv om
der stadig manglede to til tre børn, før det kunne løbe rundt økonomisk, tænkte de: “Nu
prøver vi”. Og det blev et vendepunkt for øen.
Med pasningsordninger i vuggestue, børnehave og fritidshjem er der etableret grundlag for
at holde liv i fem klassetrin på skolen, som nu tæller 15 elever med flere på vej. Ved en
fondskyndig strynbos mellemkomst står skolen desuden foran en renovering til ti millioner
kroner.
Kjeld Tønder Hansen fremhæver den rolige rytme, trygheden og nærheden som de bedste
salgsargumenter for Strynø. Han og konen flyttede selv til Strynø i 1995, og de var “solgt
med det samme”.
Lone Anesen, som er gift med Torsten, er sekretær i Strynø Beboerforening. Hun fortæller,
at Strynø er den eneste småø med børn i det sydfynske. Og fordi der er børn, bliver det
ikke kun til en pendler­ø. Det skaber arbejdspladser, som igen skaber behov for en
købmand. Børn skaber omsætning, og børn skaber liv. Og Lone understreger, at der er
masser af liv på Strynø.
“Strynboer snakker aldrig om, hvad der sker på den anden side. Der er hverken snak om
en ny pave eller noget. Der sker rigeligt her,” siger hun.
På strejf med Strynboen
Da den gamle færge ‘Strynboen’ tidligere på dagen klokken 9.30 tøffer ud af havnen i
Rudkøbing på Langeland med kurs mod Strynø, er det med kun to biler og en blå cykel på
dækket. Så tidligt på dagen går trafikken mest den anden vej. Pigen med den blå cykel er
krøbet i skjul i salonen under dækket. De andre bliver siddende i bilerne, så snak er der
ikke meget af under overfarten.
Det kunne i første omgang give føde til en fordom om, at øboere er isolerede, reserverede
mennesker, der helst passer sig selv. Men i tilfældet Strynø er det ikke sådan, det hænger
sammen. Overhovedet ikke.
Forklaringen er nærmere, at der denne dag blæser en let, men stivfrossen vind ind over
færgen. Det er derfor, de to fremmede på jagt efter en god historie får lov at stå alene i
færgens stævn og kigge ned på isfladerne, der brydes af færgen, mens de med en
begejstring, som ellers kun småbørn kan vise, peger de omkringliggende øer ud for

hinanden. En sådan vind er selv en hårdfør strynbo for klog til at stille sig i.
Dertil er der, ifølge Camilla Tuxen, et socialt kodeks på ‘Strynboen’. Hvis du sætter dig
ved bordet i kantinen, er det, fordi du gerne vil snakke. Sætter du dig i sofaen vil du
muligvis snakke. Bliver du i bilen eller på dækket, vil du nok hellere være fri.
‘Strynboen’ har gennem årene været livsnerven for Strynøs beboere, og det er den stadig
på både en social og økonomisk måde. Den danner dagligt en naturlig ramme om en snak
og en kop kaffe for Strynøs pendlere. Og personer, som ifølge folkeregisteret har adresse
på Strynø og er i besiddelse af et “Ø­kort”, har frirejse til person og cykel.
Har man bil, og det har de fleste på Strynø, bakkes den til en billig penge ombord på den
gamle og hyggelige, men udtjente færge, som står for at blive skiftet ud. Til juni sejler den
sin sidste tur, inden en mere tidssvarende færge sættes ind på ruten. Også her sker der
forandringer.
Sejltiden mellem Rudkøbing og Strynø er 29 minutter. Til hverdag er der ti afgange hver vej,
i weekenden det halve. Den tidligste afgang fra Strynø er klokken 5.55 på hverdage. Når
man skal den anden vej til aften afgår den sidste “Strynboen” fra Rudkøbing klokken 17.25,
dog klokken 21.20 om fredagen.
En overflod af infrastruktur er der altså ikke tale om, og for en del af Strynøs beboere med
arbejde på den anden side er det da også indimellem en udfordring at få det med
transporten til helt at gå op. Men i forhold til de fleste andre småøer er det ren luksus.
Ifølge Lise Thillemann Sørensen, sekretariatsleder ved SaDS, som har hjemme på Strynø,
er det helt afgørende, at infrastrukturen er i orden, når øerne ønsker at tiltrække nye
beboere.
“Det er altid færgen, det falder på, når folk overvejer at flytte til en lille ø,” siger Lise
Thillemann Sørensen. “Mange børnefamilier, der overvejer at flytte til en småø, tænker “åh
nej, hvad nu hvis vi ikke når færgen hjem, så vi kan hente vores børn.” Men den bekymring
er ubegrundet her, for der er altid nogen til at tage sig af dem på en ø som Strynø. Og det
er helt sikkert et udtryk for fællesskab.”
Sydhavsfrugter
Fællesskabet rækker videre end børnepasning. Også det lokale erhvervsliv bakkes der
loyalt op om.

I Strynøs nordvestlige hjørne ligger en gammel gård, som huser den lille virksomhed Strynø
Frugtplantage. Her bor Mette­Most og Martin. I Mettes pas står der retteligt Mette
Meldgaard, men her blandt Strynøs store, udvidede familie kendes hun kun som
Mette­Most.
Det hænger sammen med det erhverv, hun kastede sin tid og kærlighed efter, da de købte
gården i slutningen af 2005. Plantagens produktion af en særlig æblemost og cider har
bragt Strynø på menukortet hos de michelinstjerne­bestrøede restauranter NOMA og
Geranium. Den gartneruddannede Mette, som også er nationaløkonom, har fra starten haft
et tæt samarbejde med stjernekokken Rasmus Kofoed fra Geranium om udvikling af
smagsvarianter af sin most.
“Der er et fantastisk klima til frugtproduktion her i det sydfynske øhav. Vi har flere
solskinstimer, mildere klima, og så er vi ikke så udsat for den tidlige forårsfrost, fordi vi er
omgivet af så meget vand,” siger Mette.
Da Mette og Martin i sin tid besluttede sig for at drive erhverv fra Strynø, skyldtes det ikke
kun øens særlige og gunstige naturforhold. De lod sig også inspirere af Marmelade­John,
en anden strynøsk fødevareproducent, som allerede havde etableret sig med firmaet
Øhavets Syltetøj. Og beslutningen har de ikke fortrudt.
“Som tilflyttere har vi kun oplevet en utrolig opbakning fra øen til folk, der ønsker at starte
virksomhed,” siger Mette.
Der er i alt omkring 20 erhvervsdrivende på Strynø. Heraf er de fem fødevareproducenter.
De øvrige har etableret sig på områder som kommunikation, spisesteder og håndværk.
Men det helt naturlige omdrejningspunkt for handel på Strynø er købmandsforretningen. Og
det er ikke en helt almindelig købmand. Her kan man nemlig selv komme med forslag til
sortimentet.
“På min opfordring anskaffede de nødder i kilo­poser. Det var jo lidt en chance, men de var
hurtigt væk. Og nu kan man også få 15 kilo økologiske havregryn i en sæk. Jeg ved ikke,
om det er sådan andre steder, men jeg tror det ikke,” siger Mette.
Købmandsforretningen styres af en forening etableret af øens beboere. Det er langt fra
enestående på Strynø. Her blomstrer foreningslivet nemlig lige så smukt og livskraftigt som
Mette­Mosts æbleplantage.

Foreninger, fællesmad og farvefilm
Fra et stort hul i loftet i stuen kan man kigge lige op i første sal. Køkkenet er lidt industrielt
installeret på metalborde med hjul under og med løsthængende ledninger og slanger. De
store planker til stuegulvet ligger stadig i plasticemballage indenfor.
Her bor Torsten og Lone med deres mindste datter Agnete og plejebarn Patrick i øens
ældste hus, som de er i gang med at renovere.
”Vi tænkte, at skulle man gøre noget åndssvagt, kunne man lige så godt købe et åndssvagt
hus og gå i gang,” siger Torsten. Før de flyttede til Strynø, havde de en gård i Snave på
Fyn.
I vinduet står en urtepotteskjuler med en særlig påskrift. Den viser sig at være en
vandrepokal, vundet af Torsten for bedste ‘is­sejler’.
“Der hvor vi boede før, lå jeg og kørte isbåd alene. Herovre er vi en flok, der ligger og kører
sammen. Og det er jo noget sjovere, når der er nogen at køre med og imod,” siger han.
Og sådan er det vist lidt med alt her på øen. Tingene, dem laver man sammen. Torsten har
også overvejet at starte en motorcykelklub, og der er allerede fem, som er klar på at køre til
åbningen af Bakken i slutningen af marts.
På Strynø ringer man ikke og spørger om lov, inden man besøger hinanden. I dag har
posten, genboen og den lokale tømrer været forbi Torsten. De havde selv kaffe og kage
med. De mente, at Torsten og Lone havde den bedste have med solskin, og selvom det er
vinter, skulle kaffen nydes udenfor.
“Folk er bedre til at kigge ind, låne og dele ting, ja i det hele taget at have ærinder hos
hinanden. Man render bare sammen,” siger Lone.
Der er mere end 25 aktive laug, foreninger, organisationer og klubber på de blot fem
kvadratkilometer, som Strynø strækker sig over. Det lyder af meget, men det vidt
forgrenede foreningsliv er opstået, fordi man deler ud af alt her, også interesser. Får man
en idé, starter man bare en forening.
Men selv med de mange tilgængelige tilbud, må beboerne stadig lide afsavn. Camilla
Tuxen kunne godt bruge en svømmehal. Lone Anesen savner bare en almindelig hal. Men
når det kommer til stykket, er det ikke så afgørende.

”Når du har færre valg, så griber du bare de muligheder, der er. Og så bliver det faktisk ret
enkelt det hele. Der er jo bare det, der er, og det er faktisk ret hyggeligt,” siger Lone.
Strynø byder også en gang om måneden på fællesspisning, som typisk samler mere end
en tredjedel af øens beboere i skolens gymnastiksal, hvor man skiftes til at lave mad til de
mange mennesker.
Der er også en filmklub på øen. Den står Film­Finn for. Sidste arrangement foregik i
samarbejde med Bio Langeland, da der blev inviteret til den nye James Bond film i
Rudkøbing. Der blev koordineret med færgen, så alle kunne nå hjem, når filmen var slut. Og
omkring 30 af øens mænd og unge drenge var taget med, selv Frede Smed, som ikke
havde været i biografen siden 1964.
“Vi drillede ham med, at der er kommet farver på filmene, siden han sidst havde været i
biografen,” siger Torsten.
Ingen brændte broer
Ved aftentide er den favnende ro igen ved at sænke sig i det stjerneklare mørke over
Strynø. Børnene begynder lige så stille at indfinde sig hos deres forældre. Eller rettere
sagt, hos deres rigtige forældre. Ifølge Kjeld Tønder Hansen har børnene nemlig omkring
150 forældre og bedsteforældre på øen.
Lone Anesen omtaler dem som "fritgående børn.” Hun og Torsten har også voksne børn,
der bor i Aarhus. De kunne aldrig finde på at flytte til Strynø, siger Lone. Tværtimod
betragter de forældrenes beslutning om at rykke til Strynø som en panikhandling; et skørt
alderdomsprojekt, som de udsætter deres lillesøster Agnete for. Men de kommer gerne på
besøg, ligesom mange andre i øvrigt gør.
“Vi har ikke brændt nogen broer ved at flytte til Strynø,” siger Lone.
Hjemme hos Camilla Tuxen kommer der også jævnligt besøg fra fortiden. Og om
sommeren er der alle turisterne, der kigger ind. Det er de hjerteligt velkomne til. Men det er
det stille vinterhalvår, der er den egentlige attraktion for den tidligere storbypige.
“Det er dejligt, når turisterne kommer, og det er dejligt, når de tager væk igen. Når
sæsonen er ovre, lukker øen sig om sig selv. Det er min favorittid på året,” siger hun.

I huset på Møllevejen går Villads, drengen med overskæg, i pendulfart mellem køleskabet
og spisebordet. Det aktive udeliv har gjort ham småsulten her midt på dagen. Han er glad
for at bo på Strynø, specielt fordi han har fået flere venner, end han havde i Svendborg.
Også en helt særlig ven.
Da han på urimelig vis bliver bedt om at nævne den allerbedste ting ved Strynø udbeder
han sig først lidt betænkningstid. Men han er alligevel ikke rigtigt i tvivl. Før overskægget
igen forsvinder i skyggen af en kop med saftevand, siger han sikkert:
“Det bedste ved at være flyttet til Strynø er, at jeg har mødt Markus.”
FAKTABOKS:
● Strynø ligger i Det Sydfynske Øhav
● Det tager 29 minutter at sejle til Strynø fra Rudkøbing på Langeland
● Øen har 221 beboere
● Der er omkring 100 husstande
● Øen er 4,88 km2
● Strynø er én ud af 27 småøer, der er med i ‘SaDS’ –
Sammenslutningen af Danske Småøer